Hos Mommer

23. oktober 2014

Sjov med sjove googlesøgninger (13)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:35
Tags: ,

Der er desværre nok sidste gang, denne overskrift vil vise sig på min blog, da vi ikke længere får lov til at se, hvilke søgninger der fører til bloggen.
Det er temmelig ærgerligt, for det gav anledning til mange gode grin. Dette er derfor, hvad jeg nåede at få indfanget, inden der blev lukket for det varme vand. Det vil sige … helt lukket blev der trods alt ikke; det drypper stadig en lille smule, således at vi får en fem-seks søgeord eller -sætninger at se hver dag, men der er godt nok langt mellem perlerne.

tove smed huse i provence
Enten var Tove meget, meget gal, eller også er hun meget, meget stærk.
Derfor forstår jeg nok alligevel ikke, hvorfor hun har smidt rundt med huse i Provence.

paraskevidekatriafobi
DER fik du mig! Har hverken hørt eller set det ord før – til gengæld vil jeg af samme grund vædde alverdens rigdomme på, at det ikke forekommer på min blog (før nu, forstås …), så hvordan du havnede hos mig, er lidt af en gåde.
Jeg måtte selv google og fandt ud af, at det betyder frygt for fredag d. 13. Der kan man bare se. Gad vide, hvordan det udtales? Hvor skal trykket lægges? 
(Vidste I, hvad det betød?)

farveblind test til børn
Sludder! En test kan ikke være farveblind.
Jeg ville nok kalde det for en farveblindhedstest.

grøt i leirgryte 
Googles veje er uransagelige. Jeg blogger ikke på norsk, og jeg har da slet ikke skrevet noget om grød i lergryde … hvordan er du havnet her??

hvorfor bliver tåen spids på strikket sokker
Her kan du lære to ting af mig:
1) Det hedder strikkeDE sokker. Eller én strikket sok.
2) Tåen bliver spids, fordi du strikker ‘stjernetå’ og lukker af på hver omgang, vil jeg tro. Luk af på hver anden omgang – eller googl ‘båndtå’ – se fx her.
Min brugs reklamerer med “Slagterens hjemmelavet pålæg”. Det hedder det IKKE, men jeg skal nok bare være taknemmelig for, at de har droppet apostroffen i “slagterens” – men hvorfor så de ikke har gjort det i “bageren’s”, er mig en gåde.

nyskovens hyacinth sparker
Så gider jeg ikke komme i Nyskoven mere. Ikke hvis hyacinterne sparker.

kommer bøg før ask
Kommer??? Den “kommer” ikke, den springer [ud]. Og så er det i øvrigt en eg og ikke en bøg, vi taler om – det skal jo (okay, med lidt god vilje) rime på “bleg”.

Det var det. Lidt tamt, ikke?
Grunden til, hvorfor det er blevet sådan, kan læses herunder, men selvom jeg forstår ordene, forstår jeg stadig ikke hvorfor Google traf den beslutning. Jeg kan jo ikke se en URL på den søgende, kun selve søgeordet, så de der privacy reasons ville jeg gerne have forklaret lidt nærmere.  
Nu har WP foreløbig ledt godt et år efter en metode til at vise how users arrive on my site – enten er den nød svær at knække, eller også gider de bare ikke gøre mere ved det. Man kunne godt have en lumsk anelse om sidstnævnte.

image

Til slut vil jeg vise et eksempel på et af livets små, pudsige sammentræf. I går i min feeder lå disse to indlæg lige op ad hinanden.
Det var da både sjovt og sødt …

Pudsigt sammentræf

2. september 2013

Sjov med sjove googlesøgninger (12)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:21
Tags: ,

Det er tid igen. Google er min ven. På flere måder. Google hjælper mig at søge rundt og ud i verden og finde frem til alverdens ting, der forhåbentlig hver især er med til at gøre mig en smule klogere, men Google sørger også for, at andre ude i verden finder ind til min lille del af cyberspace. 
Man har søgt … men om man har fundet, fordi man havnede på min blog, er temmelig tvivlsomt, men i det mindste har det en vis underholdningsværdi.

my wife dressed to kill she cooks the same way danmark
Det lyder ærlig talt temmelig ildevarslende – men du har tilsyneladende overlevet indtil videre.

kirke set nedefra
Apropos det ovenstående, måske? Det står ærlig talt ikke øverst på min ønskeliste at se en kirke nedefra …

5% lønnedgang hvor mange feriedage giver det
Tjahh … der er nok et eller andet du grundlæggende har misforstået her, men 100 % lønnedgang gætter jeg på giver omkring 365 feriedage.

de burde takke ellen
FULDstændig enig.

grin ikke af din kones valg du er et af dem
For en gangs skyld kloge ord i en googlesøgning.

har usianer af god tid 
Hvad i himlens navn er en usian???

hvem har prøvet at miste sin bagage
Spot on! Det har jeg! Og John. Og mindst 400 millioner andre.

hvad kan man blande pokerfjæs med?
Pas.

køre der tog i england
Jada! Hvad havde du dog ellers forestillet dig i industrialismens fædreland?
Nutids-r. Nutids-r. NUTIDS-R. SÅ LÆR DET DOG!!! Suk, suk og atter suk …

er kinesiske vaser penge værd
Det kommer udelukkende an på, hvilket århundrede de er fremstillet i … og hvilket navn der er tilknyttet.

aldrende kvinde voldtaget udendørs i den svenske vinter
Jeg hader at måtte indrømme det, men det er lige før, du kunne få selv dette rædselsscenarie til at lyde nærmest poetisk … en usædvanlig kombination af  ‘aldrende kvinde’, ‘voldtægt’ og ‘svensk vinter’. Jeg er ifølge manges mening det første, har mig bekendt aldrig skrevet om det andet, men har helt sikkert ofte berørt det sidste.

præstepik på et skib
En præstepik er en svamp! Altså ikke som en person, der drikker, men en rigtig svamp, og sådan en fætter gror altså ikke på skibe – i hvert fald ikke denne slags svampe, du søger her.
Jeg kunne frygte, at det, du i virkeligheden spørger efter, er noget ganske andet, som intet som helst har med min blog at gøre!

bogstaver med q
Mig bekendt er der kun ét …

2013 gåseællinger
Det hedder altså ællinger eller gæslinger. Gåseællinger er nyt for mig, men det lyder sjovt.

må man sætte elhegn i vinduet
SÅ tæt kommer vildsvinene altså heller ikke på husene!
Men det er måske nogle helt andre svin, du vil forhindre i at kigge indenfor?

hvorfor skal virus havde adgang til celler?
Det er da også noget værre pjat! Det må vi se at få forbudt – tænk, hvilken forskel det ville gøre på hele folkesundheden – for slet ikke at tale om AIDS i Afrika! Meget vigtigere for verdenssamfundet end forbud mod lakridspiber!
Og så hedder det altså ”skal have”!

15. november 2012

Sjov med sjove googlesøgninger (11)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:14
Tags: ,

Det er vist ved at være på tide med den 11. omgang grinagtige, mystiske eller mærkelige søgninger, der fører hertil.
De to hyppigste er hos mommer eller bare mommer – søgninger, som jeg på ingen måde vil kategorisere som værende grinagtige, mystiske eller mærkelige.  
De kan dog godt glæde mit bloggerhjerte en lille smule …
De ti tidligere kan ses her – i gamle dage var de faktisk mere underholdende, end de er nu. Eller også er jeg blevet hammerkedelig … men nu til gang nummer 11:

en busk med underbukser
Jeg kender et lommetørklædetræ, men har (heldigvis) endnu til gode at se en underbuksebusk.
Dette er et ‘Handkerchief tree’:

A handkerchief tree

hvad er forskellen på at emigrere i canada 
Pas. Det ved jeg godt nok ikke … men kan du til gengæld fortælle mig, hvad ligheden er mellem en and? Ikke? Den er lige tyk på midten!
Og hvad er forskellen på en kanin? Den går hverken med slips.
Er der længere til Roskilde end på cykel? 

skibe der ikke kan synge
Dem er der oceaner af.
Så var der engang et enkelt, man ikke troede kunne synke, men den teori holdt absolut ikke vand.

fyldte røvhuller mad færøerne
Mener man det alvorligt? Er der en vandrehistorie i gang her?

langsomt gående saftpresser
God ide, faktisk. Det er bedst, hvis den ikke går hurtigere, end man kan nå at indhente den … det skulle jo nødig være en engangsforeteelse at presse saften ud af lidt frugt.

højbede gør det selv
Nej, det gør de i hvert fald ikke – du skal arbejde, skal du, hvis du gerne vil have et pænt og/eller rigtydende højbed …

barndommen der arbejder i gamle dage
Min barndom har aldrig arbejdet. 
Man kan vist heller ikke’ nutids’arbejde i fortiden … fandt du ud af det du ville? Hvad det så end var …

hvad blander man pokerfjæs op med?
Det ved jeg dæleme ikke … måske et tudefjæs?
Især hvis man ikke rigtig har heldet med sig …
(Hvad pokker mener du egentlig med det spørgsmål?)

hyggekrog størrelse a4
Det er så nok den allermindste hyggekrog, jeg har hørt om. Hvor mange regner du med skal kunne hygge sig sammen i den?

der må være noget imellem himmel og jord
Det kan du lige tro, der er. Der er masser mellem himmel og jord.
Det, der nogle gange kan få folk lidt i affekt er, når der er mere mellem himmel og jord, end man lige helt har forståelse for.

