Hos Mommer

11. oktober 2010

Vores mange abonnementer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:52
Tags: , ,

Jeg synes ikke, vi abonnerer på særlig meget. Hvis nogen spørger mig, vil jeg uden at rødme svare, at vi næsten ikke abonnerer på noget.
Lige indtil jeg skal til at foretage en nødvendig oprydning i kurven, hvor vi lægger bladene indtil videreformidling af dem. Den kurv bliver lidt for hurtigt fyldt.

En opremsning af abonnementerne får mig til at tænke på, om ikke det er for meget af det gode, men vi holder jo netop af disse magasiner; ellers abonnerede vi ikke på dem…

Siden Saxo er et blad, der udkommer fire gange årligt og beskæftiger sig udelukkende med Danmarks historie. Hvis min historielærer fra gymnasiet så dette indlæg, ville han falde besvimet om: Ellen interesseret i historie??? Never.
Men sådan kan det jo gå… jeg læser det med stor interesse.
200 kr om året

Illustreret Videnskab udkom, dengang vi startede med at abonnere, en gang om måneden, men nu må det vist være hver ca. tredje uge, for vi har lige modtaget blad nr. 15 i år. De strammer den efterhånden lidt, men på den anden side er det et godt blad, som vi helst ikke vil undvære.
1134 kr om året.

Digital Foto kan John slet ikke undvære. Jeg lader selvfølgelig som om jeg aldrig kigger i det… 😉 Udkommer altid samtidig med Ill. Vid.
1223 kr om året

Mål og Mæle er et lille sprognørdmagasin, som udkommer fire gange om året. Jeg elsker det blad…
215 kr om året.

ANGLOFILIA magasinetAnglofilia – Mia Folkmanns skønne magasin for lovers of everything English – tak for det blad, Mia – jeg håber du fortsætter med at udgive det.
230 kr om året.

Danmarks Naturfredningsforening – nok mest for at støtte et godt formål, men medlemsbladet er da absolut værd at læse.
315 kr. om året.

Danske Torpare for danskere med hus eller grund i Sverige. Mange medlemsfordele og et rigtig godt blad, der udkommer hver anden måned.
300 kr om året.

Ældresagen her i ét ord, selv om foreningen insisterer på, at det er i to ord – Ældre Sagen… det er bare ikke korrekt dansk, at I bare ved det derinde i Ældresagen.
Nå. Men her er billige rejser at hente; samt nogle gode råd til de ældre. Altså alle de andre ældre. Ikke mig… jeg er ikke ældre endnu. Halvgammel måske, men på ingen måde ældre.
380 kr. om året.

Hvad har de ældre i hovedet? Og så det løse…
Indtil for to år siden købte jeg ugebladet Søndag hver uge, men det stoppede jeg med, da det gik op for mig, at jeg egentlig kun købte det for krydsordenes skyld. Nu køber jeg det kun 3-4 gange om året, oftest i forbindelse med en flyvetur til UK, hvor der også gerne bliver investeret i et Sudokublad.  Hendes Verden bliver købt, hvis der er et godt strikke- eller patchwork-tillæg.

Du godeste… det beløber sig til 3997 kr om året – 333 kr hver eneste måned. Jeg er egentlig lidt ked af, at jeg startede – og fuldførte – dette indlæg, for det er første gang jeg regner på det, og jeg var slet ikke klar over, hvor mange penge vi bruger på abonnementer … håber ikke, John læser dette indlæg 🙂

Jeg har da fundet et sted at spare, hvis vi skulle komme i pengebekneb, når vi bliver ældre

Reklamer

24 kommentarer

  1. Ha ha.. jeg var igennem sådan en runde for et par år siden, alt for mange blade og egentlig en del penge der løber ud hele tiden. I dag holder jeg ingen faste blade, ud over de golfblade der kommer når man er medlem af en golfklub både i Danmark og i Sverige.. derudover køber jeg som regel Se og Hør..
    Digital foto kunne nu godt lokke mig.. 🙂

    Kommentar af inge — 11. oktober 2010 @ 17:59

    • Inge – haha, du er en af de få, der tør indrømme, at de ikke kun læser Se & Hør hos frisøren 😀
      Digital Foto er udmærket. Hmmm. Siger John 😉

      Kommentar af Ellen — 11. oktober 2010 @ 18:11

  2. Wauw….det er godt nok også mange abonnementer i een husstand…Men det hele er selvfølgeligt interessant. Du mangler vist aldrig læsestof :-))

    Kommentar af Annette's space — 11. oktober 2010 @ 18:22

    • Annette – ja, det er vist lidt rigeligt, og jo… jeg kan alligevel sagtens mangle læsestof, for de fleste blade bliver slugt, så snart de er inde af døren 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. oktober 2010 @ 22:11

  3. Interessant indlæg og sammentælling. Det er ofte fint at se hvad noget koster på årsbasis. Et dagligt franskbrød til 25 kr koster mere end 9000 om året. Alle abonnementer kan fås gratis, hvis man bager selv!

