Hos Mommer

21. juni 2019

CPH Garden 2019

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:36
Tags: , ,

For to år siden blev det første CPH Garden afholdt inde i Valbyparken, og John og jeg tog derind sammen med Ditte. Vi havde egentlig aftalt at springe i år over, men da Ditte spurgte, om vi ville se det sammen med hende og Peter, sagde vi ikke nej, for det er jo altid hyggeligt at være sammen med dem.
I år foregik det i Ballerup, hvilket var en god beslutning, for der var oceaner af plads i forhold til sidst.
Derved blev der også plads til mange flere spise- og drikkesteder, hvad der var for lidt af i 2017. Disse var strategisk anbragt i områdets periferi, således at alt til haverne – og haveejerne – var anbragt inden for ‘fourageringsvoldene’.

P1040519P1040517

Vi skulle lige afprøve disse havestole fra Grythyttan og fik en overmåde positiv overraskelse – de var supergode at sidde i, fordi de fjedrede lidt. Vi talte om, at dem kunne vi da godt bruge seks af til bordet på siddepladsen foran huset.
Lige indtil vi så prisen. 3250 kroner. Pr. stol. Så skal en af os vinde i Lotto først!
Det er godt at have havedrømme …
Signe Wenneberg, som stod og solgte sin gin, havde taget en vis Fru Kjærsgaards ord til sig. Jeg tror ikke bemeldte dame havde forestillet sig, hvad hun satte i gang med den spidse bemærkning.
Jeg smagte ikke ginen, men det gjorde Ditte, og hun købte en af hver af de to typer. Jeg burde også have købt, for det ville næsten være som at støtte lokalproducenterne, idet jeg fandt ud af, at SW brygger i samarbejde med Braunstein, som ligger i Køge.

P1040524P1040523

Der var alvor, og der var pjat. Sidstnævnte i form af en panton- og en coronastol forklædt som betrukket med henholdsvis hvid- og rødkål.
Der var også otte showhaver, som vi havde glædet os til at se, for i 2017 var vi imponerede over de fleste af dem.
Lad os bare sige, at det var vi bestemt ikke i år.
Vi var tværtimod temmelig skuffede … havde de udvist lidt mere fantasi eller kreative evner, havde det været i orden, men sådan skulle de altså ikke se ud i år. Forskelligheden i 2017 var stor blandt showhaverne, men i år lignede de hinanden alt for meget, syntes vi.
Nå. Man kan ikke få alt, men ellers var der nu næsten alt at få, hvad haveejere kan drømme om.
Måske med streg under drømme, for tendensen er tilsyneladende, at der skal investeres i vildt dyre ting – apropos mit indlæg før dette med Bo Bedre-hjem, så var årets CPH Garden i nogen grad en udstilling af, hvordan man ret nemt kommer af med adskillige snese tusinde kroner. En flot udstilling, godt nok, men det kræver en anden pengepung end vores. Nogle af udstillerne havde givet messerabatter, ganske som man som besøgende forventer, men vi havde mistanke om, at flere af dem havde skruet priserne en god tand i vejret i dagens anledning.

P1040521

Nu skal det ikke være brok det hele, for selvfølgelig var der også megen inspiration at hente, og overordnet set havde de taget ved lære af erfaringerne fra debutarrangementet i 2017 og dermed fået forbedret rigtig meget i forhold til det.
Jeg tror dog alligevel, at vi springer CPH Garden over i 2021 – medmindre nogen kommer og fortæller os, at de har nogle helt fantastiske showhaver.

Reklamer

19. juni 2019

Det er nok ikke til Bo Bedre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:19
Tags: , ,

Det er varmt.
Det er sommer i Danmark.
Det er også sommer i Den Stråtækte.
Jeg arbejdede lidt ude i haven i morges, men det blev hurtigt for varmt til andet end at sætte sig i skyggen under æren (det hedder træet …) med strikketøjet og en kopkaf, nyde stedet, udsigten, en lydbog og livet i al almindelighed.

Den Stråtækte juni 2019Den Stråtækte juni 2019 (1)

Ansatte fra boligmagasinet Bo Bedre, som jeg i øvrigt kun har set ganske få eksemplarer af, og det for mange år siden, ville sikkert løbe skrigende bort ved synet af vores hjem. Det er vist ikke lige deres stil – og heldigvis for det … at have et “Bo Bedre-hjem” er ikke nødvendigvis godt i mine øjne.
Men hvad ved jeg om boligstil og -indretning? Ikke en pind. Hvad ved jeg om, hvordan en have skal se ud efter tidens tendenser? En lille smule. Retter jeg mig efter det? Måske lidt, men det handler mest om, hvad vi trives bedst med.
Hvad ved jeg om, hvad John og jeg synes om og hvor og hvordan vi helst vil bo? En hel masse.

Bagboerne havde i går eftermiddags og aftes fyldt vores trailer med hækafklip, og han og John kørte afsted med det i dag. Sidst på eftermiddagen spurgte jeg dem, om de ikke kunne komme og gøre os selskab, så vi havde en undskyldning for at snuppe en G&T (som John jo lige har lært mig at drikke). Det ville de gerne. Der kom lidt snacks på bordet, herunder de første drivhusagurker, lidt gin og lidt tonic, hvilket tilsammen udgjorde grundlaget for meget hygge, mens vi snakkede og snakkede og kiggede lidt på sejlklubben, som altid er ude på fjorden om onsdagen for at øve sig på et eller andet. At sejle kunne dog være et udmærket bud …

P1030244
De gik igen omkring 18:30, så jeg var glad for, at jeg har mad fra Årstiderne i denne uge – det tog kun 20 minutter at tilberede.
Det har virkelig været varmt i dag.
Hvor er det dog godt, at vi selv kan bestemme, hvornår vi vil lave noget og hvor meget vi gider. Ingen bestemmer over os.
Pensionistlivet er ret fedt (har jeg sagt det før?) og nu er vores venner heldigvis så småt ved at komme med på vognen, så vi ikke længere er afhængige af weekenderne, men kan tage hverdagene i brug til samvær med andre end os selv.

17. juni 2019

Og her er den så …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: , ,

Her er den så, den lille kongelys-hætteugle. Det tror jeg i hvert fald, for i morges kravlede den rundt i græsset bare en meter fra, hvor mine kongelys står. Græsset var stadig dugvådt, og den kunne ikke flyve.
Meget egoistisk hentede jeg kameraet mens den lå der og var temmelig hjælpeløs, men nu ville jeg altså have et par billeder af andet end dens afkom.

Kongelys-hætteugle (5)Kongelys-hætteugle (6)

Efter at have taget billeder af den i græsset, bar jeg den op i shelteret, hvor den så ud til at befinde sig noget bedre, og da jeg kom tilbage til den nogle minutter senere, var den forsvundet.

Som sagt kan jeg ikke være helt sikker på, at det er samme art, og eksemplaret i min have nægtede stædigt at folde vingerne ud, mens jeg kiggede på den, men herunder er et billede af den med garanti ægte vare, og med lidt god vilje kan man godt se ligheden, ikke sandt?

Som sagt er det måske ikke verdens smukkeste, men som Kirsten skrev, er den nu ganske pæn alligevel, og hvis arten virkelig er sjælden i Danmark, som Jørgen skrev, og som jeg også har læst mig til, er der jo endnu mere grund til at være glad over at have set den.

14. juni 2019

Labre larver

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:59
Tags: , , ,

Ude på det, jeg kalder Knolden, står der en lille gruppe kongelys.
I går opdagede jeg, at planterne var fulde af larver, og da den har afblomstret, så jeg ingen som helst grund til at gøre noget for at få larverne væk. Det er bare med at få insekterne til at formere sig i maksimal grad, og jeg vil gerne gøre mit til, at sommerfugle og bier får lidt bedre levevilkår. Med andre ord: Jeg havde heller ikke gjort noget ved larverne, hvis planterne stadig stod i blomst.
Jeg tog nogle billeder af larverne for at kunne gå ind og identificere dem via en billedgoogling.

P1040495

Fine var de, de labre larver, og alt har en forklaring: De sad på kongelysene, fordi det er larver af … filtbladet kongelys-hætteugle, Shargacucullia verbasci, såmænd.
Det er så ikke ligefrem en smuk sommerfugl, men en sommerfugl er det ikke desto mindre, og den kan ikke gøre for, at den ikke er så smuk og farverig – tænk hvis nogen kom og udryddede alle ikke-smukke skabninger? Vi er nogle stykker, der ikke ville blive levnet mange chancer …

I eftermiddag og aften får jeg besøg af flere labre larver, nemlig medlemmerne af Det Fast Sammentømrede Engelskhold.
Desværre ikke alle; de damer er svære at samle, er de, men det bliver godt alligevel, selv om de fraværende vil blive savnet.
Jeg havde tidligt meldt ud, at de skulle komme, når haven var på sit smukkeste, og det må man sige, at den er lige nu – stort set alt er i blomstring.
Der mangler naturligvis stadig dahliaerne, men de vil dukke frem, pynte og lyse op, når rigtig meget af det andet er afblomstret.

12. juni 2019

Kun Jekyll – ingen Hyde

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:59
Tags: , ,

Min smukke, smukke David Austin-rose Gertrude Jekyll flyttede jeg sidste forår over på et lidt mere beskyttet sted, hvor den hele sommeren kæmpede for at overleve den usædvanlige og vedholdende tørke. Jeg hjalp den så godt jeg kunne ved at være Den Konstant Arbejdende Vandbærer, men selv de varmeelskende dahliaer havde det ikke godt, selv om jeg brugte store mængder vand over sommeren for at forhindre dem og roserne i at dø.
Det lykkedes heldigvis, og nu har den masser af blomster – store, tætte og særdeles velduftende. Denne lille busk kan fylde mange kubikmeter luft.
Gertrude Jekyll har eksisteret og har rent faktisk – omend indirekte – noget med den 133 år gamle roman at gøre: Hendes lillebror kendte dens forfatter, Robert Louis Stevenson, og gav denne lov til at anvende familienavnet i The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde. Gertrude Jekyll selv var en velkendt havearkitekt.

P1030231

I et tidligere indlæg påstod jeg, at roser ikke blomstrer i første sæson efter plantning. Det var en fejlhuskning af format, for stort set alle dem, der blev plantet så sent som i november, plus dem jeg plantede i det tidlige forår, har så mange knopper, at det er helt overvældende.

P1030237P1030234

Rosen med den fersken/orange midte er Alchymist, som er en af de fire forskellige roser jeg plantede ved gavlen i stedet for det espalierede pæretræ, som alligevel ikke gav nogen pærer. Alchymist dufter kun meget lidt, men dens blomsterrigdom og disses variation gennem udviklingen fra unge til gamle blomster kompenserer for det.

