Hos Mommer

19. marts 2009

En Fortælling (måske mest for kvinder)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:51
Tags: ,

Mænd må gerne læse med. Hvis I tør.

En af mine kolleger har lige ventet fire dage på, at hendes kuffert vendte hjem.
Jamen den slags har vi vist både hørt om før og også prøvet før?

Har I prøvet at mellemlande i London Heathrow, inden I skal videre ud i verden? Har I også oplevet, at bagagen ikke når frem samtidig med jer, når I har mellemlandet i LHR? Ja? OK. Velkommen i klubben med de mange medlemmer.

Da vi skulle feriere i Botswana og Zimbabwe i 2007, skulle vi mellemlande i LHR (vente vente i 4 timer); videre til Johannesburg (vente vente vente i 6 timer) for at nå endemålet Victoria Falls Airport.

Ellen (længe inden afrejse): “Jeg tror, det er en god ide at fordele vores tøj, sko, udstyr, m.m. for at helgardere os i forhold til mellemlandingen i London Heathrow. Lad os tage en halvdel hver af hinandens tøj.”
John, med løftede øjenbryn: “Næh, nej da – hvorfor dog det??? …Jeg kan bedst lide at have styr på min egen kuffert – så ved jeg hvor tingene er!” (Hrmpf. Siger du dermed, at jeg roder?). Jeg prøvede et par gange til, men opgav så…

Ok, ok, OK. Ellen pakker rodet kuffert og tilpasser sin håndbagage, så hun ville kunne undvære samme rodede kuffert i et par dage.
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Hvem fik ikke sin kuffert, da vi landede i Vic Falls? I får kun ét gæt, men jeg kan give et hint: Det var ikke mig.
Vi krydsede fingre for at Johns kuffert skulle nå at ankomme til hotellet, inden vi drog videre mod syd allerede næste morgen; alternativt blive fragtet videre til den til næste overnatning på turen. Eller måske næste igen.
Efter indskrivning på hotel drog vi (eskorteret af bevæbnet vagt – vi var trods alt i Zimbabwe, hvorfor udvalget også var meget begrænset) ud og købte bukser – MEGET for store, selv til John 🙂 – en skjorte og to T-shirts (meget souvenir-agtige), men der var ingen toiletsager, strømper eller undertøj at få.
Han havde da heldigvis de selvlysende grønne strømper + tandbørsten fra flyet…
Næste morgen blev vi hentet af African Routes, hvis guide var var uhyre tjenstvillig, hjælpsom og kompetent, så vi satsede på, at kuffert nok skulle indhente os.

Det gjorde den ikke. 
Da vi dagen efter kom til Botswana, havde vi ingen problemer havde med at købe, hvad der manglede af tøj og toiletsager.
Vi havde ingen ekstra hukommelseskort til vores to kameraer. “Har du ikke engang lagt DEM i håndbagagen??? De fylder jo ikke ikke en s…! Du kan have dem i din hule tand! For pokker! Altså!”     “Jam’… der var en god lomme i toilettasken, der passede lige præcis i størrelse til de kort.”  “Yeah – meget praktisk…”
Vi manglede vores Vivitar (billedbank) til lager/backup af billeder. “Havde du også lagt DEN i kufferten??? Din bøf – det gør man da bare ikke!”  Problemet med det var nu behersket, for pga. de manglende kort var vi nødt til at rationere mængden af fotos.
“Jam’… jeg havde jo ikke forestillet mig… der var da ingen problemer sidste gang vi var i Afrika? “Nej, men dér mellemlandede vi sgu da også i Frankfurt.”

Staklen fik aldrig sin kuffert mens vi ferierede, men den stod og ventede på ham i Vic Falls Lufthavn, da vi skulle hjem igen 14 dage senere. Ribbet for alt, hvad man havde ment kunne omsættes, så den var blevet temmelig mager; indeholdt stort set ikke andet end sokker, underbukser og et par skjorter… ingen billedbank, ingen vandresko, ingen toiletsager, intet af betydning.

