Hos Mommer

25. juli 2012

Smerter og angst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:14
Tags: , ,

Sent om eftermiddagen søndag blev det slemt for John. Rigtig slemt. Jeg kunne se, mærke og høre på ham, at han var bange. Han ville ikke have noget aftensmad, men gik tidligt i seng i håb om, at en ‘rigtig’ og bred seng ville gøre tingene lidt bedre. Han fik en 1½-mands underkøje og jeg tog overkøjen.

Det blev ikke bedre – tværtimod – jeg var meget vågen i nat, fordi jeg kunne høre, at John var vågen. Og stønnede, stakkels mand. Jeg hørte, at han forsynede sig med flere paracetamoler og ibuprofener … men jeg hørte heldigvis også, at han sov ind imellem. Åh for hulen hvor mit hjerte blødte for ham. Jeg har været fuldstændig sammenknuget indeni hele natten og hele dagen – med sympatismerter og det hele – det er altså rædselsfuldt at se et elsket menneske lide så voldsomt.

Klokken 7 mandag morgen kaldte han på mig og bad mig om at hjælpe ham ud af sengen; han var aldeles ude af stand til at klare det ved egen kraft. Han bad mig om at trække ham op ved at hive ham i armene, men det var jeg på forhånd klar over ikke var måden at gøre det på.
Han klarede at rulle om på maven, hvorefter jeg trak ham i benene, til de var uden for sengen, og på den måde kom han m.e.g.e.t langsomt op at stå.
Vi var helt enige om, at nu måtte der en læge til. Vi kørte til sygehuset i Mo i Rana, hvor de kun var interesserede i at høre hvornår John har fødselsdag. Da han har den 6. august, skulle vi køre til Øvermo Lægecenter, fra hvilket de tager de turisterne med fødselsdag fra 1. – 6. i en måned. Damen sagde med et beklagende smil, at lægen nok bare skrev en rekvisition tilbage til sygehuset, men sådan var reglerne: de måtte ikke se på nogen overhovedet uden en lægehenvisning. Jeg tænkte på, hvad de mon havde gjort, hvis han fx havde blødt som en stukket gris fra et sår i hovedet …
Nå, men vi fandt lægehuset, hvor receptionsdamen sagde, at vi kunne få en tid i morgen. I morgen! Nu knækkede snoren, og vi fik i temmelig tydelige vendinger forklaret, at det var altså ikke godt nok; vi var simpelthen nødt til at få en akuttid i dag.
Hun gik ind og talte med en læge, hvorefter hun returnerede med svaret, at vi kunne komme til at se en læge kl. 13:30, hvilket var 2½ time senere. John sad imens og led temmelig mange kvaler, og der gik mange tanker i gennem hovederne på os begge. Mange af dem fik vi sat ord på:
– Hvad nu hvis de beholder mig? – Eller sender mig hjem med fly? – Er der alligevel sket noget mere alvorligt end vi først troede? – Bliver jeg invalid? – Ellen kan da ikke køre camperen de sidste 1800 km alene. – JO, jeg kan. Hvis jeg skal, så kan jeg også. Jeg vil hade det, men jeg KAN, kan jeg. Det skal du ikke bekymre dig om …

Vi kom ind til lægen kl. 14:15. Han udspurgte selvfølgelig John på kryds og tværs, undersøgte ham efter alle kunstens regler og virkede i det hele taget kompetent og beroligende. Hvad der var allervigtigst var, at han var sikker på, at der ikke var sket noget méndannende eller invaliderende, men hvis det ‘bare’ var muskelsmerter, ville der gå op til 2-3 uger, og var der et ‘skeletbrud’, som det så sødt hedder på norsk, er det alligevel kun tiden, der kan helbrede; man kan ikke gøre noget kirurgisk for at fremme helingsprocessen, som i givet fald vil tage op til 5-6 uger.
Det lyder måske ikke særlig rart, men det var alligevel en helt anden John resten af dagen. Nu har han bare ondt og er ikke bange mere. Det er jeg heller ikke, og mit mavesår gik i sig selv igen.
Frygten er simpelthen det værste; smerter uden frygt kan man bedre klare, og i øvrigt udskrev lægen en recept på noget morfinlignende noget, som John må tage to af inden han skal sove. Hvis han er nødt til at tage dem om dagen, må han ikke køre bil, men det gør ikke spor – bare han kan være ved siden af mig … morfinrus eller ej.

Vi tager selvfølgelig den hurtigste vej hjem nu – der er ikke vildt meget overskud tilbage i John, så vi tager den direkteste og hurtigste vej hjem, hvilket er gennem Sverige stort set hele vejen. Natten til tirsdag blev tilbragt i Ingemar Stenmarks Tärnaby, hvor vi boede i en hytte lige ned til elven (vi skal stadig helst have en meget bred seng, en af os).
Vi kører på E12 fra Mo i Rana til Umeå, som også kaldes ‘Den blå vej’, fordi der er vand af den ene eller den anden art hele vejen – det er meget smukt, men stadig mørkt og regnfuldt. Beklager, Ragnhild, at vi ikke kunne følge dine turforslag, men vi lover at prøve igen en anden gang Smile 

Det er et rigtigt fiskested, dette her ved Tärnaby – på køkkenhytten er der sat skilte op med fangstrekorderne gennem tiderne.