P1030230Vi fodrer som bekendt fugle, og gerne hele året for at nyde synet af dem, men nu er det slut for denne sæson. En skade har nemlig opdaget glasset med melormelarver i peanutbutter, som vi – og ikke mindst småfuglene – ellers var så begejstrede for, fordi skovspurvene, som vi har i lidt for store mængder, ikke kunne finde ud af at sidde på huset, der holdt glasset. Det blev derfor kun brugt af mejser og rødkælken. 
Flagspætten har fundet røret med nødder.
Både skade og flagspætte er flotte fugle, men de er store og kan derfor rasere en fuglefoderplads på ingen tid, og vi nægter at have dem på kost, så nødderøret bliver ikke fyldt op igen før det bliver vinter. Så må vi tage den derfra og eventuelt foretage os et eller andet, der forhindrer disse grovædere at tage maden ud af munden på de mindre fugle.
Jeg ved ikke helt hvad, men vi må gå i tænkeboks, hvis de vender retur til vinter.
Nogen gode råd, derude?

9. juni 2019

Man tror mest på fakta, der passer til ens holdninger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:39
Tags: , , ,

En ganske kort kommentarudveksling mellem Lene og mig førte til, at jeg i dag har brugt timer på at surfe rundt for at finde (og læse) artikler om emnet, som var e-bøger kontra papirbøger. Jeg udtrykte tvivl om, at man skulle huske tekster fra papirbøger bedre end fra e-bøger, men Lene sagde, at det var videnskabeligt underbygget. Det er ikke så godt, hvis det drejer sig om lærdom, som er vigtig at huske, men hvor vigtigt er det lige, om man husker en skønlitterær bog godt eller dårligt? Lydbøger huskes allerdårligst – hvilket til en vis grad modsiges af, at det jeg husker bedst fra min skoletid, var det, lærerne fortalte os og i mindre grad, hvad jeg kunne læse mig til.

Det viste sig at være vældig interessant at bore i emnet. Jeg fandt artikler, der underbyggede Lenes udsagn, og jeg fandt artikler, der ‘beviste’, at indlæringen var lige god. Jeg vil ikke linke her, for jeg læste mange artikler. Der var stort set lige mange der underbyggede begge påstande – men, og det er ikke mindre interessant: Tendensen var, at jo nyere artiklerne var, des mere hældte de til, at det var hip som hap, om man brugte digitale eller analoge bøger. En af de mest omfattende artikler om pro-papirbogslæsning var fra 2003. For 16 år tilbage … der er løbet meget vand i den elektroniske å siden da.
Det kunne måske tyde på, at det lige så meget handler om at vænne hjernen til at læse elektronisk – hvilket vel heller ikke er så ulogisk; der er ingen, der mestrer noget til fuldkommenhed fra dag ét. Man skal øve sig, som man skal på alt andet man gerne vil blive god til.
Et sted stødte jeg på en podcast, hvis overskrift var lig med dagens ditto i mit indlæg. Det er også interessant, selv om det ikke er overraskende, for det er vel kun naturligt, at man især nærstuderer det, man helst vil læse.

 Jeg skal ikke forsøge at sælge e-bogskonceptet, for folk må læse efter de præferencer de nu engang har, men jeg vil nævne et par fejl fra artiklerne, som nok ikke var fejl, da de blev skrevet, men som viser, hvor hurtigt udviklingen går.
1) “Man kan ikke highlighte afsnit i en lydbog”.
       Jo, man kan. Man kan sætte bogmærker, så man hurtigt kan finde et bestemt afsnit.
2) “Man kan i en e-bog ikke overskue, hvor langt man er nået”.
       Nogle kan måske ikke, men det har jeg ingen problemer med … og også her kan man sætte bogmærker, hvis man vil vende tilbage til noget bestemt.

Papirbogen slår e-bogen på miljø. Man skal læse mange papirbøger, før en e-bogslæser er mere miljørigtig, viser svensk undersøgelse.”
Artiklen afslører, at ‘mange’ er lig med 33 bøger. Det antal får de fleste da hurtigt læst, så jeg synes, det er en manipulerende overskrift til artiklen, når det i virkeligheden er det omvendte, der er tilfældet.

Desværre er e-bøgerne ikke altid, som det hævdes flere steder, billigere end papirbøger – det er efterspørgselskurven for stejl til; det er jo en god fidus med de e-bøger, som er kommet for at blive, men som formentlig næppe kommer til helt at erstatte papirbøger. De har hver deres fordele, men især skønlitteratur i e-bogsformat vinder stort for mit vedkommende:
1) Bogen ‘sover’ kort tid efter jeg er faldet i søvn, og jeg får aldrig bogen i hovedet, når jeg gør det.
2) Jeg generer ikke John med en læselampe.
3) Jeg kan skifte tekststørrelse, afhængig af mine øjnes træthedsgrad. Papirbøger kræver læsebriller for mit vedkommende.
4) Jeg kan have titusindvis af e-bøger med på ferie, hvis jeg er online, og stadig vildt mange, selv om jeg ikke er, for filerne fylder ikke ret meget.
5) Hvis jeg af en eller anden grund skal vente et eller andet sted, har jeg altid min bog med, fordi jeg kan veksle mellem iPad og telefon.

Der kan nævnes flere fordele og ulemper for både papir- og e-bøger, men det vil føre for vidt her.
Når alt dette er sagt, skal jeg være den første til at indrømme, at et hjem uden papirbøger på reolerne er et lidt kedeligt hjem! Papirbøger skaber hygge.
Tak til Lene for inspiration til denne granskning.

7. juni 2019

Jeg blev både en smule rystet og forarget

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:14
Tags: ,

Jeg sad i formiddags og fiflede lidt rundt på Facebook; bl.a. under emnet begivenheder.
Her så jeg følgende opslag …

image

… og måtte lige synke en ekstra gang.
Vedkommende ‘deltager’ var en af mine ældste venner. Vi var lige gamle og havde kendt hinanden fra vi var 16 år.
Til min sorg døde han i slutningen af april, kun 3-4 uger efter diagnosticering af knoglemarvskræft.
Derfor har jeg en begrundet tvivl om hvorvidt han har meldt sig interesseret i dette veteranbilshow …
Jeg kiggede under ‘alle opslag’ og kunne ikke finde noget opslag vedrørende dette show, som var dateret inden han blev syg, og som han derfor kunne have reageret på.

Hvis det er det snyd, jeg tror det er, så er jeg altså forarget – jeg har flere gange tidligere oplevet, at FB snyder med, hvem der har liket hvad.
John undrede sig engang (med rette) over, at jeg havde liket et eller andet produkt, hvortil jeg kun kunne svare, at det havde jeg sandelig heller på ingen måde liket! Jeg kunne sige det med sikkerhed, for jeg liker aldrig virksomheder eller produkter, så hvis I ser et eller andet af den slags, jeg hævdes at ‘synes om’, er det altså rent fup.

Dengang Pernille døde, var det et værre dokumentationsmas for Karin at få ændret hendes FB-side til et såkaldt mindesmærke.
Jeg kan derfor kun opfordre til, at man i tide selv husker at anmode om, at ens konto slettes efter ens død – hvis det altså er det, man ønsker, for man kan også udnævne en ‘eftermæleadministrator’, som så bestemmer for en, men for mit vedkommende vil jeg slettes og dermed forsvinde fra FB-sfæren.
Det er nemlig en meget underlig fornemmelse at opleve det, jeg oplevede i dag, og det jeg vil ikke have, at andre gør, når jeg ikke er her mere.

image

Jeg vil tilføje, at FB er ret optimistisk: Da jeg trykkede på ‘Slet efter dødsfald’, kom der en bekræftelse med bl.a. følgende ordlyd:
”Det betyder, at din konto vil blive slettet, hvis du dør..”
Jeg ville jo nok mene, at der skulle have stået ‘når’ i stedet for ‘hvis’.

6. juni 2019

Det er også en måde at blive millionær på

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:49
Tags: ,

image

Ovenstående er klippet fra en artikel i Børsen. Det er selvsagt ikke en ny regel, men jeg kendte ikke til den før i dag, og jeg syntes omgående, at det er en virkelig dum regel! Men okay … af to onder … det er nok bedre end hvis han havde fået 0,2 % flere stemmer, så han var kommet i Tinget, men 1,8 % er 1,8 % for meget, efter min ringe mening. Hr P og Mr Trump har lidt for meget tilfælles, synes jeg. Jeg skal undlade at skrive hvad – vil helst ikke anklages for injurier. Selv om det strengt taget nok ikke engang er injurier, men der er nogle, der ikke lader sig forstyrre af fakta …

Og liste O kan godt liste A’ (frit efter Shu-Bi-Dua). Liste helt af gjorde de dog desværre ikke, men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. De har fået et stort og velfortjent gok lige i nødden, så jeg er glad. Der er flere faktorer, der er skyld i dette, men jeg vil så gerne tro på, at det primært er fordi de frasagde sig enhver form for ansvar, da de fik de mange stemmer ved valget i 2015. Ikke at jeg ønskede, de skulle have magt, men demokratiet havde talt, og man kan simpelthen ikke bare stille sig i opposition og dermed hele tiden kunne stikke en kæp i hjulet i stedet for at leve op til det ansvar, deres vælgere gav dem. Så kan de lære det, kan de. Elller … det gør de forhåbentlig ikke, for jeg så dem hellere end gerne helt dømt ude.

imageJeg kalder normalt min blog for upolitisk, men dette måtte lige ud. Jeg siger ikke, hvad jeg stemte på, men jeg kan godt afsløre, at det hverken var på SK eller Klaus Riskjær. Førstnævnte bliver ikke nævnt ved det fulde parti- eller personnavn fra min side – jeg vil ikke medvirke til, at denne yderst ubehagelige personage stiger opad i Googles hitparade.

Valget er overstået, sommeren har indfundet sig, haven kræver ikke det store lige nu, så jeg vil placere min dertil indrettede på min nyerhvervede solstol (som aldrig vil være placeret i solen, mens jeg har indtaget den) et eller andet godt sted i samme have og fortsætte med mit nye strikkeprojekt, mens jeg hører en lydbog.
Rent luksusliv, ikke sandt?

2. juni 2019

Den ene side og den anden side

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:25
Tags: ,

Lørdag morgen satte vi kursen mod Djursland for at være med til at fejre min kusines mands 70-års fødselsdag.
Den vil jeg ikke gå nærmere ind i, andet end at sige, at det var smadderhyggeligt og på ægte jysk maner med en overdådighed af mad – det ville have været nemt at trille mig ud, da vi sagde farvel og tak for i dag.

