Hos Mommer

10. juni 2011

Drama i Durban

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , , ,

Her i Blogland bliver man til stadighed inspireret af andre bloggere. Man kan få lyst til at opleve noget nyt, fordi der har været en god beskrivelse af et eller andet.
Man kan også gribe sig selv i at skrive en kommentar, der er alt for lang og i stedet burde være et indlæg. Det skete i går, da Kong Mor skrev om om sin søn, som har det alt for godt, hvor han nu end er – men han er væk fra mor, og der er mobiltavshed…

Jeg kom til at tænke på de sidste tre måneder af 1996, hvor Charlotte rejste rundt i Afrika. Hun havde sparet op under sit sabbatår, og nu skulle nogle af pengene bruges på en gammel drøm om at se Afrika fra Kenya til Cape Town. De første to måneder var hun sammen med andre på to sammenhængende ture arrangeret af Topas Rejser, så der var jeg kun moderat nervøs. Hun havde ingen mobiltelefon, og selv om hun havde haft det, var der nok ingen dækning, og der var i hvert fald ingen opladningsmuligheder – det var en meget primitiv ferie, hun helt bevidst valgte. De skulle selv deltage i madlavning og teltopslagning hver aften.

Jeg var forberedt på, at kommunikationsvejene kunne være lange, men at der skulle gå tre uger, før jeg fik det første brev fra hende, var jeg alligevel ikke forberedt på… du milde himmel, hvor det barn kunne fylde i mine tanker. Har hun det godt? Hvor er hun? Hvem er hun sammen med? Er de søde og flinke? Hun havde givet mig nogle poste restante-adresser, så jeg kunne skrive og holde hende underrettet om det hjemlige.

Hun havde det selvfølglig godt – hun havde sendt et brev allerede efter tre dage dernede, men det havde været utilgiveligt længe undervejs. Derefter kom brevene med uregelmæssige mellemrum – dejlige, tykke breve, for hun brugte dem som en dagbog, så der var det hele med (tror hendes naive mor…). Det var skønt at følge med i den spændende tur, og jeg var så glad på hendes vegne og efterhånden næsten ubekymret. Bortset fra, da hun havde været ved at dø af en blodforgiftning. Havde det ikke været for en beslutningsdygtig og kompetent guide, var det gået helt galt, især fordi hun ikke selv vidste, hvad røde striber op ad armen kunne være et tegn på. Godt jeg først vidste det, efter det hele var overstået.
(Udpluk af samtale efter hjemkomst: “Røde striber?! Barn dog! For hulen! Blodforgiftning!! Det kan man sgu da dø af!”
“Ja, mor. Det ved jeg godt nu. Men det var jo bare en lille rift – og selv om tommelfingeren blev dobbelt så tyk, tænkte jeg jo ikke over, at det kunne være farligt.”   … pyh altså…)

Bortset fra denne ubetydelige nærdødsoplevelse gik alt godt – efter to måneder sagde hun farvel til sine rejsekammerater og sine to guider for at tage rundt på egen hånd i Sydafrika i fire uger, inden turen gik hjem d. 22. december. DA havde jeg det skidt – hver eneste dag tænkte jeg på hende næsten hele tiden, og en nat skete det, der bare ikke måtte ske: Telefonen ringede ved 2-tiden, og en Charlotte, hvis stemme jeg næsten ikke kunne genkende, sagde: “Mor, mor – spær mit kort!”
Mit hjerte stod stille, men jeg fik da spurgt, hvad der var sket. Hun var blevet overfaldet; var dog ikke kommet fysisk til skade, men havde mistet kam2004 AFRIKA-088era og kreditkort og havde kun de få dollar, hun havde haft gemt i et dertil indrettet bælte.
Hun havde været på vej fra vandrerhjemmet i Durban til stationen, hvorfra hun skulle have et tog til Plettenberg, hvor hun skulle have et stop hos min kollegas datter, som boede der.
Hun insisterede på, at alt var okay, men at jeg gerne måtte udtænke en måde til at sende nogle penge ned til hende, så hun kunne få lidt mad i de sidste 14 dage.
Efter overfaldet fandt hun tilbage til vandrerhjemmet, hvor en meget sød schweizer tog sig af hende, lod hende tude og hjalp hende med at få ringet til mig. Men alt var okay. Sagde hun. Vi aftalte, at hun skulle tage ud til Louise i Plettenberg som aftalt og blive hos hende et par dage, til jeg havde fundet ud af noget.

