Hos Mommer

7. juli 2017

Murphy strikes again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:20
Tags: ,

Det var da godt, jeg brokkede mig over leveringstiderne på garn i går … her til formiddag løb beskeden ind om, at jeg kan afhente garnet. Telepati?
Naturligvis blev det fluks hentet, og jeg åbnede pakken en smule bævende, for der var nemlig en risiko for, at det ikke var den rigtige farve, idet jeg har været et stort fjols og undladt at gemme banderolen fra garnet; ligeledes har jeg smidt e-ordren ud, så jeg var nødt til at se, om jeg kunne vurdere farven fra skærmen, men det er virkelig svært, som i næsten umuligt.
Jeg vaklede mellem to muligheder, og med dagens overskrift har man nok gættet, at jeg valgte den forkerte.
Havde jeg bare dengang gjort det, jeg har gjort her til højre, nemlig klippet ud og sat farverne ved siden af hinanden, havde jeg måske ikke været i tvivl, men også kun måske, og det er altid så nemt at være bagklog.
Jeg bandede derfor en del – jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg så garnet i virkeligheden.
Til venstre det forkerte Baby Merino, til højre min fejlvurdering og i midten den rigtige. Ingen af dem ser på billedet ud, som de gør i virkeligheden – igen: det er svært med farver og computerskærme: Det hele nøgle ligner mest billedet til højre, ikke? Men det er det til venstre.

IMG_6647

Selvfølgelig kan garnet sendes retur og byttes ad denne vej, men der vil gå alt for lang tid, så gode råd var dyre.
Jeg besluttede mig for en taktik, der altid virkede, da jeg endnu var i arbejde: På forhånd at afvæbne folk, så de næsten ikke kan tillade sig at blive sure – og faktisk heller aldrig blev det. Jeg kontaktede min livlinje i hvad det nu end måtte være, afhængigt af fejlen, og indledte med at sige “Jeg har kvajet mig og jeg har brug for din hjælp!” Ikke noget med at spille uskyldig, komme med elendige undskyldninger eller mumle noget om, at man søreme da ikke kan forstå, hvordan det er gået til, eller anden form for udenomssnak. Når der kommer en, som uden at blinke indrømmer en fejl, er folk uden tøven parate til at smide hvad de har i hænderne og træde til for at bistå.

Den taktik benyttede jeg overfor John, og han havde heldigvis ikke noget imod at køre en tur til Helsinge i morgen formiddag, så jeg kan bytte garnet i den fysiske butik. Jeg forklarede, at jeg havde brug for at se alternativet i virkeligheden, så jeg ikke gentager dette glansnummer. Risikoen er lille, men den er der, og min søde mand var meget forstående. Vi har da også kun 120 km til Helsinge … godt jeg ikke havde handlet et eller andet sted i Jylland …
Jeg kunne godt have kørt selv. Selvfølgelig kunne jeg det, men det er da så keeedeligt.
Og jeg har ringet til butikken og sikret mig, at de har masser af både det garn, jeg tror det er og også af den sidste, men nok usandsynlige mulighed, for hvis vi kørte 240 km forgæves, var manden min måske alligevel nok blevet en anelse stram i ansigtet.
De er i øvrigt tilgivet deres langsommelighed, for damen var noget så sød og lagde begge alternativer til side til mig, selv om hun ved, at jeg kun skal have den ene farve med hjem.

6. juli 2017

Mens vi venter på g…

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:12
Tags: , , ,

Blå og grå hueDet er nærmest ved at blive til en pensionistvise, dette her … jeg går og venter og venter. Ikke på Godot. Ikke på besøg af mit barn. Jeg venter på garn. Og jeg synes de er sløve, dem jeg har fundet denne gang – det er nemlig ikke den samme som til Find Your Fade, fordi jeg vil have det dyre garn billigst muligt, men jeg skulle nok ikke have sparet de sidste kroner … jeg afgav ordren 1. juli, og jeg har endnu intet hørt om ordreafsendelse. Så tjekkede jeg, om de havde trukket pengene, men det havde de ikke. For lidt siden kom der dog en elektronisk faktura fra dem, men de havde ikke givet mig de lovede 15 % i rabat på den første ordre for at tilmelde mig nyhedsbrevet. Den slags har jeg ingen skrupler over – jeg framelder det igen om ikke så længe, og egentlig har jeg lyst til at bestille det garn hos den anden leverandør og lave denne ordre om til et fortrydelseskøb, når de engang får taget sig sammen til at afsende min ordre. Sløve padder! De andre afsendte samme dag, de modtog ordren.
I mellemtiden har jeg brugt prøveindkøbet af Baby Merino plus lidt mere af samme garn fra lageret til en hue til hver af børnebørnene. De elsker huerne, de fik sidste vinter, af dette garn, så de skal selvfølgelig have nogle flere. Aubrey flytter nærmest ind i dem det meste af vinteren, fordi de er så bløde.

IMG_6631

Jeg sidder oppe på terrassen og strikker – det er alt for varmt nu til havearbejde. Den form for husmormotion udførte jeg i formiddags, hvor jeg tog et par timer eller tre i bedene. Det må være nok for i dag – man er vel pensionist! Eller noget … det er jeg jo faktisk først til næste år.

IMG_6638  IMG_6640

Hvad er der med de der tidsler? Bier og sommerfugle elsker dem ubetinget. Jeg forstår godt, at man anbefaler tidsler, hvis man ønsker besøg af mange bier og sommerfugle i sin have – der er konstant et mylder i den fine, blå mandstro. Desværre ikke af så mange sommerfugle, for vi har næsten ingen, men masser af (humle)bier og svirrefluer. Jeg ser ikke mange honningbier, men de specialiserer sig vist også i enkelte blomsterarter, mens humlebier er knap så kræsne og tager, hvad de kan få. Til gengæld er det lige før, at de fleste af de 29 arter humlebier, der findes i Danmark, kan ses i vores have, så jeg er glad for vores tidsler. Jeg troede indtil for nylig naivt, at en humlebi var en humlebi, men jeg kan godt se, at der er forskel på dem, der sidder og mæsker sig i min mandstro. Der er større og der er mindre humlebier og de har mange forskellige farvetegninger.

5. juli 2017

En god følelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:32
Tags: ,

P1070039Den store ask endte med at fylde to tredjedele af garagen plus næsten hele brændestativet hjemme i Den Stråtækte. Vi har, foruden det i garagen deroppe, stadig et halvt fyldt brændeskur i Sverige, så det skulle ikke undre mig, om vi ‘kommer til’ at køre endnu et par læs med hjem. Vi får jo ikke selv glæde af, at der er brænde nok til fem-seks år i Sverige, og med alt det arbejde, John og Søren har lagt i at få det skåret og kløvet, må vi sørge for selv at få maksimal glæde af det.
Hjemme har vi vel omkring fire rummeter, og jeg kan næsten ikke regne ud, hvor meget der er i alt i Sverige, men det er meget.
Og det er en meget god følelse.

Apropos [brænde]stabler, så løb Charlotte og Tims årlige flowershow af stablen i søndags.
Ej, sorry, den var vist lidt langt ude, men det var et primitivt forsøg på en naturlig overgang mellem brændet og mine englændere …
Der troppede små 100 mennesker op til begivenheden, og de havde det perfekteste vejr – vindstille og sol, men ikke for varmt.
En af deltagerne ville komme med sit blomsterarrangement i god tid, så hun ringede til Charlotte og spurgte, om hun havde plads i viktualierummet, for det skulle helst stå køligt. Nej, ingen plads der. Jamen … kan det så ikke komme i køleskabet, da? Charlotte blev – næsten – stum af forbløffelse: Lige om lidt kommer der omkring 100 gæster, og så tror du, jeg har plads i køleskabet til et blomsterarrangement??? Beklager, men det har jeg altså ikke.
Hvor tankeløs har man lov at være? Den pågældende blev oven i købet en anelse mopset, selv om hun prøvede at skjule det.

The pond and house

Havedammen, som kun var et hul i jorden, da vi var derovre, er nu færdig – det havde de lovet sig selv, at den skulle være til flowershowet.
Børnene har allerede set en guldsmed lægge æg, så de bliver fulgt med største interesse.
Charlotte havde i år besluttet sig til, at hun ikke ville have en have-/blomsterfaglig dommer til at komme og bedømme hhv. blomsterarrangementerne og grønsagerne, men havde i stedet printet stemmesedler og lod på den måde deltagerne og gæsterne på demokratisk vis bestemme, hvem der skulle vinde.
Det bevirkede, at alle var mere engagerede i foretagendet, og ingen blev sure eller skuffede over ikke at have været den bedste. Man husker måske ‘Maude’, som gik hjem i seng, da hendes blomsterarrangement ikke vandt i 2015, da John og jeg var derovre? ‘Maude’ var også med i søndags, og selv om hun ikke vandt, holdt hun tappert smilet på læberne og gik ikke hjem i seng.
Jeg sagde til Charlotte, at jeg/vi ville forsøge at være derovre til næste år, for det er et kæmpe arbejde, de lægger i det, og både hun og Tim var totalt smadrede (men glade) søndag aften. Svigerforældrene, som jo bor i samme landsby, kunne ikke drømme om at tilbyde deres hjælp. Charlotte mente så også, at de nok var bedre stillet uden, for hun er ikke sikker på, hvor god den ‘hjælp’ ville være – der ville sandsynligvis bare være en irriterende mængde utidig blanden sig i, hvordan tingene skal være.
Hmmm. Der røg vist igen beslutningen om ikke at være væk i havens højsæson …

