Hos Mommer

15. juli 2012

Glomma – Norges største elv

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags: , , ,

I aftes så vi en nydelig solnedgang, og i morges vågnede vi op til det skønneste vejr og indtog derfor naturligvis morgenmaden i det fri. Skyggerne var endnu lange, men vi var også tidligt oppe …

P1030962 P1030966

Stort set hele dagen har vi kørt langs Norges største elv, Glomma. Eller Glåma, som der står nogle steder. Den er gånnok bred. Men selv om den er det, kan man tydeligt se, at der er meget strøm – vandet bevæger sig temmelig hurtigt.
På et udsigtssted stod der en stormflodssøjle – det er da helt vildt, så højt vandet har stået; højest i 1789 og næsthøjest så sent som i begyndelsen af juni 1995. Man kan lige ane stregerne på billedet til højre (ellers klik det større), og man kan måske også fornemme, hvor langt der er ned til elven – det ligner noget, der hedder 8-10 meter over det leje, den flyder i i dag.

P1030973 P1030974

Men nydeligt er her altså nu, hvor det hele opfører sig særdeles fredeligt … her er der leget lidt med panorama stitch.

Glommaelven

P1030984Frokosten blev indtaget langs en eller anden lille biflod – eller bielv, hedder det vel her – til Glomma … tættere kunne vi ikke komme med camperen – billedet er taget ud gennem døren.

På et tidspunkt, efter vi havde passeret vandskellet (pludselig løb floder og elve den anden vej!), fik jeg et glimt af et meget smukt flodløb. Heldigvis var der en parkeringsplads kort efter, så vi gik tilbage for at kigge lidt nærmere på det – og det var selvfølgelig lige så smukt og skønt som forventet. Jeg kan simpelthen ikke blive træt af at kigge på vand – hverken havvand eller flodvand, der fosser af sted.

P1040006

Vi – eller rettere John – gad ikke køre længere end til ved fire-tiden, så det blev Kvikne Camping 120 km stik syd for Trondheim. De ligger ikke vildt tæt, campingpladserne her omkring, og da der var 1½ times kørsel til den næste, blev det altså her, for når John ikke gider køre mere, diskuterer jeg det ikke med ham, fordi alternativet er, at jeg så kører i stedet for, og da jeg så afgjort helst vil være fri for det, får han helt suverænt lov til at bestemme over køre/hviletiderne her i foretagendet.
Vi er dog helt enige om, at denne campingplads må være en af Norges kedeligste – vi fatter ikke, at man gider være fastligger her – men den er okay for en nat, og internettet er gratis; i modsætning til i går, hvor jeg måtte slippe 60 kroner for 24 timers netadgang. Det kunne jeg lige så godt, for 1 time (ikke nok) kostede 20 kr og tre timer (nok) 40 kr. Men så kunne jeg lige så godt tage morgenen med for den sidste tyver.
Jeg har nemlig kvajet mig: Vores Net1-udbyder påstår jo, at de dækker overalt i DK, N og S, bare vi husker at tage modemet med os.
Da jeg ville tilslutte i går, virkede det ikke … jeg kiggede i manualen og kunne se, at jeg, for at kunne bruge Net1 som mobilt bredbånd, skulle have installeret et eller andet Axess-noget, som ligger på installations-cd’en til modemet.
Det er da også fint nok. Den cd ligger bare hjemme på ødegården … heldigvis har de fleste campingpladser trådløs netadgang i dag; selv denne, selv om der i campingguiden stod, at der ikke var mulighed for www.

Væksterne er anderledes heroppe, men mangfoldige og smukke. Alle disse er fra gåturen ned til fossen.

Vækster ved Glomma i Norge

Vejret har været mest solrigt – en enkelt byge blev det til, men det var mens vi kørte. Her ved aftenstide ser det lidt dystert ud og der blæser en kold vind. Vi skal bestemt ikke sidde ude og spise – men hvad gør også det, når vi har en hyggelig camper?

