Hos Mommer

11. november 2017

Hårdt arbejde – og det modsatte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:23
Tags: ,

Som nævnt for 11 dage siden, måtte pæretræet lade livet til fordel for roser, som er en hel del flottere at se på. Planteskolen ringede i forgårs og bekræftede, at de havde fået alkymisten hjem til mig, men at han, som han også sagde i butikken, ikke kunne skaffe de to David Austin-roser.
Det forstår jeg stadig ikke, hvorfor han ikke kunne, men Rosenposten.dk har meldt mig, at de sender dem i næste uge.
Heldigvis kan man da klare tingene selv …
Det kræver nu, at jeg skal se at få nosset mig færdig med at rydde hele stykket, hvor pæretræ, vinca og sæbeurt dominerede. Det er hårdt arbejde, for der er maaaange rødder, der skal hives op. Derudover kommer alle de forårsløg, som har kæmpet en brav kamp for at få lys og plads nok for især vincaen. Dem har jeg delt og kommet i jorden igen.
Jeg har derfor været nødt til at dele stykket op i tre dages arbejde. Sikke et skrog, man er blevet … men nu hvor jeg alligevel var ude, besluttede jeg mig til også at dele dahliaerne op i tre grupper, taget op i tre omgange. Så er der nemlig plads nok til, at der kan ligge et hold ad gangen og tørre i fyrrummet, inden jeg pakker dem ned i kasserne.
Jeg er lidt imponeret over, hvor stor forskel der er på hvor meget en knold vokser eller formerer sig i løbet af sæsonen. De fylder forskelligt imellem tekopstørrelse og næsten gulvspandstørrelse.

IMG_8194IMG_8193

John synes, at det er grimt nu ude ved gavlen. Jamen det er det da bestemt også, men når først roserne kommer op og dækker, og der kommer et eller andet pænere end vinca i bunden, så bliver det flot. Ja, ligefrem smukt, vil jeg vove at spå. Jeg har ikke spor svært ved at visualisere det fantastiske, kommende rosenflor – bare en skam, at jeg skal stå ude på vejen for selv at se det til den tid, men så får de forbikørende da noget pænt at se på.

House MittensIMG_8189

“Hvordan vil du dog få brugt alt det garn?”, var der nogle, der spurgte i forbindelse med al vores plantefarvning.
Det går foreløbig ganske udmærket; jeg har allerede brugt 1682 gram af det, jeg selv har farvet – senest disse House Mittens og min egen afart af en de engang så populære Mary-huer. Dette var pilotmodellen, som jeg, med yderligere et par modifikationer, skal strikke flere af, for den er hurtig og nem, tager kun en aften at stikke.
Og den slags hører absolut ikke ind under kategorien ‘hårdt arbejde’ – tværtimod.

Reklamer

10. november 2017

Jeg har gjort min borgerpligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:30
Tags:

På valgdagen til kommunal- og regionsrådsvalgene er vi i Jylland, og da hverken John eller jeg nogensinde har undladt at stemme, gik vi på Borgerservice i går i Brøderup, som er det nærmeste for os. Vi ville naturligvis brevstemme.
Borgerservice ligger – her, som så mange andre steder – i forbindelse med biblioteket. I Brøderups tilfælde et meget lille bibliotek med en enkelt bibliotekar. Inde til højre lå et lille, mørkelagt rum med skiltet Borgerservice over.
Da bibliotekaren blev ledig, spurgte vi, hvorfor der var lukket i Borgerservice, når der på nettet stod, at der var åbent.
– Har I bestilt tid?
– Øh … næhh … skal vi det?
– Ja, det skal I faktisk. Må jeg spørge, hvad det drejer sig om?
– Det må du godt. Vi kom faktisk for at brevstemme.
– Ahhh, men lige præcis det kan jeg godt klare. Jeg skal bare bruge jeres sundhedskort.

Puha – så var vi alligevel ikke gået forgæves. Vi fik attesteret og skrevet under og stemt og stemplet og afleveret. Det er en noget omstændelig affære, som ingen af os har prøvet før, på trods af mine 15 folketingsvalg, 12 kommunalvalg, 15 EU-valg og et ikke opgjort antal amts- og regionsrådsvalg, men var/er disse som oftest ikke samtidig med kommunalvalgene?
I hvert fald er det blevet til mange ture til stemmeurnerne siden 1974, hvor jeg som 21-årig fik lov til at være medbestemmende i det danske samfund.
At det er så omstændeligt, er der en forklaring på. Næstved kommune har allerede nu allokeret to fuldtidsansatte til udelukkende at sidde og sortere brevstemmer. I princippet kunne jeg jo, hvis jeg ellers gad og havde tid, begive mig til hver eneste borgerservice i Danmark og afgive min stemme.
Og det kan jeg, ligeledes i princippet, gøre hver dag i seks uger:
image

Det er der jo så nogle, der skal sørge for, at der ikke bliver snydt med. Derfor skal alle brevstemmer i landet gennemgås, så man kan være sikker på, at den enkelte borger kun får lov til at komme igennem med sin sidste stemme, hvis vedkommende har afleveret mere end én.
Sikke et arbejde. Og der må bare ikke ske fejl – sikke en ballade, der kunne komme ud af det.
Det er heldigvis ikke min opgave at sørge for det – jeg har gjort min borgerpligt og kan tage til Jylland med god samvittighed.

På biblioteket hang en elevgjort plakat, som skulle argumentere for, at man ikke kun har ret til at stemme, men også pligt. Blandt andet stod der bramfrit
STEM ELLER HOLD KÆFT
Jeg er ganske enig. Hvis man ikke gider give sit besyv med, mister man brokkeretten.

9. november 2017

Det var heldigvis ikke en permanent tilstand

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:03
Tags: ,

Vi har rejst en del i år – også selv om den sidste englandstur jo ‘bare’ var et familiebesøg og derfor ikke en rigtig rejse.
Men de tre rejser til henholdsvis Mallorca, Irland og Sydafrika over bare fire måneder bevirkede noget, jeg ville have troet umuligt: Jeg blev rejsemæt. Normalt har vi ikke overstået den ene rejse, før jeg er i gang med at planlægge den næste, men efter safarien kneb det med lysten til at tænke på den næste rejse.
Bare jeg dog ikke var blevet syg … både John og Charlotte blev helt bekymrede for mig, da jeg sagde, at jeg var rejsemæt.
Det er vist heldigvis overstået igen.
Det begyndte med, at vi for nogle uger siden sad og så noget tv, der viste ruskvejr fra Vesterhavet. Jeg sagde til John, at jeg savnede vores faste efterårsuge derovre. De sidste tre år har vi slet ikke været afsted, og før dette var vi på Djursland tre år i træk. I alle 19 år (på nær et) før det igen lejede vi hus ved Vesterhavet.
Da jeg nævnte det, svarede John, at vi da bare kan finde et hus og leje det for en uge. Sådan lige om lidt. Han savnede det nemlig også, viste det sig.
Det fandt jeg så. Man får jo nærmest smidt selv luksushusene i nakken på denne tid af året. Det blev derfor til et dejlig stort hus beliggende 100 meter fra vandet – det er ikke helt almindeligt, at de ligger så tæt på stranden, så det lød besnærende. Huset så vældig fint ud, så det satte vi os på og skal afsted om ikke så forfærdelig længe. Hvis det viser sig at være lige så okay, som det ser ud til, vil Charlotte og familien derovre gerne med i efterårsferien 2018, for de savner efterhånden også æ haw.
Nu var jeg så småt i gang … feriesulten var ved at genindfinde sig. Hvilken lettelse …
 Forleden aften spurgte jeg John, hvor man mon kunne tage hen i januar eller februar for at komme væk fra vintertristheden? Det skulle helst være inden for Europas grænser, men det behøvede heller ikke at være et sted med sommertemperaturer.
Hvad med Malta? Og så gik han i gang med at kigge på Malta – muligheder og middeltemperaturer.
Han fandt hurtigt noget; jeg kiggede på det, vi blev enige, jeg bestilte.
Så nu skal vi til Malta. Lige på det tidspunkt, hvor vinteren for os er skrækkelig langtrukken og kedelig. Der er ikke specielt varmt, kun 15-16°, men i solen vil det være perfekt for os.
Og naturligvis skinner solen, mens vi er dernede … vi har nemlig lejet et hus med masser af plads samt en tagterrasse. Den skulle helst bruges.
Vi har på forhånd booket os til en tur til Gozo, ellers vil vi lade inspirationen råde. Øen er kun halvt så stor som Bornholm, så vi satser på at tage busserne rundt fremfor at leje bil selv.
Feriemætheden er overstået – Ellen er sit go’e, gamle rejselystne selv igen og nu er der atter rejser at glæde sig til. Next step: foråret 2018.
Sommerhus på Fanø næste september er i øvrigt også klaret … nu skal jeg prøve strikkefestivallen derovre. Sammen med Ditte – jeg glæder mig allerede.

8. november 2017

Jeg går stadig ind for vaccination

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: ,

For en uge siden fik vi vores årlige influenzavaccination. Den fik jeg af min arbejdsgiver, da jeg stadig var arbejdsramt; siden har jeg selv måttet betale, med undtagelse af det år, jeg var i kemoterapi, og hvor lægerne derfor mente, det var en rigtig god ide at forære mig den, så ikke jeg skulle blive hammersyg af influenza, hvilket hele mit system ikke ville have haft særlig godt af. Det vil dermed sige, at jeg reelt kun har betalt fire gange, og fra og med næste år er jeg folkepensionist og hører til dem, der får vaccinationen forærende.
Bortset fra det, er de 200 kroner ikke dem, der vælter budgettet, så jeg ville fortsætte under alle omstændigheder.

