Tjeklisten

Murphy har igen slået til. Det var frygtelig længe om at blive rigtigt forår med sol og tålelige temperaturer. Jeg synes ikke det er sjovt at gå i haven i skidragt, så det blev ikke til så forfærdelig meget, mens det stadig var koldt og vådt.
Lidt blev det dog til, for jeg havde lovet mig selv, at jeg skulle være nået hele haven igennem inden afgangen i morgen til Kruger Park i Sydafrika.
Det nåede jeg også. Jeg nåede ikke helt i bund i alle bedene, men jeg nåede det meste, og drivhuset er plantet til. De udendørs krukker er ikke ordnet endnu, for jeg vil ikke give naboen alt for meget at passe mens vi er væk.

For en gangs skyld tager vi afsted tidligt på sæsonen og har ingen rejseplaner hele sommeren udover denne safari, så vi er hjemme lige til sidst i september og kan dermed selv passe have og drivhus. Vi har planlagt nogle småture, men er højst væk i to nætter ad gangen.

Men ham Murphy, altså … nu har vi haft et generelt set dårligt, koldt og regnfuldt forår, og hvad sker der så? Lige præcis i den uge vi er væk, bliver det pragtfuldt vejr med masser af solskin og næsten ingen regn. Måske lidt på onsdag, men det gør heller ikke spor, for jeg har sået forskelligt og flyttet rundt på noget ude i bedene, så de må helst ikke blive for tørre.

John har pakket håndbagagen om mindst tre gange, for han ville ikke bruge den sædvanlige rygsæk, da udstyret så ikke var nok beskyttet mod stød, men kameratasken har ikke så meget plads til alt det andet, der også skal med som håndbagage, især når man ved, at risikoen for kuffertforsinkelse eller endog for, at den aldrig når frem, er større her end ved så mange andre destinationer.

Han kan heller ikke finde ud af, hvilket fotoudstyr han vil have med. Først sagde han, at han ikke gad slæbe på den bedste (men også tungeste) linse, hvortil jeg indvendte, at så vidt vi ved, bliver det sidste gang, vi skal ud at opleve The Big Five, og hvis ikke han skulle bruge en rigtig god linse til den tur, hvornår skulle han så?
“Jamen den fylder så meget, og den skal ikke i kufferten!”
”Nej, det skal den bestemt ikke, men hvis jeg nu forsøger at få plads til din skjorte og undertøjet, vi bliver anbefalet at tage med i håndbagagen, går det så ikke?”
”Jeg prøver …”

Det har han så gjort nogle gange, men nu er han vist blevet enig med sig selv om, hvad han gør med hvilket udstyr. Og min Nordace, som er rygsækken over alle rygsække, er nu fyldt til bristepunktet. Det er helt utroligt, hvor meget der kan være i den, selvom den faktisk ikke engang er særlig stor.

Det hjælper dog lidt på kapaciteten, at jeg har valgt at lade pc’en blive hjemme denne gang. Bloggeriet må for en gangs skyld vente, til vi er hjemme igen.

Jeg glæder mig vildt til alle de mange game drives, men jeg glæder mig ikke til turen derned – eller hjem igen for den sags skyld. Vi skal via Dubai, og det er hhv. 6 timer dertil, 8 timer videre til Johannesburg og endelig en times tid til Hoedspruit, som ligger i nærheden af Nyatis camp. Det er bare rene flyvetider; dertil kommer ventetiderne.
Vi flyver 15:35 og er fremme næste dag kl. 13:55. Det bliver sejt! Vi får helt sikkert ikke meget søvn i det døgn, så det er godt, vi skal ned og ikke lave noget som helst andet end på game drives, både på solopgangsture og solnedgangs-ditto, en flodsejlads, spise udsøgt mad og drikke gode vine – ikke kun indendørs, men også ude i bomaen under den fantastiske afrikanske stjernehimmel. Udflugten til Drakensberg springer vi over og vil i stedet nyde campen. Det er en flot tur, men vi var på en tilsvarende i 2017, da vi havde englænderne med.
Vores bungalows terrasse befinder sig nærmest lige over Olifants River, så vi kan se dyrene komme for at drikke om aftenen, so what’s not to like? Bortset altså fra den lange rejse, men man kan ikke få alt – og slet ikke Sydafrika inden for en bekvemmelig afstand.

Alle billeder er fra Nyatis hjemmeside, men de har sikkert ikke noget imod lidt gratis reklame. Vi kender hele fem par, som har været på samme tur, og ingen af dem kan få hænderne ned, når de taler om den rejse.

Jeg har ingen problemer med at se mig selv sidde på denne terrasse …

… og heller ingen ved at forestille mig John i hængekøjen (det har han dog og hævder, at hængekøjen er helt og aldeles min!)
Det ser da ud til at være verdens fedeste sted, ikke sandt? Jeg er så meget luksusmenneske, at jeg foretrækker sådanne forhold.

Den sidste gang …

For små 12 år siden skrev jeg et indlæg med titlen “Der er altid en sidste gang”, hvor det dengang handlede om, at jeg var ved at kunne se en ende på mit arbejdsliv. Jeg kan i øvrigt overhovedet ikke forstå, at det i disse dage er 11 år siden, jeg afsluttede mit erhvervsaktive liv, hvilket jeg talte med andre pensionister om i tirsdags, da jeg deltog i en afskedsreception for en gammel kollega. Hvor var det dog bare fedt at blive mødt med masser af “hej, Ellen!” og tale med mange af dem, jeg engang kendte så godt; både dem, der som mig er jobstoppet og dem, der endnu holder ud. Tænk at blive husket af så mange så mange år efter – jeg kunne selvfølgelig også huske dem, men der er velsagtens sket mere i deres liv i de 11 år end der er i mit. Måske … ved nærmere eftertanke er der vist egentlig også sket en del i mit liv på de 11 år …

Som jeg causerede lidt over allerede dengang for 12 år siden, er der i mit liv nu flere sidste gange tilbage end der er første gange.
Det lyder frygtelig negativt, men sådan er det ikke ment – det er bare en kendsgerning.

Som nu dette, illustreret på billedet: I går og i dag var sidste gang jeg farvede med cochenille.
Jeg er gået over til at farve med de såkaldte syrefarver, fordi … ja, hvorfor, egentlig? Jeg var nok blevet ret træt af plantefarverne, fordi de hovedsageligt kører efter princippet fifty shades of yellow or green. Syrefarver lyder farligt og giftigt, men er det overhovedet ikke, for den anvendte syre er ganske banal citronsyre i meget svag koncentration. Farvemulighederne er nærmest uendelige, og når jeg eksperimenterer, ses resultatet lynhurtigt – lige noget, der passer den ikke specielt tålmodige Ellen.
Jeg havde stadig materialer stående til plantefarvning; bl.a. 450 gram løgskaller, 300 gram tørstetræ, 200 gram cochenille og 100 gram indigo. Løgskallerne og tørstetræet er klaret, og i går blev cochenillen opbrugt. Man kan så undre sig over, hvorfor det traditionelt hører ind under plantefarvning, når det er en skjoldlus, der giver denne fantastiske farve.
200 gram tørrede lus rækker langt. Meget, meget langt. Jeg farvede omkring 2400 gram garn, og der er stadig en lille smule mere farve tilbage i badet. Det bliver dog ikke brugt, for jeg vil ikke bruge mere af mit farvegarn til det.
Men det var altså sidste gang. Nu er der kun indigopulveret tilbage, og jeg ved ikke, om jeg får det brugt, for jeg har i forvejen rigtig meget indigofarvet garn. Det lilla garn i midten er i øvrigt noget af dette, der ikke var blevet så pænt som ønskeligt, men det blev superflot efter denne overfarvning med cochenille.
Hvis der er en af læserne, der vil have indigopulveret, plus de nødvendige kemikalier til farvning med det, samt alun til bejdsning af garn, der skal plantefarves, så kontakt mig endelig. Der skal ryddes ud og op!

Nogle vil kunne nikke genkendende til dette

“Ingen strikkerske har brug for mere garn. Det er et faktum. Det burde være muligt at gå ind i en garnbutik, købe garn til en trøje og ikke mere, strikke trøjen færdig, hæfte alle tråde og først derefter købe garn til den næste trøje. Det er der ingen, der gør.

Et garnnøgle er en forsikring om, at alt er muligt, og hvis jeg ejer endnu flere nøgler, bliver endnu mere muligt. Derfor samler jeg mig et lager.

Jeg bliver inspireret, når jeg går i garnbutikker, og hvert nøgle er et løfte. Hvem kan lade være med at købe løfter, hvis de koster under 30 kroner stykket? Og jeg skal passe på, hvis jeg finder et usædvanligt garn, et pænt garn, et garn på tilbud, en farve, som er ved at være udsolgt, et garn, der passer til den der trøje, man har tænkt sig at strikke om fem trøjer, og så nogle ekstra nøgler, hvis det angivne antal skulle være for lidt.

Desuden siger jeg til mig selv, at det ikke spiller nogen rolle, om der bliver lidt restgarn, for jeg kan altid strikke en barnetrøje eller en restgarnstrøje.”

Det var nogle meget få af de mange ord, man kan læse i Det Blå Garn af Karin Erlandsson.
Det var helt uhyggeligt, så godt hun ramte. Jeg læste passagen op for John, fordi Erlandsson leverede en bedre beskrivelse, end jeg nogensinde ville kunne. Jeg ved ikke, om han forstod det af den grund, men det var en god forklaring.
Jeg har hermed besluttet mig til ikke at have dårlig samvittighed over mit garnlager!

Erlandsson har i løbet af bogen andre særdeles rammende beskrivelser af, hvad der foregår i en strikkers hjerne, så er man strikker i en eller anden grad, stor såvel som lille, kan bogen anbefales – og nej, dette indlæg er ikke sponsoreret.
Hun skriver også om strikningens historie og om, hvad strik har betydet historisk set. På et tidspunkt var det forbeholdt mænd – vidste I det?

Når alle de roser er uddelt til forfatteren, er jeg nødt til at sige, at jeg overhovedet ikke har den samme tilgang til det at strikke, som hun har.
Hun piller hellere en trøje op flere gange fremfor at lave en strikkeprøve. Hun kunne ikke drømme om at følge en opskrift og strikkefasthed er noget, andre går op i – hun har præsteret at lave den ene halvdel af et trøjeforstykke 50 % længere end den anden halvdel, og hun opdagede det først, da hun var i gang med at sy den sammen, så måle et arbejde undervejs er åbenbart også noget, hun ikke tager så højtideligt. Jeg kan dog godt se, at det med en strikkeprøve i hendes tilfælde er overflødigt, når hun alligevel svinger så meget inden for samme arbejde med samme garn og pindestørrelse.
Hendes mor kommenterede bogen med følgende ord: “Jeg håber da ikke, at den bog vil få nogen til at tro, at du er god til at strikke”.

Jeg har moret mig, jeg har hygget mig, jeg har nikket bifaldende, jeg har rystet på hovedet og jeg har himlet overbærende med øjnene over hendes bog, men jeg har nydt at læse hvert et ord og vil afslutningsvis erstatte Karl Marx’ proletarer med strikkere – “STRIKKERE I ALLE LANDE, FORENER EDER”.

ENDELIG

Endelig blev det forår. Det var så sandelig også ventet med længsel!
Da jeg i torsdags så weekendudsigten, blev jeg enig med mig selv om at lave et par hold rabarbermuffins og invitere vejen på kaffe og te helt nede ved fjorden. Dvs. … kaffen/teen og servicet måtte folk selv medbringe. Jeg ville ikke melde noget ud før i dag, for vejrudsigter har det med ikke at holde, så jeg ville se det gode vejr, inden jeg kunne tro på det.
Under stormen var der drevet et sæt ind med bord og to bænke. Ingen ved hvem af de mange hundrede muligheder det kunne tilhøre, og ejerne vil ikke vide, hvor de skulle begynde at lede, så to initiativrige mænd fra vejen mente, at det hermed tilhører alle os brugere af den lille sti ned til vandet (som stort set kun er lig med dem, der bor på vores vej), så nu er det stillet op helt nede ved vandet.
I dag blev det indviet på bedste vis. 10 ud af 14 kunne komme på trods af det ultrakorte varsel, og det blev til et par virkelig hyggelige små to timer, vi nåede at tilbringe på stedet, inden det lige pludselig blev halvkoldt.
Vi var alle enige om, at det da snildt kunne gå hen og blive en tradition.
Der kommer snart jordbær, og på et tidspunkt også kirsebær og senere igen blåbær = masser af muligheder for muffin-varianter af forskellig art. Jeg påtager mig gerne bagningen, og det er jo nemt at invitere, når jeg ikke har ansvar for mere end det. Jeg tog dog en borddug med, for bordet er ikke så pænt efter den formentlig lange svømmetur i efteråret.

I formiddags kørte vi en tur ud til Roneklint, for jeg havde hørt, at de havde fået ryddet lidt op efter oversvømmelsen.
I begyndelsen af marts kørte vi ned for at se stedet, hvor vi sætter kajakkerne i vandet når englænderne er her, hvilket var et temmelig forstemmende syn – det lignede simpelthen en krigszone.
Nu havde man fået kørt noget af alt det opskyllede sand op til en lille vold ned mod vandet, så parkeringspladsen igen mindede lidt om en parkeringsplads. De to skraldespande på billedet står nu hhv. til højre og venstre for den lille parkeringsplads, som ses på billedet lige efter. Det fortæller lidt om, hvor meget sand, der er flyttet.

Marehalm (eller måske hjelme eller … hvad det nu er der vokser der) er på vej op gennem sandet, og nogle af de mange rejnfan er også på vej op, men meget af floraen må have en ret lang vej, inden planterne ser lyset, så at sige, men de skal nok komme, er jeg sikker på.
Det går lidt langsomt med oprydningen langs fjorden, men det var også meget slemt mange steder, og de arme kommuner har nok en hel del andet i den forbindelse, som de er nødt til at give højere prioritet, men det ville bare klæde området gevaldigt, hvis det var blevet pænt igen, inden turistsæsonen begynder for alvor.