30. april 2012

Sjov med sjove googlesøgninger (10)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:33
Tags: ,

Det er så dejligt vejr i dag, at folk smiler og er glade, overalt hvor man færdes.
Det må derfor være en glimrende lejlighed til at lufte googlesøgningerne, der fører hertil – jeg tror nemlig ikke, at I kan nænne at ryste overbærende på hovedet af mig i dag, men snarere vil vælge at smile sødt til mig.

brugt garnvinder til salg
Jeg har engang vundet noget noget garn; visse vil måske mene, at jeg er temmelig brugt, men jeg er ganske afgjort ikke til salg.

hvor meget er 18m3?
Det kunne fx være rumfanget på en én meter bred, én meter høj og ret lang krybekælder på 18 meter.
Det kunne også være rumfanget på et værelse på 3 x 3 meter med 2 meter til loftet.

carlsen skal have 6 stk. blandet morgenbrød , et lille franskbrød , 1 liter mælk og en pakke smør . hvad skal han betale?
Det kommer meget an på, hvor Carlsen har tænkt sig købe tingene henne!
Jeg er godt nok ret prisbevidst, men det er nyt for mig at være rollemodel for denne slags regnestykker.
Jeg vil i stedet hviske dig i øret, at du ville have gavn af at studere, hvordan kommaer og punktummer skal placeres rigtigt – men hurra for dit korrekt placerede spørgsmålstegn; det er der mange, der ikke kan finde ud af.

nillens oversvømelse
Beklager, Nille … det er rigtig svært for folk, det der med dobbelt- eller ikke dobbeltkonsonanter, og denne gang gik det vist både ud over dig og ‘oversvømelsen’. Håber du klarede dig med næsen oven vande Smiley, der blinker

dating for ærlige voksne over 50
Jeg er både +50, voksen og ærlig. Hold mig venligst uden for alligevel – jeg er ikke interesseret – vil meget hellere beholde min John.
Er dog glad for, at jeg ikke hittede på noget med uærlige voksne …

trækkerfugle
Et for mig hidtil ukendt element i fuglenes sexuelle adfærdsmønstre, men måske kan Per sige lidt mere om dette kontroversielle emne?

billeder der bevæger sig
Det kaldes normalt for film …

hvorfor skal virus have adgang til celler?
Ja, det er også noget værre pjat. Bare forbyd det og straf dem hårdt for ulovlig indtrængen, de der vira – så kunne vi slippe for mange dumme og farlige sygdomme.

min barnepige er en vampyr
Du GOdeste da! Hvor gammel er du? Er du okay? Se at få spist nogle hvidløg hurtigst muligt.

skinge foret
Den skulle ligge tygges et par gange inden det gik op for mig, at der nok skal stå skinkeforret. Jeg er lidt faktisk flov over, at en sådan totalekstremistisk stavning kan føre til min blog …

ryger øjne
Det har jeg endnu til gode at opleve – jeg har enkelte gange været så rasende, at der måske har stået en symbolsk røg ud af mine ører, men vist trods alt ikke ud af øjnene. Drager spyr ild med munden; ikke med øjnene, så svaret på dit spørgsmål må blive et nej.

jeg trænger til en hård endefuld
Beklager … den slags har jeg aldrig rigtig beskæftiget mig med. Hverken til børn eller voksne, så henvend dig venligst et andet sted.

P1020404P1020408

Apropos Google – disse billeder, som jeg mener er af lindetræer … med streg under mener, ville jeg lige forsøge at billedgoogle for at blive sikker.
Da jeg skrev lindeknopper, spurgte Google: “Mente du pileknopper?”
Nej, søde Google, hvis jeg mente pileknopper, havde jeg nok skrevet pileknopper … somme tider er forslagene altså ikke specielt intelligente.

Men jeg fandt aldrig ud af det, selv om jeg forsøgte mig med flere varianter – er det et lindetræ, jeg har fat i her?

Opdatering: Farmer har nu fortalt mig, at det er et asketræ. Tak for det.

1. februar 2012

Sjov med sjove googlesøgninger (9)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags: , ,

Cheer me up, please!
Det trænger jeg til i dag, og da ingen rigtig har evnet det indtil nu, må jeg jo selv forsøge at tage over.
Ikke engang det lykkes særlig godt – det plejer at vrimle med tossede googlesøgninger, men de er faldet lidt af på den i de seneste måneder.
Jeg er blevet for kedelig.
Det er meget kedeligt.
Det er også kedeligt, at det sner. Meget kedeligt. Sørgeligt, nærmest …

Men noget, der bestemt ikke er kedeligt, er, at i overmorgen får vi besøg af et par dejlige mennesker.
Det er heller ikke kedeligt at komponere en ny fireretters menu, hvor værtinden helst skal se totalt afslappet ud, når gæsterne ankommer, og vi alle har været på arbejde.

Hvad der bestemt heller ikke er kedeligt, er, at om to uger befinder jeg mig i England.
Hvem ved – måske skal vi på Snowdrop Walk igen?
Ahhh – det var sådanne tanker, der skulle til. Så klarede du den alligevel, Ellen.

P2240090

Og nu til de få googlesøgninger, der var værd at causere lidt over.

vejret i noedsøwn
Det tog mig et par sekunder at finde ud af, at der nok menes Nordsøen.
Nogle staver som de udtaler ordene, men på hvilken dialekt hedder det ‘noedsøwn’?

fordele og ulemper ved dna
Ved du hvad? Jeg tror ikke, at dna er diskutabelt – det er simpelthen kommet for at blive, hvilket jeg egentlig anser for at være en ret stor fordel.

hvilke kaffe venter du uventede gæster
Prøvnuliåhørher: man kan ikke vente uventede gæster. Det er noget sludder.
Det hedder “Hvilken kaffe byder du uventede gæster?” Det forventede svar er i øvrigt “Gevalia”.

lofter gør det selv
Nej, DET gør de saftsusemig ikke!
Alt det arbejde jeg havde med det loft i Sverige … og så fyrer du bare sådan en af – du bliver klogere, gør du!

uendelig krone sedler
????
Nogen er altså for mærkelige…

fejl billedet kan ikke vises da personen er alt for lækker
Det her er også lidt mærkeligt … lige præcis denne søgeformulering vender tilbage med jævne mellemrum.
Det forstår jeg simpelthen ikke. Er der nogen, der har en forklaring på dette særdeles underlige spørgsmål?

20. september 2011

Sjov med sjove googlesøgninger (8)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:11
Tags: , ,

Enten bliver folk bedre til at søge, eller også er min blog ved at blive for kedelig, for jeg synes hyppigheden af de mere vanvittige og/eller morsomme søgninger er for for nedadgående.
Lidt er det trods alt lykkes mig at samle, så her er 8. udgave af morsomme eller underlige søgninger, der har ført frem til mig.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg mon selv dukker op et eller andet sted på en eller anden blog, og der så sidder en blogejer eller flere, der hyler af grin over min totalt tåbelige søgning? Det finder jeg heldigvis nok aldrig ud af.

hvor slår man dna numre op
I DNA-registret, selvfølgelig. Hvor ellers?
“Ja goddag, jeg vil gerne se på aminosyre GCA, GCG, GCT, GCC, TCT, TCC”.
“Så gerne frue – håber ikke De støder på for mange mutationer undevejs…”
(Var det sort snak? Aminosyrekoderne kan ses her: http://jensdanielsen.dk/gts/faelles/dna/aminosyrer_kode.html )

toilet med integreret håndvask
Det har jeg meget, meget svært ved at forestille mig… uanset hvordan man forsøger at tænke tanken, synes jeg den virker temmelig ulækker.

materialer til hænge petuniaer
Ville petuniaer ikke være et meget godt bud? Og hængepetuniaer er i ét ord!!!  Hmpf. Så fat det dog!

hvad hedder prikken over apostrof
Altså … jeg begynder at forstå, hvorfor det er så svært, det dersens grammatik. En prik over en apostrof…? Kunne du måske mene et semikolon? Det ser således ud   ;

hjemmeslagtning regler for svin
Der ikke så mange regler for svin, og de ville heller ikke kunne læse dem, hvis der var, men de der vil slagte svinene, bør nok følge lovgivningen omkring dette.

fejl billedet kan ikke vises da personen er alt for lækker
Det ledte dig simpelthen direkte ind til Mommer her? Og der kom ikke noget billede frem af mig?
Det er okay, og jeg forstår det godt – du ville også bare blive skuffet…

det var rigtig dejligt at møde dig…
Åhmen tak i lige måde, da. Tror jeg nok… hvem er du?

hr. skæg
Det er en af figurerne i Rasmus Klump.

dobbeltmoralsk, det gøre nogen lykkelige og nogle andre lykkelige
Nej. Beklager, men det er ikke den officielle definition på dobbeltmoral… mangler du i øvrigt ikke et ‘u’ i et af ordene?