Man bliver ikke syg af den vaccine. På mit arbejde kom der med årene flere og flere, der takkede ja til vaccinationen, da det naturligvis ikke var tvungent. Der var ingen af de vaccinerede, der blev syge. Virusset er så svækket, at det ingen skade kan gøre, men er man i en gruppe på 10 personer eller flere, er der som regel en, der aldrig skal have den influenzavaccination mere, for jeg fik influenza af den!
Det passer ganske enkelt ikke.
Men ingen vacciner virker fra den ene dag til den næste, da immunforsvaret lige skal bygges op først, hvilket tager nogle få uger, så blev man smittet lige omkring tidspunktet for det lille stik, kan man godt være blevet syg – det var så bare ikke vaccinationens skyld.
Således var der da også en, der kom med påstanden, da jeg var til Røde Kors-strik i går, men der sad ikke mindre end tre forhenværende sygeplejersker, der gav mig ret i, at ja, du blev syg, hvis du siger, du blev syg, men det var du også blevet uden vaccinationen.

Dette var mit faste, årlige indlæg, hvor jeg argumenterer for at blive influenzavaccineret. Kan jeg overbevise bare en enkelt om, at det er en god ide, så er der vundet lidt.
Jeg gider i hvert fald ikke blive så syg, som man gør af den irriterende virus, hvis jeg selv kan gøre noget for at undgå at blive det.
Der er mellem 1 og 2 ‰ risiko for at dø af influenza – tallet stiger med ens alder, så hvorfor ikke formindske det tal ved at lade sig vaccinere?
(Jeg er klar over, at den kun tager cirka 80 % af de influenzavirus, der huserer hvert år, men endnu er jeg da gået fri, og det må være godt 10 år siden, jeg begyndte at lade mig vaccinere.)

Vores frygtløse rødhalsVores frygtløse rødhals (1)Vores frygtløse rødhals (2)

Det her kan så blive min årlige fremvisning af vores lille, men aldeles frygtløse rødhals.
Hellere kigge på en sød rødhals end selv have en øm og irriteret rød hals.

7. november 2017

Frosttålende dahliaer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:43
Tags: , ,

Da John stod op i morges, lød hans kommentar, at nu var det nok slut med dahliaerne, for græsplænen og strandengen var hvide. Jeg tænkte, at han vel måtte kunne se, om det var slut – de står jo lige udenfor, hvor han kiggede ud.
Da jeg lidt senere fik maget mig ud af fjerene, kunne jeg konstatere, at ja, frostvejr var det umiskendeligt, men også at dahliaerne stadig så friske og ufrysende ud. Sidste år bukkede de under med det samme under årets første frost, men det må vel have frosset mere, end det har gjort i nat.
Beviset er herunder. Jeg plukkede flere buketter og tog ind, bare hvis nu det skulle være sidste dag, de lever, men resten får lov at stå, så længe de kan – jeg nyder jo synet hver eneste dag, så knoldene bliver ikke gravet op, før de ligger sammenklaskede hen ad jorden.

IMG_8174

Bortset fra det halvkolde vejr, så var det en aldeles vidunderlig og smuk morgen – og dag. Hele dagen.
Sikke et vejr. Det fås ikke flottere, ikke på denne årstid: Høj, klar himmel med kun få skyer i formiddags og helt blå himmel efter frokost. Ikke en vind rørte sig indtil ved 16-tiden, så fjorden var spejlblank det meste af dagen.
Solen stod lavt over fjorden et par timer endnu efter vi stod op, og med morgendisen hængende en rum tid, var der masser af tid til at nyde synet, hver gang, vi kom forbi et vindue.
Har jeg fortalt før, at jeg vist aldrig bliver træt af at bo her? Og at jeg aldrig bliver træt af udsigten over fjorden? At den aldrig er ens to dage i træk?
Nå. Har jeg det? Mange gange før, oven i købet?
Sorry. Dette bliver sandsynligvis ikke den sidste gang af den grund.
Jeg ELSKER stedet her.

image

image

6. november 2017

England kom før os

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:28
Tags: , , ,

I morges tikkede der en sms ind fra Charlotte: Frostvejr derovre – ÷3° i nat – så hendes dahliaer er nu afgået ved døden. Nu ville hun lige høre hvordan det så ud hos os, hvortil jeg kunne sige, at vi havde haft næsten fuldmåne, klar himmel, men … mirakusløst nok ingen frost, så dahliaerne lever endnu i bedste velgående hos os. Det er naturligvis kun et spørgsmål om tid nu, inden de også går til, men det er usædvanligt, at de derovre har haft nattefrost før os.
Her er himlen flot, høj og blå; ingen vind, så det er den rene nydelse at kigge ud på den blanke fjord og på fuglelivet derude.
Hvad der ikke var nogen nydelse, var at komme ind i stuen og se duftgeranien ligge på gulvet. Den var åbenbart blevet for stor og for tung til potten og har væltet sig selv bare sådan uden videre.
Jeg bar den ud og gav den en større potte. En stor gren med mange sideskud var knækket helt af, så disse sideskud brækkede jeg af og satte i en anden potte. Da jeg ville sætte de resterende to trejdedele af den store geranium (og den var blevet meget stor) op i vindueskarmen oppe i systuen, fik den overbalance, faldt ned over kasser med garn (heldigvis med låg på) og landede på gulvet sammen med en masse jord.
SÅ blev jeg sur. Nu røg den helt ud, og kun stiklingerne er tilbage.
Den skulle ellers have pyntet i ‘døbefonten’ ude foran til foråret, men den gik altså ikke. Jeg satser på stiklingerne i stedet.

Baret - alkannaBaret - alkanna (2)Baret - alkanna (3)

Da vi var i England, viste Charlotte mig noget lækkert uldstof, hun havde købt til at sy en frakke til sig selv.
Hovedfarven var lilla, men med næsten usynlige nister i matchende farver.
Jeg sagde, at det var pudsigt, for jeg var næsten sikker på, at den farve havde jeg liggende derhjemme – nemlig det der var farvet med det sure alkannabad.
Hvis det holdt stik, og farven ramte, ville hun gerne have en baret, der passer til frakken. Sammen fandt vi en opskrift, der passede fruen, og det viste sig, at med tre tråde garn kom opskriften til at passe. Jeg tog tre alkanna-indfarvninger, med ovenstående resultat til følge.
Det blev vist lige tilpas nistret, men det er svært at vurdere, når jeg ikke har en prøve af stoffet.
Det var ellers en herlig ting at strikke. Det tog tre timer, så var den færdig. Flere af den slags bestillinger, tak …
Jeg kunne jo strikke en til mig selv. Jeg ser normalt aldeles tåbelig ud med hue, men denne var slet ikke så tosset på mig, så måske skulle jeg prøve.
For eventuelle interesserede er det denne opskrift, jeg har brugt som basis. Jeg strikkede den lidt større end billederne viser.

3. november 2017

Det er dejligt om morgenen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags: ,

Det er dejligt, at det om morgenen bliver lidt tidligere lyst nu, men puhada, hvor bliver det så også tidligt mørkt igen – og dagene har hele syv uger endnu til at blive kortere i, inden det vender.
Når solen så oven i købet skinner om morgenen, kan man blive i helt godt humør bare af at kigge ud i skoven, fordi solens lave, næsten vandrette stråler tydeligt skinner ned gennem træerne.

P1000220

Desværre skinner solen ikke mere for i dag, men det skulle dog i det mindste holde tørt de næste par dage.
John har gået og ryddet lidt mere op rundt omkring – eller rettere ryddet ud – det sætter godt nok nogle ting i gang, når man sætter et hus til salg efter at have beboet det i over 20 år. Vi syntes egentlig ikke, vi sådan gik og rodede, men da vi tog lidt andre øjne på, kunne vi godt se, hvor det nok var en god ide at sætte ind.

P1000221

Plus pudse kobbertøj, fx … og muge lidt ud under køkkenvasken og lignende nusserier … man ved jo aldrig, hvornår der står folk og vil se huset.
Verdens Bedste Nabo fortalte, at han havde set flere biler holde ind på grunden og se sig lidt omkring, men mere er det da heller ikke blevet til, for så havde vi formentlig hørt fra ejendomsmægleren, hvis de havde ønsket at ville kigge inde i huset.
Nå. Det kommer nok engang – der sker sikkert ikke mere i år, for dette er ikke den optimale årstid at sælge huse på. Til foråret kan vi igen sætte optimismen ind og håbe, at der sker noget i salgsmæssig retning. Jeg gider ikke gå og være bekymret – vi har jo ikke travlt, og det er ikke et økonomisk problem for os at have huset; det er ikke derfor det skal sælges – jeg har derfor besluttet mig for, at jeg lige så godt kan nyde det maksimalt hver eneste gang vi er heroppe.
Så det gør jeg. Også selv om solen er forsvundet, og der bare er en kedelig og grå novemberdag tilbage. Her er jo dejligt alligevel.

2. november 2017

Nu bliver det for fjollet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:00
Tags:

I dag var vi i Meny i Faxe.
Her kunne vi se nedenstående skilt i deres bagerafdeling.
Nu bliver det simpelthen for fjollet – hvad mener de dog med frilandsbrød?

Nårhh jo – det skriver de selvfølgelig, fordi det er noget helt specielt korn. Det har nemlig stået ude på marken, lige fra det blev sået, til det blev høstet.
Da såsæden blev lukket ud af sækken, dansede det selv ned under jorden af ren og skær glæde over friheden.
Eller noget … har I et andet bud?
Du godeste, siger jeg bare …

P1000212

1. november 2017

De sidste havesysler … eller …?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: ,

Montbretierne skal flyttes, så der kan blive plads til endnu flere dahliaer næste år.
Hvad skal det dog ikke ende med? John er vist lidt bekymret for, at hele haven bliver inddraget til ét stort dahliabed, men det behøver han nu ikke at være – jeg flytter bare lidt rundt på det bestående, så der forhåbentlig kommer lidt mere system i rodet. Ikke fordi jeg er vild med meget systematiske og ligekantede haver, og der er sikkert heller ingen andre end mig selv, der kan gennemskue mit system.
De sidste kartofler er gravet op; det er fint, for vi skal have kartofler i weekenden, da vi får gæster i Sverige.
Alt er faktisk hakket af på min lange efterårs-to-do-liste – man er helt stolt … dog er jeg ikke færdig med de montbretier; jeg har kun forberedt jorden, hvor de skal flyttes hen, de er endnu ikke gravet op og flyttet. Det bliver næste uge.
I dag hev jeg en død rose op med rod und alles fra rosenbedet langs muren. I stedet skulle David Austin-rosen Gertrude Jekyll hen og stå på den ledige plads, men man må ikke plante roser, hvor der har stået roser uden at give noget rosenforbedringsjord som ernæringstilskud. Måske er det noget pjat, men vi kørte ikke desto mindre på planteskolen for at få fat i noget. Jeg vil ikke risikere, at Gertrude dør for mig – hun er så smuk og velduftende.