Kom maj, du søde milde …

Hvor bliver foråret af? Eller faldt det bare på en mandag i år? Jeg kan kun mindes en enkelt dag, hvor jeg fyldt med fryd og forårsfornemmelser gik i haven og nød det dejlige forårsvejr, mens jeg arbejdede i bedene.
Jeg arbejder stadig i bedene. Lidt. En gang imellem. Jeg er nemlig ikke ude i ret lang tid, inden jeg bliver kold helt ind i sjælen, selv om jeg udfører fysisk arbejde.
Det er ikke sjovt, og det er heller ikke spor hyggeligt, bare det rene pligtarbejde, men jeg ville så gerne være færdig med alt det mindre sjove havearbejde, inden vi smutter afsted til Sydafrika på vores livs sandsynligvis sidste safari.
Ude i drivhuset har der været hyggebelysning i et par nætter, fordi jeg har set mig nødsaget til at sætte stearinlys derud. Selv om det har frosset et par grader udenfor, har det ikke frosset inde i drivhuset – i hvert fald har alt overlevet indtil videre.
Men det der forår, altså … der blæser en strid østenvind, som føles som om den kommer direkte fra Sibirien. Til gengæld er strømmen billig, men lige nu vil jeg hellere have milde forårsvinde end billig tøjvask, tak.

Lidt opmuntringer er der da indimellem.

Nu har jeg skrevet om plan A, plan B osv. vedrørende vores tanker om en fremtid uden Den Stråtækte.
Hvem kunne lige vide, at der ville komme en plan X midt i det hele? X står som bekendt for en ubekendt størrelse, og den kom da også helt bag på os begge.
Måske skyldes det primært, at Charlotte vil gøre meget for at undgå, at jeg flytter til England, men jeg vælger at tro, at sådan er det ikke – og selv om det skulle være sådan, lyder plan X næsten for god til at være sand, men ikke desto mindre leger vi nu alle med tanken.
Hun sagde nemlig, at hun overvejer at købe sommerhus i Danmark. “Så kan I leje en mindre lejlighed i tryg forvisning om, at I bare kan tage ud i mit sommerhus, lige så tit I har lyst”.
Det talte vi meget om den dag. Tænk, hvis vi kunne få tingene til at gå op i en højere enhed, således at vi sælger nogenlunde samtidig med, at de køber. Det ville være det ideelle, for vi vil dermed kunne levere stort set alt, hvad der er brug for af service af alskens art, plus senge og andre møbler, i og med, at vi vil skulle downsize en hel del.
Tænk at have sådan et sted, som man bare kan bruge uden at skulle have ansvaret for pasning og vedligehold, hvilket C lagde vægt på, at sådan skulle det blive – den slags vil hun betale sig fra, for det er meningen, at vi skal nyde, ikke yde.
Vi skal, af skattetekniske årsager, bare helst holde et par år til i Den Stråtækte, og uden at kunne love noget som helst i den retning, kunne jeg i det mindste love, at vi vil gøre vores bedste for at overholde den del af aftalen – det er jo absolut også det, vi allerhelst vil. Mindst to år og og helst fem.
Lyder det for godt til at være sandt? Måske, og det er så langt fra en realitet endnu, men det er ren win-win, for C vil virkelig gerne kunne vedblive at have en base i Danmark, også når vi er væk.
Man må aldrig gå ned på planer …

Sådan kunne ringen sluttes

I går kørte vi til Boltinggaard Gods ved Ringe for at komme til årsmødet i vores bank. Denne gang var temaet USA, hvad der sker for dem derovre – og ikke mindst hvorfor det sker. En af talerne var Steffen Gram, som jo er noget af en kapacitet på området. Det blev en meget interessant eftermiddag og – viste det sig – aften. Tilsammen fik foredragsholderne beroliget mig lidt, hvad angår et eventuelt genvalg af en vis præsident, hvis navn jeg ikke vil nævne. Det skal nok gå alt sammen.

Vi kom forbi Refsvindinge bryggeri. Jeg kendte navnet, men ikke mere end det, i og med, at jeg aldrig drikker øl. John synes de laver nogle gode øl, så vi måtte lige ind og kigge. De har en hel del flere varianter af denne drik, end jeg havde forestillet mig, og vi købte to af hver eneste af dem, for vi kunne ikke stå for priserne, som var knap halvdelen af detailprisen.

Vi kom også forbi Langdyssen ved Lindeskov. Den var ganske rigtigt ret lang. Det er altid hyggeligt at køre veje, vi ikke tidligere har kørt.

Boltinggaard Gods overraskede ved at være umådelig velholdt – det er et godt sted, Nykredit har fundet til de fynske møder. I den store sal, hvor seancen foregik, var der en rigtig god akustik – ikke noget med at runge; rent lydmæssigt var det næsten som at være i sin stue.
Normalt bliver vi på Sjælland til det årlige møde, men den dag kunne vi ikke, og da vi meget gerne ville høre Steffen Gram, valgte vi at tage turen til Fyn.

Efter den alvorlige del af legen serverer de altid en buffet med ledsagende øl, vin eller vand, og til sidst kaffe og lidt kage.
I går var det, måske ikke overraskende, amerikansk madtema, med miniburgere, ditto ‘gourmethotdogs’ og andet, det hele dog med et twist, som fornavnet gourmet- antyder, så det hverken var fedt eller overdrevent, men smagte glimrende. Jeg har dog fået bedre buffeter til samme slags arrangement, men det er nok svært at lave superlækker mad med dette tvungne tema, selv om kokkene havde gjort deres bedste.

Det er meningen, at man skal ‘netværke’, og jeg kom i snak med en dame på min egen alder, som for nylig var flyttet til Fyn efter at have boet det meste af sit liv i … Rønnede, såmænd. Vi har faktisk boet ret tæt på hinanden. Hun er nu flyttet i et seniorbofællesskab i Søndersø, og jeg spurgte indgående og meget til, hvordan det var, hvorfor hun havde truffet den beslutning og om hun var glad for den.
John og jeg er nemlig nok nået til, at, så absolut stik imod alle vores intentioner indtil nu, vores sidste bolig inden et eventuelt decideret plejehjem (uhhh, skræmmende tanke …) skal være en lejebolig. Man har et standpunkt osv. … havde nogen spurgt os for bare kort tid siden, ville vi på det kraftigste have frasagt os at leje en bolig, men tanken om intet ansvar at have for noget som helst tiltaler os efterhånden en hel del. Vi er ikke modne endnu, men kan godt mærke, at det nærmer sig.
Jeg spurgte hende bl.a. hvor meget der skal lægges i ordet ‘fællesskab’, for jeg gider ikke tvinges til at spise i fælles flok, hverken en eller flere gange om ugen. Jeg vil måske, men det skal ikke være tvunget. Jeg vil heller ikke være med til at holde fællesområder rene eller slå en fælles græsplæne.
Her kunne hun berolige mig med, at absolut intet var tvunget. Hvis man ville isolere sig, kunne man det. Selvfølgelig vil jeg gerne være sammen med andre mennesker, men jeg har lige fra min tidligste skoletid været en yderst elendig gruppemedarbejder – jeg vil ikke være afhængig af andres indsatser.
Jeg har kigget lidt rundt på de forskellige muligheder, men lidt for mange steder synes man det er fedt, at man nærmest uafbrudt foretager sig noget sammen med andre og/eller har et medansvar for vedligehold, så nej tak! Det var jo netop for at slippe for pligter, vi ville transformere os selv til lejere i stedet for ejere.

Og den i overskriften sluttede ring?
Jo, det bofællesskab, som damen snakkede så varmt for, hedder Vesterlund.
Det hed den gård også, som jeg er født og opvokset på.

Hvo intet vover …

Jeg er blevet ældre. Skrøbelighed kommer snigende og nogle ting bliver sværere at udføre. Andre ting virker bare mere omstændelige. Det handler om at gøre tingene så nemt som muligt, men at bære plantesække á 50 liter kan for mit vedkommende kun gøres på én måde: Jeg løfter en op, slynger armene omkring den og bærer den hen hvor den skal være. Man kan også lægge to ad gangen i en trillebør – det gjorde jeg med dem, der skulle fordeles i nogle af højbedene. Foreløbig har jeg købt 12, men det er ikke nok.
De skal først læsses ind i bilen. Så skal de ud af bilen. Endelig skal de fragtes hen til bestemmelsesstedet, hvor de skal løftes og smides ned på jorden, løftes og smides ned på jorden, mindst tre og ofte 4-5 gange. Det skal man for at løsne jorden inde i sækkene. Da jeg havde klargjort seks kapillærkasser i drivhuset på denne måde, var jeg mere træt i armene og resten af systemet, end jeg har lyst til at indrømme, men det blev gjort.
Alle seks kasser er nu fyldt med regnvand. To vandkander ad gangen – det bliver til nogle gange, når der skal cirka 45 liter i hver kasse. Det er immervæk nemmere, når jeg bare kan stå med en vandslange, men nu var der regnvand nok til det. Jeg ved ikke engang, om jeg har gjort tomaterne en bjørnetjeneste, for de kan godt lide kalk.

Som altid har jeg sået alle mulige sommerblomster og tomater i spirepotter, som står og hygger sig i systuen en god måneds tid, inden de får lov at komme videre i livet. Herover er det to squash, der har fået en – midlertidig – større og mere madholdig potte. De skal op i et af højbedene.
Der er meget arbejde med alt dette, og jeg kan faktisk også godt lide at pusle med det. Jeg skal nok bare lære, at der ingen steder står, at man partout skal klargøre alle seks plantekasser på én gang. Man har lov til at begynde i god tid. Husk det, Ellen …

Indtil videre har jeg ikke vovet noget som helst, som overskriften antyder, at jeg har … tilsyneladende er intet anderledes end det plejer. Men jeg har prøvet noget nyt:

Eksperimentet består i, at jeg for alle tomaternes vedkommende har sprunget leddet med en 12-cm-potte til hver plante over. De blev smidt direkte ud i voksenlivet i plantesække eller store potter nærmest fra fosterstadiet uden først at komme i børnehave. De er så bittebittesmå, at de næsten forsvinder i den store potte.
Jeg er dog ret spændt på, hvordan de klarer denne nok noget brutale omstilling, men jeg krydser fingre for, at den går. Ude i naturen må de jo li’som klare sig selv helt fra frø, men jeg har stadig lidt reserveplanter i spirepotterne, hvis det går galt.
Det har to formål: 1) at gøre livet bare en lille smule nemmere for mig selv, og 2) at gøre livet bare en lille smule nemmere for vores hus- og havepassere, når vi tager til Sydafrika midt i maj. Måske kan de nøjes med at tjekke om alt ser godt ud og helt slippe for at vande ude i drivhuset, mens vi er væk.
Jeg håber også, at vi er hjemme igen tids nok til at foregribe spindemideangreb på agurkeplanten. I år vil jeg købe rovmider, hvilket jeg ikke fik til at passe rent tidsmæssigt, da vi tog afsted sidste år, så planten var allerede under en mild spindemidebelejring, da vi kom hjem fra Norge, og selv om jeg kæmpede en brav kamp, gik det helt galt, da planten blev overladt til sig selv, mes vi var i England i starten af juli. Der var ikke andet at gøre end smide planten ud.
I år har vi ingen længerevarende planer i juni, juli og august, så jeg satser på at holde skansen!
Spindemider er noget, fanden har skabt i vrede, og jeg har svært ved at se deres berettigelse i naturen (for slet ikke at tale om i mit drivhus!). De rangerer kun lige netop over flåterne, som jeg slet ikke kan se et formål med.

Varme fødder og kolde stuer

Vi var på besøg hos nogle venner i går, og da vi kom hjem, føltes huset unormalt koldt. Jeg havde faktisk studset allerede om formiddagen, da vi kørte – det virkede køligere end normalt i rummene, men ikke så meget, at jeg tænkte nærmere over det.
Da vi kom hjem halvsent på aftenen, var vi ikke længere i tvivl: Vi måtte være løbet tør for olie. Det er aldrig før sket i mit liv, men det skal retfærdigvis også siges, at i det meste af mit voksenliv har jeg haft fjernvarme.
Den Stråtækte har imidlertid oliefyr, og, bare for at komme eventuelle spørgsmål i forkøbet: Det har vi ikke tænkt os at ændre på. Det vil koste os mange penge, som vi med størst sandsynlighed ikke vil kunne få hjem igen ved salg, og vi vil slet ikke kunne bo her længe nok til, at ínvesteringen tjener sig selv hjem.
Vi har en ordning hos OK, hvor de selv, via graddage, holder styr på, hvornår vi skal have påfyldt. Det har de klaret godt i de ni år, vi har haft ordningen, men denne gang smuttede det altså.
Fordelene ved en fast ordning er flere: Vi skal ikke selv holde øje med oliestanden, og skulle vi løbe tør, koster det ikke noget at få dem ud samme dag, det koster heller ikke ekstra, hvis der bliver påfyldt mindre end 700 liter, og endelig er der en ganske pæn fast rabat på selve olien.
Jeg ringede 7:30 og fem minutter kom der en ordrebekræftelse på, at olien kommer i dag.
Det er godt, at vi har brændeovn i stuen … vores reserveolieradiator, som går på strøm, blev tilsluttet i køkkenet, så vi klarer os fint, til olien kommer.
Som kom klokken 10, inden jeg var færdig med dette indlæg! Det var sandelig hurtig service!

Vi har også masser af varme trøjer og varme sokker … og apropos det, kan jeg da lige vise, hvad der foreløbig er kommet ud af pangpang-eksperimentet fra farvedagene først på ugen.
Der kom i hvert fald knald på, men jeg tænkte, at der da nok skal være en lille pige ude i den store verden, der vil blive glad for et par sokker i disse farver.
Det ene fed blev mere rødt end det andet, og det passede på forunderlig vis 100,00 % med, at de viste sokker brugte præcis hele det rødeste fed. Det andet indeholder mindre garn, så der lavede jeg lidt om på konceptet og har nu strikket den ene sok.
Og jo: Jeg strikker altid sokker på to pinde og syr dem sammen. Jeg har strikket i snese- måske hundredvis af sokker på fire pinde, og jeg gider det ikke mere – vil hellere sy sammen. Der findes mange opskrifter og metoder til to pinde, så det kan blive noget mere varieret end de traditionelle sokker.

