Vi har været hos min far i aften. Han havde selv lavet flæskestegen og hvad der nu ellers hører til sådan en. Søster hjalp lige lidt med sovsen, for det kan godt være svært, når man er 88 år og først begyndte at lave mad, da vores mor døde for syv år siden.
Han havde købt et par Baroloer, som vi nød til maden. De var gode, men lidt for unge endnu, på trods af deres fem år og “drikkemoden nu”.
Kvalitet, smag, buket og aroma og alt det der blev, som næsten altid, behandlet grundigt og seriøst – far har altid elsket et godt glas vin, også længe før det blev moderne. Helt tilbage fra min spædeste barndom kan jeg huske disse vinseancer i hjemmet.
Vi skal lige huske, at han er bonde landmand, og sådan nogen drak ikke sådan bare lige vin i tide og utide dengang i halvtredserne. Eller før. Da drak man oftest øl til maden – også når der var gæstebud, men altså ikke i mine forældr
es hjem.
Nå, men tilbage til overskriften: Søsteren sprugte far: “Har du nu købt vin igen?” På det bekræftende svar kom udmeldingen fra denne anden autoritet: “Du har bare SÅ mange flasker nede i vinkælderen, og jeg tror, det er på høje tid, hvis det ikke allerede er for sent, at mange af dem bliver drukket. Har du styr på årgangene? Nej, vel? Så jeg foreslår, at næste gang du har samlet dine børn, svigerbørn og børnebørn, skal vi altså se at få ryddet lidt ud i de reoler”.
YES, jeg er med. Helt med. Jeg skal bare lige have arrangeret mindst en uges ferie.
Med til baggrundshistorien hører, at far i mange år var en halvoffentlig person. Han startede sin politiske karriere som 18-årig og kom i sognerådet (det hed det i 1956) og til han 
sluttede sin byrådskarriere (det hed byråd fra 1970) engang i firserne. Når han fejrede sine runde fødselsdage og sin afsked + det løse, blev han begavet med vin, vin og meget vin, for mange kendte hans passion, og gjorde man ikke det, var og er det nu engang meget almindeligt at give vin ved den slags lejligheder.
Vi børn har så sandelig lært at drikke vin. På den seriøse måde…
Han har stadig flasker af den gode årgang 1975. De er helt garanteret “gået over”. Han har masser, masser af gode, gode vine, men mange af dem er desværre nok blevet for gamle på trods af de relativt ideelle opbevaringsforhold. Intet – heller ikke gode vine – holder evigt.
Så nu skal det snart være – der skal åbnes flasker, skal der. Mange vil bare kunne hældes ud, men der skal jo nok være et par perler indimellem. Og jeg mener perler – ikke det seneste politiord for noget helt andet 🙂
Jamen jeg glæder mig da… Hvornår var det nu, det var?
Hos Mommer 
AAAAAAAAAAAAAAA undskyld det var Sofus.
Vores fædre er jo cirka lige gamle, Ellen, og det er sjovt at høre, at der var en vinkultur i jeres hjem. Min far holdt mest af øl og snaps. Måske er det vinens fortjeneste, at din er frisk? Det ville glæde mig, hvis vin er godt for helbredet – for her i huset er vi meget glade for vin 🙂
Kommentar af Madame — 30. januar 2009 @ 8:20
I mit hjem var de først kun til øl og vand, jeg kommer nemlig også fra landet. F.eks. blev der kun serveret øl og vand til min konfirmation. Men jeg tror, de skiftede til vin kort tid derefter. Det var den gang, man begyndte at kunne få noget rædselsfuld plonk, der hed Pére Medard, havde en fed munk på etiketten og kom i 1½ liters flasker. Jeg tror egentlig aldrig, der kom større kvalitetsbevidsthed ind i billedet.
Jeg kan selv godt lide et glas vin, men jeg var storryger i 30 år og har nok ødelagt smagsløgene med det, så ædlere dråber er også spildt på mig.
Men det lyder godt nok, som om I kan få en lang fest ud af det, når I skal til at “evaluere” din fars vinkælder!
Kommentar af Henny Stewart — 30. januar 2009 @ 10:04
Madame – UUUUUUUUU Sofus – fusserne væk fra tastaturet 🙂
Jamen selvFØLgelig er det da vinen, der holder vores gamle fædre og os selv friske 😛
Stop endelig ikke med at drikke vin… så ville livet da også blive alt for kedeligt – hvis du spørger mig.
Kommentar af Ellen — 30. januar 2009 @ 12:31
Henny – Addr, ja, Pére Medard… kan du også huske Irmas “Okseblod”? Aldeles rædselsfuldt. Der var flere, men jeg kan ikke huske, hvad de hed – de fortjente såmænd også kun at gå i glemmebogen.