Rønde vandrerhjemRønde vandrerhjem (1)

Vi overnattede på Rønde Vandrerhjem, som en eller anden har formået at placere aldeles ideelt, højtliggende og med udsigt over hele Kalø Vig. Værelserne lå i en bue ved terrassen her, så vi kunne se det hele inde fra sengen. Ret fedt. Værelset var spartansk, som de nu engang er på vandrerhjem, men det var fint nok – vi er jo ikke på ferie, men gad bare ikke køre hele vejen hjem i går. Det hed et familieværelse, men man skulle komme hinanden godt ved. Ikke fordi værelset var specielt lille, men der var kun to senge! Til gengæld var badeværelset kæmpestort og kunne have rummet det meste af min familie, så måske derfor …

Hos Lone og BrianHos Lone og Brian (2)

På vejen hjem kørte vi via Sydfyn, hvor Johns nevø har slået sig ned. Han havde for et godt stykke tid siden, i forbindelse med en præsentation, han skulle give et eller andet sted derovre, brug for en overnatning og fik anbefalet dette sted, som er en B&B.
Han overnatter der endnu, men jeg tror ikke, han betaler for det mere …
Det vil sige – det gør han jo, men det er på en anden måde!
Rummet her i gavlen har hun selv tegnet. Jeg er vild med det; der er et fantastisk lys derinde, og udsigten kan man (heller) ikke klage over.

Egebjerg Mølle (6)Egebjerg Mølle (7)

Fra Lones hus kunne man lige skimte Egebjerg Mølle, som i stedet for den traditionelle hat havde fået en af glas. Vi blev anbefalet at se den, inden vi kørte hjem, og det var da også interessant at være i stand til at se en del af det sydfynske øhav herfra.
Desværre gav glasvæggene mange reflekser, men det kunne vi ikke rigtig gøre noget ved. Der var anbragt en kikkert i rummet, så vi kunne se huset, vi lige havde forladt, men vi kunne ikke se, om de stod og vinkede til os, som de havde lovet.

Egebjerg Mølle (1)

I aften står den på tidligt i seng. Selv om det ikke blev sent i går, er vi alligevel trætte. Vi er desværre ikke 20 år længere, hvilket absolut kan mærkes ved denne slags lejligheder.
Nå. Jeg ville nu ikke ønske mig at være 20 år … tænk at have 40 års arbejdsliv foran sig. Eller måske 55, som det jo nok vil komme til at være for dem, der er 20 år i dag. Gys, siger jeg bare.

31. maj 2019

En anden slags millimeter end dem fra i går

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:46
Tags: , , ,

P1030222

John fik en ret smart ide i dag. Han elsker småprojekter, så der var ikke langt fra tanke til handling.

Vi har haft et problem med, at filteret til slangen til vandforsyningen fra sheltertaget ned til vandtønden nede ved drivhuset irriterende hurtigt stoppede til, hvorfor tønden ofte ikke blev fyldt op under et regnvejr – for vi opdagede det selvfølgelig aldrig før regnen var stoppet igen. Så er der ikke meget fidus i at have en regnopsamlingstønde,  hvis ikke den fyldes op under et regnvejr …

Så fik Nielsen som sagt et af sine lyse indfald: Vi kunne købe en ekstra regnvandstønde og bruge den som en filterløs mellemstation for vandet fra sheltertaget.
Vi brugte lidt tid i morges på at se på forskellige muligheder for tønder. Der var ingen grund til at ofre en formue, da den ville blive gemt godt af vejen og dermed usynlig fra både hus, have og shelter.
Vi var på vej til Jem & Fix, da han udbrød: “For pokker! Vi kan da bare bruge den gamle skraldespand!”
Så kørte vi hjem igen – vi var heldigvis ikke nået ret langt.

Vi havde nemlig den gamle skraldespand stående, fordi vi selv skulle skaffe os af med den efter vi fik nye, da vi skulle til at affaldssortere pr. 1. oktober.
Han borede et hul i låget på skraldespanden og placerede en dykpumpe nede i den.
(Og nej, han står ikke med et kosteskaft i munden, selv om det godt kunne se sådan ud!)
Han slæbte hele molevitten om bag shelteret, satte nedløbsrøret på plads og tilsluttede strømmen.
Nu kan vandet løbe direkte fra taget og ned i skraldespanden uden at skulle igennem det sarte filter, som vi ikke kunne fjerne, for hvis den meget lange slange ned til drivhuset hvor trætønden står, stopper til et eller andet sted undervejs, er det mildt sagt noget hø.

P1030227P1030225P1030226

Det var altså et godt påfund!
Ingen kan se den alternative regnvandsopsamler, så det gør ikke spor, at den ikke ligefrem er noget kønt syn. Det er der faktisk mange regnvandstønder, der ikke er …
Når tønden er blevet godt og vel halvt fuld, går pumpen automatisk i gang og sender vandet videre ned til tønden ved drivhuset, hvor jeg mest bruger regnvand.
Ikke flere ærgrelser over tilstoppede filtre.
Det er da genbrug på den allerbedste måde! Godt vi ikke havde fået kasseret den gamle skraldespand – ideen er hermed givet videre.

30. maj 2019

Her går vi ikke ind for millimeterdemokrati

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:03
Tags: ,

For mange år siden var vi på ferie i nogle dage sammen med nogle andre. Et par af disse ‘andre’ gik ulideligt meget op i, hvem der havde gjort hvad sidst og hvis tur det nu var til et givent job; det være sig stort eller lille. Det var, med skam at melde, mest den kvindelige halvdel, der havde dette millimetermål i øjenhøjde hele tiden. Man kan sagtens deles om opgaverne uden hele tiden at skulle måle på en eller anden retfærdighedsskala.
Mændene stod og vaskede op, da omtalte pars et år gamle barn kunne konstateres i meget høj og akut grad trængende til at få skiftet en ildelugtende ble. Hun sad og snakkede henne i sofaen, med barnet lige ved siden af sig, og faderen vaskede som sagt op. Hun sagde til ham:
Det er din tur til at skifte ble. Jeg gjorde det sidst!
– Jamen … jeg står lige og vasker op …
– Ja, jeg gør det ikke! Det er din tur!
– Kan du ikke lige gøre det? Så skal jeg nok tage to gange i træk næste gang.
– Nej. Det er din tur.
Så fik jeg nok og tog det (ikke længere trængende …) barn og skiftede den ble. Jeg kom vist nok til at sige et eller andet om situationsfornemmelse og millimeterdemokrati, mens ‘arbejdet’ stod på.
Selvfølgelig skal man deles om opgaverne, men dette her var for tåbeligt. Det var bare et eksempel af mange, og jeg havde så svært ved at forstå hvorfor de gik så højt op i den slags latterlige småting.

Og nu kommer den næsten uundgåelige bemærkning: Sådan har John og jeg aldrig været. Det modsatte ville jo nok også have virket en anelse selvmodsigende.
Det har dog været tæt på et par gange. Fx da John blev sur over, at Charlotte, mens hun gik i gymnasiet, næsten altid forsvandt op på sit værelse for at lave lektier umiddelbart efter aftensmaden.
I mit hjem har vi altid været vant til at hjælpes ad alle sammen, hvad det huslige angår.
Den kom nogle gange, indtil jeg en dag fik nok, og leverede følgende svada (i let forkortet udgave):
Charlotte er seks-syv timer i skole, derefter skal hun passe både sin hest og sit arbejde. Til sidst har hun mellem en og tre timers hjemmearbejde hver dag. Hun har med andre ord en meget længere arbejdsdag, end vi to har.
Og hvad det huslige angår: Det er da pudsigt, at det med at ‘hjælpes ad’ kun gælder efter maden. Når jeg går i gang med at lave aftensmad, står jeg der mutters alene, indtil jeg melder, at maden står på bordet! Hrmpf.

Den tog min søde mand til sig, og siden dengang har jeg stået for maden, mens John har taget opvasken bagefter.
Med undtagelser (intet millimeterdemokrati, sagde jeg jo …), men overordnet set.

Vi går i stedet ind for gør det du er bedst til.
John kan godt sy en knap i en skjorte, men jeg er hurtigere til det. Jeg kan godt hamre og skrue, men John er bedre til det.
Endelig er jeg bare så superglad over, at han ikke har noget imod at tage det, jeg synes er hadeopgaver: Feje fliser, pudse vinduer, klippe hæk, slå græs.
Jeg kan godt, men jeg tilbyder ikke at tage det hver anden gang. Jeg laver bare noget andet. John har fx aldrig gjort et badeværelse rent. Han støvsuger, man han vasker ikke gulve. Det ville virkelig være hadeopgaver for ham.
Sådan er der så meget, og vi lever i fred og fordragelighed og har det fint med den måde, vi – uden nogensinde at have talt om det – har fordelt opgaverne på.

Præcisionsarbejde (2)P1010266

Kun i forbindelse med syning af denne slags arbejder får millimeterdemokratiet lov at herske her i huset.

27. maj 2019

Mine marker og mine dyr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:15
Tags: , ,

Nu er haven ved at være præsentabel. Ikke perfekt, men vi kan være den bekendt. Ordet perfekt vil jeg aldrig kunne komme til at anvende for vores have, for så skulle jeg befinde mig ude i den altid for at nusse om den. Jeg er der meget, men så sandelig da ikke altid – der er trods alt andet her i livet end haven, hvor meget jeg end nyder den.
Der er fx golf. Vores bank har inviteret os til en golfdag for begyndere. De har også inviteret til en for øvede, men der skal vi ikke blande os. Seks timer, hvor vi får lov til at snuse til golfspillet og blive vejledt af kyndige instruktører. Det bliver sjovt! Jeg har prøvet det én gang før i forbindelse med mit arbejde, og det viste sig at være mere interessant, end jeg umiddelbart ville have troet. Vi tager dog nok ikke golf op; vi har mere end rigeligt at tage os til i forvejen, men jeg glæder mig alligevel til dagen og også over, at John nu får chancen til at afprøve det.

P1040472P1040473

I dag har jeg etableret en minimark: Jeg har plantet de japanske indigo ud i et hjørne, hvor jeg håber de finder sig godt til rette og giver mig masser af farvemateriale. Ikke så langt fra dem står kartoffelmarken, bestående af 12 planter, som har det vældig godt og er stærkt på vej med nye kartofler til os.
Marker behøver ikke at være store, men jeg kender godt nok ikke definitionen på, hvor stor den skal være for at kunne kaldes for mark.

P1040468P1040471

I rosmarinen sad en smuk grøn guldbasse. Den var så ligeglad med mig og min rumsteren med den, at jeg troede den var død, men det var den ikke.

