Hos Mommer

16. maj 2017

ØV. Ærgerligt …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:04
Tags: ,

De har altid en nyyydelig rødorange krukkeblomst på planteskolen i Osby. Hvert eneste år køber jeg lige netop den til den gamle, meget rustne, men alligevel smukke etellerandet, som står i indkørslen til torpet.
I år havde jeg besluttet at købe en halv snes til at tage med hjem og plante i krukker på de to terrasser i haven i Den Stråtækte – jeg elsker simpelthen den blomst, og billederne herunder yder den ikke helt retfærdighed, fordi den er nyplantet og derfor lidt tyndbenet at se på. En måneds tid senere vælter den ud over krukken i stor frodighed. Den er selvrensende og klarer sig fint, selv om jeg ikke kan gå og nusse om den, som jeg ville gøre derhjemme.
P1020106P1020107

Ind i bilen med os og afsted til Osby.
Som sagt har de den hvert år.
Bare ikke i år.
Dammit.
Jeg måtte nøjes med pelargonier. De er da også meget pæne, men dem kan man jo få alle vegne.
Jeg har lige fundet ud af, at den, jeg ikke kunne få fat i i dag, bliver kaldt superbell på dansk (!) eller Calibrachoa, så nu må jeg finde ud af, om jeg kan købe den i Danmark. Jeg har aldrig set den derhjemme på nogen af de planteskoler, jeg normalt frekventerer, men det må vel kunne lade sig gøre.

P1060792P1060794

Krukkerne er nu plantet til med pelargonier og lidt blå lobelia.
Jeg købte en Äkta Johannesurt med hjem – jeg kendte den ikke, men den så så sød og spinkel ud. Det er tilsyneladende en “læge- og krydderurt, som kommer med små, gule, citronduftende blomster”. Det måtte prøves.
Google, google …
Du godeste … det er bare en prikperikum. Dem kan man finde ude i naturen – man kan kende den på … prikkerne, såmænd (på bladene), men det havde den nys indkøbte ikke. De kommer nok lidt senere.
Den var så ikke et nyt bekendtskab alligevel, men så har jeg da fået en ny plante, jeg kan bruge til at lave snaps af … perikum giver den smukkeste rødbrune farve, når den bliver lagt i spiritus.

15. maj 2017

Elefanten er ved at være skåret ud i spiselige bidder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:56
Tags: ,

Man kan sagtens spise en elefant, man skal bare tage den én bid ad gangen, var det engang meget moderne at sige.
Brændeovnen og vores vedspis kan også sagtens spise et kæmpestort asketræ; det foregår på nogenlunde samme måde, og nu er der flere rummeter med bidder, end der er hele stykker asketræ tilbage. Jeg har lidt på fornemmelsen, hvordan de to mænd har det i ryggen, når de om lidt holder fyraften.
De har været meget flittige i dag. Det har vi sådan set alle tre, men min maling af entreen har ikke været nær så fysisk anstrengende.

P1060788

Seks trailerfulde med næsten ovnklart brænde er kommet i hus. Så mangler der bare fire af de store stammer, så er asketræet skåret helt ud i bidder. Jeg vil tro, vi med det har brænde til fire år. Det er meget godt gået, når man tænker på, at det stort set er den eneste opvarmningskilde, vi bruger. Elradiatorerene tages kun i anvendelse, når vi ankommer om vinteren for lige at få boostet huset i gang. Fra dag to kan brændeovnen i den ene stue og det gammeldags komfur i køkkenet holde to stuer, soveværelset og køkkenet varmt. Badeværelset har dog altid en elradiator kørende; det er det eneste rum i huset, vi vil være sikre på at holde konstant frostfrit, dels for toilettets og vandvarmerens skyld og dels for at have flydende vand til at spæde hydroforen med, når vi sætter vand på anlægget.

P1060787

Tranerne skreg på livet løs, både da det lysnede meget tidligt i morges, igen ved ottetiden og til sidst ved 10-tiden, hvor jeg gik ned til åen for at se om jeg kunne få øje på dem, men jeg kunne kun høre dem, ikke se dem. De bor nede i bunden af lysningen her, et par hundrede meter fra vores bro, som er stedet, billedet her er taget fra, men sommetider kommer de helt tæt på, sandsynligvis for at finde mad.
Man kan ikke kalde tranernes skrig for kønne eller musikalske at høre på, men det er et meget karakteristisk kald, som for mig hører med til Sverige, og jeg synes det er så hyggeligt at blive vækket af dem – også selv om klokken kun er halvfem om morgenen. Jeg kan jo bare sove igen – men når tranerne morgenskriger, er det sent forår eller sommer i Sverige.
Og sommer har det været i dag. 22° og en sol, der har skinnet det meste af dagen. Dejligt, dejligt, dejligt.
Nu kommer mændene ind. Med hver en øl i hånden – den er så sandelig også velfortjent nu.
Jeg tror jeg vil skænke mig selv et glas rødvin og holde dem med selskab …

14. maj 2017

Noget af en forskel …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:28
Tags: ,

Blæsevejr og koldt. Koldt blæsevejr. Koldt, men relativt stille vejr. Regn. Regn og blæst. Gråt. Trist. Koldt. Meget blæst.
Sådan har det været, lige siden vi kom hjem fra Mallorca, stort set hver dag, med kun en enkelt undtagelse, hvor solen skinnede hele dagen og vinden holdt sig i skindet. Det var stadig koldt, men den dag var det trods alt nogenlunde behageligt at opholde sig udenfor.
Men så i dag …
Allerede da vi kørte hjemmefra ved nitiden, var det oppe på 16°; da vi ankom til torpet, var det lige under 20° og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi fik pakket ud i en ruf, dækket op på terrassen og spiste frokost ude for første gang i år. Herligt.
I morgen skulle det blive ligeså godt, men allerede på tirsdag bliver det igen køligere og skyet. Vi må derfor huske at stornyde det i morgen.
Jeg skal male entreen, så det er helt fint, hvis jeg kan have døren stående åben, uden det bliver for koldt i rummet.

P1060770

Birken er først lige sprunget ud, to-tre uger senere end vi før har oplevet det, men det gør ikke spor, for jeg elsker når dens blade står i modlyset som små, lysegrønne pletter.

Vi ankom til en langhåret græsplæne, der havde mange gule blomster, men dem var humlebierne glade for. Der var hele tiden snesevis af dem, flyvende fra den ene til den næste og mæskende sig i nektar.
Jeg håber ikke, at bier kan være pollenallergikere … det ville være slemt for dem … jeg får lige en indre film kørende med sådan en lille flyvende og nysende fætter – det må kunne bruges i en tegnefilm.

P1060776P1060783

De var så høje af solskin, varme, nektar og pollen, at de tilsyneladende ikke bemærkede, at jeg stak en linse helt hen til deres pollendækkede hoveder.
Så mange bier ville jeg godt have set, da vores reine claude-blommetræ blomstrede. Det var helt dækket af tusindvis af hvide blomster, men det var hundekoldt, så jeg er slet ikke sikker på, at bierne nåede at opdage, at der var masser af gode sager at hente ved Den Stråtækte.

13. maj 2017

Hvad er dit ordforråd?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:22
Tags:

I dag står den på så meget arbejde i haven, som vi orker, inden vi kører til Sverige i morgen. Når vi kommer hjem derfra, vil vi kun have tre dage herhjemme, inden turen går til Irland, så der skal nås i bund med så meget som muligt.
Det er ikke noget at bruge et helt indlæg på, især fordi vi er midt i stadie ‘endnu temmelig grimt’ med at rydde ud til vejen. Vi vil have en vild rose, en stikkende et-eller-andet og nogle snebærbuske væk, så der kan komme noget pænere i jorden.
Som for eksempel David Austin-roser.
Som der er ALT for mange vildt smukke af – også selv om jeg kun går efter dem der er kraftigt duftende, hårdføre og ikke højere end 1,20 meter. 


Mit ordforrådForleden var der en ordforrådstest på FB, hvor mit resultat kom ud med godt 24000 ord.
Sikke noget pjat. (Det er de fleste af den slags test faktisk, og jeg er dum, fordi jeg bliver ved med at prøve, men nogle af dem er nu ret underholdende.)
Men at hævde, at jeg har et ordforråd som en Søren Kierkegaard (som de i øvrigt ikke kunne stave til …), er noget fis! Jeg har forhåbentlig et mindst dobbelt så stort ordforråd – ikke som SK, men end der påstås her – eftersom danskerne i snit aktivt råder over mellem 50000 og 70000 ord i deres aktive ordforråd.

Det er ikke godt at videTjahhh

Herover igenigen eksempler på, at de ældre ikke er stærkere til dansk end de unge.
Hele fem fejl i sætningen i det første eksempel … meget godt klaret, egentlig.
Det er nok hverken Babelstårnet eller Monets liljerSom den femte fejl regner jeg ‘på’ væggen, idet jeg går ud fra, at konen vil sy et billede til væggen og ikke den – hun er ikke en flue.

Der var også link til en kunstquiz en dag – man skulle virkelig være enten meget ubegavet eller verdens største ignorant inden for kunstens verden, hvis man skulle dumpe i den – stort set alle svarene gav sig selv, også selv om man aldrig havde hørt om kunstneren eller det pågældende kunstværk.
For eksempel det viste billede af en siddende kvinde.
Kan det mon være Babelstårnet? Narj.
Kan det være Monets liljer? Næppe …
Da hun heller ikke umiddelbart ser ud til at være en stor skål, gættede jeg på, at det var et billede af Whistlers mor.

Sådan var det næsten hele vejen igennem, og jeg er absolut ikke en, der til enhver tid kan gøre sig positivt bemærket i en kunstquiz, men denne klarede jeg med pomp og pragt.
Det er jeg bare ikke specielt imponeret over. Nogle gange er de quizzer så meget lokkemad for at få læsere ind på websitet, at det skriger til himlen, men jeg kan jo holde mig væk.
Det er så bare det, jeg ikke altid kan.

