Både wow- og cyklistfaktoren er pænt høj visse steder

Med fare for at gentage mig selv: Her er SÅ smukt. Her er SÅ blåt og klart vand. Her er SÅ mange cyklister. Og der var EN bilist, som ikke skulle have lov til at sidde bag et rat. Hun kørte skam ikke hasarderet, nejnej, men hun fik stort set alle andre til at dytte som gale og se rødt og overhale temmelig hasarderet, fordi hun ikke engang turde overhale cyklisterne OP ad bakke, selv når der var frit udsyn og plads nok.
Strækningen ned til Port de sa Calobra, der tog 20 minutter uden på nogen måde at køre uforsigtigt, tog 50 minutter tilbage igen pga. denne Mallorcas dårligste og mest usikre bilist. Selv Danmarks/Mallorcas tålmodigste bilist (John) sukkede enormt dybt en del gange. Man kan ikke køre hurtigt på veje som denne, men man kan godt køre mere end 10 km/timen!

Men holddaop, hvor er her flot. Billeder er vist bedre end ord her. Vi ankom til Port de sa Calobra, før alle cyklisterne, turbådene og turistbusserne nåede hertil. Mens vi spiste en tidlig frokost, hvor vi havde restauranten næsten for os selv, myldrede det ind til stedet med så mange mennesker – heeelt vildt mange mennesker – at vi får en særlig slags klaustrofobi, så vi skyndte os at forlade det igen for at sætte kursen mod Cap Formentor.

Herunder er vi på vej ud til Cap Formentor, som er Mallorcas nordøstligste spids. Gylp, for en vej, der var både dertil og ud til den sydlige del af spidsen af Pollenca-bugten. Jeg har sikkert også engang troet, som de fleste andre unge, at jeg var udødelig, men det tror jeg ikke mere … jeg er meget, meget glad for, at jeg har så dygtig en chauffør ved min side; jeg havde helt ondt i maven, da turen var overstået. Især da vi skulle møde en bus – John kan ikke have været mere end to millimeter fra kanten, men det gik. Lige. Phew.
Da vi kom tilbage til huset, var han en anelse træt i hovedet, så en kopkaf gjorde ham godt.

Vi spiser hjemme i aften …