P1030219

På en pæl nede ved fjorden sad i morges en, der er noget mere vanskelig at fotografere end guldbassen, nemlig havørnen. Billedet er som det er, fordi jeg måtte zoome kraftigt – vi turde ikke nærme os den, da vi var bange for at skræmme den væk. Den sad der over en halv time og var ophøjet ligeglad med den enlige kragefugl, der hele tiden forsøgte at jage den væk. Vi undrede os lidt over, at det var en kragefugl, der var så aggressiv, da den næppe har en rede lige i nærheden; det har derimod viber og gæs, men det kan jo være, kragen bare var solidarisk!

26. maj 2019

“Vi har snydt lidt …”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:29
Tags: , ,

I dag har den stået på svampefarvningskursus i Hornbæk. Det var gratis for medlemmer af Svampeforeningen (som hedder Foreningen til Svampekundskabens Fremme, men det er så tungt at sige), så det var et tilbud jeg ikke kunne modstå. Man skal lære nyt hver dag, og jeg har lært meget i dag – af søde, dygtige, vidende mennesker. Mennesker med forstand på svampe og et enkelt menneske også med forstand på kemi, fordi en af svampekendernes ægteviede er kemiker. Han deltog i dag og kunne bidrage med den mere videnskabelige side af farvemysterierne, hvilket jeg holder meget af. Svampefarvning er, fuldstændig som plantefarvning, absolut ikke en eksakt videnskab, og det er umuligt at reproducere noget som helst, men ikke desto mindre ligger der noget kemi bagved, som det er rart at vide lidt om.

P1040444

Underviserne i dag var meget dedikerede til svampe, men kendte stort set intet til plantefarvning, så vi fik en del interessante samtaler og sammenligninger ud af det. Herover ses, hvor flotte farver svampe kan præstere. Ganske almindelige svampe, som enhver kan gå ud i de danske (og svenske) skove og finde. Til nogle af dem skal man måske være en smule heldig, men de findes!

P1040448P1040449P1040450

Det er en god ide at have et tørreapparat, som jeg heldigvis er den heldige ejer af, for man finder stort set aldrig nok svampe på én gang til at kunne farve noget af betydning, men hvis man tørrer dem, kan de holde sig i årtier.
Herunder ses først cinnoberbladet slørhat og dernæst brunporesvamp. De kan enten give nogle skrigende eller nogle forholdsvis afdæmpede farver, afhængigt af hvilken bejdse man har anvendt.

SvampefarvningSvampefarvning

SvampefarvningDisse garner herover er – nedefra og op – ubejdset, bejdset med aluminiumsulfat, tinsulfat, kobbersulfat og jernsulfat. Samme type garn, samme farvebad, så det er tydeligt, at det er bejdsen, der gør hele forskellen.
Det er lidt nørdet, alt det her, jeg ved det godt, men indlægget er i høj grad også en støtte til min hukommelse. Jeg er holdt op med at tro, at jeg kan huske det hele, når der er gået et stykke tid.

Det lille billede til højre er resultatet af det garn, jeg selv havde med.
Til venstre noget lysegråt, alunbejdset uldgarn, i midten garn indeholdende hør og uld, farvet i 2. bad af den cinnoberbladede slørhat og til sidst noget alunbejdset, naturfarvet superwash strømpegarn i 1. bad af cinnoberbladet slørhat.
De var lidt forbavsede over, at farveudfaldet på mit garn gik så meget til den teglrøde side, når nu det var alun- og ikke tinbejdset, men jeg har erfaringer fra plantefarvningerne med, at superwashgarn ofte tager en del mere imod farve end ikke-behandlet lammeuld.
Jeg skal helt sikkert eksperimentere mere med svampefarvning – jeg var så heldig at få noget tørret materiale med hjem af netop de to svampe, vi forsøgte os med i dag.

(Hvorfor den overskrift i dag? Fordi kursusholderne i forvejen havde kogt nogle tørrede svampe til farveekstrakter for at spare tid.)

24. maj 2019

Holger og Nemo er fundet for længst, men hvor er rosen?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:58
Tags: , ,

Vi var hjemme i aftes kl. 22:30. Det havde taget præcis 12 timer at køre fra Amsterdam … jeg er altså nogle gange en anelse imponeret af min efterhånden ikke helt unge ægtemage. Han kørte hele vejen uden at ville afløses. Cirka 950 km. Det er altså godt gået kørt, synes jeg. Selvfølgelig holdt vi pauser, men ingen lange; der skulle bare lige strækkes ben, købes en kopkaf og så ellers afsted igen. Den længste pause var mens vi handlede toldfrit hos Fleggaard i Kupfermühle.

P1030216

Det var mørkt, da vi nåede hjem, men vi kunne godt se, hvor meget ukrudtet og græsset var vokset – græsset dog ikke så meget, som vi havde frygtet, men det pyntede alligevel svært, da John fik den slået i dag. Drivhuset måtte jeg vente med at tjekke til i morges, men der viste sig at skulle tyndes ud i vinen, og tomaterne og agurken bindes mere op – det var vokset rigtig meget alt sammen.

De 76 roser, hvoraf kun to ikke har overlevet (men de står ved siden af hinanden, øv, ren Murphy), var næsten forsvundet i ukrudt, så der måtte jeg i gang med det samme. Det ville være ret ærgerligt, hvis de blev kvalt, når nu de er kommet så godt i vækst, som de er. Der er ingen knopper at se, men så vidt jeg husker, har jeg endnu ikke set blomstrende roser det første år de er i vækst. De skal nok komme til næste år – der er i hvert fald en vældig grokraft i de resterende 74 planter.

P1030218

Jeg er helt smadret i ryg og arme nu, men i morgen går turen til plantemarked på Rønnebæksholm – jeg håber at finde lidt flere hosta, samt nogle planter, jeg kan komme i de krukker, jeg med vilje ventede med at tilplante til nu. Der er jo ingen grund til at trække alt for store veksler på naboernes vandevenlighed. Jeg havde sået nogle i drivhuset, men de små avispotter har været tørret ud, kunne jeg se, så der er kun ganske få, der har overlevet.
Heldigvis har alle mine 11 japanske indigoplanter klaret den, så der bliver meget mere farvemateriale i år – sidste år blev det kun til fem planter.
Ih, hvor var det skønt at komme hjem. Jeg elsker at holde ferie, og jeg elsker at komme hjem, især efter vi er flyttet til Den Stråtækte.

22. maj 2019

Nu vil jeg bare hjem!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:57
Tags: ,

Vi er kommet ombord på båden fra Newcastle til Amsterdam, selv om der er to timer til afgang. Fra og med i morges kunne det kun gå for langsomt med at komme hjem, men da vi skulle finde på et eller andet at bruge formiddagen på, kørte vi til Durham Heritage Coast, nærmere betegnet ved Blackhall Caves og rocks, hvor der var ganske nydeligt at gå en tur.

Jeg har det, som jeg ved der er mange andre, der også har: Allerede når man begynder at sætte kursen hjemover, er ferien forbi, og man vi ville helst allerede befinde sig hjemme. John og jeg er i hvert fald ikke gode til at gøre hjemrejsen til en del af ferien. Vi har skam prøvet … mange gange endda, men det lykkedes os aldrig, så nu har vi bare kapituleret og indset, at sådan er det for os.

Vi gik en dejlig tur og kørte derefter til Hartlepool, hvor der er et shoppingcenter, hvor vi satsede på at kunne få en let frokost. Derefter kurs mod havnen, idet vi igen satsede, men denne gang på, at vi kunne komme ombord før tid, hvilket vi jo altså kunne. Vi har en rigtig god kahyt med fri wifi, viste det sig, men jeg tog kun ipadden med op, så det bliver med et lånt billede (men det er legalt brugt!) og WP’s elendige kladdeformat.

Det har været en dejlig ferie, men det bliver rart at kunne forstå folk igen … mig, som bilder sig selv ind at være god til engelsk, fatter tit ikke en bønne af, hvad man siger til mig. Kan I huske The Full Monty (Det’ bare mænd)? Charlotte købte den til os, men i UK, så der var ingen danske undertekster. Vi gik glip af meget, inden vi fandt på at sætte engelske undertekster på. De er vildt svære at forstå heroppe, men jeg trøster mig lidt med, at jeg heller ikke forstår et par af mit eget lands dialekter – fx sønderjysk.

Men præstøsk forstår jeg, og der er vi i morgen aften … vi ses …

cave near sea

Photo by Sebastian Palomino on Pexels.com

19. maj 2019

Mest skilte af alskens art

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:09
Tags: ,

I går tog vi en omvej for at se et område, der på kortet så interessant ud.
Og det var det – meget fladt og med kun én smal vej rundt; en vej, hvor man skulle lukke døren efter sig.

P1030075

Et farligt område, hvor man ikke lige skal tage sig en badetur, hvis ikke man er helt klar over, hvad man har med at gøre.

P1030076

Et område, hvor man tilsyneladende er vant til tidevandsoversvømmelser. Der var mange af disse skilte, og nogle gange stod der, at vandet var to fod dybt.

P1030082

Vi tog en anbefalet togtur fra Carlisle til Settle, hvor vi blandt andet skulle køre over The Ribblehead Viaduct, som vi sidste år fotograferede fra vejen. Dengang havde vi ikke forudset, at vi præcis et år efter selv skulle sidde i det tog. Det var godt, jeg tog det billede sidste år, for når man sidder i toget, kan man ikke fotografere den flotte viadukt.

Ribblehead Viaduct

På en af de første stationer efter afgangen fra Carlisle så vi denne mand stå og læne sig op ad gelænderet ved dette lille hus. På skiltet står der Private, så vi tænkte på, om han mon havde lejet det som feriebolig.
Han må have været en ægte trainspotter, for han stod der gudhjælpemig endnu (forhåbentlig igen), da vi 2½ time senere kom retur forbi stationen.

P1030101

Ved nogle stationer kunne man nemlig leje ferieboliger. Jeg tror godt nok, jeg kunne finde mere spændende steder at bo i min ferie!

P1030106

I Settle skulle vi slå en time ihjel. Det gjorde jeg bl.a. ved at ringe og sludre med Charlotte, men jeg lagde dog også mærke til huset, som Jack byggede.

P1030109

Carlisle-Settle-strækningen er smuk, og det ved de godt selv – men de overdriver ikke

P1030110

De slog lidt på ordspillet med brugen af ordet settle.

P1030111

I den ene retning blev man inviteret til at settle up, og i den anden retning til at settle down.
Jeg ville dog synes, at de burde bytte om på op og ned, fordi man herfra kører mod nord for at komme til Carlisle og mod syd til Leeds – men hvad pokker … de kører jo også i den forkerte side af vejen …

P1030112P1030115

Dette skilt herunder kunne også ses på flere stationer. De må være dygtige og meget sikre på sig selv på Northern Line, hvis de kan love refundering af billetterne efter kun et kvarters forsinkelse. Hvis det var sådan i Danmark, ville langt størsteparten af DSB’s passagerer vel kunne rejse gratis altid, vil jeg tro, efter alt det brokkeri, jeg konstant hører i medierne.