Et par af de andre farveseancer gav ovenstående resultat. En syrenmeleret baby merino og en ensfarvet, tynd, blågrå følgetråd, som forhåbentlig vil give farveskiftene lidt blødere overgange. Det kan lige række til en bluse til mig selv – som jeg næsten ikke kan vente med at komme i gang med … jeg har sådan på fornemmelsen, at mit nuværende lidt større projekt kommer en tur i syltekrukken og midlertidigt må se sig selv som en ufo (unfinished object). Men hvad pokker – en mere eller mindre, og jeg har en liggende i forvejen. De skal nok blive færdige. Engang.
Jeg har altid flere arbejder i gang, for der skal være noget til alenestunder, til tv-strik, til bilstrik og noget, der overhovedet ikke kræver brug af strikkehjernen, som fx i går, hvor koncentrationen skulle lægges på lytte- og snakkeområdet. Godt nok kan man multitaske, men det skal ikke være noget med tællearbejde eller indviklede mønstre, når man skal hygge med venner og/eller veninder.

Forår og farver

Vi havde nogle småærinder i dag og kørte derfor lidt rundt i det stevnske landskab. Det regner for en gangs skyld ikke, så foråret kunne nydes.
Det forår, som først lige er begyndt i Danmark, men som vi nød i England i 14 dage. De er tre uger foran os; det har de været, så længe jeg har kendt landet, og det bliver de nok ved med at være. En af de store fordele ved det, og som jeg har benyttet mig af en del gange i årenes løb er, at jeg har mulighed for at opleve foråret to gange – først i England og så her.

Et eksempel er akebiaen herunder. Femfingret akebia … navnet må gå på bladene og ikke på blomsten, for den har da seks fingre … i fuld gang med at blomstre i Riverhill Himalayan Gardens, hvor den her i landet først vil blomstre i maj. Jeg har lige læst, at den ikke spises af rådyr, så den må være god at have i en have, der er plaget af disse blomsterelskende dyr. Det er vi ikke, men jeg kunne godt tænke mig en alligevel.

De mange ærinder Stevns rundt var først en tur til SuperBrugsen i Karise, dernæst til Stevns Garndag, som jeg var lidt nysgerrig efter at se.
Det skulle jeg så ikke! John fik alligevel ikke sin foto-fritime, for da jeg så den halve million biler, der enten allerede holdt ved stedet eller prøvede på at finde en parkeringsplads, opgav jeg på forhånd. Jeg hader at gå skulder ved skulder i tætte folkemængder uden at være i stand til at se noget som helst, så vi kørte bare igen. Jeg fik mine lumske anelser, da jeg så trafikken mod Klippinge, som normalt er en lillebitte, søvnig stevnsk by, hvor man sjældent møder andre biler overhovedet, men i dag kunne den næsten måle sig med Helsingørmotorvejen i myldretiden. Og jeg overdriver næsten ikke … garndagen måtte klare sig uden mig.

Turen gik derfor straks videre til den strandskov, hvor jeg plejer at plukke ramsløg. De havde en passende størrelse, ikke for små, men heller ikke for store/gamle, og nu har jeg – som sædvanlig – en så rigelig forsyning af ramsløg. Denne gang skal jeg bl.a. lave ramsløgolie, som skal i en tærte i morgen aften.

Næste stop Faxe Ladeplads, hvor jeg skulle finde noget passende gødning til alle mine roser. Det er på høje tid, at de får lidt mad, så de kan blomstre smukt senere på sæsonen. Det er oven i købet ved at være for sent med gødning af roser, sagde en rosenmand i radioen i dag. Sludder med ham; de er da kun lige begyndt at skyde.

Sådan går der nemt en lørdag formiddag, men nu er alt også parat, til Ditte kommer i morgen og bliver et par dage. Vi skal farve garn. Igen.
Og vi skal ud at spise på mandag. Og vi skal snakke. Og strikke. Hvad vi ellers skal, vil tiden vise – der er indtil videre ikke flere planer end de nævnte, men der kan hurtigt komme nogle; det kommer nok lidt an på vejret.

Der er igen masser af vand på markerne, og så meget har vi altså heller ikke fået i denne omgang, selv om vi dog har fået mere vand på 1½ døgn end vi fik på de 14 dage, vi var i England, men markerne er så mættede, at selv om meget af vandet langt om længe var næsten væk, skal der ingenting til før det hele svømmer over igen. Stakkels landmænd, siger jeg bare – men det er så her, min sympati ligger for dem – IKKE i deres indædte modvilje mod at skulle betale en CO₂-afgift, for de må deltage i den kamp lige som alle andre. Det manglede da bare. Og hvorfor al den modstand? Det er jo alligevel os forbrugere, der får lov til at betale for den afgift, vil jeg godt vædde på. Den ikke så gode fru Støjberg er så sandelig på stemmefiskeri, men jeg så hende helst ude af dansk politik – vi var bedre stedt uden hende.
Sorry. Den skulle lige ud. Jeg er jo ellers landmandsdatter med en apolitisk blog, men her står jeg altså af, selv om min far nok vender sig i sin grav ved at høre den slags fra sin ældste datter.

Nu må vi hellere slutte med noget komisk. I England besøgte vi et Owl Sanctuary, primært fordi Aubrey havde en linse, han ville prøve af.
De havde bl.a. barn owls, som jeg ikke lige kunne huske hvad hed på dansk.
Google Translate blev konsulteret, men nogle gange fejler de så eklatant, at selv de mindst sprogkyndige må få mistanke om, at der er noget galt her …
(Det er en slørugle, men vi måtte via det latinske navn for at få det opklaret.)

Jeg har noget med træer …

Vi vidste jo godt, at det ikke var den optimale årstid at tage til England på, hvis man er haveinteresseret, men det var nu, jeg savnede barn og børnebørn …
Jeg satsede på, at der var andet at se end lige flotte haver, og det var selvfølgelig rigtigt, men vi skal engang derover på en bedre årstid for have/parkbesøg og se Great Dixter, som skulle være meget flot.
Vi kiggede i stedet på landskaber og småbyer – John fik vist nok af smalle veje for det næste lange stykke tid. De er charmerende, men også anstrengende at køre på, for lige pludselig kommer der en modkørende, og så skal en af os bakke. Det er især ‘spændende’, når det er en lastbil, man møder – der er vitterlig ikke meget plads, ikke engang i mødelommerne.
Vi så Aylesford, så nu har jeg byen i tre udgaver: Turistkontorets, puslespillets og min egen; her i nævnte rækkefølge. Det var alligevel lidt sjovt.

Vi så Bodiam Castle, som har en temmelig stor voldgrav. Det er fra 1200-tallet, og der er ikke meget tilbage af det indvendige, men til gengæld gav det et godt indtryk af, hvordan man havde fordelt rummene i det store, massive slot.

Vi så Chartwell, som Churchill købte i 1922 som ‘familiehjem’, og hvor han boede til han døde i 1965.
Det ejes nu af National Trust og er et af deres mest besøgte steder i England.
Det var interessant at se og kan anbefales, hvis man befinder sig i denne del af England. Vi har set flottere hjem, bevares, men ingen, vi på samme måde kunne forholde os til som dette, for hvem i den frie verden kender ikke Churchill? Eller kender til, i hvert fald …
Han var lidt af en multikunstner. Han er beskrevet som “a gifted statesman, writer, painter, orator, and soldier”, ligesom han også interesserede sig for sin store have.
Han var en bedre maler end jeg var klar over, han vandt nobelprisen i litteratur, samt gennem årene fik en guds velsignelse af medaljer og gaver fra det meste af verden – han var en spændende mand, som jeg gerne ville have mødt. Jeg ville dog nok ikke have anet, hvad jeg skulle sige til ham, hvis det var sket!

Selvfølgelig havde de hængt billedet her op mellem de lamper, han malede. Den store flaske indeholder cognac – mit gæt er tre-fire liter.
Jeg tog masser af interiørbilleder, men de er mest interessante, når man har set huset i virkeligheden.
Herunder Chartwell set fra The Marlborough Pavillon. Det regnede, så vi fik lige lyst til at søge ly …

Og her fra en helt anden vinkel, selv om de to billeder ligner hinanden. Huset er bygget næsten symmetrisk, som en slags Y:

I kender nok denne anekdote, som jeg bare elsker:
Bessie Braddock MP: “Winston, you are drunk, and what’s more you are disgustingly drunk.”
Churchill: “Bessie, my dear, you are ugly, and what’s more, you are disgustingly ugly. But tomorrow I shall be sober and you will still be disgustingly ugly.”

This world famous encounter occurred late one night in 1946, as Churchill was leaving the House of Commons. Lady Soames, who said her father was always gallant to ladies, doubted the story, but Mr. Golding explained that WSC was not drunk, just tired and unsteady, which perhaps caused him to fire the full arsenal.

Jeg har et eller andet med træer. Jeg kan blive meget fascineret af store træer, mærkelige træer, nøgne træer ….
Herunder den store cypres (tror jeg det er – ellers fortæl mig endelig hvad det er – jeg fik ikke “lens’et” træet) foran Chartwell.

.

Dernæst nogle ret spøjse faconer, som vi så på Riverhill Himalayan Gardens, som også var interessante, men der var ikke så meget at se endnu. Maj-juli ville have været langt bedre, men noget skulle vi jo foretage os, og dette sted kørte vi lige forbi alligevel.
Den herunder kunne godt være en ældgammel blåregn, men det er kun et gæt.
Hvordan cirkelformationen er opstået har jeg ikke noget bud på, men sjovt så det ud. Det så også vildt ud, men var det næppe … eller måske alligevel? Vi blev enige om at se og studere himalayahaverne en anden god gang, for vejret var virkelig dårligt, og der var som sagt et godt stykke tid til, at det hele ville tage sig pænest ud.

Noget fik vi dermed at se, selv om vejret havde taget sig ud fra en noget bedre side i den uge, vi var sammen med Charlotte, hvilket vi bestemt ikke brokker os over, men da legede vi ikke turister; var stort set udelukkende på familiebesøg.

God og dårlig service

I går blev det virkelig en træls første hjemrejsedag. Den startede ellers meget godt med, at DFDS sendte os over til P&O Ferries, fordi vi så kunne komme en halv time før afsted over Kanalen.
Men så nåede vi Antwerpen. Kigger man bare på et kort, skulle den ikke udgøre et problem, men det tog os to – TO – stive klokketimer at køre 13 kilometer. Den slags er virkelig en udfordring for mit blodtryk, selv om jeg nødig skulle snakke, for jeg sidder bare og strikker, mens stakkels John skal passe trafik, bil og rat.
Vi ankom derfor først til Hotel Rheingarten klokken 19, og vi var efterhånden godt sultne. Jeg havde, efter Antwerpen, mailet hotellet for at fortælle, at vi blev forsinkede, men at de gerne måtte reservere et bord til os i restauranten. 
Den mail blev besvaret af en Patrick Neumann, som skrev, at de desværre ikke længere havde restaurant på hotellet.
Nå. Det var en streg i regningen, for et af kriterierne for valg af dette hotel var netop, at vi ikke skulle bevæge os ud for at finde noget at spise.
Vi ankom og spurgte hvor den nærmeste – gode – restaurant var. Det var jo feriens sidste måltid. Det var en italiensk, som i øvrigt også havde takeaway, sagde Patrick, der talte et meget gebrokkent engelsk, som han oven i købet undskyldte for. Jeg forsikrede ham om, at hans engelske var bedre end mit tyske, men manglede han ord, kunne han prøve på tysk, for jeg forstår det langt bedre end jeg taler det. Vi bestilte hvad vi ville have og betalte Patrick, som ville ringe til os på værelset, når maden ankom. Der ville sikkert gå omkring 20 minutter …
Da der var gået en halv time, foreslog jeg John, at vi gik ned i baren for at købe en øl og et glas rødvin til maden, som vel nu måtte være lige på trapperne.
Det var den ikke helt, men Patrick undskyldte og sagde, at der nu højest ville gå 10-12 minutter. Vi købte drikkevarerne, og han undskyldte endnu en gang og sagde, at han nok skulle komme op på værelset med vores mad, når den kom.

Da der var gået 1½ time (nu var klokken 20:30), ringede jeg ned til ham og spurgte pænt, om han regnede med, at maden kom i aften. Han kunne næsten ikke være i sig selv for lutter beklagelser, men jeg forsikrede ham flere gange om, at det altså ikke var hans skyld; at vi hverken var utilfredse med hotellet eller ham og at han bare måtte love mig at beholde de drikkepenge selv, som buddet skulle have haft.
Fem minutter efter bankede han på vores dør, og glade blev vi, men han kom ikke med maden. Han kom med et KÆMPE glas rødvin og ditto øl, begge af samme slags som dem vi købte times tid tidligere.
Jeg tror der var en halv flaske rødvin i det store glas, som var på hotellets regning, fordi Patrick var så ked af det med den pokkers takeaway.
Jeg sagde igen, at han jo ikke kunne gøre for den dårlige service, men tusind tak for vin og øl.
Maden kom klokken 21:10. Patrick kom op med den som lovet, med tallerkener, bestik og stofservietter – plus en dessert, som også var på hotellets regning. Jeg har ham mistænkt for selv at have sendt en eller anden hen på restauranten for at hente det bestilte til os, men jeg spurgte ikke.

Vi var blevet godt sultne – og jeg lettere svimmel pga. af vin på tom mave … men den var god. Vinen altså. Vi spiste og gik derefter i seng.
Det var et dejligt, stort værelse med altan lige ud over Rhinen, og selv om det var en irriterende restaurant, så vidste hotellet – i hvert fald Patrick – alt om udsøgt service, så vi kunne sagtens finde på at bo der en anden gang, hvis vi tager samme rute til eller fra England igen.
Vi håbede på en bedre dag i dag, hvilket vi da også fik – den gik aldeles smertefrit; uden køer eller regn; vi nåede en færge to timer før den vi havde booket og var derfor hjemme allerede klokken 16:30.

Tiden flyver – også i England

Inden jeg når at blinke med øjnene, er der gået langt over en uge. Vi tog afsted lørdag, og nu er det allerede fredag. Børnebørnene begynder deres tre uger lange påskeferie i dag, så fra nu holder vi alle ferie, selv Tim.
Inden vi nåede frem til familien, nåede John og jeg at køre på de allermindste veje i Kent, vi fik set puslespilsmotivet fra Aylesford, vi nåede at se Bodiam Castle med den store voldgrav, vi nåede at akutbesøge en tandlæge og vi nåede at sidde fem kvarter på motorvejen uden at rykke så meget som en millimeter. Grrrr. Hvorfor kan folk dog ikke køre ordentligt? Fem kvarter er meget længe, især når man ikke kender tidshorisonten. Den fandt vi dog til sidst, da trafikinternettet langt om længe var blevet opdateret.

