Hos Mommer

22. april 2017

100 % afslapning og råhygge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:07
Tags: ,

Jeg har set hvordan vejret er hjemme i Danmark, så jeg vil da ikke undlade at nævne, at her er der ikke en sky på himlen, der er kun en let brise og temperaturen ligger på lige godt 20 grader. Det kalder jeg simpelthen totalt perfekt timing …

P1060522

De tre andre kvinder kan næsten ikke få nok sol. Det kan jeg – tager kun et kvarters tid ad gangen, så skal jeg ind i skyggen i mindst dobbelt så lang tid (er blevet endnu mere solsart efter kemobehandlingerne), men det gør mig ikke spor, og så er der jo tid til at nusse lidt rundt og vande de snesevis af krukker, der er omkring dette dejlige hus. Der er også tid til at tage sit strikketøj og få arbejdet lidt på det. John har tid til at hvile både sig selv og sine knæ, som gårsdagens mange skridt var lidt hårde ved.

P1060523

I nattens løb er der kommet vand i regnvandsbassinet lige ved siden af vores terrasse. Der må ligge nogle bassiner længere oppe i bjergene, som de kan tappe fra, for det har ikke regnet, men hele natten har der løbet vand ind fra et rør, man åbenbart kan åbne og lukke for.
Naboen går og klipper sin vin til – jeg prøvede diskret at lure ham lidt af, men det ser ud til, at han beskærer den på nogenlunde samme måde, som jeg gør med min enlige drivhusvin.

P1060518

Træet med de smukke, lilla blomster har efterhånden smidt de fleste af dem, men vinden har været så venlig at samle dem sammen i bunker. Da vi fik overdraget husets nøgle, spurgte jeg, hvad træet hedder, og damen sagde, at de kalder det for et Lots of Love-tree.

P1060517P1060514

Billedresultat for Árbol del amor (Cercis siliquastrum)Det kostede lidt googling, men det lykkedes mig at finde frem til, hvad det hedder på latin (og spansk, for den sags skyld). Vi har set mange af dem rundt omkring i både haver og landskab, og de er næsten lige så smukke som jacarandatræer, men disse blomstrer desværre ikke endnu. Der står ellers en jacaranda ved huset (billede 2, træet til venstre), og jeg har stjålet frø fra det, men der påstås, at man ikke kan få dem til at blomstre i det danske klima, og når man ikke engang har et rigtigt orangeri, så er der nok slet ikke noget at gøre. Jacaranda og blåregn er ellers nogle af de smukkeste blomstervækster, jeg kender, kun overgået af de koraltræer, som jeg så i Sydafrika.

Àrbol del Amor kan være så rigtblomstrende som det indsatte billede til højre. Ganske nydeligt, ikke?
Er jeg efterhånden ved at få ‘solgt’ Mallorca til jer, der endnu ikke har været her?
Der er absolut ingen grund til, at det skal tage 30 år at blive overtalt, som det gjorde med mig.

20 kommentarer

  1. Lige nu skyfri himmel og kun lidt vind. Tidligere skyer og strid vind. Godt I er heldige. Jo, du har solgt Mallorca til mig, så må vi se om mulighed viser sig (=skabes).

    Kommentar af Jørgen — 22. april 2017 @ 18:21

    • Nå, så er det til at holde ud nu … men temperaturerne er vist stadig alt for lave.
      Du må se at få skabt en mulighed, Jørgen 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. april 2017 @ 18:42

  2. Det lyder paradisisk! Vejret var skidt herhjemme i går, men i dag har det heldigvis været dejligt! ❤️

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 22. april 2017 @ 19:04

    • Nåhhh, det var godt, vejret kunne arte sig lidt ordentligt her til weekenden 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. april 2017 @ 19:32

  3. Hvor er det dejligt, at I har så godt vejr. En smykkesten kan have mange facetter, og jeres plet er vist en af Mallorcas smukkeste. Der er også steder (fx Palma Nova), hvor englændere med hooligan-gener dominerer (eller dominerede), og det er absolut ingen fornøjelse. Så som så ofte er der ingen absolutter, man må sortere og vælge.

    Jeres Lots of Love-tree er smukt og udsigten betagende. Mange har tabt deres hjerte til Mallorca, og jeg forstår godt din late love 🙂

    Kommentar af Eric — 22. april 2017 @ 19:58

    • Den nordvestkyst er jo bare smuk, og jeg har også hørt (og delvist selv set), at man ikke bare skal bo hvor som helst, og hooligans af enhver nationalitet kan vi sagtens undvære!
      Hehe, ja, det var en ‘late love’ for mit vedkommende, men det bliver den heldigvis ikke dårligere af 🙂

      Kommentar af Ellen — 22. april 2017 @ 21:41

  4. Øen er solgt til mig; men jeg nægter, nægter, nægter at indrømme det.
    Med de udtalelser jeg i samfulde mine voksne leveår er kommet med om folk, som holder ferie på den ø -nægter at skrive ordet: Malårka- vil det være for meget psykisk nedtur at erkende fejlen.