IMG_6544IMG_6552

Samtidig bestilte jeg en alkymist-rose (den fantastiske rose, vi så på Rønnebæksholm (herover)) og to David Austin-roser (A Shropshire Lady og Tea Clipper (herunder. Er de ikke flotte?)) Førstnævnte kunne han godt få hjem til mig, men de to sidste vidste han ikke, om han ville kunne skaffe.
Så var jeg nødt til at fortælle ham, at jeg sagtens kunne købe dem på internettet, men at jeg helst ville købe dem af ham, for jeg vil gerne handle i hans dejlige planteskole. Så kan han tygge lidt på den, kan han – jeg kan ikke forstå, at hvis jeg kan få fat i dem, hvorfor skulle han så ikke kunne?
Roserne skal stå op ad gavlen på huset. Der har indtil nu stået et espalieret pæretræ, men det giver ikke rigtig noget og har irriteret mig i et par år.
Jeg vil hellere have noget smukt at se på.

A Shropshire Lady  Tea Clipper

John har fjernet pæretræet i dag, hvilket afslørede, at der skal gøres noget ved muren til foråret, for den er bestemt ikke køn. Udgifter, udgifter, udgifter, men samme pæretræ forhindrede, at der blev gjort noget, da resten af husets mure blev ordnet, så nu må det gøres, så snart det bliver muligt.
Men så bliver der også bare SÅ pænt derude.

31. oktober 2017

Juleforberedelser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:13
Tags: , ,

Ja, jeg er altså trods alt ikke begyndt at pynte op til jul endnu … halloweengræskarrene skal lige væk inden vi begynder på det mere julede.
Der er flere former for juleforberedelser.
For eksempel har jeg lige købt min egen julegave. Det bliver måske lidt svært at blive overrasket juleaften, men hvad gør man ikke for at få noget, man ønsker sig?
John spurgte hvad jeg ønskede mig i julegave, og følgende konversation udspillede sig:
Et elektrisk krydsnøgleapparat.
Hvad er det??? 
Det er sådan en dims, der kan lave garnnøgler, og som jeg ikke behøver at få krampe i armene af for at anvende. Den er nok billigst at imagekøbe i England.
– Og hvad hedder sådan en dims på engelsk?
– Electric yarn winder.
– Kan du ikke bare selv bestille den? Jeg aner jo intet om mærker, kvaliteter eller størrelser. 
Det gjorde jeg så …
Bagefter blev jeg stillet bl.a. dette spørgsmål, som er vist på billedet til højre. Man kan jo ikke købe så meget som en gang mobilporto, uden man bagefter skal spørges hvordan købeoplevelsen var, men denne gang kunne jeg ikke engang få lov at betale uden at skulle svare på disse to spørgsmål.

Babufutter fra Miss LemonI dag har jeg afleveret seks par bittesmå futter til Røde Kors til deres julebasar. Der var ikke et øje tørt, da de andre nørklere så dem, men de er altså også små – de to mindste par passer nok næsten bedst til for tidligt fødte babyer, men nu kommer de på basaren, så får vi se, om der er nogen, der vil have dem med hjem.
Det var dermed også en slags juleforberedelse.

Endelig var den tredje af slagsen, at vi har haft støvet lidt rundt for at finde et sted, jeg kan købe de foretrukne landænder til fortæring juleaften.
På en af vores småture rundt i nærområdet så vi for et par uger siden et sted, der på et skilt reklamerede med, at de sælger lammekød, oksekød og fjerkræ, så der kørte vi hen i går.
Den kødsælgende dame beklagede dog, at hun ikke havde fået ændret sit skilt, for hun solgte faktisk ikke længere fjerkræ. Da jeg forklarede, at det drejede sig om mine juleænder, kendte hun en, som jeg kunne prøve at ringe til, hvilket jeg gjorde i morges.
Med held. Jeg skulle bare beslutte, hvad mine ænder skulle veje. 2½, 3, 3½ eller 4 kilo? Vi snakkede lidt om, hvor meget svind der vil være, hvilket ikke er 31 oktober 2017 (7)ret meget; der er meget kød på, fordi de har gået ude og motioneret og snasket i alt det gode, som ænder nu engang kan lide at snaske i.
Det er jo lige præcis derfor, jeg helst vil købe landænder direkte fra avleren.
Jeg får en mail, når jeg kan komme og hente dem i ugen op til jul. Perfekt.

Det var morgenens solopgang også tæt på at være. Smukt var det i hvert fald.
Vandet var fyldt med blishøns og både på det og i luften var der ænder, måger og gæs.

31 oktober 2017 (1)

30. oktober 2017

Bedre end æbleskud

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:49
Tags: ,

Bagved vores hus, op mod de åbne marker, ligger der et stort, gammelt hus. Dettes ejere udstykkede den meget store grund for 30-40 år siden til fem grunde og beholdt kun, hvad der svarer til to store parcelhusgrunde. De – et barnløst par – beholdt en stor prydhave, en frugthave og en stor urtehave. Deres eneste arving var deres nevø, som derfor nu ejer huset; en mand og hans kone, der begge nu er et sted i halvfjerdserne, og som kun bruger det som sommerhus. Vi har hilst på dem nogle gange … vi fik at vide, at vi bare skulle byde ham på en god, stærk øl, så var det gode bagboskab så godt som allerede etableret. Andre af vores naboer siger, at det er et surt og underligt par, men de har åbenbart ikke fået tricket med øllen at vide, for vi opfatter dem ikke som sure. Han fik skam også hurtigt hevet to gode øl indenbords, da vi bød ham.

De har fem æbletræer og to pæretræer, og sidste år, som var et uhyre rigt æbleår, bed jeg hovedet af al skam og spurgte dem direkte, om jeg måtte gå op og tage nogle af deres nærmest tonsvis af æbler. Jeg kan ellers ikke lide at tigge, men jeg var næsten sikker på, at de ikke kunne bruge dem alle selv, men vidste i sagens natur ikke, om de havde nogen aftaler vedrørende æblerne.
De sagde: “Ja, selvfølgelig må du det – tag så mange, du kan bruge”.
Som tak gav jeg dem et par glas af hver af de tre forskellige æblechutneyer, jeg blandt andet brugte deres æbler til.
I år sagde de ikke noget om æblerne, da jeg havde en hæksnak med dem, og jeg ville ikke tigge igen – har også rigeligt med æblechutney nu, hvor den slags lækkerier ikke er så godt at indtage med LCHF-diæten. Lidt friske æbler kan man dog altid bruge, og jeg havde faktisk overvejet at lade som om sidste års besked var en generel tilladelse og gå op og plukke lidt, men jeg gjorde det ikke – det føltes alligevel forkert og ikke helt legalt.

Æbleforæring

I dag kom han og bankede på, bærende på tre store poser med æbler. To med Ingrid Marie og en med Lobo.
Jeg var helt rørt over, at de to gamle plukket alle de æbler til mig … det kunne jeg da selv have gjort, men det var godt nok sødt af dem.
Det var de eneste træer, der havde givet frugt i år – de tre andre æbletræer blomstrede på et forkert tidspunkt, ligeledes pæretræerne, for de havde ikke fået en eneste pære i år, hvor de sidste år nærmest druknede i både æbler og pærer.
”Og du skal altså ikke at give os noget af det, du laver af æblerne – det er ikke derfor, du får dem. Det mener jeg!”

Han spurgte også, om jeg ville have et par dahliaknolde – “du sagde jo, at du så godt kunne lide vores dahliaer, og vi graver dem op i dag”. Det ville jeg gerne, men bare et par stykker, sagde jeg, for jeg har så mange, bare ikke lige deres variant.
Der gik en time, så stod han med en hel bærepose fuld af dahliaknolde. Jeg tabte helt mælet, men fik dog takket pænt og lovet ham nogle af mine ‘byttere’ (dvs. dahliaer, som jeg har mere end én plante/knold af), når jeg har gravet dem op.

Flink mand. Han ville ikke engang ind og have en øl som tak – ville gerne nå hjem til Hvidovre inden det blev mørkt.

28. oktober 2017

Ude er vådt, men hjemme er blæst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:16
Tags: ,

imageDe kvikke af jer vil med det samme gennemskue, at dagens overskrift er en lettere omskrevet udgave af en gammel talemåde.
Udgaven her holder faktisk meget godt. Ganske vist var det dejligt vejr flere af dagene, mens vi var der, men de har fået rigtig meget vand derovre – der var en god grund til, at lastbilen sad fast i deres græsplæne, for der var meget vådt i England.
I Danmark blæser det lige nu. Både ved Den Stråtækte og i resten af landet.
Til gengæld regner det for en gangs skyld ikke …
Og blæsevejret skulle tage til i løbet af dagen og den kommende nat, men heldigvis ser det værste ud til at kravle lige præcis uden om Præstø Fjord.
P1000164Lad os se. DMI har som bekendt ikke altid ret i deres forudsigelser, men hvis jeg nu lader som om jeg tror på dem, så skulle det være ved sekstiden i morgen tidlig, at Ingolf befinder sig tættest på os.
Forhøjet vandstand truer man også med, fordi bælterne bliver fyldt op af alt det vand, som bliver presset ind i dem oppefra, men det skulle ikke nå helt ned til Præstøfjorden. Andre steder på Sjælland og Fyn vil det være slemt.

