Nogle vil kunne nikke genkendende til dette

“Ingen strikkerske har brug for mere garn. Det er et faktum. Det burde være muligt at gå ind i en garnbutik, købe garn til en trøje og ikke mere, strikke trøjen færdig, hæfte alle tråde og først derefter købe garn til den næste trøje. Det er der ingen, der gør.

Et garnnøgle er en forsikring om, at alt er muligt, og hvis jeg ejer endnu flere nøgler, bliver endnu mere muligt. Derfor samler jeg mig et lager.

Jeg bliver inspireret, når jeg går i garnbutikker, og hvert nøgle er et løfte. Hvem kan lade være med at købe løfter, hvis de koster under 30 kroner stykket? Og jeg skal passe på, hvis jeg finder et usædvanligt garn, et pænt garn, et garn på tilbud, en farve, som er ved at være udsolgt, et garn, der passer til den der trøje, man har tænkt sig at strikke om fem trøjer, og så nogle ekstra nøgler, hvis det angivne antal skulle være for lidt.

Desuden siger jeg til mig selv, at det ikke spiller nogen rolle, om der bliver lidt restgarn, for jeg kan altid strikke en barnetrøje eller en restgarnstrøje.”

Det var nogle meget få af de mange ord, man kan læse i Det Blå Garn af Karin Erlandsson.
Det var helt uhyggeligt, så godt hun ramte. Jeg læste passagen op for John, fordi Erlandsson leverede en bedre beskrivelse, end jeg nogensinde ville kunne. Jeg ved ikke, om han forstod det af den grund, men det var en god forklaring.
Jeg har hermed besluttet mig til ikke at have dårlig samvittighed over mit garnlager!

Erlandsson har i løbet af bogen andre særdeles rammende beskrivelser af, hvad der foregår i en strikkers hjerne, så er man strikker i en eller anden grad, stor såvel som lille, kan bogen anbefales – og nej, dette indlæg er ikke sponsoreret.
Hun skriver også om strikningens historie og om, hvad strik har betydet historisk set. På et tidspunkt var det forbeholdt mænd – vidste I det?

Når alle de roser er uddelt til forfatteren, er jeg nødt til at sige, at jeg overhovedet ikke har den samme tilgang til det at strikke, som hun har.
Hun piller hellere en trøje op flere gange fremfor at lave en strikkeprøve. Hun kunne ikke drømme om at følge en opskrift og strikkefasthed er noget, andre går op i – hun har præsteret at lave den ene halvdel af et trøjeforstykke 50 % længere end den anden halvdel, og hun opdagede det først, da hun var i gang med at sy den sammen, så måle et arbejde undervejs er åbenbart også noget, hun ikke tager så højtideligt. Jeg kan dog godt se, at det med en strikkeprøve i hendes tilfælde er overflødigt, når hun alligevel svinger så meget inden for samme arbejde med samme garn og pindestørrelse.
Hendes mor kommenterede bogen med følgende ord: “Jeg håber da ikke, at den bog vil få nogen til at tro, at du er god til at strikke”.

Jeg har moret mig, jeg har hygget mig, jeg har nikket bifaldende, jeg har rystet på hovedet og jeg har himlet overbærende med øjnene over hendes bog, men jeg har nydt at læse hvert et ord og vil afslutningsvis erstatte Karl Marx’ proletarer med strikkere – “STRIKKERE I ALLE LANDE, FORENER EDER”.