Hos Mommer

5. februar 2021

Sokker – et efterslæb fra forrige indlæg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:49
Tags:

Jeg har strikket snese og atter snese af sokker, først med fem pinde, senere med magic loop-metoden. Jeg var blevet træt af at bøvle med de fem pinde og var glad for at opdage, at man kunne strikke småt rundt på en lang rundpind, men magien ved magic loop er forsvundet nu, så skal der strikkes rundt, bliver det med brug af to rundpinde. Det er dejligt med flere muligheder at vælge imellem.
Når jeg efterhånden, uanset metode, var gået helt død i sokker, mens familien til evighed synger til mosteren om flere sokker, hvad skulle jeg så gøre?
Strikke sokker frem og tilbage, naturligvis, på go’ gammeldaws strikkefacon. Ingen rundpinde, bare nemt, hovedløst strik.
Der kan findes mange opskrifter på det, når man først begynder at google two needle socks.
Jeg har prøvet en del forskellige – en af dem ses herunder.

Sokker på to pindeSokker på to pinde

Det ser temmelig mystisk ud, men efter sammensyning ligner det ‘rigtige’ sokker.
Selvom der ligger et arbejde i at sy, er det alt i alt hurtigere at strikke sokker på denne måde – synes jeg.

Sokker på to pindeSokker på to pinde

Til skeptikerne (“der må da ikke være syninger i sokker”): Sammensyningen er ikke særlig synlig, og man kan ikke mærke den – ikke engang hvis man er lidt sart.
Herover ses sammensyningen fra hhv. ret- og vrangside. Opskriften, som jeg har ændret lidt i, kan findes via dette link, hvis det skulle have interesse. Løb ikke skrigende bort, fordi den er på russisk. Hun har oversat den til engelsk lige nedenunder. De må have små fødder i Rusland, for følger man opskriften, bliver det kun til en størrelse 35, cirka, men den er nem at justere på.
Alle opskrifterne er nemme at justere, så man kan ramme enhver ønskelig størrelse. Jeg har produceret sokker og futter fra størrelse 33 til 43 blot ved at ændre på garntykkelse og/eller pindestørrelse.

Annefutter

Sokker strikket på to pindeFutterSpiralsokker

Spiralsokkerne, som ses på sidste billede, kan jeg også godt lide – både at strikke (også på to pinde) og have på. De er igen lidt anderledes, men ikke mere, end at der også er masser af opskrifter derude.
Når jeg skriver, at jeg strikker på to pinde, er det alene for at gøre det klart, at jeg strikker frem og tilbage; ikke rundt. Jeg strikker nemlig altid frem og tilbage på rundpinde, og det har jeg gjort i mange, mange år. Når man stikker på de gammeldags ca. 30 cm lange pinde, ‘bærer’ man sit arbejde, mens man strikker. Bruger man en rundpind, lægger det sig i skødet i stedet for at skulle løftes.
Det er ikke så selvfølgeligt, som man tror – mine mednørklere i Præstø strikker for de flestes vedkommende stadig på lige pinde, og det har de ikke i sinde at ændre på. Faktisk er de (igen ikke alle, men de fleste af dem) temmelig konservative. Jeg vil helst ikke virke aldersdiskriminerende, men noget har det nok med alderen at gøre. De par stykker, der er yngre end mig, er det kun med et par år; de fleste er (en del) ældre). Retfærdigvis skal det siges, at det ikke er de ældste, der er de mest konservative. Tværtimod, faktisk … 
Variation skal der til – inden for sokkestrikning som for så meget andet Winking smile

Advertisement

28 kommentarer

  1. Jeg er imponeret over alt det, du får strikket. Min glæde ved at strikke forsvandt, fordi jeg i håndarbejdstimerne i skolen havde en skrækkelig lærerinde, der kritiserede alt. Hun skulle lige vide, hvad hun fik ødelagt. Men jeg har haft glæde ved at hækle og sy 🙂

    Kommentar af Madame — 5. februar 2021 @ 17:08

    • Jeg tror der er mange, der har haft uinspirerende håndarbejdslærere, og hvor er det synd, men det er fint at du har kunnet lide at hækle og at sy 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2021 @ 16:36

  2. Størrelse 35 passer sikkert fint til levefoden i Rusland.

    Kommentar af Eric — 5. februar 2021 @ 17:13

    • Hehe, ja, for nogle gør det nok 😉

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2021 @ 16:37

  3. Kan godt forstå, du er gået død i at strikke sokker med fem pinde. Selv strikker jeg aldrig med mere end fire pinde. Magic loop bliver jeg ikke venner med. Og helt enig i betragtningerne om rundpinde kontra jumperpinde 🙂

    Kommentar af Lone Nielsen — 5. februar 2021 @ 18:30

    • Jeg har det til gengæld ikke godt med kun fire pinde 🙂 Har du prøvet med to rundpinde? Det er nyt for mig, men jeg tog det til mig med det samme.