национальных парках Секвойя и Редвуд
”Sequoia og Redwood National Park”
Flot, at du fandt dette indlæg – google er alles ven – uanset sprog og alfabet.

hvor så man ud
Gennem vinduerne, måske? Bare et forslag…

selvfølgelighedsbøffer
WHAT???

kæphestemarmelade
Forsøg dig endelig ikke med at lave sådan en… den er tilbøjelig til at blive meget træsk i det.
Kæphestemarmelade… helt ærligt! Du mente forhåbentlig ikke ‘yndlingsmarmelade’?

Danmarks største mælkebøtter
De er afgået ved en glorværdig død og hviler godt lige her.

er det pinligt at gå i biografen alene
Nejnejnejda, det er det overhovedet ikke – bare rolig… men det kan godt være lidt kedeligt, måske.

askeskyen fra island har tænkt sig at protestere synkront med mig, bare lidt endnu.
Er du ikke bare en anelse for selvcentereret?

kørt for stærkt i polen
Google har lige blandet to ting sammen: Jeg har kørt for stærkt, ja, men ikke i Polen!

hvor stor er 18 m3
18 kubikmeter er ikke ‘stor’. Det er faktisk ikke engang særlig rummeligt… 3×3 meter med 2 meter til loftet. På størrelse med en fængselscelle, vil jeg tro.

middelalderhus hvad er det
Ha! Den var nem! Det er et hus fra middelalderen. Ellers noget, du vil vide?

14. februar 2011

Sjov med sjove Google-søgninger (7)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:33
Tags: , ,

Det er da en rigtig mandag i dag, er det ikke? Vejret har bestemt ikke været noget at skrive hjem om… blæsende og dermed polarkoldt har det været hele dagen – jeg har ondt af dem, der skulle ud på cyklen.
På positivsiden er, at det ikke også har sneet.
Det må derfor være på tide at få brændt nogle pudsige googlesøgninger af; de dukker stadig op hos mig, selv om de helt skæve er aftaget lidt i hyppighed – gad vide, hvad årsagen til det kan være?
I får et udvalg af dem, jeg har samlet siden sidst.

ting der ikke findes men aligevel findes af køer
Ja???
Fandt du svaret? Er køer specielt gode tingfindere? Og selv om så var, hvordan kan de finde noget, som ikke findes?

ringetoner til at snyde læreren
Snyde med hvad? Få ham til at tro, at der alligevel slet ikke blev ringet? Kan man få ringetoner, der lyder som en elevfinger, der ved at pege opad indikerer, at man kender svaret på spørgsmålet? 
OG som svarer rigtigt, hvis nu læreren skulle slå ned på den finger?
Den er kandidat til Nobelprisen for folkeskoleelever, vil jeg tro…

middel til at pudse glorien
Uha, der er mange – de fleste af dem er temmelig abstrakte, og ingen af dem kan købes i et supermarked, men jeg kender rigtig mange gode midler.

bh som giver flade bryster 
Er du meget ung? Eller har du bare meget store bryster? I min alder bruger vi BH, fordi vi ikke vil have flade bryster.
Hvem ønsker i øvrigt at have flade bryster? Jeg har ikke hørt om nogen.

stearinlystider
For det meste i vinterhalvåret – altså mellem 1. september og 1. april,  tror jeg. Kan dog sagtens bruges hele året, men hyggevirkningen begrænses en smule, når det er lyst udenfor.

billigt læsø salt
Det findes ikke. Som i OverHOvedet ikke.  Læsøsalt koster simpelthen kassen.

kysse atlanten røde bukser
Nej, søde… det handler om at krydse atlanten for at få de så eftertragtede røde bukser… at kysse Atlanterhavet har nok nogenlunde samme (manglende) effekt som at kysse frøer, og det kaster ikke røde bukser af sig. Men måske våde…

foderbræt pippip
Helt ærligt. Hvem tror du, at du spørger? Både Google og jeg er fuldt ud i stand til at forstå ordet ‘fugle’.
Hvis du er så fremmeligt et barn, at du kan google uden at kende dyret bag ‘pippip’, hvor fik du så lige ‘foderbræt’ fra? Oven i købet rigtigt stavet…

led hØne
Uhada – den befinder sig formentlig øverst i hakkeordenen…

hunde der laver lort
Jeg kan forsikre dig om, at det gør ALLE hunde, uanset størrelse eller race.

patchwork løber med dompap
Hvor surrealistisk… havde det så endda været omvendt…
Jeg har hørt om begrebet ‘levende kunst’, men har dog alligevel lidt svært ved at se for mit indre blik, hvordan et af mine arbejder pludselig sprinter afsted med en af havens fugle, solidt forankret ved hjælp af en søm… 
Det svære begreb ‘sammensatte navneord‘ er kommet i spil igen – forskellen på ‘patchwork løber’ og ‘patchworkløber’ er er stor, lige som forskellene på ‘et ægte skab’ og ‘et ægteskab’, eller ‘en rød kælk’ og ‘en rødkælk’.

sur tommelfinger
Den vender som regel nedad. Og det er ikke tommelfingeren, der er sur, men ejermanden.

hestesex
Jeg ville faktisk meget gerne vide, hvad det er i mine indlæg, der kan fange personer med den slags googleønsker.
Når det er sagt, vil jeg lige vrinske op med, at hvis jeg googler ‘dyresex’, kommer der stort set kun norske hjemmesider op… Det er da alligevel mere tankevækkende end den med hestesex, er det ikke?
Har en nordmand mon en forklaring på det? Smiley, der blinker

как понял заказчик
(kak ponjal zakaztjik = som jeg forstår kunden(s))
Jeg har engang lært russisk, men det kan Google da ikke vide… og jeg savner en fortsættelse…

En god mandag aften til jer… I får lige en solnedgang fra Zimbabwe. Den danske var usynlig i dag.

2007 AFRIKA-283

28. november 2010

Sjov med sjove googlesøgninger (6)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:38
Tags: ,

Juledekorationsarrangementet på gården blev aflyst – min stakkels søster blev kaldt på arbejde. Irriterende, altså, som sådan nogetPB290037 har det med at gribe forstyrrende ind i fritiden. Og så på den første søndag i advent. Jeg ved ikke, hvad det ligner.
Men når man er ansat i CSC og er den ene af to systemansvarlige på et stort, offentligt system, som skal fungere altid – altid som i 24/7 – og det pludselig går ned, eller hvad det nu gjorde… ja, så er det bare ærgerligt, at man har weekendvagten.
Ikke noget at gøre ved det – hun kan heldigvis klare det hjemmefra, men hun regnede med at skulle sidde foran skærmen hele søndagen og tænke kloge tanker, så vi besluttede os til at udsætte juledekorationsprojektet.

Derfor noget helt, helt andet denne søndag aften.
Og IKKE noget med sne. Det emne er midlertidigt uddebatteret fra min side… men trænger vi ikke til noget at smile lidt af?  Smiley

Der er blevet lidt længere mellem de helt vanvittige og ultrasjove søgninger, der fører folk frem til Mommers blog, men ind imellem er der stadig en perle, så jeg vover at kaste mig ud i en sjette omgang.

titanic opstod
Jah, det kan man vel sige, at det gjorde på et tidspunkt. Dog ikke lige pludselig, som  ordet ‘opstod’ antyder.
Jeg tror egentlig, at skibet er mest kendt for det modsatte.

var når sunked titanic
Apropos… Der er forhåbentlig andre end mig, der synes, danskkundskaberne sommetider lader foruroligende meget tilbage at ønske?
Nu er bunden nået – både for Titanic og dansk…

bedlere af børn i gamle dage
Okay – bunden var kun næsten nået…  hvad tror du mon der menes, når du ser ordet ‘billeder’? En der ikke kan finde sin bil?
‘Bedlere’… helt ærligt…
(Dybt, inderligt og opgivende suk).

humor kurser for mænd
Denne søgning er jeg stødt på flere gange i lidt forskellige formuleringer.
Hva’ så, mænd? Trænger I til at lære lidt om humor? Det er der en del, der synes, har jeg konstateret…

ydmygende grannyer
Hovhovhovdu – vi kan godt være ydmyge, men det er noget helt, helt andet. Ydmygende er vi på ingen måde!

