Hos Mommer

18. august 2022

Det VAR for tidligt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:34
Tags: , , , ,

Bande, bande … der er udbrudt covid-19 på skibet. 47 passagerer er testet positive, så de og deres ægtefæller er sat i isolation, deriblandt to (plus to ægtefæller) fra en anden dansk gruppe.
Det er selvfølgelig synd for dem, men konsekvensen har været, at kaptajnen har beordret ALLE til at bære mundbind overalt, hvor man færdes på skibet. Naturligvis undtaget, når man sidder og spiser eller får en kopkaf eller lignende. Reaktionen er såmænd forståelig nok, men hvor er det dog irriterende, for jeg har fra dag et hadet de mundbind af et godt hjerte.
At det er 47 ved vi pga. guiden, for det bliver ikke sagt i skibets højttalere … jeg kan kun håbe for de ramte, at de har en balkonkahyt som os. Tænk, hvis de bor i en indvendig … uha, bare tanken …

Akueyri, Island

P1040726

Bortset fra det, så går det godt. I går anløb vi Akueyri, som lå badet i et strålende solskin og tog sig vældig pæn ud. Det gode vejr varede lige præcis længe nok til, at vi til fods og med alt for meget tøj på var nået igennem byen, op til den botaniske have, rundt i den og tilbage igen til skibet.
John og jeg valgte at gå ombord igen fremfor at spise frokost i byen, fordi det blæste kraftigt op og så ud til at kunne begynde at regne nårsomhelst.
Vi har da lov at være lidt heldige, trods alt. Kort efter vi var i tørvejr, høvlede det ned.

P1040732P1040740

Akueyri var en interessant by, med nydelige gavlmalerier og en skulptur, der hed Den Fredløse eller The Outlaw. Han bærer en kvinde på skulderen. Hun ser ud som om hun er død … vi kunne ikke helt finde ud af det, men det er da en overmåde umagelig stilling, hun ligger i.
Hvem havde lige regnet med en botanisk have i det nordligste Island? Ikke os, og det var da heller ikke tropiske planter, der prægede billedet, men alle de blomstrende vækster var på deres højdepunkt nu, et par måneder efter Danmark, så den var smuk og hyggelig at trave igennem.

Fermenterende fedt

I dag Isafjorður. En by med godt 2500 indbyggere. Den gør ikke mere ud af sig, end det den er, nemlig en fiskerby.
Det gør den ikke mindre interessant at se, heller ikke selv om vejret ikke var med os her til morgen – det behøver jo ikke at være rosenrødt det hele, og Island er Island, så vejret er som det er. I dag 11 grader, hvilket er helt pænt.
Inde i et velventileret skur så vi fedt hængt til fermentering. Her skal det hænge i nogle måneder. Det smager sikkert vældig interessant, når det engang er modent til det … nogle ting skal man nok være født til at kunne lide.

P1040755

Også her en statue, denne gang meget betegnende for byen, nemlig to mænd, der trækker torsk i land. Eller noget … i hvert fald fisk!

P1040765

Dagens amerikaner:
Michael skulle have en USA-gruppe rundt i København. Han hentede dem i lufthavnen, og de kørte ind til centrum via Amager Strandvej, hvorfra man kan se en masse vindmøller ude i vandet.
En dame spurgte hvad det var. Michael var i nogle sekunder helt mundlam. Vidste konen virkelig ikke, hvad en vindmølle er?
Nej, det gjorde hun ikke, for da hun fik svaret, at det er vindmøller, spurgte hun videre: Allright? – Og hvad kan sådan nogle så? Hvorfor står de der?
Så for der en djævel i Michael, fordi han fornemmede, at flere i bussen kæmpede for ikke at komme til at grine. Han forklarede:
Jo, ser du: Danmark er et lille, men også et meget, meget varmt land, så når det blæser, samler vi vinden op ude fra havet, hvor den er køligere, og så gemmer vi den til de rigtig varme dage, hvor vi blæser den ind over byerne.
Now, that’s clever, svarede hun, we should have them in Texas!

20 kommentarer »

  1. F… med det corona… Håber I slipper!
    Hellere mundbind end smitte.
    Godt I lige fik en tur ud i godt vejr.
    Botanisk have; det lå uden for min ide om Island🙊
    Den fredløse har sin egen historie http://www.lej.is/news/30/57/Einar-Jonsson-statue-walk/d,nodate/
    Og fiskerne er til minde om de sømænd, der ikke kom hjem.
    Har hørt om de specielle specialiteter på menuen, der oppe i nord atlanten. Det er vist kun for de indfødte!

