Hos Mommer

5. marts 2010

To ting. Tre, faktisk…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags: ,

Jeg er – med support fra Telenor – kommet online igen. Sådan da, for den trådløse forbindelse virker ikke, så jeg sidder på hjemmekontoret med et godt, gammeldags kabel. Men det virker, og det er det vigtigste. Jeg fyrer lige det indlæg af, jeg brændte inde med i aftes, og så er vi ellers næsten på vej til Sverige.

I går forgårs pralede jeg uhæmmet med det skønne forårsvejr.
I dag vil jeg meget gerne prale med min søde og betænksomme mand.

Han kom hjem med en fødselsdagsbuket til mig, som han 100% vidste, at jeg ville blive helt vild glad for: En buket bestående kun af Protea og lidt grønt.
Da vi var i Sydafrika, faldt jeg pladask for landets nationalblomst, hvilket jeg tidligere har udbredt mig om. Det er ikke hver dag, man ser dem hos en dansk blomsterhandler, men John fandt en i går, der havde dem. Smukke, smukke Pincushion flowers, som de også kaldes. Hvis jeg passer godt på buketten, kan den holde i tre uger – så er det i orden, at den koster en smule mere end en buket fra tankstationen. (Kan jeg jo sagtens sige… 😉 )

Protea Protea Protea

 Det var det søde – her kommer det sure:
Nemlig endnu et eksempel på Greengrocer’s Apostrophe, fundet i Brugsen. Det er dog, så vidt jeg kunne gennemskue, et tysk produkt, så Brugsen skal ikke hånes denne gang. Hvis producenten havde flyttet apostroffen ned efter 3-tallet, så havde der været 0 og ikke 2 apostroffejl på denne vare.P2180060

15 kommentarer

  1. Jeg kan godt forstå, at du praler af din søde mand – det var nogle meget flotte blomster, han fandt til dig. Jeg kender dem slet ikke, men hvor er de smukke! God tur til Sverige – forhåbentlig bliver det dejligt solskin ligesom her… 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 5. marts 2010 @ 16:30

    • Mia – lige om lidt vil du kunne læse om, at det har været et helt vidunderligt vejr i Sverige 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. marts 2010 @ 21:23

  2. Ellen vi laver en forening her i Foreningsdanmark og vi kalder os “Skiltejægerne” med undertitlen “Altid på udkig efter fejlbehæftede skilte og med kameraet ved hånden”.

    Køb i øvrigt aldrig “Click-ons”. Jeg faldt for fristelsen for et par år siden, og de giver så lidt lys, at det ingen effekt har.

    Nyd det nu i Sverige!

    Kommentar af Stegemüller — 5. marts 2010 @ 17:03

    • Hanne – vi nød Sverige 🙂
      Jeg er med på at danne foreningen – og jeg kunne ikke finde på at købe de dimser alene på grund af den fjollede fejl, men tak fordi du bekræfter, at det er spild af penge.

      Kommentar af Ellen — 7. marts 2010 @ 21:25

  3. Uf … off-line er jo en skrækkelig tilstand for dedikerede bloggere – godt der er hul igennem igen ;-).

    Jeg anede heller ikke, at de smukke blomster hedder protea (ret beset skal det vel skrives med lille begyndelsesbogstav – du skriver da heller ikke Tulipan, gør du? (sorry … kunne ikke lade være med at genoplive vores gamle ‘kamp’ 😀 )). Der var en enkelt en af dem i den buket, min mand kom med til min fødselsdag for halvanden uge siden – og den (og en hel del mere af buketten) står fint endnu. Det er da i øvrigt dejligt, at John ikke er forfalden til tankstationbuketter :lol:.

    Ha’ en dejlig svensk weekend!