4. juli 2017

Kejservarianter, gedehamse og vrøvl

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:40
Tags: , ,

Vejret er nogenlunde – små 20°, lidt vind, lidt skyer og en smule regn i formiddags. Kunne måske være bedre, men det kunne også være meget værre.
Kejserkåben er kommet, men vi ser ikke så mange sommerfugle i år, som vi plejer – heller ikke her på torpet, hvor jeg ellers synes vi har mange og mange forskellige. Det er synd og det er ærgerligt, og jeg kan ikke forstå hvorfor … heroppe er der da ingen, der går og piller ved naturen.
Til gengæld er der vist ved at flytte monsterhvepse ind i væggen oppe på terrassen. DET er absolut ikke godt. Hvepse er slemt, monsterhvepse er langt, langt værre. Jeg taler om gedehams – vespa crabro. De er virkelig monsterstore – op til fire cm. Enkeltvis lyder de som en Spitfire, og når de er flere, lyder de … bare skræmmende, men der er intet der kan skræmme dem.
En ung mand beskrev dem således: “Så står du pludselig overfor en luftbåren hensynsløs take-no-prisoners dræbermaskine”.
Måske en kende overdrevet, men jeg kan sagtens følge ham, selv om en biolog hævder, at de er uskadelige, medmindre man er hvepseallergiker, men hun indrømmer, at det gør ondt at blive stukket af en: “Bliver man stukket af en vespa crabro gør det meget ondt – som at blive bidt af en hugorm, hvis man ellers har været så uheldig at komme så tæt på en hugorm”. Det har jeg ikke, men når jeg tænker på, hvor hulens ondt en almindelig lille hveps gør …

KejserkåberKejserguldsmed

Næh, må vi så bede om en kejserkåbe. Eller en kejserguldsmed. Med kejserliljerne fra i går er vi oppe på tre kejserlige ting fra naturen – så kan vi nok ikke forlange mere. Kejserpingviner kan vi ikke klare – SÅ koldt er her trods alt heller ikke, selv om temperaturerne måske lader lidt tilbage at ønske.
Nåmenihdog

‘Vrøvlet’ i overskriften har jeg sakset fra en FB-reklame. Jeg kan ikke gennemskue, hvad der menes med den første sætning. Hvis de mener ‘lækker’, er det da en ualmindelig dårlig reklame, så det gør de nok ikke. Men hvad mener de så?

3. juli 2017

Vi hygger os i solen – sagde firbenene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:47
Tags: ,

Vi er i Sverige igen, fordi vi skal op og skrive under hos ejendomsmægleren kl. 10 i morgen formiddag. Så tidligt gider vi ikke stå op, når det ikke er strengt P1030275nødvendigt, så vi kørte afsted i dag og havde inviteret Søren med, for nu skal det sidste af asketræet træ saves, kløves og på plads – og der skal endnu et læs med hjem. Det er bare med at benytte sig af det, så længe vi har gratis og rigtig godt brænde. Vi har et lille væddemål kørende, om der bliver to eller tre læs ud af stammerne … men uanset hvad, bliver det rart endelig at se alt træet på plads i brændeskurene. Det har været et stort arbejde for de to mænd – det var et ret stort træ, der blev lagt ned sidste år i maj, men til gengæld har vi vil der være brænde heroppe til tre, måske fire år, plus til to vintre derhjemme.

De forstyrrede seks firben, som lå og fik sig noget kropsvarme på en af stammerne. Firbenene var enten ligeglade med mennesker og deres larmende maskiner, eller også var de stadig meget kolde, for de havde ikke i sinde at flytte sig, selv om der blev savet og kløvet lige ved siden af dem. At mit kamera blev stukket næsten lige i snuden på dem, var de også ret ligeglade med – de flytter sig nok ikke før stammen, de ligger på, bliver savet op.

P1030272

Kejserliljerne står og ser så smukke ud lige nu. De må være i stand til at formere sig selv, for der kommer flere og flere hvert år – ikke i store mængder, men der er en del flere, end da vi overtog huset i sin tid. Det er lige før, man får ondt i øjnene, når solen skinner på dem.
Jeg havde liljer i min brudebuket, og deres stærktfarvende, knaldrøde pollen satte sig effektivt fast i stoffet, kan jeg huske. Det er faktisk lidt mærkeligt, at blomsterdamen ikke advarede John mod den ‘fare’ – hun kunne jo ikke vide, at min nederdel kunne maskinvaskes, men havde det været en silkekjole eller noget andet sart stof, tror jeg det havde været ødelagt. Men det var da en flot buket …

P1030278

Svampe har vi også i haven, men desværre er der ikke rigtig nogen ude i skovene endnu. Der er godt nok enkelte visse steder, fortalte Verdens Bedste Nabo, men de er stadig for få og for små.
Denne her ved jeg ikke hvad hedder, men pyt, for vi spiser den alligevel ikke – der havde ellers i givet fald været meget mad; billedet viser kun en femtedel af mængden på den gamle rønnebærstub.

P1030273

2. juli 2017

Det går strygende

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:10
Tags: ,

Vejret så fornemt ud, da vi stod op i morges, så jeg skyndte mig at sætte den vask over, jeg havde måttet udskyde i nogle dage – tøj, der helst skal tørre ude på snoren, for så behøver det ikke at blive strøget.
Der gik lige præcis en time ud af de to, det tager maskinen at køre gennem vaskeprocessen, så regnede det. Igen. Meget.
Inden da nåede vi i fællesskab at få klippet alle de døde rosenhoveder af og få fejet rosenbladene sammen, samt fejet resten af terrassen, som så farlig ud efter de ‘efterårsstorme’, vi har haft de sidste to dage.
Men tøjet kunne ikke komme ud. Dammit.
Jeg tumblede det strygetørt i stedet. Det viste sig at burde have heddet strygevådt, men jeg kastede mig ud i opgaven at stryge det tørt, plus se at få strøget det, der havde ligget og ventet en rum tid.

IMG_6623

Jeg kan nemlig ikke fordrage at stryge. Jeg er måske god til at sylte frugt og den slags, men jeg er endnu bedre til at sylte strygeopgaver.
Det går dog noget bedre efter flytningen her ned til Den Stråtækte, for udsigten er upåklagelig, hvorfor jeg har valgt at gøre det til et studie i fjordkigning med strygning som bifag.
Selv under disse betingelser føles ni T-shirts/bluser og fire skjortebluser som meget. Det tog mig halvanden time, jeg snildt kunne have brugt til noget andet og bedre, men nu er det gjort, og hvad der så ud som halvdelen af sommergarderoben er atter på plads i skabet.

IMG_6605

Jeg kan bedre lide roserne, når de ser således ud – regnen og blæsten har fået mange til at se lidt hængemulede og temmelig ynkelige ud, men de skal nok komme igen, hvis vejret ellers kunne beslutte sig for at lege sommer for en tid.
Jeg vil også gerne have lidt mere gang i dahliaerne. De har det sådan set fint nok og har ikke taget skade af slagregnen eller er knækket af blæsten, så de må være robuste nok – men de vokser lidt vel langsomt og vil sikkert sætte pris på lidt varmere vejr.
Eller også vokser de fuldstændig som de skal, men har bare en lidt for utålmodig kvinde i nærheden, der går og venter med længsel på, at de blomstrer, så hun kan se hvor fine alle de nye er.

1. juli 2017

Jeg foretrækker ellers at kunne gå lige til sagen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:08
Tags: ,

Siden jeg strikkede Sørens norske sweater, har jeg tænkt på at strikke en jakke til mig selv. Norsk mønster og forholdsvis tynde pinde 3 eller 3,5. Jakke, fordi når man er lige tyk på midten (fra hvad er ligheden mellem en kanin?), er det ikke særlig flatterende at blive snøret ind af en ribbort og dermed komme til at ligne en kartoffelsæk, som Ditte så smukt udtrykte det.
Jeg blev meget glad for at strikke med Tynd Merinould fra Sandnes, som blev brugt til begge Fades, men det er rasende dyrt.
Drops Baby Merino er lige så godt og med præcis samme løbelængde.
Prisforskel: fra 46 til 20 kroner pr. nøgle. Det bliver til en sjat penge, når der skal bruges over 20 nøgler.
Hvorfor så ikke bare købe det der Drops-garn?
Fordi det ikke findes i de farver, jeg vil have.
Hvorfor finder jeg ikke bare to andre farver, der er lige så gode?
Fordi det kan jeg ikke. Jeg har prøvet.

IMG_6609IMG_6617

Det første billede er farverne fra Drops, som kom tættest på de ønskede. Det andet er Sandnesfarverne, som jeg foretrækker. Kameraet kunne ikke fange nogen af farverne rigtigt … fIMG_6614aktisk ser Dropsgarnerne rigtig fine ud her på min skærm, men det samme er desværre ikke tilfældet i virkeligheden. Jeg er i gang med at strikke en pænt stor strikkeprøve af Dropsgarnet, men det tog ikke mange pinde at konstatere, at de har tabt farvekampen – det virker helt forkert for mig ved siden af sandnesgarnet.
Jeg havde allerede strikket en prøve med sandnesgarnet for at spore mig ind på pindestørrelsen.
Først 3,5. For løst. Så 3,0. For stramt. Så 3,25. Lige i øjet. Vaske. Tørre. Tælle.
What??? 31 masker på 10 cm for begge de små pinde? Underligt … for efter vask så det stadig pænest ud med 3,25-udgaven, selv om 3,0-udgaven var blevet lidt pænere. Tælle igen. Den var god nok med de 31 masker. Hmmm.
Jeg har kun en ærmepind i 3,25, så jeg kørte til Præstø for at få en 80 cm-udgave.
Det havde de ikke … “Den størrelse bruger man ikke i Danmark! Her bruger vi kun ‘hele’ halve størrelser”.
Nånånå. Jeg bruger den da. Plus pind 3,75 mm. Og kender andre danskere, der også gør, hvilket jeg fortalte damen i den ellers så gode garnbutik, men det ændrede jo ikke på, at hun ikke førte den ønskede størrelse.
Det bliver godt nok en jakke med en del forskellige overvejelser, men hvis jeg skal give over 1000 kroner alene for garnet, så vil jeg altså være 100 % sikker på, at det bliver det helt rigtige.
  Og mig, som helst bare vil kaste mig direkte ud i strikkeopgaver uden alt det palaver med mig selv inden …

Men nu har jeg gjort det. Jeg har bestilt det hundedyre garn. Dropsgarnet kan bruges til en hue til Aubie – børnene elsker det garn, fordi det er blødt nok til selv så uldsarte personer som mine børnebørn. Og Inge …

Jakken? Et af disse to mønstre – og kan jeg beslutte mig for hvilket? Nix. Er nok nødt til at strikke en stor prøve af begge, når det rigtige garn ankommer til Den Stråtækte.
Nu mangler jeg bare noget regnearbejde, fordi strikkefastheden ikke passer med opskrifternes.
Hvem har også lovet mig, at det skal være nemt?