Alle mine dahliaer er måske ikke ligefrem glade for blæsevejret, men planterne står da endnu alle sammen.
Nogle af blomsterstænglerne var knækkede, da vi kom hjem, så i dag har jeg været ude for at trimme; smide de grimme og døde ud og tage resten af de knækkede plus lidt flere ind i vaserne. At have masser af smukke blomster inde her tæt på november kan jeg godt lige holde ud, selv om det måske ikke passer så fint med den samtidige ild i brændeovnen.

Ikke nok med, at man truer os med blæst og stormflod … på mandag kommer der også snevejr – og selvfølgelig dermed kulde, og hvis det holder stik, er det hurtigt sket med dahliaerne. Det der hvide noget sammen med kulde og frost måtte meget gerne vente en rum tid endnu, for jeg har virkelig mange blomster ude i haven stadigvæk, og dahliaerne er slet ikke færdige med at sætte knopper.
Roser er der også en del af endnu, men de står i læ og vil ikke blive generet af blæsten – sne og kulde vil de dog nok ikke være specielt glade for, så skal vi ikke bare aftale, at DMI atter tager fejl?

26. oktober 2017

Processer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 23:17
Tags: ,

Processer er mange ting.
Der er en proces, når moffar skal sætte et lille reolsystem op på Annas værelse. Først skal der tjekkes, om der findes et murbor i familien. Det gjorde der ikke – i hvert fald ikke det, der skulle bruges. Der manglede også skruer til væggen.
Det at lave mad er også en proces … der skal købes ind og maden skal tilberedes, så vi slog to fluer med ét smæk og kørte til Devizes, hvor jeg myldrede rundt i Sainsburys, mens Charlotte og John myldrede rundt i Rose’s for at finde de fornødne værktøjer.

P1000071P1000077

Anna er en glad pige.
Familien (alle, men nok mest Aubrey) er glad, fordi jeg lavede den familietraditionelle napolitanske kartoffelkage her på vores sidste aften herovre.
Det kan med lidt god vilje også kaldes en proces at først få en mindre lastbil til at hænge fast i græsplænen for derefter at hidkalde nogle stærke murersvende til at skubbe den fri igen. Det lykkedes hurtigere og nemmere, end John og jeg havde forudset.
Charlotte gik ud for at skubbe med, men inden hun nåede at demonstrere sine kræfter, var bilen fri og chaufføren var glad igen.
Det bliver også noget af en proces at få den græsplæne til at ligne en græsplæne igen, når processen med at bygge hhv. skur, drivhus og swimmingpool.

P1000079P1000080

Endelig er det en proces at lære at bevæge sig rundt på fire lemmer. Nu har Homo erectus efterhånden eksisteret i adskillige tusind år, så det må nødvendigvis tage lidt mere end et par måneder at vende tilbage til australopithecus-stadiet – eller endnu længere tilbage – hvilket ikke desto mindre er, hvad ungerne har sat sig for.
Jeg synes nemlig, at de ligner aber, der løber. Børnene mener selv, at de træner til at ligne geparder, og det er bestemt ikke mig, der skal fortælle dem, at det gør de nok ikke helt.
De løber godt nok hurtigt. Jeg har taget et par videoer, men dem skal jeg spare jer for.
Der kommer dog et sæt billeder fra træning i højdespring: Man løber til på alle fire, og man springer på samme måde, som en kat gepard ville gøre.
Det gør lidt ondt i håndleddene en gang imellem, når man lander lidt hårdt, men det tages i stiv arm. Tøhø.

P1000118P1000119

P1000141P1000142P1000143

Den dreng må kunne blive en fantastisk volleyballspiller …

Det er egentlig også en proces at overbevise mig selv om, at vi allerede skal hjem i morgen, men en kendsgerning er det ikke desto mindre. Vi har checket ind på flyet, så hvis vi udebliver, bliver vi nok efterlyst …

25. oktober 2017

Denne gang til Southampton

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags:

Det reolsystem, som Anna ønskede sig, var udsolgt i Bristol, hvor en informationsmedarbejder sagde, at godt nok viste deres lagersystem, at der stadig var tre tilbage i Southampton, men at han ikke ville køre så langt, når der kun er tre, for de kunne meget nemt være væk, når vi kom frem. Og reservere kunne der naturligvis ikke være tale om. Det er ikke IKEA-politik.
Vi kørte derfor hjem med en lidt skuffet Anna, men hun er blevet så stor, at hun bare resignerer, vel vidende, at sådan er livet bare en gang imellem.
I morges tjekkede Charlotte Southamptons IKEA-filial, og da de stadig så ud til at have det ønskede system på lager, tilbød Charlotte at køre derned og få fat i det ønskede.
Vi fik hurtigt ryddet så meget op, at rengøringspersonalet kunne komme til, for de ville komme, mens vi var væk. Afgang med os, og vi kørte til den største IKEA, vi endnu har set – selv om den i Älmhult, alle IKEAers moder, vel egentlig hedder sig at være den største?
Vi drønede simpelthen afsted gennem den store butik med kun denne ene ting i tankerne … jeg tror det må have tangeret verdensrekorden for IKEA-gennemløb … fandt ud af lagerlokaliteten, nærmest løb derned og – tadAHHH – der var den jo.
Og der var ikke bare tre tilbage – der var i snesevis, så hvorfor vi fik den anden besked i går, forstår vi ikke rigtigt.
Men Anna var meget glad, og nu er John i gang med at reolsysle. Igen. Denne gang med en lidt mere besværlig en end den reol, Aubie fik i går, fordi den skal hænges op på en væg. En nok ikke helt lige væg, oven i købet. Det var også derfor, Charlotte var så ivrig efter at få fat i den – hun er ganske klar over, hvem der er familiens bedste til at få fikset den slags ting, og moffar kommer ikke igen før til foråret …

P1000067

Det var således en lykkelig udgang, og for at fejre den, gav Charlotte en dejlig frokost på The Fuller’s ved indgangen til New Forest, som vi kørte igennem på vejen hjemover, fordi det er sådan en smuk tur.
Her har dyrene forkørselsret, så at sige, og at se æsler, heste, grise, køer og får på vejen er et ganske almindeligt syn. Et meget hyggeligt syn …
Af en eller anden grund synes børnene, det er sjovest at få øje på æsler … et kvalificeret gæt er dog nok, at det er fordi de ser de fire andre dyr dagligt.

P1000069

Vejret er i øvrigt fuldstændig fantastisk – høj, klar, blå himmel og 18 grader. Der var tre hold, der sad udenfor óg spiste på pubben, og vi talte om, at det kunne vi også sagtens have gjort – men det gjorde vi altså ikke, og udsigten fra vores bord indenfor var den samme.
John og jeg har bare siddet og nydt at lade os befragte gennem de dejlige, bløde engelske landskaber, som vi begge holder så meget af.

24. oktober 2017

Syslerier

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:50
Tags: , ,

Søreme om ikke det blev til en tur mere til Bristol i dag; denne gang for at komme i IKEA, som de har både der og i Southampton, men C foretrækker Bristol. Begge børnene skulle have nye reoler – først var det meningen, at det skulle være julegaven til dem, men for det første er det temmelig besværligt at have dem med i kufferterne frem og tilbage til Danmark, og for det andet var det med at benytte sig af, at moffar er her med sine gode hænder og alligevel går og småkeder sig en smule, fordi han ikke har noget at lave.

P1000060P1000057

Det var moffars sysleri i dag. Mommers hedder babyfutter til Røde Kors’ julebazar. Så bliver beskæftigelsen vist heller ikke mere pensionist- eller mormoragtig … men det er et dejligt lille arbejde at sidde med, især i flyveren.

P1000052

Begge børnene har noget med tøjdyr af enhver størrelse, farve og art. Mommer her blev (også) blød og gav dem hvert et nyt dyr. Aubie en middelstor haj og Anna en sjælden tiger. Sjælden, fordi den er sort og hvid som en zebra.
Anna har kun få dyr ad gangen i sin seng, men Aubrey vil have alle sine. Hele tiden. Ved sidste folkedyretælling var der 55, hvilket ikke levner meget plads til sengens oprindelige indbygger, men de skal være der allesammen; de har både navne og faste bosteder – og han husker, hvor eller af hvem han har fået dem alle. Han ville meget gerne foreviges på bloggen, men så ville han først rydde op og sætte dem ordentligt, hvilket godt kan tage en 20-30 minutter. Da den tid var gået, kaldte han på mig og præsenterede mig for hvert enkelt dyr.

P1000054P1000055

Til sidst demonstrerede han, hvordan han selv klarede at være der sammen med alle dyrene. I love to lie in my bed, erklærede han, og det er jo fint nok.

P1000033P1000035

Charlotte har haft den store planlægning i gang, hvilket betyder, at hun har arrangeret nogle hjemmearbejdsdage i denne uge. Det er selvfølgelig dejligt for alle, at det kan lade sig gøre, selv om vi jo egentlig er her for at være barnepige for børnene – men dette er da en meget bedre løsning.
Hun skal sy nogle flere modeller op i stout, og alt det tegne- og klippesysleri kan hun udføre hjemme. Det tager cirka en arbejdsdag at lave ét mønster.

P1000034P1000037

Jeg er så imponeret over denne lineal – hvis man ellers kan sige sådan om en dims, der stort set kun har afrundede sider. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle stille op med dimsen, men jeg er så heller ikke uddannet skrædder. Charlotte kunne ikke leve uden den.

Der bliver syslet – livet går sin stille gang, og vi nyder bare at være sammen. Vi har allerede været her over halvdelen af tiden. Det kan jeg slet ikke forstå, men tiden flyver jo i godt selskab. Den flyver alt for hurtigt i det bedste selskab …

22. oktober 2017

Bare en slentretur

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:33
Tags: ,

Det blev bare til en slentretur i dag – stille og adstadigt gik vi gennem landsbyen, mens vi småsnakkede om alting og ingenting.
Vi fik hilst på en hundeluftende mand, som nu er vendt tilbage med sin familie, fordi de gerne ville have deres to børn (= nu unge mennesker) ind på en ordentlig skole, hvilket de ikke rigtig syntes, de havde muligheder for, hvor de ellers har haft opholdt sig de seneste mange år, såsom Tanzania, Ghana, Marokko, Zambia og senest Papua Ny Guinea.
Ham fik vi en god, lang sludder med – det er så spændende at møde nye mennesker, der samtidig er kloge på verden.