Jeg fik ikke mere søvn i øjnene den nat. Hold da fast, hvor havde jeg det dårligt, og næste morgen styrtede jeg omgående hen til kollegaen, som jo var Louises mor. Hun tog aktion med det samme, ringede til datteren, fortalte hvad der var sket og sagde, at hun skulle forsyne C med så mange penge hun kunne undvære og helst lidt til, så skulle vi nok sørge for at fylde bankkontoen op igen herhjemme fra Danmark. Fint – så var det praktiske problem løst.
C ringede, da hun var vel ankommet hos Louise.
– Åh, hvor er jeg glad for at høre fra dig. Hvordan har du det?
– Jeg har det godt nu. Louise er smaddersød, og nu har jeg kun et par blå mærker tilbage på halsen.
– HVAD??? Det sagde du ikke noget om!!!
– Nej – jeg ville ikke gøre dig bekymret, og jeg havde jo klaret mig ud af det. Ikke gøre mig bekymret… tænk, at hun havde haft overskud til at tænke sådan.
– Du sagde også, at du ikke var blevet voldtaget. Løj du også om det?
– Nej – det er heldigvis sandt.

Vi snakkede længe sammen, og jeg fik hele historien. Da vi lagde på, var jeg sikker på, at hun igen var ved godt mod, men der var ingen tvivl om, at danske Louise i Sydafrika havde været lige hvad hun havde brug for. Vi er hende dybt taknemmelig, og da John og jeg otte år senere var i Plettenberg, opsøgte vi hende og takkede hende for, hvad hun havde gjort for Charlotte efter dengang, der skete det, at…

… hun var på vej i Durbans gader på vej mod stationen, og der pludselig trådte en mand ud foran hende, lagde hænderne lidt for ubehageligt hårdt om halsen på hende og forlangte hendes kamera, penge og kreditkort. Til dette havde min superseje datter svaret, at det kunne hun altså ikke, hvis han blev ved med at forsøge på at kvæle hende – han var lige som nødt til at slippe hende, for at de kunne komme videre i processen.
Han tog hendes briller – så spurgte hun, hvad i alverden han troede han kunne bruge dem til… hun kunne ikke se uden dem, og han ville ikke kunne se med dem! Hun fik sine briller igen. Pungen tog han selvfølgelig også, men hun fik sig forhandlet frem til, at hun kunne beholde sit pas og sine flybilletter, som han alligevel ikke ville kunne anvende eller sælge.
Han ville også have hendes kamerataske, og her sagde hun til ham, at han godt kunne få kameraet, men filmene ville hun altså gerne have lov til at beholde, for de kunne ikke have nogen værdi for ham. På dette tidspunkt i ‘forhandlingerne’, nærmede der sig en anden mand, og overfaldsmanden smed film og rygsæk og stak af. Han må have været noget af en amatør, men at C kunne være så cool at give sig til at diskutere med ham, er jeg den dag i dag vildt imponeret over. Charlotte siger, at det jo bare drejer sig om ikke at vise, at man er bange – se dem ind i øjnene og udstråle en voldsom selvtillid har en stor effekt.

Reklamer

28 kommentarer

  1. Sikke en historie. Imponerende at hun havde mod på at “forhandle”. Man ved aldrig hvordan man reagere i sådan en situation.