Da vi kom til Kastrup, var det min kuffert, der manglede, men det gjorde ikke lige så meget, når man var hjemme igen. Den kom dagen efter, og i øvrigt var forsinkelsen faktisk forudset, for vi mellemlandede i … jep, I gættede rigtigt: I London Heathrow.

John, nogle dage efter hjemkomst til DK: “Du… Ellen?” “Ja?”
“Ved du hvad, jeg har tænkt på?” “Nej?”  “Jeg tror, det er en rigtig god ide, hvis vi næste gang, vi rejser, deler vores ting i to kufferter.”
Jeg lader som næsten ingenting og smiler uskyldigt: “Det var en rigtig god ide, du fik der, John – det gør vi da bare.”

Mænd, altså 😛

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Billedet er fra Victoria Falls Airport, der er ret lille med kun to gates, som oven i købet er placeret som illustreret, så man kommer ud samme sted fra begge to 😀 Da vores fly blev annonceret, blev vi bedt om at gå til gate 2… Det gjorde vi så med et stille smil på læberne.
Jeg spurgte hviskende John, om vi ikke skulle stille os op foran gate 1, bare for at se, hvad der ville ske…
Da jeg så det blik, han sendte mig, blev jeg enig med mig selv om, at lufthavnsoplevelserne nok helst skulle betragtes som overståede for vores vedkommende.

 

 

 

 

Reklamer

16 kommentarer

  1. Du milde moses, – du havde jo forudset det, – og så sker det!
    Af skade bliver klog, – selv din John!
    Jeg syntes nu godt nok, at det var groft at komme til en gabende tom kuffert, men som de unge siger idag, det er godt nok nederen!
    Skal i ud på eventyr igen de samme steder, eller finder I nye steder hver gang i ferierer?

    Kommentar af Vibeke — 19. marts 2009 @ 22:25

    • Vibeke – ja, han blev klogere, gjorde han 😉
      Det med den tomme kuffert skal man ikke blive forbavset over i Zimbabwe, og jeg har et par gode historier fra dette land i nogle senere indlæg. Men “nederen” var det da alligevel.
      Nye steder? Både-og. Vi er slet ikke færdige med Afrika, men vi prøver alligevel at prøve noget nyt hver gang – der er bare SÅ meget at se, og vi kan desværre slet ikke nå det hele.
      Til sommer bliver det Nordkap i en autocamper, og endnu har vi vist ikke ramt helt det samme sted to gange – selv om man på den anden side gerne vil opleve alle de gode ferier én gang til…

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2009 @ 22:37

  2. Nordkap der har jeg været, en vinterdag i stormende snevejr, vi kunne ikke se vejen, eller noget andet for den sags skyld, men vi skulle derop for at hente noget til hotellet i Honningsvåg.
    Jeg sad på på passager sædet i en kassevogn, med vinduet åben, og en arm ud af vinduet for, at mærke de pinde, man sætter i vejsiden om vinteren, med jævne mellemrum, hvis jeg ramte pinden, var vi på rette vej, vi kunne ikke se en dyt! Vi kom helskindet og godt forfrosne hjem til hotellet, med det vi skulle hente.
    Mkh. Vibeke

    Kommentar af Vibeke — 19. marts 2009 @ 23:40

    • Vibeke – for hunde da… I var vist ikke ligefrem på ferie? Det lyder mere som arbejde? (Så I nordlys? Ok, nej – nok ikke lige den nat 🙂 )
      Sikke da en oplevelse! Det må have været en af den slags, der er sjovest, når den er overstået? Men en man husker, vil jeg tro…
      Har du set nordlys? Det er altså en af de ting, jeg SKAL nå at opleve.

      Kommentar af Ellen — 19. marts 2009 @ 23:58

  3. Åh ja. Mænd. Ikke til at undvære, men besværlige at rejse med.
    At det ikke var din kuffert der kom på ferie på egen hånd, kunne give det indtryk, at der måske alligevel findes en eller anden form for højere retfærdighed. Om ikke andet, så når det gælder bagagehåndtering.

