Hos Mommer

26. september 2015

En skøn aften – og en næsten helt overklippet navlestreng

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:58
Tags: , , , , ,

Det Fast Sammentømrede Engelskhold var her i aftes. Det meste af det … og så kan I måske med rette spørge, hvor sammentømret det så er …
Det ene afbud var fra en, der simpelthen ikke kunne få det til at passe ind i kalenderen, lige meget hvad vi gjorde, og det andet var fra en der, sammen med sin mand, “er begyndt at puffe lidt til en golfbold, og da jeg omsider havde fundet ud af at ramme bolden, ramte jeg i min iver ud i luften et par gange med et vrid/hold i ryggen til følge. Det gør så ondt så ondt – har været til kiropraktor i dag for 3. gang og skal igen i morgen … kan ingenting overhovedet … sjældent har jeg været ude for lignende – det er voldsomt smertefuldt og gør mig bare passiv og stille”. Uf da altså.
Den stakkels kvinde skulle have nøjedes med at puffe til den golfbold; hun er stadig totalt smertelammet og dermed lige så totalt inaktiv.

P1080504

Det blev altså til fem ud af syv. Det var der ikke noget at gøre ved – desuagtet havde vi det som vanligt herligt i hinandens selskab og kunne sagtens snakke for alle syv. De havde taget tidligt fri fra arbejde for at kunne være hernede, mens det endnu var lyst. Der er jo en laaaang vej fra Hørsholm.
Beklager den elendige billedkvalitet, men det var hvad det blev til fra min side i aftes – de fik hver et par af mine hjemmestrikkede futter på, som ligger til fri afbenyttelse i en kurv ude i entreen. Malene spurgte, om jeg kunne lokkes til at strikke et par til hende, for hun havde aldrig før haft så varme fødder – hun frøs normalt næsten altid om dem.
Det kunne jeg ikke stå for, så hun fik sit par med hjem. Det kan være hun nærmest flytter ind i dem, som Anna og Aubrey gjorde, da de blev introduceret til dem. Futterne er tudegrimme, men effektive. Lige som mig, tøhø … man skal ikke lade sig narre af udseendet …

Jeg har filosoferet lidt i de sidste par dage, fordi det var forhenværende kolleger, der skulle komme.
Efter at have været jobstoppet i over 2½ år, har jeg vist endelig klippet navlestrengen over til min gamle arbejdsplads. Jeg har gennem et stykke tid mere og mere kunnet mærke, hvordan jeg Viberne spejler sig i fjordenfår det på stadig større afstand. Jeg har ikke længere den samme lyst til at kigge forbi og få en sludder (ikke at jeg gjorde det, men lysten var der ofte). Jeg gider ikke engang rigtig køre op til vinsmagningerne længere – har kun været til to af arrangementerne i år.
Veteranklubben holder møde den 5. oktober, og det var lige før, jeg meldte afbud til den, fordi det er dagen efter, at jeg har været på Fyn hele weekenden til strikkefestival. Dog også kun lige før – jeg meldte mig til, og jeg er sikker på, at jeg ikke vil fortryde det, men jeg var forbavset over, at jeg overhovedet fik tanken om at melde fra – det var det, der fik mig til at tænke på moderbindinger, navlestrenge og den slags.
Faktisk er den eneste streng, jeg overhovedet ikke har lyst til at klippe over, netop den, der bevægede sig helt til Præstø i aftes. Det hold håber jeg virkelig på har lyst til at blive ved med at mødes, selv om der nu er to af os, der er jobstoppet. Indtil videre er der heldigvis ikke tegn på andet, så jeg er glad.
Er det normalt, at man er så længe om at slippe? Jeg kender egentlig ikke særlig mange pensionister, der har været så længe på en og samme arbejdsplads, så jeg har ikke nogen at udveksle erfaringer med. Andet end en af veteranerne, som er blevet veteran siden sidste møde. Hun nåede at være der i 39 år, så hende må jeg lige have en sludder med. Jeg ved dog, at hun, lige som mig, stornyder pensionisttilværelsen – det er jo ikke ligefrem, fordi vi sidder derhjemme og græder …

Reklamer

22 kommentarer

  1. Hvad er det, der gør, at sjællænderne fryser om fødderne og fingrene? Vi andre fryser ikke kun udenom – vi fryser vore fødder og fingre!

