Hos Mommer

8. marts 2015

Jagten er gået ind

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:29
Tags: , ,

Jagten på nordlyset …
P1050386Efter flyvetur til Bodø via Oslo opholdt vi os ombord på et af Hurtigrutens skibe (Nordlys, såmænd) i 25 timer, fra Bodø til Tromsø. Hvorfor det hedder Hurtigruten, er jeg aldrig blevet helt klar over, for så hurtigt går det såmænd ikke, men pyt med det – det var en dejlig båd med gode kahytter og de serverede glimrende mad. Den var med i rejsens pris, men det var vinen ikke … så var den også bare blevet dobbelt så dyr.
Vi parerede ordre og undlod at kaste underlige ting i toilettet …
Hvis man på telefonen nede i kahytten trykkede F1, gav man grønt lys for, at de måtte vække os, hvis de fra broen observerede nordlys i løbet af natten.
Det gjorde de ikke, men mens vi sad og spiste, annoncerede de, at der var nordlys i skibets højre side.
Vupti – glemt var alt om mad; jeg tror samtlige passagerer stod i højre side af skibet i løbet af 10 sekunder.
Det var godt nok nordlys, meeeen … jeg håber sandelig vi får set en bedre udgave af det senere. Alle var enige om, at det var en ommer.

Fyrtårn ved Lofoten

Vejret er særdeles blandet; det svinger på ingen tid fra klar, blå himmel til forrygende snestorm … man er en anelse spændt på, hvordan det bliver i morgen, når vi skal ud og køre med hundeslæde.

IMG_1713

Ved ankomst til Tromsø blev vi hentet af en bus, som kørte os til Ishavsakvariet, Polarmuseet og Ishavskatedralen – plus selvfølgelig rundt i byen, inden vi blev sat af ved hotellet. Et glimrende hotel, men vores værelse lugtede så ramt af gammel sved, når den er værst, at jeg sporenstregs gik ned til receptionen og bad om et andet værelse – og fik det. Fy for pokker, siger jeg bare, og heldigvis gad receptionisten ikke diskutere med mig, så vi fik bare et andet – og faktisk bedre – værelse.

Tromsø set oppe fra Ishavskatedralen

Ikke så meget mere i dag – der er endnu ikke så meget at skrive hjem om, men jeg ville lige give lyd fra mig, så ikke I tror jeg er død.

Reklamer

30 kommentarer

  1. Nøj, hvor spændende. I må rigtig nyde turen.
    Da vi var i Trondheim brugte vi denne side, for at se hvornår vi havde størst chance for nordlys.
    Desværre ser der ikke helt ud til at komme en soleksplosion lige de nærmeste dagene.
    http://www.gi.alaska.edu/AuroraForecast/Europe/2015/03/08
    Hvor længe skal I være afsted??

    Kommentar af Linda — 8. marts 2015 @ 22:29

    • Tak, Linda – jeg kender godt siden, men vil lade jagten være helt op til de professionelle, vi er sammen med. Her er desværre rigtig mange skyer lige nu.
      Vi er bare væk nogle få dage 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2015 @ 06:06

  2. Da ruten blev anlagt for mere end 100 år siden som alternativ til transport over land med høje bjerge, dybe dale og fjorde, var det et enormt fremskridt i Norges infrastruktur. Tænk på at Norge havde en befolkning mindre end Danmarks, der var spredt over et meget stort område, så anlæggelse af et finmasket vejnet ville være meget bekosteligt og i perioder mere eller mindre fremkommeligt pga. sne og is, mens infrastruktur til havs kun krævede anlæggelse af havne, da landets furede kystlinje pga. fjordene gav direkte adgang ad søvejen til meget store dele af Norge.
    Fortsat god 🚢

    Kommentar af Kristine — 8. marts 2015 @ 23:12

    • Ja, set i det perspektiv har den selvfølgelig været hurtig 🙂
      Tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2015 @ 06:06

  3. Nordlys eller ikke… Så er det spektakulære omgivelser… Jeg var meget betaget af Tromsø og Ishavskatedralen på vores b-rejse for…. 40 år siden. Akvariet og museet er nyere opfindelser.
    Fortsat god rejse… Mon ikke der kommer nogle Havørne forbi….

    Kommentar af Anne Holtegård — 8. marts 2015 @ 23:18

    • Tromsø er en smukt beliggende by, og i dag, hvor vi skal ud på yderskærene, er der gode chancer for at se havørne 🙂
      Smuk bryllupsrejse, I har været på!

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2015 @ 06:07

  4. Jeg er glad for, at I retter jer efter forskrifterne (selv om danske turisters omdømme snart ikke kan blive meget værre ;-).
    Her krydses fingre for at I får held med nordlyset. Jeg glæder mig til at høre mere om Hurtigruten; den står på min ønskeseddel, men jeg tvivler stadig på, om jeg kan lokke husbonden med…

    Kommentar af fiberfryd — 9. marts 2015 @ 01:00

    • Er vi så slemme? Også os gamle? Det er altså ikke så godt, men vi opfører os virkelig pænt, lover jeg!
      Vi er også spændte … og livet leves langsomt på Hurtigruten, så måske skulle du vente med at lokke din mand, til I er en smule mindre mobile 😉
      Eller nøjes med at tage den fra Bodø til Kirkenes …

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2015 @ 06:10

  5. Rigtig god tur, jeg kunne jo ikke få lokket gemalen med. Håber I får set nordlys og ellers at I får set smukke steder 🙂

    Kommentar af Lene — 9. marts 2015 @ 07:10

    • Tak, Lene … det er fint med et døgns tid på Hurtigruten, men seks dage ville være for meget – endnu. Måske senere i livet.

