Hos Mommer

19. april 2017

Det blæser på Balearerne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags: ,

Jeg blev vækket engang i nat, fordi det blæste op. Vi havde et vindue åbent i soveværelset, men det kan da nok være, jeg fik det lukket i en fart, inden dynen begyndte at lette. Jeg nåede kun lige at lægge mig igen, da skodderne begyndte at klapre overmåde hørbart, så dem måtte jeg også op for at gøre noget ved. Jeg lagde mig igen – og kom i tanke om de to duge, der lå på bordene på terrassen. Op med sig atter en gang og nu på dugejagt iført evakostume. De var begge blæst af, men heldigvis ikke blæst væk. Nogle gange ville jeg ønske, jeg havde et lige så godt sovehjerte som John. Tredje gang jeg lagde mig, gryntede han lidt … Hmmmp … mn’ d’ noget galt? Jeg tror ikke engang han hørte svaret.

P1060395

Solen skinnede fint, da vi stod op, så efter morgenmaden tænkte vi blæse være med blæsevejret og kørte mod sydvest for at kigge os lidt omkring der. Bilens termometer viste 13 grader, og inden vi nåede frem, rundede vi 19 grader, men det blæste – og blæser – stadig en del.
Det er en meget, meget smuk kyststrækning, og vi gjorde et par stop undervejs, men desværre var det så snoet en vej, at vi ikke kunne stoppe når vi havde lyst til det. Jeg har nemlig noget med oliventræer – elsker deres krogede og krøllede stammer – men de allersmukkeste stod selvfølgelig ved ustoppelige steder. Gad vide hvad det er med oliventræers vækst, siden de får disse meget karakteristiske stammer?

P1060398

Vi kørte til Sant Elm, hvor vi gik en tur; derefter kørte vi videre til Port d’Andratx, hvor vi underligt nok ikke kunne finde ‘porten’, derfor videre til Peguera, hvor der var ALT for turistet, så vi satte hurtigt kursen nordpå mod hjemlige bjergstrøg; op gennem Puigpunyent (godt jeg ikke skulle spørge om vej …), hvor vi indtog en tapas-frokost. Vejen dertil var ad en meget smal og meget snoet bjergvej, som desværre også viste sig at være en af cyklisternes yndlingsruter.
Vi trængte virkelig til den frokost, da vi nåede den lille by, men det var noget hyggeligere end at skulle have indtaget den i et turisthelvede.

P1060410

Bedstefar sad og hyggede sig med barnebarnet og lidt snacks, og kort tid efter vi havde fået vores mad serveret, gav han lillegutten cykelhjelm på, stillede ham mellem sine ben på en scooter, så med barnet stående der kørte de to afsted. Den var nok ikke gået hjemme i Danmark …
Da vi igen kørte videre, blev vejen endnu smallere og endnu mere hårnålet. Det var ikke spor sjovt at møde nogen – selv cyklisterne var det vanskeligt at overhale op ad bakke, og når det gik stejlt nedad, var de samme cyklister ved at køre ind i bilens bagsmæk!
Nielsen trængte kraftigt til en kopkaf og en lille lur, da vi kom hjem igen – han havde vist været lidt rigeligt ‘på’ i et par timer. Luren er ham vel undt – jeg sidder og kigger ud på Middelhavets hvide heste, mens jeg skriver dagens indlæg.

Advertisements

20 kommentarer »

  1. Men I mødte ikke Putin? Har ellers netop i dag erfaret, at han har en sommerresidens på en bakketop over Port d’Andratx. Cykelrytterne kan jo køre langt hurtigere end jer, når det går ned, så hvis det overhovedet kan lade sig gøre, kan det kun anbefales at lade dem overhale. He he til natlig jagt i evakostume. Glæd dig over, at dit lette sovehjerte vil redde jer, hvis der virkelig sker noget en nat 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 19. april 2017 @ 18:34 | Svar

    • Nej, ham mødte vi heldigvis ikke 🙂
      Så hurtigt turde de vist heller ikke køre; det ville have været livsfarligt for dem med den meget sparsomme afskærmning – nogle gange var der slet ingen. Jeg ville overhovedet ikke have turdet cykle der!
      Ja, det har du nok ret i – når han kan sove fra en røgalarm …

      Kommentar af Ellen — 19. april 2017 @ 19:38 | Svar

  2. Skønt at læse om jeres oplevelser og udflugter. Puha, de hårnålesving er hårdt både for chauffør og passager. Pokkers at det er så besværligt at parkere, så fotografering må foretages ud gennem en bilrude. Øv.

    Kommentar af Kisser — 19. april 2017 @ 18:59 | Svar

    • Jeg glemte helt at fotografere ud af bilruden 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. april 2017 @ 19:38 | Svar

  3. Hvor lyder det spændende og der ser flot ud dernede 😉

    Kommentar af havehyrden — 19. april 2017 @ 19:29 | Svar

    • Her er SÅ smukt de fleste steder 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. april 2017 @ 19:39 | Svar

  4. Det ser sandelig ud til at I har været på tur i dag. Cyklisterne skal man passe på, især hvis de kører som herhjemme. Jeg forstår fint du synes oliventræer er værd at se på, især de meget gamle. De er vel krogede som vejene eller omvendt. Godt John fik sig en på øjet.