Reklamer

24 kommentarer

  1. Hvor er der flot, og for pokker hvor har det vand stået højt.. Godt det ikke er lige nu det har den højde, så havde I haft brug for en båd i stedet for en camper.. 🙂

    Kommentar af Inge — 15. juli 2012 @ 18:46

    • Ja, en amfi-camper ville i så fald have været godt 😉

      Kommentar af Ellen — 15. juli 2012 @ 19:30

  2. Velkommen til oss 🙂
    Hvis dere kommer forbi Trondheim etter arbeidsstid i morgen (mandag) kunne jeg kanskje ta dere med og se på byen? Midtbyen (sentrum) med Domen (Nord-Europas største sies det) er akkurat passe stor for en ettermiddagsspasertur.
    I tilfelle har jeg mobil +47 920 31 419

    Kommentar af Kamelrytterske — 15. juli 2012 @ 19:11

    • Tusind tak 🙂
      Det var da et dejligt tilbud – tænk at blive vist lidt rundt af en, der kender byen … fantastisk. Vi har simpelthen lige lavet om på vores planer og indlogerer os i stedet på en campingplads ved Malvik og så kører vi derfra ind til Trondheim. Nidaroskirken vil vi meget gerne se – jeg sender dig en mail lige om lidt … men tak også for telefonnummer 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. juli 2012 @ 19:34

  3. Flotte billeder og tillykke med det relative tørvejr! Kan det ikke tænkes, at den manglende software/driver eller hva’ kan downloades fra deres hjemmeside? Jeg kiggede lige snip-snap, og der var i hvert fald nogle drivere til afhentning.

    Kommentar af Eric — 15. juli 2012 @ 19:28

    • Du er nu også så smart, Eric … det havde jeg da overhovedet ikke tænkt på 😳
      Vi har vist bedre vejr end i Nordjylland, tror jeg? Jeg skal tænke på jer, mens jeg smiler 😉

      Kommentar af Ellen — 15. juli 2012 @ 19:35

  4. Sikke en flot solnedgang. Smukt er der overalt kan jeg se. Billederne taler deres tydelige sprog.
    Her var der absolut ingen sol tidlig i morges, men den kom frem ved middagstid.

    Kommentar af pigenfralandet — 15. juli 2012 @ 20:52

    • Vi kan på det kraftigste anbefale Norge som ferieland 🙂
      Nå … så har I set solen i dag i DK – det var godt …

      Kommentar af Ellen — 15. juli 2012 @ 21:08

  5. Wauw, I er nået langt op. Smukt land, smukke billeder 🙂

    Kommentar af Marianne — 15. juli 2012 @ 20:57

    • Det hjælper på det … solen går ned kl. 22:53 og står op igen kl. 03:57 i morgen tidlig, så her er ikke specielt mørkt på noget tidspunkt mere 🙂
      Norge er SÅ smukt – kan absolut anbefales 😉

      Kommentar af Ellen — 15. juli 2012 @ 21:11

  6. Ellen, du skal da sidde bag rattet i camperen. Det er så fedt at have udsigt ud over det hele – en kæmpe oplevelse.
    Jeg kørte til arbejde i camper i adskillige år, og har så galt holdt MUS samtale i den….

    Kommentar af Kisser — 15. juli 2012 @ 21:14

    • Jamen sødeste Kisser – udsigten er skam mindst lige så god fra passagersædet, og så skal jeg ikke koncentrere mig om at holde mig på vejen, men kan bare sidde og strikke og hygge og kigge ud 😉
      Kørt på arbejde? Holddaop, var det ikke en dyr fornøjelse? Vi tanker hver dag … denne gamle svend går kun 8 km på literen … og så har du holdt MUS! Specielt … men forhåbentlig ikke mens du kørte vognen? 😉

      Kommentar af Ellen — 15. juli 2012 @ 21:26

  7. Lyder til at have været en hyggelig tur indtil videre 🙂 fortsat god rejse …. og så kan jeg sige at vejret også har været godt her (det må hænge sammen med sønnens fødselsdag 😉 )

    Kommentar af Tove — 15. juli 2012 @ 21:50

    • Det er en dejlig tur so far 🙂
      Selvfølgelig har det gode vejr noget at gøre med sønnens fødselsdag 😉