    Kommentar af Elsebeth — 26. september 2015 @ 16:36

    • Hvad er det der gør, at du mener, jyderne har mere ret? Hvis jeg fryser noget, foretager jeg en aktiv handling og putter et eller andet i fryseren, Hvis jeg fryser om (eller på) noget, er jeg kold som bare pokker på den pågældende legemsdel, og det er ikke noget, jeg gør med vilje 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. september 2015 @ 17:16

      • “Hvad er det der gør, at du mener, jyderne har mere ret?” – det kunne fx være et opslag på sproget.dk. “Fryse om” ville jeg kun bruge, hvis nedfrysningen mislykkedes, og jeg måtte prøve igen.
        Når jeg stopper arbejdslivet, vil jeg da savne gode kollegaer m.v., men jeg er ret sikker på, at jeg ikke går langs hegnet og kaster længselsfulde blik ind på fabriksområdet. Hverdagen vil hurtigt fyldes af andre ting, men jeg vil da nok melde mig ind i virksomhedens pensionistforening 😉

        Kommentar af Eric — 26. september 2015 @ 19:00

        • Den holder ikke helt, Eric. “Fryse om” med tryk på ‘om’ er da ikke det samme som at “fryse om fødderne” 🙂
          Det er faktisk også præcis sådan, det er gået for mig – har aldrig savnet arbejdet, men kollegerne … og meldte mig ind i veteranklubben …
          Jeg har slået op på sproget.dk … fryse uden ‘om’ er jysk. Ganske enkelt …

          Kommentar af Ellen — 26. september 2015 @ 21:23

  2. ha I par sprognisser 🙂 Elsebeth, selv om jeg er jyde og siger som dig, så skriver Den danske ordbog : NOGEN fryser (om LEGEMSDEL)
    Herligt at I stadig mødes, mine forældre mødtes sammen med andre pensionerede lærere, først på skolen, siden hen privat. Og så vidt jeg ved mødes de andre stadig, og de er fra midt i 70erne til midt i 80erne. De har kappet båndet til skolen, men ikke til lærergerningen og hinanden. De kommer ikke sammen privat i øvrigt, selv om de bor i samme landsby for nogles vedkommende.

    Kommentar af Lene — 26. september 2015 @ 17:46

    • Ja, det er jysk dialekt, og skal jeg skrive dialekt, bliver det min egen – som en kopkaf 😉
      Ih, hvor jeg håber, at vi kan gentage dine forældres gode tradition!
      Lidt pudsigt, at de ikke ses privat, når nogle af dem bor så tæt. Det gør vi så godt nok heller ikke, men vi bor ikke tæt på hinanden …

      Kommentar af Ellen — 26. september 2015 @ 18:53

  3. Er det en særlig futsko-dans, dit engelskhold danser? Ser hyggeligt ud 🙂 Det der med at slippe en arbejdsplads tror jeg er meget, meget forskelligt. Min moster har deltaget i virkeligt mange pensionist-arrangementer for/med sin tidligere arbejdsplads. Og så kender jeg da også en del, der er gået på pension eller efterløn og aldrig har set sig tilbage. Jeg fryser også mine tæer og fingre, selv om jeg ved, at det ikke er ganske korrekt dansk 😉 (Gemalen er ex-sjællænder og fryser om, mens Donnaen gør som jeg og bare fryser).

    Kommentar af Fruen i Midten — 26. september 2015 @ 20:25

    • Ja, det er ‘præææsentér sko’-dans 🙂
      Vi er selvfølgelig forskellige – eller omstændighederne har været forskellige. Har man ikke haft specielt gode kolleger, stopper man med ganske andre tanker, end når de har været alle tiders.
      Hehe – skal vi gøre det op, må der være flere, der siger “fryser om …” end bare “fryser”, da det mig bekendt kun er jer jyder, der udelader om 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. september 2015 @ 21:30

  4. Det kommer nok an på, hvor tæt man har været på sine kolleger, mens man arbejdede. Selv så jeg mig næsten ikke tilbage. Jeg har oplevet en del stoppede kolleger, der er kommet til kaffe på arbejdspladsen, hvor vi næsten ikke havde tid til at snakke med dem, så jeg besluttede, at det ville jeg i hvert fald ikke.
    “Næsten” går på, at jeg naturligvis kommer som låner på biblioteket – bare ikke på min egen filial, og jeg deltager også i enkelte pensionistarrangementer. Jeg savnede somme tider mine lånere, men sjældent kollegerne.

    Kommentar af Kirsten — 26. september 2015 @ 20:44

    • Det tror jeg bestemt også – hvis ikke man har haft gode kolleger, er der jo ikke meget, der binder en til den gamle arbejdsplads.
      Den med besøgene, der ikke er tid til, noterede jeg mig også, mens jeg arbejdede, så de få gange, jeg har været der, har jeg ringet i forvejen og spurgt nogle udvalgte, om de havde tid til at snakke med mig.

