Planmæssig ankomst til Mallorca kl. 08:45. Kufferterne var hurtigt hentet, men det tog en krig at hente bilen. Vi havde lejet gennem Hertz, og det havde alle andre også! Det tog hele fem kvarter, men selv om de fire Hertz-folk havde lynende travlt, var de lutter smil. Vores unge fyr kiggede på os og sagde: You’re from Denmark? I love Denmark … actually, I’m going to Copenhagen next week. I’ve upgraded your car to a better one with no extra cost for you. I’ve given you a Reneault Megane with navigation system, if that’s okay?
Øhh, jo da. Jada – det er smukt. Pænt af dig. Tak for det … den skulle så hentes i en eller anden garage, fordi det ikke var den, der stod og ventede på os, så det tog yderligere et kvarter, men det var okay.
ENdelig kunne vi meddele Christina, at vi var på vej. Så sendte hun et gps-link og et billede af husets indkørsel, så vi kunne finde vej. Jeg brugte mobiltelefonen som gps; det var det nemmeste, fordi hun sendte linket til Google maps via WhatsApp.
Da vi var et par kilometer fra huset, døde min mobiltelefon bogstavelig talt mellem hænderne på mig. Totalt død var den. Jeg havde lige bemærket, at der var 50 % strøm tilbage, så det var ikke derfor, men ikke desto mindre nægtede den pure at lade sig tænde igen.
Det var heldigt, at jeg kunne huske billedet af indkørslen, så vi fandt huset uden problemer, men tænk, hvis telefonen var død en time før den gjorde! Det ville have forårsaget mere end en anelse panik, for John har ikke Christinas nummer, så vi ville ikke kunne have fået kontakt. Det nummer har han fået nu, men hvor bliver man dog hurtigt afhængig af sin telefon. Han har heller ikke C’s mobilnummer, så vi kan ikke ringe sammen fra Cornwall, hvor de befinder sig nu, og hun vil blive hamrende bekymret, hvis hun gentagne gange ringer forgæves.
Jeg prøvede flere gange at tænde telefonen, men uden held. Jeg tog batteri og simkort ud og satte dem i igen. Intet hjalp. Jeg bandede og svor – det hjalp sjovt nok heller ikke …
Nå. Vi var efterhånden blevet godt sultne og kørte til det nærmeste supermarked, som ligger et kvarters kørsel væk, og fik købt alskens lækkerier: Spændende brød, en god olivenolie, pølser, pateer, oste, skinker, salat, tomater, muslinger og blæksprutter på dåse, meget vand, lidt øl og vin … vi var blevet meget sultne …
Hjem igen til Mallorcas fedeste hus og dække op på Mallorcas fedeste terrasse med den fantastiske udsigt.
Nøj, det var godt. På alle måder bare godt. Luften er 23 grader, så det er en helt tilpas temperatur til os.
Det er det mest veludstyrede hus, jeg nogensinde har ferieret i: Der er service og bestik til 40-50 personer (ja!) og et kæmpe opbud af gryder, potter og pander, så vi kunne lave mad til de 50, hvis vi skulle få lyst til det. Huset er i flere forskudte plan og meget spændende og personligt indrettet. Vi får virkelig noget for pengene – jeg tror søreme vi bliver et par dage …
Og telefonen: Da vi kom tilbage fra indkøbsturen, satte John sit batteri i min telefon. Så virkede den! Og da han satte mit batteri i sin telefon, virkede den også! Vi fattede ikke en brik, for der var rigelig strøm på begge batterier. Mærkeligt, mærkeligt, men jeg er meget glad for at min telefon virker igen.
Uf, hvor lækkert!! Jeg er meget misundelig – nyd det, nyd det! ❤️
Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 17. april 2017 @ 18:00
Det gør vi også! Meget! 🙂
Kommentar af Ellen — 17. april 2017 @ 18:59
Har endnu Mallorca til gode, men det lyder som I har skudt papegøjen med det lejede hus. God ferie i det behagelige forårsklima. Pas nu på ikke at blive stressede af at sidde og glo på den formidable udsigt. Når solen flytter sig, flytter I vel bare bordet med så skygge stedse er en mulighed.
Glæder mig til kommende indlæg fra øen med det noget særprægede folk til telefonbatterier.
Kommentar af Jørgen — 17. april 2017 @ 18:15
Her er så smukt, så smukt. Ikke kun lige her; hele turen hertil fra lufthavnen var smuk.
Bordet er i skygge fra den årle morgenstund til om aftenen, hvor vi må gå ind fordi her bliver for koldt, så det er helt perfekt.
Batteriet ER stået af, viser det sig. Pokkers … men det er da i det mindste ikke hele telefonen.
