Hos Mommer

30. marts 2015

Det syder og bobler og lugter af svovl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:26
Tags: ,

I dag har vejret været det smukkeste og flotteste, man kan forestille sig – høj, klar og blå himmel. Vi er begge dybt betagede af Islands betagende smukke landskaber og ikke mindst al den geotermiske aktivitet.
Formiddagen havde vi for os selv, men frokosten foregik i samlet flok på en fiskerestaurant, hvorefter turen gik mod Den Blå Lagune.
Det er altå en noget speciel oplevelse at ligge i 40 grader varmt vand, når luftens temperatur er 0 grader – men yderst behageligt! Man behøver heller ikke at smøre sig ind i creme, når man er færdig med at bade – ens hud er blød som en barnenumse efter opholdet i vandet.

P1050750

Der var en bar ude i vandet, som var særdeles flittigt besøgt. Vandet nåede os kun til cirka midt på maven, så de fleste krabbede rundt med kun hovedet oven vande, fordi det selvfølgelig var hammerkoldt, så snart den våde hud blev udsat for fri luft. Det må have set ret tåbeligt ud, hvis man ellers havde kunnet se noget. Vandet var så mættet af mineraler, at  man intet kunne se bare et par centimeter nede.

P1050755

Efter badet skulle vi ud til et aktivt geotermisk område med boblende mudder- og svovlpøle. Det var fudstændig betagende, selv om man på ingen måde var i tvivl om, at her var svovl i fri dressur.

P1050781

Nogle steder var der meget gulbrunt; andre steder bare gråt og andre steder igen helt grønne. Nogle huller var muddertykke og andre var det rene vand.

P1050788

Jeg har ikke sat en video ind i indlægget, men jeg burde faktisk have gjort det for at levendegøre al den hvæsen og bloblen rundt omkring en. Lugten ville dog stadig mangle …

P1050777

Til sidst en omvej hjem for at vi kunne nyde det imponerende landskab. Gid det dog havde været sådan et vejr i går, men det hjælper ikke rigtig at ærgre sig over det nu.

P1050798

Vores guide er en sød kvinde, som er halvt islandsk og halvt dansk. Hun taler dansk flydende, og jeg kan derfor ikke rigtig regne ud, hvorfor hun så klumrer så forskrækkeligt rundt i tal, men det gør hun, og jeg er holdt op med at lytte, når hun begynder at sætte tal på et eller andet. Meget af det kan man gennemskue, men hvad med det, man ikke kan?
“Gletcherne varierer meget i højden – lige fra nogle få hundrede meter og helt op til 200 meter.” Hmmm … mente hun mon to kilometer?
”Der er over 450 får i Island. Mere end tre gange så mange, som der er mennesker.” 450.000, min pige – godt nok er Island tyndt befolket, men ikke tyndt …
Pyt – hun er som sagt meget sød.
I aften skal vi igen ud og kigge efter nordlys – der er gode chancer fordi det er så klart i dag, og i morgen skal vi på endnu en 10-timers tur – denne gang i superjeeps, fordi vi (også) skal off-road til bl.a. Eyafjellajökull. Det glæder vi os til!

Reklamer

26 kommentarer

  1. Lagunen er noget større end jeg troede! Det er fascinerende at svømme rundt med is lige omkring en; vi prøvede det i det nu lukkede Ålborg Vandland dengang ungerne var små. Der var en udendørs kanal så man kunne svømme en rundtur i vinterlandskabet.
    Godt det blev så smukt vejr. I får jo Island serveret i alle afskygninger! Jeg nyder billederne… og er glad for at lugten ikke følger med i cyerspace!

    Kommentar af Anne Holtegård — 30. marts 2015 @ 23:40

    • Der var noget mere plads at boltre sig på, end jeg havde troet, men det var jo fint nok.
      Vejret – og dermed landskabet – kunne ikke have været bedre i går … og lugten var ikke behagelig, men en del af den specielle oplevelse 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2015 @ 09:06

  2. Jeg mener at have læst, at man kan lide af talblindhed.
    -Sådan lidt i stil med ordblindhed.
    Men det er tilfældet for guiden?