    Kommentar af Anne Holtegård Clausen — 18. august 2022 @ 22:10 | Svar

    • Ja, coronavirus er noget hø, men jeg er sådan set ikke så bange for at blive smittet, for jeg kender ikke nogen på min alder, der har været særlig syg af det. Det, jeg kan frygte på sådan en rejse, er mere de konsekvenser, der er forbundet med at blive konstateret positiv.
      Tak for statuelink. De skal læses, når jeg får tid.
      Jeg har efterhånden smagt nogle forskellige specialiteter. De fleste er ikke så slemme, som man måske forestiller sig, men man skal lige overvinde sig selv 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. august 2022 @ 1:19 | Svar

  2. ØV, ØV og ØV med den corona! Men godt, at I ikke er smittede, så I måtte blive i kahytten – også selv om det er en fantastisk kahyt, I har der på toppen med balkon.
    Den amerikaner fortælling lyder næsten til at være en joke ;O) men, holddaop, det kunne godt være sandt!

    Kommentar af Lene — 19. august 2022 @ 1:58 | Svar

    • Ja, det var godt for os!
      Historien er desværre ikke en joke. Det hævder Michael i hvert fald, og han plejer ikke at fylde os med løgn 🙂

      Kommentar af Ellen — 19. august 2022 @ 10:10 | Svar

  3. Hvor er det ærgerligt, at der opstår endnu et problem og så Corona. Håber I slipper og kommer sunde og raske hjem, med et godt grin over amerikanerhistorier.
    Vi skal afsted slut oktober på krydstogt, så jeg har med rædsel læst dine beretninger, så må jeg være så nysgerrig at spørge, hvilket selskab I rejser med.

    Kommentar af Marianne — 19. august 2022 @ 9:16 | Svar

    • Ups … nu håber jeg da ikke, jeg har skræmt jer for meget, men covid er altså noget, man stadig tager meget alvorligt. Vi sejler med Celebrity, som – igen ifølge Michael – er det rederi, der går allermest op i hygiejne. Der bliver også gjort rent hele tiden og pudset gelændere og håndtag i voldsom grad, men det er sådan set meget betryggende.
      Jeg ønsker jer en god tur, uden for mange bump på vejen.

      Kommentar af Ellen — 19. august 2022 @ 10:14 | Svar

      • Hej Ellen, du har ikke skræmt os, vi tager afsted, krydser fingre og håber alt klapper. Turen er erstatning vi fik fra NCL, da vi blev fanget på Stillehavet ved coronaens start. Vi sejler fra Seattle til langs kysten, gennem Panama kanalen til Miami. Da vi bestilte turen for to år siden, troede vi naivt, alt var under kontrol nu. Vi må vist bare lære, at leve med. Tak for din altid interessante beretninger fra jeres rejser.

        Kommentar af Marianne — 19. august 2022 @ 10:56 | Svar

        • Velbekomme og tak for ordene, Marianne.
          Jeg ville nok også have troet, at et år efter vaccinerne havde været nok … ellers havde vi heller ikke booket denne tur for et lille år siden.
          Det lyder som en spændende tur I skal på – jeg håber det bedste for jer.

          Kommentar af Ellen — 19. august 2022 @ 19:42 | Svar

  4. Uha ja det var mange smittede, jeg hader også mundbind, men jeg tænker, vi skal vænne os til dem igen, desværre. Jeg ville gerne have set billeder fra den botaniske have på Island, men dem fik vi ikke at se. Godt med en god joke fra Michael, så var der lidt at grine. Jeg håber, I slipper for corona.

    Kommentar af Lisbeth — 19. august 2022 @ 10:38 | Svar

    • Jeg håber virkelig ikke, at vi skal bære mundbind igen! Det er på tide, covid bliver nedgraderet til en sygdom på linje med fx influenza.
      Internettet var elendigt i går, så det var næsten umuligt at uploade noget. Jeg måtte derfor prioritere billederne og syntes ikke, den botaniske have var så islandsk 😉
      Vi flyver hjem i morgen, så nu kan corona rende og hoppe 😀

      Kommentar af Ellen — 19. august 2022 @ 19:48 | Svar

  5. Det var da godt, det var så langt henne på turen, at coronaen slog til. Havde det været tidligere, kunne smitten måske have nået at ramme så mange, at anløbshavnene ikke ville have jer i land.
    Island går vist en del op i kunst/skulpturer. Vi har en niece, der var på kunsthøjskole deroppe, og hun har nu en installation stående ude på fjeldet (hedder det det på Island?). Men det er helt ude østpå, ved Seydisfjord, der hvor færgen fra Hirtshals lægger til.
    Kender du romanen Karitas om en kvindelig islandsk maler i begyndelsen af 1900-tallet? Ellers må du have fat i den.

    Kommentar af tingats — 19. august 2022 @ 10:49 | Svar

    • Ja, det var ret heldigt, det kom så sent, men jeg tror rederiet er mere hysterisk end myndighederne.
      Jeg tror ikke de kalder det fjeldet, men jeg ved ikke, hvad det så hedder … men interessant med din niece. De har mange fine ting heroppe.
      Jeg kender til romanen, men har ikke læst den.