Dagen efter kunne vi ikke forstå hvorfor Charlotte var så længe om at køre børnene til skolebussen, men  hun blev nødt til at køre dem helt i skole, fordi de kom for sent til bussen, fordi der var sket en voldsom ulykke på vejen, så de blev tvunget ud på en større omvej. Fra huset kunne vi se lastbilerne, som holdt stille og vi kunne se alle de blå blink fra ambulancer og politi. Vejen var spærret hele dagen, og det viste sig at skyldes en bil med tre meget unge mænd, som havde forsøgt at overhale en lastbil, resulterende i, at de var kørt frontalt ind i en anden lastbil. Den overhalede lastbil kørte også galt i forsøget på at undvige. Vi kender den vej så udmærket; der er vildt dårlige oversigtsforhold, så hvordan de har fundet den overhaling mulig, forstår vi ikke. Hvorfor kan folk dog ikke køre ordentligt? Jeg må ikke tænke som jeg gør nu, men jeg har det ærlig talt fint med, at det kun var chaufføren i den lille sorte Golf, der kom alvorligt til skade. Beklager, men det er altså den slags idioter, vi håber aldrig at blive udsat for.
I går, da vi kørte en tur, var der også sket en ulykke, som dog ikke sinkede os så meget, hvilket var heldigt, da vi skulle hente Anna, som havde en aftale hos en fysioterapeut. Denne gang var det en, som bare var kørt ud på en større vej uden først at tjekke om der var fri bane. Hvorfor kan folk dog ikke køre ordentligt?

Ovenstående så jeg forleden på Facebook. Den synes at være meget aktuel …

Herover ses de hvide klipper ved Kingsgate Bay, hvor vi spiste en sen frokost om mandagen.

I Kent ser man mange oasthouses, som er ovne, hvor man tørrede humle. Kegletagene med deres hvide afslutninger er karakteristiske, men de fleste er i dag omdannet til boliger, ganske som Charlotte og Tims malttørreri er det. I næste uge, på vejen hjem, skal vi bo i et forhenværende humletørrehus i to nætter.

Forhåbentlig undgår vi at komme i nærheden af flere ulykker – nu vil vi bare gerne holde ferie. Vi laver så lidt som muligt, men hygger så meget som muligt.

En del af en modningsproces?

Reparationsalder er blevet nævnt flere gange på bloggen her på det sidste.
Man kan selvfølgelig sige, at et hus fra 1780 naturligvis for længst har opnået reparationsalderen – og at det er en kronisk tilstand; at vi måske bare har været heldige i de ni år, vi har boet her.
Man kan også sige, at der blev gjort meget fra vores side inden vi flyttede ind, hvilket kan være en del af forklaringen på, at vi har været relativt forskånede for en del reparationsarbejde.
Senest hoveddøren, som jeg nævnte forleden. Der er sådan set ikke kommet mere til siden nævnte indlæg, men følelsen af opgaveophobning kan vi ikke helt komme udenom.
Det er måske i virkeligheden ikke så tosset endda, fordi alene tanken om at skulle flytte herfra har næsten kunnet få mig til at tude, for jeg har aldrig følt mig så godt tilpas i et hjem som her i Den Stråtækte. Når der hele tiden kommer mere til i takt med, at vi i højere og højere grad matcher husets alder, sættes der åbenbart gang i en modningsproces. Vi er bestemt ikke modne endnu, men bevidstheden om, at det måske alligevel ikke er det smarteste at ønske sig at blive båret ud herfra, har da så småt indfundet sig.
Vi har foreløbig givet det fem år til – uden naturligvis på nogen måde at have en fast aftale om det, men affødt af, at det femårige flexlån blev fornyet med udgangen af 2023 – det kan godt mærkes på pengepungen, må vi erkende.
Vores bankrådgiver spurgte til vores årlige møde i november, om vi havde overvejet at sælge huset, nu hvor renten var blevet så dyr? Og leje noget i stedet for?
Svaret var et unisont NEJ!!! Da ikke endnu! Det er for tidligt!
En af de helt store ulemper ved at sælge nu og flytte til noget mindre er, at vi så ikke vil kunne have alle fire englændere boende. På et tidspunkt i en måske ikke helt fjern fremtid bor de heller ikke sammen mere derovre, og Charlotte og Tim vil derfor nok komme alene, men indtil da vil vi helst have plads nok.
Da jeg nævnte det, sagde bankrådgiveren, at så kunne de da bare bo på hotel mens de var her, men det var i mine øjne helt fjollet. Hvor er hyggen så henne? “Nå, men tak for mad, nu vil vi finde vores hotel.” Nejnejnej.
Det kan være det bliver aktuelt engang, men er det altså ikke endnu. Punktum. Det er et helt uacceptabelt scenarie; en kamel på størrelse med en dinosaur at sluge, så skal vi ikke bare krydse den bro, når/hvis vi når til den?
Hvad skal vi så? Og hvor? Den er svær. Vi skal begge nærmest umyndiggøres for at blive placeret i en bolig, hvor vi ikke har mulighed for at komme ud i en lillebitte have eller i det mindste have en terrasse af en vis størrelse.
England er ikke en utænkelig mulighed for mit vedkommende, men den tanke er John ikke meget for, “for hvad skal jeg dog lave derovre?”
Det ville ikke hjælpe spor, hvis jeg svarede hvad jeg tænker, nemlig “ingenting – for vi skal slet ingen steder hen, hvis du stadig kan lave noget.”
Så jeg siger ikke noget. Endnu. Lad tiden gå og lad os se hvad der sker.
Vi er foreløbig bare enige om, at hverken hus eller have må blive grimt, misligholdt eller forsømt.

Så er vi i gang

Indledningsvis vil jeg gerne understrege, hvor effektivt, hurtigt og smertefrit vores forsikringsselskab har håndteret vores vandskade, forårsaget af en for gammel og dermed ‘mør’ skorsten. Man hører så meget om, hvor store anstrengelser selskaberne gør sig for at krybe udenom at skulle dække en skade, men jeg tror, at det – som stort set altid – er de dårlige eksempler, der fylder i medierne; de gode er uinteressante – og formentlig langt de fleste.
I tirsdags i nørkleklubben fortalte jeg om det, og der var kun én, der sagde, at “de vil jo gøre alt for at undgå at betale!”
Da jeg spurgte, om hun havde et konkret eksempel, lød svaret, at “næh, men sådan er det jo bare”.
Nej, sådan er det heldigvis ikke bare, og et par af dem kom med fortællinger om gode oplevelser med deres forsikringsselskab.
Fordi jeg kender en, der i sit arbejdsliv var sådan en, der tog ud for at vurdere anmeldte skader, har jeg hørt lidt om, hvordan og i hvilket omfang mindre hæderlige sjæle forsøger at snyde forsikringsselskaberne. Disse kender dog ofte deres lus på travet og har, via deres erfaring, tit en ganske god ide om, hvornår der er snyd involveret. De skal træde forsigtigt, for de skulle ikke gerne komme til at beskylde uskyldige for at snyde.

I vores tilfælde var der lynhurtig ekspedition, selv om de selvfølgelig har pivtravlt efter alle de mange vandskader der har været rundtomkring i dette vinterhalvår.
Og der har været fair behandling. Fra jeg anmeldte skaden via den elektroniske formular, til jeg blev ringet op af Frederik, som har været min faste kontakt siden, gik der mindre end et døgn. Ventetiden har skyldtes tækkemanden, som skulle sørge for, at der ikke kom mere vand ind. Før ville de nemlig ikke sætte nogen udbedring i gang, hvilket naturligvis giver god mening.

Det var altså slemt.
Det var virkelig slemt at se på. Det der ulækre, mørkebrune stads, som bare silede ned ad den ellers så pæne, hvide skorsten, var ikke noget kønt syn. Dertil kom alle dryppene ned fra selve loftet, fordi der åbenbart havde dannet sig pytter ovenpå. Det lyse tæppe var ikke lyst mere …
Det tæppe er nu hevet af, skorstenen vasket så godt det kunne lade sig gøre, og gulv og loft sprøjtet med noget antisvamp-etellerandet.
Maleren er lige kørt – hun har foretaget det indledende arbejde og kommer igen i morgen. Den meget brune venstreside af skorstenen var tapetseret over af husets forrige ejer, men det faldt ned helt af sig selv, da vandet kom ind. Der skal ikke tapet op der igen, men pudses og males som de to andre synlige sider.
Tæppet har vi været i Næstved for at vælge, og når malerdamen er færdig om et par dage, sætter Frederik gang i tæppeaflevering og -pålægning, hvorefter der gerne skulle være fint på gæsteværelset igen – formentlig allerede inden vi tager til England på næste lørdag, hvilket kunne være rart.
Gad vide, om vi ser, hvad den skadesudbedring løber op i? Jeg er bare ret nysgerrig, for det er alligevel et ret omfattende stykke arbejde – som jeg er meget glad for, at vi ikke selv behøvede at gå ombord i.

A hvaffor en fisk???

For nogle dage siden kom jeg igen i oprydningshumør. Eller noget … i hvert fald blev jeg enig med mig selv om, at sten- og sølvsmykkefremstilling kommer jeg aldrig mere til at beskæftige mig med, så skuffen med remedierne hertil skulle tømmes.
For omkring 30 år siden lærte jeg hvordan man sliber sten ved hjælp af en maskine (jeg skrev om det her). Det førte mere med sig, for hvad skulle jeg dog bruge de sten til? Jeg begyndte derfor at gå til stenslibning på aftenskole, hvor vi sad en halv snes kvinder og mænd ved lige så mange maskiner og sleb fine cabochoner af spændende danske eller grønlandske sten – og nogle enkelte mere eksotiske halvædelsten, som fx malakit og tigerøje. Nogle af stenene har jeg selv fundet på stranden, fx den cirkelrunde kl. 9 og den spraglede kl. 6. Den lyserøde er grønlandsk. Så vidt jeg husker … jeg er ikke sikker.

Det var sjovt. Ikke specielt nyttigt, men sjovt. Kunsten bestod mere i at få cabochonen til at passe nøjagtigt ind i sølvskabelonen end i at få stenen helt glat og blank, hvilket ikke var svært. Jeg købte sølvkæder i forskellige længder og finhedsgrad og gennem nogle år bar jeg stort set altid et af disse vedhæng.
Jeg begyndte også på et sølvsmykkekursus, men gik der kun én sæson, fordi jeg måtte erkende, at jeg ikke var specielt god til det.
Det pæneste jeg fik lavet, var en halskæde til John, fremstillet af småbitte sølvringe, som blev flettet efter et gammelt vikingemønster. Det blev faktisk virkelig flot, når jeg selv skal sige det, og John går stadig med det.

Man vikler først en sølvtråd rundt om en metalpind på et par mm i diameter, hvorefter den fremkomne spiral saves over, og man kan begynde at arbejde med de små ringe.
Det gør man ved i hver hånd at have en lille tang, som man vrider ringen åben med. Man samler ringene ved at vride igen.
Det tog lidt tid at lave dette smykke (lukkedimsen er også både vikingsk og Ellen-fremstillet), men det blev alligevel hurtigt rutine at samle ringene på korrekt vis.
Herunder ses, hvordan man holder og vrider en ring, samt et af endestykkerne til en strikkefisk.

Da jeg ryddede op i skuffen, gjorde det lidt ondt i hjertet. Jeg var helt klar over, at ingen, og som sagt ikke engang mig selv, nogensinde ville finde anvendelse for de tilbageværende råmaterialer. Nogle af stenene er blevet stedt til hvile på et synligt sted i et bed i haven, og sølvtingene fik jeg den lyse ide at lave strikkefisk af. Strikkefisk er ringe, sat sammen i kæder med fra fire til 10 led. Nogle kalder det omgangstællere, men de findes også i andre udgaver, mens en strikkefisk kun kan være én ting.
Man stikker strikkepinden i næste ring, hver gang man har strikket en pind eller en omgang, og kan således på enkel, men genial vis holde rede på ind- eller udtagninger på hver 4. eller 8. pind – eller hvad behovet nu måtte være. Det kan nemlig være svært at se på selve strikketøjet.
Spørg mig ikke, hvordan den betegnelse er opstået – Google er for en gangs skyld ikke min ven.

Jeg fik lavet tre sæt strikkefisk – et til mig selv, et til Charlotte og et til …? Der er materiale nok til flere sæt, men hvad skal jeg med dem? Sælge dem? De er sandelig dyre nok ude i den store verden – mellem 45 og 125 kroner for en enkelt, afhængig af bl.a. antallet af led.
Mine må også blive dyre – de små ringe er sterlingsølv! Det tror jeg ikke er normalt for strikkefisk.

Der er flere muligheder for designet, hvis man går ind i en hobbybutik, men jeg brugte selvfølgelig hvad jeg havde.
Sølvspiralen samt en masse af de gennemskårne ringe ses i plastposen – og hvorfor i himlens navn skar jeg ikke de sidste op, da jeg havde adgang til den lille dertil indrettede sav?

Det var egentlig meget beroligende at konstatere, at min finmotorik stadig fungerer i bedste velgående. Der var ikke antydning af hænderrysten undervejs, så med læsebriller på gik det strygende.

Reparationsalderen

Det er desværre ikke kun os, der er kommet i reparationsalderen. Det er også Den Stråtækte.
Vi har boet her i ni år nu, og intet holder evigt. Der skal bl.a. males vinduerne udvendigt på de to gæsteværelser på første sal, og det værste ved det er, at jeg skal op på en stige … det generede mig mindre for otte år siden.
Vi skal også have ny hoveddør. Ingen ved hvor gammel den er, men den er helt sikkert for gammel. Den har slået sig, det lille pus, og den er ikke vindtæt, når vinden står på. Jeg har ellers købt en af Mias fine, engelske puder (med Skotlands nationalblomst, tidslen; hun har den ikke mere i sortimentet) netop til samme formål, men nu er det også begyndt at suse ind op ad siderne. Altså: ny dør. Vi må endnu en gang have fat i Troels Tækker, som også er Troels Tømrer.
Den utætte skorsten er der blevet bestilt murer til, men han er nødt til at vente til april, hvor det (forhåbentlig) ikke regner så meget som nu. I mellemtiden har den fået regnfrakke på.
Det er ikke kønt, men dog ikke så grimt, som jeg havde frygtet det ville komme til at se ud. Troels brugte hvid, armeret plast, så for noget midlertidigt er det helt okay.
Nu [forbliv]er der tørt på værelset, og udbedringen af fugtskaderne deroppe kan sættes i gang.

