Hos Mommer

21. juni 2018

Nu er grænsen nået …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:22
Tags: ,

DovrefjelletNu er grænsen nået – grænserne, faktisk, for vi taler både om sne- og trægrænse her. Og måske også Ellens ferievejrstålmodighedsgrænse, for vi har haft regnvejr en hel del gange i dag. Og vi nåede ned på 6 graders varme kulde, da vi kørte over Dovrefjellet. Jeg håber sandelig, at det vejr bedrer sig inden længe, men hvis ikke, så kører vi hjem. Punktum. Det her gider jeg ikke én gang til. Man kan dog se, at de må have haft dete lige så tørt som i DK, for græsset er gult, og mange steder kunstvander de. I regnvejret …

Vi nåede til Oppdal, hvor temperaturen er 13 grader og dermed acceptabel – sådan med hiv og sving og en anselig tolerancetærskel fra min side.
Vi fandt en udmærket campinghytte på Granmo Camping, og efter biludpakning gik vi en tur rundt på pladsen og ned til elven, som løber stille og roligt langs pladsen. De reklamerer ellers meget med rafting her i området, men der kan i hvert fald ikke være noget white water med i prisen, for der er meget lidt vand i de elve, vi indtil nu har set.

Jeg elsker de norske campingpladser med deres fastliggere. Der er da godt nok en campingvogn på de fleste af lodderne, men de er ikke nødvendigvis mobile – faktisk er de fleste muret godt og grundigt inde af det halve sommerhus og terrassen således, at man ville være nødt til at skille hele baduljen ad, inden man kan komme ud at køre med campingvognen. Men det er de jo nok slet ikke interesserede i, kunne jeg tænke mig.

P1020410P1020412P1020414

De fantastiske norske naturscenerifremvisninger her på bloggen må vente – vi kørte bl.a. gennem den smukke Gudbrandsdal, men vejret var – som jeg vist har nævnt – ikke helt med os, så vi fandt ingen grund til at fotostoppe.
I morgen rammer vi delmål 1: Vei 17. Så må vi se, hvad den og vejret bringer.

Reklamer

14 kommentarer

  1. Ferievejr skal være godt. Punktum. Og vi skal hver især have lov til at definere, hvad godt er. Så det er måske ikke helt nemme vilkår vi giver Vorherre. Men det må han så leve med.
    I skrivende stund burde vi være ombord på biltoget med retning mod Wien og vores Balkan-eventyr, men der kom lige en revne i en nethinde og en øjenoperation i vejen i mandags, så nu skal vi ….. ingen steder.
    Jeg håber bestemt også, at vi får godt vejr til dét

    Kommentar af Fru Z — 21. juni 2018 @ 21:02

    • Nemlig!
      Og stakkels dig, da – hvad er nu det for noget pjat med dit øje? Jeg håber på hurtig heling.
      Vi krydser alle fingre for godt vejr, men det har desværre ikke gode udsigter for vores vedkommende.

      Kommentar af Ellen — 22. juni 2018 @ 07:48

  2. Det er ærgerligt, at vejret ikke er med jer denne gang heller.
    Vi har også set sådanne fastliggere, med rigtige huse, et par steder i DK, hvor der både er tagrender, skorsten og havehegn, fliser osv. Er man er fastligger, så ligger man (nogen meget) fast.
    Vi håber vejret er bedre til jeres tur i morgen.

    Kommentar af Pigen fra landet — 21. juni 2018 @ 21:23

    • Ja, men så kører vi altså hjem igen, gør vi.
      Det er fastliggere i en helt særlig kategori 🙂
      Vejret er ikke bedre, desværre.

      Kommentar af Ellen — 22. juni 2018 @ 08:11

  3. Det er ikke rart at køre langt i regnvejr; det tager en stor del af fornøjelsen. Bagende sol er for mig heller ikke behageligt på en sådan ferie.jjj Kunne du ikke google vejrudsigten for de kommende dage – måske bedrer det sig.

    Kommentar af Elsebeth — 21. juni 2018 @ 21:32

    • Hellere sol end regn, og vi kører jo nordpå, så solen generer ikke.
      Vi har skam taget yr.no, og det ser ikke godt ud.

      Kommentar af Ellen — 22. juni 2018 @ 08:12

  4. Jeg er lidt vild med campingsommerhuset 😉 Mindre vild med jeres sommerferievejr. Men det KAN da ikke regne hele turen igennem. Skal vi ikke tro på det 😉

    Kommentar af conny — 21. juni 2018 @ 22:02

    • De er da også fine, de små huse.
      Det ser ud til dårligt vejr – og KOLDT – de næste mange dage, så vi tror desværre ikke på bedre vejr i denne omgang.

      Kommentar af Ellen — 22. juni 2018 @ 08:13

  5. Jeg krydser fingre for jeres ferievejr, men jeg kan godt se på yr.no at varmen ikke ligger lige om hjørnet. Håber dog det bedste.

    Kommentar af Lene — 22. juni 2018 @ 04:54

    • Det ser nemlig ikke for godt ud, og vi gider det ikke … håbet er ikke længere lysegrønt 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. juni 2018 @ 08:14

  6. Lad os håbe vinterferien inden længe kan kaldes sommerferie.

    Kommentar af Jørgen — 22. juni 2018 @ 07:01

    • Det har man lov at håbe på, men så er det nødvendigt at lægge ruten om, desværre.

      Kommentar af Ellen — 22. juni 2018 @ 08:15

  7. Øv bøv med det vejr. Jeg vil krydse fingre for,a t det bliver bedret. Hurtigt 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 22. juni 2018 @ 11:00

    • Tak for kryds, men det hjalp desværre ikke – vi har vendt næsen mod syd igen 😦

      Kommentar af Ellen — 22. juni 2018 @ 15:03


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.