12. maj 2017

Gamle fotografier og en ny app

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:55
Tags: , ,

Min mors gamle fotoalbum er i min besiddelse. Jeg lovede nemlig i et svagt øjeblik at skanne nogle af billederne, således at vi tre søstre elektronisk kan gemme billederne af vores mor fra hun var omkring 14 år og frem til hun var 23.
NEGN4202Det er lidt pudsigt: Mine morforældre havde ikke mange penge at rutte med, men de havde åbenbart et kamera og var forholdsvis flittige til at forevige familie og venner – eller også har de fået billederne af andre; det ved jeg faktisk ikke noget om, men ikke desto mindre er der en del billeder af mor, hendes søskende og hendes veninder – og en masse, jeg ikke aner hvem er.
Blandt andet er der dette af hende som 19-årig, taget i 1944 … det irriterer mig, at jeg ikke kan finde det, men jeg ved, at jeg et eller andet sted har et billede af mig selv fra 7. klasse, hvor jeg kan se en slående lighed mellem hende og mig. Vi har oven i købet indtaget præcis samme positur.
I mine tidlige voksenår tænkte jeg ikke over den lighed (og kunne heller ikke selv se den), bortset fra, når jeg så en bestemt af mine forældres venner, for han sagde HVER gang han så mig: Hold kæft, hvor du ligner din mor, tøs!
Det sagde han fra jeg var en ganske lille pige og til han døde, da jeg var sidst i trediverne.
Det var på én gang sjovt og lidt trættende at høre på, og jeg kan først nu se, hvor meget ret han havde. Når jeg i dag RMFU2433kigger mig i spejlet, ser jeg min mor, som hun så ud de sidste 20 år inden hun døde. Det er en smule skræmmende, for jeg var i mange år overbevist om, at jeg ikke lignede hende spor, uanset hvad andre sagde om den sag.

Jeg har syltet skannearbejdet længe, fordi jeg på forhånd ved, at det er en meget tidskrævende opgave, og alligevel bliver billederne bare elendige.
imageJohn fandt i dag en app (Photo Scanner for me), som skanner billeder direkte ind på ipadden. Efter at have set en demo, købte jeg den (59 kr.) og har nu skannet nogle af billederne fra det gamle album. De blev faktisk bedre, end vores rigtige skanner nogen sinde har kunnet præstere, så appen kan jeg anbefale, hvis I har gamle fotoalbum, I gerne vil have digitaliseret. Det samme vil jeg sige til mine søstre – så kan de selv få lov at skanne de billeder de måtte ønske.

Det viste sig at være noget nemmere at overføre billederne til min pc, end jeg havde regnet med: Det var bare at forbinde USB-stikket i laderen til iPad og pc og så kopiere direkte via stifinderen.
Det var noget nemmere end at gå via iTunes, som John mente, jeg skulle.
Så hvorfor man skal have en iPad, en Mac og en iPhone for at hele maskinparken “skal kunne tale sammen”, forstår jeg nok ikke helt – androidtelefonens og ipaddens kalendere synkroniserer også fint med hinanden.
Det må være folk med mere avancerede behov end jeg, der ser sådan på det.

11. maj 2017

Jeg lærer det åbenbart aldrig …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:57
Tags:

Hvorfor lærer jeg aldrig at afslutte et arbejde? At være den evige starter er min skæbne, hvis det skal udtrykkes lidt dramatisk. Sådan var det i arbejdslivet, og sådan er det fortsat i pensionistlivet.
Næsten færdigSørens norske sweater har været færdig et stykke tid, og jeg kan bare ikke tage mig sammen til at få ordnet de sidste detaljer. Det tog mig lang til at tage mig sammen til at sy maskestingene til forlængelsen af mønstret midt foran og at strikke den dobbelte halskant. Det tog lang tid at tage mig sammen til at sy og klippe op.
I mandags var jeg forkølet og lidt skidt tilpas, så jeg forskansede mig i syrummet med sweateren og fik syet lynlåsen i. Det lykkedes først i tredje forsøg at gøre det nogenlunde pænt, for selv om jeg havde riet den godt fast, forskubbede symaskinen den i tre maskers højde to gange, inden det lykkedes mig at få en lige overkant! Dammit. Jeg bliver så træt af den slags. Jeg nåede også at få syet halskanten ned på plads og det ene ærme i. Jeg tillægger skylden for det manglende andet ærme på den drilagtige lynlås, men det har resulteret i, at den nu bare ligger der og griner af mig, hver gang jeg kommer ind i syrummet.
I morgen SKAL den gøres færdig, for Søren skal have den på søndag, når han kører med os til Sverige, og inden da skal den naturligvis være færdig og være skyllet op, centrifugeret og tørret, så den kan blive jævn og pæn i strikningen. Han har flere gange spurgt mig, hvad jeg skal have for garnet, og jeg har ikke svaret ham. Det bliver en gave til ham, fordi han altid er så villig til at stille op til både huspasning og til at tage med til Sverige (og i det hele taget bare komme), når John har brug for lidt flere fysiske kræfter end jeg kan præstere.

IMG_5961IMG_5962

Jeg elsker at starte nye arbejder op – sidst var det Inges sjal, der lige kom ind fra sidelinjen og overrulede alle andre projekter. Det var dog så sjovt at strikke (det var for en gangs skyld også hurtigt afsluttet), at jeg nu er gået i gang med et nummer to, som skal være til mig selv. Det er i farverne på første billede. De grå og pink farver er til … bare fordi … hvis jeg nu skulle få lyst til et tredje sjal. Eller måske et til til Inge. Eller måske noget helt andet igen. Man ved aldrig, og nu har jeg lært, at Drops Baby Merino er et lige så fantastisk garn som sandnesgarnet. Og så koster det af en eller anden årsag kun 20 kroner nøglet – på tilbud, ganske vist – men det er et godt stykke under halvdelen af selv tilbudsprisen på sandnesgarnet. Inge får lov at uldsart-teste dropsgarnet næste gang vi ses – hun er den ultimative tester, for kan hun holde garnet ud, kan alle. Siger hun, og det tror jeg på.

10. maj 2017

Så kan vi klare os i et par dage …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:52
Tags: , ,

image

Vejret i dag blev lovet vådt, trist, koldt og kedeligt, så vi besluttede i aftes, at vi ville investere i en endagsbillet til Puttgarden og investere i lidt drikke- og andre varer hos Fleggaard i Burg. Alene prisforskellen på tre rammer af Johns yndlingsøl, den alkoholfrie Nordic, kan betale returbilletten et par gange – den man kan nemlig få for 99 kroner, hvis man kan nå at checke ind til hjemturen højst fire timer senere end udturs-checkind. Så det kunne vi godt. Benzinen er også betalt inden for de tre rammer øl … og der blev købt en anelse mere end tre rammer Nordic …

Kender I vinen her? Det gjorde jeg først for nylig, da en nabo forærede mig en flaske som tak for en tjeneste.
Den er aldeles fortræffelig, og jeg gættede på, at den var købt i Meny. Det kan jeg naturligvis ikke vide om den var, men de har den, og når den er på tilbud, koster den en halvtredser – og man får virkelig meget for de penge, synes jeg.
Vi havde ellers vognen pænt fyldt, da jeg opdagede den i butikken. Til 186 kroner for seks flasker! Det kan da nok lige være, jeg fik skaffet plads til to kasser af denne dejlige vin.

Vi havde også lovet at have tre rammer øl med til Sverige som delvis betaling i naturalier for udgravningen i forbindelse med undersøgelsen af vores trekammerbrønd. Det med at få betaling i stärköl gør de en del i, de svenskere, og både de blågule og de rødhvide er glade for den ‘ordning’.
Men det er altså IKKE alkoholfri Nordic, man skal købe til svenskerne! Det blev giraføl denne gang – det ved vi er et hit.
Maskinvaskemidler køber jeg også altid i Tyskland. Og deodoranter. Sæbe. Barberblade. Alt i alt svinger de ting, vi gerne køber dernede, mellem at koste 1/3 og 2/3 af det, vi giver for dem i de danske supermarkeder, så det kan helt klart betale sig at ofre både brændstoffet og billetten på sagen.

Det tog laaaang tid gennem grænsekontrollen i Rødby, hvilket skyldtes en russer, som blev undersøgt meget, meget, MEGET grundigt. Vi sad og blev lige så grundigt irriterede over, at de ikke kunne finde ud af at få verfet ham ind til siden, så vi andre kunne komme videre. Det gjorde de også langt om længe – men først da narkohundene ankom …

Dem, der har ondt af, at der eksisterer noget, der hedder grænsehandel, kan godt få ondt nu af mit indlæg, men så længe det er en mulighed, har jeg tænkt mig at benytte mig af det.

Vi nåede lige at runde Burg, hvor jeg på torvet fik erhvervet mig en stor portion hvide asparges. Manden var ved at pakke sammen, da jeg kom, så han fyldte bare posen uden at veje varen, hvorved jeg fik et helt kilo for bare €5 … det gad jeg ikke brokke mig over …

9. maj 2017

Endelig er drivhuset tilplantet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:45
Tags: , ,

Da vi i formiddags var på vej til Gartneri Toftegård, spurgte en radiovært: Hvor bliver den sommer dog af?
Jeg vil mene, at han er en anelse utålmodig, for mig bekendt er vi kun ni dage inde i den sidste forårsmåned, så at forlange sommer allerede nu er måske at kræve lidt for meget, selv om vi selvfølgelig før har oplevet sommerlignende tilstande i maj.
Jeg forstår ham dog godt. Lidt. Jeg behøver ikke sommer, men lidt varmere end det er for tiden, og så sent som dette har mit drivhus ikke været tilplantet i min nu fem år gamle erfaring. Måske er det oven i købet for tidligt selv nu, men jeg vil se det værende godt i gang, inden vi tager til Irland om 14 dage, så jeg satser og krydser fingre.

Cherry- og blommetomater in speChili 'Ungarsk lang'

Tre chilier, en agurk, to tomater og krydderurten over alle krydderurter, nemlig basilikum, er sat inde i drivhuset.
BjørnerodChilierne er Ungarsk lang, Toftegårds citronchili og Vicentes sweet habanero – med styrkerne hhv. 3, 7 og 2. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke gider de stærke mere, bortset fra citronchilien, som er smukt gul og meget velsmagende, hvis man bruger den med omtanke. Hvis de er ‘vindstyrke 12’, som Chili-Klaus kalder dem, er de næsten umulige for mig at styre i maden, og hvis der står flammer ud af munden på os efter første mundfuld, synes vi ikke, det er særlig sjovt. Jeg har haft en engang, der bare skulle dyppes 10 sekunder i gryden, og så var retten alligevel tæt på at blive for stærk – og vi er ellers ikke sarte!
Styrke 7 er faktisk meget stærk, og de har helt op til 14! Jeg smagte engang på en chololade-habanero på styrke 10 – kun omkring 1½ mm2 af frugten, men jeg fik en helt klar fornemmelse for, hvordan det må brænde, når Chili-Klaus lokker vindstyrke 12’ere – hele og med kerner – i stakkels, intetanende folk.