      Kommentar af Ellen — 15. juli 2012 @ 22:12

  8. Fortsat god tur i vildmarken. Glæder mig næste beretning 🙂

    Kommentar af Per Teilmann — 16. juli 2012 @ 12:17

    • Tak, Per – den kommer lige om lidt, men er ikke fra vildmarken 😉

      Kommentar af Ellen — 16. juli 2012 @ 20:09

  9. smukke fotos fra et dejligt land. Jeg er altid forundret over at, lige meget hvor i verden du er, så har du altid tid og mulighed for at skrive blog indlæg 😉 Vi har lige været afsted i 14 dage og selvom der var internet på krydstogtskibet, så var der kun lige båndbredde til at tjekke mail og andet kort. hav en fortsat god ferie.

    Kommentar af havehyrden — 16. juli 2012 @ 14:04

    • Tak, Havehyrde – jeg tænkte nok, at I havde været af sted på krydstogtet, siden du har været så stille 🙂 – jeg håber I havde en skøn tur.
      Hvor irriterende, at et krydstogtskib ikke kan levere power nok til dem, der blogger … men ja, jeg er åbenbart heldig med det internet 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. juli 2012 @ 20:11

  10. Stille flyder … Glomma. Der er godt nok forskel på en stille Glomma og så den anden rivende elv. Heldigvis begge i o.k. højde. Tankerne sættes godt nok i gang af sådan en stormflodssøjle.

    Kommentar af conny — 16. juli 2012 @ 15:40

    • Ja, den var lidt skræmmende at se på – der var også en planche med beskrivelse af den store indsats, folk havde ydet i 1995.

      Kommentar af Ellen — 16. juli 2012 @ 20:12

  11. Holddaheltferie hvor flot – panorama eller ej! Længes pludseligt efter en ferie i Norge igen. Det nordligste jeg har været, var lige nord for Trondheim for mange, mange år siden. Det er så skønt, at du lader os følge med, og jeg glæder mig til turen længere nordpå.
    8 km per liter synes jeg da lyder ret godt for en bil af den størrelse?

    Kommentar af Salix-Lene — 16. juli 2012 @ 22:26

    • Der er selvfølgelig lidt langt fra Canada til det nordligste Norge, men skulle I få muligheden, synes jeg bestemt, at I skulle prøve at tage op nord for polarcirklen – det er helt unikt, både lyset og landskabet.
      Jeg kan slet ikke lade være med at lave indlæg om turen – det er jo samtidig en form for dagbog.
      Er 8 km/l godt? Jeg er nok for godt vant med økonomirigtige biler, fordi benzin/diesel i DK koster det samme pr. liter, som det i USA koster pr. gallon 🙂

      Kommentar af Ellen — 16. juli 2012 @ 22:36

  12. Glomma 1995: var det ikke der, kirken og den halve landsby sejlede ned at elven og ud i søen? Jeg optog udsendelsen, man blev helt ked af at se den. Sådan husker jeg det i hvert fald.
    Nu skal jeg lige straks til at regne ud, hvad vor lille A3 har brugt, jeg håber på over 12 km/l benzin, i år huskede jeg at lade være med at lade mig lokke af de billige priser på E85-benzin i Sverige (grin I bare, det gik jo fint med E95 i Finland: hvem pokker kunne så tro, at E85 ikke bare var en optimeret udgave af E95, men den reciprokke værdi: E95 har 5% tilsætning af Ethanol = sprit, E85 er ren sprit tilsat 15% benzin. Resultat: bilen hoppede som en kænguro på coke fra Luleå til Skellefteå; men den er kommet sig!)

    Kommentar af AagePK — 19. juli 2012 @ 23:08

    • Det er sikkert helt rigtigt; det så virkelig slemt ud på de billeder, vi så.
      Hehe, jeg gad godt have set den bil danse rundt i Nordsverige … John er fhv. salgschef i benzinbranchen, så han ved heldigvis alt om sådan nogle ting 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. juli 2012 @ 23:14


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.