www,google fårenosser
Og hvad skal du lige bruge dem til?

all heste sex
Det var da helt utroligt… Der findes en bestemt slags film, der formodentlig appellerer til både dig og den forrige googler, men om jeg fatter, hvordan I kan havne her hos mig…

smede hØns
Gamle suppehøner skal have to-tre timer for at blive møre. Jeg tør ikke rigtig gætte på, hvor længe disse skal koges…
Eller tænker du på at smede rænker? Det er noget helt andet.

flagermusens langfinger
Mnjah… er vi ikke en anelse for humane i udtrykket her? Hvad er det egentlig, du vil vide om den?
Det gælder generelt for søgninger, at jo mere specifikt du spørger, jo større værdi vil svaret sandsynligvis have.

hyggejuli på plejehjemmet
Du er landet i en forkert årstid – beklager, men hyggejuli er lidt malplaceret i denne snefyldte adventstid…

er der en lovgivning og hvornår blev den i givet fald lavet
Ja, det er der. En lovgivning, altså. Det garanterer jeg for, men med hensyn til ‘hvornår’, ville det hjælpe gevaldigt, hvis du kunne være en smule mere specifik… jævnfør ‘flagermusens langfinger’.

hvad betyder ellen
Det kommer af græsk Helene, som betyder ‘Den Lysende’. Det er da indlysende
Jeg kan tilføje, at mit mellemnavn betyder ‘Perle’. Yderst passende…
Bortset fra, at jeg faktisk ikke bryder mig om nogen af navnene i den form, jeg fik dem i dåben – der er flere pænere varianter, men jeg har dog efterhånden lært at leve med de mig givne.

7. oktober 2010

Sjov med sjove googlesøgninger (5)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:46
Tags: , ,

Hvad er der sket med folk, der googler? Det er blevet så seriøst, synes jeg… der er ikke nær så mange som før af de meget morsomme søgeord, der leder hen til min blog. Før var der en perle stort set dagligt, men der er godt nok kommet længere mellem perlerne.

Det hænder dog, at der ryger en finke af panden, så her kommer 5. afsnit af mine kommentarer til de lidt sjovere af dem, jeg er faldet over siden sidst – hvis I gider og har tid, er de forrige causerier her – jeg kan om ikke andet selv more mig over dem stadigvæk. Jeg holder specielt meget af nummer fire i rækken 😉

et sødt ord på to bogstaver
Tja… der er ganske rigtigt ikke vildt mange af dem. Nu ved jeg ikke hvad du skal bruge det til, men jeg kunne da have mine romantiske anelser og vil nok ikke anbefale dig at bruge ord som ko, so, uf og ål.
Is kunne måske være en ide? Ah, ih, oh, åh eller um?

tøj der skjuler kalveknæ
Er du en mand, kan det godt være vanskeligt. Måske skulle du begynde at læse teologi – en præstekjole kan dække over mangt og meget… herunder kalveknæ, som, specielt efter visse ‘hændelser’ inden for præsteskabet, hører til det mere harmløse indenfor den branche…
Er du en kvinde, kunne du måske overveje lange kjoler eller nederdele.

skrive you med stort de
Helt ærligt: NU vrøvler du simpelthen – you skrives ikke med stort D og heller ikke med stort Y for den sags skyld; Joh – okay –  hvis det kommer lige efter et punktum, er det med stort Y, men det var garanteret ikke det du mente.

hvem dør idag
Hvad vil du dog bruge den viden til? Går du og venter på en arv? Jeg vil tro, du søgte forgæves – Google har heldigvis ikke svar på alt.
Noget andet er, at ‘i dag’ skal i to ord. Det er et ganske almindeligt forholdsled. Skriver du også ‘iskoven’? ‘ikøkkenet’? ‘påpapiret’? ‘langskanten’? ‘underbordet’? Det kan jeg ikke forestille mig, så hvorfor er det så ulogisk for dig og mange andre, at det hedder i dag, i morgen og til stede og så videre?
Nå… det var et sidespring, men jeg benyttede mig lige af chancen…

hvordan virker eurotunnellen
Den virker faktisk ganske glimrende – der er ikke den store forskel på den i forhold til hvordan alle andre tunneller virker: Det er simpelt fortalt et rør, man kører eller bliver befragtet igennem for at komme fra a til b eller fra b til a. I dette tilfælde fra England til Frankrig og vice versa…

bo i taske
Godt nok kan jeg sy nogle store tasker, men ligefrem bo i dem må nemt kunne virke en anelse klaustrofibisk… på den anden side kan man da virkelig tale om en egoisttaske her.

hvordan opfører vildsvin sig
Det kommer nok lidt an på, hvem du spørger… jeg synes for eksempel, at de opfører sig enormt dårligt ved sådan at rende rundt og totalødelægge rigtig mange haver i Sverige.
Hvis du spørger svinene selv, vil de sikkert mene, at de opfører sig fuldstændig efter lærebogen.

running rå fisk
NIX… sådan nogle størrelser svømmer…

folk der bliver ædt i knuthenborg safaripark
Du godeste… Jeg har heldigvis aldrig hørt om nogen.

picture of the x factor
Det skal du vist lede længe efter. Du skal i hvert fald først finde en, der overbevisende er i stand til at fotografere sådan noget som auraer, for X-faktoren er jo netop det usynlige; dette uforklarlige ‘noget’, nogle bare har og de fleste aldrig vil kunne lære.

moar skal på toilet så hutig så muligt
Så se dog at få hende derud, for pokker! Det går ikke hurtigere, fordi du skriver til Google om det.

hosmommer.dk 
BINGO! Bortset fra, at jeg ikke har mit eget domæne og derfor ikke hedder hosmommer.dk, så er der da lidt retfærdighed til, hvis du ledte efter mig og fandt det du søgte. Hvis det ikke var mig, du ledte efter, beklager jeg, du landede her.

adressen kunne ikke findes. vælg en af o
Øhhh… hvad ledte du dog efter??? Hvordan du havnede hos mig, vil jeg helst ikke vide.

hvor skal et barometer hænge?
Personlig synes jeg det er en rigtig god ide at hænge det på en lodret væg – mest af praktiske årsager… ikke noget med skråvægge her, og vinduer er også en dårlig ide; ikke fordi barometret så ikke virker, det ser bare lidt dumt ud.

ligegyldigt billede 
Jeg er en anelse såret over, at du landede her med den søgning. Jeg burde dog nok mere laste Google for det. Det var altså ikke pænt gjort mod mig.

kantareller hvor
HA – det får du aldrig at vide. Beklager. Vi svampesamlere vil helst bevare det som en yderst velbevaret hemmelighed, hvor de gode steder er.

hvad indeholder læsø salt
Det skal jeg da med glæde oplyse:
NaCl (natriumklorid)………….. 92%
CaSO4 (calciumsulfat)………. 3%
MgSO4 (magnesiumsulfat)…. 2%
Na2SO4 (dinatriumsulfat)……. 0%
MgCl2 (magnesiumklorid)…… 2%
KCl (Kaliumklorid)…………….. 0,3%
Jern………………………………. 14 mg/Kg
Kobber…………………………… 0 mg/Kg
Uopl………………………………. 0,1%
Kl (Kaliumiodid)………………… <0,7 mg/Kg

amorf fallos blomst
Jeg synes, du roder lidt rundt i begreberne. Amorf betyder (citeret fra StoreDanske) i biologien stoffer uden bestemt form, af uregelmæssig form eller uden synlig indre struktur, og det lever en fallos ikke helt op til efter mine begreber. Har heller aldrig hørt om fallosblomster. Derimod er den almindelige stinksvamp uhyre falloslignende… det er ikke uden grund, at den også kaldes for præstepik

Her en amorf chrysokol.