    Kommentar af Jørgen Carlsen — 11. oktober 2010 @ 19:18

    • Jørgen – der er mange måder at regne på, og John er specielt imponeret over min evne til at spare de samme penge flere gange og dermed give mig selv en undskyldning til at bruge penge på et eller andet, der slet ikke var inde i budgettet 😉
      Vi kan sagtens spise andendagsfranskbrød – faktisk køber vi kun et hver lørdag, når vi bare er os selv. Til hverdag hedder det rugbrød, havregryn eller yoghurt. Men jeg ser selvfølgelig din pointe – og holder ikke særlig meget af at bage 😀
      Det er så en af de ting jeg har lovet mig selv bliver anderledes, når jeg stopper med at arbejde. Gad vide hvem jeg narrer her…

      Kommentar af Ellen — 11. oktober 2010 @ 22:18

  4. Der er da vist heldigvis noget med, at John ikke læser din blog, ikk’ :D.

    Ang. Ældresagen og de to ord: der har garanteret været en grafiker blandet ind i den orddeling. Der har været en irriterende tendens (siger sprognørden) til, at grafikere mente, at ‘det så pænere ud’ med den slags i to ord. Men korrekthed har det ikke meget med at gøre!

    Kommentar af Bente — 11. oktober 2010 @ 23:17

    • Bente – han læste alt det fra USA, men har vist ikke været på besøg her siden… han har nu ellers pralet højt og lavt med den gode rejsedagbog 😉
      Du har garanteret ret i din formodning omkring Ældresagen – den elendige undskyldning har jeg også fået serveret ved et par lejligheder 😦

      Kommentar af Ellen — 12. oktober 2010 @ 8:01

  5. Uhadada, sådan en optællling tør jeg vist ikke vove mig ud i… Haven, Mad & Venner, Økologisk, Samvirke (næsten gratis ;-), Natur og Miljø… nej, jeg tror jeg stopper her!

    Kommentar af Ditte — 11. oktober 2010 @ 23:23

    • Ditte – det kan jeg heller ikke anbefale… det svier lidt 😉 Samvirke får vi også, men det betragter jeg som værende helt gratis; derfor blev det ikke nævnt… det er i øvrigt et udmærket blad.

      Kommentar af Ellen — 12. oktober 2010 @ 8:03

  6. Min mand arbejdede engang, et lille års tid, hos forlaget Bonnier og der fik han altid et eksemplar af alle de blade, som de udgiver – og det er altså mange! Det var virkelig en god bonus (selvom det rodede ret meget herhjemme).

    I dag får vi Illustreret videnskab og et eller andet webdesign blad. Jeg læser det næsten aldrig – faktisk læser jeg sjældent blade. Jeg synes bare ikke, at jeg har fundet et blad, der henvender sig til mig…. Hvis jeg var rig ville jeg grundlægge mit eget blad 🙂

    Kommentar af imangelafbedre — 12. oktober 2010 @ 11:10

    • Imangelafbedre – der er da ellers et særdeles righoldigt udvalg af blade for enhver smag, men det har du jo konstateret ved selvsyn 🙂
      Men det lyder da spændende med dit eget blad… hvad skulle den røde tråd i det så være?

      Kommentar af Ellen — 12. oktober 2010 @ 17:24

      • Jeg tror et slags dameblad, der ikke var forbeholdt “blondiner” (handler kun om sex, make-up og tøj) eller 40+ (Alá FEMINA).
        Der findes simpelthen ikke et kvindeblad med kloge artiker om bøger,film, nyheder, politik, familieliv, interessante interviews osv. Der er flere mandeblade der har essens – men intet til kvinder. Øv!