Strømmen, som på mystisk vis gik og kom, er nu kommet for at blive. Tredje gang det skete, løste problemet ikke sig selv som de to første gange, så vi fik fat i en elektriker. Efter 1½ times hårdt arbejde fandt han frem til, at der var en udvendig kontakt, der bare var klippet over og ‘lukket’ med tape. Det holdt søreme ikke evigt, det tape, så fugt herfra var skyld i al mystikken. Det var altså ikke os, der havde droppet en udvendig kontakt på denne måde, vil jeg gerne understrege!!!
Den erfarne elektriker havde en lumsk anelse om, hvem det kunne være, for han har i årenes løb ordnet temmelig meget klamphuggerarbejde fra den mands side. Han huserer ikke mere, men har skaffet meget arbejde til sine efterfølgere. Det er disse ikke engang glade for, for det har ofte været meget svært at gennemskue – således også gældende for vores hus.

I år bliver det bestemt ikke svært at få udgifterne til at slå til, som Eric udtrykker det, men man kan jo på den anden side heller ikke forvente, at et hus fra 1780 er vedligeholdelsesfrit, heller ikke selv om vi brugte en del penge på det, da vi flyttede ind.

---

Heldigvis er ikke alting omkostningstungt.
Farsrørerne, jeg skrev om for et stykke tid siden, har nu fået skaft.
Egetræ, som er fint drejet, sat i og derefter behandlet med bivoks, så det er glat og lækkert.
Jeg fik den geniale ide at få skrevet MORS FARS på den ene. Hvis Charlotte vil have den, får hun den; ellers beholder jeg den bare.
Ordspillet dur for os begge, fordi hverken Tim eller John kan lave fars, så det kan aldrig blive FARS FARS i vores lille familie.
Det er muligt, at I synes det er plat. Jeg synes det er morsomt
Vejens dygtige drædrejer ville have betaling i naturalier:
”Du har så mange chili i drivhuset. Hvis du stadig har noget tilbage af det, du laver af dem, vil jeg meget hellere have lidt af det. Jeg elsker alt med chili.”
Det fik han naturligvis – også mere end han syntes skafterne var værd, men jeg vil gerne kunne spørge ham en anden gang.

Det kan ikke engang ses!

Jeg har før skrevet om, at mit garnlager berettiger sig til at høre under begrebet SABLE, som står for Stash Acquisition Beyond Life Expectancy.
Det samme gælder for mit stoflager. Stoffer, man kan sy af, forstås.
Hvad gør man, når man har alt for rigelige mængder af både garn og stof?
Man strikker alt hvad man kan. (Og alligevel køber jeg nyt garn temmelig ofte, fordi jeg mangler altid lige noget … )
Og man syr indkøbsposer til Røde Kors. Jeg har dog ikke købt stoffer i temmelig mange år, men den afvænning var hård! Jeg plejede at rode restebunkerne igennem hver gang jeg var i Stof & Stil (som nu hedder Selfmade) og fandt altid noget, så stofferne har ikke kostet ret meget, men derfor skal de jo alligevel helst bruges på et tidspunkt.
Jeg kan desværre ikke både sy og strikke på én gang – det ville ellers være praktisk.

Jeg er som sagt gået i indkøbstaske-mode, og foreløbig har jeg syet 18.
Hvis man laver dem lige så enkle, som opskriften lyder på, tager en taske kun 1½ time at sy, men det bliver hurtigt for kedeligt, og så er jeg nødt til at begynde at lege lidt.
Den beige har fået påsat en rest køkkengardin og til den grønne fik jeg brugt resterne af noget skortestof.

Jeg skal spare jer for billeder af alle 18, ikke mindst fordi halvdelen af dem er lidt kedelige at se på … pæne nok, såmænd, men ikke specielt fotogene.
Til tre af dem sagde John, at dem måtte jeg ikke forære væk, for det var de da alt for flotte til. Dem beholdt vi derfor selv. En af dem giver jeg Charlotte, for det er lige hendes grønne yndlingsfarve, og tre har jeg lagt i kassen til smågaver – også fordi de blev lidt for pæne.
Det lyder arrogant, men når RK ikke tager mere end 30 kroner for dem, vil jeg hellere forære de pæneste eksemplarer væk til andre.
Jeg får stadig ikke en krone for dem, men det handler mere om, at jeg føler det er lidt til grin, når folk kan købe en unik stofpose for så få kroner. Med matchende for und alles. Der er med garanti ingen andre i hele verden der har en mage til. Jeg ved godt, at det er Røde Kors, men alligevel. Pengene, der kommer ind, går til et godt formål, så det er da med at tage lidt mere end de gør. Synes jeg.
“Jamen hvis vi tager mere, vil folk ikke købe dem! Og det er jo genbrug.”
Nej, det er ej. De tasker er helt nye, er de.
Jeg skal nok bare lade være med at tænke på det som andet, end at nogle af mine stoffer bliver brugt til noget fornuftigt.

Det kan bare endnu overhovedet ikke ses på hylderne, at der er forsvundet stof svarende til de 18 tasker. Plus foret, så på en måde er det 36 …
Der er stof til rigtig mange tasker endnu, så jeg bliver troligt ved med at sy dem.
Gad vide, om der er nogen ‘rigtige’ forretninger, der vil have dem?
Det kunne jeg jo undersøge, for det irriterer mig, at de nærmest bliver foræret væk – lige som det irriterer mig, at de sælger de strikkede ting for billigt. 100-150 kroner for en strikket sweater! Garnet alene koster mellem det tre- og femdobbelte, og dertil kommer arbejdet, men det skal jeg ikke blande mig i, siger de … på en pæn måde, godt nok, men folk må da gå storgrinende ud af butikken, når de kan gøre sådanne kup.

Vælg dine kampe, Ellen. Denne er dog tabt, tror jeg.

Nye skridt …

Der er en første gang for alting.
Nu har vi også været i Seniorshoppen, i den fysiske butik beliggende i Søborg.
Det begynder et helt andet sted, nemlig, som jeg kort nævnte i starten af februar, at John er under udredning for, om han skal have nye knæ.
De har gjort ondt i mange år, men i løbet af det seneste år er det blevet rigtig slemt for ham, han kan ikke sove om natten for smerter, og han kan ikke gå mere end en kilometer ad gangen, inden det gør for ondt. 
For godt fire år siden blev han undersøgt af en ortopædkirurg, som talte ham fra en operation, fordi det var bedre at træne det væk, og en operation var på det tidspunkt et for stort indgreb.
Han  begyndte på GLAD-træning i Præstø (GLAD er et program specielt udviklet for slidgigtplagede knæ). Det gik galt på grund af to ting: For det første var det en totalt uerfaren fysioterapeut, som slet ikke tog de individuelle hensyn, som skal tages til hver enkelt patient. Hun skal spørge ind til, om hvordan det virker for ham, og hun skal i hvert fald ikke sætte ham i næsten et kvarter på en romaskine “for at varme op”. Ikke engang Charlotte, som er 30 år yngre og i ret god form, går til fitness og har en personlig træner, får lov til at sidde mere end fem minutter i romaskinen, fordi den er for belastende!
John fik vildt ondt i knæene og også ondt i brystet, fordi det var for anstrengende. Han havde fortalt, at han havde haft to blodpropper, så han skulle overhovedet ikke have varmet op på den måde, men det hjalp ikke, at han opponerede mod det.
For det andet corona-nedlukkede Danmark efter tre seancer. De sidste syv kunne han først fortsætte med, da det meste åbnede lidt igen senere i 2020, men det var desværre den samme elendige fysioterapeut.
Det skal nævnes, at John har svært ved at sige fra over for autoriteter af den ene eller den anden art. Jeg tror jeg ville have brokket mig voldsomt og krævet at komme et andet sted hen, men det er jo nemt for mig at sige.

Nu er det som sagt blevet rigtig slemt, og han er kommet ind i systemet igen, har fået taget røntgenbilleder og var i går på Næstved Sygehus hos en specialuddannet fysioterapeut.
Se, hun vidste sandelig hvad hun havde med at gøre, og uden direkte at kommentere på en fagfælle undervejs i Johns beretning om det første forløb, fortalte hun os, at 1) en hjertepatient ikke bør bruge romaskine, og 2) er en sådan alt for belastende for gigtsvage knæ. Bravo. Desuden skal hun hver gang individuelt nøje følge den enkelte, både i starten for at høre, om han havde været okay efter træningen, samt undervejs i løbet af seancen. Den brochure han fik med hjem til sidst, skulle han have haft i starten af træningsforløbet.

Denne kompetente kvinde på Næstved Sygehus sagde, efter grundigt at have undersøgt John, at hans muskler er for svage, hvilket gør det hele endnu værre.
Hun gennemgik røntgenbillederne med os og forklarede hvad det var vi så.
Hun ville derfor anbefale endnu en gang GLAD, men denne gang på Sundhedscentret i Næstved, hvor de er meget dygtige og ved hvad de har med at gøre. Uanset, om man senere beslutter en operation, vil denne muskelopbygning være gavnlig, fordi det gør en efterfølgende genoptræning noget nemmere. Den helt store optimist håber på, at det slet ikke bliver nødvendigt med nye knæ, hvis John er standhaftig med træningen.
Vi snakkede om det og John kunne godt se, at han ikke ville få noget foræret, at intet kommer af sig selv, og at han er nødt til at være meget disciplineret hvad træning angår – og, ikke mindst, at det hele ikke bliver godt pga. 10 ugers GLAD-træning, men at det er noget, der fra nu af er konstant.

Derfor har vi været i Søborg.
Nu har han to stave til stavgang. Han havde allerede et par, men kunne ikke bruge dem, fordi de er for lange (eller også er John krøbet mere end han troede). De kan hjælpe ham til ikke at få ondt i ryggen, fordi han kompenserer for de smertefyldte knæ ved at gå helt forkert – hvilket fysioterapeuten i går kunne se, at han gjorde. Nu skal vi ud og trave!
Han har også købt en tredje stav, som skal fungere som stok, når han ikke kan eller vil have de to andre stave med. Denne er en teleskop-ting, som kan være i en kuffert.

Han havde nok sat næsen op efter en operation denne gang, men da han først fik tænkt over det, endte det med, at han er glad for at begynde som beskrevet her.
Han er i systemet i et halvt år, så i den tid kan han, uden ventetid, komme til at konsultere en ortopædkirurg til en snak om operation, hvis det er det, John selv måtte ønske …. altså hvis selv en ret intensiv træning ikke viser sig at være nok.

Water, water everywhere …

Water, water, every where,
Nor any drop to drink.

Dette over 200 år gamle digt af Samuel Coleridge The Rime of the Ancient Mariner synes passende at citere her, for det er sådan det er i store dele af landet for tiden.

Man siger, at 70 % af jorden er dækket af vand. Det er lige før, det er mere for Danmarks vedkommende.
36 timers uafbrudt regn samtidig med kraftig østenvind og dermed en højvandsstand på mellem 90 og 120 cm i over to døgn skaber problemer, både i Præstø og i de nærliggende landområder – som snarere er vandområder nu.
Ved slusen, hvor Tubæk å løber ud i Præstø Fjord, har man pumpet vand ud i millionlitervis for at undgå, at byen blev oversvømmet som i oktober. Det var også tæt på denne gang, men det blev forhindret, både for baglandets vedkommende af pumperne og for havnens af de watertubes man havde lagt ud her.
Der er nogle, der har vældig ondt af, at man kalder dem watertubes, men det synes jeg er okay, når vi ikke har et dansk navn for dem. Direkte oversat betyder det jo vandrør, men hverken det eller vandslanger er brugbart, og forslaget om digeslange får mig, når det udtales, til at tænke på en slangebaby, der får mælk af sin mor (jajaja, jeg ved godt, at sådan er det ikke). Jeg har kun noget imod, at man erstatter gode, eksisterende danske ord, som fx sale i stedet for udsalg. Men det var et sidespring.

Vi handlede i Karise Brugs i går og kørte en omvej hjem, fordi vi ville kigge på vandlandet. Faxe Ladeplads kunne vi ikke køre igennem, viste det sig, fordi de også her pumpede vand væk fra åen, så det kostede os en endnu længere og meget mudret omvej, der var alt for smal til at kunne rumme al den omdirigerede trafik, som jo selvfølgelig også består af store lastbiler.
Vi ville derefter have kørt ad vejen på billedet herover ud til Feddet, men der var noget, der havde besluttet, at det skulle vi ikke. Måske kunne vi godt være kørt igennem, men vi ville ikke løbe risikoen, så vi vendte om. Det kunne vi se, at mange andre også havde gjort. Flere steder var der vand på vejen, men ikke så meget som her.
Der er – igen – mange nye søer i vores nærområde, og da disse ikke stammer fra østkysternes vandstand, men fra regnvand, er der nu flere og større, end der nogensinde har været.
Det er slemt. Gad vide hvordan det ser ud til foråret, når der gerne skulle kunne dyrkes noget på alle disse marker. Mange er tilsåede i efteråret, men rødderne kan ikke have det særlig godt efterhånden, og det må vare temmelig længe, inden de tunge landbrugsmaskiner kan færdes der igen.

Sådan ser strandengen ud fra vores hoveddør, når vandstanden er godt og vel en meter over normalen. Det kommer tæt på Strandvejen, men vi er ikke bekymrede, for når der stadig var over en meter op til huset med oktobers mere end 200 cm forhøjede vandstand, så går vi nok fri, uanset hvor slemt det bliver.

Og det regner igen. Der har kun været en kort pause, så nu må det gerne snart stoppe!

Om at piske en konditor … eller …?

Min mor havde en farsrører.
Sådan kaldte hun nemlig denne dims, som jeg i dag så en reklame for. Her hed den bare hverken fars- eller dejrører, men konditorpisker. 
Det ord giver mig nogle ubehagelige billeder på nethinden – jeg går da ikke umiddelbart rundt med tanker om at piske en konditor …
Hundesnor. Babystol. Konditorpisker.
Det kan man altså ikke kalde et stykke værktøj. I øvrigt tror jeg ikke, at professionelle konditorer ville bruge sådan en – det kunne deres arme ikke holde til ret længe, så det må være ment til brug i en privat husholdning.
Det er næppe heller en dårlig maskinoversættelse, for på engelsk hedder den åbenbart Danish Dough Whisk, hvilket får mig til at gætte på, at det er en dansk opfindelse.
På den anden side … wienerbrød hedder Danish pastry på engelsk og Kopenhagener Gebäck i Østrig.
Jeg havde glemt alt om dette glimrende stykke køkkenværktøj, indtil jeg så reklamen. Mor brugte den altid til at røre fars med … gad vide hvad der egentlig blev af den?
Jeg blev da helt nostalgisk, så jeg googlede lidt rundt for at undersøge sagen nærmere og fandt ud af, at man kan købe metaldelen for bare 30 kroner i traedrejerbutikken.dk. På vores vej har vi en meget dygtig trædrejer, så ham vil jeg da lige spørge om han vil lave et håndtag til den for mig. To, faktisk, for så vil jeg forære Charlotte sådan en.