Udenfor er der sat en squash – det gik jo ikke særlig godt at have den inde i drivhuset sidste år, så nu prøver jeg at sætte en ude i stedet for.
Udenfor er også sat en citron-vintersar, som, udover at skulle være meget vinterhårdfør, også er yderst velduftende hele sommeren igennem.
Og se venligst til højre, Ditte: Tadahhh – en bjørnerod! Jeg så den første gang sidste år sammen med jer, og nu havde de tre (ja, kun tre?) planter hos Toftegård, så der kom en med hjem. De har muligvis haft mange flere – jeg er jo sent på den i forhold til, at de åbnede den 7. april, men det har jo været frostvejr lige siden. Næsten …
Bjørnerod er en fin plante med spinkle, lysegrønne blade og åbenbart en meget anvendelig krydderurt … nogle kalder den for en staude, andre siger den hører under krydderurterne. Ét sted så jeg bladene beskrevet som ‘bregnelignende’. Her er jeg lodret uenig – vedkommende kan da aldrig have set hverken bregner eller asparges.

8. maj 2017

Lokale rekorder … regionale, måske?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:29
Tags: ,

P1030103Ude i mit krydderurtebed kom der i år en påskelilje op, som ikke var der sidste år. Det er ikke en jeg har sat, og eftersom jeg etablerede bedet for to år siden, har den været længe om at arbejde sig helt op over jordoverfladen, men den skulle også igennem 30-40 cm jord, inden den kunne se lyset.
Til gengæld kunne den slet ikke stoppe igen, da den først kom i gang med at vokse – indtil videre har den en højde på 70 centimeter, men jeg formoder den er færdig med at vokse nu.
Hvor høje bliver påskeliljer normalt? Jeg har nogle, der er pænt høje, men de nåede dog ikke over en halv meter, så jeg synes 70 cm virker som meget.
Når jeg googler lidt rundt, angives de højeste som værende op til 45 cm, så mon jeg er i besiddelse af en rekord?
Den må føle sig meget ensom der, midt imellem timian og purløg, og da den ingen umiddelbare konkurrenter har, undrer det mig, at den insisterer på at vokse så voldsomt, men der er mange måder at hævde sig selv på.

En af dem er at købe nogle enorme løver og sætte i sin indkørsel til et ganske almindeligt parcelhus.

P1030104Lungholm Lolland (2)

Jeg beklager, kære tætpå-bo, men det her synes vi nok er overkill i middelsvær grad – vores gæster ankommer grinende og spørger hvad pokker vi har gang i her ved fjorden. Jeg tror, det må være region Sjællands største løver.
John og jeg fralægger os ethvert ansvar og griner selv med. Selv løverne på Lungholm gods er kun halv størrelse af disse her … vi ved ikke helt, hvad der har stukket parret, for vi har ikke noget med dem at gøre, så vi kan ikke spørge dem. Ingen har noget med dem at gøre; de har boet der i et års tid, men vil ikke hilse på nogen. Hvis vi vinker til dem, kigger de væk eller ned i jorden, og det gælder ikke bare os, har vi erfaret.

I går kom der fem ryttere forbi. De to forreste heste gik forbi løverne uden at tage notits af dem, men de tre andre nægtede pure at passere dem.
Det så altså skægt ud – de prustede og stampede og gjorde i det hele taget alt, hvad nervøse eller bange heste gør. Det tog hele fem minutter at overbevise hestene om, at løverne ikke ville angribe. De var konsekvente, rytterne: Hestene ville helst over på den anden side af vejen, men det fik de ikke lov til; de blev tvunget til at gå lige forbi løverne, hvilket nok var en klog rytterstrategi, også selv om det tog en rum tid at overbevise dem.
Hvordan pokker ved danske heste, at løver er noget, man skal være bange for? Og så denne slags løver, der trods alt ikke lugter af rovdyr?

7. maj 2017

Sommerens topmodel

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:30
Tags: ,

Gårsdagens besøg af Inge og Hasse havde to formål: Det ene var naturligvis bare at være sammen, for det var ved at være længe siden, og det andet var at overdrage sjalet Find Your Fade, som hun i marts spurgte om jeg ville strikke til hende.
Jeg var selvfølgelig lidt spændt på, om både den asymmetriske facon og de valgte farver levede op til forventningerne – selv om det var et sjal, hun selv havde fundet mønster og garn til, kan virkeligheden undertiden godt vise sig at være anderledes end forestillingerne. Det var de for mig … jeg ved såmænd ikke engang helt, hvad det var jeg havde forestillet mig, men lidt anderledes var det, og det var ikke fordi jeg ikke brød mig om det.
Det var dog ganske som Inge havde forestillet sig det, og hun var vild med det. Dejligt, når ens arbejde ikke munder ud i en skuffelse. Sjalet hang på hende resten af dagen, mens vi var ude. Jeg fik fruen til at agere model ude i haven, og da vi kørte en tur, foreslog hun at blive fotograferet i en rapsmark, fordi hun forestillede sig en god effekt med den gule baggrund – jeg synes faktisk, det hele druknede lidt for meget i gult, men prøves af skulle det da.

Find your fade (1)Find your fade (2)

Find your fade (3)Find your fade (4)

Jeg overvejer at strikke et til mig selv i kun to eller højst tre farver … nok blå eller blålige … Inge overvejer et til i måske pink eller lyserøde farver. Vi er begge gået i tænkeboks …
Sjalet var så sjovt at strikke, at jeg ikke har spor imod at strikke to mere. Sandnes Tynn merinoull var også noget fantastisk garn at strikke af, men det er bestemt heller ikke billigt, hvilket dog er i orden, når man kan både se og mærke den gode kvalitet. Desuden er det totalt kradsefrit, så selv den allermest uldsarte kan tåle at have det ind mod halsen. Inge påstod i hvert fald, at når hun kan holde det ud, må alle kunne holde det ud.

6. maj 2017

Han VIL have et billede af den rørhøg!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:28
Tags: ,

Mens vi sad og drak morgenkaffen/morgenteen, havde rørhøgen vældig travlt ude over sivene og over fjorden. Den fløj undertiden så tæt på os, at dens fjerdragt sås helt tydeligt.
Så snart vi havde spist, gik John ud og satte hele udstyret op, med stativ, monsterlinse und alles.
Men kom der nogen rørhøg? Nix. Og har der været en siden? Nope. I hvert fald ikke, når vi har kigget ud.
Men det har vi naturligvis heller ikke gjort hele tiden, for vi har haft lidt travt.
Om lidt kommer Inge og Hasse nemlig, men nu er maden lavet og kagen bagt, så vi har tid til at koncentrere os om at have gæster.
Og mon ikke fru Sandvad skal op og se, om hun kan få en rørhøg indfanget på kameralinsen?

P1060744

Det fantastiske vejr, de ellers havde lovet os netop i dag, har glemt at indfinde sig, men solen er dog så småt begyndt at titte lidt frem, og bedst af alt: Den evindelige og kraftige blæst har lagt sig næsten helt – der er kun en svag brise tilbage, så nu kan man holde ud at være udendørs.
Den spadebeholdende mand med den strandede båd kunne først hente den tilbage på dens plads i går, fordi det har blæst så meget de sidste fem-seks dage. John havde drillet ham lidt med, at han ikke havde fortøjet den ordentligt, siden den var taget på springtur, men manden sagde, at det havde været så meget højvande, og kombineret med de høje bølger forårsaget af blæsevejret, var rebet gået op over fortøjningspælen.
Godt vi valgte at have vores lille båd liggende i Præstø havn.

5. maj 2017

Jeg havde håbet, vi kunne blive gamle sammen …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:53
Tags:

Min gamle – meget gamle – iPad har lige fået en afløser, og bestemt ikke med min gode vilje, men udviklingen har overhalet både den og mig.
Det var en iPad 2 fra 2011, og jeg har haft den siden 2012 – arvede den fra John, da han gerne ville have iPad 3.
Så længe det bare er elektronikken han skifter ud med nyere modeller, så er det i orden med mig. Jeg tror nu heller ikke, han har sådanne tanker om sin kone. Det ville da også være fjollet af ham at skifte mig ud med to på 32 – det kan han slet ikke leve op til …
Seks år er nok nogenlunde i den størrelsesorden, man kan forlange af den slags elektronikdimser. Jeg tror ikke på det med indbygget forældelse; det må være vandrehistorier. Min printer er fx fra 2003, og den lever i bedste velgående. Og jo, det er en farveprinter …
Problemet med ipadden var, at jeg ikke engang kunne opdatere styresystemet til det, som de fleste apps kræver nu. Vi er nået op på OS 10.3; de fleste apps kræver 8.0 eller mere, og min kunne ikke opdateres til mere end 7.5.

P1000858

Billedet er fra 2012, hvor iPad stadig var noget forholdsvis nyt for os – og ideelt til to små trætte børnebørn. Åhhh, disse minder … var de ikke søde?

Min nye iPad er mindre og tyndere, men har samme skærmstørrelse som den gamle, hvilket var et krav, da jeg bruger den meget til mine elektroniske puslespil, og det gider jeg ikke på en lille skærm, lige som jeg heller ikke gider læse mine ebøger på en mindre skærm.
Det var puslespillene, der bevirkede min kapitulation, fordi appen for nogen tid siden begyndte at crashe under åbning. 20 sekunder – og bang, væk igen uden at åbne. Den egentlige start kunne veksle mellem det 2. og det 21. forsøg, og da det tog 20 sekunder hver gang, inden den crashede (har vi et ord på dansk for, at et program crasher? Det er, til min overraskelse, optaget i den danske ordbog allerede i 1990), var det virkelig noget, der kunne få mig til at koge.
Jeg prøvede nogle gange at slukke helt og tænde igen. Sommetider hjalp det, sommetider ikke. De sidste to morgener var der slet intet at gøre – efter forsøg nr. 22 overgav jeg mig og stod hos Elgiganten i Næstved, da de åbnede.
For 300 kroner overførte de alt fra min gamle iPad til den nye – filer, billeder, noter, apps … det klarede de på fem minutter, og når jeg tænker på, hvor lang tid det ville tage mig selv at geninstallere alle mine apps, synes jeg de penge var givet godt ud.
Alt er opdateret, og den fungerer fint. Nu har jeg to fungerende ipadder – underligt nok var det kun puslespillene, der ikke duede mere; alt andet fungerede fejlfrit. Desværre, vil jeg sige, for det blev en dyr puslespilsapp, men jeg vil altså ikke undvære den – det er mit bedste slap-af-middel og en god sovepille – der godt nok er lige så vanedannende som de kemiske af slagsen, men en hel del sundere.