    Kommentar af Lene — 10. juni 2011 @ 17:23

    • Nej, det ved man ikke, før man står i situationen – og man håber selvfølgelig ikke, at man kommer i den 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2011 @ 21:40

  2. Hold da op, sikke et overlevelses instinkt og ovreskud at have.. Jeg kan godt forstå du turde sende hende ud i verden. 🙂
    I følge mine gode venner dernede, er Durban ikke et sted hvor unge piger går rundt alene om aftenen.. og vejen derop fra Port Elisabeth er noget man kører i et stræk, stort set uden pause.. 🙂 Så vi tog aldrig turen til Durban, vi returnerede langs kysten til Cape Town 🙂

    Kommentar af Inge — 10. juni 2011 @ 17:29

    • Jeg blev ikke spurgt, om hun måtte rejse ud i verden 😉
      Durban er en forfærdelig by, og hun var blevet advaret (ikke af mig…)
      Vi var i Durban, men det var under søde Davids beskyttelse – en lille historie, jeg kan fortælle en anden god gang, men I gjorde klogt i ikke at tage dertil.

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2011 @ 21:45

  3. Hold da op en historie. Hun må virkelig være en sej “forhandler”, når hun kan forhandle på den måde i en krisesituation. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde bevaret roen på samme måde. Jeg har rejst en del af verden tynd alene, men heldigvis aldrig oplevet noget lignende.

    Kommentar af Stegemüller — 10. juni 2011 @ 17:49

    • Det er jeg bestemt heller ikke sikker på, at jeg havde kunnet – og jeg håber sandelig ikke, at du nogensinde får brug for at be- eller modbevise påstanden, når du rejser så meget alene 🙂 Du er sikkert ikke så uforsigtig som C var – hun lyttede jo ikke til, hvad der blev sagt…

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2011 @ 21:48

  4. Hvor må du være stolt af din seje datter! Jeg ville nok råde mine piger til bare at overgive alt materielt til en overfaldsmand, men ellers har hun jo ret i, at man kan klare meget, hvis man ikke går i panik.

    PS: din spillekort-blogger viste sig at være endnu en fantastisk hjælpsom blogger. Han har sendt mig en helt perfekt hjerter knægt i rigtig god opløsning, så nu er endnu en brik faldet smukt på plads 🙂

    Kommentar af DJ´s krimiblog — 10. juni 2011 @ 19:30

    • Jeg er rævestolt – og jeg ville have givet præcis det samme råd som dig 🙂

      Herligt med dit kort – jeg fandt ham bare ved en googling, så jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg gjorde, da jeg linkede. Men skønt, at du får kortene til at falde på plads. Pun intended 😉

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2011 @ 21:51

  5. Hm, interessant historie at læse. Jeg har bemærket Kong Mors kvaler med sønnens tur i England. Og kommer naturligvis til at tænke på opringninger om natten, da min datter var i USA. Hun huskede ikke tidsforskellen. Og da hun var i Indien og Nepal – med maveonder og lignende. Jo, man er svært optaget af børns ve og vel – heldigvis. At din datter kunne forhandle sig ud af dele af situationen har hun vel fra sin mor – jeg synes lige jeg har læst at du har kunnet snakke dig ud af de fleste situationer siden teenagetiden. Det var vist en bemærkning i relation til de omtalte mindre lovmedholdelige passiviteter. Så æblet og stammen passer igen….

    Kommentar af Jørgen — 10. juni 2011 @ 19:41

    • Uha, du har været igennem det samme, kan jeg se. (Jeg huskede nu heller ikke tidsforskellen, da jeg var i USA som ung…)
      Ja, de fylder meget, de børn, men de skal de jo også, som du antyder. Selv jeg fylder hos min gamle far – man lader gå, men slipper aldrig helt.
      Det er sødt af dig at sige det med æblet og stammen, men jeg tror altså ikke, jeg ville have kunnet klare den situation så flot som hende.

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2011 @ 21:55

  6. Det var noe til drama ja. Tøft gjort å beholde sinnsroen slik, ikke minst den biten med å ikke uroe mor mer enn absolutt nødvendig

    Kommentar af Kamelryttersken — 10. juni 2011 @ 20:20

    • Det var også en bemærkning, der gjorde et meget stort indtryk. Det var utroligt flot, men sådan noget skal hun da ikke tænke på i den situation!