    Kommentar af Bente — 5. marts 2010 @ 20:38

    • Bente – tankstationsbuketter kan være gode i en snæver vending, men det er dejligt at få noget mere end det. Jo, protea skal være med lille begyndelsesbogstav… jeg sad faktisk og lurede lidt på det, for det staves med stort på engelsk. Men du har da helt ret i, at vi ikke staver blomsters og træers navne med stort på dansk. Hvordan var det nu, pointstillingen var, da vi gik lidt døde i fores fejlfindingsprojekt? Det endte vist uafgjort, ikke? 😀

      Kommentar af Ellen — 7. marts 2010 @ 21:29

    • Bente: Jeg staver med Store begyndelsesbogstaver, når jeg får lyst til det 🙂
      Jeg forstår ikke hvorfor DSL skal have patent på bogstavernes størrelse! I England klarer de sig glimrende uden en “retskrivningsordbog”. Næhæ! Giv os den rigtige ordbog (ODS på nettet) så skal du se sjove stavemåder 🙂

      Kommentar af Donald — 8. marts 2010 @ 0:48

  4. Det er nogle ret specielle blomster. Dem ser man ikke hver dag! Og det er godt, at du er online igen. Jeg har trådløst netværk, her hvor jeg sidder nu, men det er helt til grin, for min computer er forbundet til lysnettet og til en printer, så det er så som så med det trådløse.

    Kommentar af Henny — 5. marts 2010 @ 23:40

    • Henny – min pc er også forbundet til lysnet, printer og skanner, men det trådløse netværk gør (når det virker…), at jeg ikke behøver at isolere mig på førstesalen, hvor kontoret og routeren befinder sig. Jeg skal bare have fundet vores m e g e t lange netværkskabel frem igen 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. marts 2010 @ 21:32

  5. Kender du mon til Fiduso? http://fiduso.dk/ Hvis ikke, saa synes jeg du skal aflaegge dem et besoeg. 🙂

    Kommentar af Tina - omme i London — 6. marts 2010 @ 1:53

    • Tina – du kan tro, jeg kender Fiduso og har også bidraget med et par ting – jeg linker til websitet under ‘Øvrige links’. Men tak alligevel 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. marts 2010 @ 21:34

  6. Godt at du ikke længere er ”nedbrudt”, for hvor er vi da afhængige af den elektroniske verden. Jeg tænker af og til på, at jeg ikke forstår, at man hernede stadig leverer telefonbøger, vi får 3 stk. tykke bøger hvert år og jeg kunne ikke drømme om at slå op i en af dem, det går lidt hurtigere over nettet. Får man stadig telefonbøger i Danmark?

    Selvfølgelig er det ikke alle, der gør brug af computere og de forskellige internettjenester, men for os der gør, må der kunne findes et eller andet sted hvor man kan afmelde sig det spild af papir, det jo er. Tidligere brugte jeg telefonbøgerne til at presse blomster i, men det sker sjældent nu om dage.

    Sidst, men absolut ikke mindst, hvor er det dog en skøn buket, din John kom hjem med.
    Håber I nyder weekenden i Sverige.

    Kommentar af Annette — 6. marts 2010 @ 23:25

    • Annette – vi har nydt det meget, tak 🙂
      Ja, vi får stadig telefonbøger i Danmark, både lokalbøger og regionsbøger; dog ikke længere landsdækkende, og det er selvfølgelig helt i orden for dem, der ikke er på nettet, og de findes stadig – mine svigerforældre f.eks. Men du har ret i, at man på forhånd burde kunne melde dem fra, for der må være rigtig mange, der ikke bruger dem mere.

      Kommentar af Ellen — 7. marts 2010 @ 21:38

  7. Jeg håber du får en god tur – og flere buketter. Det var en god Marts-opmærksomhed at få 🙂

    Kommentar af Donald — 8. marts 2010 @ 0:49

    • Donald – det fik jeg 🙂 Buketternes hyppighed aftager desværre med antallet af år, vi har kendt hinanden – men sommetider falder der da en enkelt af… 😉

      Kommentar af Ellen — 8. marts 2010 @ 7:42


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.