3. maj 2017

I miss my spades in spades

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:56
Tags: ,

Og hvad betyder så det?
Det betyder, at jeg i høj grad savner min spade.
Det gør jeg naturligvis ikke … jeg vil bestemt gerne have den tilbage, ja, men ligefrem i høj grad eller til overflod er måske en kende overdrevet; jeg syntes bare, at idiomet in spades passede til netop denne lejlighed. Det er et af den slags idiomer, man ikke umiddelbart kan gætte betydningen af, men nu har I fået det forærende i dagens anledning, og som jeg har skrevet om før, er det superblæret at kunne strø om sig med den slags talemåder på et fremmedsprog, idet det antyder, at man behersker sproget temmelig godt.
Og når jeg nu alligevel ikke kunne komme ud og grave, gravede jeg strikketøjet frem, hvilket jeg kunne uden en spade, og satte YouTube til at lære mig lidt om forskellige engelske accenter. Den unge dame her har ganske godt styr på dem – jeg elsker at høre på den slags, for det er nemlig også blæret, som ikke-englænder, at kunne høre hvorfra på de britiske øer folk kommer.

Gæslinger i flok

RørhøgenGæssene flyver ikke meget for tiden. De er heller ikke ret meget ude på vandet, for det blæser stadig ret meget, og bølgerne er stadig relativt store, den lille Præstøfjord taget i betragtning. I stedet går de i flokke rundt på græsset nede ved vandet og lader deres små gæslinger spise sig store og stærke, mens alle de voksne er på skarpt udkig for eventuelle fjender. Det ser ud, som om dem i midten af billedet har fået færten af en fare, og det kan også sagtens være, for vi har fået en rørhøg (eller måske to? Der bliver i hvert fald bygget rede) i rørene kun 100 meter fra og lige over for vores hus. Jeg ved faktisk ikke, om det er godt eller skidt, at en rørhøg flytter ind – det er da spændende og den er forholdsvis sjælden her i området, men skræmmer den andre væk? Forhåbentlig ikke …
Det elendige billede til højre er foreløbig det eneste vi har fået i kassen. Vi ser den tit, men den står ikke stille ret længe ad gangen. Her kommer nogle små stæreflokke om efteråret, så senere på året kan vi måske ligefrem få de flotte formationer at se, hvis rørhøgen begynder at jagte stærene.

Og nu har jeg fået min spade! Manden har – efter en telefonisk rykker – lige været og afleveret den. Det må du undskylde, men din mand sagde, at du ikke skulle bruge den lige med det samme, så jeg troede ikke, det hastede.
(Okay, okay, men … ikke lige med det samme skulle tages for pålydende – han mente ikke det varer længe, inden hun skal bruge den.)
Jeg skruede dog det høflige smil på, for han stod der 10 minutter efter, John havde ringet til ham: Har du ikke en spade stående? Min kone savner den!

2. maj 2017

En mindre stranding i Præstøfjorden

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags:

I går morges noterede John sig, at der lå en båd umiddelbart over for vores hus; et sted, folk normalt ikke lægger deres både. Han mente at kunne genkende den som en, der normalt ligger ovre ved Kystens Perle, så den må have revet sig løs i blæsevejret.
Han gik over til Torben, som har styr på, hvem der har både liggende; det var ganske rigtigt en, han kendte, og som han ville ringe til med det samme. En halv time efter stod der en herre og baksede med at lænse båden og få den op på land, hvilket er svært lige der pga. en lille sand-/jordvold.
Motoren bar han som det første ind i sikkerhed.

Stranding i fjorden (1)P1030060

Han bøvlede så længe, at John fik ondt af ham og gik ned for at hjælpe; medbringende en spade og et lille spiltov (spaden til at stikke ned og holde tovet). De aste og maste. Manden havde waders på og gik ud i vandet for at prøve at løfte båden over forhindringen, mens John trak i tovet, men båden fyldtes med vand lige så hurtigt, de kunne lænse det, da den nu lå ret skråt, så de kæmpede forgæves. Oppe fra huset, hvor jeg stod og fulgte aktionen, kunne jeg ikke fornemme, hvorfor to granvoksne mandfolk ikke kunne løfte sådan en pjalt båd, men det kunne de altså ikke.

P1030073P1030076

Så de opgav. Ship abandoned …
Efter yderligere en times tid vendte manden tilbage med en, der skulle hjælpe ham med endnu et forsøg.
Den korte udgave er, at det hjalp heller ikke, så efter en times baksen i blæsevejret kørte de igen. Med vores spade!
I løbet af natten lagde vinden sig lidt, og da John stod op i morges, var han der igen og kunne nu få båden op på land, fordi den ikke hele tiden blev fyldt med vand. Han kørte igen. Stadig uden at aflevere vores spade!

P1030086

Nu har båden ligget hele dagen oppe på land – jeg tror ikke han forsøger at få den på plads før vinden har lagt sig, og det blæser igen på fuld styrke – næsten helt vesterhavsagtigt – men der har ikke været en ældre herre for at aflevere og sige tak for lån af vores spade. Jeg er vildt irriteret over det, og selv om John længe forsøgte sig med sit Tag det nu roligt, må han efterhånden indrømme, at også han synes, det er underligt. Vi kan jo så let som ingenting, via Torben, finde ud af hvem han er, så hvorfor pokker afleverer han den ikke bare? Han er kørt lige forbi vores hus tre gange med den i bilen.
Optimisten i mig siger, at han nok først kommer, når han har købt en god øl som tak for den time, John stod og frøs i den hårde blæst for at hjælpe ham i land med den båd.
Pessimisten i John siger, at spaden nok er blevet ødelagt, så han skal ud og købe en ny til os.
Hvis ikke manden kommer med den i morgen, går jeg ned til Torben og får hans telefonnummer. Jeg skal bruge den spade, skal jeg!

1. maj 2017

Fanget i et meget privat øjeblik

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:59
Tags: ,

Det er ikke mig, der er fanget i et meget privat øjeblik, men nogle æg.
Skidne æg lyder i forvejen ikke særlig godt eller appetitligt, men dette er en tand værre – ikke lige noget, jeg har lyst til at indtage:

Taget i et uheldigt øjeblik

Ovenstående er fra Alletiders Kogebog, som for flere år siden lagde ud med at kalde sig for Alletider’s Kogebog, så lidt har de da lært …
Senere så jeg på FB følgende lille takketale fra en “Der er født i 50’erne” (så det er skam ikke kun de unge, der ikke har styr på sproget – der er skræmmende mange af dem i grupper, der består af folk på min alder eller ældre):

Tak for ... hvad

Og så har jeg fået et nyt ord forærende via en FB-sproggruppe: Trepverter.
Jeg kan ikke meget på jiddish, faktisk ingenting, men nu kan jeg altså ét ord; et ord, hvis betydning vi nok alle kender og/eller er blevet ramt af, for hvem kender ikke den yderst irriterende oplevelse af at komme på det ideelleste, rigtigste, bedste, morsommeste, mest lammende, rammende svar … mindst 10 sekunder for sent?
Lad os arbejde aktivt på at få ordet indført i ordbogen – det kunne være rart med en afveksling til alle de engelske ord, som bliver optaget.
Jeg vil formode, det skal udtales trepferter, eftersom jiddish er af germansk familie.

Trepverter

Jeg kan, som et kuriosum, nævne et eksempel på, at jeg ikke stod tilbage med en trepverter, men derimod fik efterladt forskningsafdelingens frækkeste fyr mundlam længe nok til, at han måske stod med en trepverter.
Jeg havde Charlotte på dengang 14 år med på arbejde, dels fordi vi skulle noget bagefter, og dels fordi hun godt kunne lide at se, hvad der foregik i den virkelige verden uden for skolen.
Henrik kom ind i rummet, kiggede på Charlotte, på mig og på Charlotte igen og spurgte: Hvordan i alverden har du båret dig ad med at få så smuk en datter???
Jeg svarede: Jeg gjorde hvad din kone tilsyneladende ikke har gjort – nemlig udvalgte faderen med omhu!

30. april 2017

Fortsættelse af skvalderkål-føljetonen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

Efter antallet af kommentarer på gårsdagens indlæg at dømme, står jeg ikke alene med at synes, at skvalderkål er noget fanden har skabt på en dag, han var i dårligt humør. I princippet har alt vel en højere mening og må formodes at indgå i naturens store kredsløb på en hensigtsmæssig måde, men skvalderkål, hvepse og dræbersnegle er tre af de ting, jeg har meget svært ved at se meningen med. Og jeg er ikke lydhør, selv om en eller flere af jer skulle finde på at belære mig om, hvordan det eventuelt måtte hænge sammen …

P1060720P1060723

Rosenbedet, som serverer mange, mange blomster i form af vintergækker, erantis, krokus, påskeliljer, tazetter, tulipaner og agapanthus, inden roserne selv kommer rigtigt i gang, har jeg nu indset er en evig kamp for at holde skvalderkålen på et acceptabelt niveau. Alle de ellers så gode forslag i går kan ikke bruges her, netop pga. alle blomsterne, som jeg stornyder, efterhånden som de kommer. De må ikke forsvinde i en drastisk antiskvalderkålkampagne.
Så er det trods alt nemmere med det, jeg kastede mig over i dag, selv om det er lidt hårdt ved ryggen og for armmusklerne at ruske det tætte net af rødder fri for jord. Til venstre herover ses det tætte, grønne dække, men det er ned med greben og så ellers få alle rødderne op. Den metode har jeg brugt med held flere steder i haven, og det er særdeles effektivt. De få blade, der dukker frem senere, er nemme at nippe af. Jeg luger aldrig i områder, hvor der er skvalderkål, for man skærer bare rødderne over og formerer dermed planterne i stedet for at udrydde dem. Temmelig uhensigtsmæssigt … 

P1060724

Her har kun vokset skvalderkål og matrem siden vi flyttede ind, men nu er dette nyetablerede bed så nogenlunde klar til beplantning. De sidste sten på lageret blev brugt til kant.
Bagerst har jeg sat en Lavatera Barnsley (mamelukærmebusk), som jeg synes er så smuk. Desværre har jeg, uden at vide det i købsøjeblikket, købt den sarteste af varianterne, så det er lidt spændende, om den kan overleve en vinter. Den skal i hvert fald nok nurses lidt om, hvis det bliver hård frost. 
Hvad der ellers skal i her, skal jeg til at google rundt og undersøge lige om lidt. Skal det være et farveorgie? Nok ikke. Skal der flere forskellige, men i samme farvetoner? Eller skal der 10-12 ens stauder i? Eventuelt af en god skæreplante? 


