Hos Mommer

8. juli 2015

Vi havde åbenbart set de flotteste kyster allerede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:44
Tags: , ,

I dag blev vi enige om 1) at droppe at køre helt ud til Pointe du Raz, som vi ellers havde talt om hjemmefra; der var for langt bare for at kunne sige, at vi har været ved Frankrigs vestligste punkt, og 2) i stedet at køre en tur ad forskellige grønne veje, som vi fandt på kortet.
En af dem gik oppe langs kysten og endte ved Roscoff, men det var ikke noget at skrive hjem om – vi er allerede forvænte mht. de bretonske kyster, så efter den i øvrigt glimrende frokost vendte vi i stedet næsen sydover og fandt ud af, at her gælder åbenbart det samme som i Tyskland: En grøn vej betyder, at man kører gennem en skov, og man kan ikke se andet end træer … ret irriterende, faktisk.

P1000293

I Roscoff så vi en fodgængerbro, der ikke førte nogen steder hen! Andet end ned i vandet … vi så også mennesker på den, men ingen som gik i retning mod højre på billedet … det er selvfølgelig også en måde at slippe af med folk på, men hvad mon får dem til at gå derud?

Alt i alt er der ikke meget at berette om dagen i dag, men vi kom forbi et stort supermarked, så jeg skulle lige ind og se, om de mon ikke kunne friste med et eller andet.
Det kunne de: Confit de canard til halv pris! Samme størrelse dåse som jeg køber derhjemme, men til 9,75 € i stedet for 150 kroner. Jeg købte fire dåser. John fandt senseokaffepuder til 90 øre stykket; derhjemme koster de – på tilbud – 1,51 krone stykket. Han købte fem maxipakker á 54 puder. Så kan han vel klare sig en uges tid … og jeg overdriver naturligvis slet ikke … den mand har danmarksrekorden i kaffedrikning, tror jeg.

P1000298

Billederne (undtagen det af broen, selvsagt) er fra gårdspladsen foran vores lejede hus. Herover muren til naboens skur og garage og herunder kig mod venstre til bedet ind mod en græsplæne og ind til hønsegården, hvor der i øvrigt huserer en yderst irriterende hane, som fuldstændig har misforstået, hvornår man skal gale. Vi ville sådan ønske, at der hurtigst muligt blev besluttet at få kogt noget suppe på ham, eller måske bruge ham til en slowfood-coq-au-vin. Det kan kun gå for langsomt at komme af med ham, men jeg har desværre på fornemmelsen, at han stadig galer, når vi tager afsted igen.

P1000299P1000300

Udover and og kaffe blev der også investeret i forskellige slags cider og en enkelt flaske calvados. Sidstnævnte hører vel mest til Normandiets specialiteter, men her i Bretagne ser man det ene ‘cideri’ efter det andet; de fleste sælger direkte, nogle få gør ikke, men alle forretninger har en del forskellige at vælge imellem, men hvordan skal man dog kunne gøre det? Jeg kender naturligvis ingen af dem, så jeg kan ikke gå efter andet, end at den skal være brut – jeg vil ikke risikere at komme hjem med noget sødt og derfor for mig udrikkeligt stads. Jeg har købt fem forskellige helflasker; dvs. 75 cl, så det bliver noget med at dele, men mon ikke jeg finder en eller flere, der vil dele med mig? Det tror jeg. Cider er – som oftest – en udmærket drik.

Reklamer

22 kommentarer

  1. I er da et stykke vej hjemmefra: http://dk.afstand.org/K%C3%B8benhavn/Pointe%20du%20Raz%2C%20Frankrig
    God tur videre fra Søren 🙂

    Kommentar af juni24 — 8. juli 2015 @ 22:32

    • Beklager … du lå og sprællede i mit spamfilter, Søren …
      Men ja, det er langt fra Den Stråtækte – og alligevel kun svarende til omkring halvdelen af vejen til Nordkap 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. juli 2015 @ 09:40

  2. Hvor ser det dejligt ud Ellen. Kan du give et godt råd, selvom du er på ferie? Når jeg læser din blog på telefonen, er skriften tilpas lille, men når jeg ser min egen, er både tekst og margin noget større, så det kun efterlader plads til få ord på hver linje. Ved du – eller andre jer – hvad jeg kan ændre, i hvor!?
    Hod ferie, og hils englænderne, når I kommer så langt

    Kommentar af Frøken Z — 8. juli 2015 @ 22:52

    • Jørgen har klaret det, ser jeg … fint nok, og tak, jeg vil hilse dem fra jer. Det bliver rart at komme over til en mere stabil netforbindelse!

      Kommentar af Ellen — 10. juli 2015 @ 06:12

  3. Det er en hyggelig væg at se på. Dum hane, forstås. Her i nabobyens naboby er der nogle husejere der synes haner er nødvendige. De galer, gør de, hvilket regeringen burde forbyde.
    Spørgsmålet i kommentar 1 kan muligvis besvares med at temaet her ikke er responsivt, dvs. mobilvenligt og indrettet så det tilpasser sig de skærme, der ses på.

    Kommentar af Jørgen — 9. juli 2015 @ 07:31

    • Tak for hjælpen Jørgen. Jeg fandt ind i indstillinger og “enablede” mobil – og straks ser det hele meget bedre ud. Det er ikke så ligetil at være ny i blog-land..