      Kommentar af Ellen — 26. september 2015 @ 21:33

  5. Nej, nu må det være nok! “Fryser om” er dialekt. Det hedder “fryser,” basta!

    Kommentar af Eric — 26. september 2015 @ 22:12

    • Enig. På jysk!

      Kommentar af Ellen — 26. september 2015 @ 22:51

  6. Mon ikke det er naturens orden at forholdet til den gamle arbejdsplads fortoner sig. I alle tilfælde er det meget praktisk, at det er sådan. Det er godt at have varme hænder og fødder.

    Kommentar af Jørgen — 27. september 2015 @ 07:54

    • Det er det jo nok …
      Kolde fødder er noget af det værste – så fryser man over det hele.

      Kommentar af Ellen — 27. september 2015 @ 09:55

  7. Altså jeg er født og opvokset i København, sidenhen flyttet til Køge – og jeg har siden jeg var barn sagt: jeg fryser om mine fødder…..

    Kommentar af Kisser — 27. september 2015 @ 08:15

    • Så er du jo også ærke-sjællænder – det er mig bekendt kun jyder, der udelader ‘om’ 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. september 2015 @ 09:55

  8. Jeg tænker meget på, hvordan det vil være at slippe arbejdslivet de her dage, og hvor længe det vil vare, før man har fundet sig selv som efterlønner eller hvad man nu kaldes. Jeg kan godt forstå, at det tager et stykke tid, og da især hvis man har været mange år på den samme arbejdsplads og været glad for den. Men efterhånden tager nyorienteringen vel over. De ting, man kaster sig over, fordi man nu har tid. Eller en accept af, at man ikke nødvendigvis behøver foretage sig noget på ethvert givet tidspunkt. Hvad ved jeg? Men jeg glæder mig til at finde ud af det.

    Kommentar af Henny Stewart — 27. september 2015 @ 10:57

    • Der er så mange ting, der spiller ind. Vigtigst er det vel næsten, at man selv får lov at vælge, for det er aldrig rart, når andre tvinger en til noget. Heller ikke selv om man selv ville have valgt det samme ganske kort tid efter.
      Jeg håber du finder glæde ved det, når du stopper, og at du finder noget dejligt/tilfredsstillende at fylde dit liv med.

      Kommentar af Ellen — 27. september 2015 @ 20:27

  9. Nu skrev jeg IKKE, at vi jyder har mere ret end sjællænderne, hvis du læser min kommentar. Jeg var interesseret i at vide, hvorfor I siger, som I gør. Jeg forklarede, hvorfor vi siger, som vi gør.
    For øvrigt er der kun én ting, der får mig til at gå ned i kælderen og starte oliefyret – fordi jeg fryser – ikke ‘om’ noget, men over det hele! Hvordan klarer I lige den formulering med et ‘om’?!
    Så var der kvinden, der passede ishuset i landsbyen. (Ja, det er meget længe siden!) En af kunderne kom for at hente noget af sit kød og spurgte “Hvad laver du?” “A fryser!”, svarede kvinden.

    Kommentar af Elsebeth — 27. september 2015 @ 14:29

    • Nej, det gjorde du selvfølgelig ikke, men i vores ører er det manglende ‘om’ lige så forkert som det modsatte er i jeres ører.
      Når vi fryser over det hele, siger vi også bare “jeg fryser” 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. september 2015 @ 20:30

  10. Jyde – fryser fingrene – meeeen efter næsten 40 år herovre på den store ø er jeg ved at vænne mig til at fryse om fingrene. Selvom det, som nævnt ovenfor, altså ikke kun er uden om fingrene jeg fryser.
    Det er skønt, når man kan holde kontakten med nogle kolleger, men jeg tænker også, det er godt nok, at man vælger med omhu, hvornår man besøger den gamle arbejdsplads – om overhovedet. Jeg tror, det er naturligt, at der går lidt tid, før man holder op med at have lysten til at gense arbejdspladsen; man har trods alt brugt en stor del af ens vågne tid der.

    Kommentar af conny — 28. september 2015 @ 08:46

    • Hehe – det er den jyske definition af det – ‘om’ er ikke nødvendigvis synonymt med ‘udenom’ … når man fx taler ‘om’ noget, taler man jo ikke udenom emnet 😉
      Det er en balancegang, om man skal eller ikke skal besøge ens gamle arbejdsplads. Jeg har kun gjort det i forbindelse med arrangementer i enten veteran- eller vinklubben, for så havde jeg et ærinde. Jeg ville ikke komme bare for at besøge dem. De skulle jo nødig tro, at jeg ikke havde et liv uden dem 😉
      Men ja – det er en stor del af sit liv, man har lagt på en arbejdsplads.

      Kommentar af Ellen — 28. september 2015 @ 09:54


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.