30. juni 2017

Et helt nyt ord

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:15
Tags: ,

På weekendens køretur fik vi i nærheden af Karrebæksminde øje på et større område på nok et par hektar, der var ensfarvet støvet-mørk bordeaux. En både underlig og usædvanlig farve, som vi alle fire studsede over, så John standsede bilen og hentede et par planteprøver til os.
Det er et vildt dårligt billede, men det giver et udmærket indtryk af farven.

IMG_6538Selv planteoraklet Ditte vidste ikke, hvad det var for en, men samme orakel har naturligvis en planteapp på telefonen, så hun gik fluks i gang med bestemmelsen. Efter kort tid fandt hun frem til, at det er en hulsvøb – men vi kunne ikke helt finde ud af, om u’et i ‘hul’ skal udtales som et hul (i fx jorden) eller som u’et i ‘hule’, selv om vi mest hældede til det sidste.
Vi var i øvrigt heller ikke helt sikre på den bestemmelse, for der var hverken blomst eller blade tilbage på stænglerne; kun frøstandene, der stort set kun afslørede, at det er en skærmplante … og så naturligvis den noget usædvanlige farve.
Google er min ven, og Gyldendals Store Danske kunne med sin udtalefunktion opklare, at det er hul som i hule.

Jeg googlede lidt videre her til formiddag, men blev ikke klogere på plantens navn, så jeg holder mig indtil videre til Dittes hulsvøb, selv om følgende taler imod det: “30-80 cm høj, med håret, forneden rødplettet stængel”. Hele stænglen var farvet, som det også fornemmes på billedet, og den var totalt skaldet … men det kan jo være alderdom …
Opretholdes status quo mht. mit plantekendskab, er jeg dog blevet et ord rigere: byruderat.
image
Hvem har nogensinde hørt om byruderat? Ordet ser ret underligt ud i mine øjne, og jeg var sikker på, at det var en eller anden uigennemskuelig trykfejl, men jeg kunne ikke gennemskue, hvad der skulle ellers skulle have stået. Google var igenigen min ven, og kort efter blev jeg overrasket. Jeg vil derfor ændre mit spørgsmål til: Hvem andre end biologer/botanikere har nogensinde hørt om byruderat?
Jeg kunne ikke slå ordet op i en ordbog, men fik så den snedige tanke, at ‘by’ nok er et præfix og slog ‘ruderat’ op. Det gav forklaringen, og så kræver det trods alt ikke den store kædestrammereksamen at regne ud, hvad et byruderat må være.

Men jeg er stadig ikke helt sikker på, at det var hulsvøb, der voksede på et byruderat tæt på Karrebæksminde, så hvis der er en eller flere fra den egn, der læser dette, vil jeg meget gerne have det be- eller afkræftet.

29. juni 2017

Passende vejr for årstiden – hvis vi havde været i oktober

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:31
Tags: , ,

Da vi kom hjem fra Sverige i går, blæste det som på en rigtig efterårsdag. Det var højvande, det var gråt og det regnede lidt indímellem. For lidt, desværre, men DMI bliver stædigt ved med at advare om voldsomt vejr og skybrud over hele landet, så jeg kan da håbe på, at vi får mere end de sølle tre mm, det hidtil er blevet til.
Drivhustjekket afslørede en løs tagplade, som det vist var i 11. time, jeg opdagede. En af de store grene på vinen havde langsomt og uopdaget skubbet pladen ud af det, der holder den fast, og som derfor nu var lige på nippet til at blæse helt væk.
Det fiksede John omgående, så nu kan det bare blæse videre, kan det.
Det gør det så også … dog noget mindre end i aftes og i nat.

P1070027P1070019

Jeg kom til at tænke på sidste uges CPH Garden og på, hvor heldige de må siges at have været med vejret – tænk, hvis det skulle have åbnet i går og varet til på søndag med det møgelendige vejr, vi har?
Herover ses en af showhaverne med vand, spændende sten, verdens nok solideste gyngestativ og lidt gamle vinballoner. I går tog jeg en ballon som den nederste i billedet med hjem fra Sverige … det er da en begyndelse …
Ikke fordi jeg vil kopiere, for godt nok så det smart og rustikt ud med de gedigne stolper til gyngen, men man kan ikke sidde op og gynge, og man er nødt til at ligge i fosterstilling, hvis man er mere end otte år, så opstillingen er mere for et syns skyld end praktisk anvendelig. Billede to er den samme showhave set fra den anden side.

P1070016

Derimod kunne jeg bedre se denne alternative grill hjemme i min have. Jeg ville sjældent have brug for noget i den størrelse, men det, at den var brændefyret og at man kan lægge emnerne til stegning hele vejen rundt, tiltalte mig. Jeg har ingen anelse om, hvor god den er i brug eller hvor besværlig den er at rense, men det ser blæret, godt og spændende ud.

P1070008

Her er en af de mere avancerede hønsegårde, jeg har set, men den kan stilles op selv i en lille rækkehushave, kunne det se ud til. Ligefrem frilandshøns bliver det dog i givet fald ikke – vi kommer nok nærmere burhøns, og det er vi som bekendt imod!
Jeg ville så gerne have høns, men til dette har John nedlagt et af sine sjældne vetoer, så det er jeg vist desværre nødt til at respektere.
Han har jo også – næsten – ret. Vi er nemlig ikke så heldigt stillede som Ditte og Peter, at vi har en datter så tæt på, at hun nærmest bare skal række armen ud ad sit vindue for at lukke hønsene ind og ud, og med vores rejseaktivitet skal vi ulejlige andre lidt for meget med sådan en opgave.
“Næsten”, fordi det må kunne løses ved at rævesikre haven, men det er så her, John står af!

P1070010

Naturplanteskolen – umiddelbart en pleonasme, ikke? Men de skulle have nogle gode sager, og navnet på bogen Fantasilater er ikke helt uden evner.
Jeg håber CPH Garden bliver en årlig tradition, for det var meget inspirerende. Og lidt dyrt … jeg har en svag karakter og lader mig for nemt friste.

28. juni 2017

Vi bor tæt på et menneskereservat

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:38
Tags: , ,

Da Ditte og Peter var her i weekenden, legede vi som sædvanlig lokale turistguider og kørte lidt rundt med dem(!) både lørdag og søndag.
Når man kører ad Broskovvej, ad hvilken man også skal finde Oldtidsvejen (som var oversvømmet, da vi var der sidste år), kommer man forbi et menneskereservat. Jeg kender ikke de pågældende ejere af stedet, men de må formodes at have en mening med at skrive således. Man lægger i hvert fald mærke til det. Og undrer sig måske lidt …

IMG_6556 

Vi kørte til Bogø og fik fanget Farøbroerne fra en lidt anden vinkel; vi kørte ind for at hilse på den bittelille færge fra Bogø til Stubbekøbing, som kun sejler i sommerhalvåret, men som vi regner med, at cykelturisterne er glade for, for de må ikke køre på Farøbroerne. Derefter vi kørte videre til Møn, hvor Fanefjord Skov var dagens mål. Ikke af nogen speciel grund, men fordi det altid er godt at have et mål, og vi havde ikke været der før.

IMG_6558IMG_6562

Efter en længere tur ind ad temmelig våde skovveje, hvor bilen blev ganske forskrækkeligt snavset, nåede vi helt ud til klinten, som på denne del af Møn er af ler, og kunne af naturlige årsager ikke komme videre på hjul. Legebarnet Peter fik fluks øje på rebgyngen, hvor man kunne svinge sig helt ud over kanten. Vi andre skulle ikke nyde noget … man kunne også komme nede fra stranden og op her via et reb, men selv Peter opgav på forhånd, da der var så pladret, at han med stor sandsynlighed ville være blevet nægtet adgang til bilen bagefter.
Der var en meget lang langbænk, skåret ud af en træstamme. Ret kreativt.
Fanefjordskoven kunne sagtens blive målet en anden gang, hvor også kaffen eller picnickurven skal med.

IMG_6583IMG_6586

Vi lagde turen forbi Rønnebæksholm, hvor de normalt har en meget stor og yderst velplejet staude/urte/krydderurtehave, men den skuffede lidt denne gang, da der var en del bede, som bare lå hen og fik lov til at gro til med ukrudt. Halvdelen af anlægget var dog stadig nydeligt, og i midten voksede denne fantastiske rose, som jeg desværre har glemt navnet på. Ditte, kan du huske, hvad den hedder? Jeg bliver mere og mere vild med den, hver gang jeg ser billederne, så hvis ikke Ditte kan huske navnet, må jeg jo en tur til Rønnebæksholm igen for at finde ud af det, for den må jeg eje.
Resten af indlægget bliver billedspam af rosen. Jeg er stadig lidt handlings- og hjernelammet efter mødet med ejendomsmægleren. På tirsdag skal vi op og skrive under på kontrakten. Mon jeg kan lade være med at ryste på hånden?

IMG_6542IMG_6543IMG_6550IMG_6554IMG_6545

Er den ikke bare utrolig smuk? Og så dufter den oven i købet!

27. juni 2017

En svær beslutning

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:21
Tags: ,

Det var noget underligt noget med det hotspot. Da jeg forsøgte at tilslutte det, som jeg jo har gjort så mange gange før, nægtede det pure. Da jeg senere fik den snedige ide at gå ud på terrassen med telefonen, kom det i gang, og det har virket lige siden – også indenfor. Det giver 4,5/1,5 på bredbåndstesten, hvilket er lidt under en fjerdedel af, hvad det glemte modem trækker.

Måske glemte jeg det, fordi jeg har andet i tankerne. I morgen kommer her en ejendomsmægler og ser på huset. Vi sætter det til salg nu. Det er en af de sværere beslutninger i mit liv, for hvor har jeg dog elsket dette hus og dette sted – vi må bare se i øjnene, at tiltrækningen ikke er nær så stor mere efter at have fundet Den Stråtækte, så vi kommer her ikke ofte nok. Det medfører en ond cirkel, for når vi så er her, er der for meget at lave, og så er det ikke længere den oase og det fristed, det helst skal være. Her er stadig skønt her midt i skovene, men ‘hjemme’ er ikke så meget her mere, som da vi boede i kedelige Havdrup. Vi er ikke kede af at skulle sætte kursen mod Danmark, og vi er her aldrig så længe ad gangen som før i tiden.