P1030125

Jeg tog en del billeder under togturen, men kameraet er ikke så dygtig som jeg er til at kompensere og dermed abstrahere fra reflekserne i vinduerne.
Jeg skal derfor skåne jer for dem, bortset fra et enkelt af et af de særdeles ensomt beliggende landbrug.
Her kan man virkelig tale om at bo in the middle of nowhere!

P1030100

18. maj 2019

Hardknott and Wrynose passene

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:49
Tags: ,

Da jeg for allerførste gang var i Lake District med mine forældre, kørte vi over Hardknott-passet. Dengang syntes jeg det var lidt vildt.
Det synes jeg stadigvæk. Stigninger/fald på 30 % og meget, meget smalle veje. Heldigvis er der mange mødepladser, og den uskrevne regel er, at det er den, der er på vej nedad, der skal bakke, hvis dette er nødvendigt for at kunne passere hinanden – hvilket det var indimellem.

P1030032P1030042

Vi skulle tibagelægge godt 30 km ad denne rute, der ikke er for sarte sjæle. Læg mærke til, hvor lang tid gps’en mener, det tager. Det er ikke en vej man vælger, hvis man skal skynde sig! Det gik dog ikke så langsomt i bil som for denne åbenbart tossede sjæl, der ville tage den på en ‘armcykel’ (hvad hedder det, når man ikke bruger benene?). Vi overhalede også cyklisterne. Trods alt.
Det tog os over to timer, men vi havde også et par fotostop undervejs, når vi havde mulighed for at sætte bilen fra os.

30 %P1030061

Herover har jeg tegnet vejen op med rødt. Som det ses, er der ikke meget autoværn – eller plads … og dette var ikke det stejleste stykke – jeg glemte helt at prøve at fotografere, da vi var på steder på mellem 25 og 30 % stigning eller fald; jeg havde for travlt med andre ting …
Vi mødte ingen autocampere, men vores værtinde sagde, at det var meget almindeligt, at autocamperfolket tog denne vej i deres store biler. DET havde jeg pure nægtet at være med til. Det er dog nok ikke værst at føre camperen, men værst for de biler, der skal møde den. Men det går åbenbart godt, siden de ikke er blevet forbudt at køre på denne vejstrækning.

P1030053

Vi har en dieselbil, som bekendt har en stærk motor, men den kunne kun trække os opad i første gear – John havde regnet med, at vi skulle bruge andet gear, men det skulle vi så ikke … det hed også første gear nedad, ellers fik vi hurtigt alt for meget fart på.
Det var ikke en gennemsnitshastighed, der ville have imponeret en fartdjævel, men adrenalinproduktionen var ikke af den grund sat ud af drift, skulle jeg hilse og sige.

P1030055

Men kønt var det. Skiftevis smukt og barsk – selv om det barske også var smukt – og udsigten kunne vi ikke klage over.

P1030057

P1030041

Krydsende trafik!
Der lå enkelte gårde i udkanten af området, men stadig med flere kilometer ud til en større vej. Vi talte om, at vi var glade for, at vi bor hvor vi bor, men at der formentlig ikke falder så meget sne her, selv om det at køre på vejene når de bare er regnvåde, stod for os som noget absolut uønskværdigt!

P1030066P1030060

Vi brugte lidt af formiddagen på at gå rundt og snuse i Keswicks gågader, så det blev ikke til andet i går end det og turen over passene, men det var også passende … vi trængte til at komme tilbage på vores B&B og slappe af indtil det var tid at spise aftensmad.

16. maj 2019

Peak og Lake Districts

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:57
Tags: ,

Der er egentlig ikke så meget interessant at skrive … det bliver en af mine evindelige lovprisninger af Englands vidunderlige natur. Vejret er i høj grad med os nu, så vi får det hele at se fra den smukkeste side.

Peak District

I Peak District boede vi i The Old Post Office. Værterne var et par på nok nogenlunde vores alder, som købte posthuset i 1992. Det var i bedste Heartbeat-stil (Store og små synder), med en lille købmandsbutik som nebengeschäft til postdelen, og det stoppede først med at fungere på denne måde i 2008. Siden da har de så kørt en B&B som tilskud til pensionen. De var meget snaksalige, så vi fik en hel del at vide om både det forhenværende posthus’ historie og lokalområdets infrastruktur.

P1020977

Næste stop var Windermere, og på vejen mod vores overnatningssted fik vi begge på én gang øje på stedet på billedet herover. John kørte ind til siden, og ganske rigtigt: Vi holdt på præcis samme sted og nød udsigten for 32 år siden, da vi var her sammen med mine forældre. Lidt pudsigt, syntes vi.

I Windermere sov vi stort set ikke om natten. Det var ikke hotellets skyld, men der var vejarbejde fra kl. 19-05 lige nede under os. De har ikke kunnet/villet lukke dette stykke af vejen om dagen, så der blev arbejdet natten igennem, med brolæggerjomfruer und alles, ledsaget af særdeles højlydt polsk tale. Det kan FDM ikke gøre for, og fordi hotellet blev booket for flere måneder siden, kan vi kun konstatere, at det var bare ærgerligt, men vi glæder os til en rolig nat her i Hall Garth Guest House på en stille villavej i Keswick.

P1020994P1020997

Lake District er berømt for både sin grønne frodighed og sine barske landskaber med meget smalle veje med voldsomme stigningsgrader. Dagens rekord var 25 %, og det var ikke altid lige sjovt, når to biler skulle passere hinanden. Gutten på cyklen herover havde møjsommeligt arbejdet sig op ad de 20 %, og jeg skal lige love for, at der var lyd på ham, da han passerede os; med lange og dybe støn, samt noget, der nærmest lød som en rallen. Ganske dramatisk at høre på, men eftersom han fortsatte, var han vel næppe på dødens rand, selv om han lød sådan.

Lakeland - gorse

Vi kørte forbi store områder med gulblomstrende gorse (tornblad) …

Lakeland

… vi spiste vore frokostsandwiches/-wraps her ved den oldgamle og næsten helt døde eg …

Lakeland - bluebells

… og vi kørte forbi mange steder med veritable sletter af bluebells langt oppe ad højdedragenes sider.

Lakeland

Vi har nok de første 100 gange i dag udbrudt Hvor ER her dog bare smukt, men vi bliver slet ikke trætte af at høre os gentage os selv … hvis ikke den ene sagde det, sagde den anden det, eller også kom vi med det i kor.

P1030001

P1030004

Billederne yder ikke landskabet fuld retfærdighed – de steder, hvor der var allersmukkest, kunne vi ikke komme til at sætte bilen, så vi måtte nøjes med at lade billederne sætte sig på nethinden i stedet for på hukommelseskortet. Pyt – man jeg kan alligevel ikke indfange det på samme måde, som øjet og hjernen opfatter det, men det giver nogle gode støttepunkter til mit eget indre hukommelseskort.

13. maj 2019

Bombay Sapphire Distillery

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:24
Tags:

Måske nogle af jer så udsendelsen i tre eller fire afsnit om Bombay Sapphire Distillery, som blev totalrenoveret til et moderne gindestilleri?
Det gjorde vi – to gange endda, for Tim og Charlotte havde ikke set det derhjemme og så det derfor i DK engang de var hjemme hos os.

P1020917

Hvis I så serien, vil I sikkert kunne nikke genkendende til ovenstående billede, men mest interessant ved renoveringen var såmænd ikke selve renoveringen, selvom det også var fint nok at se, men beregningerne, konstruktionen og opførelsen af drivhuset.
Det voldte arkitekter og producenter temmelig store problemer undervejs – tenderende til hjertestopstadiet, efterhånden som deadline for åbning af det nye destilleri rykkede bekymrende nærmere, uden man havde fået løst problemerne med bl.a. spændingerne i glasset.

P1020922

Det er et vildt imponerende stykke arbejde – måske mest imponerende, hvis man har set tv-serien, men uanset det, vil jeg tro det er i stand til at få folk til at kigge en ekstra gang.
Det er bygget, så floden Test løber igennem nede ved gulvet, og stål- og glaskonstruktionen blev produceret i Italien (så vidt jeg husker), men at få det hele til at passe sammen til sidst var som sagt næsten ved at tage livet af de ansvarlige …

P1020944

… hvilket man måske godt kan forstå, når man ser og derfor sikkert fornemmer, hvad en sådan konstruktion kræver af først beregninger og senere indstilling af produktionsudstyr til både rammer og alt det buede glas. Der er mange skæve vinkler, og ikke to elementer er helt ens.

P1020945

Billetten inkluderede en rundvisning  i en del af destilleriet, og det tog vi selvfølgelig med. De fortalte, at hemmeligheden ved netop deres gin er ikke ingredienserne som sådan, men den præcise mængde af dem – og at kun to personer havde opskriften, som aldrig var blevet skrevet ned (de startede sidst i 1700-tallet …), men som udelukkende var overleveret mundtligt i samtlige godt 300 år. Disse to personer var aldrig på arbejde samtidig, rejste aldrig med samme fly eller sad i samme bil. De måtte ikke engang bo tæt på hinanden, for døde de to på én gang, havde destilleriet et alvorligt problem med opskriften på deres gin.
Det ved jeg ikke rigtig, om jeg kan tro på, men det er da en god historie.

P1020950P1020956

Inden rundvisningen kom vi til et rum, hvor de havde opstillet små kugler med låg. Nede i kuglerne var der en duft indfanget på et stykke trækpapir – der var 22 forskellige, og vi skulle på et ‘postkort’ angive vores præferencer, som ved besøgets afslutning kunne omsættes til en cocktail indeholdende netop disse præferencer.

P1020958P1020959

De blev blandet i cafeen og resultatet var en Living Coral for mit vedkommende og en Secret English Garden for Johns.
Jeg vidste slet ikke, at jeg kunne lide gin, men disse to smagte rigtig godt.
Man kunne ikke smage ginen, så det var måske derfor. I mine yngre dage var Tom Collins min foretrukne cocktail – der kunne jeg heller ikke smage ginen eller alkohol i det hele taget, men alt det andet var meget lækkert, og derfor slog den som en hest sparkede.
Det var en god dag. Igen.

En engelsk kanal

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 0:05
Tags: , , ,

Vi sejlede på en engelsk kanal i dag. Det må endelig ikke forveksles med Den Engelske Kanal. Vi sejlede på The Kennet & Avon Canal, som blev etableret sidst i det attende århundrede for at fragte kul fra minerne og ind til byerne.
Vi lagde ud i et meget smalt farvand, og Aubrey spurgte skuffet, om det var sådan her hele vejen, men vi kunne trøste ham med, at det var det ikke.

