Amalfi a la carte

Det er i orden, dette her.
Det var den korte udgave … den lange slipper I dog ikke helt for.
Vi blev mødt i lufthavnen af vores guide, som er en moden dame med en solid baggrund for at guide i netop dette område: Classical Archaeologist, Dr, Mag.Art, PhD, BA, Universities of Copenhagen, London og Roskilde.
Hvorfor hun gider være guide, aner jeg ikke, men hun er god! Det kan kun blive interessant at komme til Pompei og Vesuv med hende som fortælleren.

Turen herned fra Napoli lufthavn var i sig selv en oplevelse – betagende smuk og sommetider ret spændende, fordi vejen den sidste halve time var meget smal, så der var ikke plads til så meget som et frimærke mellem bussen og de modkørende biler.
Karina hævdede, at vi ankom til og i det allerbedste vejr, man overhovedet kan få hernede – Vesuv stod så klart som det kan lade sig gøre, og vi fik den åbenbart berømte rosa solnedgang over Capri med, lige inden ankomsten til Maiori, hvor vi bor. Capri er den bagerste, lillebitte grå top i centrum af billedet.

Lige nu sidder vi på vores terrasse og nyder livet og lidt frokost. Billedet herover er taget fra terrassen, så vi fortryder ikke, at vi købte os til den og havsudsigten.
Vi er ikke i tvivl om, at vi er kommet til et katolsk land – i dag er det søndag, og byens kirker (der er flere, selv i en miniby som Maiori) bimler og bamler til den helt store guldmedalje. Dog heldigvis ikke om natten, men i dag ved middagstid var det som at høre et helt orkester. Ikke ligefrem synkroniseret; det lød nærmest som om de forskellige diskuterede et eller andet i munden på hinanden. Indimellem var der en lille pause, hvor en blid kvindestemme manede til ro og fornuft. Stadig i form af klokkespil, forstås. Det var nu meget sødt at høre på.

Mit fantastiske ordforråd på omkring 25 italienske ord har indtil videre vist sig tilstrækkeligt, så det skal nok gå altsammen. Noget kan man gætte sig til, hvis man har haft latin, bilder jeg mig ind. Hvis jeg har gættet forkert, er der i det mindste ikke kommet pinlige episoder ud af det endnu.
John og jeg har kun været på charterrejse én gang i vores tid sammen – det var til Tunesien, hvortil vi ikke var meget for at tage på egen hånd. Vi var derfor lidt spændte på, hvilke typer vi ville få som rejsefæller, men jeg har lidt på fornemmelsen, at firmanavnet Kulturrejser Europa måske kan skræmme de værste væk, for vi har udelukkende mødt venlige, søde og imødekommende mennesker, ingen af dem af den påtrængende type.
Ingen lidt for feststemte unge og – bedst af alt – ingen støjende børn. Den yngste deltager er vel et sted i fyrrerne. Den ældste må være tæt på 90, for jeg hørte hende fortælle en anden, at hun er student fra 1944! Hun er godt nok imponerende frisk – virker som en et sted i halvfjerdserne.
Vi nyder det med andre ord … tænk, at man skulle nå dertil, men det måtte vel komme … vi glæder os i hvert fald meget til alt det, vi skal opleve i den kommende uge.

Et stort plus er, at der er kommet wi-fi på værelserne. Det er så nyt, at ikke engang guiden vidste noget om det, men behagelige overraskelser kan vi ikke få for mange af.