5. juni 2010

Sjov med sjove googlesøgninger (4)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:38
Tags: , ,

Jeg troede, at jeg var så uendelig original, da jeg første gang fandt på at lave lidt sjov med de googlesøgninger, der havde ført folk hen til min lille afdeling af blogland.
Det har jeg senere måttet æde i mig igen – jeg har set det flere steder efterhånden, men det skal på ingen måde forhindre mig i at køre videre med ideen, for det er sjovt, og søgeordene taler i høj grad til min og andres fantasi.
 

montering af hoveddør i billeder
Det er rigtig, rigtig svært, og en af forudsætningerne er en megastor printer, men hvis det skulle lykkes dig, kan det tilføre udtrykket ’at træde ind i billedet’ en helt ny og meget bogstavelig betydning.

vil gerne se frække koner
Så må du henvende dig på en anden blog – du er en anelse for sent på den på denne – og det der endnu måtte være tilbage af ‘frækt’, er faktisk forbeholdt John :lol: 

okkulte måder at vinde i lotto
Sig endelig til, hvis du finder frem til noget. Det lyder vældig interessant.

tag en dyne med jodle birger
Næh… tak, men nejtak… Han er i øvrigt død, til din orientering.

lommepenge af børn i danmark
Det var dog en makaber tankegang.

ophold for mistet livsglæde
Øhhh??? Hvor? Hjælper det?

kan en pige got køer i bil når hun er nøjen
Det kan hun. Men hvis du kører bil, som du staver, er det ikke sikkert, at du kommer til at opleve det.

hvordan renser man norge til england
Det kræver en hulens bunke skuren og skrubben, og du skal også trykke det en hel del sammen fra nord mod syd. Det første fordi fordi Norge har nogle temmelig høje bjerge, der skal barberes omkring 1½ km af; det andet fordi det er et meget, meget langt land i forhold til England.

trådløs roder
Det har jeg været altid – bare spørg John. Jeg behøver ikke engang en fjernstyring.

hvilke årstal sank titanic
Kun i et enkelt… det var kun i stand til at synke én gang, nemlig i 1912.

katolske præster i små drenge
Se, lige præcis den formulering synes jeg er meget, meget uheldig – og alt for uhyggelig aktuel.

autostol osam beone
Så se da lige her… for – så vidt jeg ved – første gang i mit liv havner jeg helt øverst i en googlesøgning.
Det har jeg dog ikke tænkt mig at prale yderligere af, for jeg er ikke helt på det rene med, hvad der egentlig blev søgt efter.

Autostolsøgning

hvilket dyr laver huller i græsplænen
DER har du simpelthen fundet frem til eksperten, for det ved jeg alt om: Det er vildsvinet! Og hvis nogen prøver at bilde dig ind, at svaret er muldvarpe eller mosegrise, skal du ikke høre efter…

26. marts 2010

Sjov med sjove googlesøgninger (3)

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:19
Tags: , ,

Nu er jeg vist ved at have sporet mig ind på overskriften.
Selv om det er første gang, den er anvendt, tillader jeg mig alligevel at kalde den for episode 3, eftersom det er tredje gang, jeg filosoferer over de mere eller mindre underholdende søgninger, der fører frem til Hos Mommer.

er vejret lavet af illuminati 2010
Det må være det, man kalder et godt spørgsmål…
Da jeg skrev om palindromer og ambigrammer, havde jeg ikke drømt om, at man kunne finde på at kombinere disse begreber – for slet ikke at tale om Dan Browns Engle og Dæmoner – med noget så jordnært (!) som vejret.
Bortset fra det forstår jeg overhovedet ikke, hvad der bliver spurgt om…

hvordan spiser man i polen
Ohhh, tænke, tænke… JO nu har jeg det: På præcis samme måde som i Danmark. Og alle andre steder. Men det kan godt være, at det man indtager, er anderledes end det, vi kender. Måske skulle du have spurgt hvad man spiser i Polen.

lad mig være i fred
O.k. Undskyld, jeg forstyrrede. Men det var altså dig, der kom ind til mig og ikke omvendt.

sødt udråbstegn
Må endelig ikke forveksles med et surt spørgsmål.

her kommer måder med kost og spand
Der er sikkert mange måder at bruge både kost og spand på, men jeg vil gerne understrege, at i mit indlæg brugte jeg originaltitlen!

fødselsdag og hva så
LIGE mine ord. Det kan nemlig være aldeles ligegyldigt med den fødselsdag, når man har ramt en alder som vores. Eller… hvad…? Var det ikke det du mente? Hvasåda?

hvad hedder fuglen
Det var også et rigtig godt spørgsmål. Jeg savner også en gang imellem et billedgenkendelsesprogram: ‘Jeg har denne hersens fugl på min nethinde. Hvad hedder den?’ Google, google, google…

mand med humor
Ja, det kan jeg godt forstå, du er nødt til at lede efter… (århhh – det var meget feministisk af mig at tage den med, hva’?)

halte svin ingeborg bliver mobbet
Det er bare ikke i orden. Svinet Ingeborg skal ikke mobbes bare fordi hun er halt. Forstået?

finde kubikmeter
For sytten altså… jeg VED, jeg lagde den her et eller andet sted…

ødegård+erotisk
Joh, vi har da helt bestemt haft vore stunder deroppe, John og jeg. Men så vidt jeg ved, har jeg ikke udpenslet det her på bloggen!

Nu vil John og jeg om ganske kort tid lige smutte en tur på ødegården, hvor vi (forhåbentlig også) når at se et par traner nede i nærheden af Åhus 😉
Kan I have jer en god forårsweekend derude i blogland.

20. december 2010

Kender I Google Labs? Eller World Wide Words?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:31
Tags:

Hvis man er interesseret i det engelske sprog, kunne det måske være interessant at abonnere på World Wide Words.
Michael Quinion skriver lidt om nye ord, lidt om sjove ord, lidt om etymologi, svarer på spørgsmål om ord og vendinger og afslutter altid sit newsletter med at citere indsendte sprogbøffer fra den engelsksprogede verden.

I dag åbnede han mine øjne for Google labs. Her sker da sandelig ting og sager – dette link fører direkte til en side, hvor man kan se, hvornår ord og/eller vendinger har været mest brugt inden for litteraturen gennem 200 år fra 1800 til 2000.

Sådan circa 99% af jer vil nu klikke videre i cyberspace, mens I hovedrystende spørger både mig og jer selv, hvad i alverden man dog skal bruge en så totalt nyttesløs viden til.
Jeg synes jo, det er sjovt. F.eks. har jeg fundet ud af, at Tims mors mand rent faktisk gør, hvad Tim hele tiden har påstået, nemlig den dag i dag foretrækker ord og vendinger, som var forældede allerede inden 2. verdenskrig udbrød. Hvis de i England havde en tilsvarende test, som vi kan tage her i DK, ville han helt sikkert havne på 80+.
Old sport og jolly good er et par fine eksempler – den slags mild slang toppede åbenbart allerede i 1920’erne.
JollyGood

OldSport

Det uhyrligt grimme F-ord, som jeg ikke engang vil skrive, kendtes stort set ikke før 1960, men det er måske ikke overraskende, at hyppigheden af det steg voldsomt gennem de sidste 40 år af det 20. århundrede.
Til gengæld var det nyt for mig, at ordets hyppighed er faldende gennem det første årti af 2000-tallet. Det er så fint nok, for hvor er det dog grimt, det ord…

F___ing

Jeg prøvede et ord som ‘challenge’, som er i kraftig stigning. ‘Pray’ og ‘God’ det modsatte. Måske ikke overraskende, men interessant at følge udviklingen rent grafisk.

Overraskende nok er et ord som ‘peace’ faldet støt i brug gennem 200 år. Jeg ville have troet, det var modsat.

Dette skal naturligvis altsammen tages med et gran salt, for det, at et ords hyppighed er for stadig stigende, kan vel lige så godt være et udtryk for, at der hele tiden skrives flere og flere ord – ikke at ordet relativt set anvendes i højere grad; hvorimod det, at et ord falder i hyppighed så måske skal ses i det omvendte lys. 
Hmmm. Sikke da noget ævl at brænde af – håber I forstår, hvad jeg mener…

Uanset hvor uinteressant I måtte finde dette, kunne Google labs måske være et besøg værd, for der er rigtig, rigtig mange ting på forsøgsstadiet i Googles verden – også for andre end sprognørder.

18. juni 2014

Godt man har Snipping Tool

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:24
Tags: , , ,

Når nu det tager mindst ti gange så lang tid som før at samle de sjove googlesøgninger op, er det godt, at Windows leverer Snipping Tool, som kan bruges som en form for kompensation. Jeg går ud fra, at I kender det lille ikon med saksen, der klipper en taleboble ud? Før brugte jeg SnagIt, som er langt bedre, men som koster penge. Vi brugte det på arbejdet og jeg købte selv licensen efter at være stoppet, da jeg ikke mente, jeg kunne undvære det program.
Da jeg blev nødt til at købe en ny pc, kunne jeg ikke finde licensnøglen, så jeg kunne geninstallere, og jeg gad altså ikke bruge pengene en gang til, fordi der trods alt findes gratisværktøjet Snipping Tool.

Gode tal

Det tredje kønDet er udmærket, når man skal levere dokumentation for, hvad der stod på skærmen i en fejlmeldingssituation, men kan selvfølgelig bruges i mange andre sammenhænge – fx når man bare vil vise andre et eller andet.
Jeg holder af tal, især af ‘gode’ tal. Dette antal hits på min blog er et eksempel på, hvad jeg opfatter som et godt tal.
Man kan også vise eksempler på nogle af de mere eller mindre fjollede spørgsmål og/eller valgmuligheder man får, når man kaster sig ud i spørgeskemaer eller meningsmålinger.
Den til højre viste er jeg stødt på et par gange. Jeg går ud fra, at hvis man er hermafrodit, kan man bruge den tredje mulighed, ellers kan jeg ikke rigtig se relevansen af ‘Other’.