Jeg stoppede med at ryge for to år siden, men jeg synes, at mine smagsløg meget hurtigt vendte tilbage til babystadiet. Flemming Hvelplund, som nok er en af vores største vineksperter, er ryger…
Jah, det bliver hyggeligt at “evaluere” – men vi må nok tage den af flere omgange 🙂
Kommentar af Ellen — 30. januar 2009 @ 13:14
Nu har jeg altid huseret vest for Storebælt, så jeg har aldrig sat mine ben i en Irma, men jeg har da hørt om “okseblod”.
Jeg ved ikke rigtig, hvor meget smagsløgene tager skade af rygning, men jeg kan i hvert fald sjældent smage, at en vin til 180 kr. flasken er bedre end en til 80, så hvad grunden end er, så er de dyreste dråber spildt på mig.
Kommentar af Henny Stewart — 30. januar 2009 @ 13:39
Henny – Næ, du har da så ikke lige haft din gang i Irma.
En flaske til 180 kr. eller mere er såmænd ikke nødvendigvis bedre end en til 80. Men den kan være meget anderledes. Prøv at tælle, hvor mange sekunder eftersmagen varer. En lang eftersmag er som regel et tegn på god kvalitet.
En foredragsholder i vores vinklub sagde engang i den forbindelse, at vin koster 10 kr. i sekundet. Den holdt vand (!) i mange år – proportionaliteten holder endnu.
Når alt dette er sagt, synes jeg ikke, der er nogen vine, der fortjener at koste over 2-300 kr. Over denne pris er det mere prestige og navn end smag.
Kommentar af Ellen — 30. januar 2009 @ 14:15
Det lyder som et fornuftigt arrangement!
Med hensyn til den billige vin, så synes jeg det er fantastisk sjovt, at man stadig i nogle supermarkeder her i Danmark kan få en papvin der hedder Pinard. Det er nemlig i Frankrig et slangudtryk der bedst kan oversættes med det gode danske “rævepis” – et ord man kun bruger om det argeste sprøjt. Gad vide om ikke der sidder en franskmand et eller andet sted og slår sig på lårene over de dumme danskere…
Kommentar af Anne — 30. januar 2009 @ 16:16
Anne – stort grin – det vidste jeg ikke – tossen her tog russisk i stedet for fransk i gymnasiet. Hvilket jeg bittert har fortrudt, men det er en helt anden historie.
Arj hvor pinligt. Altså det med Pinard. Ja, fransktalende må da tro, vi er pivskøre, vi danskere.
Bortset fra det, er navnet jo egentlig meget godt valgt. Har du smagt den? 😮
Kommentar af Ellen — 30. januar 2009 @ 16:29
Ja, nu bliver jeg måske lige nødt til at korrigere, jeg er ikke helt sikker. Ovenstående udlægning af ordet pinard fik jeg på et tidspunkt af en herboende franskmand, som syntes det var fantastisk morsomt. Men nu har en franskkyndig veninde lige meldt sig på banen, og ifølge hende er udtrykket snarere dagligsprog for en billig “frikadellevin” som man drikker til hverdag, uden at det er egentligt nedsættende.
Øv. Der røg en sjov anekdote måske lige til jorden.
Jeg kan ikke huske at have smagt den – men så igen. I min gymnasietid kan jeg udmærket have skyllet den ned uden at opdage det. Dengang drak vi jo stort set alt. Engang til en privat fest kom der oven i købet vinaigre på bordet, fordi en af gæsterne havde fundet det i køleskabet, og mente det måtte være en eller anden form for alkohol. Åh ja, det var tider!
Kommentar af Anne — 30. januar 2009 @ 19:15
Anne – vi beholder det bare som en god historie… bortset fra, at franskmanden da må vide lidt om det, trods alt 🙂
Det var nemlig tider – jeg har ikke glemt dem, selv om det er mange år siden. Bortset fra, at jeg ikke drak øl og dermed var “mærkelíg”, røg faktisk stort set alt indenbords, og det var sjovere, end det godt kan lyde, ikke?
Vinaigre; ha ha – havde I ikke fransk? Eller var I bare ikke køkkenskrivere? Jeg gætter på det sidste 😮
Kommentar af Ellen — 1. februar 2009 @ 18:15
Den slags oprydning kan det da kunne være sjovt at være med til, der er da basis for smags prøver.
Kommentar af jonna — 31. januar 2009 @ 15:00
Jonna – det er ganske afgjort en af de sjovere former for oprydning 😉
Kommentar af Ellen — 1. februar 2009 @ 18:16