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2021 @ 16:39

      • Nej, endnu ikke. Kommer sikkert heller ikke til at prøve. Elsker at strikke med fire pinde. Det kører bare…

        Kommentar af Lone Nielsen — 7. februar 2021 @ 18:54

        • Så er der jo heller ingen grund til at lave om på det 🙂

          Kommentar af Ellen — 7. februar 2021 @ 19:16

  4. Jeg synes stadig, det er mega kedeligt at strikke sokker. Har forsøgt med diverse teknikker og pinde… Jeg gider ikke..
    Der bliver kun strikket futter til Gitte, når de gamle er slidt op…
    Alligevel er jeg fascineret af de smukke, sjove, anderledes, finurlige sokker, som andre strikker. Således også dine flade sokker. Det kræver nu en omhyggelig sammensyning, for ikke at genere!🤔
    Med den familiære opbakning og heppe kor har du fortsat afsætning og gode grunde til at finde nye varianter og variationer 😉
    Jeg strikker også kun på rundpinde. Vil nødig “stikke” på de 30 cm lange pinde..

    Kommentar af Anne Holtegård — 5. februar 2021 @ 18:57

    • Det er heller ikke det sjoveste, men på to pinde går det altså hurtigt, synes jeg – og ja, sammensyningen skal gøres omhyggeligt, men det gør det såmænd ikke mere langsommeligt.
      Det gør det lidt sjovere, at man ved, der er afsætning – og som sagt er der altid Røde Kors 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2021 @ 16:41

  5. Her står jeg af, jeg har absolut ingen erfaring med at strikke, jeg har det som Madame, min håndarbejdslærer var absolut ikke tilfreds med mig. Jeg burde kunne, men interessen mangler. Min mor var nemlig god til alt håndarbejde, men det er ikke gået i arv.

    Kommentar af Lisbeth — 5. februar 2021 @ 19:07

    • Vi skal da heldigvis heller ikke alle have de samme interesser, men det glæder mig alligevel, at så mange unge har taget strikningen op.

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2021 @ 16:42

  6. Har prøvet mange metoder og foretrækker strømper på p. 2 med addiCraSyTrio, men slår dog op med 5 pinde og strikker et par omgange, inden jeg skifter til Trio-pindene! Det er også fint at strikke på 2 små rundpinde. Har skiftet kilehælen ud med en German short row heel, da jeg synes, den sidder bedre på foden og er hurtig at strikke.

    Kommentar af Fru Moll — 5. februar 2021 @ 19:45

    • Pinde 2! Holddaop! Sikke en tålmodighed, du må være i besiddelse af – reskpekt 🙂 Jeg har også AddiCraSyTrio-pindene – og bruger dem indimellem, men er ikke udsøgt begejstret, idet jeg synes, de skulle have været fem cm længere.
      Jeg må lige have tjekket den der German short row heel ud – jeg har nemlig kun den gammeldags kilehæl på repertoiret.

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2021 @ 16:46

      • Trio-pindene findes i 2 længder og den lange version er klart den bedste.

        Kommentar af Fru Moll — 7. februar 2021 @ 21:49

        • Åh … så har jeg nok uafvidende fået anskaffet mig den korte version. Surt, for de er jo ikke ligefrem billige …

          Kommentar af Ellen — 8. februar 2021 @ 8:35

  7. Interessant med dine “frem og tilbage”-sokker. Jeg er dog blevet en indædt modstander (for eget vedkommende) af montering, og jeg nyder faktisk at strikke på strømpepinde. Jeg har testet de der Addi crazy trio-pinde, men dem stikker jeg mig på og kan ikke få dem anbragt rigtigt. Magic loop til sokker mangler jeg endnu at afprøve. Men jeg har en hel del sokkegarn liggende, så mon ikke det kommer 😉

    Kommentar af conny — 7. februar 2021 @ 11:55

    • Hvis man har et monterings’issue’, er det med at undgå det i videst muligt omfang 🙂
      Det kan være det kommer, ja – to rundpinde giver for mig det pæneste resultat – pænere end Magic Loop.

