Hos Mommer

13. februar 2022

Jeg skal til mit første bal og min kjole er ny

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: , , ,

Annas første bal februar 2022 - 4Annas første bal februar 2022 - 5

Jeg skal til mit første bal og min kjole er ny
sidder den nu som den skal og er næsen i sky.

Anna var til sit første bal i aftes; en begivenhed, hun havde glædet sig voldsomt til – ganske som hendes mor og mormor før hende.
Hendes kjole var ny – en julegave fra Charlotte – og den sad bestemt som den skulle, men jeg tror ikke, at hendes næse var i sky.

Charlotte sendte billeder af hende; ledsaget af ordene “Min lille pige …” fulgt af en emoji med en tåre ned ad kinden.
Nej, hun er ikke en lille pige mere, hun er en ung kvinde.
Det er underligt. Ikke for hende, naturligvis, men for Charlotte og mig.
I år er det 50 år siden jeg blev student. Den store, årlige gallafest var også noget, vi alle så frem til og gjorde meget ud af. Jeg var også 16, da jeg var til mit første af dem i 1969. Alle fra 3. G havde fået undervisning i Les Lanciers, og på balaftenen skulle man vise ‘de små’, hvad man havde lært og hvad de havde at se frem til. Det gik vi meget op i, og vi dansede den flot. Syntes vi selv …
“Les Lanciers er en fransk-britisk selskabsdans som var populær i Europa i midten af 1800-tallet, men som i dag kun danses i Danmark, særligt på gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner i forbindelse med fester, herunder den årlige gallafest.” Det siger Wikipedia, så det er åbenbart stadig en tradition.
Anna dansede meget, men ikke Les Lanciers.

Annas første bal februar 2022 - 7Charlottes første bal - 1992Charlottes andet bal - 1993

Annas første bal februar 2022 - 6Hun havde været hos frisøren for at få sat de lange lokker op til narrestreger, ganske som hendes mor gjorde til sit eget første (og andet) gallabal for … 30 (og 29) år siden.
Jeg havde også langt år, men det hang løst – vi befandt os jo i 1969, så det var ikke højt opsat hår, der fyldte mest i modebilledet blandt purunge piger, men jeg – og langt de fleste andre piger – tog dog lange selskabskjoler på og lod de sædvanlige überlårkorte kjoler blive hjemme den aften. Min far overvejede, trods det, alligevel ikke et øjeblik, at en gallafest kunne være noget, der var værd at ofre et billede på, men det var jo også dengang, hvor en 36-billeders film helst skulle holde et helt år!
Derfor ingen billeder af Ellen til gallafest, men jeg kan afsløre, at jeg så betydelig bedre ud for 50-52 år siden, end jeg gør nu, men jeg var ikke så nydelig som de to næste generationer henholdsvis er og var.

Anna skrev til mig i dag.
Hun havde haft en dejlig aften. Jeg håber hun kommer til at huske sin ungdomstid med lige så megen glæde som Charlotte og jeg gør – at coronapestens isolation og øvrige ubehageligheder når at blive glemt med tiden eller i hvert fald overskygget af kommende gode oplevelser.
C og jeg kom i den forbindelse til at tale om min mor. Anden verdenskrig varede fra hun var 15 til hun var 20 år, så hvor meget glad og ubekymret ungdom fik hun lige? Det har da været meget værre end coronapesten; stakkels hende.

21 kommentarer

  1. Åh, de smukke unge mennesker…
    Dejligt at hun fik en skøn aften.
    Gitte var også til Galla aften på Gymnasiet.. i en smuk rød, lejet, kjole. Farven er nu døbt gallarød hos os!
    Det var stor at se sin datter i indmarch og siden træde dansen.
    Jeg har ikke selv været til galla aften. I Realen i Frederikshavn var det ikke tradition. Og jeg ville da virkelig have følt mig som en spurv i tranedans.🙈
    Ja… Det sætter da lige udfordringerne i perspektiv. Krigsårene og efterkrigsårens med så store begrænsninger i materiel og rejsemuligheder.
    Vi er heldige!