Til slut en skøn bemærkning fra en af mine facebookvenner, som ofte har en god kommentar:
Nyhed: Verdens ældste person er død.
Christians kommentar: Hmmm … er det ikke noget, der jævnligt vil forekomme?

29. april 2017

Til (den evige) kamp mod skvalderkålen!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:06
Tags:

Som så mange i blogland har været inde på, har de seneste meget kolde 14 dage haft én fordel: Det meste er sat i stampe og forårets blomster har haft en usædvanlig lang sæson. Da vi tog afsted, nævnte jeg for John, at det var en smule ærgeligt, at alt, både tulipanerne og alle påskeliljerne ville være væk, når vi kom hjem igen, men det var så ikke tilfældet – nogle få tulipaner blomster, men de er ikke engang kommet alle sammen endnu, og jeg kan ikke mindes, at jeg før har oplevet påskeliljer blomstre så længe.
Det eneste, der på ingen måde har stået i stampe, er skvalderkålen. Den har vokset sig stor og stærk, mens vi var væk, og jeg er altså ikke helt enig med dem, der hævder, at det er et nydeligt bunddække. Den bliver gladeligt 3/4 meter høj, hvis den har gode forhold, og det har den ved alle de gamle roser. På grund af samme gamle roser har jeg ingen mulighed for at komme de forbistrede skvalderkål ordentligt til livs. Jeg gik endda så vidt, at jeg, stærkt imod mine principper, købte round-up i geleform. Det skal man give den uønskede plante en ganske lille smule af på et blad, så skulle giften trænge ned og ødelægge roden uden af forurene noget andet; i dette tilfælde mine fine roser.
Det hjælp ikke en døjt. Jeg gav det to chancer, for jeg kunne jo lige så godt få det brugt, nu jeg havde købt det, men det er ikke de mange penge værd.
Der skete bare det, at skvalderkålen så lidt brunlig og mistrøstig ud i nogle uger for så at tage fat igen med fornyet styrke.
Hvordan jeg skal få bugt med dem, når de står i rosenbed, aner jeg ganske enkelt ikke. I princippet er der kun at gøre at grave alt op, men det vil jeg simpelthen ikke byde de gamle roser – jeg er sikker på, at de ikke vil overleve sådan en behandling.
Man kan, når man er medlem af Haveselskabet, få en havekonsulent ud i 1½ time for 1800 kroner. Jeg kunne godt blive fristet … jeg vil ikke ofre en mindre formue på at få lagt hverken en hel eller en halv haveplan, men at gå rundt og snakke om en masse ting, få en masse ideer og forslag og formentlig også få en masse gode råd med på vejen, lyder som en god investering.

P1010342

IMG_5747

For at finde et billede, der kunne illustrere hvad det er, jeg helst ikke vil ødelægge, sad jeg og kiggede på de første billeder vi tog i forbindelse med overtagelsen af Den Stråtækte … jeg var faktisk selv lidt overrasket over, hvor meget her er sket, selv om jeg naturligvis godt er klar over det.
Og overse venligst, at det var noget sludder at sige …
Men ville det ikke også være synd at gøre noget, der ville kunne skade de skønne roser? Det ligner ikke så meget mere den jungle, vi overtog i august 2014 – og alligevel kan jeg hele tiden finde på noget nyt at plante, lave om eller flytte rundt på, men det er en del af det at have en have.

28. april 2017

Ude er vådt, men hjemme er blæst

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:06
Tags: , ,

Dagens overskrift er en lettere omskrivning af den gamle talemåde Ude er godt, men hjemme er bedst. Det passer også omvendt, for der er så sandelig også vådt herhjemme. Og ‘ude’ var der både vådt og blæst til sidst …
Nå. Det vender nu. Er det ikke bare en aftale? Det der forfærdelige vejr, vi havde i går på den sidste feriedag, lagde sig til aften, og vi sluttede af med feriens smukkeste solnedgang. I morges var det fint vejr, men koldt, kun 8°. I går var vi ikke uden for en dør – før altså ved solnedgangstide.

P1060715

En af de flere grunde til, jeg valgte et hus på sydvestkysten var de forventede smukke solnedgange. Billederne af huset afslørede desværre ikke, at der stod nogle meget høje fyrretræer i vejen for det meste af det smukke syn, og vi kunne ikke lige få nogen til at fælde dem for os.

P1060700

Jeg elsker det bløde aftenlys, og denne udsigt vil jeg savne.

Nu er ferien slut; vi er hjemme igen og forude venter en masse havearbejde (håber jeg!), for allerede om tre uger går turen til Irland og selvfølgelig også til familien derovre, nu vi alligevel er på de britiske øer. Så har jeg heller ikke set dem siden sidst i februar, hvilket er meget længe siden.
På de tre uger skulle alt det frøformerede gerne være plantet ud og være veletableret, og drivhuset være kommet godt i gang, men så længe vi har alt det nattefrost, er jeg vist nødt til at styre mig.
Charlotte havde drevet dahliaer frem i sit drivhus. De har – indtil nu – haft en fantastisk april derovre … jeg viste et billede af, hvor ungerne rendte rundt i badetøj.
I nat kom der hård frost – alt var hvidt, og de små drivhusdahliaer var særdeles splattede at se på. Hendes blåregn, som aldrig har været så flot før, døde en brat død – dens blomster gjorde i hvert fald. Sådan noget er simpelthen bare tudeærgerligt.
Det SKAL blive rigtigt forår nu. Med venlige temperaturer. Basta.

27. april 2017

En efterårsdag i april – på Mallorca

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:03
Tags: , ,

Hvis dette vejr havde vist sig på vores første feriedag, var jeg nok blevet en anelse bekymret. Nu er det i stedet vores sidste dag, og jeg hygger mig bare – jeg har altid elsket uvejr … ikke den evindelige, silende regn, men rigtigt rusk og riv og høje bølger, hvilket vi har til overflod i dag. Vi vågnede i morges ved, at det blæste så meget, at det ruskede i hele huset, og havde vi ikke vidst, at det allerede må have ligget her i adskillige år, kunne man måske blive utryg, men det var der ingen grund til. Og havde det været for mange år tilbage, var vi nok bare blevet liggende tæt sammenslynget under dynen og havde ladet dårligt vejr være dårligt vejr, lige så meget det lystede. I stedet stod vi pænt og ærbart op, tændte for elradiatorerne, lavede en kande kaffe og nøjedes med at mindes andre og yngre tider.

P1060692

Her kan vi se gennem vinduerne – det kunne vi ikke fem minutter senere. Vi kunne knap se havet, fordi det regnede så meget.
Egentlig burde vi køre en tur – der kan næppe være så mange cyklister cykelryttere ude i dag – på den anden side kan vi kun komme i tanke om drypstenshuler til sådan et vejr, og det er der sikkert en million andre, der også har tænkt, så vi springer over. Dragegrotterne advares vi imod af samtlige guidebøger, fordi de er så overrendte. De er smukke nok, men alt for besøgt, så vi valgte sådan set lige fra starten at droppe dem.

P1060697

Der er virkelig piv i den! Mallorcinerne har tydeligevis ikke ofte sådan et vejr, for det suser ind gennem vinduernes ene lag glas, så vi er trukket lidt ind i stuen. Godt, at elradiatorerne virker fint … dem er her heldigvis rigeligt af. Jeg tror det er heldigt for os, at huslejen er alt inklusive mht. vand, strøm og rengøring, for det er lige før, vi kan bruge elmåleren som vinkelsliber i dag.

P1060698

Det er også sådan en dag, jeg er ret glad for, at vi ikke er bundet til et hotelværelse! Men okay – så var vi nok næsten tvunget til at blive i sengen …
Det her er altså helt vildt – så vildt, at det er sjovt at have fået det med også, men som sagt fint, at det er på sidste og ikke første dag.
Ikke mindst fordi, alle de tykke stolehynder er blevet så pladdervåde, at de nok vil være en rum tid om at tørre. Vi satte ellers alle stole helt ind langs væggen på den overdækkede terrasse i den tro, at her ville intet ondt kunne ramme dem, men det var ikke nok; regnen kan finde rundt over alt i dag.

26. april 2017

Så er det gode vejr vist slut for denne gang – men det er vores ferie snart også

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:25
Tags: ,

Turen i dag gik bl.a. til en by, Artà, hvor vi gik en tur i byens gader og op til kirken, hvorfra man kunne se nærmest hele byen, som var lige efter mit hjerte: Stort set alle gadetræerne i bymidten havde strikket tøj på, alt sammen holdt i de samme farvetoner.

P1060668P1060669P1060684

Fruen i Midten fik lige sat på plads for os, hvad forskellen er på cykelryttere og cyklister. Mest af alt vist nok selvopfattelsen, kunne jeg forstå, men det er åbenbart det at have det rigtige grej, der gør en til en cykelrytter. Så ved vi det … ret mange af dem, vi har set på turen her, er ikke cykelryttere (i mine øjne); fx når vi ser en flok halvgamle, halvbuttede engelske housewives på tur med deres lige så halvgamle, halvbuttede husbands.
Jeg har altid smilet lidt over folk, der tror, at det rigtige værktøj er nok til, at man kan udføre et givent arbejde professionelt, men sådan skal jeg nok ikke tænke … det gør jeg dog alligevel, for vi har nemlig en i den nære vennekreds, der køber det dyreste, dyre værktøj, men han kan knap slå en pind i en l… uden at ødelægge begge dele! Nå, det var en sidebemærkning, som naturligvis intet har med cykelryttere at gøre …

Arta set fra oven

P1060671P1060673

Smalle gader og brede lastbiler – det var en trepunktsdrejning for overhovedet at komme ind i gaden, for den han kom fra, var næsten lige så smal.