Kommentar af Ellen — 17. april 2017 @ 19:01
Nøj, hvor ser det lækkert ud! Her på Bornholm har solen også skinnet, men vinden er så pivkold at jeg ikke orkede at gå ud her i eftermiddag, ikke engang i drivhuset 🙂 I overmorgen tager vi et smut til Traryd og mødes med ældste datter med familie, mens sønnikke passer hus, høns og katte. Så må det godt blive lidt varmere. Rigtig god ferie til jer begge, nyd det!!! Knus og varme hilsner fra
fru Jensen
Gudhjem
Kommentar af Kirsten Jensen — 17. april 2017 @ 18:15
Her er bare så smukt og fantastisk – og en god del varmere end derhjemme, men det var jo sådan set også derfor, vi tog afsted nu 🙂
Rigtig god tur til det svenske – håber virkelig, at vejret arter sig for jer.
Knus retur!
Kommentar af Ellen — 17. april 2017 @ 19:03
Hvor ser det dejligt ud! Håber, I får en skøn ferie 🙂
Kommentar af Randi — 17. april 2017 @ 18:21
Her er virkelig skønt, så jeg satser på en god ferie, tak 🙂
Kommentar af Ellen — 17. april 2017 @ 19:04
God ferie på mandeltræernes ø trods telefonstrejken og forskrækkelsen 🙂 Den terrasse og udsigt ser fantastisk ud. Det er snart 13 år siden, jeg var der i oktober, men jeg husker nordvestkysten som øjensugende smuk – det er det helt rigtige sted, I har valgt at bo.
Kommentar af Eric — 17. april 2017 @ 18:35
Tak! Batteriet er desværre stået af, må vi konstatere nu. Øv.. Men det går – vi har bare byttet.
‘Øjensugende smukt’ er lige præcis hvad her er – og jeg havde fået at vide, at det var smukkest at bo her. Det tror jeg på!
Kommentar af Ellen — 17. april 2017 @ 19:06
Næh, ih og åh – det ser da mere end godt ud. Jeg kunne godt forestille mig ligge på en drømmeseng, slikke solskin, læse bøger og planlægge udflugter (afbrudt af en lille lur) på den terrasse.
Et nyt batteri kan vel købes på destinationen eller medbringes af jeres gæster fra DK.
Mvh. og god ferie
Kommentar af Kristine — 17. april 2017 @ 21:23
Den terrasse kan bruges til ALT 🙂
Ja til begge dele, men det døde købte jeg i NY i oktober, og det skulle angiveligt være bedre end det jeg havde (pffttt), som nu ligger derhjemme, Jeg har derfor ikke meget lyst til at købe et nyt til 700 kroner – ikke mindst fordi telefonen faktisk er ret gammel.
Kommentar af Ellen — 18. april 2017 @ 9:24
Hold da op hvor ser det fantastisk ud. Batteri eller ej. Jeg kan forestille mig, det må have været sindsoprivende ikke at kunne komme i kontakt med jeres aftale, men som jeg forstår, fandt I frem. Rigtigt god fornøjelse med at nyde livet på Mallorca, hvor jeg har været for så mange år siden, at jeg næppe vil kunne kende det igen. 🙂
Kommentar af betty — 17. april 2017 @ 21:36
Ja, det havde virkelig ikke været smart ikke at kunne finde frem til huset, vi havde lejet … men selvfølgelig havde vi nok fundet det alligevel – vi vidste det jo i store træk.
Mange strande er nok blevet mere turistede, men det indre af øen er sikkert helt det samme som da du var her 🙂
Kommentar af Ellen — 18. april 2017 @ 9:26
Ha en rigtig god ferie, det ser bare lækkert ud.
Kommentar af Lene — 17. april 2017 @ 23:16
Tak – det er her også 🙂
Kommentar af Ellen — 18. april 2017 @ 9:27
Ja man bliver let afhængig af teknikken. Det er ikke godt, men I klarede den – måske fordi du er ret skrap til at klare situationen med de forhåndenværende remedier. Jeg tror dog at du nu anskaffer en lommebog til telefonnumre 🙂
Kommentar af Donald — 17. april 2017 @ 23:33
Tak for tilliden 🙂
Det kunne godt være, jeg skulle skrive visse numre ned på papir – det gør jeg nu egentlig normalt også – jeg ved ikke hvorfor jeg ikke skrev udlejerens telefonnummer ned på papirerne på huset – det var helt klart en fejl.
Kommentar af Ellen — 18. april 2017 @ 9:29
Der er dækket op til en aldeles skøn ferie!
Nøj… hvor det lyder skønt; efter regn og slud heroppe…. GOD FERIE😃
Mystisk mobilreaktion! En fordel at kunne tage batteriet ud; det er jo umuligt i de nyere modeller.
Håber den fungerer fremover!
Kommentar af Anne Holtegård — 17. april 2017 @ 23:41
Det er der! Og ja: Det trænger vi til efter så kold en påske.
Kan man ikke det? Der kan nu bare se, hvor gammel min telefon er 🙂
Lige nu fungerer den i hvert fald med Johns batteri … vi krydser fingre!