P1000028

Vi gik videre og så dette træ, som er bøjet, men ikke knækket – i hvert fald gror det uden problemer videre og har gjort det længe.
Videre igen ned til Wills lille ford (som betyder vadested), og som menes at have givet landsbyen navn.
I dag er der en fodgængerbro, men vi kan godt se, at heste med vogne ubesværet har kunnet krydse den lille flod her engang – et lille stykke fra broen.

P1000030P1000031

Videre, videre, videre, og på vejen tilbage overraskede vi Tims mor med et besøg. Det er meget bedre at komme uanmeldt, for ellers disker de op med det helt store, og da det efterhånden var tæt på frokosttid, var vi glade for bare at blive tilbudt en kopkaf.
Deres udsigt er også ganske nydelig.

P1000032

Det var stort set det for i dag – vejret har artet sig perfekt, og vi har været meget ude, men man kan ikke hævde, at der er sket noget mere interessant eller ophidsende end det allerede nævnte.
Hvilket faktisk passer os særdeles fint efter den lidt nervepirrende start på denne ferie.

21. oktober 2017

SÅ blev der bandet. Længe og indædt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:11
Tags: ,

Da vi ankom til bagagebåndet i Heathrow i går, var der af ukendte årsager en, der havde taget alle kufferterne af båndet og sat dem i to rækker. Jeg fik hurtigt øje på vores og så gik vi ellers hurtigt ud og fandt vores bus. Togturen har jeg beskrevet. Vi var hjemme hos Charlotte kl. 12:15, og kl. cirka 18 ville John pakke ud.
Hvorfor har du låst min kuffert?
– Det har jeg da heller ikke. Hvorfor skulle jeg dog låse din kuffert?
– Det ved jeg ikke, men låst er den.

Ellen hen at kigge.
Det er ikke din kuffert! Sagde hun. Og så sagde hun For fanden og sgu! Og en del mere …
– Du må have taget den forkerte i lufthavnen! Sagde han …
Det kunne jeg ikke umiddelbart modbevise, men det ville godt nok undre mig såre, hvis det skulle forholde sig således – jeg kender så glimrende alle husets kufferter, mens John nok aldrig lærer dem at kende og altid må have mig til at udpege dem i lufthavnene.
Så gik det op for  mig, at der ingen bagagestrimler med stregkoder var på den fremmede kuffert:
Det være sket i toget; der er ingen bagagestrimler på. Og i øvrigt ingen form for identifikation overhovedet. Men der kommer ingen bagage gennem to lufthavne uden bagagestregkoder.
Den var svær for ham at argumentere sig ud af, men han prøvede:
– Altså. Jeg tog kufferten der, hvor jeg havde sat den. Færdigt arbejde! Og jeg tog min kuffert!
– Det kan du jo ikke have gjort!
– JO!
– Vi har da tit oplevet, at kufferterne bliver flyttet for at få plads til flere.

Det her førte lige som ingen steder hen …
Jeg undersøgte: Lost property kan tage op til syv dage at registrere … så er vi på vej hjem igen.

Det er ikke så godt … jeg havde min dyre linse i kufferten …
– Det havde du bare IKKE?! Har du da slet intet lært af vores første afrikatur? Aldrig værdifulde genstande i indchecket bagage!
Her måtte jeg tælle til 10. Han havde jo ikke gjort det med vilje, men ville/kunne stadig helst ikke tro, det var ham selv, der havde kvajet sig.

I morges fandt han et godt gemt telefonnummer i kuffertens dertil indrettede lomme. Vi ringede.
– Oh THANK YOU! I did see your suitcase, though, and reckoned that the owner was the one who took mine.
Efter beskrivelsen var der ingen tvivl om, at det var Johns kuffert, hun havde set, så var det i det mindste på plads: Vi skulle ikke involvere Heathrow.
Vi aftalte at indlevere den i Swindon. Nu var der i det mindste én glad person.

I Swindon var de uhyre velorganiserede og vidste fra den anden kufferts ejer, hvad det drejede sig om: Oh – this is ‘the other’ suitcase. The one you are looking for, is in Bristol Temple Meads’ Lost Property.
Det var dagens bedste besked, så Charlotte (og vi) satte kursen mod Bristol, som jo ikke ligger lige ved siden af deres hjem, men det var rart at vide med sikkerhed, at den var blevet indleveret og vi dermed ikke kørte forgæves. (Bristol Temple Meads var endestationen for vores tog i går, men vi kunne jo ikke vide med sikkerhed, om kufferten var blevet indleveret der.)

John gav en god frokost i Bristol, og nu har en glad mand pakket ud, fundet sin linse og lagt den over i rygsækken!
Nu mangler vi bare at finde ud af, hvordan vi lærer manden kuffertgenkendelse, men det er dog helt sikkert, at han nu har lært at tjekke grundigt. Og hellere tjekke en gang for meget end en for lidt. Jeg bliver også nødt til at huske at være mere opmærksom end jeg troede var nødvendigt …

Bristol Temple Meads station

Stationen var ret flot. Og alle Bristols taxier er blå, fandt vi ud af.

20. oktober 2017

Alene hjemme

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:39
Tags:

Vi har taget det tidlige morgenfly til London utallige gange. Afgang 07:50 med ankomst LHR 08:50 GMT. Det har aldrig været forsinket, tværtimod kommer det oftest ind før tid, og vi har oceaner af tid til at nå Reading-bussen og derfra toget til Pewsey. I dag tog vi via Swindon, fordi jeg kom for sent til at få fat i de billige billetter til Pewsey, og Charlotte havde ikke spor imod at køre til Swindon i stedet for. Jeg havde booket toget kl. 11:59 fra Reading, hvilket er en god halv time før vi normalt tager mod Pewsey, men eftersom vi altid sidder og drikker en meget lang kopkaf, var det kun dejligt at skulle vente ½ time mindre – altså en lille times ventetid. 
Men. Flyet var samme lille time forsinket, så jeg regnede ikke med, at vi nåede vores tog, men den korte version er, at det gjorde vi. I allerallersidste øjeblik. Vi nærmest smed os selv ind i toget, fordi de var begyndt at lukke dørene, da vi kom ned på perronen. Vi halsede ind i vogn E, men havde sæder i vogn A … det var en lang tur med kufferter, håndbagage og overtøj gennem fire lange vogne med smalle midtergange. Men det lykkedes!

P1000006P1000020

Og nu er vi her.
Der bliver tækket. Det, der ikke blev tækket i første omgang. Det smalle billede er udsigten fra vores soveværelse … godt han ikke arbejder om natten!

Det store drivhus (1)

Der bliver bygget nyt skur og drivhus. Et herligt, stort drivhus får den unge dame, med mur op til hvor hun holder hånden – jeg er ikke spor misundelig. Ikke spor … jeg kunne da overhovedet ikke tænke mig sådan et drivhus! Slet ikke.

Swimmingpoolen (2)Swimmingpoolen (4)

Der bliver bygget swimmingpool – ret dyb i den ene ende og med en blæret trappe i den anden, som vender mod vest. Her er det meningen, at man skal ligge i det flade varnd og selv flade ud i eftermiddagssolen.
De går – lidt som mommer og moffar her – heller aldrig ned på planer, og jeg er bare så superglad på deres vegne over, at Tims firma efter så mange hårde og slidsomme år endelig går så godt, at der er et overskud til dem. Det er stadig hårdt og slidsomt, men nu er det også sjovt, siger Tim.

Charlotte er kørt til Warminster for at hente børnene hjem til ferie. Normalt kommer de med skolebussen, men der er forældremøde i Annas klasse klokken 16, så John og jeg er overladt til os selv til klokken 19, hvor de er tilbage igen.
Åhhh, det er skønt at være her igen – det er alt for længe siden; næsten et halvt år.

19. oktober 2017

Jeg er vist storforbruger af kameraer

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:40
Tags:

Det blev en rigtig elektronikdag – jeg vil omdøbe den til en elektronokdag …
Nu er jeg på mit femte Lumix. Tror jeg nok det er … det er efterhånden svært at holde rede på.
Mit TZ70 kan ikke længere zoome, og hvis det endelig, én gang ud af irriterende mange forsøg, tager sig sammen til det, kan det ikke fokusere. Nogle gange kan det ikke engang fokusere alligevel, så det kan lige så godt kasseres. Det irriterede mig dog lidt, for det er kun 2½ år gammelt, men en eller anden fortalte mig engang, at der er omkring 100.000 billeder i et Lumix, så det er vel derfor … det er ganske enkelt slidt op allerede.
Det nye er et Lumix TZ80 – nogle vil sige, at det er forældet, fordi der både er kommet et TZ90 og et TZ100, og det er det da på sin vis også, men jeg brugte lidt tid på specifikationerne, og så vidt jeg kunne gennemskue, er de to sidste kun forbedrede i forhold til 70’eren på videofunktionen, og den bruger jeg stort set aldrig. Så er det jo fjollet at give næsten det dobbelte for at få den nyeste version.