Da vi jobstoppede, troede vi, at vores liv skulle fordeles omkring 50/50 eller i det mindste 66/34 mellem DK og S, men igen: Da boede vi i Havdrup. Vi var slet ikke klar over, hvor inderligt trætte vi var af det rækkehus, før vi flyttede til Den Stråtækte.

Vi bliver heller ikke yngre, og det giver for meget arbejde at skulle passe og vedligeholde to store huse med to store haver, så det kan ikke være anderledes. Vi har konstant dårlig samvittighed over ikke at komme tit nok herop, og det dur ikke – det skal være lysten der driver værket og ikke pligtfølelsen.

Det bliver spændende at se, hvor længe det kommer til at stå til salg … det kan vel være alt mellem en måned og et par år. Jeg går rundt heroppe sådan lidt ved siden af mig selv og kan slet ikke finde ud af mine meget blandede følelser. Lettelse. Vemod. Sorg. Resignation. Glæde.

For filan, hvor er det svært. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at vræle, når det skal overdrages til andre, men på den anden side ved jeg også, at det er det rigtige at sælge nu.

26. juni 2017

Glemsomme mig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:58

Jeg troede lige, jeg skulle til Sverige for at slappe af og få indhentet mit forsømte internetliv.

Det skulle jeg så ikke, for jeg har glemt vores modem og telefonens hotspot virker temmelig langsomt for at sige det mildt. Lige før virkede det slet ikke, men så gik jeg ud. Det blæser og er køligt, så jeg går ind igen … vi ses om et par dage …

23. juni 2017

I found my fade

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: , ,

Alle naturens farver omkring os virkede faded i morges, og når det har været tåget, kan man meget tydeligt se de hundredvis af spindelvæv, der altid vil være overalt, hvor man færdes. Jeg elsker, når de står med alle de mange dugdråber på, og jeg kan slet ikke lade være med at fotografere dem.

P1070033P1070034

imageDet er ikke helt korrekt at bruge ordet fade som jeg anvender det i den første sætning, men jeg skal helst have det ind i dagens indlæg, da det er et centralt ord i dag. Fade er et af flere eksempler på, at dansk kan være et rigere sprog end engelsk … se blot, hvor mange forskellige ord der er på dansk for det ene ord på engelsk.
Jeg synes det var sjovt at strikke de ‘fades’, Inge fandt, og nummer to var ikke mindre sjovt. Der kunne snildt komme et tredje på banen, hvis det skulle være.
Som navneord halter brugen af fade også, for man kan ikke “finde en fade”, men I Found My Fade kan vel være lige så godt som sjalets egentlige navn Find Your Fade. Navngiveren/designeren er amerikaner, så i stedet for at komme med en sandsynligvis usand påstand om, at hun ikke ved, hvad hun selv siger, har hun nok snarere en bagtanke med det … kanske noget i retning af et ordspil på faith? Who knows?
Jeg er vild med de afdæmpede farver, selv om det langtfra gør sjalet så sprælsk som Inges. Der er ærgerligt, at garnet er så hundedyrt, for jeg kan sagtens se mig selv i en trøje eller sweater i de farver. Et eller andet norsk mønster, måske, men gnieren i mig vægrer sig ved at skulle give så mange penge for garn en gang til. Og dog … hvis jeg kender mig ret, ender det nok alligevel med, at jeg gør det … især hvis jeg ‘tilfældigvis’ skulle falde over det helt rigtige design.

IMG_6536


Jeg ville også have skrevet om og vist billeder fra i onsdags, da John og jeg mødtes med Ditte til CPH Garden, som jeg gætter på skal forestille at være en dansk og noget mindre udgave af The Chelsea Flower Show, men da jeg så Signes fantastiske billeder derindefra, blev jeg enig med mig selv om at lade hendes indlæg og fotos tale arrangementets sag, for det gør hun meget bedre end jeg er i stand til.
Jeg vil dog ikke undlade varmt at anbefale at tage ind og opleve det – det er rigtig godt gået af en debut at være, og jeg håber, de gentager succesen til næste år. De få skønheds(logistik)fejl er Haveselskabet garanteret selv klar over, så de er sikkert rettet til næste gang.
Ét af mine billeder skal I dog have. Sådan en må være ekstraordinær lille:

P1070031

22. juni 2017

Alle har en historie at fortælle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:48
Tags: ,

Kristina Comes HomeAlle har en historie at fortælle, og nogle gange er der også en historie om historien, som måske er værd at fortælle:
I går standsede der en bil ud for vores hus og et ældre ægtepar steg ud. Han talte et lidt gebrokkent, men fint forståeligt dansk; hun forstod en del dansk, men talte det ikke.
De var kørt forbi, havde fået øje på vores idyl og vendte fluks om, fordi de gerne ville tage nogle billeder af af dette typisk danske hus. John stod ude i garagen og fik en lille sludder med dem, inden han kaldte på mig.
Værs’go’ – tag bare billeder, sagde John, kunne I ikke også tænke jer at se haven?
Det ville de meget gerne, så vi gik en tur rundt i haven, mens de snakkede og snakkede; han på en pudsig blanding af dansk og engelsk og hun kun på engelsk. Jeg talte engelsk til dem og John talte dansk. Det må have været forvirrende at høre på, men vi forstod glimrende hinanden alle fire. Noget af huset så de også – indefra, altså, og de tog mange billeder af have, af hus, af John og af mig, hvilket var det eneste, jeg ikke brød mig særlig meget om, men jeg kunne ikke stoppe dem, desværre, selv om jeg flere gange hårdnakket påstod, at de billeder ville blive langt bedre uden mig.
De er mormoner, og han havde været udstationeret i Danmark et par år som missionær i 1961-1963. Det er ret godt gået, at han stadig kan huske at tale dansk efter 54 års pause. Han har dog været her et par gange siden, men ikke i længere tid.
De præsenterede sig som Luana og Dennis Smith. Hans oldemor hed Kristina og hun udvandrede til USA i 1868, så han har danske rødder, hvorfor han valgte at missionere i Danmark, da han var ung. Han er skulptør – en temmelig talentfuld en af slagsen, synes jeg – og han har to værker her i landet: Kristina Comes Home, som står på Amerikakaj i København og The Mormon Immigrant Family, som står i Rebild Bakker.

De – nok især Dennis – snakkede og snakkede om deres liv, om deres seks børn, 21 børnebørn og to oldebørn, om deres liv i USA, om sine danske rødder, om sit ophold i Danmark. De spurgte til, om vi havde børn, om vi havde været i USA, og om vi kendte nogen der.
Han sagde på et tidspunkt, at vi må altså meget undskylde den måde USA er på for øjeblikket; de var SÅ flove over deres tåbelige præsident, hvortil jeg svarede, at det vel ikke var deres skyld; de har formentlig ikke stemt på den uduelige og skøre Trump, siden han finder det nødvendigt at undskylde? Nej, DET havde de så sandelig da ikke! Og så blev vi enige om at tale om mere opmuntrende emner …

Sådan kan en ganske almindelig og temmelig rutinepræget onsdag formiddag pludselig blive til en noget mere interessant onsdag formiddag.

  

Jeg er fascineret af det liv og den detaljerigdom, han har formået at få ind i sine bronzeskulpturer.

20. juni 2017

Hvad er der med det der ‘russisk’?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:34
Tags: , ,

Jeg har en efterhånden stor, fransk esdragon i krydderurtebedet, for fransk skal det være, når det drejer sig om esdragon; den russiske dur ikke, den er for mild og uinteressant i smagen, siger man, og jeg er enig. Fransk, altså. Min franske er frodig, på trods af, at en eller anden hævdede, at den ikke kan overvintre i Danmark. Den har det nok lige som humlebien og har foreløbig klaret to vintre. Der er masser til at tørre allerede nu – Karen fik en nytørret portion af både den og timian med hjem i torsdags.
Jeg har to mandstro i staudebedet. En Eryngium bourgatii ‘Big Blue’, som har en fantastisk blå farve, som man næsten ikke tror er ægte, men det er den. Jeg har i hvert fald ikke malet den.
Ikke så langt derfra har jeg sat en russisk mandstro, som vist nok bliver blå på et tidspunkt, men lige nu ligner den bare enhver anden tidsel, så John skal holdes i stramme tøjler for ikke at rive den op. Altså er noget med russisk heller ikke helt godt her.
Russisk salvie er heller ikke så god en krydderurt som den ‘rigtige’ salvie. Kan alt det mon være en tilfældighed?
Og dog … russisk scilla er vist okay. Og er der overhovedet forskel på dansk og russisk boghvede?

P1060964 P1060967

Sidste år købte jeg i England en pakke tidselfrø; en bestemt slags tidsel, som skulle kunne trække sommerfugle til, og sommerfugle synes jeg vi har en beklagelig mangel på hernede i Den Stråtækte.
Der kom ikke ret mange op, faktisk kun to steder fandt de op af jorden. Forleden viste jeg John dem og sagde, at når han går og hiver tidsler op, må han IKKE tage disse her – se lige forskellen på dem og de andre, som bare er ukrudt, John, den er stor, ikke? – Jojo, det er den da…
I går gik han og ordnede med buskrydderen omme bagved – bl.a. der hvor tidslerne befinder sig.
Og smadrede den ene af de flotte og omhyggeligt (fra min side) skånede tidsler – men lod den anden være …???
Han gør det jo ikke med vilje, så jeg beherskede mig. Jeg blev ikke sur. Jeg talte pænt og stille og roligt, da jeg spurgte ham, hvorfor den ene var væk og ikke den anden.
Jamen den du sagde, jeg ikke måtte røre, står der da endnu! Lige derovre!
Der var TO!
Nå for pokker. Sorry.
Og hvorfor manden kunne kende den ene tidsel og ikke dens enæggede tvilling, får stå hen i det uvisse, men jeg undrer mig. Meget.
Og der er en grund til, at han hverken vil eller må røre staudebedene.
Engang for mange år siden i Havdrup havde han også ordnet et bed. Alt ukrudtet stod tilbage og det, der skulle være der, var der ikke.
Det var dengang vi blev enige om at fordele havearbejdet på en anden måde, og det går som regel godt – med enkelte undtagelser.