        Kommentar af imangelafbedre — 12. oktober 2010 @ 18:36

        • Til det kan jeg jo kun sige: God ide 🙂
          Jeg kender ikke alle damebladene, men har set nok af dem til, at jeg er helt overbevist om, at du har ret i din påstand.
          Du må simpelthen se at blive rig nok til at få grundlagt det blad – eller få dig en sponsor – jeg tror på dit koncept 😉

          Kommentar af Ellen — 12. oktober 2010 @ 20:37

  7. Til de 3997 kr skal du så lægge den skat, du skal betale af den sum, der skal til for at få råd til at abonnere…….
    Get it? Got it? Good!
    Samvirke tager vi stadig med hjem fra Brugsen, men jeg synes, det har været bedre. Det er blevet så tandløst. Og mere forbrugerblad end kommunikation til medlemmerne. Hvornår er vi sidst blevet konfronteret med vor formands tanker og visioner? Ikke en gang til valgene bliver vi præsenteret for kandidaterne. Eller konsekvenserne af at lade vore køb registrere via medlems-master-kortet: at taldrengene får fuld adgang til vore indkøbsvaner og Brugsen derved omgår dataloven og Forbrugerombudsmanden, bare for at få 70 øre i rabat.

    Kommentar af AagePK — 12. oktober 2010 @ 11:25

    • AagePK – got it, you are right of course and I don’t want to think of it…
      Jeg har tænkt over konsekvenserne af at Coop får kendskab til mine indkøbsvaner og nåede frem til, at jeg er ligeglad. De kan bruge tallene til hvad de vil – jeg mener ikke, de kan bruge den viden til noget, der kan skade mig. Det er da trods alt kun mine brugsindkøb, de kan se – mine Dan- og kreditkorttransaktioner er det stadig kun banken der kan se, og de siger vel i bund og grund meget mere om mig og mine vaner.
      Du har ret i, at Samvirke mere er blevet et forbrugerblad, men det synes jeg sådan set er i orden – der bliver stillet mange gode spørgsmål (men der bliver måske givet knap så mange gode svar 😉 )

      Kommentar af Ellen — 12. oktober 2010 @ 17:33

  8. Ja man skal passe på med at lave sådanne lister. Min mand abonnere på Ill. videnskab og har også bemærket at den udkommer hyppigere end før. Vi elsker så også “mad og bolig”, “haven”, “The english garden”, “digital photo” og får ind i mellem også “isabellas” samt “alt om haven”. Her kunne vi nok også spare hvis der blev et behov, men jeg elsker at få et magasin ind af døren, specielt op til en weekend.

    Kommentar af havehyrden — 12. oktober 2010 @ 11:28

    • Havehyrde – jeg er helt enig i din pointe ‘hvis der blev et sparebehov’, men så længe der er råd, vil jeg fortsat nyde at læse disse (for det meste) faglige magasiner 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. oktober 2010 @ 17:35

  9. Jeg nyder også de “få” blade, som vi abonnerer på (for tiden er vi nede på 5). Generelt er abonnementerne meget billigere herovre – måske fordi oplagene er så meget større? eller fordi der er ALT FOR MEGET reklame i dem?
    Lene

    Kommentar af salix — 12. oktober 2010 @ 14:02

    • Lene – sikkert en blanding af begge dele… jeg synes dog ikke, der er overvældende mange reklamer i de danske magasiner, vi abbonnerer på, men i de engelske magasiner, jeg sommetider køber når jeg er i landet, indeholder helt vildt mange reklamer, og bladene er skam dyre nok alligevel.

      Kommentar af Ellen — 12. oktober 2010 @ 17:38

  10. Ha ha ha, det kan være farligt at lave den slags udregninger 🙂 Vi luger ud i vores abonnementer nu og da, for det er da vildt, hvad man kan få sagt ja til af spændende tilbud.

    Kommentar af intetnytundersolen — 12. oktober 2010 @ 15:07

    • Marianne – hehe… det er vi heldigvis færdige med – altså at hoppe på de såkaldt ‘gode tilbud’ 🙂 Sjovt nok er det udgiverne selv, der har fået os til at sætte hælene i, for vi er bare SÅ irriterede over at blive ringet op i tide og utide fra netop Bonnier, om vi da ikke, udover de to blade vi allerede abonnerer på, ikke også kunne være interesserede i dit og dat og dut. NEJTAK – vi gider ikke engang høre tilbudet mere, og det kan de jo ikke forstå. Der er noget, der hedder ‘overkill’ – det er helt parallelt med ‘oversell’ 😉

      Kommentar af Ellen — 12. oktober 2010 @ 17:43

  11. Der er ikke noget bedre end abonnement på det(de) blade, man gerne vil læse. Og jeres økonomi kuldsejler nok ikke 🙂

    Kommentar af betty schou — 12. oktober 2010 @ 22:31

    • Betty – det er nemlig rigtigt, og nej, jeg satser på, at økonomien holder 😀

      Kommentar af Ellen — 12. oktober 2010 @ 22:35


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.