P1040465P1040466P1040468

Rekorderne kan læses ved at klikke billederne større. En ørred på over fem kilo må vist siges at være meget pænt.

Simple living er fint-fint, når det er fiskeinteressen, der er i højsædet.

P1040473

Og nu er myggene tilbage i stor stil – så kan I snakke om to-motores, I nordmænd … her er de lige så store som ørne og rener.
Se selv:

P1040469

Men der er nu også dejligt her ved den brede elv …

P1040481

Det allerbedste er, at John er ved nogenlunde godt mod igen. Og han er sulten!

Reklamer

26 kommentarer

  1. Hvor er det godt at høre fra jer igen … jeg har godt nok tænkt, om der har været noget som indlæggele af John eller noget, da der ikke kom livstegn fra jer … Jeg kan godt forstå, at I vælger at tage den hurtige vej hjem, selv om det ikke lige var planen.

    Godt John er sulten og ved næsten godt mod igen 🙂

    Ps. Da jeg var i Tønder, så jeg de sødeste dukkemøbler og tænkte her på dit barnebarn 😉

    Kommentar af Tove — 25. juli 2012 @ 21:36

    • Det var lige som det, der var løsningen – bare hjem 🙂
      Alene det, at han/vi ikke længere frygter invaliditet er en lettelse.
      Jeg kan heller ikke tåle at se dukkehusmøbler uden at skulle kigge meget længe 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. juli 2012 @ 22:12

  2. Godt at John har fått snakke med lege og fått vite at det vil gå seg til, med tiden.
    Synd dere må avbryte turen, men noen ganger blir det slik.

    Kommentar af Kamelrytterske — 25. juli 2012 @ 21:44

    • Ja, det var det eneste at gøre, men vi havde jo heldigvis nået (næsten alt) det smukkeste af turen, og vi er kun hjemme et døgn før tid, så det er helt i orden.
      Vi kommer igen!

      Kommentar af Ellen — 25. juli 2012 @ 22:13

  3. Nej, hvor det lettede at høre nyt, nogenlunde positivt nyt, fra jer: jeg har da været lidt bekymret. Det ligner jo ikke Ellen sådan ikke at besvare kommentarer og sligt.
    Og jeg har stor forståelse for, at I ikke klatrer lidt op i fjeldet ved Tärnaby for at foto’fere brunkullen, på engelsk Vanilla Orchid, som der er et par få stykker af lige der, og ingen andre steder i Nordeuropa. Husk dog lige at få noget suovas, røget og tørret renkød, med hjem. Det er pragtfuldt, f.eks. til røræg eller samisk carbonara.
    Men så kommer I jo forbi Fjellräven i Örnskiöldsvik: intet er så skidt, så det ikk’ er godt for noget.
    😉

    Kommentar af AagePK — 25. juli 2012 @ 22:04

    • Nej, det ligner mig ikke, men der er Norge altså noget mere fremme i skoene, hvad angår internet på campingpladser. Det kan de ikke finde ud af i S.
      Vi er hjemme (på ødegården), vi har forsyninger af renkød – og var også inde i outlet-centret 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. juli 2012 @ 22:16

    • Man bruger lige for øjeblikket ret meget tid på at forklare det arbejdende folk, at skulle de gå hen og blive syge i ferien, har de under visse omstændigheder ret til en ny ferie.
      Der er vi pensionister igen forfordelte, vi har jo aldrig ferie; men hvad med dig og John: hvor meget pensionist er John, er han ikke ved at afvikle overtid og ferie? Så burde han jo være berettiget til en ekstra, betalt ferie. Det må I da tjekke! I har da dokumentation i form af henvisning og ordineringer.

      Kommentar af AagePK — 26. juli 2012 @ 8:33

      • John har fuldtidsjob – og lidt til, men da han er 100% provisionslønnet, er det ikke ferie med løn, som de fleste har; men der er sygedagpenge til ham ved sygdom, så det vil næsten være dumt at kræve en erstatningsferie – det er heller ikke det vigtigste for ham … han stopper alligevel helt omkring næste årsskifte. Vi skal have talt med forsikringsselskabet, for vi har en fritidsulykkesforsikring; måske kan den give lidt som erstatning for svie og smerte.

        Kommentar af Ellen — 26. juli 2012 @ 9:14

  4. Shit happens, og sådan er det. Som du selv siger, er frygten det værste, og når frygten er manet i jorden, blegner alt andet i betydning af bar lettelse, selvom det stadig gør fandens ondt. Det var synd, at feriefilmen knækkede på den måde, men I havde nogle gode dage, og lettelsen over, at det ikke er RIGTIG alborligt, må få autocamperen til at flyde på luftpude, selvom det måske er Ellen, der skal køre.