---

Jeg kom vidt omkring i morges. Jeg kan ikke engang huske, ad hvilken vej jeg blev ledt ind til en artikel, som handlede om genbrug af mursten.
I princippet synes jeg naturligvis, at ideen er supergod, men så måske alligevel ikke:

“Man har testet murstene, og de kan godt holde 50 til 100 år endnu”..

..stod der. I artiklen var man ved at svømme over af begejstring over, at mursten kan renses og genbruges.
Det er bare ikke særlig lang levetid, de har bagefter, så hvad skal man dog bruge murstenene til?
Jeg ville tænke mig om en ekstra gang, inden jeg brugte dem til et hus, for hvem bygger, så det måske kun holder i 50 år? Det ville være meget, meget dumt.
Måske en havemur? Jeg kan ikke komme i tanke om ret meget, man vil opføre med viden om så kort en levetid.

---

For et stykke tid siden googlede jeg rundt for at finde en bluse med sadelskuldre til John.
Jeg ved ikke rigtig, om jeg tør bruge denne opskrift, for hvilken farve ender blusen mon med at være?

Tænk, at det skulle være nødvendigt at skrive som vist … min undren er afgrundsdyb over, hvor meget amerikanere skal have både skåret tingene ud i pap og bøjet i meterhøje neonrør. Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen kan være så hjernedøde, at de tror et strikketøj tager farve efter opskriften og ikke efter det anvendte garns farve.
Men okay, hvem ved? Only in USA …

Underlige sammentræf

Nogle gange sker der lidt underlige ting.
De fleste af os kender følelsen af deja-vu, og de fleste af os kender også det at støde på et nyt ord og så møde det igen ganske kort tid efter. Denne gang var det en blanding af disse to fænomener.
Jeg brugte, som jeg ofte gør, noget senge-morgentid i går på at lægge et iPad-puslespil, der var fra Aylesford i det sydengelske Kent. Nydeligt motiv:

Om eftermiddagen samme dag, altså også i går, sad jeg og surfede rundt for at finde idylliske landsbyer i Kent. Det gjorde jeg fordi vi, om alt går vel, tager til England sidst i marts. En af de første, der dukkede op, var … Aylesford!

Det kan godt være, I ikke synes, der er noget specielt over det, men det gør jeg altså, så jeg fandt morgenens puslespil frem, tog et skærmbillede af det og kaldte på John for at vise ham de to billeder.
Jeg har med 100 % garanti ikke set det motiv før i går morges, og så dukker i en helt anden sammenhæng præcis det samme billede op få timer senere. Jeg vil ikke tolke det, bare konstatere, at underligt var det. Spooky, som børnene nok ville sige.

Mormor-bægeret er ikke fuldt mere, selv om det kun er fem uger siden vi kom hjem fra England.
Det er derfor på tide at få sat dato på for næste tur. De ved ikke rigtig, hvordan det ligger med ture til Danmark, for Anna har sine afsluttende eksamener i år, så inden de har datoer for dem, kan de ikke arrangere nogen forårsture, bortset fra i påsken, hvor de skal til Wales, så det tidspunkt, det passer dem bedst på, er ikke optimalt for os, fordi vi helst vil undgå tyske motorvejes mange lastbiler og i særdeleshed M25 (ringvejen rundt om London, som vittige hoveder kalder Londons største parkeringsplads) på hverdage.

Vi gør da bare noget andet og blev enige om, at hermed var tiden moden til at kigge lidt på Kent. Jeg bookede færgen Calais-Dover, samt overnatning et sted i Tyskland, fordi der er for langt til Calais, selv for John, til én dags kørsel.
Derefter vil vi, både på ud- og hjemturen, bruge et par dage i Kent, hvilket vi ikke har gjort før. Vi har set Sissinghurst, men ikke som sådan opholdt os i området. Det er for tidligt på året til parker og haver, så at se på idylliske landsbyer og smukke landskaber bliver det vi gør. Måske køre op til The Thames Estuary, hvor vi heller ikke har været.

John skal måske/måske ikke have nye knæ, så det er begrænset hvad vi tør arrangere indtil det er afgjort, og arrangerer vi noget, skal det kunne aflyses fra den ene dag til den anden uden omkostninger og alt for meget besvær. Det kan en englandstur, som nu er booket til ugen før påskeugen begynder. Vi bestiller full flex-færgebillet, hvilket gør den flyt- eller refunderbar med kort varsel. Hoteller kan også afbestilles helt op til ankomstdagen.

Alene det, at jeg har travlt med at finde færgetider, booke, finde hoteller og booke (det kan godt tage sin tid, for der er mange at vælge imellem), fylder mormorbægeret en lille smule op, bare fordi der er en dato, så jeg kan begynde at glæde mig. Det er en god begyndelse.
Desuden er det at kombinere familiebesøget med en lille ferie en god kombination, som vi har excelleret i flere gange før.

Nu venter vi bare på, hvad sagkundskaben siger siger til de knæ. Han kan forvente en indkaldelse til undersøgelse inden for de næste 10 hverdage, og hvad der ellers måtte være af ventetider, har vi endnu ingen anelse om.

Der er forskel …

Kender I appen 180? Den er god til at identificere spamopkald. Det ikke så gode er, at dem der bruger den, er mindre gode til at identificere spamopkald …
Mange kalder alle opringninger fra ukendte for spam eller svindel, hvilket selvfølgelig er meget nemt, men også misvisende.
Jeg synes fx ikke, at en opringning fra Unicef om flere penge er spam eller svindel. Det er tiggeri, og det er irriterende, men ikke andet.
I kommentarfeltet støder jeg ofte på følgende ikke særlig kloge ord: “Jeg tager aldrig telefonen, når jeg ikke kender nummeret.” J
Jeg nøjes med at kvæle opringningen i fødslen, når det er udenlandske numre, for det er med 99,99 % sikkerhed det rene svindel.
Jeg synes jeg er nødt til at tage telefonen, selv om jeg ikke kender nummeret, for jeg risikerer at gå glip af ret nødvendige opkald. Da vi ferierede i Bretagne, fik jeg et opkald fra et fransk nummer, så selv om jeg ikke vidste hvem det var, tog jeg den alligevel. Det viste sig at være en fra færgeselskabet, som ville fortælle mig, at den færge vi skulle med til England senere samme dag, gik en time før det der stod i køreplanen. Det ville have kostet os et døgn mere i Frankrig, hvis jeg ikke havde taget den telefon.
Jeg har flere eksempler på, at det var en god ide at svare, og viste det sig at være et uønsket opkald, blokerer jeg bare nummeret.
Vi har fx forsikringssagen kørende med vandskaden. Der har foreløbig ringet to forskellige i den forbindelse, så havde jeg ikke taget telefonen … de kunne selvfølgelig have sendt en sms angivende navn og ærinde, men der sker altså ikke noget ved at svare på et opkald.
Jeg er dog begyndt at nøjes med at sige “Hallo”, når det er fra et ukendt nummer, for jeg får SVIP, hvis det er en, der ikke er kommet længere end til Kaj og Andrea: “Ja, pænt goddag, Ellen. Nu skal du høre, Ellen, jeg har et godt tilbud til dig, Ellen. Hvilket forsikringsselskab bruger du, Ellen?
Nogle bliver lettere forvirret, når de ikke får et navn forærende med det samme.
Og.det.hedder “goddag”. IKKE “pænt goddag”! Så lær det dog!
Jeg lærer aldrig at forstå, hvad der får nogen til først at afgive deres kortoplysninger telefonisk og derefter hoppe på, at “der kommer en mand lige om lidt for at afhente dit betalingskort, så de i banken kan få sat en stopper for den svindel, du er blevet udsat for! ” Hvad i himlens navn tænker folk dog på? Faktisk tænker de overhovedet ikke, skulle jeg mene.

Til gengæld klikker jeg naturligvis ikke på links i suspekte mails eller sms’er.
Jeg forstår så absolut ikke, hvorfor der er nogen, der kan falde for så åbenlys svindel. Til dato er jeg kun stødt på en eneste svindelmailforfatter, som kunne præstere en stort set fejlfri stavning, men det er jo ikke kun stavningen, den er gal med. Det er de åbenlyse tåbeligheder, der er de værste – der er jo alligevel snart ingen, der kan stave mere.

Fra “MobilePay”: “Vi har besluttet, at..”   Nåda … har I det? Og det helt nede fra Somalia? (URL’en viste (jemi.so).
Fra “Sygesikringen Danmark”: “Kære Oggi” indledte de med –  du godeste – det har jeg alligevel aldrig heddet. Og i øvrigt ville en mail fra dem nok ikke have hele fem reklamer fra Adidas spredt rundtomkring i mailen.
“PostNord” formidler tilsyneladende glad og gerne betaling af både told og moms for pakker fra udlandet – helt uden omkostninger for mig!

Eksemplerne er legio, men faktisk synes jeg mængden har aftaget en smule. Er det mon langt om længe gået op for de fleste, hvad de skal være opmærksomme på? Både politi og banker er nok også blevet bedre til at formidle ud, hvad man skal tage sig i agt for.

Har I nogle underholdende eksempler på svindelforsøg?

Min yndlingsby

Vi har nu boet i ni år lidt uden for Præstø, men der gik ikke ret lang tid inden jeg fik fornemmelsen af at have hørt til her hele mit liv. Både hus og by var kærlighed ved første blik for os begge. Jeg elsker simpelthen Præstø og håber vi kan komme til at bo i selve byen, hvis ikke vi kan blive i Den Stråtækte.
Det er en ganske lille by – 3900 indbyggere – men den har alt, vi har behov for. Absolut ikke alt, hvad ‘rigtige’ bymennesker har behov for, men nok til os, især fordi man både har natur og butikker i gåafstand. Det eneste jeg kunne savne, er lidt flere gode restauranter, men man kan ikke få alt, og slet ikke i så lille en by. Vi har godt nok Frederiksminde, men pensionen ville bogstavelig talt blive spist op, hvis vi skulle besøge det sted med jævne mellemrum, selv om restauranten ligger i en rimelig prisklasse, michelinstjernen taget i betragtning.

Herover Frederiksmindes bagside med vandtårnet og den foranliggende kirke.
De er ved at rydde op efter oversvømmelsen i oktober – vi ser spor efter den mange steder i Præstø, som bekendt blev særlig hårdt ramt, fordi sluseporten, som skulle have holdt fjordvandet ude fra Tubæk Å, gik i stykker den katastrofale nat. Præstø blev derfor angrebet fra to sider og store dele af byen blev oversvømmet.
Herunder ses slusen med den nye port ved udløbet ud mod fjorden … den anden port har det ikke for godt, kunne vi se, så jeg håber for byen, at der er en ny anden halvdel på vej.

Der lå mange væltede træer ved åens bredder – den å, hvis udløb indtil for et par hundrede år siden var bredere (eller måske i virkeligheden en del af fjorden), for Præstø blev bygget på en ø, som først blev gjort landfast med Sjælland i 1800-tallet.
Nu er det bare en å som alle andre åer … selv om den må have fået fordums tiders størrelse i oktober 2023. Haverne, der ses på billederne, var helt eller delvist oversvømmede.
Nogle steder skråner det mindre, så her trængte vandet ind på hovedgaden og ødelagde flere butikker.
Jeg har kigget lidt i Præstøs arkiver, som kunne afsløre, at byen har været oversvømmet før, men i og med man kaldte den for en 100-års hændelse, havde vi gættet, at det nok ikke var første gang det skete.
Sidst hovedgaden (Algade) blev oversvømmet, var i 1904, så vidt jeg kan finde frem til.

Denne historiegranskning blev affødt af, at jeg for et par dage siden fandt ud af Den Blå Rutes eksistens. Den er på 2,5 km og går langs bredderne af den ø, Præstø lå på engang.
Tænk, at man skal bo her i ni år for at finde ud af den slags ting (ruten har mange år på bagen, fandt jeg ud af), men nu har vi i det mindste en ny spadsererute i nærområdet at tage sammen med venner, når vi har besøg. Det er også fint, for vi var ved at løbe tør for ideer.
Inden for de 2½ km har vi både Frederiksminde med dets fine område (øverste højre hjørne på billederne herunder), havnen, hele hovedgaden med de mange dejlige butikker, og endelig en dejlig tur langs åen, som løber neden for baghaverne til samme butikker.
Jojo, Præstø har det hele. Til det halve – eller mindre – det kommer naturligvis an på sammenligningsgrundlaget …

Herunder ses Præstø fra 1800 og Den Blå Rute, som tydeligvis følger den gamle ø så nøjagtigt som muligt.