P1060682P1060683

Nogle har bare nogle sjove ideer – herover krydderurteudvalget, henholdsvis pastarepertoiret i en lille hul i muren-takeaway. Enkelt, men sødt.

Endelig fandt jeg en gave til Anna, men ikke til Aubie – hvorfor er drenge altid så vanskelige? Ham må vi købe noget til i Danmark – jeg tror han hellere vil have noget godt fra DK frem for noget fra Mallorca, bare fordi …
Anna får et halssmykke med en perle, hun selv skal pille ud af den musling, hvori fremmedlegemet er blevet isat. Det er muligt, at jeg er blevet taget ved næsen, men de laver jo masser af perler på Mallorca, og i forretningen påstod han hårdnakket, at der var en perle i, som var stor nok til at kunne lægges ind i (og ikke falde ud af) det lille delfinbur, der hører med. Uanset hvad, er det et okay lille delfin-sølvsmykke – med eller uden perle.

P1060690P1060691

Vejret i dag har været mest skyet, men varmt, 22 grader. Helt perfekt til John og mig, men i morgen lover de regn og bare 10-12 grader. Det er jo næsten lige som hjemme, men i morgen er også sidste dag hernede, så alt i alt mener jeg stadig, at den ferie har været perfekt timet, hvad vejret angår. Som det ses herunder, er skyerne begyndt at trække sig sammen – bjergene er blevet lidt lavere, og det blæser op nu.

P1060689

25. april 2017

Både wow- og cyklistfaktoren er pænt høj visse steder

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: ,

Med fare for at gentage mig selv: Her er SÅ smukt. Her er SÅ blåt og klart vand. Her er SÅ mange cyklister. Og der var EN bilist, som ikke skulle have lov til at sidde bag et rat. Hun kørte skam ikke hasarderet, nejnej, men hun fik stort set alle andre til at dytte som gale og se rødt og overhale temmelig hasarderet, fordi hun ikke engang turde overhale cyklisterne OP ad bakke, selv når der var frit udsyn og plads nok.
Strækningen ned til Port de sa Calobra, der tog 20 minutter uden på nogen måde at køre uforsigtigt, tog 50 minutter tilbage igen pga. denne Mallorcas dårligste og mest usikre bilist. Selv Danmarks/Mallorcas tålmodigste bilist (John) sukkede enormt dybt en del gange. Man kan ikke køre hurtigt på veje som denne, men man kan godt køre mere end 10 km/timen!

P1060642

P1060607

Men holddaop, hvor er her flot. Billeder er vist bedre end ord her. Vi ankom til Port de sa Calobra, før alle cyklisterne, turbådene og turistbusserne nåede hertil. Mens vi spiste en tidlig frokost, hvor vi havde restauranten næsten for os selv, myldrede det ind til stedet med så mange mennesker – heeelt vildt mange mennesker – at vi får en særlig slags klaustrofobi, så vi skyndte os at forlade det igen for at sætte kursen mod Cap Formentor.

P1060622

P1060629

P1060630

Herunder er vi på vej ud til Cap Formentor, som er Mallorcas nordøstligste spids. Gylp, for en vej, der var både dertil og ud til den sydlige del af spidsen af Pollenca-bugten. Jeg har sikkert også engang troet, som de fleste andre unge, at jeg var udødelig, men det tror jeg ikke mere … jeg er meget, meget glad for, at jeg har så dygtig en chauffør ved min side; jeg havde helt ondt i maven, da turen var overstået. Især da vi skulle møde en bus – John kan ikke have været mere end to millimeter fra kanten, men det gik. Lige. Phew.
Da vi kom tilbage til huset, var han en anelse træt i hovedet, så en kopkaf gjorde ham godt.

P1060656

Vi spiser hjemme i aften …

23. april 2017

Til vinsmagning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:09
Tags: , ,

200 meter fra vores hus ligger der en bodegas, hvor de fremstiller lokale vine, bl.a. en hvidvin på malvasia-druen. Jeg har vist nok engang hørt om den eller fået den til en vinsmagning i vinklubben, men jeg kunne ikke huske den. Da vi forleden aften fik en fiskesuppe, bestilte vi en malvasia, udelukkende fordi den var lokal, og blev positivt overraskede alle sammen. Det var derfor oplagt at besøge det lille sted og smage på varerne.
De havde tre vine – to hvide og en rød, og den ene hvide var udsolgt … det var dog heldigvis ikke den på malvasia-druen, som var lige så god, som den var forleden: frisk, frugtagtig og meget let sødlig, som efter et par sekunder slår over i en dejlig syrlighed; en lidt speciel kombination, som vi ikke umiddelbart kan kende fra andre hvidvine.

Til lokal vinsmagning

Den søde unge dame forklarede om vinene og druerne, mens hun hældte smagsprøver op til os. Vi smagte en malvasia 2016 og 2012. Førstnævnte var kun lige kommet på flasker, så ny er den, men vi kunne alle fem bedre lide den end 2012-udgaven.
Rødvinen var også lidt speciel, men bestemt ikke ringe.

Til lokal vinsmagningTil lokal vinsmagning

Vinene hørte til i den lidt dyrere ende af skalaen, så vi købte ikke seks flasker, som vi ellers havde talt om, men nøjedes med to hvide og en rød. Sådan noget vejer jo en del i kufferterne, så vi er nok desværre nødt til at drikke dem, mens vi er hernede … det er vel nok ærgerligt …

P1060544

Vi stod og kunne nyde synet af dette hus, som med sin store terrasse med søjler og statuer und alles mindede mig om Capri.
Men igenigen: Vi bor også dejligt, men selv om vi har en temmelig stor terrasse, kan den ikke helt måle sig med den herover.

Vores hus på Mallorca 

I formiddags kørte John og jeg en tur til Esporles, hvor vi fik os en kopkaf under platantræerne på byens torv, hvor cafeerne lå side om side. Det var der masser af andre, der også gjorde – fik kaffe, altså; ikke lå side om side – ikke kun mænd i cykelkostumer og almindelige turister som os, men der var også familietræf i stor stil; bedsteforældre mødtes med børn og børnebørn, fik en sludder og en forfriskning og skiltes igen. Meget hyggeligt. Det var lidt svært at indfange den fredelige stemning, for solen skinner så kraftigt (tøhø, den skulle lige ud …), at kontrasterne blev for store for kameraet.
Det hjalp dog lidt at pille lidt ved billedet efter overførsel til pc, så måske kan det fornemmes alligevel.

Søndagsstemning på torvet i Esporles

22. april 2017

100 % afslapning og råhygge

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:07
Tags: ,

Jeg har set hvordan vejret er hjemme i Danmark, så jeg vil da ikke undlade at nævne, at her er der ikke en sky på himlen, der er kun en let brise og temperaturen ligger på lige godt 20 grader. Det kalder jeg simpelthen totalt perfekt timing …

P1060522

De tre andre kvinder kan næsten ikke få nok sol. Det kan jeg – tager kun et kvarters tid ad gangen, så skal jeg ind i skyggen i mindst dobbelt så lang tid (er blevet endnu mere solsart efter kemobehandlingerne), men det gør mig ikke spor, og så er der jo tid til at nusse lidt rundt og vande de snesevis af krukker, der er omkring dette dejlige hus. Der er også tid til at tage sit strikketøj og få arbejdet lidt på det. John har tid til at hvile både sig selv og sine knæ, som gårsdagens mange skridt var lidt hårde ved.

P1060523

I nattens løb er der kommet vand i regnvandsbassinet lige ved siden af vores terrasse. Der må ligge nogle bassiner længere oppe i bjergene, som de kan tappe fra, for det har ikke regnet, men hele natten har der løbet vand ind fra et rør, man åbenbart kan åbne og lukke for.
Naboen går og klipper sin vin til – jeg prøvede diskret at lure ham lidt af, men det ser ud til, at han beskærer den på nogenlunde samme måde, som jeg gør med min enlige drivhusvin.

P1060518

Træet med de smukke, lilla blomster har efterhånden smidt de fleste af dem, men vinden har været så venlig at samle dem sammen i bunker. Da vi fik overdraget husets nøgle, spurgte jeg, hvad træet hedder, og damen sagde, at de kalder det for et Lots of Love-tree.

P1060517P1060514

Billedresultat for Árbol del amor (Cercis siliquastrum)Det kostede lidt googling, men det lykkedes mig at finde frem til, hvad det hedder på latin (og spansk, for den sags skyld). Vi har set mange af dem rundt omkring i både haver og landskab, og de er næsten lige så smukke som jacarandatræer, men disse blomstrer desværre ikke endnu. Der står ellers en jacaranda ved huset (billede 2, træet til venstre), og jeg har stjålet frø fra det, men der påstås, at man ikke kan få dem til at blomstre i det danske klima, og når man ikke engang har et rigtigt orangeri, så er der nok slet ikke noget at gøre. Jacaranda og blåregn er ellers nogle af de smukkeste blomstervækster, jeg kender, kun overgået af de koraltræer, som jeg så i Sydafrika.

Àrbol del Amor kan være så rigtblomstrende som det indsatte billede til højre. Ganske nydeligt, ikke?
Er jeg efterhånden ved at få ‘solgt’ Mallorca til jer, der endnu ikke har været her?
Der er absolut ingen grund til, at det skal tage 30 år at blive overtalt, som det gjorde med mig.

21. april 2017

Så nyyyydeligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:06
Tags: ,

P1060455Der kan være mange årsager til ikke at bosætte sig på sydkysten af Mallorca. Én af dem er, at hvis man vil tage det gamle tog fra 1912 mellem Palma og Soller, skal man tage den fra sidst- og ikke førstnævnte. Vi stod på Soller station sammen med ikke særlig mange mennesker, men da toget kom, myldrede det ud med horder af folk. Vi fem havde, på nær et andet par, en hel togvogn for os selv på den en time lange og utroligt smukke tur.
Jeg ved dog ikke lige, hvor de har gjort af de citronlunde, alle bøgerne siger, turen går igennem. Vi så ikke en eneste, men det var okay alligevel. Der var heller ikke træsæder, som vi havde fået at vide, men udmærkede, polstrede lædersæder, så det var ren luksus.

