Hos Mommer

28. januar 2023

Blandt trolde og nisser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:12
Tags: , , ,

Vi har været på et af vores efterhånden adskillige kroophold; denne gang på Nørre Vissing Kro i Midtjylland. Det var fint nok – hverken i toppen eller i bunden af stederne, vi har besøgt, men rent madmæssigt pænt lidt over midten. Vi blev under den meget lækre middag enige om, at vi skal se at få udarbejdet en liste, hvor vi rangordner alle madoplevelserne. Ikke, at vi kan bruge den liste til specielt meget, men vi synes alligevel, at den kunne være rar at have.
Vi fik fem retter med tilhørende vinmenu; det var alt sammen spændende, lidt anderledes tænkt og meget veltilberedt, bortset fra herefordbøffen, som var blevet stegt for meget. Det var synd, for der kunne ikke kritiseres noget ellers.
Var maden god, kunne rengøringsassistenten til gengæld godt trænge til et kursus i rengøring af toiletter. Den lod nemlig en del tilbage at ønske, og jeg bryder mig absolut ikke om et badeværelse, hvor man kan se spor efter tidligere gæster!

For mit vedkommende var højdepunktet på turen, at jeg så nisseskæg!

Nisseskæg (7)

Det er et betagende syn. I mine øjne intet mindre end et af naturens små mirakler. Jeg har set mange billeder af nisseskæg, men indtil i går haft til gode at se det med egne øjne.
Det kan opleves, når fugtigt vejr afløses af let frost og skyldes et samspil mellem vejret og svampen smuk bævrehinde (Exidiopsis effusa). Når vandet inde i en død gren fryser, vil isen blive presset ud gennem de fine porer, så der dannes disse fascinerende, bare 0,01 mm tynde tråde. Hvorfor det kun forekommer i samspil med netop denne svamp, og hvad det egentlig er der sker, slås de lærde stadig om.
Pyt. Lad dem endelig slås – jeg er bare glad, for det er et skønt skue af et naturfænomen, og nu har jeg selv set det.

Nisseskæg (9)

Vi fandt nissernes skæg i området ved Silkeborg Bad, hvor trolden Stærke Storm også sidder og passer på os. Eller hvad disse kæmpetrolde nu gør …
Indtil videre har vi kun set to, nemlig Ask fra Askhøj og nu Stærke Storm fra Silkeborg.
Jeg synes det er en sjov ide, Thomas Dambo har fået. Hver trold har sin egen historie, og “Stærke Storm sidder, hvor han gør, fordi han er utilfreds med at dalens træer er blevet fældet, for det medførte at mange af de andre træer væltede i vinden. Nu sidder Stærke Storm solidt placeret foran de resterende træer og passer godt på dem”, som der står på Visitaarhus.dk.

Stærke Storm (Silkeborg) (2)

Turen i skulpturparken ved Silkeborg Bad var interessant, men blev kort, da vores tid i går var knap, fordi vi også skulle nå til Moesgaard Museum for at deltage i den bookede guidede tur til Ud af Kaos – og gerne nå at spise frokost i MoMus glimrende cafeteria inden.

Silkeborg Bad (2)

Denne ‘hule’ er skabt af børn. Hvert farvet felt repræsenterer et barns ønske.
I træerne bagved myldrede der en hel flok træløbere op og ned ad træerne. Det var første gang, jeg så træløbere, og oven i købet mange på én gang.
Det var virkelig en dag med nye oplevelser for mig … der er sat kryds både i kalenderen og i fuglebogen.

P1050408

Udstillingen på Moesgaard var, som alle stedets udstillinger, flot sat op og meget informativ. Guiden, en arkæologistuderende, uddybede det hele på flot og flydende vis. Der kom ikke ét eneste ‘øøøhhh’, ‘hvaderdetnudethedder’ eller andre forstyrrende taleelementer undervejs i de fem kvarter, rundvisningen tog. Hun kunne sit stof, var vidende og underholdende og fik stor ros fra min side, til hvilken jeg fik et stort og varmt smil som tak, men roses den, som roses bør, og udstillingen kan jeg kun anbefale. Det moesgaard-årskort var givet godt ud … det er tjent hjem på andet besøg, så et årskort får John og mig til at tage os sammen og komme afsted mere end én gang. På Moesgaard kan de noget med at sætte udstillinger op, og vi vil med stor sandsynlighed gerne se alle de kommende.

