Hos Mommer

1. august 2022

Jeg er ét stort spørgsmålstegn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: , , ,

I går, da jeg gik ud for at vande krukkerne på terrassen, mødte der mig et syn, der må have fået mig til at ligne ét stort spørgsmålstegn.
Godt halvdelen af den ene pottes blomster var klippet over – lige så fint og nydeligt, som hvis jeg selv havde gjort det med en saks.
Problemet er bare, at jeg normalt ikke går rundt og klipper blomsterstilke over, for så blot at lade dem ligge og flyde ved siden af potten, som det var sket her.
Det kan ikke have været snegle. Det kan ikke have været et rådyr, for de kan ikke komme om i den del af haven – og i øvrigt har vi dem slet ikke i nærheden af os …
Hvem i alverden er det så, der går og klipper mine blomster over??? Og den formastelige gider ikke engang spise dem, men lægger dem bare ved siden af potten!!!
John og jeg stod og gloede ned på fænomenet i flere minutter, mens vi brainstormede os igennem alle de muligheder vi kunne forestille os, men vi nåede ikke frem til noget brugbart, så jeg vil meget gerne have løsningsforslag fra haveejere/biologer/botanikere, der har forstand på den slags underlige fænomener.

Naturklip

Jeg ligner nok også et spørgsmålstegn, når jeg ser en plakat som billedet herunder viser. Kan man eventuelt forestille sig et grinende spørgsmålstegn?
Dyr og tøj kan have rynker, men kan førstnævnte også have flæser? Visse havsnegle ser godt nok ud, som om de har taget flæsekjolen på, men det er forhåbentlig ikke sådan nogle, der er tale om her.
Det er fra havnegrillen på Nysted Havn, og spørgsmålstegnet går ikke på, at jeg ikke kan forstå, hvad der skulle have stået, men hvorfor man da for pokker ikke lige læser korrektur, inden den slags går i trykken?

Nysted

Mit tredje og sidste spørgsmål lyder: “Er disse svin virkelig sortbroget dansk landrace?” Vi så dem på Rabarbergården ved Holløse på Nordsjælland.
Farmer, som ellers altid har været mit online-leksikon, når det kommer til landbrugsspørgsmål, blogger desværre ikke mere, så nu ved jeg ikke, hvem jeg kan spørge.
En googling førte mig frem til, at det mere ligner Glouchestershire Old Spot, fordi denne nordsjællandske udgave er markant mørkere end den danske landrace.
Men selvfølgelig ved Rabarbergården hvilken svinerace de har – jeg har bare aldrig set dem så mørke før. Er de ganske enkelt bare snavsede, mon?

Plettede svin Rabarbergården (1)

Det er ikke livet om at gøre at få svar (dog måske med undtagelse af det første spørgsmål), men som landbrugsdatter kommer jeg nok aldrig forbi det at blive nysgerrig, hvad den slags ting angår, selv om jeg så glimrende ved, at det da er aldeles ligegyldigt, om jeg ved det eller ej.

Advertisement

12 kommentarer

  1. Det eneste bud, jeg kan komme med er, at her hos os, er det vores vilde kaniner, som om vinteren “klipper” noget af det mindre pil ned. Vidjerne er skåret skarpt af og ligger bare på jorden.
    Men I har vist ikke vilde kaniner på Sjælland ;O)

    Kommentar af Lene — 1. august 2022 @ 14:23

    • Et godt bud – og jeg ved egentlig ikke, om der er vilde kaniner her. Den klipning ville give fint mening, hvis der var, men jeg har nu aldrig set nogen her omkring 😀

      Kommentar af Ellen — 1. august 2022 @ 15:31

  2. Jeg har tænkt mig at skrive til Farmer. Tror du han er syg? Eller synes han at det er for besværligt? På et tidspunkt mistede han de skriverier om de mennesker, han har mødt i Polen, og hvor man fornemmede, at dette – vores Naboland – har lidt så meget under WW2 og at vi slet ikke (min generation) er helt klare over, hvor forfærdelig den korrupte Sovjetunion var.
    Har du prøvet at skrive til Farmer?

    Jeg har set sortbrogede grise på Stensgaard Gods i en “slotsweekend” engang for 20 år siden.
    Men jeg tror de er en afart, og at de helt sorte eller brun-sorte er den normale naturfarve, ligesom vildænder har farve og de tamme “fede” ænder bliver hvide.

    Kommentar af Donald — 1. august 2022 @ 15:38

    • Jeg håber sandelig ikke, at Farmer er blevet syg, men jeg har ikke skrevet til ham. Det har jeg gjort til et par andre bloggere, der blogstoppede, bare for at få at vide, at de skam havde det godt, men bare ikke gad blogge mere, og det ser jo (heldigvis) bare det der sker: Flere og flere bloggere holder op med at blogge.
      Det er såmænd nok den go’e, gamle danske brogede landrace, men jeg undrede mig lidt over farven … og aner ikke hvordan svinene så ud i fordums tid.

      Kommentar af Ellen — 1. august 2022 @ 18:57

      • Jeg har ikke fået skrevet endnu. Skal tænke lidt mere over hvordan. Farmer sendte os en “julehare” engang for nogle år siden og har været rar med hjælp og gode fortællinger. Jeg kan ikke forstå at han skulle være blevet træt af det. Måske skulle han samle sine erindringer, specielt dem om udviklingen i Polen efter 1990, og se om der enten er et forlag eller en webside (avis/kanal) som vil have dem så alle kan se og få en bedre idé om hvordan Polen fungerede efter 1990.

        Har du fundet en forklaring på de klippede blomster?

        Kommentar af Donald — 2. august 2022 @ 14:25

        • Kan du ikke bare skrive og spørge, om han er okay? 😉 men okay – jeg er da også lidt bekymret for ham, men jeg skriver ikke før vi er hjemme i Danmark igen om tre uger.
          Nej, jeg har ikke fundet ud af nogets – og nu er resten af planten klippet ned!

          Kommentar af Ellen — 2. august 2022 @ 20:32

  3. Nisser, selvfølgelig.
    Svineracer har jeg ikke forstand på, når det ikke er i overført betydning, men jeg tilbereder dem gerne, flæser eller ej.

    Kommentar af Eric — 1. august 2022 @ 16:18

    • Selvfølgelig er det da nisser! De er bare lidt ondsindede, synes jeg nok 😥
      Flæsekød smager da også glimrende – når svinet ellers ikke har været stresset, og det har disse i hvert fald ikke!

      Kommentar af Ellen — 1. august 2022 @ 18:58

  4. Naturens mysterier – jeg må tjekke senere om du har fået svar 🙂

    Kommentar af Lene — 2. august 2022 @ 18:26

    • Jeg tror desværre ikke, at der er nogen, der læser med her, som kan svare mig – og resten af planten blev klippet ned i nat!

      Kommentar af Ellen — 2. august 2022 @ 20:32

  5. Ellen: Tjek lige kommentarsporet efter Farmers sidste indlæg….

    Kommentar af Lone Rasmussen — 2. august 2022 @ 22:32

    • Åh. Tak, Lone. Jeg har haft kigget over til ham, men det må jo have været inden midt-maj. Det var trist at læse den sidste kommentar.

      Kommentar af Ellen — 3. august 2022 @ 6:36


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.