Meget, mere, mest. Arbejde – en afhandling om et loft i det sydlige Sverige

Det griber om sig, ja det gør så. Vi vidste godt, det var et stort arbejde, vi var begyndt på. Vi var også en lille smule forberedte på, at det nok skulle vise sig større end først antaget – det gør den slags projekter næsten altid.

Og for pokker da nok, hvor det holder stik.
Vi havde et nogenlunde hvidt, men lidt underligt loft i stuen… det var blødt og det bulede lidt hist og pist. Da mænnerne demonterede vægge i stor stil sidste weekend, gik loftet ganske enkelt i stykker, og da Jimmy (tømreren) kiggede forbi af anden årsag, kunne han forklare, at det var spændpap: Man gjorde et stort stykke pap vådt og sømmede det fast. Når det tørrede, trak det sig sammen og lignede et pænt, fladt loft, som man lige kunne male hvidt. Det havde man så gjort for mange år siden. Spændpap hedder (på samme tid frækt og uskyldigt fedtmuleagtigt) förhydningspapp på svensk. Hvad man dog ikke lærer… Jeg er simpelthen snart klar til at forsvare en PhD i svenske lofter…
 
Inden under förhydningspappet afslørede der sig et smukt, gammelt loft af tykke egetræsplanker i forskellige bredder. Det var godt nok næsten uhyggeligt sort, men ork, det skal da bare lige vaskes, tænkte Ellen optimistisk. 
Det var også rigtigt. Næsten. For det skal ikke ‘bare lige’ vaskes. Det skal v-a-s-k-e-s. Der sidder fire eller fem lag kalk. Leret kalk. I en stue! 4-5 lag, hvor især det yderste var ret sort af sod. Jeg vaskede og vaskede og vaskede. Så vaskede jeg, hvorefter jeg vaskede og vaskede igen. Testområdet var cirka 20 x 25 cm. Der var som nævnt af en eller anden grund blandet ler i et par af lagene… eller noget der lignede ler rent farve- og konsistensmæssigt. Jeg havde hørt noget om fordums tiders iblanding af komøg, fordi dette kunne få alt muligt til at binde godt. De tapetserede af samme grund med kogødning blandet i klisteret. Anstrengt, usikkert smil herfra… komøgstanken valgte jeg at fortrænge helt, men en lysebrun leret opslemning blev vaskevandet ikke desto mindre lynhurtigt… Kluden skulle skylles op HELE tiden, og vandet udskiftes HELE tiden. Det tog mig over et kvarter at få renset 50 cm² ned til det rå træ. Så er der saftsusemig langt til at få renset 25 m². Maleren sagde: "Grundrens skal der til! Masser af grundrens!"; John sagde: "Jeg tror det vil være godt at bruge grundrens!"; Ellen påstod, at grundrens er til fedtede ting, så det troede hun ikke helt på ville fremskynde en kalkafvaskningsproces. Ellen havde desværre ret, for grundrens blev afprøvet fredag aften, og det havde overhovedetingensomhelst effekt…

Det gamle, gamle egetræ er ret flot, og som Jimmy sagde med et lille smil, så er der folk, der er villige til at betale formuer for at få fat i sådan noget træ.
Jeg vasker derfor gerne loft ned. John var lidt imod det, men nok mest fordi han kan ikke hjælpe til pga. en blodprop en del år tilbage – han kan dog stadig ikke arbejde med hænderne løftet over hjertehøjde. For slet ikke at tale om over hovedhøjde… Han foreslog at sætte gipsplader op over det hele, men Jimmy og jeg indgik en aftale om, at jeg ordner det gamle loft (= halvdelen af rummet), og han skaffer nogle tykke og brede egeplanker til at sætte op i den anden halvdel, hvor loftet er masonitplader.
De to loftshalvdele kan derfor ikke blive helt mage til hinanden, men der skal alligevel sættes en bjælke op gennem midten for at skjule arrene fra den tidligere væg.
John indvendte, at ja, det er da flotte planker, men det er et lavloftet rum. Plankerne er og forbliver, på trods af mit store nedvaskningsarbejde, mørke, hvilket risikerer at knuge rummet. Han har desværre nok ret, men så må jeg hvidpigmentere det – eller måske så nok hellere male det helt hvidt. Jeg vil bare gøre meget for at undgå institutionsgrimme gipslofter i et så gammelt hus – det er synd at skjule disse smukke, originale materialer, når man i stedet kan fremhæve dem. Også selv om det kræver en hulens masse knofedt.
Jeg må dog beskæmmet indrømme, at allerede lørdag middag så jeg lidt mindre lyst på projektet. Da spændpappet blev hevet af henne ved vinduet, afsløredes der en gammel, ikke helt lille fugtskade, der havde mørnet træet en del og som fik loftet til at bule nedad. Allerede kl. 12 var jeg temmelig smadret og begyndte at regne lidt på sagen: Det vil tage mig mindst fem-seks weekender med knaldhårdt arbejde fra morgen til aften at få det til at blive næsten helt pænt. Det er det der ‘næsten’, der gør mest ondt…

Jeg har dog ikke givet op endnu, men indtil videre valgt at se det fra positivsiden: inden jeg er færdig med det loft, har jeg nok smidt adskillige kilo. Op og vaske. Ned og skylle kluden. (Sagde pænt nej tak til Johns velmente forslag om at sætte vaskebaljen i bordhøjde). Op og ned. Op og ned. I én uendelighed. Jeg får en talje som da jeg var ung. 
I nænner forhåbentlig ikke at modsige mig 😀

Og vejret: Temperaturen har været 11-13° hele weekenden, og det regnede uafbrudt fra fredag aften til søndag formiddag. Da jeg ringede til min far lørdag aften, fik jeg at vide, at de havde 25° og ikke havde set en dråbe regn. SÅ langt befinder vi os altså heller ikke væk – kun 120 km østnordøst for Helsingborg – men det var sandelig noget af en vejrforskel…