Husstandsindkomst

Så er der ovenstående. En ret fjollet formulering på et spørgsmål om husstandsindkomst. “…der hvor du bor” ville jeg normalt opfatte som i mit nabolag eller i min by. De sidste fire ord skal bare fjernes. Man kunne forestille sig alternativet: “Hvad er den samlede husstandsindkomst før skat, der hvor din nabo bor?” Her ville et “Ved ikke” være helt på sin plads som svarmulighed, i modsætning til nedenstående eksempel.

Jeg ved ikke om jeg ryger

Hvis ikke man selv ved, om man ryger, har man et problem …

Sovende vej

På Google maps kan man finde sovende veje … det må være i en soveby. Eller måske er det bare en stillevej?

Gallupundersøgelse

Gallup trækker vinderne længe inden undersøgelsen har fundet sted. Det er næsten lige som da man kunne læse om et vist lands valgresultat, der – godt nok ved en fejl – blev offentliggjort inden folk overhovedet havde ‘stemt’.

Udsat hvor længe

Endnu en af de maskinoversatte annoncer. “Eacy” sikkert fordi det ikke engang har været rigtigt på engelsk (each).
Hvor længe mon de udsætter de chokerende resultater? Når de ændrer reglerne for det? Hvilke regler, i øvrigt?

Billigst som lydbogMeget dyr bog

Til sidst to klip fra Saxo, hvor jeg lægger en del penge for mine efterhånden uundværlige e-bøger.
Jeg har dog ikke givet så mange penge, som Comprehensive Coordination tilsyneladende koster … men …
Jeg har lige givet 129 kroner for en e-bog. Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor den er dyrere end lydbogen? E-bogen er bare en fil, men til lydbogen skal der trods alt sidde en person og bruge adskillige timer på at læse en hel bog højt. Der skal bruges en CD og et plasticcover, som skal have noget trykt indeni. Den skal distribueres rent fysisk. Det er ikke første gang, jeg oplever, at e-bogen er dyrere end lydbogen, og jeg kan simpelthen ikke finde logikken.

30. maj 2023

Spammere kan også være en slags underholdning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags: , ,

Det er desværre næsten ni år siden vi fik lov til at se de googlesøgninger, der ledte til ens blog. Det var ellers uhyre underholdende. Jeg nåede at lave 13 indlæg om emnet inden der blev lukket for de mange billige grin.
Jeg har i stedet fået øjnene op for de fjollede spamkommentarer, der ryger direkte i det spamfilter, jeg husker at kigge i dagligt, fordi det hænder, at der af en eller anden uigennemskuelig grund ryger en helt uskyldig, men ægte kommentar fra et rigtigt menneske i det filter.
De er bestemt ikke lige så morsomme som googlesøgningerne, og de er ikke i sig selv sjove, men mere i sammenhængen og derfor nok nærmere en bekræftelse af, hvordan der bare bliver skudt med spredehagl fra spammernes side, for eksempel følgende:

Spamkommentar til “Ferie i Schwalenberg, del 2”: Hiցhly enerցetic post, I loved tһat bit. Will there be a part 2?

what if you added a little content? Som kommentar til et af mine mere ordrige indlæg.

You might try adding a video or a picture or two. Dette blev foreslået til “Flæskestegen ankom standsmæssigt”, hvor der var fire billeder … og en video …

Så er der de mange, der synes jeg skriver ufatteligt godt/vidende/fængende, selv om de selvfølgelig ikke fatter en brik af den simple grund, at jeg skriver på dansk, samt de lige så mange, der til min blog, der med al ønskelig tydelighed har ‘wordpress’ i titellinjen, spørger hvem min udbyder er.

Jajada. Dette er jo bare spam og ikke svindel, og så længe begge dele er så himmelråbende uintelligent, er der næppe nogen chance for, at jeg falder i, men man skal nok passe på med den slags udtalelser. Nemesis, I ved …
Jeg har dog endnu til gode at få en sms eller mail, der ikke omgående skriger “svindel” – når det altså er det det er. Nogle er bedre til at stave og formulere sig end andre; de svinger fra totalt håbløse til nogle, der desværre godt kan virke troværdige nok til at få folk til at hoppe på dem. Vi ved jo, at det sker, ellers var det stoppet for længst.
Identitetstyveri er en af de ting, der kan ske, hvis man falder for fx phishingmails, men det tror jeg ikke vil ske for mig (pas nu på med det der Hybris, Ellen …), men jeg er forsikret mod det. Ikke mod at det sker, men til at få hjælp til at stoppe aktiviteterne og til hurtigt at finde mig selv igen, så at sige.
Hacking kan man vel næppe helt gardere sig imod – når de kan slippe ind hos Mærsk og andre gigantvirksomheder, kan de vel også slippe ind hos mig, selv om jeg formentlig ikke er lige så interessant at hacke.

Skybrud

Og så vil vi gerne snart se lidt vand fra oven, tak!
Bare det ikke bliver som i 2018, hvor vi ikke fik regn fra engang i maj til engang i august. Det år gav os vores hidtil største vandregning.

25. marts 2021

Jeg VIDSTE det!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:53
Tags: ,

Min pc har været syg i flere måneder. Coronavirus, måske? Den er ni år gammel, så den har nok aftjent sin værnepligt. Den crasher helt umotiveret og skal derefter startes i DOS-mode, lige som når man har foretaget en hård nedlukning, og der kommer nogle ‘sjove’ fejlmeddelelser ved opstart, så jeg indså for et stykke tid siden, at der nok ikke er nogen vej udenom at købe en ny.

Jeg hader at skulle have ny pc. Jeg VED bare, at jeg løber ind i problemer, for jeg kan godt mærke, at det er otte år siden, jeg havde tæt samarbejde med en it-afdeling.
Backuppen er i orden – siden den gamle begyndte at opføre sig underligt, har jeg ofte sikkerhedskopieret alle billeder og dokumenter – af sidstnævnte ligger mange på OneDrive, fordi jeg bl.a. vil kunne tilgå mad-, bage- og strikkeopskrifter, når jeg er i England og bruger enten min rejse-pc eller min iPad.
I forgårs købte jeg en lækker sag; med 15”-skærm, 8GB RAM og SSD-harddisk. Ikke en ‘basic’ udgave, men en ‘home’, som er for sådan nogle som mig, der ikke spiller (eller udvikler) grafiktunge spil eller er professionel billedbehandler.
Konfigurering og installering af mailprogrammet kørte på skinner – overraskende nok, for jeg plejer at bøvle med porte og lignende finurligheder.
Office 2019 er købt og installeret. Ikke Office 365, som man ikke kan købe, men kun abonnere på for 500 kroner om året, hvilket jeg synes er bondefangeri og derfor på ingen måde ønsker at supportere. Office 2019 koster 380 kroner én gang og det har jeg resten af livet. Windows Live Writer er erstattet af Open Live Writer, men det gik fint med at få fat i det, og dagens indlæg er skrevet i OLW. Jeg var overrasket over så smertefrit det hele gik.

Men så nåede jeg til OneDrive.
Jeg opgraderede til 100GB, hvilket koster en tier om måneden – det vælter ikke budgettet, og jeg vidste, at alle mine dokumenter var tæt på at nå den gratis 5GB-grænse.
Det kan den nye pc så bare ikke finde ud af. OneDrive online siger, at jeg har brugt 1,65GB af 110 tilgængelige (hvorfor ikke 100? Og kun 1,65? Jeg har jo de 5, som den siger jeg har brugt op), men pc’en selv siger, at OneDrive ikke har mere lagerplads, og at jeg skal slette filer for at kunne fortsætte. Problemet er dobbelt, fordi hvis jeg sletter filer i OneDrive, bliver de permanent slettet (godt jeg har backuppen!), også fra harddisken på den gamle pc, opdagede jeg. Mig ikke forstå. Mig overHOvedet ikke forstå.
Fordi der er det påståede overload-problem, kan jeg ikke få lov at vælge filer fra, som ikke skal synkroniseres, og jeg vil ikke have synkroniseret mine billeder.
Så skulle jeg bare kunne gemme dem i et bibliotek, som ikke lægger sig under OneDrive, men det får jeg heller ikke lov til. Lige så snart jeg gemmer en mappe ligegyldigt hvor, tvinger pc’en indholdet i mappen til at blive synkroniseret. Hvilket den så brokker sig over, at den ikke kan …
Free Wood Chop Cliparts, Download Free Clip Art, Free Clip Art on Clipart  LibraryDet er skruen uden ende, og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op.
Jeg kan (måske. Hvem ved med alt dette bøvl?) – helt disable OneDrive, men der er altså en del dokumenter, jeg gerne vil have med mig rundt.