Palma var fin at gå igennem. Vi var derinde klokken 11 og ville tage toget hjem igen klokken 15:10. Vi havde ikke så meget at vælge imellem, for det næste – og sidste – gik hjem kl. 19:15, og så længe gad vi ikke opholde os i byen. Vi nåede at gå den gamle bydel igennem ned til havnen, vi så de arabiske bade, som nærmere var dampbade, vi spiste en frisksmurt sandwich på et lille, skyggefuldt torv, og vi fik en kopkaf på et andet torv. Der var der så tre, der ville have en sangria, men John og jeg foretrak kaffen. Jeg har fået sangria én gang for over 40 år siden, og det var nok for mig.

P1060490P1060488

Inde i det lille hul i væggen stod en sød dame og lavede lige den ta’-med-mad, vi ville have – frisk brød, friske råvarer – herligt – man behøver ikke altid at frekventere en restaurant; dette her er lige så godt ved visse lejligheder.

P1060468P1060486P1060494

Citroner og appelsiner ser mere friske og indbydende ud, når der er blade på … det er jo i virkeligheden bare noget pjat, men sådan er det nu engang.

P1060483

Indgangen til de arabiske bade. Uden for var der en lille, men fredfyldt have.

P1060463P1060465

Et meget sjældent syn: Ellen med en is i hånden. Jeg bryder mig normalt ikke om is, men det kan de altså noget med her på øen. Alle lovpriser italiensk is som værende verdens bedste, hvilket jeg aldrig helt har forstået, men havde det været denne is, kunne vi snildt blive enige – og der var maaange slags at vælge imellem, lige fra kinder-æg-is til citron og melon, som jeg valgte.
Nu er vi igen blevet sultne; i aften bliver vi hjemme og kokkererer selv en menu bestående af pandestegt dorado (en fisk), serveret med en salat med alle tænkelige gode ting i. Nu er de tre andre kvinder gået i gang, så jeg må hellere indfinde mig i køkkenet og lade som om jeg hjælper lidt til … jeg kan da i hvert fald lave en supergod dressing til den salat.

20. april 2017

Oliventræsspam

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: ,

Endelig kom vi forbi en gammel olivenlund, hvor man også kunne komme til at parkere i nærheden! Vi var på vej mod Valldemossa, og lige pludselig var den der. Havde jeg været alene, var jeg nok sprunget over hegnet for at få mulighed for at forevige hvert eneste et af dem – jeg kunne se en ny figur i hvert enkelt træ, men det med den knælende kvinde med den nydelige bare numse, der stak lige i vejret, tog prisen (tredje billede) – og kan I se kineseren, der går tur på det andet billede?

P1060414P1060420

P1060416

Det var lige før, jeg skulle fjernes med magt fra det sted …
Men eftersom der stod fire andre og godt nok syntes, at de da var meget pæne, de der træer, tror jeg, de gerne ville videre i teksten.
Valldemossa var, som lovet, en malerisk by. Turistet, men på en sød og hyggelig måde i forhold til sydkysten i går, så vi ikke fik knopper af at gå rundt i byen. Efter rundturen og en kopkaf kørte vi mod Deià, hvor vi ville finde et sted at spise frokost og hvorfra de tre damer, som ankom i går, ville tage gåturen ned til havet. En tur på knap to kilometer hver vej. Ikke specielt meget, men når der samtidig skal gås først 300 højdemeter ned og så bagefter op igen, så står Johns knæ af på forhånd, hvorfor vi kørte afsted for at finde et supermarked i stedet for. Bare de tre kvarters rund- og op-og nedgang i Deià var rigeligt for Johns stakkels knæ. Det kompenserede dog lidt for de ømme knæ, at det var en endnu mere malerisk by end Valldemossa; med stejle, krumlede gader og fantastiske udsigter – og en rigtig god frokostrestaurant.
Sikkert også mere end én af slagsen, men vi tog den første, vi mødte. God udsigt og herlig mad – så forlanger vi ikke så meget mere.

P1060418

Alene køreturen var det hele værd. Jeg har muligvis nævnt det før, men jeg gør det igen: Mallorca er en smuk ø. Hvis man spørger mig, slår den Madeira med flere længder – måske ikke i frodighed og blomsterrigdom, men i generel skønhed vil jeg klart sige Mallorca – i hvert fald her på nordvestkysten og i Tramuntanabjergene, som i øvrigt for nylig er kommet på UNESCOs verdensarvliste, så nu har jeg et kryds mere på den.

P1060434

Storm P-løsninger kan de også. Eller er det helt bevidst pga. de tusinder af cyklister her på øen?
“Hallo gutter – vi står lige og mangler noget til at holde de ledninger, der skal krydses heroppe … er der nogen, der har en god ide?”
”Åh – du har et gammelt cykelhjul! Perfekt – det bruger vi!”

19. april 2017

Det blæser på Balearerne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags: ,

Jeg blev vækket engang i nat, fordi det blæste op. Vi havde et vindue åbent i soveværelset, men det kan da nok være, jeg fik det lukket i en fart, inden dynen begyndte at lette. Jeg nåede kun lige at lægge mig igen, da skodderne begyndte at klapre overmåde hørbart, så dem måtte jeg også op for at gøre noget ved. Jeg lagde mig igen – og kom i tanke om de to duge, der lå på bordene på terrassen. Op med sig atter en gang og nu på dugejagt iført evakostume. De var begge blæst af, men heldigvis ikke blæst væk. Nogle gange ville jeg ønske, jeg havde et lige så godt sovehjerte som John. Tredje gang jeg lagde mig, gryntede han lidt … Hmmmp … mn’ d’ noget galt? Jeg tror ikke engang han hørte svaret.

P1060395

Solen skinnede fint, da vi stod op, så efter morgenmaden tænkte vi blæse være med blæsevejret og kørte mod sydvest for at kigge os lidt omkring der. Bilens termometer viste 13 grader, og inden vi nåede frem, rundede vi 19 grader, men det blæste – og blæser – stadig en del.
Det er en meget, meget smuk kyststrækning, og vi gjorde et par stop undervejs, men desværre var det så snoet en vej, at vi ikke kunne stoppe når vi havde lyst til det. Jeg har nemlig noget med oliventræer – elsker deres krogede og krøllede stammer – men de allersmukkeste stod selvfølgelig ved ustoppelige steder. Gad vide hvad det er med oliventræers vækst, siden de får disse meget karakteristiske stammer?

P1060398

Vi kørte til Sant Elm, hvor vi gik en tur; derefter kørte vi videre til Port d’Andratx, hvor vi underligt nok ikke kunne finde ‘porten’, derfor videre til Peguera, hvor der var ALT for turistet, så vi satte hurtigt kursen nordpå mod hjemlige bjergstrøg; op gennem Puigpunyent (godt jeg ikke skulle spørge om vej …), hvor vi indtog en tapas-frokost. Vejen dertil var ad en meget smal og meget snoet bjergvej, som desværre også viste sig at være en af cyklisternes yndlingsruter.
Vi trængte virkelig til den frokost, da vi nåede den lille by, men det var noget hyggeligere end at skulle have indtaget den i et turisthelvede.

P1060410

Bedstefar sad og hyggede sig med barnebarnet og lidt snacks, og kort tid efter vi havde fået vores mad serveret, gav han lillegutten cykelhjelm på, stillede ham mellem sine ben på en scooter, så med barnet stående der kørte de to afsted. Den var nok ikke gået hjemme i Danmark …
Da vi igen kørte videre, blev vejen endnu smallere og endnu mere hårnålet. Det var ikke spor sjovt at møde nogen – selv cyklisterne var det vanskeligt at overhale op ad bakke, og når det gik stejlt nedad, var de samme cyklister ved at køre ind i bilens bagsmæk!
Nielsen trængte kraftigt til en kopkaf og en lille lur, da vi kom hjem igen – han havde vist været lidt rigeligt ‘på’ i et par timer. Luren er ham vel undt – jeg sidder og kigger ud på Middelhavets hvide heste, mens jeg skriver dagens indlæg.

18. april 2017

Vi ses på den anden side …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:29
Tags: ,

Vi gik i seng klokken 21 i aftes, så vi var grundigt udhvilede, da vi vågnede i morges, men det var jo også dagen, hvor vi skulle helt over på den anden side af øen for at hilse på Helle og Søren.
Først skulle morgenmaden indtages, hvilket skete på den anden terrasse (det er altså et blæret hus, dette her), for der var lidt vind på den, hvor vi spiste i går. I skufferne ligger der duge i massevis, så vi behøver ikke at spise på bare borde, hvilket jeg íkke har det så godt med, men jeg gad ikke ligefrem slæbe duge eller dækkeservietter med i flyet … det var så heller ikke nødvendigt. Her er alt, hvad man har behov for – bortset fra ekstra toiletpapir! Det tænkte jeg slet ikke på, da vi sulthandlede i går, men i morges fandt vi ud af, det var vi vist nødt til at købe. Nu.

P1060373P1060374

Ved halvtitiden gik turen afsted mod øst. Det var i rigelig god tid, men vi ville undervejs tage et par fotostop, som vi ikke havde tid til i går.
Det er nu en meget pæn ø, denne her, kunne jeg atter en gang konstatere. Jeg bliver pænt imponeret, når jeg ser så mange terrasser lavet af sten, som på billedet herunder. Der er virkelig nogen, der har fået varmen her – og sikkert også en dårlig ryg.

P1060383

Helle og Søren havde en dejlig lejlighed, og hun har lært at lave nogle mallorcinske specialiteter, bl.a. chorizo kogt med rødvin og løg. Uhmm, det var godt. Det var rejerne i hvidløg også – og alt det andet – de hører nemlig ikke til dem, der ikke kan tage på ferie uden at medbringe dansk mad – tværtimod og heldigvis. På vejen hjem skulle vi alligevel handle, så vi har nok føde til at modtage tre, formentlig trætte, gæster i morgen, så der blev købt chorizo, hvidløg og rejer – plus alt muligt andet, selvfølgelig.