19. juni 2017

Hvad har Tim med Moses at gøre?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:39
Tags: , ,

Man må ikke sige det. Man må ikke klage over vejret – især ikke, hvis dette her er sidste dag, inden det vender igen.
Men altså … den varme! Vi har haft 28° i dag, så det var behageligst, da jeg cyklede til Præstø og hjem igen efter frokost. Terrassen var udelukket efter kl. 12 – der må have været 40° – og da jeg havde ordnet et skyggefuldt bed, kapitulerede jeg. Ikke mere arbejde i dag!
Timianplanterne elsker dog denne varme. Mange steder i haven gror denne velduftende art langs sten- og andre terrasser og viser sig lige nu i et overdådigt blomsterflor, som går tone-i-tone med en storkenæb, der også er mange af.

P1060962

Kl. 16:10 satte jeg mig med et strikketøj foran tv’et og så Bibelens Gåder: Moses’ Stav. Det var en ikke specielt interessant udsendelse om en Graham Philips, der havde sat sig for at finde den stav, som forvandlede sig til en slange og som skilte vandene og derved reddede israelitterne. Ad kringlede veje havnede staven i Devon, England, men detaljerne skal jeg skåne jer for, for som sagt synes jeg, det hele var lidt langt ude.
Jeg fulgte derfor ikke særlig opmærksomt med, da jeg pludselig hørte en kendt stemme – Tims!
Han fortalte om Stanley May, som angiveligt købte staven af en devonsk lord, hvorefter May købte en billet til første klasse til … Titanic. Her var det, at Tim bogstavelig talt kom ind i billedet og forklarede lidt om Stanley May og Odell-familien. Exit Moses’ stav, som gik ned med Titanic.
Troede jeg, men ‘historiedetektiven’ fandt en drejning, så han kunne lede videre efter den famøse stav. Jaja, man kommer åbenbart vidt omkring, når man skal løse bibelens gåder.
Skulle nogen mod forventning få lyst til at se udsendelsen, kommer Tim på banen cirka en halv time inde i den. Men jeg advarer: Det interessanteste var Tims komplet uventede opdukken! For mig, i det mindste …

18. juni 2017

Til fest med østershatte

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:24
Tags: , ,

Ja, hvorfor ikke kombinere tingene?
Det sted, Merete havde lejet, er, foruden festsal og øvelokale for The Hicks, som spillede gode rock- og 60’er hits efter middagen, også adressen på Danmarks største østershattefarm. Alle gæsterne så produktionsfaciliteterne (vi blev lukket ind i hold), hvilket var virkelig interessant at se og høre om.
De høster helt op til 800 kilo. Om dagen! Uhhh, det kriblede i fingrene, og jeg måtte beherske mig for ikke at ‘komme til’ at plukke et par gode klaser østershatte, som er en rigtig god spisesvamp. Vi fik dog alt hvad vi kunne spise til natmaden, som bestod af en lækker østershattesuppe med masser af svampe i. De bliver dyrket i pasturiseret halm i poser i tre etager i lange rækker. Holddaop, der var mange poser med halm i den bygning. Lige pludselig kunne vi godt forstå de 800 kilo på en dag. Der bliver høstet hver dag, inklusive weekender og helligdage.

P1060933P1060937

Festen var et brag af en fest. Fordi det blev holdt på en gård, var der god udenomsplads, så mange havde taget telt eller campingvogn med, så de var fri for at tænke på den kedelige ting at skulle køre hjem.
Underholdingen var festlig, især indslaget fra vores fætter Kurt, som havde lagt et stort arbejde i at printe store bannere ud og hængt dem op på en stang, således, at man kunne bladre i dem. Meretes opgave gik ud på at kigge på de mange gæster og konkludere ud fra, hvem af os der rejste sig op, hvad der stod på banneret. Fordi Kurt havde taget fejl af kano og kajak, kunne jeg også rejse mig op til den tekst, hvilket forvirrede hende totalt. Ellers gættede hun vist dem alle sammen. Ud over de her viste var der “Hvem har spillet sammen med Merete?” (hun har spillet klarinet i et orkester for mange år siden) og “Hvem har rejst i udlandet med Merete?” Det var et meget morsomt indslag, som involverede samtlige og som alle, også ‘offeret’ selv, havde det rigtig sjovt med at deltage i.
Der kom en del bemærkninger undervejs, både stuerene og det modsatte, som var yderst underholdende, men som jeg har censureret bort her …

P1060954P1060955P1060956P1060957P1060958

Vi var hjemme klokken 03:30, og vi er begge hamrende trætte i dag – jeg nok endnu mere end John, for han holdt sig til de alkoholfrie øl hele aftenen, mens jeg nød den gode og meget rigelige vin … men hvor var jeg glad for, at han godt gider det med at køre hjem – jeg har det også meget bedre dagen efter, når jeg ikke har drukket alt det alkohol – ja, det kan du sagtens bilde mig ind … det var ved at være lyst, da vi kom hjem … gad vide hvornår de sidste faldt omkuld?
Men det var en god fest. Det er lidt tømmermænd værd – jeg har/havde nu ikke ondt i hovedet, men kan godt mærke, at jeg ikke skal sent i seng.

17. juni 2017

Nu også i syrenfarvede

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags:

Bootees (2)Sikke da et vejr! Min søster bliver 60 i morgen, hvor de lover lige så godt eller bedre vejr, så hun må have været sød.
I aften skal det fejres med bravour, så lige om lidt sætter vi kursen mod det sted, hun har lejet. En hel gård, nærmest, kan jeg forstå, tilhørende en fyr hun kender, der har et band, og samme band spiller op efter maden. Det skal nok blive godt. Jeg ved ikke hvor mange vi bliver, men kender jeg hende ret, så har hun samlet revl og krat (nej, ikke rav og krat! Det giver ingen mening) – jeg vil gætte på, at vi nok bliver omkring det samme antal personer, som hun fylder år.

Jeg har siddet oppe på terassen og syet de to andre babystøvler sammen. Jeg måtte på et tidspunkt kapitulere, fordi det blev for varmt at arbejde i haven, og hvad var så mere nærliggende end at få ordnet dette lille hængeparti?

Det slog mig, i hvor høj grad de passede til min provencedug, som jeg købte på det franske marked i Præstø sidste år, så det kom der et par billeder eller fire ud af.

Bootees (3)Bootees (4)Bootees (5)

De er altså nuser, de små støvler, og for de interesserede har Kristine fundet opskriften her.
Jeg både googlede og billedgooglede ellers selv højt og lavt efter booties og bootees, og følte jeg havde været hele internettet igennem, men Kristine var dygtigere og fandt dem, så nu er der ingen undskyldning for ikke at strikke dem, hvis man har sådanne lyster.
Opskriften er på engelsk, men har man lidt problemer med det, så er der flere gode ordlister rundt omkring, bl.a. her hos Sommerfuglen.

16. juni 2017

Hercule Poirots sekretær har fået nyt arbejde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:55
Tags:

Når man sidder i en bil i omkring 6000 kilometers tid, og det hovedsagelig er husbonden, der har været chauffør, så ryger der en del masker af pindene. Især på strækket hjemmefra til Hoek van Holland og vice versa, samt de næsten tre timer, vi sad ved færgen i Hoek van Holland og de to timers ventetid i Dublin havn.
Det blev ikke til så meget de dage, hvor vi kørte næsten hele dagen på The Wild Atlantic Way i Irland, for der var så meget smukt at se på hele tiden.
Jeg fik afsluttet min egen farveversion af Find Your Fade, som jeg først lavede til Inge. Jeg fik strikket et Take It All, som jeg ellers havde forestillet mig at skulle have overtalt samme Inge til at være det næste sjal/tørklæde til hende, men det skal jeg ikke, for jeg bryder mig ikke om det. Det er for lille og lidt for uspændende at strikke – så hellere et tredje Find Your Fade. Jeg fik også strikket et pandebånd i nogle af resterne fra mit Find Your Fade.
Og så løb jeg tør. Ikke for garn, men for opskrifter, for jeg havde ikke regnet med at være så flittig i ferien, men jeg fik også strikket en del mere end forventet, mens vi var hos Charlotte.

Miss Lemons booteesMiss Lemons bootees

Den slags er der jo heldigvis råd for. Charlotte skulle afsted for at finde den helt rigtige farve tråd til en jakke hun skal i gang med. Hun spurgte om jeg ville med, for hun skulle i Miss Lemon’s Wool Shop i Pewsey. Enhver Agatha Christie-læser vil vide, at Miss Lemon var Hercule Poirots sekretær, men nu er hun reinkarneret som garn- og stofbutikindehaver i en lille engelsk provinsby.
En herlig butik! Flere steder i butikken stod disse bootees i mange forskellige udgaver, og jeg kunne ikke stå for dem. Jeg kender ingen, der snart skal have barn, men det skulle ikke forhindre mig i at spørge Miss Lemon, om jeg måtte tage et billede af de bittesmå støvler. Det måtte jeg … hun havde ingen nedskrevet opskrift på dem, men hun fortalte mig, at de er dobbelte, og at jeg derfor skal strikke seks kvadrater á 24 m x 24 retriller (eller hvad der skal til for at få nøjagtige kvadrater). Derefter fortalte hun, hvordan de sys sammen. De røde er fra butikken, og de blå er min udgave. Jeg fik også strikket de seks kvadrater til et par lyserøde/hvide støvler, men de er ikke syet sammen endnu – heldigvis kunne jeg huske, hvordan det skulle gøres.

