Hos Mommer

4. juli 2015

Cap Erqui og Cap Fréhel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:35
Tags: , ,

Vi lagde ud i morges med at finde det nærmeste supermarked for at få købt ind til weekenden. Det lå 8,5 km væk; det næste 32 km væk, så vi tog selvfølgelig det, der lå tættest på. Og som var et Lidl! Pokkers også, men jeg var nødt til at krybe til korset og handle der. Resten af ugen vil vi kigge efter supermarkeder på vores vej, for jeg VIL ikke Lidl. Principielt! Og i øvrigt var jeg ikke imponeret, så fordommene er i behold. De havde kun langtidsholdbar mælk, fx, men vi fik da, så vi kan klare os gennem weekenden.

Oplevelsesturen i dag skulle ikke være for lang – der er blevet kørt nok de sidste tre dage. Vi nøjedes derfor med at smutte op til nordkysten for at se, om tidevandet og kyststrækningerne kunne genkendes fra de engelske kyster.
Det hele lignede fint noget vi kender – meget cornwallsk i sit udtryk, men det gør ikke spor, tværtimod, for vi er begge ret begejstrede for Englands sydvestligste hjørne, og selvfølgelig var det ikke helt det samme, da vegetationen er lidt anderledes.

Tidevandsforskel

Forskellen på flod og ebbe er lige her tæt på syv meter. Disse to billeder viser forskellen på et par timer, hvor det nederste er minimum, og hvor det netop er bebyndt at løbe ind igen. Vi gad ikke vente seks timer på, at det skulle blive højest; mest fordi der var et orkester, der var ved at line op til noget strandfest i aften. De kunne nu godt have øvet sig hjemmefra – det lød forfærdeligt, rent ud sagt.

Tidevandsforskel (3)

Vi kørte ud til Cap Fréhel og gik det sidste stykke ud til spidsen, som – også – minder om Cornwall; denne gang Land’s End.
Uha, der var højt ned, men vi lider heldigvis ikke af højdeskræk, så vi nød bare synet og udsigten.

P1070170

Havet havde en vidunderlig grøn farve visse steder – formentlig pga. kalk, for det mindede lidt om farven på vandet ved Stevns Klint; vejret var perfekt med sine yderst behagelige 22°, så vi havde slet ingen klager over dagen.
Frokosten var medbragt, sammen med vand, kaffe og lidt kage. Ren luksus at kunne indtage den på en skyggefuld plet i så smukke omgivelser.

P1070155

Det bedste af det hele: Bierne er forsvundet. Som i helt væk, hver og en af dem!
Jeg kan kun komme til den konklusion, at det har været en sværm på rejse, hvor noget af den af en eller anden årsag er kommet væk fra dronningen.
Enten er de døde nu eller også drog de videre igen på et tidspunkt – jeg er faktisk lidt ligeglad, bare de er væk, for der var virkelig mange i går; det var en smule temmelig skræmmende, at de blev ved med at kunne finde ind gennem de gamle mure/bindingsværk. Vi kunne høre dem bzzzz’e hidsigt inde bag stikkontakterne … det var helt Hitchcock’sk.

Advertisements

24 kommentarer

  1. Herligt at I nyder ferien, det andet er en biting.

    Kommentar af Eric — 4. juli 2015 @ 22:26

    • Haha, nemlig 🙂

      Kommentar af Ellen — 4. juli 2015 @ 22:33

  2. Sikken en oplevelse: Bier som summer inde i væggene bag stikkontakterne! og så denne oplevelsestur, tak for de flotte billeder. Det er ufatteligt at der kan være 7 meters forskel, det er svært at fange den lodrette forskel på et billede af en vandret strand, men det ses hvor meget længere den underlige badebro eller landgangsbro er.
    Fortsat god tur ønskes! 🙂

    Kommentar af Donald — 4. juli 2015 @ 22:41

    • Ja, man kan komme ud for lidt af hvert på en ferie …
      Det er også svært at fange dybdefornemmelsen i et 2-D-billede, men jeg prøver naivt hver gang 🙂
      Tak!