    Kommentar af Anne Holtegård — 13. februar 2022 @ 18:01

    • Åhhja, det er en dejlig tid, den ungdomstid 🙂
      Også Gitte? Det har/er nok en tradition på rigtig mange gymnasier – men da det var mig (og senere Charlotte), var der ingen forældreadgang!
      Det sætter nemlig det lidt i perspektiv, og C og jeg har talt om min mor og de fem krigsår et par gange her under coronapesten – “der er altid nogle, der har det værre end en selv …”.

      Kommentar af Ellen — 13. februar 2022 @ 22:14

  2. Les Lanciers lærte jeg i sin tid, da jeg gik til folkedans, så her bliver den også danset, eller blev for over 50 år siden. Ja, åh disse minder fra en svunden tid. Det er lidt vemodigt, når børnebørnene bliver så store, der kan jeg slet ikke være med, jeg var sen til at få børn. Det yngste barnebarn fylder 4 år i dag 😉 og den ældste er lige blevet 8 år.

    Kommentar af Lisbeth — 13. februar 2022 @ 22:55

    • Det er virkelig meget vemodigt. Vi kan nok begge huske både børn og børnebørn, som de var i deres første år, og den tid kommer jo aldrig igen. Måske får vi oldebørn, men det er jo ikke noget, vi kan tage for givet.
      Så du har også gået til folkedans! Hvor hyggeligt. Det gjorde jeg også, men ikke ret længe, for ham der havde lokket mig med, kunne ikke danse. Som i overhovedet slet ikke – han havde ikke for fem øre rytmesans, så det var bare ikke sjovt for mig.

      Kommentar af Ellen — 14. februar 2022 @ 9:59

      • Nej tak så gider man ikke. Jeg gik i en del år, både mine forældre, min bror og svigerinde mødte hinanden til folkedans. Også jeg fik kapret faderen til mine børn, vi havde bal i loen hos mine forældre, da vi blev gift. Ægteskabet holdt i 22 år 🙂
        Oldebørn bliver det nok ikke til her, når de er så små, og jeg er så gammel.

        Kommentar af Lisbeth — 14. februar 2022 @ 16:01

        • Sikke da et datingbureau, det var, det der folkedans 😅

          Kommentar af Ellen — 14. februar 2022 @ 16:10

  3. Smuk kjole og, i særdeleshed, smuk pige!
    Dejligt, at det blev en god aften.

    Det er et must, at kunne danse les lancier, hvis man nu en dag skulle blive inviteret til bal hos “vor mor”, som dronning Margrethe altid blev kaldt i søværnet. Jeg har været gift med en søofficer og har gået til dans 3 år på søværnets officerskole og derudover været til gallabal mindst et par gange årligt i de 11 år, vi var gift.
    Man vænner sig til det og jeg må tilstå, at jeg til sidst fandt det så dybt kedsommeligt, at jeg sendte min veninde med i mit sted. Hun og søofficeren er så stadig gift i dag 😂
    Vi er alle stadig gode venner 😁

    En dag vil ungdommen af i dag fortælle børn og børnebørn om dengang, de var unge under coronaepidemien. Bare de ikke også skal fortælle om dengang, vi var i krig med Rusland, så er jeg glad.
    Ihvertfald er coronaepidemien nok knap så dramatisk som mine forældres barn- og ungdom under besættelsen – og vand imod min stedfars oplevelser, da han som 17 årig deltog i “The battle of the bulge” i Ardennerne…

    Kommentar af Henriette — 14. februar 2022 @ 8:51

    • Tak for de søde ord 🙂
      Sikke da en historie – og en noget alternativ måde at slippe af med sin mand på, selv om det nok ikke var det egentlige formål 😄
      Bortset fra det, så forstår jeg dig godt. Alt bliver rutine på et tidspunkt … selv baller med “vor mor”. Hvis man fik sin livret hver dag, holdt det nok hurtigt op med at være ens livret.
      Det vil de, og jeg har valgt at tro på, at vi ikke kommer i krig med Rusland.
      Coronapesten er, som du siger, vand ved siden af dem, der har oplevet krigens rædsler. Charlottes farfar var i den amerikanske flåde og var med ved Omaha Beach i Normandiet. Han havde jævnligt tilbagevendende mareridt om den landgang, lige til han døde omkring 1990. Din stedfar må have haft det tilsvarende.