P1020865vi

En kanal var det jo dog, så bred blev den aldrig, men vi tøffede os gennem nogle dejlige landskaber; med trækronerne sommetider hængende i en bue over båden, og sommetider med et vidt udsyn til det fine, kuperede landskab.

P1020875

Far styrede på de smalleste steder. Anna fik lov, når der var fred og ingen fare. Charlotte ville prøve på vej tilbage. Alle klarede det glimrende.

P1020876P1020881P1020895

Jeg tog et hav af billeder, fordi der var så smukt hele tiden. John havde det på samme måde, selvom vi begge vidste, at billederne sandsynligvis ville ligne hinanden alle sammen, når vi kom hjem og så dem igen.
Det afholdt os dog ikke fra at knipse løs i én uendelighed …

P1020878

Vi nåede at sejle på hele to akvædukter, hvilket især Aubie fandt ret spændende … at sejle over en flod var alligevel noget særligt, syntes han.
Herunder ses den anden af dem – vi lagde til, gik i land og havde lige præcis tid til en kopkaf og scones med clotted cream og marmelade, inden vi var nødt til at sætte kursen hjem igen. Vi havde båden til 17:30, og vi havde i utvetydige vendinger fået at vide, at det ikke var nogen god ide at aflevere den for sent.

P1020894

Vi sejlede helt tæt forbi en fiskehejre, som ikke havde sans for andet end den fisk, den netop havde fået øje på. Den stod så bomstille så længe, at hvis det ikke var fordi vi alle havde set den både flyve over os og lande, ville vi have troet, at det var en figur af plastik.

P1020908

Vi sejlede forbi flere hold ællinger, som fandt stor fornøjelse i at jagte vores båd – de må være vant til, at folk kaster mad ud til dem, for det var næppe vores personligheder de var interesserede i. De svømmede så stærkt, at deres hækbølge næsten var større end vores …

P1020901

Herunder er vi på vej over den første akvædukt.

P1020913

Det var tydeligt at se forskel på dem der boede på en båd permanent og dem, der brugte den som sommerhus. Vi så nogle typer på en af bådene … de skulede så skeptisk på os, at vi ikke turde tage øjenkontakt, og vi ikke engang så meget som overvejede at tage et billede af dem, men jeg forsikrer jer for, at de var skræmmende, med deres mange år gamle rastafarihår og så mange tatoveringer, at farvemængden lagde flere kilo til deres kropsvægt.

P1020870

Vores returankomsttidspunkt blev – af rent held – ramt så perfekt, at vi lagde til klokken 17:30:05. Vi har tidspunktet så nøjagtigt, fordi Tim tæt på spurgte, om vi havde nået det til tiden. Jeg kiggede på uret og sagde “It’s 5:29:48. You have 12 seconds till mooring.”
Det tog så desværre 17 sekunder, men udlejeren, som stod og ventede på os, var behørigt imponeret og smilede højt, da Tim undskyldte, at vi var fem sekunder for sent på den.

11. maj 2019

Lulworth Cove og Gold Hill

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 12:07
Tags: ,

I går var den hidtil eneste dag med virkelig godt vejr. Køligt, men fint og ikke mindst tørt. Charlotte var nødt til at arbejde, så John og jeg kørte en tur sydpå for at se Lulworth Cove, som på turistsiderne så ud som om den var værd at se.
Det var den sandelig også – og vejen derned var en meget smuk tur at køre, med kuperede, grønne og rapsgule landskaber og lysegrønne skove.
Vi spiste frokost på en pub inden vi kørte det sidste lille stykke ned til Jurassic Coast, som er på UNESCOs World Heritage-liste.

P1020802P1020804

Noret, som nok er det bedste danske ord at bruge, er omkranset af kridtklipper, hvorfor vandet har den smukke grønblå farve, som nogle sikkert kender fra Møns og Stevns klinter.

P1020821

Vi var der et par timer og gik rundt, både oppe og nede, men ikke ude, selv om der var andre, der ignorerede advarslen og den løftede pegefinger og gik ud på den ustabile klippe. Nogle lever livet farligt, men det tænker man ikke så meget over, når man er ung. Så er man jo udødelig.

P1020827

Men dejligt var der – også selv om man holdt sig til de ikke forbudte veje.

P1020834

Med masser, masser af motiver. De stod nærmest i kø …

P1020836

På hjemvejen kørte vi en mindre omvej for at få et gensyn med Gold Hill i Shaftesbury. Det er 16 år siden, vi så den første gang, så nu ville vi igen.
Igen en meget, meget smuk tur fra kysten og op til Shaftesbury – jeg elsker altså bare England, men det har jeg måske nævnt før?
Gold Hill er nok en af Englands mest fotograferede gader, og når man står her, er man ikke i tvivl om hvorfor.
Det kræver sin mand at komme op – eller måske rettere sine knæ, for det er en stejl stigning, som føles værre i virkeligheden, end man kan se på billeder.

P1020846

Set nedefra er det måske bare en lidt kedelig gade, men når man, lettere forpustet, endelig befinder sig øverst oppe (vi kunne jo også bare have parkeret nær toppen af gaden i stedet for ved bunden), belønnes man med en spektakulær udsigt, som jeg udmærket forstår er et hyppigt brugt motiv til chokoladeæsker og bogforsider.
Stigningen – eller faldet, om man vil – er 16 grader, så den hører til blandt de stejleste i UK, men er ikke den stejleste. Det er vist en i Bristol, der har den rekord med sine 22 grader.

P1020851

Disse 16 grader er såmænd også rigeligt, men de forlænger livet, mener nogle af beboerne. Det vil jeg gerne tro.
“Maureen Loveday, who has lived here for more than 30 years, said she believed the daily climb explained the longevity of some of her neighbours. “I walk up it every day and it certainly helps to keep me fit,” said the 68-year-old. “There are plenty of residents on the street who have lived into their 90s.””

P1020844

8. maj 2019

“Nu skal jeg betro dig en lille hemmelighed”

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 10:53
Tags: ,

Vi tog Stena Line fra Hoek van Holland til Harwich, hvorved vi sparer en overnatning, som vi tager på båden. Man border fra ved tyvetiden; den sejler kl. 22, vi bliver purret næste morgen kl. 05:30 engelsk tid og kører fra borde kl. 06:30. Det er både den hurtigste måde og den korteste vej, når vi skal have bilen med til UK, fordi det kun bliver til 1100 km i alt, hvor der alene er 1100 km til Calais, og så mangler vi stadig at køre 350 km i England.
På denne båd kan man forhåndsbooke en treretters menu, hvilket jeg havde gjort. Jeg bestilte the wine deal, som índebærer et glas vin pr. ret og valgte, pga. de valgte tre retter, at køre hele vejen igennem med én rødvin, som var lavet på sangiovesedruen.
Tjeneren kom og skænkede en lille mængde vin i et stort glas – because it’s more pleasant to drink wine from a big glass. Det var jeg enig i …
Fem minutter senere kom kun tilbage og lænede sig fortroligt lidt ind mod mig:
– Let me tell you a little secret: The ‘wine deal’ gives you only a small amount of wine. If you just buy three glasses seperately, you’ll get much more wine – and save money! The wine deal is € 11, and three glasses of wine will be € 10,20. 
– Nooo? Why? Oh, never mind … I think I’ll skip the deal and have three glasses of wine – if it’s the same wine as in that ‘deal’.
– It is. And I’m really not allowed to tell you this, but I think it’s crazy!

Stena LineStena Line (1)

Den største ulempe ved denne transportform er, at vi render ind i myldretiden! I hvert fald, når vi rejser på hverdage. Vi blev enige om, at ‘Londons største parkeringsplads’ nemlig ringvejen M25, der går hele vejen rundt om London, sikkert ville være totalt håbløs på dette tidspunkt, så vi fandt frem til en vej, der gik via Cambridge og Oxford.
Det gik såmænd ikke så meget bedre, for der var vejarbejder rigtig mange steder, så det tog næsten to timer længere end beregnet, men var trods det alligevel et bedre valg, for det var en betydeligt kønnere tur, end det ville have været ad den kendte rute via London og Reading.

Nu er vi her, og det er naturligvis herligt. Hvis dette indlæg bliver udgivet, er jeg i sagens natur kommet på nettet, men det fungerer stort set ikke for tiden derovre, og de kan ikke finde ud af hvorfor, men det skete efter et voldsomt uvejr, og hvad det mobile netværk angår, ligger vi midt i et hul, så det er ikke nemt …
De har flere forskellige netværk i huset, fordi murene er så tykke, at det ikke kan gå igennem dem, ikke engang med forstærkere. Det eneste netværk der virker, er det i køkkenet. Meget mærkeligt, men det bliver derfor nok begrænset, hvor meget jeg vil være ‘på’, mens vi er her.

5. maj 2019

Et døgn i et mini-sjato

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:54
Tags: , ,

P1040391Sus og Jan købte deres dejlige sommerhus sidste år, og vi gik, engang vi var på besøg deroppe og kørte ud for at se nærmere på området, på et tidspunkt en tur på Hundested Havn, hvor vi faldt over disse fine, håndskårne, ca. 20 cm store, bogstaver. De ville købe, så der kunne skrives SJATO, fordi de har fundet det skønneste minislot (mit hjem er mit slot, ved I nok!), men butikken havde ikke flere a’er. De ville ikke skrive chateau, for bogstaverne var ikke ligefrem gratis …
Det var lidt øv med det manglende a, men jeg fik øje på et snabel-a, som bekendt kaldes ‘at’ på engelsk, så det købte de i stedet for og syntes, det blev en herlig blanding af deres initialer, engelsk og dansk.
Desværre er det kun os selv, der kan se det, for samtlige deres gæster har spurgt, hvad den der underlige kombination dog skal betyde. Vi synes ikke desto mindre stadig selv, at det er vækdig sjovt …

Ved Nakkehoved Fyr

Die Drei Mädchen-døgnet blev fuldstændig som forventet: Meget hyggeligt, meget snakkende, meget lækker mad, meget god vin, meget grineri, meget sen sengetid, men heldigvis ikke for meget alvor, selv om der naturligvis også skulle være plads til det. Det er jo – også – en opdatering på vores liv siden sidst, og det kan trods alt ikke være lutter sjov fra ende til anden. Vores glæde ved samværet er dog ikke mindre af den grund, men de to af os har også kendt hinanden i 41 år, og den tredje kom ind i billedet i ‘86.

