Hos Mommer

14. april 2014

… Jeg er der om et kvarters tid. Kommer med Virus!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:08
Tags:

Møgvejr i dag. P….koldt, blæsende og mere regnvejr end tørvejr. Alligevel kørte vi lidt rundt, for vi havde en aftale på Sydsjælland og skulle have godt et par timer til at gå.
Vi startede med Rønnebæksholm, som er et kunst- og kultursted ejet af Næstved Kommune.
Det blev kun til en kort tur i parken; det var simpelthen for koldt og desuden for tidligt på året til at få noget ud af at se en herregårds[køkken]have. Da det så oven i hatten begyndte at regne, fik vi nok. Indendørs kunne vi ikke komme i dag, men det er kommet på listen til et sommer-to-see-sted, da det så ret interesant ud. Er der nogen, der kender det?

Rønnebæksholm, Næstved (4)

Brrrr. Videre. Godt vi havde varm kaffe i bilen.
Vi kørte til Kalvehave, ned til byens havn, hvorfra færgen går ud til Lindholm, hvor man stadig arbejder med diagnosticering og forskning i virussygdomme, der potentielt kan skade produktionen af husdyr i Danmark; bl.a. mund- og klovsyge, rabies og svinepest.
Hvad kan færgen til Lindholm så hedde andet end dette?

Kalvehave (1)

Solen brød frem i to sekunder – det gjaldt bare om at være hurtig på aftrækkeren.

Kalvehave (5)

Dronning Alexandrines bro mellem Sjælland og Møn. Sikkert også meget pænere i solskin, men det gælder vel næsten for alt.

Dronning Alexandrines Bro 

Jungshoved sprang vi over, både pga. vejret og tidsnød, men der skal vi ud en anden dag. 2½ time var nu slået ihjel, med koldt blod, så at sige, så vi satte kursen mod målet.
Ligeledes er 40 % af strålebehandlingerne nu ‘slået ihjel’. Tiden går altså hurtigt. Når vi kører til Sverige på onsdag, er jeg allerede halvt færdig med dem.

Reklamer

22 kommentarer

  1. Der var mere frodig i den Keukenhof vi besøgte!!! Men denne tåler da vist endnu en visit på et lunere tidspunkt.
    Fint navn til færgen… Det er sjovt at gå rundt i (lyst)bådehavne og kigge skibe… Vi så en ved Falsled: Gluteus maximus; meget passende til dens agterspejl!
    Godt tiden går så hurtigt… at I snart kan komme til S igen… God påske.

    Kommentar af Anne Holtegård — 14. april 2014 @ 16:22

    • Ja, det tror jeg på, der var, men I rejste jo også ned til foråret 🙂
      Godt navn til et stort agterspejl – vi holder også af at gå rundt på havneområder.
      Tak i lige måde – men vi blogges jo nok mere ved inden vi når så langt …

      Kommentar af Ellen — 14. april 2014 @ 18:18

  2. Der er dejligt på Rønnebæksholm. Jeg har set flere spændende udstillinger derude bl.a. en udstilling med nogle af Thomas Kluges værker. Herregårdshaven har jeg med skam at melde ikke fået kigget rigtigt efter i sømmene, selv om jeg bor så tæt på.

    Kommentar af bedstesblog — 14. april 2014 @ 16:24

    • Vi må derned igen … der skulle være en meget spændende krydderhave i herregårdshaven, men det er ikke interessant før tidligst om et par måneder.

      Kommentar af Ellen — 14. april 2014 @ 18:19

  3. Rønnebæksholm ser ud til at være et meget smukt sted, og der vil sikkert blive dejligt i deres krydderurtehave, når den tid kommer. I får sørme da set en hel masse forskelligt i forbindelse med turene til Næstved. Det er en rigtig god ide at forene det nyttige med det behagelige.

    Du har ret, det har været bidende koldt i dag; jeg overvejede så mænd at tage handsker på, men lod dog være – lommerne måtte holde for i stedet.

    Tænk at du allerede er igennem 40 pct., ja tiden flyver, og det er jo dejligt i den henseende.