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2015 @ 07:46

  6. Nyd det – det lyder som en fantastisk tur i har taget hul på 🙂

    Kommentar af Moster Tulle — 9. marts 2015 @ 07:14

    • Tak – vi nyder det skam også 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2015 @ 07:47

  7. Strange things? Det sætter altså fantasien på overarbejde…

    Hurtigruten er et af de uudfyldte kryds af´er på min liste. Jeg håber I får en dejlig tur og glæder mig til at læse meget mere om det hele… og håber naturligvis osse at I møder noget flot aurora borealis…. og at det spiller på hele harpen for jeres skyld.

    Kommentar af overleveren — 9. marts 2015 @ 07:20

    • Ja, sjov formulering, ikke?
      Vi satser på en dejlig tur, selvom vejret ikke rigtig er med os, men det får ikke lov til at ødelægge noget 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2015 @ 07:48

  8. Det nodlys ligner en almindelig solopgang i den lidt kedeligere ende af skalaen, set med mine øjne, så det er en ommer 😉
    Jeg selv har også været forsvundet, så jeg havde slet ikke opdaget du var ‘væk,’ hverken på den ene eller anden måde, selvom vi jo havde fået det at vide. Vi ønsker jer en rigtig god tur, med masser af oplevelser.

    Kommentar af Pigen fra landet — 9. marts 2015 @ 07:23

    • Det var også bare en ganske almindelig solnedgang – nordlys ses højt, højt oppe på himlen 🙂
      Tak for ønsker – det skal nok blive godt, trods det halvdårlige vejr 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2015 @ 07:50

  9. Nåee, jeg havde ikke lige fattet, I var nordpå og var begyndt at undre mig over manglende blogindlæg 😉
    Dejligt at læse om. Jeg kender det igen. Hurtigruten var, som du sikkert ved, en fragt- og kommunikationskilde i gamle dage. Dengang har den sikkert været hurtig. Gætter jeg. Ikke nu 😉
    Fortsat god tur.

    Kommentar af Betty — 9. marts 2015 @ 07:59

    • Ja, den har sikkert sikkert været hurtig engang 🙂
      Jeg havde vist heller ikke annonceret det særlig voldsomt – og tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2015 @ 15:43

  10. Skønt skilt!

    I har da vist rigtig aprilvejr! Men pyt da med det, I oplever jo en masse. Jeg håber, at I får set det rigtige nordlys, for det er vist meget smukt.

    Kommentar af Stegemüller — 9. marts 2015 @ 08:00

    • Vi har vist bare polarvejr, tror jeg …
      Det håber jeg sandelig også – det er derfor, vi er taget denne lange vej 😉

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2015 @ 15:43

  11. Sikken en tur I er på – jeg er vild for at komme med på Hurtigruten (ja et sjovt navn) og jeg håber I får masser af nordlys at se, det skulle være så fantastisk {;o)

    Kommentar af nuuka04 — 9. marts 2015 @ 08:23

    • Det er også en meget smuk tur! Jeg håber virkelig på nordlys, men vi får se 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2015 @ 15:44

  12. Nåh, så det er dér, I er 🙂 Måske ikke ligefrem nordlys, men et ualmindelig flot og dramatisk billede alligevel. Glæder mig til at læse mere om jeres videre færd og nordlys-jagt.

    Kommentar af Fruen i Midten — 9. marts 2015 @ 10:49

    • Ja, vi er lige her 😉
      Vi jager videre i aften og krydser alt tænkeligt for at få set lyset 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. marts 2015 @ 15:45

  13. Jeg håber meget I får set så meget nordlys, så I bliver trætte i nakken af at stå og beundre det..
    Rigtig god tur.

    Kommentar af Inge — 9. marts 2015 @ 20:05

    • Det håber vi også – og tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. marts 2015 @ 08:39

  14. Jeg er bagud – igen. Som i at jeg slet ikke havde fattet, I skulle af sted. I nyder nok at være af sted igen og ønskes lykke på rejsen.

    Kommentar af conny — 10. marts 2015 @ 13:30

    • Tak, Conny – vi nyder det, ja 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. marts 2015 @ 07:15

  15. Håber I er heldige og får det rettenordlys at se. Det lyder da ellers som noget af en tur I er på. God fornøjelse.

    Kommentar af Jørgenj — 10. marts 2015 @ 19:53

    • Vi så ikke det rette nordlys, men bortset fra det, har vi bestemt ingen klager over turen.

      Kommentar af Ellen — 11. marts 2015 @ 09:40


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.