Du er ikke alene …

… synger Sebastian. Han mente vist ikke på Capri, men det passer også her. Vi syntes, Amalfi var lidt af et turisthelvede, men da havde vi ikke set noget endnu. Det var en forladt og øde by ved siden af Capri.
Du GO.de.ste, hvor var der mange. Alt for mange. Vi var så uheldige at ankomme samtidig med, at verdens største krydstogtskib ligger til ved Napoli. 9000 passagerer kan det tage, og når de fleste af dem tager til Capri sammen med de turister, der også lige valgte at tage dertil i går, så går det galt. Især når det er amerikanere. Sorry, hvis jeg skulle få trådt nogle over tæerne her.

Men Capri var da smuk. Ovenud smuk. Vi var oppe ved og i Axel Munthes villa. Han var en velhavende svensk læge, som byggede sit hus her og udøvede sin lægegerning gratis – men de velbeslåede betalte ham vist rigeligt. Den svenske prinsesse, senere dronning, Victoria passede han også på hernede. Særdeles godt endda – det blev mere end antydet, at de var mere end læge og patient. Det var sandelig også nogle vidunderlige omgivelser – man kan næsten ikke undgå at blive forelsket sådan et sted.

Men altså … de bittesmå bybusser fyldte man vist efter det japanske princip, hvor folk bliver skubbet ind, til sekundet før transportmidlet brister. Forestil jer at køre fra Capri by til Anacapri – og více versa – ad hårnålesving på denne måde! Med en chauffør, der kører stærkt! Han skulle jo gerne nå at få flyttet en masse turister. Man fik testet både arm- og benmuskler, skulle jeg mene.
Det er af af en anden årsag end i den gamle sang, men jeg tager heller aldrig til Capri igen – smuk ø eller ej.
Men nu har vi set den, og det var som sædvanlig en smuk sejltur derud.

Så vr det noget ganske andet med Ravello og Scala i dag. Vi ankom tidligt, så turisterne – de andre turister – var ikke vågnet endnu. Der var så smukt, stille og fredeligt, at vi næsten ikke selv kunne tro på det.
Der var fotostop i Scala, men det skulle have været på hjemvejen for at være ideelt pga. det modlys, der var, da vi kom. Vi var derfor næsten mere betagede af herrerne med muldyrene, som slæbte grus og fliser op til et eller andet byggeri. Seks fliser ad gangen kunne dyret bære. Der skulle gås mange gange endnu, før alt var bragt op, men sådan er alle byerne hernede jo bygget …

Meget pænt sted at gå og passe sin køkkenhave …

Vi gik op til – eller også var det ned til – Villa Cimbrone. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var oppe eller nede i forhold til Ravello, for der var masser af op- og nedstigninger og trapper både den ene og den anden vej. Men igenigenigen et fantastisk sted. De, der dengang havde mange penge, byggede sig disse storslåede villaer og stjal så ellers udsmykningen til dem fra de gamle græske villaer, der alligevel ikke blev brugt længere.
Der er ikke noget at sige til, at Krøyer og andre malere elskede Amalfi-området. Og H.C. Andersen. Thorvaldsen. Palle Kjærulff-Schmidt. Alle har de malet, billedhugget eller med ord og billeder besunget området her.

Et glimrende sted at sidde og indtage vores sædvanlige formiddagsdrik: En caffe americano og et glas friskpresset citronjuice.
Uhh, der er alt for mange ord i mig endnu, men jeg må beherske mig …
Guiden vidste i øvrigt godt, at vi havde sølvbryllup i går. Jeg fortalte det ï telefonen, dengang jeg for over et halvt år siden bestilte rejsen, og det var åbenbart blevet skrevet ned, så Kulturrejser havde sat en flaske champagne på værelset og Karina selv gav os en lille ting, hun havde købt til os på Capri. Meget sød gestus. Hun spurgte os, om vi gerne ville have, at selskabet sang for os, men hun behøvede bare at se på vores ansigtsudtryk for selv at kunne besvare det spørgsmål. Næh tak, og de andre i gruppen behøver heller ikke at få noget at vide …