Hos Mommer

24. februar 2018

Det er vel også en form for kunst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:53
Tags: , ,

Forleden dag huserede der atter en af de mange kortvarige diller på FB; denne gang skulle man kunne se sig selv som en berømt filmstjerne.
Ellen, 13 år, blev alligevel nysgerrig.
Og en hel del overrasket … derfor dagens overskrift, for hvis man via lidt ‘filtrering’ kan gøre mig så pæn, vil jeg tillade mig at kalde det kunst.
Første originale billede er taget i 2012.

Bloggerprofil 2012Ellen lettere manipuleret 1

Andet sæt herunder er fra 2013, hvor jeg lige havde fået paryk. Der havde jeg af naturlige årsager knap så meget glimt i øjet, og det kunne ikke da heller ikke genfindes i kopien.

Juni 2013Ellen lettere manipuleret 2

Tredje sæt har som udgangspunkt det seneste billede, en selfie taget i december 2017. Her er glimtet, om ikke andet, da kommet igen.

December 2018Ellen lettere manipuleret 3

Tænk, hvis jeg kunne købe sig en lige så effektiv rynkefjerningscreme i virkeligheden, så jeg ikke skulle nøjes med en, der kun virker i den digitale verden. Det er da også irriterende, at man har lavet det således, at billedet bliver klippet en del … det gør det en anelse utroværdigt (hvad det jo også er …) at anvende til det andet end pjat, men jeg må indrømme, at jeg godt kan forestille mig, at nogle ville kunne finde på at sætte det manipulerede billede ind i fx en datingprofil. Formentlig med en lettere skuffet fyr som følge deraf, hvis der skulle komme en date ud af det.
Jeg kan huske, at jeg engang for mange år siden så en billedserie om en fotomodel, der havde været så modig at lægge ansigt til hele processen med at få forvandlet den helt almindeligt udseende unge kvinde til den kvinde, alle syntes var så smuk. Jeg var rent ud sagt forbløffet over, så almindelig hun så ud, når hun ikke var sminket – så almindelig, at det var lige før, hun lå i den lave ende, men når hun gik på podiet eller sås på de færdige billeder, var hun gudeskøn.
Jeg viste det øverste billede til John, som ret usmigrende forbløffet sagde: “Jamen … det var dog utroligt! Du er jo virkelig smuk!” Men okay – manden har da ret; jeg gør mig ingen illusioner om mit normale, umanipulerede udseende og trøster mig med, at det er indersiden af hovedet, det kommer an på. 
Ingen kan være i tvivl om, at det er den samme kvinde på billederne, når man ser dem ved siden af hinanden, men der er heller ingen tvivl om, hvilken en af de to udgaver man ville vende sig om på gaden efter.

Reklamer

16 kommentarer

  1. Foretrækker naturen. Fri mig for popsmart pladder. Internettets absurditeter bør forbydes.
    John taler selvsagt om billedet til venstre.

    Kommentar af Jørgen — 24. februar 2018 @ 11:33

    • Hehe, nej, det gør han ikke, men det var sødt sagt af dig – og billedmanipulation kendte man da også længe før internettet 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. februar 2018 @ 11:44

  2. Det er sjovt at prøve… Men giver bare endnu mere skepsis over billeder!
    Det er fascinerende at se hvordan de arbejder med fotos; skubber talje linjen, løfter barmen osv.
    Jeg bruger kun billedredigering til at rette op, beskære. En sjælden gang rettes farver, hvis det kan få billedet til at passe med det jeg så.
    Og jeg kan bedst lide dig uden filter!

    Kommentar af Anne Holtegård — 24. februar 2018 @ 13:50

    • Ja, det er sjovt … og øger ens skepsis.
      Vi billedmanipulerer vist på samme måde – og tak for de pæne ord 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. februar 2018 @ 19:19

  3. Nope, du er jo helt gulerodsfarvet og uden udtryk på billederne til højre. Det gider jeg ikke. På de originale billeder kan man se, at du er et rigtigt menneske, der har levet et rigtigt liv. Dem foretrækker jeg 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 24. februar 2018 @ 16:37

    • Det er jeg da glad for at læse, kære Frue – tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. februar 2018 @ 19:22

  4. Jeg overvejede at prøve det af på fb, men sprang over. Billederne er fine, men jeg vil nu også foretrække dem af DIG – et menneske af kød og blod :-).

    Kommentar af Moster Tulle — 24. februar 2018 @ 16:47

    • Også søde ord fra din side – tak… men prøv alligevel; det er altså lidt sjovt at se 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. februar 2018 @ 19:23

  5. Lille spejl på væggen der … Hellere lidt sjov med billedmanipulation end plastickirurgi.

    Kommentar af Eric — 24. februar 2018 @ 17:09

    • HA – det kan vi da kun være enige om, Eric 🙂
      Der er også en væsentlig forskel på omkostningerne …

      Kommentar af Ellen — 24. februar 2018 @ 19:26

  6. man må godt lege og drømme, når bare man ved at det er det, man gør. Og som Eric siger, det her er da bedre end plastikkirurgi 🙂 Du ser dejlig ud lige som du er.

    Kommentar af Lene — 24. februar 2018 @ 19:49

    • Det må man nemlig godt – sagde Ellen, 13 år … men ja, det er rigtigt, at man gerne må drømme, og det er også rigtigt, at jeg labber dine søde ord i mig, for lidt forfængelig er man jo, selv om det er svært at indrømme. Offentligt 😉

      Kommentar af Ellen — 24. februar 2018 @ 21:46

  7. Jeg var knapt så forfængelig, og prøvede i stedet den version, hvor billedet bliver manipuleret til en mandlig udgave. Og vupti sad jeg og gloede (med store øjne) på et billede af min bror! Det var virkelig utroligt, og lidt skræmmende

    Kommentar af Fru Z — 25. februar 2018 @ 08:11

    • Interessant! Jeg tror også jeg ville have kigget en ekstra gang 🙂

      Kommentar af Ellen — 25. februar 2018 @ 09:11

      • Ja mon dog ikke – uanet om det var din, eller min bror, der kiggede tilbage 😉

        Kommentar af Fru Z — 25. februar 2018 @ 09:18

        • Høhø – jeps 🙂

          Kommentar af Ellen — 25. februar 2018 @ 12:44


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.