    Kommentar af Jørgen — 19. april 2017 @ 19:56 | Svar

    • Ja, det var en tur, vi vil huske!
      Jeg kan ikke blive træt af at kigge på oliventræer – de er ens og alligevel forskellige alle sammen.

      Kommentar af Ellen — 19. april 2017 @ 20:02 | Svar

  5. Driver dug, falder regn, var det ikke just, men også mere muntert at se Ellen for sig uden dugdække på natlig dugejagt 🙂 Jeg kan sagtens forstå, at anstrengende bjergkørsel gør chaufføren til lurblæser. At betragte Middelhavet (og andre have) giver ro i sjælen – jeg glæder mig 🙂

    Kommentar af Eric — 19. april 2017 @ 20:17 | Svar

    • Det har nok været et ømt syn, men her er meget fredeligt og ingen andre kan se os 🙂
      Det er noget med vand og fred i sjælen – kan godt forstå du glæder dig.

      Kommentar af Ellen — 19. april 2017 @ 20:46 | Svar

  6. Et muntert syn af flagrende gevanter i blæsten!
    I får da virkelig brugt tiden godt. Smukke billeder. Træer og andre vækster med fascinerende former er altid fotogene.
    Du har nok også holdt øje med vej og cyklister, siden du glemte at fotografere ud af sideruden!
    Der er fuld forståelse for behovet for en kopkaf og efterfølgende meditativ tilstand… med eller uden heste…

    Kommentar af Anne Holtegård — 19. april 2017 @ 21:04 | Svar

    • Ja, meget muntert 🙂
      Nyt og anderledes er altid spændende, og ja, jeg holdt meget øje med vejen, selv om John er en god bilist.

      Kommentar af Ellen — 19. april 2017 @ 21:15 | Svar

  7. Du har fået et par fine billeder, selv om I ikke kunne stoppe. Det ser rigtig autentisk og stemningsfuldt ud på fortovscafeen.
    Jeg husker også de mange cykelryttere. Der er et godt terræn at øve på, men de gør det besværligt for bilisterne.
    Sov godt og forhåbentlig mere roligt i nat 🙂

    Kommentar af betty — 19. april 2017 @ 22:46 | Svar

    • De er dejligt at komme væk fra de værste områder, og det kan heldigvis sagtens lade sig gøre.
      Jeg kan såmænd også godt forstå cykelrytterne – det er herlige områder at køre i, men også enormt hårde for dem.
      Tak – det blæste ikke i nat 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. april 2017 @ 08:16 | Svar

  8. Bjergkørsel er vist garanti for træthed, både for bilister og cyklister! Skønt at forestille sig Ellen flagre lidet påklædt rundt efter de flagrende duge i nattens ly 🙂
    Forhåbentlig lægger blæsten sig lidt igen, så I kan udnytte de forskellige spektakulære terrasser i har adgang til, uden at blæse væk. Mallorca, uden turister, lyder dejlig!

    Kommentar af fiberfryd — 20. april 2017 @ 07:47 | Svar

    • Det vil jeg tro!
      Det er I åbenbart en del, der snildt kan forestille sig 😀
      Det kunne være dejligt … den sidste dag med ikke helt godt vejr skulle være i dag. Det håber vi er sandt.

      Kommentar af Ellen — 20. april 2017 @ 08:18 | Svar

  9. Godt du fandt dugene inden de flagrede ned ad bjergskråninger. Cyklister på smalle veje har vi også mødt mange af, men vores motorcykel fylder jo ikke så meget som en bil, og man trænger til en god lur, når koncentrationen har været på sit højeste.

    http://www.underet-er-at-vi-er-til.blogspot.com

    Kommentar af Lene — 20. april 2017 @ 14:14 | Svar

    • Ja, det havde ikke været så godt …
      Det må være noget nemmere med en motorcykel, men koncentrationsniveauet er det sammen for chaufføren/føreren.

      Kommentar af Ellen — 20. april 2017 @ 17:13 | Svar

  10. Du skulle snakke om køligt vejr. Her i Traryd er her kun ca. 5 grader og det pivblæser. Vi var dog heldige i går at komme over vandet uden at der var buler på. Det har jeg det ikke så godt med 😊 Knus herfra.

    fru Jensen
    Gudhjem

    Kommentar af Kirsten Jensen — 20. april 2017 @ 17:51 | Svar

    • Øv, hvor er det synd for jer … det er godt nok en del koldere end vi kan præstere hernede!
      Jeg håber I nyder det alligevel – men det gør I nok; det er altid dejligt at være sammen med sine børn 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. april 2017 @ 18:25 | Svar


RSS feed for comments on this post.

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.