Den slags gør mig vildt frustreret. Og irritabel. Jeg kom vist til at vrisse så meget af stakkels uskyldige John, at han fortrak udendørs og fik savet alle kragetræerne op til brænde, mens jeg bandede og skumlede.
Er der en OneDrive ekspert til stede? Jeg giver en middag til den, der kommer og løser mit problem.

1. marts 2019

Fredagssmil

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags: ,

Kender I Engrish? Det er en slags engelsk, som man taler (og skriver) ude i Østen. Betegnelsen stammer fra asiaters bytten rundt på ‘r’ og ‘l’. De har svært ved at høre forskel og har det endnu sværere med udtalen.
Jeg blev mindet om det og dermed inspireret til indlægget i morges, da jeg så skiltet med No smoking på Pinterest.
Hvis man billedgoogler Engrish, kommer der mange sjove eksempler op på, at Google Translate må have glimrende betingelser derude, men jeg vil nøjes med at vise jer fire af slagsen, netop fordi I selv kan fortsætte, hvis I har lyst.
Specifikt findes, udover Engrish, også Danglish (can you screw the music up?), Thaiglish og Dunglish (= hollandsk – the Dutch are a nation of undertakers, som Hollands Joop den Uyl engang sagde. Han mente iværksættere og ikke bedemænd).
Ved nærmere eftertanke skyldes Engrish og lignende nok ikke engang Google, men mere menneskelige misforståelser og/eller det, jeg kalder undersættelser. Begrebet kendes mere uspecifikt som False Friends, men de er alligevel ikke helt synonyme.
Jeg kender ingen asiatiske sprog, så det er svært for mig at vurdere, men eftersom Google arbejder med det skrevne sprog og ikke med lyde, ville tjenesten nok ikke forveksle allowed og aloud. Nedenstående stammer typisk fra en der kender ordets betydning, men ikke kan stave til det.

Gad vide, om skiltet er fundet på et bibliotek? “Det er okay at ryge, bare du er stille”.

Nå, men det er jo snart lørdag, så her er et passende skilt til at printe og sætte på soveværelsesdøren, så I ikke bliver forstyrret …

… for det er der, den slags normalt hører hjemme – det må i hvert fald ikke foregå i bussen!
Nå nej – det første piktogram (!) herunder symboliserer en tilskadekommen arm. Hvordan kunne jeg dog få det til andet end det???
Og det er mig, der påstår, at for den rene er alting rent …

Pyt – skulle du komme til at overtræde en eller anden lov, bliver du belønnet, så det kan næppe gå helt galt.

22. juli 2017

Man må sig undre …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:57
Tags:

Hvor får de det dog fra?
imageSom jeg før har nævnt, så fjernede Google for længe siden listningen over søgninger, der førte til ens blog, hvilket jeg ærgrede mig en del over, for der var grundlag for mange morsomme indlæg – 13 blev det til for mit vedkommende, inden der blev lukket af for morskabskilden for nogle år siden.
Det eneste, der nu er tilbage, er en lille boks på min admin-side, hvor topsøgningerne angives. En af dem er altid “hos mommer”, hvilket hverken er morsomt eller overraskende.
Overraskende er derimod det sidst angivne: “min mand går i mine strømpebukser”. Hvordan i himlens navn kan en sådan søgning finde frem til min blog?
Min John har overhovedet ikke den slags tilbøjeligheder, og selv om han havde, er jeg ret sikker på, at jeg ikke ville skrive om det …

IMG_6742IMG_6745

Jeg kan også undre mig over, hvorfor de dahliastiklinger, jeg fik med hjem fra Charlotte, da vi var derovre i begyndelsen af juni, bare ikke VIL vokse. Se blot forskellen i plantestørrelser på billederne og ikke mindst den nærmest usynlige lille pjalt inde i den røde cirkel. Kan de ikke lide den danske jord?
De dahliaer, jeg havde sidste år, var da også købt i England, men som knolde. Jeg kan ikke engang spørge Charlotte, om der er lige så stor forskel på hendes knolde og stiklinger, for hun købte kun knolde …
Dahliaforedragsmanden fortalte, at det var hip som hap, om man puttede stiklinger eller knolde i jorden, men det er jeg så ikke helt enig i, selv om det betyder, at jeg må gå imod ekspertudtalelsen.

Skønhed

Endelig holder jeg nok aldrig op med at [for]undres over den skønhed, naturen kan levere. Her i form af blomster i min have.

22. januar 2013

Det kan være svært, det med e-mails

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:43
Tags: , ,

Når jeg trænger til lidt opmuntring, kan jeg finde på at klikke ind på siden Computer Stupidities, som er et opsamlingssted for de nogle gange temmelig tåbelige spørgsmål, it-supportere kan komme ud for.
De fleste virker, som om de er fra starten af hjemme-pc-æraen – der bliver nævnt 386’ere, fx, men nogle episoder er så sjove, at alderen ikke betyder noget (virker helt menneskeligt, ikk’?), og andre kan lige så godt være fra for 15 år siden som fra i forgårs.

Den første kunne snildt have stammet fra min egen far … det der med e-mail og sms fik han aldrig helt styr på. Han lærte aldrig at skelne mellem ringelyden og sms-lyden, så hvis hans mobil plingede med en sms, kunne der ske en af to ting:
1: “Nå! Nu kom der en e-mail!”
2: Han tog telefonen, trykkede på svarknappen og sagde “Hallo. Halllooo …. hallOOO!? … Det var da underligt … der var ikke nogen i den anden ende.”
Omvendt, hvis han fik en mail, som han viste mig, kunne jeg – i starten – spørge, hvorfor han ikke havde svaret på den.
“Nejnej … du ved jo godt, at jeg jeg ikke er god til det der sms.”
Til gengæld blev han efterhånden ret god til at surfe rundt og finde ud af alle mulige ting på nettet, så helt pc-analfabet var han ikke, og set i lyset af, at han først startede med det hele, da han var over 80, kan man nok ikke forlange så meget mere.
Det var mellemsøsteren, der lærte ham op, og hun fortalte mig grinende, at hun ikke lige havde regnet med, at den største hurdle var at lære ham at bruge musen! Dobbeltklikket havde han umådelig svært ved at lære – plus at lære at vide, hvornår han skulle enkeltklikke, og hvornår han skulle dobbeltklikke. Der sker sjældent det helt store ved at gøre det forkerte, men selv små, men uventede hændelser virkede forvirrende på ham.
“Hvorfor gør den nu INGENTING???”
“Fordi du ikke dobbeltklikkede …”

Og nu til historien, som handler om ‘en chef’. Det er der faktisk en hel del af episoderne, der gør … hvorfor mon specielt chefer har eller havde så svært ved at forstå den elektroniske verden?

My boss never could get the hang of email. He only used email for one thing: sending weekly messages to his daughter, an English instructor in Saipan. We will call her Mary Smith, but that was not her name. Her address was simple enough, but every week he would call me over to the computer with another problem.

Boss: "It’s gone! The email I just spent an hour typing is gone!"
Me: "What happened?"
Boss: "I clicked ‘Send,’ and it just disappeared!"
Me: "It’s in your outbox, because you told the computer to ‘Send’ it."
Boss: "Oh."

This happened almost every week. Either that or:

Boss: "It won’t let me send this message."
Me: "You need to type her exact email address, not just ‘Mary Smith’ in the To: field."
Boss: "Well, how many Mary Smiths could there be in Saipan?"
(Jeg kan lige høre min far: “Det kan sgu da være lige meget, om jeg staver det på den ene eller den anden måde! Den ved vel godt, hvad jeg vil!”
Han kunne ikke forstå forskellen mellem at google noget (Google gættede jo oftest hvad han ledte efter), og at skulle taste en nøjagtig URL ind).
Or:
Boss: "I send email every week, they ought to know who it goes to by now!"
Or:
Boss: "I thought computers were supposed to be smart!"

He would always send his emails on Tuesday so they would get to his daughter by Saturday.

Vi slutter med denne, som jeg slet ikke kunne stå for:
Tech Support: "I need you to boot the computer."
Customer: (THUMP! Pause.) "No, that didn’t help."