    Kommentar af Farmer — 31. marts 2015 @ 03:45

    • Det kan muligvis have noget med talblindhed at gøre … jeg troede bare, at det ytrede sig anderledes, men det er måske individuelt, hvordan man siger tallene forkert.

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2015 @ 09:09

  3. Islandsk er temmelig specielt, ikke ? Jeg kan sådan nogenlunde følge med officielt skriftsprog, men ikke det kaudervælsk min kollega skriver på sin FB…..Det er måske ikke så underligt at det er vanskeligt med danske tal ?? Hmmm, må spørge Gudrun i dag.

    Flotte billeder fra den vulkanske ø. Det er virkelig god rejsereklame du leverer Ellen 🙂

    Kommentar af udvandreren — 31. marts 2015 @ 06:34

    • Jo, det er … jeg kan også forstå en del af det på skrift, men når de taler det, fatter jeg ikke en lyd.
      Guiden har ingen problemer med, at vi siger enerne før tierne, og tal som 200 og 5000 er jo ikke forskellige fra andre sprog. Jeg tror også mere på talblindheden 🙂
      Du må herop, Annette – her er så flot.

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2015 @ 09:14

  4. Det ser fantastisk ud. Island er på min liste over steder, jeg SKAL se. Det har været et ønske i mange år. Jeg håber, at I nyder.

    Kommentar af Susanne — 31. marts 2015 @ 06:43

    • Du må ikke snyde dig selv … lov mig at opfylde dit ønske … og ja, vi nyder de flotte landskaber og gode oplevelser.

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2015 @ 09:16

  5. Det må være svært, at tage sig sammen til at kravle op af lagunen igen 😉 Jeg kommer til at tænke på Disneyfilmen om jordens skabelse, når jeg ser og hører om svovlpølene. Jeg kan ikke på stående fod, huske hvad den hedder, men var meget betaget af den som barn, især fordi jeg også havde set en anden film om, hvordan de havde arbejdet med at tegne den.
    I må vist råde den søde guide til at skrive tallene 😉 Det måtte jeg altid gøre når jeg sendte folk i faglitteraturen efter bøger, for det der kom ud af munden, var ofte forkert, selv om billedet i hovedet var korrekt. Jeg mener også det har noget med talblindhed at gøre…

    Kommentar af fiberfryd — 31. marts 2015 @ 08:22

    • Den film har jeg ikke set, men den kunne være interessant at få fat i, tror jeg.
      Hun er nok talblind, som også Farmer er inde på, men når hun sidder i bussen og fortæller, har hun ikke rigtig mulighed for at skrive sig ud af det 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2015 @ 09:19

  6. Ja tænk, hvis du kunne sende en duftprøve med 😉 Dit sidste billede er godt nok flot. For den slags billeder kan man jo godt klare lidt kulde 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 31. marts 2015 @ 09:11

    • Duften var, omend ubehagelig, helt sikkert en del af oplevelsen 🙂
      Alting var bare SÅ flot i går!

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2015 @ 09:20

  7. Det er dejligt at I er fornöjede med jeres oplevelser i Island og at I ikke er blevet forhindrede af vejret som har været helt underligt denne vinter. Jeg bor selv langt ude på landet, dvs. i Vestfirðir hvor der findes utrolig mange imponerende steder men turister går desværre glip af dem på grund af afstanden fra hovedstaden. Mon det ikke er denne film I taler om? Fantasia hedder den, http://en.wikipedia.org/wiki/Fantasia_%281940_film%29 Den er een af mine (meget få) yndlingsfilm. Jeg anbefaler dog originalen, den nye udgave som – hvis jeg husker korrekt – blev lavet til at fejre årtusindeskiftet, er ikke nær så betagende som den förste. Vedis.

    Kommentar af Vedis Geirsdottir — 31. marts 2015 @ 09:34

    • Velkommen til, Vedis – hvor er det dog hyggeligt, at en ‘rigtig’ islænding finder vej til min blog.
      Vi er dybt betagede af dit land, kan jeg forsikre dig for! Vi havde møgvejr den første dag, men jeg skal da lige love for, at disse sidste to dage har kompenseret for det – sjældent har jeg set noget så flot.
      Vi har set en del meget ensomt beliggende gårde – er det så ensomt et liv som jeg forestiller mig, eller er I gode til at køre afsted for at besøge slægt og venner?
      Tak for link – filmen vil jeg se, når vi er hjemme i Danmark igen.