Et lille, men efektivt modemOg nu, hvor vi alligevel skulle i Elgiganten, besluttede John sig for at aflive sin mobiltelefon. Den var også ved at blive gammel og senil … dråben var, at der ikke var plads nok til at reinstallere netbanken på den.
Han besluttede sig for en Galaxy J7, som har en lidt større skærm uden dog at komme i nærheden af tabletstørrelse.
Denne telefon kunne ikke tage SIM-kortet fra den gamle, så vi måtte ind i 3-butikken i Næstved Storcenter for at få et, der passer til den nye.
Her tjekkede ekspedienten lige vores abonnement, nu vi var der, og kom frem til, at for 30 kroner mere om måneden kan vi få 100 GB i stedet for de 40, vi har, plus at vi som en lille bonus kunne få deres sidste nye mobile router med, så vi nu har to.
Det er altså smart! Ikke så meget, at vi nu har to, men at det nye er bittelille og ikke mindst, at det også kan køre på batteri. Det fylder ingenting, hvilket er skønt, når vi skal have det med på rejser, og det trækker fint – her i Den Stråtækte klarer det hele 38/16 Mbit/s, hvilket er flot. Jeg er spændt på, hvad kapaciteten er i Sverige og England, men det sidste finder vi ud af allerede i morgen.
Det er jo så smart, at vi ikke betaler mere for at bruge det ude omkring i den store verden, så vi har altid vores egen router med. Jeg ved godt, at roaming er blevet “gratis” i EU, men 3 har en masse andre lande med uden for EU, så det er langt bedre.
Grunden til, at gratis blev sat i gåseøjne er, at de fleste teleselskaber bare har hævet abonnementspriserne – det må være ærgerlige penge for folk, som ikke rejser ud af landet – men det har 3 ikke, for de havde allerede alle aftalerne og har derfor ikke været nødt til at hæve deres priser.
Det gider jeg ikke brokke mig over …

17. oktober 2017

Jeg HADER, når den slags sker!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:24
Tags: ,

Jeg er normalt meget forsigtig med at anvende ordet ‘hade’. Det er et meget stærkt ord, som jeg helst vil reservere til noget, jeg virkelig … hader … og ikke bare ikke bryder mig om eller lignende. Faktisk er der næsten intet, jeg virkelig hader – og, så vidt jeg lige husker, heller ingen, jeg virkelig hader.
Det, der skete for mig i går, hører ind under hade-kategorien. Virkelig. Jeg havde helt ondt i maven og jeg fik en lettere hovedpine.
P1070325Jeg skulle lige tjekke min mini-pc, inden vi drager afsted til England, fordi jeg havde en lumsk mistanke om, at jeg ikke kunne huske passwordet til min webmail. Det er et halvt år siden, jeg sidst har brugt den, og da passwordet er kompliceret (det skal de jo være), var jeg i tvivl.
Og det var godt, jeg var det det, for jeg kunne ikke huske det. For at få et nyt, skulle jeg gøre det via one.com, som hoster mit domæne (har det et dansk ord?). Så kunne jeg gudhjælpemig heller ikke huske det password – det var særdeles længe siden, jeg var inde på det kontrolpanel, og det stikord, jeg havde noteret mig vedr. passwordet, var ikke nok.
Nå, men jeg anmodede om at få et nyt til selve domænet, og da det var i orden, ændrede jeg selv i webmailen.
Men.
Så virkede den almindelige mail ikke. Jeg kunne godt modtage mails, men jeg kunne ikke sende. Grrrr. Jeg så rødt …

Jeg startede en chat med one.com, som indledte med at fortælle mig, at mine ind- og udgående porte var for gamle, så jeg skulle lige sætte mailprogrammet op igen, inden vi rigtig kunne komme videre. Han sendte et link til hjælp til hvilke parametre jeg skulle indtaste.
imageGrrrr igen. Den slags plejer altid at drille mig, og denne gang var da ingen undtagelse, sikkert fordi det ikke var helt entydigt, hvad der ville virke.
Der var bare ikke noget af det, der virkede! Jeg prøvede samtlige kombinationer, men intet hjalp.
Jeg chattede igen, og denne gang var det en anden, som sagde, at den udgående server husker de gamle parametre, så det var nok derfor, jeg ikke kuinne få det til at virke (hvad filan skulle jeg så ændre for?). Prøv at sætte mailen op i Outlook. Det tog mig en krig, og det endte med ikke at virke overhovedet, så det er skrottet.
Udserveren virkede stadig ikke, men til gengæld kom mine mails ind tre gange, fordi jeg havde oprettet flere klienter til afprøvningerne. Det er nok derfor – så bliver programmet forvirret; slet dem alle undtagen én. (Hvorfor siger I så, at man kan have ubegrænset antal klienter?)
Det virkede naturligvis heller ikke. Nu var der gået fire timer, og jeg havde ondt i maven, både af stress og arrigskab.
Jeg kan godt både sende og modtage mails via webmailen, men jeg vil helst ikke kun bruge den, da den er lidt mere primitiv i sine funktioner, men det er ret besværligt ikke at kunne besvare en mail uden at skulle skifte mellem almindelig mail og webmail.
Jeg gav op for i går.
I morges havde jeg sovet mig til lidt mere gåpå-mod, og jeg startede en ny chat.
Nu kom der en tredje ind i billedet:
Ja, det kan godt drille. Jeg kan anbefale, at du sætter din mail op med Thunderbird.
Prøv nu bare på at hjælpe mig med dette i stedet for, svarede jeg, og så spurgte han efter et par ting, jeg skulle tjekke, og bad mig om at sætte flueben til, at udgående mail skal autentificeres. Okay. Password? Ups. Hvis det er det gamle, har jeg et problem …
MEN DET VIRKEDE!!! Efter et par forsøg, så jeg er ikke klar over, om det var domænepasswordet eller mailpasswordet, der blev accepteret, men jeg er fuldkommen ligeglad, for nu kan jeg modtage og sende mail samme sted fra.
Hvor var det godt, at jeg ikke skulle sidde med alt det bøvl ovre i England …

15. oktober 2017

Ligusterfascist?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:20
Tags:

Det håber jeg ikke, at jeg er. En ligusterfascist, altså. Som jeg husker ordet, der blev flittigt brugt i halvfjerdserne, betyder det småborgerlig og svæversynet, hvilket er en ikke særlig attraktiv etiket at få hæftet på sig.
Har man nogen sinde hørt om en ligusteraktivist? Det er jeg måske nærmere, hvis man kan forestille sig en person, der nok har stærke holdninger om en masse ting, men som sjældent aktivt råber op om dem uden for matriklen.
I sidste uge var jeg en ligustersværmer i ti minutter – jeg sværmede rundt ude ved ligusterhækken, som vi (heldigvis) kun har på én side af huset, for at imageplukke bærrene fra den. Det blev i alt til knap 400 gram, som blev kogt i en times tid, hvorefter bærrene blev siet fra.
Det var lidt spændende, selv om Ditte uden synderligt held havde forsøgt sig, da vi holdt vores seneste plantefarvningsseance. Jeg brugte alle bærrene til kun 2 x 25 gram garn, nemlig første og andet bad. Det er i teorien alt for mange bær, men Dittes sørgelige og blege resultat taget i betragtning, var det oplagt.
Suppen var dybt mørklillablå, men da jeg kom garnet i skyllevandet, forsvandt langt det meste af farven! Skyllevandet lignede fuldstændig den farve man får, når man vasker noget der har været rødkål i.
Den smule farve, der blev tilbage i garnet, var en svag, meleret grålig søgrøn. Ikke nødvendigvis grim, faktisk kan jeg ganske godt lide den, men uomtvisteligt en anden farve end forventet med det dybblålilla udgangspunkt. Man ved simpelthen aldrig, hvad udfaldet bliver med planter …

Lav i ammoniak 0 timerLav i ammoniak 24 timerLav i ammoniak 5 døgnLav dag 13

Det fine, lysegråhvide lav, jeg lagde i ammoniak, har foreløbig udviklet sig som vist herover. Det er efter hhv. 0 timer, 1, 5 og 13 døgn.
Det er tydeligt at se udviklingen, men jeg syntes ikke ligefrem, den går i den ønskede/forventede lilla retning, så jeg tog en lille prøve ud og farvede fem gram garn. Jeg ved godt, at det skal stå 60 dage, men jeg var nødt til at se, hvor jeg var henne.

Lav - første forsøg 1Lav - første forsøg 2

Jeg var herhenne. Meget langt fra lilla, og ingen ved, hvad der sker, når der er gået yderligere 1½ måned, men dette her er i hvert fald keeedeligt.
Ikke desto mindre lader jeg det stå, for nu skal forsøget køres til ende, og ydermere har jeg plukket en anden slags lav (Peltigera neopolydactyla), som er sjælden i Danmark, men meget almindelig i Sverige, og som skal afprøves. Den bliver måske kedelig, da den ikke hedder canina til efternavn … men så er det forsøgt.
Jeg her også taget noget randbæltet hovporesvamp med hjem, som skal koges af til farveekstrakt. Hvo intet vover, intet vinder.

14. oktober 2017

To forskellige slags suk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:41
Tags: , ,

Tidligt i morges kunne man på FB se en post i et sprogforum, hvor vedkommende, som var en ung, sprogstuderende (!) kvinde, skrev følgende: Burde et forlag ikke kunne stave? Herunder et indsat billede med en tekst, jeg desværre ikke helt husker, men noget lignende som … gode romaner, gode krimier og masser af gode oplevelser.
Den første kommentar lød: Øhhh, hvor er fejlen?
Svaret lød: Det hedder ‘massere af oplevelser’!  (Her må man gerne forestille sig mit opgivende suk.)
Så kom der ellers kommentarer i en lind strøm. Min egen første reaktion var, at jo, forlaget kan godt stave, men det kan du ikke! Jeg skrev det dog ikke.
Reaktionerne var forskellige og dog ens: Det her er forhåbentlig en joke?! – Mener du det seriøst? – Massere er noget, en massør gør. – Dette er lidt betænkeligt, når man tænker på, hvilken uddannelse du er i gang med. – Det *hedder* da ‘masser af’ …
Der gik mindre end en time, så slettede hun posten. Hun har forhåbentlig lært noget i dag, men det var hun ikke stor nok til at indrømme. 
Det er anbefalelsesværdigt at tjekke den slags, inden man sender det i cyberspace. Især i en sproggruppe, men den unge dame har været skråsikker.

Ved fiskesøerne

I dag har det været regnfuldt, gråt og halvtrist hele dagen, så for at foretage os et eller andet, kørte vi til Olofström via de fiskesøer, vi godt kan lide at besøge. Vi smiler hver gang, når vi ser, at der står tyskere i camouflagedragter og fisker. Bider der flere på, når man har den slags tøj på, mon?
I dag stod der ingen på netop denne bro, men det ser også ud til, at en våddragt var mere nødvendig end camouflagedragt. Et smukt motiv var det dog.

