Tiden flyver – også i England

Inden jeg når at blinke med øjnene, er der gået langt over en uge. Vi tog afsted lørdag, og nu er det allerede fredag. Børnebørnene begynder deres tre uger lange påskeferie i dag, så fra nu holder vi alle ferie, selv Tim.
Inden vi nåede frem til familien, nåede John og jeg at køre på de allermindste veje i Kent, vi fik set puslespilsmotivet fra Aylesford, vi nåede at se Bodiam Castle med den store voldgrav, vi nåede at akutbesøge en tandlæge og vi nåede at sidde fem kvarter på motorvejen uden at rykke så meget som en millimeter. Grrrr. Hvorfor kan folk dog ikke køre ordentligt? Fem kvarter er meget længe, især når man ikke kender tidshorisonten. Den fandt vi dog til sidst, da trafikinternettet langt om længe var blevet opdateret.

Dagen efter kunne vi ikke forstå hvorfor Charlotte var så længe om at køre børnene til skolebussen, men  hun blev nødt til at køre dem helt i skole, fordi de kom for sent til bussen, fordi der var sket en voldsom ulykke på vejen, så de blev tvunget ud på en større omvej. Fra huset kunne vi se lastbilerne, som holdt stille og vi kunne se alle de blå blink fra ambulancer og politi. Vejen var spærret hele dagen, og det viste sig at skyldes en bil med tre meget unge mænd, som havde forsøgt at overhale en lastbil, resulterende i, at de var kørt frontalt ind i en anden lastbil. Den overhalede lastbil kørte også galt i forsøget på at undvige. Vi kender den vej så udmærket; der er vildt dårlige oversigtsforhold, så hvordan de har fundet den overhaling mulig, forstår vi ikke. Hvorfor kan folk dog ikke køre ordentligt? Jeg må ikke tænke som jeg gør nu, men jeg har det ærlig talt fint med, at det kun var chaufføren i den lille sorte Golf, der kom alvorligt til skade. Beklager, men det er altså den slags idioter, vi håber aldrig at blive udsat for.
I går, da vi kørte en tur, var der også sket en ulykke, som dog ikke sinkede os så meget, hvilket var heldigt, da vi skulle hente Anna, som havde en aftale hos en fysioterapeut. Denne gang var det en, som bare var kørt ud på en større vej uden først at tjekke om der var fri bane. Hvorfor kan folk dog ikke køre ordentligt?

Ovenstående så jeg forleden på Facebook. Den synes at være meget aktuel …

Herover ses de hvide klipper ved Kingsgate Bay, hvor vi spiste en sen frokost om mandagen.

I Kent ser man mange oasthouses, som er ovne, hvor man tørrede humle. Kegletagene med deres hvide afslutninger er karakteristiske, men de fleste er i dag omdannet til boliger, ganske som Charlotte og Tims malttørreri er det. I næste uge, på vejen hjem, skal vi bo i et forhenværende humletørrehus i to nætter.

Forhåbentlig undgår vi at komme i nærheden af flere ulykker – nu vil vi bare gerne holde ferie. Vi laver så lidt som muligt, men hygger så meget som muligt.