Hos Mommer

3. september 2021

Det er lidt underligt med den der tid

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 0:13
Tags: , ,

I lang, lang tid har jeg savnet at kunne komme til England. Det er 18 måneder siden vi sidst var herovre.
I lang, lang tid har jeg bare savnet mine englændere. Det er 13 måneder siden jeg sidst har set dem.
I godt tre uger har jeg glædet mig til endelig at skulle se dem igen.
Nu er jeg her, og det føles som om det bare er en måned siden sidst jeg var her. Ikke noget langt gap, ikke noget andet end, at det hele bare er som det skal være. Charlotte har det på samme måde, og vi synes begge det er et underligt fænomen. Anna og Aubrey har udviklet sig, selvfølgelig har de det, men os over 40 var der ikke sket så meget med. Heldigvis.

P1030336P1030340

På familiefronten er der således intet som helst at klage over, men holdnuop, hvor bliver det godt, når coronapesten også er forsvundet officielt fra de højere luftlag. Mundbind på fra ankomst i lufthavn til vi gik ned til parkeringskælderen i Heathrow – det var ikke rart.
I flyveren sad vi lige så tæt, som man nu engang altid gør i mindre fly, og hvad sagde de i velkomsttalen? “Husk at holde afstand!” Jeg kikkede på min ukendte nabo til højre og sagde “Ja, jeg beklager meget, men jeg er nødt til at sidde her tæt på dig” – og så grinede vi begge to lidt ad den tåbelige bemærkning.
Det tog en krig at komme gennem paskontrollen i London Heathrow, selv om de kun tog stikprøver af, om de indflyvende havde de fornødne papirer og udførte og bestilte test i orden. Da vi havde brugt 10000 skridt på at trave igennem den kilometerlange kø, blev vi sendt til e-pasboksene, som er selvbetjening, og hvor vores pas og vores ansigter blev skannet. Det tog 20 sekunder og det var det. Ud med os. Ingen anden kontrol af nogen art, men der var gået det meste af en time med at nå igennem, så Charlotte nåede at få sig en ekstra kopkaf, inden vi kunne hanke op i vores kufferter, som nogle flinke folk havde taget af bagagebåndet for os, fordi paskontrollen tog så lang tid.

Anna blev meget glad for sin Two Harbours poncho og Aubrey, som ikke vidste, at jeg også havde strikket noget til ham, flyttede omgående ind i både bluse og hue. Anna fik endvidere Balloncardigan fra Petite Knit, som heldigvis også var et hit.
Aubrey er nu overbevist om, at han har en synsk mormor, fordi jeg havde købt et liggeunderlag til ham uden i forvejen at have fået at vide, at han netop mangler et godt et af slagsen.

P1030342P1030369

Det er ikke en hat til Anna, men et lille tæppe til Pebbles (de fik hund i juni), som jeg havde hæklet, men som den først får, når den er færdig med mælketænderne, for der skal bides i alt endnu.
Samme lille hund var årsag til, at vi gik en dejlig tur i formiddags. Det er herligt at have så smukke steder lige ved siden af, hvor man bor.
Nu mangler vi bare, at vejret bliver godt, men det skulle blive bedre om et par dage.

P1030354P1030360

Der er masser at skrive, men jeg har ikke haft tid for mig selv før nu.
Englænderne er nemlig gået i seng, for i morgen er det første skoledag for børnene, så de skal op allerede 05:45, de stakler. Den første dag efter en ferie nænner forældrene ikke, at de skal tage skolebussen, så de bliver kørt i skole, hvorved de sparer hele 20 minutter. Det er lang tid, når vi taler meget tidlig morgen! Og så er det jo en del hyggeligere med privat transport …
John og jeg vil blive i vores seng og ligge og gasse os længe, for Tim og Charlotte vil først være hjemme igen ved nitiden.
Det er et rent luksusliv, vi fører herovre.

20 kommentarer

  1. Godt, at I er vel fremme. Det er gode tegn, når lang tid uden samvær blot føles som hoppede grammofonpladen en rille over.

    Kommentar af natural2222 — 3. september 2021 @ 6:03

    • Det er fint nok, at tid føles sådan, så det mistede år ikke fylder så meget mere.

      Kommentar af Ellen — 3. september 2021 @ 9:31

  2. Dejligt at høre at I endelig er der. Jeg havde ikke ventet at høre fra dig i denne uge, men sørme om du ikke skriver og fortæller, hvordan det går.
    Mundbind i så lang tid er absolut ikke sjovt, jeg prøvede det en hel dag i august sidste år, da jeg var med en gammel dame på Skejby, det var ikke sjovt.
    Heldigvis er det lidt mere frit nu, men ikke i et fly åbenbart, godt I ikke skulle længere.
    Hyg jer med familien

    Kommentar af Lisbeth — 3. september 2021 @ 6:47

    • Når de er gået i seng – eller kører børnene i skole – så er der bloggetid, men jeg når nok ikke så meget rundt hos andre bloggere.
      En hel dag! Rædsomt. Vi tager helt sikkert ikke på længere flyture, før mundbindsreglen er ophævet indenfor lufttrafikken.
      Tak – det gør vi i høj grad 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. september 2021 @ 9:34

  3. Endelig! ♥️

    Kommentar af fiberfryd — 3. september 2021 @ 6:56

    • Jahhh 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. september 2021 @ 9:34

  4. Glæder mig, at I er nået frem… Glemt er kø og mundbind til næste runde! 🙈
    Tid er virkelig en underlig faktor!⏳
    As eternity
    is reckoned
    there’s a lifetime
    in a second.
    Piet Hein
    Nyd jeres tid i UK.
    En ekstra fornøjelses bonus, når gaver rammer plet!
    Holdnuop hvor de unger udvikler sig…
    Abrey kan da se ned på resten af familien, tror jeg!