      Kommentar af Frøken Z — 9. juli 2015 @ 16:12

    • Det er faktisk virkelig irriterende med sådan en storgalende hane. Jeg troede egentlig også, at kun høns var tilladt i villakvarterer i DK?

      Kommentar af Ellen — 10. juli 2015 @ 06:18

  4. Jeg er også vild med andeconfit, men spiser det ikke så tit – jeg skal passe på vægten. Derimod drikker jeg spandevis af kaffe.

    Kommentar af ekirsten — 9. juli 2015 @ 13:21

  5. Var I ikke ude af den bro..?? Måske var der et spændende hul i vandet, eller en tunnel til et eller andet, sådan noget skal undersøges grundigt Ellen, og du er jo ikke bange for vand har jeg hørt.. 🙂

    Kommentar af Inge — 9. juli 2015 @ 14:14

    • Måske en fodgængertunnel til England?

      Kommentar af fiberfryd — 10. juli 2015 @ 07:59

  6. Kaffe og andeconfitteri, ikke umiddelbart min kop te, men jeg siger som Inge, at det havde været fedt med billeder ude fra broen 😉 Og nu husker jeg at der i vinreolen ligger cider fra vores sølvbryllupsrejse for fem år siden til Normandiet. Landmanden skal da vist finde en af dem frem, så vi kan smage 🙂

    Kommentar af Lene — 9. juli 2015 @ 17:20

  7. Hvis jeg ikke husker helt forkert, så er broen adgangsvej til færgen til Ile de Batz, da færgen jo også skal have vand under kølen, når det er ebbe!
    Tak for etapen. Har I ikke set marker med artiskokker? De er ellers et oplagt motiv for dejlige billeder.
    Mvh. og fortsat god tur

    Kommentar af Kristine — 9. juli 2015 @ 22:49

  8. Holddaop, hvor er det net irriterende – nu har jeg tre gange forsøgt at svare ekirsten … Nu tager jeg det på én gang:
    Ekirsten: vi serverer det kun, når vi har gæster, men det smager jo skønt!
    Inge: nej, vi gad ikke gå helt derud, men Kristine har vist svaret 🙂 – og hvem har dog fortalt dig det med vandet? 😉
    Lene: spiser du slet ikke and? Jeg håber, at jeres cider kan drikkes … jeg ved ikke, hvor længe de kan tåle at ligge.
    Kristine: det kunne være svaret, selv om vi ingen skilte så.
    Jo, jeg så to marker, men vi kunne ikke komme til at stoppe op nogen af stederne. Jeg troede, der ville komme flere, men det gjorde der desværre ikke.

    Kommentar af Ellen — 10. juli 2015 @ 06:30

    • Ha, Ellen, jeg har faktisk aldrig spist confit, så det var vist snarere mine fordomme, der skrev 😉 Og vi smed en flaske cider ud i går, den smagte gæret, så nu er jeg spændt på resten af flaskerne, typisk os at glemme dem.

      Kommentar af Lene — 10. juli 2015 @ 07:48

      • Hmmm – fordomme? Mon du forveksler confit med folie gras? Confiterede andelår betyder bare, at de er konserverede i andefedt, men man spiser jo kun det utroligt møre kød 🙂
        Synd for cideren …

        Kommentar af Ellen — 11. juli 2015 @ 11:23

  9. Det er da en badebro med rutchebane, Ellen!
    Vi badede ved Pointe du Raz – mit til dato mest forrygende havbad. Hvinende salte, smukke turkisblå kæmpebølger. Man kunne ikke komme mange meter ud, for bølgerne rev småstenene væk under fødderne på en – men det var fantastisk. Men jeg sælger nok ikke Pointe du Raz til dig med det argument 🙂
    Vi talte faktisk om, at vi engang skulle booke en overnatning på det lillebitte ensomme hotel, der lå på vej derud, men det fungerer vist ikke som hotel mere. Der er lavet en film om stedet og dets ejer, jeg vil lige finde et link…

    Kommentar af fiberfryd — 10. juli 2015 @ 08:15

    • Du finder den her: https://vimeo.com/1835093

      Kommentar af fiberfryd — 10. juli 2015 @ 08:24

    • Ditte: (der går åbenbart ged i svarene – jeg er på mobilen i St-Malo havn) … du kan ganske rigtigt ikke friste mig med badning, men jeg/vi har faktisk fortrudt, at vi ikke tog turen derud. Nå. Men så må vi jo bare tage til Bretagne igen engang 😉

      Kommentar af Ellen — 10. juli 2015 @ 11:58

  10. Meget spøjs bro – jeg kan slet ikke se færgen for mig. Men jeg har fundet ud af, at Ile de Batz kunne være en omvej værd.

    Kommentar af conny — 10. juli 2015 @ 08:51

    • Næh, det kan jeg faktisk heller ikke … og jeg har ikke opdaget, at øen er en omvej værd, men jeg tror på dig 😉

      Kommentar af Ellen — 10. juli 2015 @ 12:10

  11. Jeg er lige hjemme på besøg hos mig selv, og selvfølgelig skal jeg følge op på blogs. Nu har jeg siddet og læst alle dine poster fra Bretagne, og det ser fantastisk ud. Du beskriver det så godt, at jeg selv får helt lyst til at komme der. Fortsat god tur!

    Kommentar af Stegemüller — 10. juli 2015 @ 16:50

    • Der er fantiastisk smukt, og vi kan kun anbefale en tur derned/derover 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. juli 2015 @ 11:24


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.