Hos Mommer

13. november 2018

Lynkursus i grønlandspåklædning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: , , ,

Jeg har aldrig haft så meget tøj på på én gang. Holddaop, hvor det tog lang tid at få det hele på. Og af igen. Og på. Og af. Det skulle af og på flere gange om dagen, for man kunne naturligvis ikke holde ud at have så mange lag på, når man opholdt sig indendørs, hvor de bestemt ikke sparede på varmen heroppe.
Sent søndag aften blev der oven i købet en ekstra øvelse (selv om vi på det tidspunkt følte os fuldbefarne i klæd-af-og-på-disciplinen), for jeg havde netop gjort mig parat til natten, smidt alle kludene og kravlet til køjs med samme ‘påklædning’ som altid: Kun iført en let parfume. Efter mig kom John ind fra badeværelset (vi havde ikke vores eget) og kunne meddele, at han lige havde haft stukket næsen udenfor – og det vrimlede med nordlys. Endnu flottere end i aftes.
Der var kun én vej frem: På med alt klunset igen, for man kan ikke opholde sig udenfor i så meget som et par minutter med for lidt tøj på uden at blive stivfrossen – og da slet ikke, når man bare skal stå stille. Altså:

  1. Trusser og bh (denne udelod jeg dog denne ene gang)IMG_1573 (2)
  2. Vandresokker (ikke de tyndeste)
  3. Uldne gamacher
  4. Skiundertrøje
  5. Tykke, hjemmestrikkede, let filtede sokker
  6. Fleecetrøje med høj hals
  7. Nummer to par uldne gamacher
  8. Tyk, hjemmestrikket, ulden sweater
  9. Termobukser, dvs. forede vinterbukser, yderst
  10. Den meget varme og til formålet indkøbte vinterfrakke
  11. Strikket hue
  12. Varme, terrængående støvler, som er store nok til at rumme begge par sokker, og alligevel kunne vrikke med tæerne
  13. Laaangt, hjemmestrikket halstørklæde (nogle gange dækker man også munden med det)
  14. Vanter – en enkelt gang to par
  15. Hætten op over hovedet

Men så er man også totalt klar til Grønlands kulde. Jeg lignede en michelinmand og jeg ved præcis, hvorfor Charlotte hadede at få flyverdragt und alles på, da hun var lille, men det er alt sammen aldeles ligegyldigt, for jeg kom ikke til at fryse på noget tidspunkt, hvilket var det vigtigste.

IMG_1563 (2)

Hvis man er heldig, kan man sommetider se både rødt, blåt og lilla nordlys. Vi var heldige, og her ses den blålilla variation.
Som en ekstrabonus fik vi lige et stjerneskud med, men det så vi først, da vi så billederne på en stor skærm.
Grønland er fantastisk at opleve.
Det bliver ikke vores foretrukne feriested, for her er alt for koldt, øde og barsk til os, men nu har vi oplevet det, og jeg ville afgjort ikke have undværet denne oplevelse; kulden kan sagtens holdes ud i nogle få dage, hvis man ellers har det rigtige tøj, hvilket vi jo altså havde.
Vi kom fra ÷24° i går og har været ude at ordne lidt i haven i dag i 12°, hvilket ikke kræver den store kædestrammereksamen for at regne ud, at det giver en forskel på 36°. Vi har flere gange haft tilsvarende kuldegrader i Danmark, men så har jeg ikke skullet opholde mig udendørs i flere timer ad gangen.

IMG_1561 (2)

Prøv at forestille jer dette fylde hele himlen. Det bevæger sig konstant; det bølger og det blafrer. Jeg var glad for, at jeg ikke skulle koncentrere mig om at fotografere, for billederne skulle eksponere mellem 10 og 35 sekunder, og der skete noget nyt hele tiden et andet sted end lige der, hvor man nu kiggede. Jeg blev helt svimmel sommetider, ikke kun af ærefrygt over dette fantastiske skue, men fordi jeg kiggede op og samtidig drejede rundt med meget korte mellemrum.