    Kommentar af Anne — 20. marts 2009 @ 0:33

  4. Jeg var i Norge i godt 2 år, så jeg har været igennem et par vintre og somre, jeg har oplevet, solen skinnede midt om natten og hørt Samerne feste i skoven, “det lød som indianere” jeg lærte den senere at kende, det var dejlige stærke mennesker, jeg har set nordlyset, det besynderlige lys man først ikke ved hvad er.
    Ja,jeg arbejdede deroppe.
    Knus
    Vibeke

    Kommentar af Vibeke — 20. marts 2009 @ 0:58

  5. Åh nej, det er jo forfærdeligt, Ellen! Men jo også til at hyle af grin over – bagefter. Mine bedste venner har oplevet præcis det samme, så det er vist ret almindeligt, det I har været ude for …

    Kommentar af Madame — 20. marts 2009 @ 7:28

  6. Anne – du har så ret 😉 De er ikke til at undvære, men tålmodighedstærsklen bliver udfordret en gang imellem… og vi nævner overhovedet ikke, at de kære mænd måske en sjælden gang har det på samme måde, vel?

    Kommentar af Ellen — 20. marts 2009 @ 7:40

  7. Vibeke – det må bestemt have været en periode i dit liv, du kan mindes med glæde.

    Kommentar af Ellen — 20. marts 2009 @ 7:42

  8. Madame – Jeg synes også, det er ret komisk – nu. Jeg er ikke sikker på, at John nogen sinde når dertil – han får stadig rynker i panden, når det bliver nævnt 😉
    Jeg tror ikke, jeg kender nogen, der ikke har prøvet at miste kuffert i Heathrow – jeg siger ikke, det sker hver gang man rejser, men på et eller andet tidspunkt skal man nok få den oplevelse med.

    Kommentar af Ellen — 20. marts 2009 @ 7:48

  9. Sikke en historie, Ellen, det skal jeg huske hvis jeg nogensinde skal mellemlande i London 😉

    Har du ændret din skrifttype? For det her indlæg står meget småt, ja jeg er gammel, ja jeg bruger briller MED glidende overgang , ja ja 🙂

    Kommentar af Lene — 20. marts 2009 @ 9:32

  10. Jeg glæder mig til at høre om jeres tur til Nordkap, for vi har drømmen om at gøre det på motorcykel, når vi bliver pensioneret/går på efterløn, landmanden kan ikke holde tre ugers sommerferie før 🙂

    Kommentar af Lene — 20. marts 2009 @ 9:33

  11. Lene – den historie er nemlig god at have i baghovedet.

    Den mikroskopiske skrift i dette indlæg var en fejl, som jeg forgæves forsøgte at rette i aftes. Jeg håber ikke, det gentager sig, for jeg synes også, den er lige lille nok – jeg er som bekendt også gammel og har briller magen til dine. Øh i princippet, altså 🙂

    Jeg kender godt problemet for de stakkels landmænd, for hvem ferieloven ikke gælder, men det er da godt nok frisk at ville tage den tur på en motorcykel, skulle jeg mene…

    Kommentar af Ellen — 20. marts 2009 @ 12:23

  12. Ha det var da en fantastisk morsom historie, selvom det næppe har været helt så sjovt mens det stod på…

    Kommentar af Marina — 21. marts 2009 @ 16:36

    • Marina – hehe, nej specielt John havde en anelse svært ved at se komikken, men det var meget nemt for mig at gå rundt og lave lidt skæg med det – jeg havde jo mit på det tørre 😮 Han fik såmænd også rigeligt med medlidenhed fra vores medrejsende… han kunne bare have hørt efter mor her, kunne han 8)

      Kommentar af Ellen — 21. marts 2009 @ 16:48

  13. […] Se elefanterne – og girafferne på næste billede. Og termitboene. Oh, det var så stort alt sammen. Den næstbedste flyvetur var over Victoriafaldene en uges tid senere, men det var der et billede af her. […]

    Pingback af Ovenfra « Hos Mommer — 30. marts 2009 @ 18:36


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.