    Kommentar af Stegemüller — 14. april 2014 @ 19:22

    • Ingen klager herfra, og vi får ganske rigtigt set en masse ting, som er nye for os … dejligt 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. april 2014 @ 21:03

  4. I havde nok vejret fra natten i Nordjylland. Dagen her har været ganske pæn. Hvor er det herligt at kalde færgen “Virus” 🙂 – Om end en færge nødig skulle brede sig som ringe i vandet.

    Kommentar af Eric — 14. april 2014 @ 19:42

    • En anden gang behøver I altså ikke at sende vejret herover, bare fordi I selv er trætte af det!
      Hehe … men skønt navn, ja 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. april 2014 @ 21:05

  5. I er da de helt rigtige at sende ud som turistmålfindere.
    Spændende forklaringer, de giver appetit!

    Kommentar af Den Gamle Krage aka Ellen — 14. april 2014 @ 19:46

    • Det er i hvert fald en ret hyggelig opgave at give sig selv 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. april 2014 @ 21:06

  6. Fantastisk god udnyttelse af din behandling I der har fundet 🙂

    Kommentar af perteilmann — 14. april 2014 @ 21:45

    • Det synes vi egentlig også selv, Per 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. april 2014 @ 21:57

  7. Har været til en maleriudstilling Knud Kyhn for ca. 9 år siden, det var ved vintertide, så vi lovede hinanden, at vi engang ville tage derned igen når vi rigtig kunne nyde de smukke omgivelser i bedre vejr. Kh Marianne

    Kommentar af marianne bentzen — 14. april 2014 @ 22:54

    • God ide – husk jeres løfte om 2-3 måneder, for så må der være flot 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. april 2014 @ 14:45

  8. Før Virus hed færgen Ulfsund, og før igen Møn. Både konen og svigerfar har haft med dem at gøre: svigerfader var dyrlæge i Mern og Sønderjylland under de store m og k-epidemier i 1940, og konen skulle levere skibskiste med apoteksudstyr. Da hun kun fik at vide, at færgen var godkendt til world-wide, mere end 150 passagerer og sån’t, blev resultatet nok til et hospital med fødeafdeling til et cruise-skib; så vågnede de ansvarlige for båden op, og da de kunne dokumentere en sejlads på under 30 min til kyst, kunne de nøjes med en førstehjælpstaske.
    Man skal huske det væsentlige, hvis kommunikationen skal lykkes.

    Kommentar af AagePK — 14. april 2014 @ 23:54

    • Morsomt, at I har jeres egen lille familiehistorie knyttet til Lindholm og dens færger.
      Hehe, kommunikation er en svær ting 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. april 2014 @ 14:48

  9. Det er simpelthen så hyggeligt at følge jeres færden rundt i et hjørne af Danmark, hvor jeg er helt blank. Kommer vi dertil, kan jeg bare læse tilbage på din blog for at finde ud af, hvad vi skal se. Tænk, at du – stort -set – allerede er halvvejs med røntgenbehandlingen. Hvor er det dejligt 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 15. april 2014 @ 9:03

    • Det går godt nok lynhurtigt!
      Jeg tror der er mange, der er blanke vedr. hele dette smukke område. I dag har vi været i Svend Gønge-land.

      Kommentar af Ellen — 15. april 2014 @ 14:50

  10. Den mørke himmel skaber flot kontrast i billederne, selv om det var koldt, giver det ofte rigtig flotte og farverige billeder når himmelen ikke “bare” er blå og hvid..
    Genialt navn til færgen. 🙂

    Kommentar af Inge — 15. april 2014 @ 9:07

    • Det giver nemlig flotte billeder med sådan en dramatisk himmel – men også lidt røde næser 🙂

      Kommentar af Ellen — 15. april 2014 @ 14:51

  11. Jeg var lige ved at springe indlægget over på grund af overskriften 🙂 Computer og fruen skulle jo nødig blive syg. Dejligt at I tager det sure med det søde (strålebehandling og oplevelsesrejsende)

    Kommentar af Lene — 15. april 2014 @ 13:28

    • Haha, computervirus annoncerer vist sjældent deres ankomst på forhånd 🙂
      Det er en god måde at få dette her overstået på …

      Kommentar af Ellen — 15. april 2014 @ 14:52


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.