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2015 @ 07:26

      • Bliv ved med at fange både dybde og højde! Jeg kan så godt lide dine billeder! 🙂

        Kommentar af Donald — 5. juli 2015 @ 13:35

        • Okay – og tak 🙂

          Kommentar af Ellen — 5. juli 2015 @ 16:09

  3. Takk for nydelige bilder.

    Kommentar af Mormor — 5. juli 2015 @ 06:12

    • Velbekomme, mormor 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2015 @ 07:26

  4. Når man er i det svenske med mere end 30 grader C., er det dejligt med en lille sviptur til Bretagne, når kølighed og skygge søges inde.
    Jeg er på linje med dig vedr. Lidl, men i Bretagne er der mange andre muligheder eller i hvert fald var for 10 år siden og hvis man har kontanter i pungen, så er gårdbutikker en oplagt mulighed og fornøjelse, men ugens torvedag (jour de marche (sæt selv accenten)) er også en oplagt mulighed. Turistinformationen ved hvor og hvornår, så lad endelig køletasken komme med på tur.
    Jeg glæder mig til nyt fra dagens etape, nu venter dagens første søbad. 🏊🏻🏊🏻

    Kommentar af Kristine — 5. juli 2015 @ 09:20

    • Der ligger en liste over alle områdets markeder i huset; vi skulle dog også have en del andet end mad, så vi valgte bevidst supermarkedet, men du kan tro jeg skal på marked senere!
      Her er der absolut ingen hedebølge mere … 14°! Men hellere det end 30° hvis du spørger mig 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2015 @ 09:32

  5. Imponerende kystlinje. Jeg kender tidevandet fra Rømø; mindre skala, men stadig nok til at sluge dyre biler efterladt af ejere på slentretur langs stranden! Man skal have respekt for naturens særpræg lokalt.
    Godt I fik huset for jer selv! Lidl er åbenbart alle vegne… troede ellers Frankrig var kendt for deres lokale markeder med lokale varer….

    Kommentar af Anne Holtegård — 5. juli 2015 @ 09:41

    • Ha! De dyre biler er nok hovedsagelig forsynet med tyske nummerplader, ikke? Man skal kende sine tidevandstabeller, uanset hvor man befinder sig.
      Der er skam også lokale markeder, men det er kun en gang om ugen, og det kommer først forholdsvis tæt på tirsdag, hhv. onsdag.

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2015 @ 10:04

  6. Sikke en dejlig tur I har – og så i den varme. “Asterix” ser herlig ud, jeg kan lige forestille mig, at han har et godt køkken. Fortsat god ferie.

    Kommentar af Stegemüller — 5. juli 2015 @ 10:44

    • Nu er det heldigvis ikke så varmt mere …
      Tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2015 @ 16:10

  7. Hvor ser der flot ud! Dejligt, at både bier og hedebølge har forladt jer. Dog er 14 grader ikke meget. Her sveder vi fortsat. Glæder mig til at se, hvor I skal hen de kommende dage. Jeg har nogle gæt, men det er jo ikke til at vide, om vi tænker ens mht. udflugtsmål 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 5. juli 2015 @ 13:36

    • Ja, skønt, og nu er det 23° – en herlig temperatur.
      Spændende at se, om du gætter rigtigt … men du må altså gerne komme med forslag! Det kunne sagtens være, at I havde set noget godt, som vi slet ikke opdager ellers 🙂

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2015 @ 16:11

      • Jeg tænker Saint Malo og Le Mont Saint Michel, men jeg har ikke været i jeres område, så det … 🙂

        Kommentar af Fruen i Midten — 5. juli 2015 @ 17:14

        • Vi har kun knapt 40 km til St. Malo, så jo, den skal vi se – og vi skal i øvrigt sejle derfra og til Poole i UK senere på ugen 🙂
          Le Mont Saint Michel er jo næsten et must, men der ville vi ikke ud en weekend.

          Kommentar af Ellen — 5. juli 2015 @ 18:15

  8. Det ser jo ud til at være et dejligt sted i er havnet altså bortset fra afstanden mellem supermarkederne og deres mangel på kvaliteter. Godt med en mere menneskelig temperatur.

    Kommentar af Jørgen — 5. juli 2015 @ 20:42

    • Stedet/området er skam helt i orden … naturen kan jo ikke gøre for, at mennesket har opfundet Lidl …
      Jeg savner ikke hedebølgen!

      Kommentar af Ellen — 5. juli 2015 @ 21:16

  9. Det ligner et dejligt og smukt sted I har valgt at holde ferie.
    Herligt at I ikke skal dele hus med en bisværm mere. 🙂

    Kommentar af Inge — 6. juli 2015 @ 12:53

    • Det er det også – vi kan så absolut anbefale Bretagne.
      Jeg er simpelthen så glad for, at huset så hurtigt blev vores eget 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. juli 2015 @ 16:44

  10. Hvor er der smukt

    Kommentar af conny — 8. juli 2015 @ 13:39

    • Det er her mange steder, Conny 🙂

      Kommentar af Ellen — 8. juli 2015 @ 21:01


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.