Hos Mommer

23. november 2018

Der er forskel på cab og cap

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:15
Tags: , ,

Jeg kan godt forstå, hvis grønlænderne har det lidt svært med sprog. Deres eget er utroligt svært (men det synes de jo nok ikke selv), dansk er deres andet sprog, så engelsk kommer først som tredje sprog. Ikke så underligt, at det kan gå galt, og jeg vil ikke pege fingre ad dem, men jeg kunne altså ikke lade være med at grine, da jeg så dette skilt mens vi stod og ventede på vores kufferter udenfor lufthavnen.
En cab er en taxi. Hvis man taler om indlandsisen, og det gør man her, så hedder det the icecap.

P1030641P1030642

Grønlands største lufthavn. Man bliver sommetider overrasket, men det var meget hyggeligt, og servicen var upåklagelig. Fordi de var ved at få nyt bagagebånd, kom bagagen på traktorvogne på området her foran, hvor vores guide stillede bussen, så han kunne køre bagagen til Polar Lodge. Det havde været hurtigere selv at trække den (bagagen altså; ikke bussen), for der var en genvej, som bussen ikke kunne tage, hvorfor vi kom til at vente på vores kuffterter. Vi trak dem selv til lufthavnen, da vi skulle hjem.

P1050988

Her ses vores ‘icecab’ på Punkt 660 foran Grønlands icecap. Her er ret stort, og ví er ret små.

På vej tilbage fra indlandsisen gjorde vi holdt ved denne sø. Løbende henover midten af billedet fra venstre mod højre kan anes en mørkere stribe i isen. Hertil gik vandet indtil et par måneder før vi var der. Det forsvandt i løbet af en nat! Otte meter vand, der forsvinder fra en ganske stor sø … imponerende … ganske langsomt havde noget vand smeltet en bredere og bredere vej gennem isen, pludselig går det stærkt, fordi et eller andet bryder sammen, og en sø kan tømmes på ultrakort tid. Der har været nogle udsendelser i fjernsynet om det fascinerende fænomen.

P1030666

Nu sætter jeg også en streg – ikke i isen, men i indlægget. Slut med Grønland i denne omgang.


Præcis i dag har min blog eksisteret i 10 år.
Fra de første, famlende forsøg til, hvad den har udviklet sig til gennem årene. Den har været med til lidt af hvert i mit (og andres) liv, hvor de tre nok mest betydningsfulde ting var min fars død, mit jobstop og min kræft. I sammenligning er alt andet småting, men det har været skønne 10 år, som har givet og lært mig meget, og, som noget af det allerbedste, har givet mig nogle fantastiske venner og nogle hyggelige bekendtskaber, som jeg aldrig ville have mødt, hvis det ikke havde været for blogland.
Nogle af jer har været med fra starten; der er nogle der er forsvundet og nye læsere er kommet til.
Hvor længe jeg bliver ved, vides ikke – intet varer evigt – men jeg er ikke part til at stoppe endnu.

Reklamer

27 kommentarer

  1. Så sidder man jo her, og længes efter det kolde Grønland. Det er utroligt, som alt “det andet” altid trækker – men det har også været en usædvanlig varm dag i dag, her hvor vi befinder os.

    Tillykke med jubilæet. 10 år er da noget af en sjat, og som du selv siger, rummer de 10 år mange både små, store og overvældende begivenheder.
    Jeg tror keg mødte din far sidste gang til Hans og Bodils bryllup, og da var han træt. Hvor længer levede han efter det?

    Kommentar af Fru Z — 23. november 2018 @ 11:50

    • Nok også for varmt for os, er jeg vist nødt til at erkende … jeres tur ser ellers spændende ud.
      Far døde i august samme år, så det var ganske kort tid efter brylluppet, som jo var sidst i juni på Bodils 50 års-fødselsdag.

      Kommentar af Ellen — 23. november 2018 @ 12:00

  2. Tillykke med jubilæet og tak for mange gode blogstunder sammen. jeg har nydt at vi også har hilst på hinanden fysisk 🙂
    Skønne billeder fra Grønland, I har været mange smukke steder i verden.

    Kommentar af Lene — 23. november 2018 @ 12:18

    • Tak og i lige måde, Lene. Jeg håber sandelig også, at vi vil kunne mødes IRL igen 🙂
      Ja, vi har været mange skønne steder!

      Kommentar af Ellen — 23. november 2018 @ 13:25

  3. Stort tillykke med jubilæet, jeg tror, at jeg har læst med i 8 år, og har meget ofte været virkelig imponeret af din store viden, gode sprog i det hele taget . Og så har jeg jo også været så heldig at erhverve nogle af dine kreationer.
    Så du må ikke holde op her på siden!
    Knus Marianne

    Kommentar af marianne bentzen — 23. november 2018 @ 12:56

    • Tak for de søde ord, Marianne … har du virkelig været med så længe! Tiden flyver i godt selskab 😉
      Jeg har ikke tænkt mig at stoppe foreløbig, især ikke, så længe der stadig er nogle tilbage, der tilsyneladende godt gider at læse mig.

