Hos Mommer

2. april 2015

Maden i Island

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:10
Tags: ,

Vi er hjemme igen efter en herlig og yderst oplevelsesrig ferie. Vulkaner og geotermisk energi hed temaet, og vi fik set så rigeligt af det hele og mere til.
Der var mange arrangerede ture/oplevelser og alligevel tid nok på egen hånd, så der er bestemt ingen klager til eller over Escape Travel fra vores side.
Det skulle da lige være over det med den sovende hval, men jeg gætter på, at bureauet fralægger sig ethvert ansvar, hvad den angår.

P1050960P1050729

Vi har ikke fået smør på brødet, i stedet serverede de noget andet, som jeg ikke helt kunne gennemskue, men vi oplevede forskellige smagsindtryk, som fx mynte, avocado og fennikel. Og sort lavasalt. Dettq kunne jeg også have købt med hjem i flere varianter, men der var selv Læsø sydesalt billigt i sammenligning, så jeg sprang over.
Maden, vi har fået serveret, har hele vejen igennem været dejlig og velsmagende – masser af fisk, og hvis der var kød, var det (ikke overraskende) lam. I aftes var menuen ekstra god, men man havde også valgt at lade os afslutte ferien på en gourmetrestaurant.

P1050963P1050965

Allerførst fik vi en lille (meget lille) smagsprøve på et kokkeeksperiment. Det var ikke helt de ord, tjeneren brugte, men det var det, han mente.
Dernæst noget laks, så noget torsk, efterfulgt af et lam, der havde stået og simret i 24 timer. Det var heeeelt vildt lækkert. Både laks og torsk var så blødt, at det nærmest faldt igennem gaflen, og lammekødet kunne man tygge med øjenbrynene. Desserten var noget med rygende kold is og var også meget god, men ikke særlig fotogen pga. ‘røgen’.
Jeg har det meget, meget svært med skum på mad – jeg kan næsten ikke abstrahere fra, at det ser ud som om der er en, der har spyttet på min mad, og jeg skulle også overvinde mig selv denne gang, men jeg gjorde det og må indrømme, at ‘spyttet’ smagte godt.

P1050966

Der var lidt pudsigt … der var ingen tvivl om, at det var en gourmetrestaurant, men vi fik serveret maden på det, jeg plejer at kalde sommerhusservice: én stor, blandet landhandel med gammelt og nyt, blomstret og hvidt, kitsch blandet med smagfuld elegance.
Alt i alt en dejlig tur, også hvad maden angik. De spiser godt i Island.
Man kan købe tørret fisk og spise som slik. Jeg smagte et stykke og besluttede med det samme, at godt nok har det været lækker mad hele vejen igennem, men lige netop denne specialitet behøver jeg ikke at tage med hjem …
Jeg har taget så meget andet med hjem i form af gode oplevelser og dermed gode minder.

Advertisements

16 kommentarer

  1. Det ser rigtigt lækkert ud. Vi har også fået gourmetmad et par gange, og det helt uden at vide, at det var det vi skulle have, da vi valgte at spise det pågældende sted. Det kommer der noget om på et tidspunkt.
    En Islandstur står højt på rejselisten.

    Kommentar af Pigen fra landet — 2. april 2015 @ 23:44

    • Altid dejligt med positive overraskelser 🙂
      I kan roligt begynde at spare sammen …

      Kommentar af Ellen — 3. april 2015 @ 09:00

  2. Sikke en fantastisk tur i har haft !! Jeg er ret vild med det forskellige service. Sjov ide, for hvorfor skal det altid være så strømlinet 🙂

    Kommentar af udvandreren — 3. april 2015 @ 08:05

    • Enig – det gav også et samtaleemne – det var ikke lige sådan et sted, man forventede den slags 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. april 2015 @ 09:01

  3. Ser lækkert ud, og gode oplevelser kan man ikke få for mange af. 24 timers stegning var ikke så lidt – godt man ikke skulle røre i den gryde!

    Kommentar af Eric — 3. april 2015 @ 08:21

    • Hehe – det er altid godt med fast arbejde, Eric – især når man vil have ferier og fridage afskaffet 😉
      Jeg har prøvet at stege lam i 12 timer, hvilket kan anbefales – du har med garanti aldrig smagt noget så mørt!

      Kommentar af Ellen — 3. april 2015 @ 09:03

  4. Tak for den fine tur rundt i Island, hvor man også spiser godt.

    Kommentar af Jørgen — 3. april 2015 @ 08:32

    • Velbekomme – i begge betydninger 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. april 2015 @ 09:03

  5. Vel blåst, med andre ord 🙂

    Kommentar af Mormor — 3. april 2015 @ 10:07

    • Ja 🙂

      Kommentar af Ellen — 3. april 2015 @ 10:14

  6. Erik ville have nydt alt det fisk!
    Langtidsstegning er en speciel disciplin og resultatet er superlækkert; mørt, smagfuldt og saftigt!
    Tak for rundturen i det islandske… beriget og klogere er jeg i hvert fald blevet.

    Kommentar af Anne Holtegård — 3. april 2015 @ 12:07

    • Det er da også bare godt med fisk 🙂
      Det bliver nemlig specielt godt med langtidsstegning – jeg gør det ofte.
      Velbekomme – jeg har nydt at skrive om det …

      Kommentar af Ellen — 3. april 2015 @ 16:22

  7. Island er nok kommet med på noderne, hvad maden angår. Det er ellers ikke maden, folk berømmede mest før i tiden. “Rådden haj, der lugter af tis”, skulle være en af specialiteterne, ligeledes alt, hvad man kan lave af fåreindvolde. Sikkert “det gamle, islandske køkken”, hvor man var nødt til at udnytte alt, der overhovedet kunne spises, og hvor man måtte lade sulten være det bedste krydderi. Jeg er enig med dig, når det kommer til “skum” på mad. Flødeskum er den eneste slags, jeg accepterer uden videre, og det har endda sine store begrænsninger i det salte/krydrede køkken.

    Kommentar af Henny Stewart — 3. april 2015 @ 12:13

    • Så er det godt, at vi var der nu og ikke før … jeg kan ikke engang huske, hvordan det var for 32 år siden, da jeg var der første gang, men det kan ikke have været slemt, for så havde jeg husket det 🙂
      Endelig en til, der synes, det er ‘for meget’ med alt det ulækre skum-pjat – de fleste synes underligt nok, at det er lækkert!

      Kommentar af Ellen — 3. april 2015 @ 16:25

  8. ‘Sommerhusservice’ er det hotteste p.t., så det har været et tegn på at de er med på noderne – og bedst af alt: Platter 🙂
    Det lyder superlækkert med al den fisk, selv om de skummende sager generede dig. Jeg var lige ved at sige, at skum er helt almindeligt at hælde i sig med et glas øl, men det drikker du jo heller ikke 😉 Det var altid noget, at du kunne lide smagen.

    Kommentar af fiberfryd — 4. april 2015 @ 07:37

    • Er det så trendy?! Jeg er som sædvanlig håbløst bagud, hvad den slags angår – selv platterne kunne de klare på ‘min’ fine restaurant 🙂
      Hehe, jeg har faktisk altid syntes, at ølskum er ret ulækkert 😀

      Kommentar af Ellen — 4. april 2015 @ 11:15


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.