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2021 @ 16:48

  8. Hvor er det sjovt at se en flad sok! En art hinkerude, tænkte jeg ved synet. Den slags, hvor man tegner 2-3 ruder i række, en etbens-strækning, og så felter til to fødder hvor man kan stå på to ben igen, krævende hoppeteknik for børn.
    Jeg bruger nogle kraftigt blå meget varme sokker jeg fik af min søn for vist et årstid siden.

    Kommentar af Donald — 7. februar 2021 @ 12:54

    • Jeg kan fint se associationen til barndommens hinkeruder – og varme sokker er uundværlige 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2021 @ 16:50

  9. De sokker ser virkelig sjove ud, det er svært at forestille sig dem som sokker 🙂 Det er lang tid siden, jeg har strikket sokker, men jeg elsker at strike dem med fem pinde. Det er desværre lang tid siden at jeg har strikket i det hele taget. Jeg håber jeg får din energi og gejst for håndarbejde. Nu har jeg nemlig en grund mere til at få strikket/syet noget.

    Kommentar af Lene — 7. februar 2021 @ 13:02

    • Jeg fik omgående mistanke om grunden til, at du skrev sådan, så jeg spurtede over til dig, inden jeg svarede her – og jeg havde gættet rigtigt 😀
      Jahhh – det bliver SÅ dejligt! Tro mig … jeg ved jo hvor skønt det er, og det behøver ikke at være en ulempe, at I bor så langt fra hinanden. Tillykke til jer!

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2021 @ 16:56

  10. Aj, hvor er jeg imponeret. Farverne, mønstrene, de strikkede, der skal sys sammen. Jamen, det er da imponerende for mig, der vist aldrig har strikket en sok 🙂
    Noget helt andet: Jeg bliver lidt bekymret over, du ikke har kommenteret her? Du plejer at skrive tilbage ret hurtigt. Jeg håber, alt er vel hos jer.

    Kommentar af Betty — 7. februar 2021 @ 16:27

    • Hvis du aldrig har strikket sokker, så lever du nok også fint resten af dine dage uden at have prøvet det 🙂
      Jeg tænkte på, om det ville blive bemærket, og det gjorde det … men bare rolig, vi er helt okay og har bare været optaget af noget andet, men jeg ved godt, at det hører til sjældenhederne, at jeg ikke reagerer hurtigt på kommentarer.

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2021 @ 16:59

  11. Personligt anser jeg strikning af sokker på 5 pinde for et af menneskehedens større fremskridt, så det ville ikke falde mig ind at lave sokker, der skal sys sammen. Uf, det giver mig næsten kuldegysninger! – Nej, alvorlig talt, så er der altid noget sjovt i at gennemskue og mestre andre og nye teknikker.

    Kommentar af Henny Stewart — 8. februar 2021 @ 11:07

    • Hvis man afskyr at sy strikketøj sammen, ville det da også være dumt ligefrem at opsøge det, hvor det ikke er nødvendigt 🙂
      Men ja, det er altid sjovt at lære nyt!

      Kommentar af Ellen — 8. februar 2021 @ 12:11

  12. Ja, jeg havde også bemærket de mange kommentarer, du ikke havde svaret på, og tænkt: “Hvad er der dog sket?”
    Og så undrer jeg mig: “Hvordan Søren finder folk dog på at strikke “flade ” sokker, og opfinde den der Magic Loop-metode? – Eller strikke med TO rundpinde? – Jeg er målløs 🙂

    Kommentar af tingats — 8. februar 2021 @ 15:54

    • Jeg er ked af at have vakt bekymring og skal nok melde fravær en anden gang 🙂
      Jeg er også imponeret over, hvad nogle meget kreative mennesker kan finde ud af at finde ud af! Jeg vil dog lige prale med, at jeg selv har fundet ud af at strikke med to rundpinde – men jeg var jo altså ikke den første 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. februar 2021 @ 18:03


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.