Jeg snakker med mig selv

Folk, der som mig er oppe i en vis alder, vil sandsynligvis kunne huske Gitte Hænnings tekst citeret i overskriften.
Folk, der som mig er oppe i en vis alder, taler ofte med sig selv. Mange gør. Jeg gør. Det er lidt pinligt. Jeg gør det dog kun, når jeg er alene, og jeg har sagt til John, at han gerne må gøre mig opmærksom på det, hvis han griber mig i at tale med mig selv, og da han endnu ikke har gjort det, satser jeg på, at jeg kan holde min mund, når jeg er sammen med andre.
Nu finder jeg i sagens natur ikke ud af, om andre taler med sig selv, hvis de kun åbner munden, når de virkelig er sig selv, men det er da vist et tegn på en relativt fremskreden alder, er det ikke?
John var væk et par timer i forgårs, og jeg gik af ukendte årsager i oprydningsmode. Udrydningsmode …
Vi har et stort hus, vi har derfor plads til og gemmer på mange ting, og vi har begge svært ved at smide ud. Vi fik dog kasseret virkelig meget, da vi flyttede herned, men processen er ikke afsluttet. Det var dengang også mest ‘stortingsafdelingen’; vi mangler stadig småtingsafdelingen.
Det vil ikke være fair over for Charlotte, at hun skal gennemgå alt muligt gammelt ragelse i tilfælde af, at vi bliver båret ud fra Den Stråtækte. Hvis dette ikke skulle være tilfældet, hænger vi selv på den, hvilket ikke er fair over for os selv. Det kan kun være fordi vi skal flytte til noget mindre, og i givet fald vil der være meget, vi bliver nødt til at skille os af med.
I min idealverden bor vi her begge i 10-15 år endnu, og en morgen vågner ingen af os op mere. Bare sådan. Nemt, ikke sandt? Så kan Charlotte og børnene tage, hvad de vil have, lade resten af familien gøre det samme og overlade resten til dem, der afhenter dødsboer, hvorefter Charlotte kan sælge huset.
Det kunne være ret fedt.
Sådan går det nok ikke.
Jeg har en købmandsdisk, som blev erhvervet, da de var på mode. Der kan være virkelig meget i de mange skuffer, og de fleste af dem blev ikke engang gennemgået, da vi flyttede, men nu skulle det være. Meget blev kasseret – fx snitmønstret til en joggingdragt jeg syede til min far, da Charlotte var en lille pige. Der var en hel ‘håndarbejdsskuffe’ med bl.a. de gamle, stive metalstrikkepinde jeg ikke har brugt i maaaange år. Jeg ved, at en del af nørklerne stadig foretrækker dem, så de og andre strikkerelaterede effekter blev sorteret og bliver taget med til næste møde.
Jeg skal spare jer for yderligere oprydningsdetaljer, men du godeste, hvor jeg fik snakket med mig selv med sætninger som: Næhhh, dig havde jeg da helt glemt, eller nå, Ellen, nu skal du træffe endnu en beslutning eller holddaop, hvorfor i himlens navn har jeg dog gemt dette her? Ud med sig!
I samme øjeblik John kom hjem, klappede jeg i som en østers og nøjedes med at blære mig med, hvad jeg havde præsteret i hans fravær.

Det er lidt pudsigt, for på trods af en omfattende billedsøgning kunne jeg ikke finde en eneste købmandsdisk mage til min med skuffer i netop denne størrelsesfordeling.
Som det ses, har jeg faktisk to købmandsdiske, men den lille, hvorpå vores afrikanske souvenirs er udstillet, er proppet med garn og dermed fuld af planer og kommende projekter, så den bliver der ikke fjernet noget fra foreløbig.
Amagerhylden var mine forældres. Den vil jeg have svært ved at skille mig af med, men forhåbentlig vil en i familien overtage den.

Er min tankegang morbid?
Er det ikke bare rettidig omhu?

Undren og store smil

Gad vide, om jeg er ved at blive mere tolerant her på mine gamle dage? Det er der nok en del der vil skrive under på, at jeg ikke er …
Jeg hører, som nævnt i tidligere indlæg, lydbøger i store mængder, fordi det passer så fint sammen med at strikke. John er også begyndt at se fordelene i sådanne, så tit sidder vi sammen hver for sig (corona førte nye ord og udtryk med sig) og hører hver sin bog. Tro mig eller lad være, men det er faktisk hyggeligt. Han hører bøgerne om Niels Oxen af Jens Henrik Jensen. Han blev så betaget af serien, da den blev vist i tv, at jeg foreslog ham at høre bøgerne, som er indlæst af Dan Schlosser, som igen er en af de bedste oplæsere.
Jeg hører en (for mig) ny forfatter, Joy Ellis, som Ditte anbefalede mig sidst vi sås. Ellis har skrevet et hav af bøger, og jeg indledte mit bekendtskab med hende med serien om Nikki Galena, som foregår i den østengelske marsk, ganske som Elly Griffiths uforlignelige bøger om Ruth Galloway.
Joy Ellis skuffede ikke. Jeg hørte den første bog i serien nærmest på rekordtid og er nu i gang med den tredje. Saxo har seks i serien, men jeg så, at Audible har hele 15, så jeg fortsætter nok på engelsk, når de danske slipper op. Det samme skete med bøgerne om Ruth Galloway, som jeg varmt kan anbefale.

Mine nyfundne bøger bliver læst op af en skuespiller, som jeg ikke umiddelbart kender, men dog mener at have set i en eller anden sammenhæng. 
I det store og hele er han en glimrende oplæser. Han er god til på en fin måde at betone (kan man sige sådan?), så stemninger og følelser virker ægte, men uden at være overspillede. Jeg kan godt lide, at de holder sig til oplæsning og ikke finder det nødvendigt at sætte bogen for meget i scene med fx forskellige stemmer. Det er der kun én, der med held kan gøre, og han hedder Stephen Fry.
Heldigvis er Pelle Emil Hebsgaard netop sådan en oplæser, der gør, at jeg ikke tænker ret meget over selve oplæsningen, men bare nyder bogen i sig selv, lige som man gør med en papirbog.
Men. Træerne vokser aldrig ind i himlen. Det er så her, min større tolerance kommer mig til gode. Man kan ikke få alt, og i stedet for irritation kommer enten det lille eller, sommetider, det helt store smil frem. Så stort, at jeg er nødt til for et øjeblik at standse oplæsningen og lige gentage for John, hvad der nu blev fyret af.

Eksempler:
Overraskelsesmonumentet.
Gedigent (lyder på samme måde som fotogent). Han siger det flere gange.
.. de maskererede personer.. Siges mange gange i første bog.
Rekonvalens.
Han siger manøvret i stedet for manøvreret.
”Han blev sendt i døden med fortsæt..” Den gode Hebsgaard har i så fald sikkert også nytårsfortsætter … (og tænk engang, dette sidste foresloges ikke engang rettet af stavekontrollen!)
Han udtaler ‘perifer’ som ‘pærifær’ med tydelige æ’er. Det lyder i mine øjne sært.
Han er åbenbart ikke specielt god til engelsk, for han udtaler k’et i ‘Knot Cottage’. K’erne i knife, knot, know, knight, knave, knock osv. har ikke været udtalt siden Shakespeares tid, og jeg troede ærlig talt, at det stumme k sad på rygmarven også hos danskere. (Jeg havde en kollega, der var god til mundtligt engelsk, men det skriftlige lod meget tilbage at ønske. Hun skrev engang norlets, som jeg var relativt længe om at gennemskue (knowledge).
Der er visse engelske navne og stednavne, Hebsgaard ikke har helt styr på, og jeg ved, at mange oplæsere tager kontakt til forfatteren for at høre, hvordan dette eller hint skal udtales, hvilket jeg finder professionelt, måske især når man på forhånd ved, at det drejer sig om mange bøger.
Nogle gange lægger han trykket på det forkerte ord i sætningen, hvilket jeg synes er underligt, at en skuespiller ikke selv kan høre – man må formode, at de har lært at udtrykke sig, og jeg taler vel at mærke her om ganske almindelige, danske udtryk, som jeg vil tro, alle er stødt på.
Men som sagt: Det er kun smilfremkaldende, ikke en bogstopper, hvilket der skal mere til, men jeg har flere gange opgivet en bog, der ellers tegnede godt, pga. en elendig oplæser. Den dårligste nogen sinde var Søren Elung Jensen, hvilket undrede mig såre, da han jo også var skuespiller, men et 10-årigt barn kunne have gjort det bedre.

Der ryger mange bøger gennem både mine øjne og ører. Jeg har altid været en hurtiglæser og jeg hører næsten alle bøger, engelske som danske, på hastighed 1,2. Nogle har spurgt, om det så ikke bliver forvrænget, men det synes jeg ikke. Audible har trinløst hastighedsvalg, en mulighed jeg gerne så hos alle udbydere.
Det er muligt, at jeg er blevet mere tolerant, men jeg er nok ikke blevet mere tålmodig, for jeg synes de alle sammen læser frygtelig laaaangsomt.
Det er de nok blevet bedt om …

Endnu en tur til Sønderjylland

Jeg fik lyst til at tage et af vores efterhånden mange kroophold og spurgte derfor et par gode venner, om de havde lyst til at tage med.
Det havde de. John foreslog Slukefter Kro, hvis mad vi blev så begejstrede for, da vi fik en 8-retters menu i begyndelsen af november.
Jeg så lidt på mulighederne, og det endte med et ophold med fem retter + vinmenu (eller øl-) om aftenen. Kaffe og kage om eftermiddagen og efter maden kaffe og avec (hvis ønsket).
Det lød da udmærket …

Da tiden nærmede sig, blev vi en anelse betænkelige. Vi er ikke længere vant til at tænke i vinterbaner, så jeg havde ikke overvejet, at det kunne blive et problem at skulle bevæge sig ud i bil den 16. januar. Det så imidlertid truende ud, og det kunne lige være yndigt, hvis vi skulle strande et eller andet sted, efter jeg højlydt har undret mig over, at folk ikke bare bliver hjemme, når det ser ud til at blive solidt snevejr.
Vi tog dog afsted, for det så ud, som om det ramte værst nord for, hvor vi skulle befinde os. Med tæpper og masser af vand i bilen.

Tirsdag morgen – eller rettere formiddag – lavede jeg en solid engelsk morgenmad, som skulle gøre det ud for morgenmad og frokost, så vi kunne holde den gående til kagen til eftermiddagskaffen, til hvilken der var flere at vælge imellem, bl.a. fire slags flødeboller. Vi valgte alle fire sådan en, som viste sig at være uforskammet lækre, med bagt marcipanbund og tykt chokoladeovertræk.

Om aftenen var der, lige som sidst, fuldt hus. Vi sad i det samme lokale, men denne gang skulle samtlige gæster have fem retter.
Jeg spurgte mig for og fandt ud af, at de stort set altid kører med fire, fem, seks eller otte retter, hvor de så bare samler folk efter deres valg af antal. Ret smart påhit. Vi bliver bænket på forskellige tidspunkter, startende med dem, der skal have flest retter, hvilket må gøre det nemmere for køkkenpersonalet.

Det var igen delikat og spændende mad. I hvert fald de fire af de fem retter, og selv om jeg nok er en smule uretfærdig, var jeg lidt skuffet over hovedretten, men ikke fordi den ikke var veltilberedt, for det var den; oksekødet var langtidstilberedt og supermørt, men tilbehøret var så traditionelt, at det gjorde helt ondt: Stegte, hele, små kartofler, en svampesovs og (meget) lidt selleripuré. Kødet var lagt på noget solbærsyltetøj, og ude i kanten af tallerkenen lå der en halv skive syltet rødbede. Der var alt for meget kød og alt for lidt grønt. Det har vi set før, desværre. John var den eneste, der kunne spise det hele. Desserten var bl.a. karamelliseret blåskimmelost, som til gengæld var überlækker – det skal jeg forsøge mig med engang!

Det var ikke dårligt, men pga. den hovedret sad jeg alligevel med en lidt tam fornemmelse, og jeg tror jeg er nødt til at gribe lidt i egen barm og spørge mig selv, om jeg er ved at blive forvænt eller bare kræsen.
Det kan jeg jo kun finde ud af ved at prøve nogle flere gourmetophold …

Turen hjem gik fint. Det havde sneet, men ikke mere, end det absolut var ‘håndterbart’. Vi var dog glade for, at vi skulle østpå, for Lillebæltsbroen var spærret i flere timer i vestgående retning pga. lastbiler, der ikke havde kunnet klare opstigningen på den glatte bro, men satte sig på tværs – ikke af nogens indre univers, desværre, men af broen. Man kunne tage den gamle bro, men mon ikke der må have været solide køer frem til den?

Dagens afsluttende ord bliver derfor en dyb, dyb undren over, at det ikke er et lovkrav, at lastbiler skal køre med vinterdæk. Jeg kan for den sags skyld også undre mig over, at det ikke er et lovkrav for personbiler, men lastbiler fylder mere, når de sætter sig på tværs af en vej – vi har lige set en hel del beviser på, at de kan fylde en hel motorvej; det kan en personbil trods alt ikke, men få dog ændret på den lovgivning, kære politikere.
Det er jo, som FDM siger, alle dem, der ikke har ordentligt fodtøj på, der skaber langt de fleste af just beskrevne situation på vintervejene.

(Og – for første gang i mit efterhånden 15 år lange bloggerliv har jeg ikke taget et eneste billede på hele turen! Derfor et vinterbillede fra Sverige.)

Nu må de begge køre bil

Den første blev 18 for otte dage siden.
Den sidste blev 17 i går.
De er pseudotvillinger, men de ligner ikke hinanden, hverken i udseende eller sind. De er dog begge superslanke, på grænsen til magerhed, men der hører ligheden op. Anna er som sin far, Aubrey som sin mor.
Heldigvis er Anna også så meget kvinde – i hvert fald lige om lidt – at hun har hovedet knap så meget under armen som hendes far har. Tim er jordens sødeste mand og han elsker sin kone og sine børn, men han har kun to børn; Charlotte har altid haft tre …
Til Tims 50-års fødselsdag sidste år sad jeg og talte med hans moster, som på et tidspunkt spurgte, om ikke jeg var stolt af min datter.
Aren’t you proud of Charlotte, my dear?
“Joohh”, sagde jeg beskedent, “man er vel altid en smule stolt af sine børn … ” Og så kom det, med løftet pegefinger og den særlige betoning, som kun en englænder kan præstere:
You better be! Tim would have been nothing without her!
Wow. I’d say … thank you! You should tell your sister – det sidste sagde jeg med et smil.
I have. Many times. And after all these years I think she’s listening to me now.
Nå. Det var et sidespring – og skamløst praleri. Men det er en kendsgerning, at Charlottes forhold til sin svigermor af flere forskellige årsager har været mere eller mindre anstrengt. Mest mere … det er først gennem de sidste 3-4 år, det er blevet bedre. Jeg har altid syntes det var synd for C, at det skulle være sådan, når de nu engang bor så tæt på hinanden, men hun er stærk, lader sig ikke sådan slå ud, sætter hælene i og siger fra, hvis det er nødvendigt. Hvilket er meget u-engelsk.

Børnene var uadskillelige de første mange år, men sådan er det ikke mere, selvom de stadig er meget sammen. Annas venner synes, at Aubrey er en skøn fyr og vil gerne have ham med, hvis de fx tager en tur til London eller Bath. Aubreys venner synes også, at Anna er interessant, men de er som drenge er i den alder, så det bliver ikke sagt højt.