      Kommentar af Ellen — 14. februar 2022 @ 10:07

  4. Hvor elegant!

    Kommentar af Eric — 14. februar 2022 @ 9:14

    • Tak! Jeg hygger mig med, at visse traditioner åbenbart er udødelige, selv om verden er i så stor forandring.

      Kommentar af Ellen — 14. februar 2022 @ 10:09

  5. Les Lanciers er en god måde at få blandet de unge mennesker lidt sammen. Der er mange andre former for line-dance, som kunne gøre det samme, men det er en god tradition, at vores gymnasier dyrker det.

    Hvor er hun en skøn kvinde/dame/pige, hun har ikke næsen i sky, skriver du, det er nok det som gør billedet ekstra smukt.

    Kommentar af Donald — 16. februar 2022 @ 18:24

    • Ja, det er både en god og en sød tradition – og tak for de søde ord 🥰

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2022 @ 20:19

      • Selv tak 🙂 ❤

        Kommentar af Donald — 17. februar 2022 @ 13:43

  6. Fejrede dine klassekammerater 50 års jubilæum?

    Kommentar af Donald — 16. februar 2022 @ 18:25

    • Det ville undre mig meget, hvis der bliver holdt noget. Det er først til sommer, det sker, men det tager uendelig lang tid at opspore folk, Så selv om jeg har lyst til at se dem alle igen, orker jeg ikke at tage initiativet til det store arbejde.

      Kommentar af Ellen — 16. februar 2022 @ 20:22

      • Min 3G klasse har mødtes sidste år, 55 + 1 Corona år jubilæum, og vi er nogle stykker, som godt kan lide at mødes igen, men jeg ved ikke hvor mange.
        Når nogen har gjort forarbejdet, og der foreligger en mail-liste, så er det faktisk meget nemt.

        Omvendt ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle få kontakt med pigen Tove Simonsen, som nu hedder noget helt andet, hvis ikke de andre gjorde et kæmpe arbejde for 32 år siden.

        Kommentar af Donald — 17. februar 2022 @ 13:45

        • “Når nogen har gjort forarbejdet” – det er jo netop det, for det er der ingen, der har i mit tilfælde, og jeg gider ikke. Vi var kun tre piger i klassen, og drengene burde være nemmere at spore. Men jeg gider stadig ikke 😛

          Kommentar af Ellen — 17. februar 2022 @ 17:51

  7. “-og er næsen i sky?”
    Den sætning har undret mig siden jeg første gang bemærkede sangteksten.
    Var det mon på daværende tidspunkt (Visen skrevet 1949) et kvalitetskriterie at signalere at være utilnærmelig/føle sig hævet over ens omgivelser?

    Kommentar af natural2222 — 17. februar 2022 @ 9:04

    • Jeg har også undret mig … var det mon i virkeligheden bare for at få det til at rime?
      At stikke næsen i sky kan også være et tegn på usikkerhed. Jeg har gjort det for at stive mig selv af i situationer, hvor jeg ikke følte mig hjemme. men det tror jeg ikke der menes her. “Utilnærmelig”? Måske nok, men ikke “hævet over ens omgivelser” – det kan jeg ikke tro.
      En ung kvinde skulle vist helst være svær at opnå. Hun skulle være en fantastisk elskerinde, men naturligvis også jomfru 😏 – og sådan var der så meget dobbeltmoral. Også dengang … – men nu drejer jeg vist diskussionen i en anden retning 😉

      Kommentar af Ellen — 17. februar 2022 @ 9:50

      • Jeg har også tænkt på denne dobbetsidighed.
        -Og forfatteren kan også have haft en bestemt kvinde i tankerne under skriveriet samtidig med naturligvis nødvendigheden af at fine noget til at rime på “Ny”.
        I sidste fald kunne “Bly” da have været nok så yndigt.
        Dog aktuelt ændringsforslag: “Se hvor mor hun kan sy.”

        Kommentar af natural2222 — 17. februar 2022 @ 15:32

        • Det er da rigtigt: “Bly” ville umiddelbart have passet bedre, men, som du siger, kender vi ikke digteren 🙂

          Kommentar af Ellen — 17. februar 2022 @ 17:48


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.