      Kommentar af Ellen — 19. august 2022 @ 19:51 | Svar

  6. Det var godt, at smitten ikke nåede at spolere jeres tur – I må være hjemme nu eller på vej.
    Botanisk have på Island? Ja, hvorfor ikke. For nogle dage siden så jeg en YouTube-video om skovplantning (mest birk) på Island. Den var ganske interessant, for øen har jo ikke altid været “nøgen”, det blev den først med menneskets indtog.

    Kommentar af Eric — 20. august 2022 @ 11:09 | Svar

    • Vi er helt hjemme nu, ja, og ingen af os er covid-syge 🙂
      De planter masser af de træer, som var hjemmehørende Island, da ‘besætterne’ kom. De blev nemlig, som du skriver, nærmest helt opbrugt til bygninger og opvarmning. Jeg var på Island første gang i 1982, og i dag, 40 år efter, er her mange, mange flere træer end dengang.

      Kommentar af Ellen — 20. august 2022 @ 19:16 | Svar

  7. Håber I slipper for covid, og at resten af turen er gået fint. jeg har læst med, men ikke fået kommenteret på alle indlæg. Trods genvordighederne har I vist alligevel fået gode oplevelser med jer hjem.

    Kommentar af Lene — 20. august 2022 @ 15:19 | Svar

    • Vi er indtil videre sluppet, og nu er vi hjemme igen – med en masse gode og ikke mindst storslåede naturoplevelser 🙂

      Kommentar af Ellen — 20. august 2022 @ 19:17 | Svar

  8. Øv med corona – men det er vist “normalen” ved rejser i øjeblikket. I hvert fald hvis jeg skal tage efter mit “verdensfirma”, hvor en del blev ramt i løbet af deres ferie. Faktisk har de fleste nyere tilfælde været i forbindelse med rejser. Men ingen voldsomme tilfælde – nok slemt, men ikke voldsomt.
    Jeg tror også, at “interessant” er det rigtige ord for smagen af fermenteret fedt 😉
    Velkommen tilbage til gamle Danmark, hvor vi har mere normale temperaturer nu.

    Kommentar af conny — 22. august 2022 @ 12:30 | Svar

    • Så det er blevet en rejseting! Jajada. Bare det ikke sætter os i isolation, så er jeg lidt ligeglad, for jeg kender ingen, der har været kritisk syge af covid-19. Jeg kan oven i købet være blevet smittet uden at vide det, for jeg kender mange, som har været testet positive, men overhovedet ikke været syge.
      Jeg har smagt grønlandsk mattak, som er hvalhud og -spæk. men det er ikke fermenteret og smagte såmænd ikke så tosset endda. Det fermenterede fedt har jeg lidt svært ved at forestille mig indtage!
      Tak – vi har 25° både i går og i dag, hvilket jeg synes er rigeligt! Vi var glade for at være væk, da det var varmest.

      Kommentar af Ellen — 22. august 2022 @ 13:11 | Svar

  9. Åh nej, mundbind. Men OK – hvis man så slipper for at smitte hinanden mere end højst nødvendigt.

    Statuen af den fredløse, der bærer en død kvinde og et barn, – fornemmer man mon at han flygter med sin døde viv fra onde fjender eller er han en morder, hvis udåd skildres af skulpturen? Der må være en historie bag. Jeg lånte en bog med nogle “originale” (men dog oversatte) islandske sagaer, og de hænger ikke ret godt sammen, der er ikke nogen logik eller morale, såvidt jeg kan se, — men derimod er der mange, der vil hævne en udåd og derved selv bliver voldsmænd (det kan man selvfølgelig godt kalde en morale).

    Jeg kan så godt lide at se på billederne. Isafjorður gadebilledet kunne godt få mig til at tro at det var en by med 12000 indbyggere, men du skriver 2500, – og hvis det er fiskere, så er de jo ikke engang hjemme på samme tid.
    Amerikaner-historien er næsten for god til at være sand, men pyt, det ødelægger ikke latteren!

    Kommentar af Donald — 23. august 2022 @ 21:40 | Svar

    • Det var nok nødvendigt med de mundbind, desværre.
      Jeg har senere researchet lidt, og død er hun. Her er en forklarende tekst: “A wild-looking outlaw dressed in skins carries his dead wife over his back, a spade in one hand and his little boy asleep on his other arm. He wants to bury her in consecrated ground, but would be put to death if captured, so he comes secretly at night.”
      Islandske sagaer blev vi tvangsindlagt til i gymnasiet, og jeg husker det som MEGET tung læsning.
      Amerikaner-historien er skam sand nok, men indrømmet: Det er svært at tro, at nogle kan være uvidende i en så skræmmende grad, men det kan de altså over there 😥

      Kommentar af Ellen — 24. august 2022 @ 9:03 | Svar


RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.