I Olofström gik vi i ICA Maxi – i går ødelagde jeg min dejskraber, så der skulle investeres i en ny, og mon ikke der kunne opstå et behov eller to i det store supermarked?
Det kunne der. Den dejskraber kom til at stå mig i 866 svenske kroner … til absolut nødvendige ting, naturligvis. Nu er årets julegavepapir fx i hus; de har altid noget herovre, jeg bedre kan lide end de danske udgaver.

Den gamle stenbro ved Vilshult (1)

På vejen hjem fra Olofström gjorde vi holdt ved en gammel stenbro. Efterårsfarverne er nu også ganske kønne i gråvejr, men der var flere gange undervejs, hvor vi nærmest faldt i svime over farverne og talte om, hvor flot det ville have været i solskin.

Den gamle stenbro ved Vilshult (3)

En anden fordel ved det grå vejr er, at man kan tage med lille blænde og dermed eksponere i længere tid og få sig lidt silkevand.

Den gamle stenbro ved Vilshult (9)

Med fare for at gentage mig selv: Efteråret ER da smukt, ikke sandt? (Her må man gerne forestille sig mit betagede suk.)

13. oktober 2017

Det findes ikke meget smukkere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:05
Tags: ,

Når jeg vågner op til sådan en dag som i dag, kan jeg godt fortryde, at vores hus er sat til salg. Næsten. Ikke, når jeg tænker én gang til.
Men efteråret fås nok ikke meget smukkere end dette, så jeg vil lige belaste jer med et billede eller to.
Farverne er næsten helt New Englandske (ganske som jeg også konstaterede for et år siden), men der mangler den knaldrøde, som vist kun sukkerahornen kan præstere.
Efteråret er steget i anseelse hos mig, efter jeg jobstoppede. Nu er det på lige fod med forår og sommer, således at disse tre må dele en årstidsførsteplads, med vinteren på andenpladsen. Jeg vil ikke undvære nogen af vores årstider, heller ikke vinteren, men det bliver aldrig den bedste – hverken med eller uden sne.

IMG_8112

Træerne i skellet på nordsiden af grunden.

IMG_8116

IMG_8113

Vandet står helt op til broen nede ved åen – det er længe siden det har gjort det.
Nu må Sydsverige have fået det vand, mange har klaget over manglen på det meste af året, med brønde der løber tørre midt under opholdet heroppe.
Det har vi kun prøvet én gang, og det er mange år siden. Vi løste problemet ved at stoppe et dræn til, hvilket resulterede i den ønskede højere grundvandsstand, samt at en eng et stykke fra huset bliver lidt oftere oversvømmet end før, men vi har ikke været løbet tør for vand siden, og da der ikke længere er køer eller andre husdyr, der skal græsse på den eng, er vi temmelig ligeglade – vi vil hellere have vand i vores brønd.

Vildsvinene har hærget på vej ned mod åen og også på den anden side af vores hus, inde i skoven … igenigen er vi særdeles lykkelige for vores elhegn rundt om grunden.

Disse bittesmå bægre på nederste billede har jeg også foreviget et utal af gange, men jeg bliver lige betaget hver gang de står der og lyser så fint op mod mig.

Apropos bægerlav … lige om lidt vil jeg ud og samle lav. Jeg læser nogle steder, at man kun skal tage det, der er faldet på jorden, for lav er ekstremt langsomtvoksende, så naturen kan ikke tåle, at vi plukker det levende fra træerne.
Taget i betragtning, hvor mange tons forskelligt lav der findes bare i vores nærområde, har jeg ikke tænkt mig at mobilisere nogen skrupler over at plukke fra de grene, jeg kan nå. Beklager.

IMG_8119

12. oktober 2017

Æblets by

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:58
Tags:

Rubinola er et æble, der er svært at opdrive. Det er Filippa også. Hvorfor finder jeg udelukkende yndlingsæbler, der ikke er til at få fat i?
Det er ret irriterende …
I dag løste vi problemet ved at køre over til hele Sveriges æbleby, Kivik på Sveriges østkyst, for der ved vi, at de har Rubinola. Det er også der, de har vores årgangsmost til Charlotte – og i det hele taget flere forskellige dejlige slags most.
Det havde de da også i dag, Rubinola altså, så der blev investeret i en kasse, samt forskellige slags most, så vi har til julen over – englænderne kommer nemlig her til jul.

Æblefestival i Kivik
imageEfter dette kørte vi en tur ned på havnen i Kivik, hvor de for sidste dag i år havde den 12 x 9 meter store tavle lavet af æbler. Den står på samme sted hvert år, og hvert år er det et nyt motiv. Det for i år er ikke det flotteste – og alligevel er det jo superflot at kunne skabe et sådant kunstværk. Tænk at have det overblik der skal til lige at lave noget, der fylder 108 m2. Jeg er behørigt imponeret.
Man aner en romantisk historie her: I de første år (1988-2000) var tavlerne skabt af Helge Lundstrøm, så kom der en Emma Karp ind billedet, i samarbejde med en Jan Lagger, men fra 2005 har det været Emma Karp Lundstrøm, der alene har stået for kreationen.
Her kan alle æbletavlerne gennem årene ses – de er altså flotte! Se blot Helge Lundstrøms Millenium her til højre.
I dag bliver det som sagt taget ned, og det er da også blevet vanskeligt at se, hvad det skal forestille – derfor både mit eget foto og et lånt.
Da jeg kom helt tæt på, var de fleste æbler ulækre og pilrådne.

Æblefestival i Kivik (2)Æblefestival i Kivik (4)

Der pyntes med æbler på mange måder op til den store æblefestival sidst i september.
Selv mågerne spiser æbler … det var jeg ikke klar over, at de gjorde.

Æblefestival i Kivik (1)Æblefestival i Kivik (3)

11. oktober 2017

Det hele er kun en overgang …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:22
Tags: ,

Der er mange overgange.
Det hele er vel egentlig kun en overgang … disse ord kan man trøste sig med, hvis livet bliver lidt svært i en periode. Det går over igen, og det gør det da som regel også. Da jeg havde kræft, var det de ord, jeg sammenbidt sagde til mig selv, når kemoterapien bevirkede, at jeg fik lidt vel rigeligt med selvmedlidenhed.
Hvis der er overgang i et eller andet elektrisk, er det ikke så godt – så skal der en ekspert ind over.
En stemme kan være i overgang. Men det er den kun en overgang.
Jeg oplevede overgangen til efterlønstilværelsen som aldeles smertefri – rent mentalt, om ikke andet, selv om jeg en overgang var fysisk syg.
En overgang kan være glidende, brat, gradvis eller flydende. Jeg måtte lige tænke over forskellen på glidende og flydende, men den er der. Forskellen.
Overgang har mange betydninger.
Det kan også være i form af noget mere konkret, fx en jernbaneovergang eller en fodgængerovergang.
Men kender I en andeovergang? Sådan en har vi ikke så langt fra os, i en lille, idyllisk gadekærslandsby ved navn Alslev.
Som burde have heddet Andslev.

Alslev andeovergangAlslev andeovergang (1)

Der kan ikke gå to voksne mennesker ved siden af hinanden på den smalle andeovergang, men der kan sagtens gå en hel lille andefamilie.

10. oktober 2017

En diverse-dag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:16
Tags: ,

I går gik det meste af dagen med veteransammenkomst på mit gamle arbejde. Jeg gik glip af de seneste to gange, fordi vi var ude at rejse, så i går skulle det være – mest fordi Verdens Bedste Chef var på programmet. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg gider blive ved med det der veteran-noget – næste gang vil det være fem år siden, jeg stoppede. Og så alligevel: Det viser sig jo hver gang at være hyggeligt nok, når man først falder i snak med både afgåede og endnu ikke jobstoppede kolleger.

IMG_8093En af vores søde bagboer (hende, vi fik valnødder af) har haft lånt vores trailer i et par uger, og selv om vi hver gang understreger, at hun bare kan låne løs, kom hun i aftes og sagde tak med en plade chokolade og en flaske druesaft på merlot-druer. En lidt pudsig ting, som jeg ikke har set før, men det hele bliver gemt til jul, så kan børnene få ‘rødvin’ juleaften.

I morges stod vi op til et herligt vejr, så jeg fik først af alt sat en vask over, spiste morgenmad, tog havetøjet på og myldrede derefter straks ud i solen. Nu skulle den sneboldbusk altså flyttes.
Det blev den så. Kvæsurten blev ligeledes flyttet; de russiske mandstro kom over ved siden af den rigtige mandstro og de tre soløjer kom også hen et sted, hvor jeg mener, de vil stå bedre. Hvis ikke, må de flyttes igen.
Indimellem stod jeg bare og nød den smukke og spejlblanke fjord, gæssenes skvadren, fiskerbådens tøffen og den næsten ikke-eksisterende morgendis, der lidt mystisk og blidt lå over det hele.
Da jeg havde arbejdet to timer i haven, besluttede jeg, at det måtte være nok for i dag. Man er vel pensionist … 
Hækken havde flere steder nogle store klaser ligusterbær og jeg besluttede mig for at give dem en chance, selv om Dittes forsøg med at farve med dem ikke faldt særlig smukt ud.
Resultatet her bliver vist også lidt mærkeligt, selv om bærrene er mere modne, og jeg har brugt relativt flere, men jeg ved det først endeligt i morgen.
Røde Kors-strikkedag var det også, så heller ikke denne dag kan siges at have været ensformig.
Der er, for vores vedkommende, åbenbart et godt stykke vej til Pensionistvisen med Grethe Sønch og Volmer Sørensen. Det gør ikke noget.

IMG_8095

8. oktober 2017

Du bli’r hvad du spiser

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:35
Tags: , , ,

Hvis man bliver, hvad man spiser, så bliver jeg snart til en rigtig flødebolle, hvilket jeg egentlig ikke er specielt interesseret i.
De to veninder Anette og Annette begyndte i aftes lige efter middagen at tale om et flødebolle-fabriksudsalg, de vist sommetider frekventerer.
Uh, tal ikke om flødeboller, sagde jeg naivt, jeg ELsker flødeboller – jeg kunne godt spise fem på én gang!
Der gik ikke fem minutter, så stod de to damer ved siden af mig, bærende på hver sin æske friske flødeboller.
Og jeg er på kur. Var på kur, åbenbart. Både Ditte og jeg havde ellers holdt den pænt under strikkefestivallen, bortset fra vinen. Og lidt dessert … og et stykke tærte, men den var der frugt i …
Men altså, de der flødeboller … jeg spiste fem, og da jeg kom tilbage efter at have vasket hænder, stod der tre til på min plads, men dem tog jeg med hjem. Nu havde selv jeg fået nok!