Reklamer

31 kommentarer

  1. Whau, whau og atter whau. Hvor er jeg glad på jeres vegne 🙂 Hvad stiller I nu op med jeres ekstra varme klæ’r? 😂

    Kommentar af fiberfryd — 13. november 2018 @ 18:46

    • Inderlagene har jeg lånt af Sus, som er fuldt ekviperet mht. skitøj. John havde det selv fra sine taxadage, og resten skal vi nok få brug for herhjemme – det er jo bare almindeligt vintertøj. Forskellen er næsten kun, at man har det hele på på én gang 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. november 2018 @ 19:55

  2. Fantastisk med det nordlys! Og man kan jo tælle stjernerne. I kunne optræde med den af- og påklædningsscene 🙂

    Kommentar af Eric — 13. november 2018 @ 18:49

    • Haha, det ville næsten blive en helaftensforestilling – jeg tror folk ville kede sig ihjel inden afslutningen 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. november 2018 @ 19:57

  3. Hvor er det dog fantastisk at se nordlysene på jeres billeder! Og sjovt at læse om alle de lag tøj, du måtte have på for at kunne holde kulden ude 🙂

    Kommentar af Madame — 13. november 2018 @ 19:08

    • Ja, der skulle godt nok en del lag til, før man var ordentligt påklædt 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. november 2018 @ 19:58

  4. Hvor ER det fantastisk flot! Og hvor var det godt, at det var der, når I var der 🙂 Jeg kan godt forstå, at vikingerne fandt nordlyset skræmmende; når man ikke forstår, hvad det egentlig er for noget, må det have virket særligt ærefrygtindgydende. Jeg glæder mig vildt, til det bliver min tur – dog ikke på Grønland. Jeg må til Nordnorge, må jeg 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 13. november 2018 @ 19:34

    • Det var så godt! Og ja, det er ikke underligt, at det har været skræmmende, når ikke man vidste, hvad det var.
      Du bliver nødt til at tage til Nordnorge 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. november 2018 @ 19:59

  5. Hvor er det fantastiske billeder, sikke en himmel. Velkommen hjem til en enklere påklædningsprocedure 🙂

    Kommentar af Lene — 13. november 2018 @ 20:09

    • Aldeles fantastisk, og tak … tænk det tog bare et minut at få tøj på i morges 😉

      Kommentar af Ellen — 13. november 2018 @ 20:38

  6. Tak for de fine ilustrationer af nordlys med stjerneskud.
    Man må jo klæde sig efter forholdene – og med det omfangsrige udstyr, der er nødvendigt, må det vel være en god ide at anbringe tingene i den rigtige rækkefølge på forhånd.Ellers kunne det vel ske at man måtte have noget af tøjet af igen.

    Kommentar af Jørgen — 13. november 2018 @ 20:38

    • Velbekomme.
      Man må nemlig klæde sig efter forholdene, men det lykkedes mig faktisk ikke at skulle ‘omklæde’ mig på noget tidspunkt – jeg ramte i første hug. Heldigvis 🙂

      Kommentar af Ellen — 13. november 2018 @ 20:40

  7. Exponering mellem 10 og 35 sekunder – jeg har somme tider spurgt mig selv om de nordlys, jeg så ude over Kattegat var hurtigere end dem, man ser i Canada og Grønland (og formentlig Sibirien osv.) fordi de jo ikke bare blafrede, men var korte glimt, der hurtigt flyttede sig og mere lignede et laser-lysshow end “gardiner”, som jeg havde læst om i Grønlands-bøger.

    Nå, men altså, gardiner: sådan ser det ud på foto, og de er flotte! Dejlige billeder!

    Kommentar af Donald — 14. november 2018 @ 6:30

    • Nordlys i glimt? Kan det tænkes, at du forveksler det med kornmod, som netop er fjerne lynglimt? Jeg tror nemlig nok, at nordlys ser sådan her ud, uanset hvor man oplever det. Kameraet kræver bare lidt længere tid til at indfange det, end det menneskelige øje gør.

