Hos Mommer

22. marts 2024

Tiden flyver – også i England

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:18
Tags: ,

Inden jeg når at blinke med øjnene, er der gået langt over en uge. Vi tog afsted lørdag, og nu er det allerede fredag. Børnebørnene begynder deres tre uger lange påskeferie i dag, så fra nu holder vi alle ferie, selv Tim.
Inden vi nåede frem til familien, nåede John og jeg at køre på de allermindste veje i Kent, vi fik set puslespilsmotivet fra Aylesford, vi nåede at se Bodiam Castle med den store voldgrav, vi nåede at akutbesøge en tandlæge og vi nåede at sidde fem kvarter på motorvejen uden at rykke så meget som en millimeter. Grrrr. Hvorfor kan folk dog ikke køre ordentligt? Fem kvarter er meget længe, især når man ikke kender tidshorisonten. Den fandt vi dog til sidst, da trafikinternettet langt om længe var blevet opdateret.

Bodiam CastleBodiam Castle

Dagen efter kunne vi ikke forstå hvorfor Charlotte var så længe om at køre børnene til skolebussen, men  hun blev nødt til at køre dem helt i skole, fordi de kom for sent til bussen, fordi der var sket en voldsom ulykke på vejen, så de blev tvunget ud på en større omvej. Fra huset kunne vi se lastbilerne, som holdt stille og vi kunne se alle de blå blink fra ambulancer og politi. Vejen var spærret hele dagen, og det viste sig at skyldes en bil med tre meget unge mænd, som havde forsøgt at overhale en lastbil, resulterende i, at de var kørt frontalt ind i en anden lastbil. Den overhalede lastbil kørte også galt i forsøget på at undvige. Vi kender den vej så udmærket; der er vildt dårlige oversigtsforhold, så hvordan de har fundet den overhaling mulig, forstår vi ikke. Hvorfor kan folk dog ikke køre ordentligt? Jeg må ikke tænke som jeg gør nu, men jeg har det ærlig talt fint med, at det kun var chaufføren i den lille sorte Golf, der kom alvorligt til skade. Beklager, men det er altså den slags idioter, vi håber aldrig at blive udsat for.
I går, da vi kørte en tur, var der også sket en ulykke, som dog ikke sinkede os så meget, hvilket var heldigt, da vi skulle hente Anna, som havde en aftale hos en fysioterapeut. Denne gang var det en, som bare var kørt ud på en større vej uden først at tjekke om der var fri bane. Hvorfor kan folk dog ikke køre ordentligt?

AI

Ovenstående så jeg forleden på Facebook. Den synes at være meget aktuel …

IMG_0660

Herover ses de hvide klipper ved Kingsgate Bay, hvor vi spiste en sen frokost om mandagen. IMG_0641

I Kent ser man mange oasthouses, som er ovne, hvor man tørrede humle. Kegletagene med deres hvide afslutninger er karakteristiske, men de fleste er i dag omdannet til boliger, ganske som Charlotte og Tims malttørreri er det. I næste uge, på vejen hjem, skal vi bo i et forhenværende humletørrehus i to nætter.

Forhåbentlig undgår vi at komme i nærheden af flere ulykker – nu vil vi bare gerne holde ferie. Vi laver så lidt som muligt, men hygger så meget som muligt.

10 kommentarer »

  1. Dine englandsbilleder damper af atmosfære. Og ja, hvorfor kan folk ikke køre ordentligt?

    Kommentar af Eric — 22. marts 2024 @ 15:41 | Svar

    • Det damper i hvert fald af … England … og det andet er desværre et evigt aktuelt spørgsmål.

      Kommentar af Ellen — 22. marts 2024 @ 19:04 | Svar

  2. Desværre er der nogle, der kører med hovedet under armen. Håber, du altid har dit strikketøj med, når I sidder i kø, så du trods alt, kan bruge ventetiden på en god måde!

    Kommentar af ingermoll — 22. marts 2024 @ 19:47 | Svar

    • Der er lidt for mange hovedløse derude, synes jeg – og jeg har ALTID strikketøj i bilen, selv på korte ture, for man ved jo aldrig …

      Kommentar af Ellen — 22. marts 2024 @ 20:49 | Svar

  3. Tre ugers påskeferie! Wow, jeg er altså misundelig nu.

    Hvorfor folk ikke kan køre ordentigt? Min mor sagde engang: “Pas på, idioten er altid på vejen!” Jeg har suppleret med: “Ja og ind i mellem er det én selv!”

    Kommentar af Charlotte (Uglemor) — 22. marts 2024 @ 22:13 | Svar

    • De har gerne lange ferier på privatskolerne, fordi eleverne ofte skal rejse langt for at komme hjem, så det giver ingen mening med kun en uge.

      Din mor havde ret, men jeg vil vove den påstand, at jeg ikke er en trafikal idiot, og det tror jeg heller ikke, at du er 😉

      Kommentar af Ellen — 23. marts 2024 @ 10:04 | Svar

  4. Rigtig god ferie og må alle dem ikke kan køre bil, holde ferie hjemme uden bilture 🙂

    Kommentar af Lene — 26. marts 2024 @ 16:59 | Svar

    • Tak, og ja, gid de dog ville det!

      Kommentar af Ellen — 26. marts 2024 @ 17:34 | Svar

  5. Ja, ikke alle kører ordentligt – mange alt for hurtigt og alt for tæt. Og så vil jeg sige, at der er rigtig mange problemer med huller i vejene; det gør ikke sagen bedre. Nogle veje er værre end andre, men selv motorvejen rundt om London har mange “pot holes”, og det er bare så farligt. Men vi mander os op… for inden så længe er det vores tur 😉

    Kommentar af Mia Folkmann — 27. marts 2024 @ 15:22 | Svar

    • Nej, alle de mange og store huller gør det ikke nemmere, men de er mange steder i gang med reparationer … hvilket så selvfølgelig skaber kø mange steder, men i det mindste bliver det gjort. Det er temmelig tydeligt, hvor sindssygt meget vand de har fået herovre. Sporene er der, selv om det meste af vandet er væk.
      Man skal regne god tid, hvis man har en deadline – som fx en færge 🙂

      I må have god tur, når I når så langt!

      Kommentar af Ellen — 27. marts 2024 @ 18:43 | Svar


RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Fyr løs! Din kommentar er meget værdsat

Blog på WordPress.com.