15. juni 2017

Hvem vil købe en båd?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

Mens vi gik rundt i Mottisfont-parken i England, ringede Søren for at overbringe den kedelige meddelelse, at motoren til vores båd var blevet stjålet.
Den samme nat var fire andre bådmotorer af nogenlunde samme størrelse forsvundet fra Præstø havn. Så meget for at betale sig fra det man tror er ekstra sikkerhed med videoovervågning und alles … det kan jo være aldeles ligemeget, så.
Motoren var låst fast til båden med to kæder med solide hængelåse efter alle kunstens og forsikringens regler, men en tilstrækkelig stor boltsaks kunne åbenbart løse ‘problemet’ for de pokkers snøbler, der åbenbart lige havde fået en ordre på fem motorer til Polen eller Rumænien eller hvor de nu skulle hen med dem.
Da vi ringede og meldte det til forsikringsselskabet, sagde de, at en motor på 9,9 HK slet ikke var dækket af vores indboforsikring! De dækkede kun op til 5,5 HK.
Alle mand til pumperne (1)SÅ blev jeg vred. Jeg ringede til dem, da vi havde købt båden, for at få at vide, hvordan vi skulle forholde os mht. den og fik den besked, at småbåde af den slags var dækket af vores indboforsikring. Han spurgte hvor stor motoren var, hvilket han selvfølgelig fik oplyst. Okay – det skulle vi ikke bekymre os mere om; den var fuldt dækket.
Vel var den åbenbart ej. Jeg talte stadigvæk pænt til sagsbehandleren, men jeg lagde ikke skjul på, hvad jeg mente om den slags vejvildledning. Han beklagede dybt og indrømmede, at det var noget af en kvajestreg og at han i en lignende situation også ville være blevet tosset.
Han kunne dog ikke hjælpe mig, fordi de slet ikke forsikrer både, så jeg skulle have haft tegnet en speciel bådforsikring i et helt andet selskab.
Hvis de havde haft bådforsikringer, ville han gerne have bødet for fejlen ved at datere en sådan tilbage til købstidspunktet, men det kunne han så ikke …
Da jeg foreslog, at vi slog halv skade ved at få dækket op til, hvad en 5,5 HK koster, kunne det ‘desværre’ heller ikke lade sig gøre – den slags må de ikke snyde med, for de skal have politianmeldelse på den, samt serienummeret osv. oplyst, og så passer tingene jo ikke sammen, lød beskeden.
Okay, på en måde fair nok, men for hulen, hvor jeg var vred. De skal dæleme ikke sige, at vi er dækket, når vi ikke er, og når vi ringer ind netop for at sikre os, at alt er i orden. Hrmpf.
Nu sætter vi båden til salg. Vi brugte den alligevel mindre, end vi havde regnet med, vi ville … alt for lidt, faktisk, og vi vil ikke ryste op med de temmelig mange penge, en tilsvarende motor koster, så den bliver sat til salg snarest muligt.
Var det noget? Er der en af jer, der ligger inde med en motor, men lige står og mangler båden til den, så bare sig til! Der følger ekkolod, svømmeveste og næsten ny bådtrailer med. Og årer, selvfølgelig.

13. juni 2017

Dametur med herrechauffør

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: ,

I Den Stråtækte bliver der snakket lidt mere end en anelse for tiden, fordi Das Dritte Mädchen er på besøg. Det er smadderhyggeligt, og John fortrækker bare et eller andet sted hen, når han synes det bliver for meget. Fx trængte bilen pludselig gevaldigt til at blive vasket her til formiddag … ikke at han siger, at det er for meget snakkeri, men vi anser det for temmelig sandsynligt, at det er sådan det er. Og pyt da med det – det er ham vel undt med lidt fred til ørerne, og vi kan sagtens snakke, uden han er til stede.
Det kommer sikkert som en overraskelse for mange af jer, men det kan vi altså godt …

Vi tager ham det som sagt ikke ilde op, og han holder meget af Karen, men udsigt til kvindesnak i tre dage forstår jeg godt kan virke overvældende på de fleste mænd.
Ikke desto mindre var han helt med på den, da vi foreslog at pakke kaffekurven og køre en tur. Det blev til Karrebæksminde for at vise Karen, hvordan man kører ind gennem en græshoppe. Hvis jeg så oven i købet kunne få de kammuslinger, jeg alligevel ikke havde i fryseren, var det idel lykke.
Det var det. På Enø lå der den herligste og umanerlig indbydende fiskeforretning med alt til faget hørende i fersk og røget fisk og skaldyr. Inklusive kammuslinger, naturligvis, så jeg kunne have købt mig fattig, hvad jeg da næsten også gjorde.

Karrebæksminde

Ved kanalen stødte vi på et nyt ord: slopkiste. Ingen af os havde hørt det før, så det måtte googles, da vi var hjemme igen. Nu ved vi hvad det betyder, og så ved vi også, at der sikkert højst går en uge, inden vi støder på ordet igen. Det samme gælder for planten kulsukker, som Karen aldrig havde hørt om. Det har hun nu – og har selvfølgelig også set hvordan den ser ud, så om ikke planten selv, så dens navn støder hun også snart på igen. Sådan er det bare – er det mon ikke noget, vi alle kender? Altså at rende ind i et nyt ord eller begreb, som man ikke har mødt før i sit efterhånden lange liv, og så møde det igen ganske kort tid efter? Jeg synes det sker med forholdsvis jævne mellemrum.
Der er sikkert en god forklaring – det kunne være noget med, at man i virkeligheden har set/hørt ordet masser af gange, men bare ikke har hæftet sig ved det før, men den slags finder man jo aldrig ud af. Jeg synes i hvert fald, at det er et lidt pudsigt fænomen.
Og apropos ord … nu vil jeg sætte mig lige hen og snakke videre …

11. juni 2017

It’s a jungle out there!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:58
Tags: ,

Vi var hjemme i aftes kl. 20, og jeg kunne næsten ikke vente med at gå en haverunde. Junglerunde … holddaOP, hvor var alting vokset på de knap tre uger, vi var væk, men en nabo kunne fortælle, at det har haft regnet meget, og der har både været varme og sol. Så ved vi godt, at det hele går amok. Intet er gået ud og alt er kommet op – selv de små enkeltknolde fra vinterens dahliaopbevaring, som jeg ellers var ved at smide ud, fordi de var faldet af ‘moderen’ og så meget døde ud, har givet resultat i form af en del små dahliaplanter … jeg besluttede i sidste øjeblik at smide dem ud i et stykke jord. Langt de fleste af dem er der kommet en plante ud af, så nu ved jeg det til en anden gang.

P1060896P1060902

Det kom ikke som nogen overraskelse, at det var ukrudtet, der var vokset allermest; så meget, at de ønskede planter for nogles vedkommende havde det lidt trangt, så det kløede i mine fingre for at komme i gang allerede i aftes, men jeg styrede mig. Der kom nemlig også Barnaby, så ham valgte jeg at sidde og hygge mig med i stedet for at gå i haven.

Gertrude Jekyll

Gertrude JekyllVi gik begge i gang straks efter morgenmaden, og nu er der pænt ude foran.
Allerede i morgen kommer Das Mädchen Karen og skal være her i nogle dage, så det er med at nå så meget som muligt inden hun arriverer – men hun har sikkert ikke noget imod at sidde på en stol eller gå med rundt og underholde mig, mens jeg nusser omkring i haven …

Det er skønt at se, hvordan stort set alt jeg har plantet siden vi flyttede ind, har fået rigtig godt fat.
Noget er blevet større end forventet, så jeg skal til at flytte rundt på noget for at det kan stå optimalt i forhold til hinanden, men sådan er det vel at have have: Man bliver aldrig færdig.
Min foreløbig eneste David Austin-rose, Gertrude Jekyll, er præcis så smuk som forventet, og hendes blomster er så store, tunge og tætte, at de har brug for støtte. Det har de så fået nu, så de velduftende blomster er kommet op i en lidt mere fornuftig højde.
I drivhuset var det hele vokset til mere end dobbelt størrelse af, hvad jeg havde forventet, så der skulle bindes tomater, chilier og agurk op, samt tyndes kraftigt ud i vinen.

Der skal også pakkes ud. Det gider jeg overhovedet ikke – jeg vil meget hellere være ude i haven … det er nok godt, at Karen kommer i morgen, så er der ikke rigtig nogen undskyldning for at lade hele ferieoppakningen ligge og rode. Nogle kan ikke lide at pakke kufferten til en ferie. Det elsker jeg, men at pakke den ud igen efter hjemkomst … vorherrebevares! Nå. Sæt i gang, Ellen!

9. juni 2017

Slut for denne gang

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:18
Tags: , ,

Det var det. Slut. Afgang mod Danmark. Vi har nu været afsted i 18 dage og vil være hjemme igen på 19.-dagen. Det har været rigtig godt alt sammen; både i Irland og her i England, og selv om jeg hver gang har svært ved at sige farvel på gensyn til mine englændere, så glæder jeg mig nu ærlig talt også til at komme hjem til Den Stråtækte.

IMG_6519

Charlotte var nødt til at arbejde; hun havde to prøvninger torsdag, så John og jeg kørte ud og fik handlet det sidste af det, vi skal have med hjem til Danmark. Vi kan få verdens bedste mel (i flere varianter end hjemme) og ditto tørgær til brødbagemaskiner her i UK, og der er forskellige andre ting, der efterhånden er fast rutine at tage med hjem, især når vi har en bil til at bære det alt sammen for os.
Efter indkøbsseancen kørte vi ud i det blå grå. Mange af de små landsbyer ligger nede ad små, ensporede stikveje, som ender blindt (det er en af grundene til, at det ikke virkede for C at have systue hjemme; der var ingen strøgkunder). Nu har vi i mange år nøjedes med at se skiltene ned til de små byer, så nu skulle det være – vi kørte ned til nogle af dem for at se, om der ikke skulle være nogle perler indimellem.

