Hos Mommer

24. februar 2016

Piedestal-kompromis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:22
Tags: ,

IMG_5543Kræmmermarkedet i Lov viste sig at være kæmpestort – De Blå Haller i Haslev er muligvis større, men i givet fald ikke meget, og på markedet i Lov har man gjort det noget mere indbydende at bevæge sig rundt, og der virker til at være renere end i Haslev. Vi skal derned igen om ikke så længe, for vi løb det hurtigt igennem … jeg skulle bare kigge efter den piedestal, jeg var ude efter, og det var desværre hurtigt overset, lige hvad den slags møbel angår. Der var kun to, og de stod hos den samme stadeholder. Den ene var alt for stor og bastant til vores små stuer, så jeg tog den anden. Jeg havde ellers forestillet mig den se anderledes ud, men nu blev det sådan.

Den bliver malet hvid, hvilket jeg næppe ville have gjort, hvis piedestalen havde været af den slags, jeg var ude efter, men i dette tilfælde generer det mig ikke, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke ødelægger en eller anden uvurderlig antikvitet ved at give den en omgang maling.
Jeg er også klar over, at jeg næppe finder uvurderlige antikviteter på et kræmmermarked, men nu havde jeg fået en ide om hurtigt at finde et eller andet til den nærmest vildtvoksende novemberkaktus, så jeg tog simpelthen det første, det bedste, jeg kunne finde, for mine ideer skal helst hurtigt føres ud i livet.

Og så er den da heller ikke værre – den bliver måske oven i købet helt nydelig at se på, når den er blevet hvid? Den er meget spinkel, men den anden piedestal, som damen havde, var netop en alt for bombastisk udgave, så jeg er heller ikke helt nem at stille tilfreds. Det øverste af den kommer man ikke til at kunne se voldsomt meget, da P1010077novemberkaktussen vil skjule det og bare vælde ned. Måske …
Her ses, hvordan jeg allerede har været nødt til at klodse den op, hvilket ser ret fjollet ud. Den er også alt for stor til det vindue … den er for stor til alle vores vinduer, og jeg nænner ikke at smide den ud, bare fordi den fik vokseværk.
Om en måneds tid får den en endnu større potte – jeg har nemlig givet mig selv det projekt at se, hvor stor jeg kan få sådan en novemberkaktus. Det er bare ærgerligt, at den kun er rigtig pæn i et par uger om året, hvor den til gengæld er meget smuk; sidste jul havde den fuldstændig pakket sig selv ind i flere hundrede røde blomster.
Nu sætter jeg den helt bogstaveligt op på en piedestal – og lidt af vejen. Så kan den få lov til at komme ud på en mere synlig plads, når den igen får blomster.

16 kommentarer

  1. Din kaktus er godt nok blevet stor, god ide at sætte den på en piedestal, så kan den hænge som den vil.

    Kommentar af Inge — 24. februar 2016 @ 19:02

    • Ja, og så kan man bedre flytte rundt på den.

      Kommentar af Ellen — 24. februar 2016 @ 21:14

  2. Min kaktus er i en kæmpe krukke og så på en plade på hjul. God ide med piedestal, og hvidt vil klæde den og kaktussen🙂

    Kommentar af Lene — 24. februar 2016 @ 20:11

    • En god ide med pladen på hjul – det bliver nok også næste step for mig, hvis den vokser meget, når den får større potte🙂

      Kommentar af Ellen — 24. februar 2016 @ 21:15

  3. Skriver du også “virke til”??? – Det er en af mine meget ømme ligtorne. Dialektal forskel?

    Men det er en flot kaktus. Jeg synes ellers, at novemberkaktusser er kedelige i den størrelse, man (eller jeg) normalt ser, men din er da flot, også uden blomster. Hvad gør du, og hvor længe har du haft den?
    Den kommer sikkert også til at se godt ud på piedestalen, men for mig ser den (piedestalen) ud til at være ret nem at vælte. Det er forhåbentlig bare mig, der er nervøst anlagt, når det gælder den slags ting🙂

    Kommentar af Rasmine — 24. februar 2016 @ 23:18

    • Pudsigt – det virker (!) slet ikke forkert i mine ører; vi har altid sagt sådan der hvor jeg kommer fra (og det er ikke Himmerland).
      Ordbogen har det som eksempel: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=virker – så mon ikke det er gyldigt rigsdansk?

      Jeg synes faktisk kun, at den kaktus er køn, når den blomstrer, men så kompenserer den også for alle de 50 andre uger. Piedestalen kommer til at stå et sted, hvor man ikke lige kommer til at rende ind i den🙂

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2016 @ 09:24

  4. @ Rasmine – Hvis ‘det virker til/som om = ser ud til’ er dialekt, så er det også himmerlandsk; det bruger jeg selv og har aldrig studset over det. Jeg har heller aldrig bagt/sagt ‘kanelsnegle’, kun ‘jødekager’ – selv om der er småkager af samme navn. Det hed begge slags kager også i Aalborgs fineste konditori. Her tog ekspeditricerne i butikken aldrig fejl – for hvem ville dog bede om to småkager …

    Kommentar af Elsebeth — 25. februar 2016 @ 01:38

    • Som jeg skrev til Rasmine, så er udtrykket også almindeligt brugt, hvor jeg kommer fra, men det er lidt pudsigt, at hun studser så meget over det, når det ligefrem står i ordbogen🙂

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2016 @ 09:27

  5. Den hvide piedestal og den smukke kaktus med alle de røde blomster bliver et smukt syn.

    Kommentar af Stegemüller — 25. februar 2016 @ 06:53

    • Det tror jeg også – så må jeg jo forsøge at ignorere den resten af året🙂

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2016 @ 09:35

  6. Nej, man kan da ikke smide blomster ud, bare fordi de vokser. Så hellere en piedestal, og det er da en fin en af slagsen, du har fundet🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 25. februar 2016 @ 08:34

    • Nej, vel? Sådan har jeg det jo også, så jeg håber dette bliver en acceptabel løsning🙂

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2016 @ 09:36

  7. Får John ikke lov at sidde oppe på piedestalen…. bare engang imellem….?;-)

    Kommentar af Madonna — 25. februar 2016 @ 13:11

    • Uha, Madonna – det er den alt, alt for spinkel til … men jo, i mikrosekunder ad gangen, så holder den vel😉

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2016 @ 15:35

  8. Det er sandelig en flot novemberkaktus. Den har fortjent et bord for sig selv. Kaktus er vist ved at blive moderne igen. Godt de stadig gror, dem vi såede i 1978.

    Kommentar af Jørgen — 25. februar 2016 @ 16:50

    • Ja, det er godt, men din kaktus har godt nok et par år mere på bagen end min🙂

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2016 @ 23:14


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.