Advertisement

18 kommentarer »

  1. Tænk, jeg har altid troet at nisseskæg var en del af svampen. Det er så smukt. Han er godt nok en flot fyr, ham Stærke Storm. Vi kunne godt bruge flere af hans slags til at passe på vores natur. Den udstilling ser godt nok spændende ud. Det er altid dejligt med folk der kan deres job, om det så er formidling eller et håndværk. Rigtig god søndag til jer begge to herfra. 🙂

    Kommentar af Kirsten Jensen — 28. januar 2023 @ 19:31 | Svar

    • Det er vand, men det er virkelig et spøjst fænomen.
      Vi må have flere trolde, og ja, gode formidlere er guld værd – det er herligt at blive ‘udsat’ for en sådan 😊
      Tak, og i lige måde til dig 😊

      Kommentar af Ellen — 28. januar 2023 @ 21:46 | Svar

  2. Flot billede af nisseskæg. Rengøringen skal helt sikkert være i orden ikke mindst på toilettet.

    Kommentar af Lisbeth — 28. januar 2023 @ 20:36 | Svar

    • Tak, og ja, det skal den helt sikkert. Det var en anelse ulækkert, hvad vi kunne observere 😳😞

      Kommentar af Ellen — 28. januar 2023 @ 21:48 | Svar

  3. Jeg skulle selvfølgelig ind og kigge, og Nørre Vissing Kro ser rigtig hyggelig ud – udefra i hvert fald. Måske I vender tilbage til sommer til deres spøjse Middag i rugmarken-arrangement, selv om karakteren denne gang kun blev lidt over middel blandt rigtig gode restauranter. På det billede, jeg så, men ikke kan finde igen, sidder selskabet ude i marken og kigger ud over noget vand. Ligger der en lille sø eller en å, som I kender navnet på?
    Vi har engang gået rundt om Ørnsø. Turen startede med spændende natur, så fulgte et lidt kedeligt stykke, men vi kom så igen til et godt skovområde – det ber nok deromkring, I har været – og herefter nåede vi den idylliske kilde neden for Silkeborg Bad. Men I havde jo travlt, så der nåede I nok ikke ned.
    Det må lige være tid og konditioner for nisseskæg. De har vist og forklaret om det i nogle vejrudsigter en af de seneste dage. Det må være sjovt at se.
    Og en hel flok træløbere. Jeg bliver næsten lidt misundelig.

    Kommentar af tingats — 29. januar 2023 @ 10:40 | Svar

    • Arrangementet hedder ‘Gastronomi i Kornmarken’ og kan findes under ‘Arrangementer’ på kroens hjemmeside. Det kommer vi dog ikke til at deltage i, for det er den dag, vi skal afhente autocamperen i Nordjylland 😀 Det kan ikke være i umiddelbar nærhed af kroen, for det er på toppen af en bakke, og “transport tur/retur er inkluderet” i arrangementet – som lyder hyggeligt.
      Nej, vi nåede ikke at gå tur helt nede ved vandet, men vi vil gerne se lidt mere af området en anden gang.
      De vejrudsigter er jeg desværre gået glip af, men jeg googlede mig frem til hvad der forårsager de fine skæg.
      Ja, bogstaveligt en hel flok træløbere. Jeg følte mig meget heldig i fredags 🤩

      Kommentar af Ellen — 29. januar 2023 @ 12:36 | Svar

  4. Hvor ser nisseskæg helt fantastisk ud. det må have været en oplevelse at opdage det. Og troldene vil jeg gerne tage på rejse rundt i Danmark for at finde.
    Hver gang du skriver om Moesgaard tænker jeg, nu skal jeg snart se det. Det er så ikke sket endnu 🙂

    Kommentar af Lene — 29. januar 2023 @ 19:07 | Svar

    • Det var virkelig en dejlig oplevelse for mig – natur og landskaber ligger nu engang højere på min nydeliste end kultur og storbyer – selvfølgelig med undtagelser 😀
      Lov mig, at det sker engang, Lene. Selv om du måske ikke skulle være specielt interesseret i historie, tror jeg du vil finde det museum spændende, interessant og flot.