      Kommentar af Ellen — 23. november 2018 @ 13:28

  4. Tillykke med jubilæet! Jeg har været med et par år – det er altid hyggeligt læsning og ret befriende, at du ikke er sponsoreret af nogen, så du kan sige din ærlige mening! Dejligt, der er nogen, der værner om det danske sprog og grammatik, så fortsæt endelig!

    Kommentar af Fru Moll — 23. november 2018 @ 13:31

    • Også tak til dig for de søde ord – jeg fortsætter gerne 🙂
      Jeg besluttede mig helt fra starten, at jeg aldrig ville lade mig bestikke af nogen til at anmelde et eller andet produkt. Jeg kan sagtens finde på at anbefale noget, men det er ganske frivilligt og fordi jeg har haft en god oplevelse 🙂 Flere har prøvet, men jeg har altid afvist dem.

      Kommentar af Ellen — 23. november 2018 @ 15:31

  5. Stort tillykke med bloggens første runde fødselsdag 🙂 Jeg håber, der kommer mange flere fødselsdage, for det er altid sjovt at læse med, hvadenten du jager nordlys, elefanter eller sproglige kvababbelser 🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 23. november 2018 @ 14:14

    • Tak, Frue – det er så hyggeligt, at du er med hver gang – uanset om jeg er ude eller hjemme 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. november 2018 @ 15:32

  6. Måske retter de skilteansvarlige d til p, når de læser din blog. Måske ikke.
    Tillykke med de 10 år som blogskriver. Det har været en fornøjelse af være med, og jeg ser frem til kommende indlæg om stort og småt.

    Kommentar af Jørgen — 23. november 2018 @ 14:58

    • Nok ikke … for jeg tror ikke, de læser min blog 😉
      Men det er jeg glad for, at du gør, og at du holder ud endnu, både med selv at blogge og at læse med hos mig.

      Kommentar af Ellen — 23. november 2018 @ 15:34

  7. Jeg letter på cappen i anledning af jubilæet.
    Mvh.

    Kommentar af Kristine — 23. november 2018 @ 15:06

    • Tak for cappy, men ikke cabby, hilsen, Kristine 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. november 2018 @ 15:36

  8. Et stort tillykke med 10-års blogjubilæet, Ellen!
    Det har været meget spændende at følge jeres oplevelser i Grønland. Og sjovt nok har jeg samtidig læst Minik Rosings bog ‘Rejsen til tidernes morgen – jorden set fra Grønland’.

    Kommentar af Madame — 23. november 2018 @ 16:11

    • Tak, Madame.
      Det er lidt pudsigt, at du læste bogen samtidig med vores rejse. Jeg må se at få fat i den bog.

      Kommentar af Ellen — 23. november 2018 @ 16:24

  9. Til lykke med jubilæet.

    Kommentar af Kisser — 23. november 2018 @ 17:13

    • Tak, Kisser 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. november 2018 @ 20:02

  10. Kæmpestort tillykke med bloggens 10 år, Ellen! 🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 23. november 2018 @ 20:22

    • Og også tak til dig, Maude 🙂

      Kommentar af Ellen — 23. november 2018 @ 21:24

  11. Stort tillykke med de ti år! Jeg håber du fejrede det med en night cap 😆

    Kommentar af fiberfryd — 24. november 2018 @ 8:18

    • Nightcap, altså! 🥃 Ellers må vi fejre den sammen, for den er da også skyld i vores gode venskab 🇩🇰🇩🇰🇩🇰

      Kommentar af fiberfryd — 24. november 2018 @ 8:26

      • Det er den nemlig skyld i (og måske også lidt webstrikkerne?), og du var i mine tanker, da jeg skrev det. Vi kan jo tage den nightcap i en nightcab en dag. Eller rettere: sen aften 😉

        Kommentar af Ellen — 24. november 2018 @ 9:17

  12. Der er noget jubi over jubilæer. Pludselig er de der, og man fatter ikke, hvor tiden blev af, hvor den gik hen. Tillykke 🙂

    Kommentar af Eric — 24. november 2018 @ 15:01

    • Det fatter man aldrig. Tiden flyver på tarveligste vis helt uden man har bedt den om det.
      Men tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 24. november 2018 @ 23:24

  13. Uh, du må ikke stoppe med at blogge, Ellen. Jeg elsker din blog. Er bare ikke så flink til at få kommenteret. 😦

    Kommentar af Marianne Kruse — 27. november 2018 @ 13:42

    • Jamen dog – tusind tak, Marianne – jeg skal nok fortsætte. I hvert fald en rum tid endnu 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. november 2018 @ 16:27


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.