IMG_6512IMG_6518

Vi kørte til landsbyer med skønne navne som Etchilhampton, All Cannings, Honey Street og Bottlesford. Uanset hvor få, sommetider helt ned til måske kun 10-15 huse i landsbyen, så havde den i de fleste tilfælde en kirke. Der er ikke noget at sige til, at de herovre har det samme problem som de små sogne har hjemme i Danmark – selv de mindste sogne i DK må være noget større end disse. Problemet er dog endnu større herovre, hvor kirkerne ikke får statstilskud, men må klare sig selv. Det er derfor, man altid i engelske fillm/serier ser velgørenhedsarrangementer til fordel for den lokale kirke, som altid mangler nyt tag …

IMG_6514IMG_6517

Vi kørte forbi ‘fotomuseet’ herunder. Vi var ikke derinde, for vi blev enige om, at den museumsejer sikkert var lige meget nok af en særling, men vi er muligvis gået glip af en fantastisk oplevelse i hans quirky place (= unusual in a attractive and interesting way) …
Det kan være, han er forhenværende grønthandler, for han gør brug af Greengrocer’s apostrophe i ordet photo’s på det brune skilt til venstre. Det er flertal, og så skal der ikke sættes en apostrof. Som jeg vist før har været inde på en enkelt gang eller to, kan ikke engang englænderne finde ud af bruge apostrof rigtigt på engelsk.

IMG_6521

IMG_6520

Som sagt er der en kirke i næsten alle landsbyerne. Det samme gælder for de røde telefonbokse, og der er stadig det gamle skilt hen til Public phone, selv om den ikke bliver brugt mere, men står og ser meget forladt ud. De fleste af dem gør i hvert fald … en af dem var taget i anvendelse som det lokale gratisbibliotek. God ide.

Free book exchangeFree book exchange

8. juni 2017

Report from the Command Bunker

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:50
Tags: , , ,

Base Camp (1)Børnenes Base Camp bliver konstant ud- og forbedret. De har sparet sammen, og med lidt supplering fra forældrene er der købt tykkere og derfor mere holdbare pressinger og nogle camouflagenet, så lejren bliver mindre synlig – en af beboerne i landsbyen (som kun er hjemme hver anden weekend!) synes, den er meget lidt køn at se på. Han er en sur stodder for at sige det rent ud, for der er omkring 250 meter ned til campen, så det må være temmelig begrænset, hvad den kan genere … den er svær at få øje på, selv uden camouflagen, ikke? (Billedet herunder, taget fra enden af deres store, ‘rigtige’ have). Han kan ikke engang høre dem, når de leger dernede. Han har også prøvet at nedlægge veto mod den swimmingpool, de snart begynder at bygge, men den slags brok kom han ikke igennem med, for man har lov til at larme på egen grund og i egen have.
Det er faktisk heller ikke for Hr. Suresens skyld, at camouflagenettene er sat op, men fordi børnene syntes, det kunne være sjovt, hvis lejren var mere eller mindre usynlig.

Base Camp - næsten gemt 

Der er plantet lavendler på hver side af indgangen; der er lagt kartofler og der er sået bønner og ærter, så der i løbet af sommeren forventes at komme et fødevarelager. Anna har plantet lidt blomster hist og pist.
Der er gravet bålsteder og der er anlagt små damme, hvorfra de følger tudsers udvikling fra æg til voksen – der var en, der havde lagt æg for ganske nylig, så børnene holder hele tiden øje med, at det ikke tørrer ud … det er der så ikke så stor risiko for med det vejr, de holder sig for øjeblikket …

Base CampBase Camp - bønnerne er kommet op

Base Camp (4)Base Camp - tudseægBase Camp (8)

Det var børnene, der spurgte, om ikke jeg ville blogge om deres Base Camp, og selvfølgelig ville jeg det – de er umådelig stolte af den og glade for den.
På vejen tilbage til huset viste Aubrey mig en sti og fortalte, at den visse steder er svær at forcere (hvilket jeg ikke havde spor svært ved at tro på), men de har skåret sig en hemmelig vej, der fører til et rigt brombærkrat “…hvor bærrene er ekstra store og saftige. Men den sti må du ikke tage billeder af og vise på bloggen, mormor, for ingen andre end os må vide, hvor den er!”
Jamen det skal sandelig ikke være mig, der afslører den hemmelighed, så ingen billeder af den svært tilgængelige sti!

7. juni 2017

Mottisfont Abbey and gardens

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:31
Tags: , ,

Mottisfont har længe været et ønske for os, men eftersom stedet er bedst kendt for sine kæmpestore muromkransede rosenhaver, er dette første gang vi er så tidligt på den, at det er muligt at nyde de over 500 roser.
De fleste af dem er de helt gamle roser, som ser ud som på billederne herunder. De dufter fantastisk, men de remonterer ikke, så de skal ses her i starten af juni … faktisk var den officielle rosenhaveåbning i dag, så her var en del besøgende, men stedet er stort, så det var okay, og vi var her ydermere, da de åbnede kl. 10, men det var lidt voldsomt, da vi kørte igen.

Mottisfont (13)Mottisfont (26)

Jeg ved, at nogle mener, at en ‘rigtig’ rose skal se ud som dem, man ser i massevis til konfirmationer og i forbindelse med studenterdimissioner (nej, ikke dimensioner …), men det er, hvad Charlotte kalder firserroser, og som blev fremelsket til at kunne remontere, men som næsten aldrig dufter. De gamle, engelske roser så som sagt helt anderledes ud (og var meget smukkere efter min beskedne mening – jeg elsker deres lidt pjuskede udseende pga. de mange kronblade), og det var dem, som David Austin satte sig for at forædle til at ligne sig selv, men både dufte vidunderligt og remontere. Det lykkedes ham som bekendt til fulde, men det er ikke David Austin-roser på Mottisfont.

Mottisfont (21)

Der var mange roser – og også mange andre blomster, selvfølgelig – det var helt berusende at gå rundt i de overdådigt duftende og blomstrende haver.

Mottisfont (14)Mottisfont (24)

Selve det imponerende Mottisfont House var engang et priory, men det gik det, som det gik for så mange andre af den slags religiøse steder efter reformationen: De blev købt af rigmænd. Den sidste ejer her var Maud Russel, som, efter sin mands død i 1942, havde en langvarig affære med den kun omkring halvt så gamle Ian Fleming (I ved: James Bonds ‘far’). MR skrev dagbog hver dag stort set hele sit liv, og barnebarnet Emily Russel har editeret og offentliggjort dem fra 1938-45 i en bog, som jeg vil prøve at få fat i, for den lyder interessant.
Mange steder i huset var der lagt/sat/ophængt citater fra hendes dagbøger – her på servietterne på det opdækkede spisebord.

Mottisfont (33)Mottisfont (35)

Mottisfont

Det var virkelig dejligt og meget inspirerende at se – både haverne, parken med de enorme træer (jeg har aldrig set så stort et London plane tree) og det imponerende hus.
Maud Russell blev en gammel dame (1892-1982). Hun overdrog Mottisfont til National Trust i 1957, men blev boende på stedet til 1972.

6. juni 2017

Det var dog et forskrækkeligt vejr …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:20
Tags: , ,

Jeg ved ikke, hvordan I har det hjemme i lille Danmark, men her har vi efterår. Med stormvejr og strømafbrydelser og det hele. I aftes havde vi lige sat os til at se et afsnit af Allo Allo ved 19-tiden, da strømmen gik i hele landsbyen og formentlig i et endnu større område – det plejer den. Den havde absolut ikke tænkt sig at komme igen, så det ud til. Endnu var det lyst nok til at læse eller spille et spil kort, men ikke så længe, for himlen var sort af uvejrsskyer. Det regnede og stormede, så oktober må blegne af misundelse. Ved 21-tiden gik vi alle i seng, for da var det for mørkt til at kunne foretage sig andet end at bruge iPad, men jeg var den eneste, der havde en med tilstrækkeligt batteri, for ungerne havde kørt deres to døde inden aftensmaden og havde ikke fået sat dem til opladning, så jeg ville ikke sidde og gøre dem misundelige på mig ved at have en, der virkede.
Strømmen kom først igen ved midnatstid. Den havde kigget indenfor et par gange inden da, men fortrød hurtigt igen. Vi var ikke i tvivl om, når den kom igen, for husets alarmsystem gik i gang med en infernalsk støj hver gang, så det var virkelig irriterende, at den kom og gik, fordi man (læs: Charlotte) hver gang skulle ud af sengen, hen ad gangen, ned ad trapperne, igennem en stue og ud i gangen til boksen ved hoveddøren for at indtaste en kode.

IMG_6456

Her til morgen kørte Charlotte til workshoppen lidt over ni, og klokken 9:30 gik strømmen gudhjælpemig igen! Vinden havde ellers på det tidspunkt løjet meget af, og vi havde netop fået sat alt til opladning, fordi de lover stiv kuling igen i eftermiddag mellem klokken 16 og 18, hvorfor vi forudså, at der kan strømmen nok finde på at gå igen. Men da ikke nu!
Jeg havde lige sat en and a la orange i ovnen til langtidsstegning, og så skulle John og jeg have været afsted for at se Avebury Manor, men det turde vi ikke nu, for strømmen kom og gik med forholdsvis korte, uregelmæssige mellemrum, og alarmen er virkelig voldsom, faktisk mest udenfor, at høre på og må kunne drive naboerne – især den nærmeste – til vanvid, så vi turde ikke køre nogen steder.
Det gjorde vi dog så alligevel et par timer senere, for da var strømmen kommet igen for fjerde gang og havde denne gang holdt i en halv time, så vi løb risikoen for nabohad – med Charlottes velsignelse: “Hvis I ikke havde været på besøg, havde der jo ikke været nogen til at afbryde alarmen.” Nøhh.
Da vi så nærmestenaboen køre, besluttede vi at gøre det samme, så vi fik set Avebury Manor, som John havde glædet sig sådan til, siden vi så serien om dets fantastiske restaurering. Jeg var der i september sammen med Die Drei Mädchen, men jeg kunne sagtens tåle et gensyn. Min beskrivelse af stedet kan læses i mit indlæg fra september.

Avebury Stonecircle - meget meget stor radius

Herover en del af Aveburys meget store stencirkel; man kan ikke engang fornemme, at det er en cirkel.