      Kommentar af Ellen — 30. januar 2023 @ 9:12 | Svar

  5. Jeg havde indtil nu aldrig hørt om nisseskæg. Det er godt nok et sjovt fænomen.
    Før vi fik en trold i min kommune (Hanna Halerød), havde jeg ikke gjort så meget for at finde Thomas Dambos trolde, så da vi for et par år siden var på sommerferie bl.a. i Silkeborg, og vandreruten gik forbi Silkeborg Bad, havde vi slet ikke tænkt på at lede efter trolde. Det kan jeg da godt fortryde nu, når du skriver om Storm, der åbenbart er lige i nærheden af Silkeborg Bad. Nå men så er der endnu en grund til at tage tilbage 🙂

    Kommentar af conny — 30. januar 2023 @ 9:21 | Svar

    • Ja, det er … og det er værd at gå efter, når man formoder, at forholdene er til det. Vores var jo en tilfældighed, for det er ikke tit, vi går tur i skoven på denne årstid, så vi var heldige.
      Der findes et kort, hvor man kan se alle troldenes placering. Det er rar at have let tilgængeligt, så man kan tjekke om der ikke lige skulle være en i nærheden af, hvor man befinder sig. Det kort har jeg lagt ind som et ikon på en af telefonens sider. Prøv at google “trollmap thomas dambo” 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. januar 2023 @ 9:30 | Svar

  6. Thomas Dambo er så dygtig – vi har hørt hans hiphop musik i de mange år, han lavede det og det er så hyggeligt de seneste år at kunne følge ham, i et nyt kreativt miljø.
    Håber at nå forbi Moesgaard-udstillingen, den lyder til at være turen værd. De formår altid at stable noget meget overbevisende på benene dernede 🙂

    Kommentar af venterpaavinblog — 30. januar 2023 @ 16:26 | Svar

    • Er han også musiker??? Du godeste, det anede jeg ikke 😌
      Den kører helt frem til 6. august, så det kan du sikkert godt nå – for ja, alle moesgaardudstillinger er endog lange ture værd 😊

      Kommentar af Ellen — 30. januar 2023 @ 18:16 | Svar

  7. Det kan jeg lige mærke var godt – at guiden talte godt og ikke sagde “hva’detnudethedder”! eller “æææh”.
    Hvor er det godt at hun fik ros!

    Så Moesgaard var en god udstilling. Jeg tror man skal have god tid for at nyde det.

    Kommentar af Donald — 30. januar 2023 @ 23:27 | Svar

    • Hvor jeg dog bare NØD at høre en, der kan tale pænt og flydende. Dem kunne de bruge mange flere af i DR!
      Man skal have god tid, men det er nok ikke noget problem, når man i forvejen har sat det meste af en dag af til det.

      Kommentar af Ellen — 31. januar 2023 @ 9:17 | Svar

  8. Taget ved skægget. På en af mine vandreture var jeg en dag i mit indre ved at skælde ud over en hundeejer, der måtte have plukket sin hvide hund og efterladt hundehårene i naturen. Da jeg kom tættere på kunne jeg se, at det var store pletter af det magiske nisseskæg, der havde narret mig. Heldigvis!.

    Kommentar af Ib Hansen — 1. februar 2023 @ 6:23 | Svar

    • Hehe … ja, man kigger lidt, første gang man oplever dette naturfænomen 🙂
      Jeg troede egentlig, at fuglene ville bruge eventuelle hundehår til redebygning? De har i hvert fald intet mod fårepels, men hunde har måske en ‘farlig’ lugt?

      Kommentar af Ellen — 1. februar 2023 @ 7:22 | Svar

  9. Jeg havde heller ikke hørt om eller set nisseskæg – fantastisk syn!

    Kommentar af Eric — 3. februar 2023 @ 9:20 | Svar

    • Det er et fascinerende syn – jeg håber du får det at se IRL en dag.

      Kommentar af Ellen — 3. februar 2023 @ 16:39 | Svar


RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.