Kommentar af Ellen — 18. april 2017 @ 9:30
Der ser skønt ud. Jeg har lige fundet ud af, at min fætter, der i sin tid udvandrede til Sverige, i øjeblikket deltager i noget cykelløb på Mallorca, så pas på svenske cyklister i djævelsk fart. I skulle jo nødig lave buler i udlejningsbilen. Og så er min fætter i øvrigt en meget fin fyr.
Forleden stod min telefon af, og det undrede mig. Det ene øjeblik havde den næsten fuld strøm, det andet var den så lav, at den ikke en gang kunne tændes, selv om jeg satte den til opladning. Men da den havde ligget til opladning et par timer, kunne den igen. Jeg tænker, at det måske er tid at skifte batteriet, og så forbander jeg det faktum, at det er en iPhone. Manden har lige skiftet batteri i sin Samsung. Det kunne han gøre selv, og det kostede kun et par hundrede. Så billigt slipper man desværre ikke med en æbletelefon, så indtil videre holder jeg bare godt øje med den og sørger for at lade den op hver dag, hvadenten den nu siger, at den har brug for det eller ej. Men den strategi holder selvfølgelig ikke for evigt.
Fortsat god ferie!
Kommentar af henny894 — 18. april 2017 @ 9:30
Jeg skal nok passe på svenskerne! Vi er også stødt ind i en pænt stor gruppe fra Ry i Jylland – det vrimler med cyklister, og større grupper fylder helst hele vejen, de bøffer – det er åbenbart pinligt at køre på række.
Det er en underlig måde at dø på … jeg har altid svoret, at jeg ikke vil have en iPhone, og det holder – i mine øjne er de stærkt opreklamerede – sorry 🙂 Jeg skal have en Samsung igen, men jeg troede, at batterierne kostede noget mere end et par hundrede kroner? Det skal jeg lige have kigget på hernede; her må de vel være ret billige.
Tak 🙂
Kommentar af Ellen — 18. april 2017 @ 9:44
Du har ret. Det er noget mere end et par hundrede. Jeg spurgte manden, men han har den dårlige vane at slette sin mail, så han kunne ikke finde den præcise pris. Han købte batteriet online og mener bestemt, at det kostede under 500 kr. Sorry, at jeg ikke kunne komme det nærmere end det.
Kommentar af henny894 — 18. april 2017 @ 10:15
Måske kan http://www.batteribyen.dk levere. Jeg har har kun gode erfaringer med dem.
Mvh. og fortsat god fornøjelse med ALT.
Kommentar af Kristine — 18. april 2017 @ 13:30
Helt okay – det passer lidt bedre med de 80 dollar jeg gav i NY.
Kristine: Jeg ser på det når jeg er hjemme igen.
Kommentar af Ellen — 18. april 2017 @ 19:43
Vi har endnu aldrig været på
Mallorca, så send meget gerne rejsetips. Egentlig er det underligt, for vi rejser da en del, men der er virkelig mange “almindelige” steder, vi aldrig har været. Mallorca for eksempel. Og Paris. Og Barcelona. Og. Og …
Kommentar af Fru Z — 18. april 2017 @ 21:18
Bedre sent end aldrig – det er jo også første gang for mig, men jeg havde efterhånden hørt så mange fortælle om hvor smuk denne ø er, og jeg må sige, at jeg er helt enig – også selv om jeg endnu næsten ingenting har set …
Jeg kan sagtens genkende det med ikke at have set ‘almindelige’ steder, hvor alle andre har været – til gengæld har vi jo, lige som jer, set noget, ikke alle andre har set … og vi når (desværre) aldrig det hele 🙂
Kommentar af Ellen — 18. april 2017 @ 21:24
Du har nok ret i, at vi ikke når det hele, men vi må i det mindste gøre forsøget 😉. Mallorca er vist temmelig hipt i øjeblikket, så jeg bliver helt ærgerlig over, at vi ikke har fået gjort noget ved det, for jeg har også kun hørt godt.
Er det privat i har lejet hus, eller er det offentligt tilgængeligt?
Kommentar af Fru Z — 18. april 2017 @ 21:27
Jamen vi prøver skam også at nå det hele 😉
I når sagtens Mallorca – vi har lejet huset gennem et engelsk bureau, der hedder homeaway. Det prøvede vi med stort held i Bretagne, så det turde vi godt gentage. Det er en slags mellemting mellem privat og bureau, for vi booker via bureauets hjemmeside, men har alligevel al nødvendig kontakt direkte med boligens ejer. Her er et link til vores hus: https://www.homeaway.co.uk/p6085564?utm_campaign=HAUK_TRV_RES_HASC_replyReservationBlank_PPB&utm_content=propid_text_o_lprop&utm_term=20170411&utm_source=SYS&utm_medium=email
Kommentar af Ellen — 18. april 2017 @ 21:38
Homeaway kender jeg godt. Tak for linket
Kommentar af Fru Z — 21. april 2017 @ 21:58
Velbekomme 🙂
Kommentar af Ellen — 21. april 2017 @ 22:26