Vi kørte en tur til Nakkehoved Fyr, hvor kun Karen havde været før, men for lææænge siden. Der er søreme smukt!
Det var vejret til gengæld ikke. Fredag aften var det tordenvejr, men i stedet for regn faldt der hagl, store hagl, og det i så store mængder, at der stadig var hvidt på græsplænen til langt op ad formiddagen. Det var kun 5 ° om lørdagen, så pga. den blæst der også var, blev det en særdeles kold tur på Nakkehoved; for mit vedkommende med bådepandebånd, halstørklæde og skindhandsker. Den 4. maj. Hrmpf.

En træ-elefant

Kan I se elefanten?

Kommende grankoglerKommende grankogle

Årets grankogler er i deres vorden for tiden. Bittesmå, nuser og vildt smukke, når de står i solen med deres lilla og rødlige farver – jeg gik nærmest fotoamok ude i ‘slotsparken’.

3. maj 2019

Det var regn, jeg bad om …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:53
Tags: , , , ,

Jeg har længe sukket efter regn.
Jeg har ikke sukket efter kulde, slud og hagl, men sådan kan det jo gå, når man kapper forbindelsen til de højere magter, herunder vejrguderne, for kulde, slud og hagl er lige præcis hvad der er fremherskende lige nu her ved Præstøfjorden.
Jeg er næsten ligeglad, for om ikke særlig længe kører jeg afsted for at holde weekendmøde med Die Andere Zwei Mädchen.
Det vil sige … det bliver desværre ikke en hel weekend, som der ellers var inviteret til, for jeg er nødt til at køre hjem lørdag eftermiddag for at have hele søndagen til at pakke kuffert og bil (og lidt gaver ind), samt løbe have, drivhus og hus over, så det hele kan se i det mindste nogenlunde præsentabelt ud, inden der skal færdes andre end os selv her i de næste små tre uger.
Det vil igen sige, at vi kun når at have præcis et døgn til at nå at opdatere hinanden og til at ordne hele verdenssituationen. Sidstnævnte er nok hurtigt klaret, men et døgn er altså ikke meget, når det er så længe siden sidst, som tilfældet er. Det bliver dejligt, når den sidste Mädchen også går på pension, men det ligger vist ikke lige om hjørnet. Sus sagde, at så må vi bare lade være med at sove, men jeg må beklageligvis konstatere, at den alder, hvor jeg kunne klare den slags, er forbi.

Aubie gone fishing

Mandag morgen overdrager vi pasningsretten til hus og have til bagboerne, hvorefter vi kører afsted mod Hook van Holland, hvorfra vi vil blive fragtet til Harwich og herfra igen tage det sidste stræk på 350 km ud til vores elskede englændere.
Her skal vi være i otte dage, hvorefter vi de næste otte dage rejser rundt i Lake District og op mod den skotske grænse, for at afslutte med at sejle fra Newcastle til Amsterdam.
Bluebell-sæsonen er ikke slut endnu. Lige nu er den knap nok begyndt, men er sandsynligvis godt i gang når vi når til Cumbria, og jeg har googlet mig til de bedste steder i det område, vi skal besøge, for vi er på ingen måde træt af at finde veritable skovsøer af lutter bluebells.
Og vi er naturligvis heller ikke på nogen måde trætte af at besøge en vis familie i Wiltshire.
50 % af den familie har åbenbart kastet sig over fritidsfiskeriet. Det var et dejligt billede at få, men historien meldte ikke noget om fiskelykken.
Det må jeg spørge til, når vi kommer derover.

1. maj 2019

Nørklerne i Præstø – altruister og en enkelt egoist

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:36
Tags: ,

Hver tirsdag – hvis jeg ikke lige skal noget andet – tager jeg til Præstø for at tilbringe 2-3 timer i selskab med Nørklerne, som strikker for Røde Kors. Folk er vældig garngavmilde i Præstø og omegn, så vi har så meget garn, at vi er ved at drukne i det, hvorfor de søde damer driller mig lidt med, at det er tarveligt, at jeg sidder og strikker af mit eget medbragte garn. Jeg svarer, at de kan bare vente til jeg er død, så får de nok mindst 30-40 kilo garn mere. Charlotte har i hvert fald lovet mig, at det skal hun nok sørge for.
Jeg har, som nogle nok har regnet ud, en SABLE, som står for Stash Amassed Beyond Life Expectancy. Amerikanere elsker forkortelser og kan forbogstaverne danne et udtaleligt ord, er det helt perfekt i deres øjne. Det var også en amerikaner, der skrev I had to tink most of the evening. Den skulle jeg tænke længe over, for eftersom det var med små bogstaver, kunne det ikke være en forkortelse, og af konteksten fremgik det, at hun ikke havde glemt et ‘h’ i think, men jeg kunne ikke slå ordet tink op nogen steder.
Endelig faldt tiøren: Hun havde selvfølgelig brugt aftenen på at strikke baglæns – tink er knit stavet bagfra.

Den halvårlige forsendelse fra præstønørklerneDen halvårlige forsendelse fra præstønørklerne

Den halvårlige forsendelse fra præstønørklerne

Godt nok har vi meget garn, men det skal nok blive brugt.
I går blev der ikke strikket så meget, for der havde efterhånden ophobet sig så meget strik, at vi kastede os over at få det pakket. Først sorterer vi i tæpper, bluser, leggings, underbukser, huer, sokker, osv., derefter bliver det lagt i kasser med angivelse af hvad og hvor meget.
Det blev til alle de kasser, der ses på billedet – sådan cirka den mængde sender vi to gange om året over til Røde Kors’ pakkecentral i Kliplev. Vi er ikke så mange nørklere i Præstø, så jeg synes det er godt gået af os. (Jeg skulle burde nok skrive ‘dem’, for jeg er bestemt ikke en af de flittigste, men lidt har også ret.)

Hvad der IKKE har ret, er følgende: Vi har et medlem, hvis skæbne vi diskuterede i går og blev enige om for første gang i lokalhistorien at fortælle en nørkler, at hun ikke længere er velkommen som medlem af klubben og dermed ikke behøver at vise sig mere for at hente garn. Hun foretrækker at strikke derhjemme, og vi har fundet ud af hvorfor: Hun henter gratis garn i pæne mængder, som hun strikker af – og sælger videre via bl.a. en Facebookside. Da man fandt ud af det, kendte forargelsen ingen grænser. Det er simpelthen under lavmålet at gøre den slags. For ikke så længe siden blev hun på en pæn måde gjort opmærksom på, at de små djævlehuer til nyfødte, som hun strikkede af de sidste rester og afleverede til os, ikke helt stod mål med de mængder garn, hun hentede.
Det er jo garn, som andre af forskellige årsager har foræret os, fordi de så ved, at det bliver brugt til et godt formål.
Det anfægtede da ikke damen, som atter en gang slæbte nogle kilo garn hjem, men kom retur med kun en brøkdel af det i form af de sædvanlige djævlehuer. Nu ryger hun ud, gør hun. Tænk, at hun vil være sig selv bekendt.

30. april 2019

Stemmegenkendelse

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:43
Tags: , ,

Jeg er en klovn til at genkende fugle på deres stemmer. Det er kun dem, alle kender, jeg også kan genkende. Gøgen, fx … og måske også et par stykker til, men det irriterer mig, at jeg åbenbart ikke kan lære det. Flere gange har jeg sat mig med en CD og forsøgt at lære mig nogle af dem, jeg ved, vi har rundt omkring os – både her og i Sverige. Det lykkedes bare aldrig med mere end en eller to fugle. Når jeg var nået til fugl nummer fire, havde jeg glemt hvordan den første lød.

P1040375

Nu skulle det være. Igen. DOF havde annonceret en fuglestemmetur til Ravnstrup Sø ved Herlufmagle, så John og jeg troppede op sammen med 25 andre fugleinteresserede plus to guider.
Fugle var der. I snesevis og af mange arter. Jeg var vildt imponeret over de to guider, som kunne skelne de enkelte fugle i det kæmpestore kor. Jeg kunne ikke – det var kun, når de andre for et kort øjeblik kunne holde bøtte, eller den var meget tæt på os, jeg kunne høre præcis den pågældende fugls sang. Guiderne var ellers gode til at koble fuglens sang sammen med en lille, for os mennesker udtalelig, remse, som fx gransanger: chiff chaff – rødstjert: dyyydydydy – halemejse: sididididiii. Der var flere, og jeg skrev de fleste ned undervejs, for jeg måtte atter en gang konstatere, at fuglestemmeekspert bliver jeg aldrig. Jeg tror dog, at jeg fremover vil kunne genkende vores gærdesmutte. Og måske et par stykker til, men det er absolut kun måske. Gad vide hvorfor jeg har den blokade?

P1040374SkælrodGuldnældeP1040382

Så går det meget nemmere for mig med skovens urter og planter i det hele taget. Den ene af guiderne var (også) en habil botaniker og kunne navnene på alt, vi kom forbi på vores vej gennem området. Herover to, jeg íkke kendte til før i går: vild tulipan og skælrod. Jeg havde ikke før hørt om nogen af dem; skælroden er ret sjælden, men kunne altså findes her. Det er en plante uden blade; dvs. uden klorofyl, hvorfor den snylter ved at suge næring fra værtsplantens rødder.

Ravnstrup Sø viste sig at være et skønt område, lidt a la Gundsømagle Sø, som vi besøgte 31. marts. Vi skal helt sikkert besøge stedet igen, ikke mindst fordi der ikke er så langt som til Gundsømagle, så vi kan nemmere smutte hertil, hvis man lige får lyst til en naturtur.
Der huserer desværre en eller flere mink ved søen. Nogle af os (ikke mig) så en, da vi stod i et af fugleobservationsstederne. De er virkelig hårde ved fuglelivet, så det er noget værre hø, at de er der. Jeg har sådan en lyst til at ruske de tosser, der ødelægger minkfarme og dermed lukker mink ud i naturen i særdeles misforstået dyrevenlighed. De skader langt, langt mere end de gavner – og det er næsten minkfarmeren, de skader mindst, fordi det går så hårdt ud over naturen, når der slippes mink ud – og mange af minkene dør i øvrigt af sult, fordi de ikke er vant til at klare sig selv. Er det dyrevenlighed?
Det var et sidespring – og de såkaldte dyreaktivister er vist i øvrigt ikke så aktive mere, så man har lov at håbe, at de er blevet klogere.
Området ved Ravnstrup sø er, trods minken(e), dejligt at gå en tur i.