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2011 @ 21:57

  7. Som flere andre, siger jeg hold da op. Sikke en historie. Min søsterdatter har også en beretning om drama fra hendes halve år jorden rundt. Det er ikke SÅ mange år siden, så der blev jævnligt informeret via mail. men dette drama kostede dog et telefonopkald.
    De kan heldigvis meget mere end man tror, de unger. Hvordan er den historie er!!! Man kan dobbelt så meget som man selv tror, og 10 gange så meget som ens mor tror. Eller noget i den retning 🙂

    Kommentar af Pia — 10. juni 2011 @ 20:30

    • Puha, så L har også prøvet noget lignende. Det kan virkelig give nogle søvnløse nætter.
      Den er næsten rigtig… chefen er også involveret et eller andet sted i den sætning, jeg kender, men jeg husker ikke helt hvordan 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2011 @ 22:16

  8. Sateme en sej pige hende Charlotte…jeg tror jeg var gået i koma hvis en af mine børn havde ringet og sagt de var blevet overfaldet..;-D Godt klaret af din datter..

    Kommentar af rejen — 10. juni 2011 @ 20:47

    • Jeg gik også i koma – bagefter… jeg lå og vrælede i Johns arme en time eller mere.

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2011 @ 22:18

  9. Åhhada! Hun er cool, hende Charlotte.
    Jeg er glad for at mine piger har overstået de der ‘dannelsesrejser’
    . De fylder helt utrolig meget i vores tanker, når de er afsted.
    Engang min ældste datter kom hjem efter en 3 mdrs tur i Indonesien i 1994, rejste Henrik og mig til Bali i 3 uger med hendes dagbog som guide. Da opdagede jeg, hvor mange unge mennesker der rejser, og hvor meget de snakker og hjælper hinanden. Det havde været guld værd for mig, hvis jeg havde haft den oplevelse før hun rejste.
    Men overfald og sygdom er jo de ukendte faktorer, som man ikke kan gardere sig imod.

    Kommentar af betty — 10. juni 2011 @ 21:14

    • Hehe… ‘dannelsesrejser’… ja, det hed det jo engang for længe siden 🙂
      Ja, de fylder, gør de. Og det bliver de ved med – også når man f.eks. bliver mormor, ikke? Man mærker næsten på sig selv, hvor ondt det gjorde at føde.
      Det er rigtigt, at de unge hjælper hinanden worldwide. Det oplevede vi både med min og med Johns datter. Og ved du hvad jeg tror? At hvis vores generation rejste på samme måde som backpackerne, ville vi helt sikkert også hjælpe hinanden.

      Kommentar af Ellen — 10. juni 2011 @ 22:27

  10. Det er en fantastisk sej datter, du har! Jeg er ikke sikker på, at jeg selv ville have kunnet bevare et overblik til at begynde at forhandle – hatten af for det!
    Det er ikke nemt for forældre at sende deres små poder ud i den store verden; og dengang var vi jo meget mere afskåret fra verdenen end i dag. Alligevel skal man jo ud at prøve det selv, men det skulle jo ikke gerne ende med så dramatiske historier – blodforgiftningen er lige ved at være værre end røveriet, synes jeg?!

    Jeg prøver også at tage alle forholdsregler, når jeg rejser – men hvis man bliver for nervøs for at bevæge sig rundt, oplever man jo heller ikke meget. Det er en hårfin balance! Så sent som i går spurgte en kollega mig, om jeg bare kunne gå rundt uden vagter i min lille landsby – heldigvis da! Hvis ikke ville hele charmen ved rejsen jo være væk – og så kan jeg lige så godt sidde herhjemme og se Discovery 🙂

    De gode rejseevner må C have fra dig – og heldigvis for Jer begge!

    Hav en dejlig pinse!