    Der må findes en nødplan. Jeg kunne tage til Menorca/Minorca ( E eller I. Hvilken stavemåde er mon korrekt dansk?) i stedet. Så kan jeg undskylde mig med, at jeg søger en af mine favorit-hønseracers oprindelse. -Eller prøver at finde et eksemplar af kæmpekaninen:

    http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/kaempekanin-haergede-ferie-o-i-middelhavet

    Sig det ikke til nogen, men: Min hustrus pigevandregruppe “Vandresildene” var faktisk på tur til Mallorca for få år siden, og kom hjem med beretninger og billeder, som i -for mig- uhyggelig grad minder om dine indlæg.

    Kommentar af natural2222 — 23. april 2017 @ 5:32

    • Du skal bare bide i det sure æble, Farmer – du har ikke tid til at være stædig i 30 år 😉
      Du vil ikke nødvendigvis kunne lide Menorca … de prøver at føre sig frem på at gøre øen til en 100 % økologisk ø.
      John har i øvrigt aldrig været til grisefest. Da han var her for 40-50 år siden, hvor de florerede på sit højeste, boede han også her omkring, hvor vi bor nu, og undgik fulde og irriterende turister.

      Kommentar af Ellen — 23. april 2017 @ 9:12

      • Du Gode, en hel økologisk ø!
        Hellere Pepes Bar med frikadeller, grisefest og billig papvin end hykleri og frelsthed. Så må de racehøns passe sig selv.

        Kommentar af natural2222 — 25. april 2017 @ 9:57

        • Haha – jeg vidste, du ville se sådan på det 😀

          Kommentar af Ellen — 25. april 2017 @ 17:29

  5. Lyder rigtig lækkert:) Vi skal til Italien næste år til Bryllup:)

    Kommentar af Mette — 23. april 2017 @ 7:43

    • Det kan man da godt lige holde ud, vil jeg tro 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. april 2017 @ 9:43

  6. Nu var jeg jo allerede solgt, men lige nu pirker du til ideen om at komme afsted igen 🙂 Dejligt med en flade ud-dag, hvor Hvide Sande-lemmerne kunne blive stegt lidt og Johns knæ få en pause.

    Kommentar af Fruen i Midten — 23. april 2017 @ 7:55

    • Det gør det jo heller ikke hele oplevelsen værre, at man kommer væk fra et dårligt vejr derhjemme 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. april 2017 @ 9:44

  7. Jeg savler helt over dit indlæg. Jeg vil også …! Hold nu op hvor I råhygger. Og jeg under jer det. Tak fordi du deler jeres solskin. Det er meget tiltrængt her.

    Kommentar af /ks — 23. april 2017 @ 7:58

    • Ja, jeg kan forstå, at I længes lidt efter noget bedre vejr – det må så godt gerne indfinde sig snart …

      Kommentar af Ellen — 23. april 2017 @ 9:48

  8. Hvis man ellers var sådan en, der rejste til udlandet, kunne man gå hen og blive helt misundelig. Vejret er nu glimrende her, både i går og i dag. Ikke særlig varmt, dog.

    Nu har jeg jo advaret dig mod visse barer på Mallorca, og så vil jeg også godt anbefale en. “Abaco” i Palma. Det er svinedyrt, men noget af en oplevelse. Hvis du ikke tror mig, kunne I jo prøve at Google nogle billeder.

    Kommentar af henny894 — 23. april 2017 @ 11:28

    • Den talte Heidee om (min søsters veninde) – en ven af hende havde sagt, at det nærmest var et must at se den. Den står også i turistguiden … jeg tror dog ikke, at vi kommer ind til Palma en gang til, men tak for anbefaling alligevel,

      Kommentar af Ellen — 23. april 2017 @ 13:02

  9. Mallorca har heller aldrig stået øverst på min rejseønskeseddel. Men flere vandrevenner har fortalt om de gode vandremuligheder, og jeres billeder ser da også ganske ok ud 😉

    Kommentar af conny — 23. april 2017 @ 22:04

    • Vi ser virkelig mange vandrere, og de er ikke lige så irriterende som cyklisterne 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. april 2017 @ 22:34


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.