    De bedste ønsker og hilsnr herfra.

    Kommentar af Eric — 25. juli 2012 @ 22:10

    • Det må du nok sige … din forståelse kunne antyde, at du havde prøvet det selv, det med angsten – det er bare ikke sjovt!
      Jeg kørte camperen, men ikke ret meget; det sted John sad allerbedst, var på forsæderne i vognen, og så ville han lige så gerne køre – det er nætterne, der er de værste.
      Tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. juli 2012 @ 22:25

  5. Hvor har jeg dog tænkt på jer og tjekket din side. Jeg var næsten klar over at det ikke var som det skulle være, men som du så ganske rigtig skriver: frygten og angsten er langt værre end smerterne. Som jeg læser din kommentar til Aage, så er I vist tilbage på ødegården. Håber at John kan få sovet og slappet af. De bedste ønsker om snarlig bedring til John.

    Kommentar af Lene — 25. juli 2012 @ 22:20

    • Tak, søde Lene … jeg har også haft lidt dårlig samvittighed over den påtvungne radiotavshed, men jeg kunne desværre ikke rigtig stille noget op, fordi jeg ikke kunne komme på www.
      John er lige blevet anbragt i husets til formålet bedst egnede stol; nu vil han prøve at sidde op og sove, for det går helt galt hver nat, når han ligger ned.

      Kommentar af Ellen — 25. juli 2012 @ 22:28

  6. Pyh, jeg blev helt forskrækket, da jeg læste overskriften. Jeg har tænkt, at alt ikke var i orden, siden vi ikke hørte fra dig. Sikke en barsk oplevelse. Synd at ferien fik den afslutning. Men godt, I er hjemme igen. Rigtig god bedring til John.

    Kommentar af betty — 25. juli 2012 @ 22:35

    • Ja, det var synd, men mest for John – vi er trods alt kun tilbage en dag før tid.
      Tak for gode ønsker – han sover vist dejligt lige nu 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. juli 2012 @ 23:27

  7. Pyha, det har været slemt for jer.
    De allerbedste tanker og ønsker om snarlig bedring herfra.

    Kommentar af Kisser — 25. juli 2012 @ 22:42

    • Ja, Kisser, det var sgu ikke særlig sjovt; især ikke for John, selvfølgelig, men det skal nok gå … tak for dine søde ord 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. juli 2012 @ 23:28

  8. Pyha….sikke en forskrækkelse, men godt der er lidt fremgang. God bedring til John og god tur hjemover

    Kommentar af Moster Tulle — 25. juli 2012 @ 23:22

    • Det var selvfølgelig ikke lige det, vi havde håbet på skulle ske i en ferie – eller overhovedet, for den sags skyld, men det går da vist den rigtige vej med Johns ryg – tak for dine gode ønsker 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. juli 2012 @ 23:30

  9. Hvor typisk, det der med, at det alligevel mest blev John, der kørte 😀

    Jeg kunne godt nok ikke lide, at I ikke fik John undersøgt i første omgang, men nu er jeg også glad. Det er nok, fordi jeg selv er verdens største kryster, når det gælder smerter, som jeg ikke ved hvad betyder.

    Kommentar af Rasmine — 26. juli 2012 @ 0:26

    • Hmmm, ja – det er nok ret typisk, må jeg indrømme 🙂
      Det var fredag eftermiddag, det skete, og så ved vi jo godt, hvor svært det er med læger – og det blev faktisk ikke rigtig slemt før natten til mandag.
      John er normalt ikke nogen kryster, men dette her slog ham nu alligevel næsten helt ud – hvad jeg sagtens forstår.

      Kommentar af Ellen — 26. juli 2012 @ 0:50

      • Det er mig, der er krysteren. Det er derfor, jeg forstår, hvorfor det hjælper at få at vide, hvad der er i vejen 🙂

        Kommentar af Rasmine — 26. juli 2012 @ 7:59

        • 🙂

          Kommentar af Ellen — 26. juli 2012 @ 8:53

  10. Sikke en omgang.. Stakkels John, jeg forstår så godt at I begge var bange. Uvished og smerter er rædselsfuldt.
    Håber nattens søvn har været lidt bedre.

    Kommentar af Inge — 26. juli 2012 @ 5:26

    • Ja, stakkels ham.
      Det har været lidt akavet at skulle halvsidde op og sove, men han har ikke lige så ondt som efter at have ligget i en seng.

      Kommentar af Ellen — 26. juli 2012 @ 8:54

  11. Uha, et skrækscenarie for enhver ferie. Det glæder mig, at I er kommet godt hjem, og at det går fremad med gemalen.

    Kommentar af conny — 26. juli 2012 @ 9:09

    • Det var bestemt ikke det bedste, der skete i den ferie … det går meget langsomt frem, men det gør sådan noget åbenbart.

      Kommentar af Ellen — 26. juli 2012 @ 9:15


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.