Anna spiller og synger. Aubrey cykler. Aubrey cykler meget. Han er ærgerlig over, at vejret sommetider afholder ham fra at tage en lang tur, så hans største fødselsdagsønske var en dims, med hvilken man kan bruge sin rigtige cykel til indendørs træning.
Sådan en er åbenbart dyr, for det var forældrenes og vores gave slået sammen, plus et bidrag fra ham selv.
Jeg ved ikke præcis hvad det er for en smart trainer han har bestilt, men når han får den hjem, kan han fixe et eller andet med Sam, hans bedste ven og cykelmakker, så de kan køre virtuelle ture sammen. (Sam fik en tilsvarende i julegave.)
Jeg fandt en bog til ham om off-road bicycle tours i England, og jeg tror han glæder sig til at afprøve nogle af dem sammen med Sam. De har alt det udstyr der skal til efter deres Ten Tors-tur sidste år, så det er bare at sætte i gang, når vejret tillader det.

Aubrey ligner også sin mor på et andet punkt. Han er ikke interesseret i at drikke alkohol. Da jeg spurgte ham om der var en speciel grund til det, svarede han, at han syntes kammeraterne blev ret dumme at høre på, når de havde drukket, og sådan havde han ikke spor lyst til at være. Efter han så hvordan Anna havde det første gang hun havde tømmermænd, blev han kun yderligere bekræftet i, at der ingen som helst grund er til at indtage alkohol. Han har ikke noget imod, at andre drikker, han vil bare ikke selv. Jeg tror også det har noget at gøre med, at han ikke vil risikere at miste kontrollen over sig selv.
Han skal nok blive populær, når han får sit kørekort, hvilket han virkelig glæder sig til.

Uh, hvor var jeg bekymret

Da vi ankom til England den 17. december, havde Charlotte i nogle dage haft tynd mave, men havde det, bortset fra det, i det store og hele udmærket. På sit Fitbit kunne hun dog se, at hendes krop ikke fungerede optimalt, så et eller andet var der jo galt. Diarréen holdt ved, så den 21. december kontaktede hun sin læge og om eftermiddagen kørte vi afsted med en afføringsprøve. Den ville dog ikke kunne blive analyseret før mellem jul og nytår, men hun kunne ringe torsdag den 28.
De har høns, og hun har set umiskendelige spor efter rotter, men har været omhyggelig med hygiejnen. C havde trods det selv sporet sig ind på leptospirose, men man kan ikke blive sikker uden en test – som altså ikke kunne foretages.
Leptospirose er noget, man skal tage særdeles alvorligt. Lægen var usikker på diagnosen, men udskrev for en sikkerheds skyld antibiotikum til hende og sagde, at hun skulle begynde at tage det, hvis hun fik det værre, OG kontakte en vagtlæge. Det er dårlig timing at få den slags problemer i juledagene …
Hun havde det okay mens vi var der; var ikke dårligere, end hun sagtens kunne fungere normalt, bortset fra diarreen, som oven i købet gik i sig selv igen uden ‘hjælpemidler’, og den 25. december var hun uden tvivl helt på mærkerne igen.
Allerede dagen efter, den 26. december, hvor vi skulle afsted, fik hun det dårligt igen. Dårligere end inden jul. Vi spurgte om vi skulle udsætte hjemrejsen, men det ville hun ikke have; sagde, at så ville hun bare have det skidt med at have det skidt og ikke kunne være sammen med os. “Nu går jeg bare i seng, og Tim og børnene skal nok tage sig godt af mig.” Det var vi såmænd heller ikke i tvivl om, men det var alligevel lidt modstræbende, at vi satte kursen hjemover. Hun begyndte dog at tage antibiotika og ville kontakte lægen dagen efter.
Den 27. blev hun så dårlig, at Tim kørte hende på akutmodtagelsen på Swindon hospital, hvor de gav hende drop pga. for lavt blodtryk – men kom frem til, at hun havde fået den rigtige medicin og at hun reagerede på antibiotikummet med en Jarisch-Herxheimer-reaktion, hvilket 21 % af leptospirosetilfældene åbenbart gør. Hvor bliver vi dog kloge …
De var der det meste af natten … Tim fik hende med hjem klokken fem om morgenen. Det havde været en lang nat for ham, siddende i en stol og være bekymret, mens C havde fået en seng og sov sig igennem det meste af tiden.

Hun fik det stadig dårligere, og nytårsdag fordoblede en vagtlæge hendes antibiotikumdosis.
Det var først torsdag den 4. januar, hun fik det bedre. Jeg finder nok aldrig ud af, hvor syg hun egentlig blev, for hverken Tim eller hun selv ville fortælle mig det undervejs, fordi de ikke ville bekymre mig. Som om jeg ikke allerede var vildt bekymret … men okay, jeg kan godt huske det hensyn over for gamle forældre, men alligevel. Jeg talte slet ikke med C i forløbet; kommunikerede kun en smule via sms, hvilket i sig selv fortalte mig hvor dårlig hun var. Jeg talte kun med Tim, som heroisk forsøgte at skjule sin bekymring.

Prøven fra 21. december var forsvundet et eller andet sted i systemet! Lægen var stiktosset og kunne næsten ikke få sig selv til at fortælle C det – hvilket han jo var nødt til, men bad hende om at komme med en ny prøve. Det var derfor, hun skulle til lægen i fredags, hvor vandvejsvideoen blev optaget.
Hun følte sig næsten helt rask igen, men lægen ville selvfølgelig gerne kende den nøjagtige diagnose, selv om han også efterhånden var ret sikker på leptospirosen.

Antibiotikumbehandlingen havde imidlertid været det rene spild. Hun fik svar i går eftermiddags, og det viste sig at have været cryptosporidiose.
Nå! Det har jeg aldrig hørt om. Det er en parasit, som jeg selvfølgelig googlede med det samme.
Det var sandelig noget af en overraskelse … hun tror, hun har fået den, da hun var i Thermae Spa i Bath 14 dage før jul. Det giver mening, når man undersøger hvad den parasit gør ved én. Den forsvinder af sig selv, og den er så forhåbentlig forsvundet ud af Charlottes system nu. Der kan forekomme tilbagefald, men det sker forhåbentlig ikke. Håber vi.

Hold nu op, hvor har jeg dog været bekymret for hende. Vi troede jo alle, at det var leptospirose, og jeg har hørt flere skrækhistorier om folk, der var tæt på at dø og blev lagt i respirator, fordi de for længe troede, de ‘bare’ havde influenza.
Nu, hvor hun er rask igen, ved hverken hun eller jeg, om det var godt eller skidt, at det ikke var leptospirose, men der er ingen grund til at tænke så meget over det, da det ikke ændrer spor på kendsgerningerne.
Jeg har også stadig dårlig samvittighed fordi vi kørte hjem den 26., men C insisterer på, at hun ville have været ked af det, hvis vi var blevet. De tre andre tog sig af hende på bedste vis – hvad jeg selvfølgelig heller ikke tvivler på, men … man holder altså aldrig op med at være MOR.

Vel?

Endnu en milepæl

Mit ældste barnebarn blev 18 år i går! ATTEN ÅR!!!
Hun er myndig. Om et halvt år er hun færdig med at gå i skole. Hun vil ikke på universitetet, så lad os se, hvad hun finder ud af, men lige nu gider hun bare ikke bøger og studier mere.
Jeg husker kun alt for tydeligt, da barnets mor blev 18. Det var en milepæl, og det er denne også for både Anna, hendes forældre og os. Samme forældre er i øvrigt ved at blive gamle – bedsteforældrene har været det længe (bare for at komme eventuelle vittige bemærkninger i forkøbet). Det konkrete bevis ligger i hendes fødselsdagsgave fra Charlotte og Tim, som bestod i et par øreringe fra Tiffany, som de vidste, hun ønskede sig – og som Tim købte i en USA-afdeling, da han var i Californien i nogle uger op til jul.
Da hun pakkede dem ud, kunne de godt se, at hun ikke helt vidste hvordan hun skulle se ud i ansigtet, så Charlotte spurgte om det ikke var de rigtige.
“Joohh”, svarede den unge dame, “men lige præcis de samme forærede I mig altså, da jeg blev 15. Jeg er meget glad for dem, men bærer dem bare ikke så tit, og slet ikke i skolen, for jeg ved godt, at de har været ret dyre.”
Så var det forældrene, der blev lange i ansigterne. Øreringene kan ikke byttes, da de jo er købt i USA, men Tim har i dag Anna med til Tiffany i London, så hun selv kan vælge sig et par øreringe.

---

Det er blevet vinter. Vejret er flot, sådan rent objektivt set, men er der tidspunkter, hvor jeg er ekstra glad for at være pensionist, så er det i tider som disse. Jeg er vildt glad for, at jeg ikke skal ud og køre 2 x 60 kilometer for at passe mit arbejde. Jeg kunne arbejde hjemmefra, men ikke hver dag over længere tid. Jeg har læst trafikmeldinger i morges, bare for at kunne fryde mig endnu mere … selvfølgelig ikke over dem, der sidder ude i de laaange bilkøer, der pga. uheld er opstået mange steder her til morgen, men over, at jeg med god samvittighed kan blive inden døre – og i min seng til det er blevet lyst udenfor.

Jeg er født og opvokset på landet, hvor man lærte at tage sine forholdsregler, når man bevægede sig ud i vintervejr. Min far havde altid en skovl og nogle jutesække i bilen, fx.
Det har vi dog ikke, men så snart vejret slog om fra regn og blev til sne og kulde, kom der to ekstra tykke og varme tæpper ud i vores bil. John sørger for, at den altid er mindst halvt fyldt op, og vi har vand og spiselige overlevelsespakker i bilen. Måske skal man være opvokset med det? Jeg forstår i hvert fald ikke, hvordan man kan finde på at køre ud i en voldsom snestorm uden at tage visse forholdsregler. Heller ikke, hvorfor mange vælger at ignorere diverse advarsler mod overhovedet at bevæge sig ud. Tror man ikke på dem? Ikke fordi DMI altid har ret i sine vejrudsigter, men denne gang holdt de længe fast i, at det ville blive slemt, og i øvrigt kunne man jo konstatere det ved selvsyn blot ved at kigge ud af vinduet.

---

Hos Charlotte har de ikke sne for tiden, og hvis vi synes vi har meget vand i Danmark, skal vi bare vende blikket mod England. Hun sendte mig en lille video i fredags. Den viser en af indfaldsvejene til deres lille landsby. Så slemt var det ikke, da vi var derovre. På videoen kan man måske genkende huset på billedet i indlægget her. Der var godt nok en sø ved siden af vejen, men siden vi var der, er søen blevet voldsomt meget større. De er ret glade for, at de har Landroveren, for ingen af deres andre biler havde klaret denne ‘vandvej’.
C skulle til lægen, ellers var de slet ikke kørt ud. Hvorfor hun skulle det, er en anden historie, som måske kommer senere på ugen, men alt lader til at være godt igen.

Det er åen her (en af deres river Avons), der nu fylder det meste af området og altså også vejen ind til landsbyen, men som herover så den ud i juledagene. Det har regnet voldsomt i flere dage i træk siden da. Videoen begynder pudsigt nok hvor jeg tog ovenstående billede, da vi var derovre.

Det her er slemt

Det var slemt, da vi ikke var hjemme i oktober. Det var også på flere måder værre end dette her, men netop fordi vi ikke var hjemme, er dette det hidtil værste vi har oplevet hernede.
Det blæser voldsomt fra øst; så voldsomt, at regnen i et alt for effektivt samarbejde med vinden har fundet vej fra skorstenen og ned i huset. Gulvtæppet i børnenes værelse skal nu udskiftes, for det er blevet gennemblødt af mørkebrunt, sodfarvet vand. Puh, hvor er det ulækkert, altså.
Vi skal have fat i Troels Tækker hurtigst muligt, så han kan se på sagerne. Vi håber det kan ordnes uden en helt ny skorsten, for sådan en er dyr.
I det hele taget kunne vi sagtens have haft undværet dette – vi undrer os bare over, at det ikke skete i oktober, men det har nok ikke regnet lige så meget … vinden kom da vist fra samme side, men kan selvfølgelig godt have have en lidt anden indfaldsvinkel. Der skal ikke altid så meget til at gøre en stor forskel.

Fjorden er blæst næsten helt op til vejen, og svanerne ser ud til at ligge og kæmpe for at holde varmen. Sangsvaner og knopsvaner i samme flok. Er det almindeligt? Eller er de blevet tvunget til at nødlande pga. blæsevejret?
Der ville være fint læ til dem lige omme på den anden side af fjorden, men de kan sandsynligvis ikke komme i luften, de arme fugle.

Manden i det røde hus herunder, kun godt 100 meter syd for os, havde kælderoversvømmelse i oktober, og som den bæk ser ud lige nu, ville jeg nok være en anelse bekymret … men vandstanden skulle toppe her ved middagstid, så forhåbentlig går han fri denne gang.
Havnen i Præstø er igen oversvømmet – jeg håber virkelig ikke, at det når helt op i byen denne gang – Meny har først genåbnet for fire uger siden efter de store vandskader i oktober, og det endda kun noget af forretningen; de er ikke færdige med den hele endnu.

Herunder har jeg taget billedet på den anden side af vejen i forhold til billedet herover. Det fremgår klart, hvor tæt fjorden kommer på Den Stråtækte, når vandstanden som nu står mellem 120 og 150 cm over normalen. Vi er ikke bekymrede, bare fascinerede.
Det er straks værre med skorstenens utæthed, som vi er særdeles øv over.

Vi klædte os godt på for at komme ud at gå en tur i blæsevejret, da det holdt op med at regne, men vi var knap nok kommet ud, før det begyndte igen, så det blev til en kortere tur end planlagt. Det var fint nok, da vi havde vinden skråt ind på ryggen, men det var ikke sjovt, da vi skulle den anden vej. Det blæste så meget, at regnen føltes som små sylestik.

Nu – klokken godt 13 – er vinden vist endelig ved at aftage en smule, men det var også på tide! Natten var fyldt med sære og uhyggelige lyde. Det er normalt ikke noget, vi lægger mærke til, men siden før nytår, mens både John og jeg har hostet og snottet, har jeg eksileret mig selv til gæsteværelset på første sal, fordi det var irriterende for os begge to, at vi skiftedes til at vække hinanden. Deroppe har jeg kun sovet et par gange før, og det har ikke været under et uvejr (heller ikke et ægteskabeligt …) Du godeste, hvor stråtaget dog gav sig; det lød sommetider som om det løftede sig fra huset, men eftersom det har holdt siden 1780, så holder det nok også resten af vores tid her. Det tag har overlevet adskillige stormvejr.