Frankrigs største turistfælde?

Jeg havde læst om det, så jeg var forberedt. “Man skal være indstillet på at gå skulder ved skulder, men det er det værd”.
På en af hjemmesiderne anbefalede man at være der senest kl. 9, fordi man så undgår stort set alle turistbusserne. Det lød fornuftigt, så vi tjekkede via Google Maps og så, at det skulle tage en times tid at køre dertil.
Derfor afsted med os klokken otte. Vi havde så ikke lige forudset vejarbejdet, som sinkede os i 20 minutter, men det var på en måde heldigt nok, at vi opdagede det, for det er vi nødt til at tage højde for, når vi skal nå færgen fra St. Malo på fredag.

Vi blev godt nok lidt lange i ansigterne da vi så den enorme parkeringsplads. Som i kæmpe-hyper-meeeegastor. Heldigvis var den slet ikke fyldt op; vi kom til at parkere på P5 – mit gæt er, at det efter størrelsen at dømme nok sluttede med P50 … plus alle busserne … det er helt vildt.

Parkeringsafgiften inkluderede en gratis shuttlebus, som vi tog, da der er et godt stykke at gå derud.
Da vi kom, var der land omkring øen, men det var der ikke, da vi tog afsted igen. Det der tidevand var næsten det mest fascinerende og det eneste, der kan få mig til at stå stille i laaang tid ad gangen uden at foretage mig noget som helst andet end se det komme ind. Eller forsvinde ud igen. Her gik det tilsyneladende meget stærkt, men det skyldes formentlig, at her er fladt, fladt, fladt.

Mellem det første og det sidste billede i ovenstående lille serie er der 10 minutter.
Vi var helt oppe på toppen, selvfølgelig – og vi gik ikke “skulder ved skulder”, selv om der var mange mennesker.
De smalle stræder i den nederste tredjedel var pakket til bristepunktet med caféer, souvenirbutikker, crêperier og restauranter.

De øverste to tredjedele så ud til at være helliget noget beboelse, et par hoteller og så selvfølgelig klostret med kirke og en lille kirkegård.
Vejret havde hele morgenen og formiddagen set dystert ud, men John og jeg var enige om, at det ikke ville begynde at regne, så det dertil egnede tøj lod vi ligge i bilen.
Dér havde vi forregnet os, for pludselig begyndte det at høvle ned. Souvenirbutikkerne fik god gang i engangs-regnfrakkesalget, og John og jeg søgte ly i en restaurant, hvor vi fik os hver en kopkaf og en crêpe. Dvs. – her i Frankrig får man ikke en kopkaf. Ellen får en café au lait og John en café americano, som oftest er en espresso med en kande varmt vand til, så man kan fortynde, til smagen passer … det er ikke helt Johns kop te at få kaffe på den måde, men det går og er bedre end ingenting. Siger han.
Da forfriskningen var indtaget, var det næsten holdt op med at regne, og vi satte kursen ned mod indgangen og shuttlebusserne. Klokken var nu tæt på 12, og det væltede ind med turister! I veritable horder strømmede franske pensionister, japanere og engelske og franske skolebørn ind – vi kunne på smalle steder næsten ikke kæmpe os imod strømmen. Godt, vi var ankommet tidligt; jeg hader sådan noget, og mit ansigtsudtryk må have afspejlet det, for i bilen bemærkede John: “Det var vist ikke rigtig noget for dig.” “NEJ! Var det så tydeligt?” Det var det, selv om jeg ikke havde sagt et ord.
Men nu har vi set Frankrigs største turistfælde og kan krydse endnu et sted af på UNESCOs World Heritage Site.