P1070341P1070352

Maden på Silkeborg Vandrehjem var uforskammet lækker, og det var den også, da vi var der i 2008. Heldigvis passede den fint til LCHF-konceptet – vi sprang bare kartofler, ris og brød over – der var rigeligt at vælge imellem alligevel.
Som allerede skrevet, var det eneste, vi skulle koncentrere os om, at hygge, snakke, strikke og spise.
Faktisk var der sørget så godt for os, at vi ikke behøvede at rejse os fra stolen for andet end den sidstnævnte aktivitet …

P1070355    P1070346

Personalet var så søde – bordene var pyntet med små garnnøgler på lysbakkerne. Så føler man sig velkommen.
De fortalte, at de var så glade for at have sådan en flok kvinder som gæster, for vi sætter stor og ægte pris på al den gode og veltilberedte mad, hvorimod fx en flok sportsentusiaster bare tænker på at få hældt en masse føde indenbords meget hurtigt og så ellers ud af røret igen.

Der var arrangeret besøg hos Madam Munch, Geilsk og Katrinelund. Jeg var med til de to førstnævnte, hvilket desværre fristede sådan en som mig alt for meget, så mit garnlager er nu øget en del mere, end jeg nok lige havde planlagt hjemmefra. Både farvelageret og det med garnet, som er til direkte brug. Farvelageret blev øget med et kilo blandet hamp/uldgarn, som jeg er lidt spændt på, hvordan opfører sig.

P1070357

På vejen hjem plukkede vi lige et stort græskar hver. De var så store, at vi knap nok kunne løfte dem ind i bilen, men ind kom de, og nu ligger der et stort græskar og pynter fint udenfor.
Nu skal jeg bare lige have fundet plads til yderligere 2,2 kg garn.
Godt, jeg kun mangler at lukke af på sjalet af noget af det indigofarvede garn, jeg har strikket som en gal på hele weekenden. Det hjælper lidt på samvittigheden. To Røde Kors-huer og et par babyleggings er også parat til aflevering.

6. oktober 2017

Hvis den kommer mens jeg er væk, så …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:00
Tags:

Jeg havde en lille kurv med tre minikaktus i oppe i shelteret, men tog dem ind forleden dag, da jeg ikke regner med, at de kan overvintre deroppe.
De havde, efter en meget lang pause efter om- og udplantningen først på sommeren, endelig taget sig sammen og var kommet i vækst, så nu skal de selvfølgelig også have nogle gode overlevelsesvilkår.
Da jeg ville give dem lidt vand her til formiddag, opdagede jeg, at den ene udvækst ikke var en ny ‘arm’, men en knop!
Sådan en bette fyr går i blomst! Det være en blomst … det havde jeg ikke lige regnet med, men den blev fluks foreviget.
Billedet herunder er ikke ret meget mindre end naturlig størrelse, så den må vist siges at kunne betragtes som værende et barn endnu.
Jeg havde oprindeligt sat kaktusserne i min systue, men nu blev de flyttet ind i køkkenet, fordi John meget gerne må – nej, skal – huske at holde øje med den de næste par dage.
Han har svoret højt og helligt at fotografere den, hvis den skulle være så uforskammet at springe ud, mens jeg befinder mig i Silkeborg.
Det håber jeg ikke, men jeg ved ikke, hvor hurtigt det går fra dette stadie – jeg bliver nok en anelse fornærmet, hvis den ikke kan vente, for hvem er det lige, der har gået og nusset om den hele sommerren? Der er dog desværre ikke rigtig nogen at brokke sig til, hvis den ikke lystrer, og nu har jeg forhåbentlig garderet mig mod helt at gå glip af synet ved at have gjort John opmærksom på knoppen.

P1070334

5. oktober 2017

Så skal jeg til det igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:31
Tags: , , ,

Det er pudsigt: Vendingen “så skal jeg til det igen” synes jeg har en lidt negativ klang. Det lyder som om man egentlig ikke rigtig gider, men at det er noget, man ikke kan komme udenom, noget man er nødt til at gøre.
Sådan er det bare ikke i dette tilfælde, for i morgen skal jeg til den årlige webstrikkerfestival. Min første var i 2008, og jeg har været trofast deltager lige siden, kun med undtagelse af de to gange, vi turede rundt i USA.

image

Første gang jeg deltog, foregik det på Silkeborg Vandrehjem, som ligger meget smukt helt ned til Gudenåen.
I år går turen igen til samme vandrehjem.
Dengang, i 2008, var vejret meget bedre, end man så meget som turde tænke på at forlange på denne årstid – vi sad ude det meste af lørdagen og vist nok også meget om søndagen.
Den tror jeg desværre ikke helt på i år – både DMI og YR lover regn på lørdag, men det er der så ikke rigtig noget at gøre ved.

For vi kommer ikke uden om, at et perfekt vejr altid vil kunne gøre oplevelsen bedre, men det vigtigste kan dog ingen tage fra alle de strikkende kvinder: At vi er fritaget fra alle huslige pligter, ikke mindst madlavningen, fra fredag eftermiddag til og med søndagens frokost. Det eneste, vi skal koncentrere os om, er at hygge, strikke og ordne verdenssituationen én gang for alle. Når dette så er klaret, formentlig senest fredag ved aftensmadtide, kan vi nøjes med at hyggesnakke.
Vi kender jo efterhånden hinanden, selv om der både forsvinder og tilkommer medlemmer hvert år, men det er fint nok, og de fleste af os ser kun hinanden den ene gang om året, så der er gerne en del at følge op på.

Både den ene og den anden kuffert er pakket. Den med tøj, toiletsager, sengetøj og håndklæde er den, der fylder mindst.
Der skal nemlig tages højde for alle eventualiteter, for én ting er helt sikkert: Man går bare ikke ned på strikkeprojekter i løbet af sådan en weekend!
Jeg er desuden sådan indrettet, at jeg ikke gider at strikke på det samme så lang tid ad gangen; variation må der til, hvorfor der er masser af garn med, til de to igangværende projekter og et kommende, og jeg ‘glemte’ søreme helt at tage højde for, at der muligvis også bliver investeret i nyt garn, inden jeg er hjemme igen …
Jeg fatter ikke, at der er nogen, der er i stand til at tage toget til disse strik-komsammener – jeg ville have brug for en drager til at slæbe al min bagage, men det er første gang, jeg ikke har min egen bil, fordi den afgik ved en stille død i august sidste år, og da John ikke vil undvære at have bil i flere dage, har jeg måttet gå transporteringstiggergang.
Godt, jeg har Ditte … det er lige før, vi lige så godt kan flytte sammen …

4. oktober 2017

Badeforhæng får en lidt anden mening

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:04
Tags: ,

Alt det vand, som resten af Danmark klagede over i sommer, og hvor vi ikke fik lige så meget som så mange andre, må have fundet ned til os nu. Det er ikke bare nogle få dryp, der kommer – det er rigtig mange dryp, og det ses og opleves på en lidt anden måde fra indersiden af et stråtækt hus end fra indersiden af et hus forsynet med tagrender.
Billederne er taget på 1/30 sekund, så man kan måske forestille sig hvordan dette ‘badeforhæng’ ser ud, når det menneskelige øje kigger ud? Det er som at stå under en bruser. Eller rettere ved siden af en bruser, for vi kan trods alt holde os tørre inden døre.

IMG_8086

Det tog til. Vi fik 12 mm på 10 minutter, svarende til 36 mm på 30 minutter, hvor et skybrud defineres som ≥ 15 mm vand i samme tidsrum, så det er ikke overdrevet at hævde, at himlens sluser åbnede sig temmelig voldsomt. Det varede dog som nævnt kun i 10 minutter, så det blev på ingen måde kritisk.
Jeg er/bliver frygtelig fascineret af voldsomt vejr. Jeg ønsker selvfølgelig ikke at se død og ulykke og bryder mig bestemt ikke om de ødelæggelser på huse og samfund, et voldsomt vejr kan forårsage, men selve vejret altså … jeg bliver dybt betaget og ville ønske, jeg kunne komme til at befinde mig midt i en orkan eller en tornado bare for at opleve voldsomheden.
Bare et kort øjeblik …

IMG_8087

Vores hjemlige vejr kommer heldigvis ikke engang tæt på det, man kan opleve i troperne og i USA, men når der varsles storm fra vest, har vi et par gange præsteret at køre til Jylland for at stå ved fx Thorsminde og blive betaget af naturens enorme kræfter. Og måske blive lidt våd om benene. En af os …
Fra 1990 og hvert eneste år frem til 2013 lejede vi hus ved Vesterhavet (de sidste år dog ved østkysten, for børnebørnene syntes det var sjovere, når vi ikke havde så meget blæst hele tiden).
Da vi overtog Den Stråtækte, sagde Charlotte, at nu behøvede vi ikke at leje sommerhus mere, for dette hus havde alt, hvad der skulle til.
Det var rigtigt.
Og forkert.
For det mangler noget, som jeg ikke ønsker det skal have hele tiden, men bare en uge om året.
Så nu har vi lejet et hus i en uge ovre ved den jyske vestkyst bare 100 meter fra stranden – vi kan vist ikke komme tættere på.
Da jeg nævnte det for Charlotte, sagde hun, at hun egentlig også var moden til at tage den tradition op igen, for der er noget helt specielt ved Vesterhavet, når det er råt og barsk, så de vil nok gerne med, hvis vi lejer et igen til næste år. 
De skal da være så inderligt velkomne – det er så dejligt, at de gider.

« Forrige sideNæste side »

Blog på WordPress.com.