5. juni 2017

It’s Ragtime Again

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:16
Tags: , ,

P1060878Det hedder It’s Showtime Again; jeg ved det godt, men ordene faldt mig lige ind, og overskriften mere end antyder, at der nu kommer et indlæg om Charlottes skurvogn i Woodborough.
Jeg synes, det er så dejligt for hende, at hun allerede har så mange kunder, at hun har måttet sige nej til et par stykker og ikke har tid til at holde fri alle dagene, vi er herovre. Dette sidste er hun lidt ked af, hvilket jeg udmærket forstår, for sådan ville jeg også have haft det, men vi er som sagt kun glade på hendes vegne.
Det er bare en beskedent udseende skurvogn, som er billig i leje, men som koster hende en hulens masse penge til opvarmning, hvilket det er ikke nemt at gøre noget ved, og det dur ikke at spare på varmen, for stive fingre arbejder for langsomt og kan ikke sy pænt nok. Kulde er heller ikke særlig smart, når kunderne skal smide tøjet i forbindelse med prøvningerne …

P1060879Ragtime (2)

Hvis jeg havde den figur, jeg engang havde, så ville jeg bestille tøj hos Charlotte, men det har jeg ikke, så det vil jeg ikke … på den anden side kunne det være, jeg skulle prøve alligevel på et tidspunkt, hvor hun ikke har så travlt – jeg er trods alt ikke tykkere end de massive, tøndeformede, græske skibsrederfruer, hun syede tøj til, da hun var hos Hardy Amies, men ikke desto mindre må jeg kunne sætte hendes skrædderkunst på prøve: Kan jeg komme til at se pæn og 10 kilo tyndere ud, er hun endnu dygtigere end selv mor her tror …

P1060881P1060883P1060889

Jeg har aldrig kunnet/villet bære ærmeløse kjoler, men det kan og vil mange. Hendes modeller har navne – herover er to udgaver af Audrey, samt Fern-frakken i midten – sidstnævnte ville jeg til gengæld meget gerne kunne bære, for den er ret elegant. Synes mor …
Hvis I er hurtige, er det en åbningsudsalgsvare, så den kan erhverves for 400 pund, hvilket er billigt for sådan en frakke. Synes mor …

P1060882P1060890

Hun er stadig i gang med at sy alle modeller op i alle størrelser i stout (mønstrene bliver gemt i mapper), så når hun får en ny ordre på en størrelse, hun endnu ikke har syet op, er det det første hun gør, hvorfor der ligger ekstra arbejde med mange af ordrerne her i starten.

P1060887

Hun har købt en lille dvd-afspiller – så står/sidder hun og lytter til Matador, Frasier (morsom amerikansk serie) eller Folk og Fæ (serien om den yorkshireske dyrlæge James Herriot). Jeg tror, hun ville kunne recitere serierne fra ende til anden, hvis hun blev bedt om det, for hun elsker dem alle tre, og at sætte dem på giver hende ro i sjælen og giver hende en fornemmelse af selskab.

P1060888

Se … hun er da sød, den lille skrædder. Synes mor …
Også selv om de nye briller ikke kun får Anna og Aubrey til at tænke på Harry Potter. Men han er nu også sød.

4. juni 2017

Børnene i Nyskoven

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:11
Tags: , , , , ,

Det er som bekendt pinsesøndag i dag, og da Charlotte gerne vil holde vores gamle familietradition i live, kørte vi afsted til New Forest med en picnickurv fyldt med lækre sager. New Forest er Englands største nationalpark med et areal nogenlunde som Bornholms. Man kører langsomt rundt i området, hvor heste og køer går frit rundt – også i de bittesmå landsbyer, der ligger inde i nationalparken – og man må slå sig ned overalt, hvor man har lyst; man skal bare rydde pænt op efter sig, og til vores glæde så vi bare ingen steder overhovedet, hvor folk havde efterladt affald.

IMG_6412

Vi hørte heste lige bag buskene, hvor vi sad, men vi så dem ikke, selv om de var tæt på. Da vi havde spist maden og drukket kaffen, kørte vi videre ind ind i skovene, som på et tidspunkt går over i ‘savannen’, som Charlotte kalder landskabsformen. Nogle steder kan man se muldyr, men det gjorde vi til Aubies fortrydelse ikke i dag.
Herunder ses et af de store arealer, hvor der går masser af heste (vi talte 37 på området her) og køer (kun 6), og hvor folk slår sig ned og sætter læsejl op, inden de sætter sig til at nyde den medbragte mad. Hestene græsser løs, fuldstændig ligeglade med os mennesker, men alle lystrer tilsyneladende også påbudet om at lade være med at fodre dem eller prøve at røre ved dem.
Det er temmelig fascinerende at opleve, og børnene elsker at komme en tur i Nyskoven.

IMG_6414

Jeg kom naturligvis til at huske på barndommens klassiker af Kaptajn Marryat om Børnene i Nyskoven, som må være netop denne New Forest. Jeg gætter på, at alle på min alder og ældre må have læst denne bog – jeg husker den som god, men der skulle heller ikke så meget til at imponere os børn dengang, måske fordi alt i hele verden foregik i et noget mere adstadigt tempo end i dag.
Ikke desto mindre har jeg lige bestilt bogen i håb om, at ungerne godt gider læse denne børnebogsklassiker. Charlotte tror det ikke, fordi hendes erfaring er, at de er ‘for langsomme’, og er det tilfældet, så har jeg spildt en hel penny på at købe den bog!
Er det ikke utroligt? Én sølle penny – og så £2,80 i porto oveni, men alligevel …

IMG_6415

3. juni 2017

Padder eller paddle tennis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:21
Tags: , , , ,

Vi ankom lige til frokosttid i går, men vi var ikke videre sultne efter det – som sædvanligt – overdådige morgenmåltid. Det var – som sædvanligt – skønt at se dem alle igen … der er også gået hele tre måneder siden sidst – alt, alt for længe, hvis man spørger mig. Ungerne er vokset, haven er der sket væsentlige forandringer med, Charlottes Ragtime går over al forventning, og endelig er det allersidste hængeparti på granny flat’en blevet bragt i orden(brusenichen i badeværelset), så der var masser af nyt at se på og høre om.

IMG_6325

I haven er der gravet ud til en lily pond, men indtil videre er det en glimrende springgrav, hvis nogen selv kunne bestemme – ungerne var ved at rigge til med tykke hynder til at øve sig i at springe over den, men moderen fik dem stoppet og sagde, at de først skulle måle bredden og prøve det af på græsplænen først, helst mange gange, hvilket de modstræbende gik med til. Det viste sig at være en rigtig god ide med den træning …

IMG_6319IMG_6366

Tim var helt oppe at køre over en antik, og dermed original, tennisbanekridtlinjemarkeringsdims, som han havde fået fat i på ebay. De har etableret en tennisbane med mål til paddle- eller paddertennis, som var et nyt begreb for mig indtil i aftes. Han har naturligvis også købt et sæt originale paddles.
I formiddags startede han med at måle banen nøjagtigt op og markere den med en murersnor, som han senere kørte dimsen langs med. Han er som et barn juleaften, når han erhverver sig denne slags gamle ting, som vi måske nok smiler lidt ad, men som passer så fint til det gamle hus.

IMG_6370IMG_6376

Dimsen fyldte Tim med noget specielt kridtmaling og gik i gang med opgaven. Det virkede helt efter hensigten. Han gik to gange med den hver vej, inden han var tilfreds, og det fik lov til at stå og tørre, mens vi nød den croque monsieur, som Charlotte havde lavet til frokost.

IMG_6377

Nettet blev nu sat op, og banen kunne indvies for alvor. Man kan måske fornemme de ‘padler’, som gør det ud for ketsjere i denne tennisvariant.

IMG_6379

Jeg gider normalt ikke se tennis, men de to her fik det til at blive særdeles underholdende at overvære – Tims mimik, gestik og fjollede bemærkninger og Charlottes hjertelige latter lavede et (i mine øjne) kedeligt spil om til en oplevelse.
John nød imens en middagslur og nyder i det hele taget ikke at skulle køre i dag – han har virkelig fået kørt meget de sidste 10 dage, og selv om han holder meget af det, og det (endnu) ikke er et problem for ham, er han nu alligevel glad for at holde totalt ratfri hele weekenden.
Mandag og tirsdag skal han til det igen, for Charlotte har så travlt med Ragtime, at hun ikke kan holde hele ugen fri, mens vi er her, så vi kører ud og underholder os selv de to dage.

31. maj 2017

Jeg har ikke kysset The Blarney Stone

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:40
Tags: , ,

Billedresultat for KISSING THE BLARNEY STONEVi overnattede i Blarney, hvorfor det var oplagt at se Blarney Castle inden vi satte kursen mod Dublin, hvor vi lige om lidt har vores sidste nat i Irland.
Jeg spurgte John, om han kendte legenden om The Blarney Stone. Det gjorde han ikke, men da jeg fortalte, at hvis man kysser denne sten, får man veltalenhedens gave, så han helt forskrækket ud: “Du behøver absolut ikke at kysse den sten! Du taler rigeligt i forvejen …”
Tak, min søde … men var det så ikke en ide, at du gjorde det? Han mente dog, at han hellere ville leve fåmælt i den tid han har tilbage her på jord, men det er altså også en mildt sagt umage stilling, man skal indtage for at komme til at kysse stenen, så jeg forstår ham godt. Men nu har vi set den …

Blarney Castle (8)Blarney Castle (18)

Billedresultat for BLARNEY castleBlarney Castle (16)

Blarney Castle er en høj, smal borg og egentlig ikke specielt interessant, så det vil vi ikke dvæle mere ved.
Vi kørte ud til den østlige kyst og blev overrrasket over, at der her fandtes en forholdsvis kort strækning, der hedder Kobberruten. Den var ganske nydelig – flere steder kunne kobberet fornemmes pga. de grønlige klipper, som måske godt kan ses på billedet.

IMG_6292

IMG_6299

Det var så en helt anden kysttype igen end dem, vi hidtil har set, men det var hermed afslutningen på de mange og forskelligartede irske kystlinjer. Resten af turen mod Dublin gik igennem landskaber med store, bløde, grønne bakker – igen virkelig smukt, men ikke så meget anderledes end det England, vi kender fra Charlotte og Tims Wiltshire.
Det har været en dejlig tur i et dejligt og ikke mindst gæstfrit land. Irerne er yderst flinke og imødekommende … om det er fordi det stadig er først på sæsonen, eller de er sådan altid, skal jeg ikke kunne sige, men vi har i hvert fald ingen klager.

« Forrige sideNæste side »

Blog på WordPress.com.