    Kommentar af Nille — 11. juni 2011 @ 8:28

    • Selvfølgelig skal man/de ud og prøve selv, og det er altid værst at være den, der bliver tilbage… men ja, det blev lige dramatisk nok et par gange.
      Det er netop pointen: at tænke sig om, tage sine forholdsregler og så i øvrigt se folk frejdigt i øjnene. Det dur ikke at blive nervøs; det virker som en magnet på suspekte eksistenser.
      Vi har altid rejst meget, så hun har nærmest fået det ind med modermælken, men den tur, hun tog, havde jeg ikke haft mod til, da jeg var 19 år 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. juni 2011 @ 9:57

  11. Ej, hvor er hun sej 🙂
    Jeg kan godt forstå en stakkels Ellen-mor i Danmark, der ikke fik meget søvn den december – sikke en historie. Pyha.

    Kommentar af Marianne — 11. juni 2011 @ 8:56

    • Ja, hun er sej 🙂
      Jeg tænkte meget på hende – og det er frygteligt ikke at kunne være hos sit barn, når der sker sådan noget. Også selv om barnet er 19…

      Kommentar af Ellen — 11. juni 2011 @ 10:00

  12. AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAArrrrrrrrrrrrrrrrrggggggggggggggghhhhhhhhhhhhh – tror jeg havde taget et fly… PÅ stedet..
    KÆFT hvor er hun sej!
    Du er en fantastisk mor, er du – at have frembragt et barn som er i stand til at forsvare sig sådan! HURRA! og tillykke med det.

    Kommentar af Kong Mor — 11. juni 2011 @ 11:27

    • Det var absolut heller ikke sjovt at være så langt væk fra hende lige dengang.
      Tak for de søde ord, men jeg er bestemt ikke nogen fantastisk mor, og det var ikke for at fremhæve mig selv, jeg skrev dette – måden hun er på, er hendes egen fortjeneste… men lidt stolt er jeg da 🙂
      (og din reaktion var måske lidt kraftigere end forventet… men meget morsom 😉 )

      Kommentar af Ellen — 12. juni 2011 @ 10:36

      • Hmm. Altså jeg ved da godt du ikke skrev det for at fremhæve dig selv. Men ikke desto mindre mener jeg at du har haft fat i en masse rigtige ting i forhold til opdragelse – se nu på hvordan C kunne sige fra overfor finkerne i folkeskolen, snakke sig ud af et overfald og alligevel ikke være skræmt til døde.
        Du har virkelig givet hende en god bagage med. Jeg ved da godt der er flere facetter i det hele – man hører jo ikke alt i blogland.
        Og så til sidst – al overdrivelse fremmer forståelsen er mit motto 😉 eller et af de 3 jeg har!! 🙂
        Rigtig god pinse..Kan slet ikke lade være med at glæde mig til at møde dig live 😀

        Kommentar af Kong Mor — 12. juni 2011 @ 11:50

        • Ih altså – tusind tak – igen – og i høj grad lige måde… jeg håber meget, at det vil lykkes at mødes 🙂
          Det motto kan jeg godt genkende… mine gengivne samtaler bliver ofte også forkortet en del, så pointerne bliver tydeligere – fyldet er der ingen, der kan bruge til noget alligevel 🙂
          Rigtig god pinse til dig også.

          Kommentar af Ellen — 12. juni 2011 @ 17:27

  13. Hold da op hvor er hun sej! Det er modigt at hun giver sig til at forhandle med overfaldsmanden, men det er jo endnu mere imponerende, at hun faktisk kommer med nogle kloge og fornuftige argumenter. Så langt var der nok ikke mange som ville have overskud eller energi til at tænke!

    Kommentar af jensdrejer — 12. juni 2011 @ 15:28

    • Nej, lige præcis den med argumentationen over for slynglen tror jeg var ret usædvanligt – hendes reaktion kom først, da hun var tilbage på vandrerhjemmet.
      Man ved aldrig, hvordan man reagerer, før man er i situationen.

      Kommentar af Ellen — 12. juni 2011 @ 17:31


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.