P1060386P1060387

Vi havde som sagt en superhyggelig eftermiddag – jeg kendte ikke Helles mand, men jeg kendte jo Helle … selv om vi ikke arbejdede i samme område, havde vi, via et ret stort projekt, en fælles kontaktflade gennem en del år, så vi vidste hver især, hvad den anden stod for og havde altid respekt for hinanden; ikke mindst fordi vi så meget ens på mange ting, så det kunne ikke gå helt galt i dag, hvad det bestemt heller ikke gjorde. Det var tilligemed så heldigt, at mændene efter kort tid ikke bare var sammen for deres koners skyld – det var i hvert fald mit indtryk, som John også bekræftede på vejen hjem. Lidt fjollet formulering, egentlig, men jeg håber I forstår hvad jeg mener.

Lige nu nydes en smuk solnedgang, og så skal der lidt mad i maven – bare lidt, for det var en overdådig frokost, men vi (jeg) skal jo også have en undskyldning for at tage et glas vin eller to.
Som om …

17. april 2017

Ankomst til telefondræberøen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: , ,

Planmæssig ankomst til Mallorca kl. 08:45. Kufferterne var hurtigt hentet, men det tog en krig at hente bilen. Vi havde lejet gennem Hertz, og det havde alle andre også! Det tog hele fem kvarter, men selv om de fire Hertz-folk havde lynende travlt, var de lutter smil. Vores unge fyr kiggede på os og sagde: You’re from Denmark? I love Denmark … actually, I’m going to Copenhagen next week. I’ve upgraded your car to a better one with no extra cost for you. I’ve given you a Reneault Megane with navigation system, if that’s okay?
Øhh, jo da. Jada – det er smukt. Pænt af dig. Tak for det … den skulle så hentes i en eller anden garage, fordi det ikke var den, der stod og ventede på os, så det tog yderligere et kvarter, men det var okay.

P1060358

ENdelig kunne vi meddele Christina, at vi var på vej. Så sendte hun et gps-link og et billede af husets indkørsel, så vi kunne finde vej. Jeg brugte mobiltelefonen som gps; det var det nemmeste, fordi hun sendte linket til Google maps via WhatsApp.
Da vi var et par kilometer fra huset, døde min mobiltelefon bogstavelig talt mellem hænderne på mig. Totalt død var den. Jeg havde lige bemærket, at der var 50 % strøm tilbage, så det var ikke derfor, men ikke desto mindre nægtede den pure at lade sig tænde igen.
Det var heldigt, at jeg kunne huske billedet af indkørslen, så vi fandt huset uden problemer, men tænk, hvis telefonen var død en time før den gjorde! Det ville have forårsaget mere end en anelse panik, for John har ikke Christinas nummer, så vi ville ikke kunne have fået kontakt. Det nummer har han fået nu, men hvor bliver man dog hurtigt afhængig af sin telefon. Han har heller ikke C’s mobilnummer, så vi kan ikke ringe sammen fra Cornwall, hvor de befinder sig nu, og hun vil blive hamrende bekymret, hvis hun gentagne gange ringer forgæves.
Jeg prøvede flere gange at tænde telefonen, men uden held. Jeg tog batteri og simkort ud og satte dem i igen. Intet hjalp. Jeg bandede og svor – det hjalp sjovt nok heller ikke …

P1060371

Nå. Vi var efterhånden blevet godt sultne og kørte til det nærmeste supermarked, som ligger et kvarters kørsel væk, og fik købt alskens lækkerier: Spændende brød, en god olivenolie, pølser, pateer, oste, skinker, salat, tomater, muslinger og blæksprutter på dåse, meget vand, lidt øl og vin … vi var blevet meget sultne …
Hjem igen til Mallorcas fedeste hus og dække op på Mallorcas fedeste terrasse med den fantastiske udsigt.
Nøj, det var godt. På alle måder bare godt. Luften er 23 grader, så det er en helt tilpas temperatur til os.
Det er det mest veludstyrede hus, jeg nogensinde har ferieret i: Der er service og bestik til 40-50 personer (ja!) og et kæmpe opbud af gryder, potter og pander, så vi kunne lave mad til de 50, hvis vi skulle få lyst til det. Huset er i flere forskudte plan og meget spændende og personligt indrettet. Vi får virkelig noget for pengene – jeg tror søreme vi bliver et par dage …

P1060368P1060367 

Og telefonen: Da vi kom tilbage fra indkøbsturen, satte John sit batteri i min telefon. Så virkede den! Og da han satte mit batteri i sin telefon, virkede den også! Vi fattede ikke en brik, for der var rigelig strøm på begge batterier. Mærkeligt, mærkeligt, men jeg er meget glad for at min telefon virker igen.

16. april 2017

Jamen vi BLIVER jo ældre …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:01
Tags: ,

Vi har i søndags set en time om Danmarks bronzealder, hvilket var meget apropos denne bemærkning fra Monica Krog-Meyer, og jeg kunne da heller ikke lade være med at smile: På kinderne er der dukket helleristninger op.
Hun havde skrevet en artikel om det at blive ældre, om at acceptere den alder, man har, og dermed det udseende, der nu engang følger med årene.
Hun er et par år ældre end mig, og i vores alder er det at betragte som værende lige gamle.
Hun havde et par gode pointer, som er værd at citere. Jeg har ingen illusioner om mit eget udseende, og jeg ser ud som jeg gør. Det må jeg acceptere, og det bliver mine omgivelser så desværre også nødt til.
Derfor har jeg lavet en pagt med min krop: Så længe den virker og gør mig i stand til at bruge min fysik, som jeg altid har gjort, så kommer der ingen kritiske bemærkninger ud af min mund. Jeg er så taknemmelig over at kunne gå lange ture, grave i haven, dyrke motion, cykle, bære børnebørnene og trække vejret uden besvær og uden smerter. Jeg ville være et skarn, hvis jeg brokkede mig over, at jeg ikke længere kan slå vejrmøller eller ligner én på 30. Det er simpelthen for dumt. Når nu jeg ved, at det er sådan det er.
Ja. Det er det. Det er sådan det er. Jeg kan jo kun være enig, for jeg kan det samme som hende, oven i købet uden at tage nogen former for medicin endnu, for Monica Krog-Meyer siger:
…Og egentlig meget heldigt først i 62-årsalderen at skulle indtage medicin dagligt. Ganske vist for resten af mit liv, men sådan er det.
Jeg har som bekendt haft kræft, og den kommer måske igen. Måske ikke. Måske i en anden form. Det ved ingen. Jeg har nogle bivirkninger fra de hårde behandlinger, men det er småting taget i betragtning, at de fik den møgsygdom til at forsvinde.

Jeg klæder mig ikke i tøj, der ville se bedre ud på en 30-årig. Jeg har ikke fyldt rynker eller læber ud med botox. Der er allerede fyldt så rigeligt ud forskellige steder på mig fra naturens hånd, så hvorfor proppe mere ind? Det vil nok alligevel bare se ynkeligt ud. Det skal være lavet meget godt for ikke at virke lidt til grin, og der er altid noget, er afslører den virkelige alder alligevel.
Jeg forstår ikke, hvad der er galt med at ligne en kvinde i tresserne, når man er en kvinde i tresserne. Jeg siger ikke, at man skal være ligeglad med sit udseende, for det skal man naturligvis ikke … ingen ser nogensinde mig uden makeup, fx, men det er ikke det samme som at gøre sig yngre.

Alt sammen måske elendige undskyldninger for ikke at have karakterstyrke nok til at gøre tilstrækkeligt ved de ekstra kilo, der sidder og gør mig mindre pæn, end jeg måske kunne have været, men det er simpelthen for svært, er det. Jeg har det jo godt –´alt for godt, måske – jeg elsker det liv jeg lever, mit hus, min have, mit barn, mine børnebørn, min mand, min mad og min vin (rækkefølgen er aldeles tilfældig!).
Kan jeg tillade mig at klage? Nej, vel? Og når nu jeg ikke kan klage over ret meget, så er det da godt, at jeg kan være sprogbrokker en gang imellem.

15. april 2017

En lang fredag, men en god fredag

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:04
Tags: , ,

Så fik jeg på snedigste vis listet Langfredag både på dansk og engelsk ind i titlen.
I går morges klokken halvti satte vi kursen mod Lolland, hvor Pia og Allan havde sat os i stævne (i stævne eller bare stævne?), og hvor de med deres sædvanlige gode turistguideevner førte os rundt på øen. Blandt andet Bandholm station, som ofte er blevet brugt som kulisse til film, der skal forestille at foregå i gamle dage.
Det har man ikke svært ved at forestille sig, når man står på perronen, hvor man bl.a. ser en gammel drikkekumme og et skilt med aa i stedet for å.

Bandholm station

Bandholm station (1)Bandholm station (2)Bandholm station (3)

Men vejret! Vi nåede at drikke formiddagskaffen ude, men frokosten blev indtaget i bilen. Heldigvis havde Pia taget højde for dette og havde medbragt mad, der var egnet til dette.
Turen ud til Dodekalitten måtte også i første omgang opgives pga. for megen væde fra oven, men da vi senere vendte tilbage, blev vi enige om at gøre forsøget på trods af den ret så dramatiske himmel. Vi kom da også helt derud, uden det begyndte at regne, men mens vi stod ved de høje stenansigter. lyttende til lolernes sang fra de skjulte højttalere, begyndte det at hagle. Det bliver man heldigvis ikke så våd af, men uvejret fortsatte, så vi var blevet temmelig våde, inden vi nåede tilbage til bilen.

Dodekalitten

Dodekalitten (5)Dodekalitten (6)Dodekalitten (7)

Imellem disse to besøg var vi på Pederstrup, hvor vi kunne se en enorm hængebøg, der flere steder var ved at gå under jorden. Det var altsammen interessant nok, men det vejr, altså! Vi fik ganske vist nogle korte glimt af en blå himmel, men i det store og hele var det endnu mere koldt, blæsende, vådt og uindbydende, end det var tirsdag og onsdag oppe hos Ditte og Peter. I går havde vi dog, belært af malplaceret vejroptimisme og dermed dårlig erfaring, taget en varmere jakke med, men den kunne sagtens blive våd, selv om vi ikke frøs …
Nå, men ganske som da vi var i Nordsjælland, er det jo selskabet, der er det vigtigste, og det var aldeles upåklageligt begge steder, men jeg er sikker på, at jeg ville have ærgret mig mere over det elendige vejr, hvis jeg havde været arbejdsramt og kun havde disse fem påskefridage.
I dag er det nemlig ikke en pind bedre – vi har ild i brændeovnen og må tørre det vaskede ferie/sommertøj inden døre.

Pederstrup (1)Pederstrup (5)

« Forrige sideNæste side »

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.