7. december 2011

Når det regner på præsten – 2

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:34
Tags: , , ,

P1070284Denne gang dryppede det dog ikke kun – det var i hvert fald med nogle kolossale dråber…
Nu må I efterhånden tænke, at de to mennesker da bruger penge, som om de aldrig har hørt ordet finanskrise, så jeg synes jeg er nødt til at komme med en forklaring og bekende, at Johns far for nogle måneder siden gav John en særdeles pæn pengegave.
Han besluttede sig til primært at bruge pengene på ting, man han ellers kun går og drømmer om; ting vi han har drømt om at få, men ikke har råd til – og da slet ikke, når vi er gået på pension.
Derfor kameraet, f.eks.
Og nu også dråben ude til højre – meget stor dråbe…
I aftes kom John hjem med denne pakke og erklærede, at jeg altså fik min julegave NU, fordi for det første havde han ingen muligheder for at gemme den i vores lille hus, og for det andet var den lidt voldsom at slæbe med til Sverige.
Spændende…

P1070285

Der åbenbaredes en drøm.
Jeg har længe ønsket mig en maskine, der kan hakke kød og røre store portioner dej og fars, men hvis ikke der var en ordentlig motor på, kunne det være ligemeget … den skal virkelig kunne arbejde for med føden.
Sådan en lå uden for vores budget, så det forblev en drøm.
Lige indtil i går.
Blenderen fulgte med – sådan en var der også i juicepresseren fra sidste jul, så nu har jeg to blendere, hvilket er lige i overkanten. Er der nogen, der har en Major uden blender, så har jeg en i overskud.
Men kødhakkeren med tre størrelser huller og to tykkelser pølsehorn skal nok komme i anvendelse. Der var også en ‘kebbe maker’ – vist en slags middelhavskødboller med bulgur … tror ikke lige det bliver den, der oftest bliver brugt.

Piskeris, K-krog og dejkrog. To store røreskåle.
Jeg kunne næsten ikke vente til i dag, hvor den naturligvis skulle afprøves.

P1070288

Jeg googlede lidt rundt for at se forskellige forslag på hjemmelavede pølser og fik forskellige ideer. Mange, faktisk … jeg kunne ikke nå at afprøve dem alle lige den første dag, men mindst to slags skulle testes, så afsted til Brugsen for at investere i kød, tarme og andre fornødenheder.
Der er ingen grund til at gøre noget halvt, så jeg købte 10 meter tarme og 3½ kilo svinekød – så der der kød til fryseren til julen og lidt til – vi bliver jo mange.

P1070289P1070291

Alle råvarerene – kød, løg og hvidløg til grundfarsen, som jeg derefter delte i to.
Jeg fandt et totalt tørt 1/4 sigtebrød i ovnen, som blev brugt til at køre det sidste fars ud med. Smart? Ja!
Det var resteanvendelse og rasp i ét hug.
Timian og æbler til det ene hold. En øl og rosmarin til det andet. Plus salt, peber, rasp, mel, æg, mælk, fløde og bouillon. Men i hvilke mængder? Det var svært – jeg synes, jeg brugte meget af det hele; løg blev yderligere hakket og tilsat undervejs, og alligevel … der manglede noget. Mere salt. Mere peber. Mere af det hele. Mer, mere, mere – men det var nu også en ordentlig portion.
Til sidst blev farsen dog godkendt af førstesmageren.

P1070292P1070294

Nu begyndte det sjove. Det er godt nok første gang, jeg ruller fem meter kondom på.
Oven i købet gjaldt det her som i andre sider af det virkelige liv, at det virker bedst, hvis det hele tiden holdes vådt…
I må gerne grine – det gjorde jeg, selv om jeg var mutters alene. Det var ren fest, men jeg var lidt glad for, at ingen så mig arbejde med lige præcis denne del af processen.
Nå. Alt bliver vel rutine med tiden.
Jeg er træt – det tog over tre timer fra start til slut, og jeg sad ikke ned i et minut undervejs. Man er altså ikke 20 år længere…

P1070296P1070299

Undervejs i pølsemagerprocessen kom John hjem. Han kunne næsten regne ud, hvad menuen stod på til aften.
I fryseren ligger nu omkring fire meter ølpølser og og fire meter æble-timianpølser.
Jeg blev inspireret, da vi var i Bath og købte pølser med hjem til aftensmaden. Der ligger en slagter, som er kendt i miles omkreds for sit store udvalg af meget spændende og yderst velsmagende pølser.
Der er lang vej endnu, til jeg når igennem hele hans repertoire, men han har været flink og skrevet de vigtigste ingredienser på sine skilte, så det er sådan set bare at gå i gang.
P1060977

P1060979

Stilton & Apple var rigtig god. Vi købte også en Toulouse, en Lincolnshire og en Tuscan Sausage.

18. oktober 2010

Har du lært noget i dag?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:41
Tags: , ,

Det har jeg, og det skal man helst hver dag. Har jeg engang lært…

I dag har jeg lært, at nogle tror, der findes et nudansk ord, der hedder ‘afvide’. Det sprang i øjnene på mig fra en mail fra en person, der normalt er rigtig god til dansk: "Jeg har fået afvide, at…"
Det kom fra en person, som, for at kunne passe sit job ordentligt, skal have styr på det danske sprog, så jeg ringede hende grinende op og spurgte, hvor hun dog havde fundet det ord. Hun var i starten temmelig uforstående og mente bestemt, at det hed det da, og det havde det altid gjort.
Jeg fik overbevist hende om, at ordet skam har eksisteret, men at det for længst er afgået ved døden, og at det i øvrigt i levende live havde en anden betydning end den, hun anvendte. Det findes i dag kun som sit eget antonym (uafvidende).

kors afvide, v. præs. ent. -ved, flt. -vide; præt. -vidste; part. -vidst. vbs. -ende (vAph. (1764)). (ænyd. d. s., dannet af vide af) have kendskab til (et forhold; vide besked om (noget). (især i bisætn.). da skulle de vidne, som afveed. DL.1–13–16. Krigssager og andet mere, som Romani intet afvidste. Gram.Breve.87. KSelskSkr. I.217.245. Dette er ikke skeet, mig afvidende. VSO. (jf. uafvidende).

Hun fik også lært noget i dag…
Jeg talte med nogle kolleger om det ved frokosten og fik ‘afvide’, at fejlen er ret almindelig, så det sikkert bare er et spørgsmål om tid, inden ordet bliver accepteret af Dansk Sprognævn! En googlesøgning gav ikke mindre end 32500 hit, men mange af de første repræsenterede spørgsmål/svar om ordet – og nu vil jeg velsagtens selv bidrage fremover i en søgning…

slankeannonceSenere på dagen så jeg en annonce, som jeg morede mig lidt over – der har nok været en oversættelsesmaskine i gang her.

Det hedder selvfølgelig ikke ‘kilos’ i flertal på dansk, men det sjove ved annoncen var, at der påstås noget, jeg bestemt ikke kan være uenig i: At det at tabe 5 kilo om ugen ikke er normalt! 😛

4. maj 2009

Mønster

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:30
Tags: , ,

Mandagstemaet, som igen følger sit gamle mønster og dukker op mandag i stedet for søndag, er Mønster.
Mønsterelev, mønsterbarn, søvnmønster, livsmønster, strikkemønster, broderimønster og symønster… Der er så sandelig mange mønstre og mønsterbegreber her i livet og ganske sikkert flere end de her nævnte.

Jeg var selvfølgelig både det første og det andet (stregen i ø’et manglede dog vist i mine teenageår 😛 ), har vel en eller anden form for det tredje og fjerde, og jeg anvender meget det femte, stort set aldrig det sjette, og det syvende kun til patchwork og tasker. Hvis det er til tøj, lader vi datteren om det – det er hun meget bedre til.

Jeg vil faktisk slet ikke komme ind på strikke- og symønstre. Det er så keeeedeligt, synes mange. 

 Næfire-storm-small[1]h. Det absolut indiskutable ultimative mønster for mig er…  Fraktaler. Jeg elsker fraktaler. Det er et mønster eller rettere mønstre, der er dybt fascinerende – de kan selvfølgelig genereres fra en computer, men naturen har sine egne, vidunderlige eksempler på det.  Fraktaler er mønstre, der hele tiden gentager sig selv, bare i mindre og mindre målestok. Dette var sikkert ikke den autoriserede definition, men det var min 🙂

Fraktaler er i mine øjne dybt fantastiske og dybt betagende at observere, både mens de bliver dannet på en pc-skærm og når de forekommer helt naturligt; på en og samme tid er det det samme og dog så foranderligt. Jeg kunne godt unde jer at se dem dukke frem på en skærm, hvis I ikke allerede har haft den fornøjelse.

I naturen kender vi dem bl.a. fra bregner og fra denne… denne… øh, hvad er det nu, den hedder, denne sjove blanding af blomkål og broccoli?
Bregneblad

Sjov blomkålbroccoli

Men se så denne sydafrikanske nationalblomst Protea, eller nålepudeblomst (pincushion flower). Den er da smuk – jeg var i hvert fald særdeles betaget af dem, da vi var dernede – se på mønstrene.

 De findes i mange afskygninger; den til højre var på størrelse med et bilrat. Den til venstre eller en lignende har man måske set her i Danmark hos blomsterhandlerne – den er på s2004 AFRIKA-256tørrelse med en underkop.
257 Sydafrikansk nålepude

Blog på WordPress.com.