      Kommentar af Ellen — 14. november 2018 @ 9:39

      • Nej nej, jeg har også set “kornmodsglans” nogle gange her på egnen hvor der er passende meget horisont.

        Men Nordlys indfanget i kameraet får lidt mere lighed med den slags vandbilleder, hvor man med lang exponeringstid får det hvide flow vist.

        Jeg tror at de nordlys, jeg så, var så meget “mindre” at de kan have set mere “spredte” ud. Altså: Der var ikke mange “streger” samme sted gennem længere tid.

        Kommentar af Donald — 14. november 2018 @ 10:14

        • Okay – jeg ville bare være sikker på, at du kendte forskellen 🙂 – sorry …
          Men ja, nordlysbillederne minder en del om det, jeg kalder for ‘silkevand’.

          Kommentar af Ellen — 14. november 2018 @ 14:02

  8. Hvor er det smukt!! ✨

    Kommentar af Maude // skøreliv.dk — 14. november 2018 @ 7:07

    • Ja, det er så 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. november 2018 @ 9:39

  9. Fantastiske billeder. Dejligt I fik det med. Sjovt at læse om din påklædning. Det er godt vi ikke har brug for det til hverdag 🙂

    Kommentar af Betty — 14. november 2018 @ 8:53

    • Ja, det er godt – jeg ville ikke kunne holde ud at skulle have så meget tøj på og af det meste af året!

      Kommentar af Ellen — 14. november 2018 @ 9:40

  10. Øijh, nogle flotte billeder!! 🙂 Alt det tøj der får jo mit vintertravetursoutfit til at at ligne sommerkluns. Fik I en eller anden form for ‘manual til korrekt og tilstrækkelig påklædning’, da I bestilte rejsen? For jeg tror da godt, jeg kunne have misset et lag eller to i farten.

    Kommentar af Fruen i Midten — 14. november 2018 @ 9:30

    • Greenland Travel har en pakkeliste liggende, som er god at kigge på, men vi vidste nu godt, at kodeordet er “lag-på-lag”, lige som når man er på skiferie – og tre lag er helt normalt i den henseende 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. november 2018 @ 9:43

  11. Jamen de nordlys var da alle på- og afklædningerne værd, vil jeg sige. Hold nu bare op.

    Kommentar af connyonny — 14. november 2018 @ 12:40

    • ok – der gik vist lige noget galt i mit navnefelt (skift til ny pc giver jeg skylden) 😀

      Kommentar af conny — 14. november 2018 @ 12:41

      • Det var bestemt alt tøjhalløjet værd, men jeg er nu glad for, at vi ikke havde 14 dage heroppe 😉
        Ny pc kan forårsage mangt og meget – åbenbart også, at du begynder at stamme … eller lyde som gåsen i Tinas Tryllespind 😀

        Kommentar af Ellen — 14. november 2018 @ 14:04

  12. Fantastiske billeder. A dream come true. Men jeg synes lige, I er taget afsted – eller er det min tidsfornemmelse, der er helt skæv?
    Hvem rejste k med derop?

    Kommentar af Fru Z — 14. november 2018 @ 16:39

  13. Whau! Og så se det i virkeligheden – det må være ubeskriveligt smukt og flot 😉

    Kommentar af Kisser — 14. november 2018 @ 17:59

    • Det er helt specielt, Kisser 🙂

      Kommentar af Ellen — 14. november 2018 @ 20:01

  14. Hvor er det dejligt i fik set det i gerne vil er jo en smuk oplevelse, og så pyt med at i skulle bøvle med alt det tøj. Grønland er smukt og koldt.

    Kommentar af Jonna — 14. november 2018 @ 21:29

    • Helt enig – at se nordlyset var alt tøjbesværet værd!

      Kommentar af Ellen — 14. november 2018 @ 21:46


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.