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2015 @ 23:03

      • Jeg har for længst fundet frem til din blog som jeg har altid kigget til i smug og synes meget godt om. Du har en særdeles oplærende måde at skrive om det danske sprog og på det samme sprog og du har bidraget stort til at jeg ikke taber mit danskkundskab ned. Eftersom I var på ferie i den sydlige del af Island, er de gårde nok fleste beboede og det opleves ikke som en bagatel at en gård ligger mange titals kilometer fra næste læge, butik m.m. I andre områder, f. ex. ved Djúpið hvor jeg bor, er der desværre stor tilbagegang i gårdbeboelsen og for det meste er det gamle mennesker som stadigvæk driver landbruget, de bliver nok den sidste generation. Jeg håber at resten af jeres ferie bliver så god som de sidste dage, Þórsmörk er et herligt sted, både sommer og vinter.

        Kommentar af Vedis Geirsdottir — 1. april 2015 @ 09:37

        • Ih, hvor bliver jeg dog glad af at læse dine ord, Vedis 🙂 Tusind tak for dem!
          Jeg var næsten klar over, at I nok ser anderledes på afstande end man gør i Danmark, men det er synd, at det går den vej for jeres afsidesliggende gårde; det er desværre nok et nærmest globalt problem.
          Enig i, at Þórsmörk er et herligt sted!

          Kommentar af Ellen — 1. april 2015 @ 17:08

  8. Superflotte billeder Ellen, lugten kan jeg genfremkalde fra da vi med lystbåd sejlede ind til Stromboli ved Sicilien. Sølvsmykkerne blev til guld:) da vi hoppede i vandet.

    Kommentar af Veteran Krista — 31. marts 2015 @ 09:48

    • Høhø – sort guld, vel sagtens … I hoppede da ikke i svovlholdigt vand med sølvsmykker på? Har du aldrig set, hvad æg gør ved sølvskeer? 😀

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2015 @ 23:04

  9. Jeg nyder både gråvejrs og solskinsbilleder, og dine indlæg er da, som andre er inde på, eminente reklamer for Island 🙂

    Kommentar af Lene — 31. marts 2015 @ 10:00

    • Hvis det er sådan, er det fuldt fortjent, Lene 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2015 @ 22:50

  10. Sikke smukke billeder du her viser. Storslået (på nutidsdansk fantastisk) natur.
    Må jeg gætte på at guiden bare taler for hurtigt og derfor ikke kan nå at tænke hvilke tal hun skal bruge?

    Kommentar af Jørgen — 31. marts 2015 @ 10:20

    • Den er både storslået, fantastisk og meget mere, Jørgen!
      Det kunne godt være forklaringen …

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2015 @ 22:52

  11. FANTASTISK! Island skal bare opleves, og det er så anderledes, at man næsten ikke kan forestille sig det. Den Blå Lagune er også et særligt sted. Vældig interessant, men jeg havde en lidt klistret fornemmelse bagefter, som jeg desværre husker næsten bedre end det fantastiske ved at ligge og dase i det dejligt varme vand.
    I lyder til at have en oplevelsesmættet tur.

    Kommentar af conny — 31. marts 2015 @ 16:51

    • Så du har været her! Vi kan jo kun være enige om, at det bare skal opleves.
      Sjovt, at du havde en klistret fornemmelse – det havde jeg overhovedet ikke; kun denne dejlige bløde fornemmelse.

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2015 @ 22:53

  12. Hvor er I bare heldige! For 30 år siden tomlede jeg Island rundt – fem uger lod vi det tage. En helt betagende oplevelse! Jeg har hele tiden lovet mig selv, at jeg en dag skal tilbage. Dine beskrivelser og billeder genererer pludselig noget som opleves som et akut behov.

    Kommentar af Lone Nielsen — 31. marts 2015 @ 19:57

    • Det må have været betagende, men man kan nok ikke tomle rundt i dag, som du gjorde.
      Jeg håber for dig, at du får mulighed for at vende tilbage, for skønt er her.

      Kommentar af Ellen — 31. marts 2015 @ 22:55


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.