    Kommentar af Anne Holtegård — 3. september 2021 @ 9:29

    • Mundbindsgener er nemlig fortrængt indtil videre.
      Ham Piet Hein kunne noget med ord og tanker.
      Man er altid lidt spændt, når man går efter egne ideer og ikke en ønskeseddel, men ja, det var meget tilfredsstillende at se deres ægte glæde.
      Det kan han. Han er nogle centimeter højere end Tim.

      Kommentar af Ellen — 3. september 2021 @ 9:38

  5. Endelig fremme efter så lag tid og så megen møje i lufthavn m.v. Jeg håber, I får super godt vejr, det ville være prikken over i’et.

    Kommentar af Eric — 3. september 2021 @ 12:48

    • Ja, og så snart vi var sammen, var alle besværlighederne glemt … og vejret er allerede blevet bedre 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. september 2021 @ 19:08

  6. Hvor skønt, at I endelig er der. Og at alting er som det skal være. Det kan i hvert fald ses på børnene at tiden er gået 🙂 Dejligt at gaverne vakte glæde.

    Kommentar af Betty — 3. september 2021 @ 23:03

    • Det år kan ses mere end jeg havde troet.
      Nu er det med at nyde tiden optimalt i en uge.
      De er begge nærmest flyttet ind i det strikkede, så jeg er glad 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. september 2021 @ 18:39

  7. Det er bare så dejligt, når man endeligt er nået frem.
    Rejserestriktioner og nye Corona regler, for mig at se, ikke alene tager tid; men også megen “studeren” og forvirring. Hvis så bare alle så godt som ligestillede lande havde de samme regler!
    Hvis man bare skal mellemlande i et tredje land, skal man også kende deres regler og udfylde diverse papirer osv.
    Nyd opholdet! Men det behøver jeg nok ikke at sige ;O)

    Kommentar af Lene — 4. september 2021 @ 10:23

    • Det er simpelthen voldsomt irriterende, at de ikke kan finde ud af at have samme regler og samme holdning til vaccination – og at man ikke engang kan være i transit uden bøvl er da også noget pjat.
      Holland vil fx ikke tillade os transit (vi ville helst have taget bilen og dermed færgen fra Hoek van Holland), fordi UK har deltavarianten som den dominerende. Kom ind i kampen, Holland. Den er dominerende worldwide. Også i Holland!
      Men ja, vi nyder det i høj grad.

      Kommentar af Ellen — 4. september 2021 @ 18:47

  8. Så skønne billeder og hvor er det godt ramt med dine gaver. Jeg ved I får en fantastisk ferie med jeres allerkæreste ♥️😊

    Kommentar af Lene — 4. september 2021 @ 18:21

    • Jeg har virkelig været heldig med alle gaverne – også dem til C & T, som jeg ikke har nævnt. Så bliver man så glad 🙂
      Vi har det totalt dejligt – det har du helt ret i 😍💞

      Kommentar af Ellen — 4. september 2021 @ 18:51

  9. Hvor er det dog dejligt, at du endelig er sammen med dine englændere igen!
    Rigtig god ferie 🙂

    Kommentar af Madame — 5. september 2021 @ 13:22

    • Tak! Vi nyder det sandelig også i voldsom grad 😍🥰🤩

      Kommentar af Ellen — 5. september 2021 @ 21:47

  10. Som du skriver er 13 en lang tid for unge mennesker. Jeg undrer mig somme tider over at vi har en periode fra ca. 25 til 55 hvor alting føles rimeligt stabilt, jeg kunne løbe, hoppe gå, og holde mig vågen om dagen og sove om natten.

    Men nu her til billederne af de to herlige unge mennesker kommer jeg så til at tænke på de stormskridt der sker fra 11 til 17 år (eller deromkring), både bevidsthedsmæssigt, vidensmæssigt, og især biologisk, — hvordan tackler I det, er det noget man taler om?

    Kommentar af Donald — 9. september 2021 @ 20:10

    • Hehe, vi har lidt forskellige opfattelser af de 30 år, du nævner, men jeg kan godt se, hvad du mener, og ja, i teenageårene sker der nok den største forandring.
      Det taler man/vi skam om i den udstrækning det føles nødvendigt, men vi plejer at kunne tale åbent om tingene – samtidig med, at vi selvfølgelig også respekterer, at der er en del, der hører til privatlivets fred, så det er altid en balancegang.

      Kommentar af Ellen — 10. september 2021 @ 10:52


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.