29. april 2019

Genoplivning af en tradition

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:10
Tags: , ,

Madame tog for et stykke tid siden et godt initiativ og annoncerede, at hun syntes det kunne være hyggeligt med et blogtræf på Gavnø, mens de havde deres tulipanfestival. Jeg – og andre, selvfølgelig – var med på ideen. I gamle dage, dvs. for 7-8 år siden, var der blogtræf med jævne mellemrum, og jeg arrangerede, sammen med Jørgen, et af slagsen i 2015, men ellers har det været lidt skralt med den slags arrangementer de seneste år. Det er lidt synd, for det virker på to måder: Man får genset andre bloggere, eller man kan træffe og få sat ansigt på bloggere, man kender elektronisk, men endnu ikke har mødt IRL.
Der var desværre hele fire sidste øjebliks afbud, så vi var ikke så mange, men det afholdt os ikke fra at blive enige om, at dette skulle gentages – i hvert fald en gang om året. Bloggeres partnere er naturligvis velkomne! Også selv om de ikke selv er bloggere.

Blogtræf 2018Betula pendula `Dalecarlica´

Vi undrede os over denne birk, som stod nær slotskapellet og som ingen af os havde set før. Vi kunne dog godt blive enige om, at det var en birk pga. den hvide bark og raklerne, men var ikke tidligere stødt på denne udgave.
Google er stadig min ven. “birk med fligede blade” gav masser af hit, hvoraf jeg kan konstatere, at arten åbenbart er ganske almindelig, og at den hedder Betula pendula ‘Dalecarlica’; Fligetbladet hængebirk, såmænd. Så lærte jeg også noget i går.

Tulipanerne var smukke, men Pia og jeg talte om, at der ikke var gjort så meget ud af bedene, som der tidligere har været. Det var bestemt smukt nok, det der var, men når man har set fordums overdådighed af tulipanbede med fx figurer formet af tulipaner, så var det altså lidt skuffende. Det er nok også svært år efter år efter år at få folk til at komme helt fra Holland for at lægge tulipanløg.
Sidste år havde tulipanfestivallen 60 års-jubilæum. Det har sikkert været flot, men så har der vel ikke været så meget krudt tilbage til i år.

Gavnø slotskapel

Slotskapellet er et fint lille rum, som er rigt dekoreret. Det beskrives som “Nordens mest farverige kirkerum”. Det vil jeg gerne tro …
Prædikestolen bæres af en person med tre tæer og tre fingre, begge dele med kløer lige som fx hunde har det. Eller måske som en drage, men sådan en har jeg aldrig set i virkeligheden …
Jeg troede det var Fanden selv, man hånede ved at lade ham være hovedløs og bære en prædikestol i en kirke, men den er på Gavnøs egen hjemmeside angivet som “en hovedløs trold”, og de må jo vide det.

Gavnø slotskapelGavnø slotskapel

Prismelysekronen i kapellet er alt for meget bling-bling til, at jeg normalt ville forbinde den med en kirke, især på grund af det blå og grønne slebne glas, men det kan selvfølgelig også godt være en, de ikke længere gad se på inde på slottet … hvem ved?

Vejret var fint, og det var som sagt en hyggelig sammenkomst. Næste gang håber vi at se både dem, der måtte melde afbud i går og gerne også flere end det. Pia, Allan, John og jeg afsluttede dagen med en dejlig middag på Fjordkroen, som ligger næsten lige ved siden af os.


Et lille kuriosum: Den 19. maj kan man – mod normal entre – komme ind og grave tulipanløgene op og uden yderligere beregning tage dem med hjem og sætte i sin egen have.
Så langt, så godt. Det stemmer bare ikke helt overens med en anden begivenhed, de har nævnt på samme side:30. maj: Oplev Danmarks største tulipanfestival i netop disse dage. Det er et fantastisk syn og en seværdighed i sig selv.”
Selv om de mod forventning ikke allerede skulle være gravet op og fjernet, tvivler jeg på, at der overhovedet kan være tulipaner i blomst så sent.

27. april 2019

Næsten nattøjsvejr

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:45
Tags: ,

Jeg tog nattøj på, da jeg stod op i morges. Ja, på, ikke af … om natten har jeg det nemlig lige som Marilyn Monroe: Det eneste hun havde på, var Chanel No. 5.
Så er enhver lighed med MM også væk. Hvis der nogensinde har været så meget som en eneste, for jeg bruger ikke Chanel No. 5 …
Jeg vågnede kl. 4 og kunne høre den liflige lyd af regnvejr og af vand, der drypper fra taget. Jeg faldt i søvn igen, og da jeg atter vågnede to timer efter, regnede det stadig, så jeg blev liggende og bare nød det – stod først op to timer senere og syntes det gode vejr indbød til en hyggemorgen i nattøj. 20 mm blev det til, så det var okay – det var mere end nok til at lægge støvet, det trængte også fint ned i jorden.
John synes allerede han kan se, at græsplænen er blevet længere.

 En del af hyggestunden blev tilbragt med en kæmpestor kop te og bogen, der beskriver 40 år med Antiques Roadshows største og/eller mest interessante fund. En bog, jeg fandt hos Digger & Mojo, som er en antikvitetshandel lige overfor Charlottes butik/værksted, og som i øvrigt engang var med i Antiques Roadtrip.

Undervejs i læsningen af bogen, som i øvrigt er vældig interessant og dybt seriøs og dejligt uden grammatiske eller andre sprogfejl, hoppede jeg lidt i sædet, da jeg læste følgende:
..Sir Lawrence Alma-Tadema. Born ‘Lourens’ in the Netherlands in 1836, he lived in Europe until 1870 when he moved to London, making the city his home for the rest of his life. His reputation, already established in Europe, expanded massively after the move to England..
Jamen, altså. Vi er virkelig isolerede herovre på kontinentet, må man sige – i hvert fald ifølge englænderne. Bogen er skrevet i 2017.

Jeg vil sige lige som Obelix i Asterix og Briterne: “De er skøre, de englændere!”
Alle, der kender Asterix-serien og har læst disse aldeles vidunderlige tegneseriehæfter, vil kunne nikke genkendende til denne sætning, som dog oftest bliver sagt om romerne.
Briterne var i Obelix’ øjne ikke mindre skøre, med deres hot water break kl. 17 (de afbrød alt, selv et slag mod romerne, for denne vigtige pause) og deres besynderlige madvaner.
En brite udtalte, at “de er så isolerede derovre på kontinentet.”
Briternes varme vand smagte dem pludselig så langt bedre, da Miraculix introducerede nogle blade for dem. Nogle blade, han kaldte for te.

Digger & Mojo

Digger & Mojo – herover et kig i værkstedet, hvor han arbejder – hun står i butikken. Man var ikke ude i værkstedet, da de blev besøgt af Antiques Roadtrip …

Digger & Mojo

Og her noget af butikken. Min bog ligger forrest i billedet, men ellers køber jeg ikke noget her, for jeg synes hun overdriver temmelig voldsomt med priserne – også hvad angår ting, som ikke ser særlig pæne eller antikke ud. C siger, at de kæmper for at få det til at løbe rundt, men så hæver de priserne yderligere og har derfor endnu færre kunder. En ond cirkel og en politik, som vi kender fra DSB…

26. april 2019

Jeg er bare SÅ klar

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags: , ,

 Jeg er klar til det hele: Klar til sommeren, klar til at nyde en hel masse regnvejr, klar til at tage til England, klar til en Drei Mädchen-weekend, klar til blogtræf på Gavnø på søndag.
Inden der er gået 10 dage, kan der sættes flueben ved det hele – dog måske ikke lige sommeren; den må godt vente lidt endnu, også selv om jeg er klar til den. Regnvejret er det vel i bund og grund også lidt usikkert med, men jeg har da lov at håbe.

Charlotte er ikke klar – i hvert fald ikke til den stormende kuling, de forventer lige lige om lidt. Lidt usædvanligt for årstiden, men det er der jo så meget vejr, der er overalt på kloden efterhånden.
Det er ved at være normalen, at det er unormalt, og hvordan skal man så sætte normalen?
De får tilstrækkeligt med regn derovre – sådan er goderne så ulige fordelt.
March winds and April showers bring forth May flowers.
Det er en skam vi ikke har så mange slanger her i nærheden af Den Stråtækte, for så var der åbenbart en løsning på det stadig udeblivende regnvejr: If you killed a snake, hang it over a fence and it will rain.
Nok om det … der er trods alt grænser for, hvad jeg tror på …

Vi var en tur i Køge, hvor vi havde forskellige ærinder. Ét af dem var at finde to små stole til det lille bord, der ikke har været i brug i årevis, men som vi nu har sat ved køkkendøren.
Det er ikke verdens mest spændende sted at sidde, men efter vi fik lagt nye sten og gjort krydderurtebedet pænt, er det i det mindste bedre end før. Det havde på sin vis været ideelt sidste sommer, fordi der aldrig kommer sol her, men da gad vi simpelthen ikke opholde os på den plet. Vi havde i øvrigt heller ingen Nye stolestole …

Men nu er vi klar selv til en hedebølge, selv om vi på ingen måde håber på en sommer mage til den i 2018. På IN-GEN måde, selv om det indtil videre tyder på, at en tilsvarende er begyndt en hel måned før sidste år … hvor jeg brugte dobbelt så meget vand som normalt, og i år er jeg begyndt at vande på kritiske steder (dvs. nyetablerede planter) allerede nu. Der er, som statistikken ser ud lige nu, en risiko for, at jeg når op på det tredobbelte forbrug i år.
Det kan oven i købet være, at et højt forbrug ender med at være normalforbruget.
Ikke en ønskværdig situation. Så hellere noget regn, men man skal som bekendt være forsigtig med, hvad man ønsker sig.

24. april 2019

Who’d A Thought It?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:53
Tags:

Overskriften er navnet på en Wadworth-pub, vi kører forbi hver gang vi skal til Marlborough. Jeg har endnu ikke været derinde, men den ser lige så god og engelsk ud som de fleste andre pubber i det engelske landskab. Og så er det jo et navn, man først undrer sig over og dernæst nok ikke glemmer så nemt igen. Normalt hedder de noget mere traditionelt, hvor de 10 mest almindelige er: 1) Red Lion – 2) The Crown – 3) Royal Oak – 4) White Hart – 5) The Swan – 6) The Plough – 7) The Bell – 8) Rose & Crown – 9 Queens Head – 10 Railway Tavern. Vældig interessant, ikke sandt?
Jeg undrer mig nu også over nr. 9 på listen. Mærkeligt navn, selv dengang man mistede hovedet for et godt eller måske rettere mindre godt ord. 
Jeg kom til at tænke på Who’d A Thought It pga. Johns spørgsmål om farven, da jeg fandt så meget lav, at det kunne blive tilstrækkeligt til en omgang farvning. Xanthoria parietina hedder denne, hvis danske navn er væggelav. Der er sandsynligvis en årsag til navnet, men jeg har til gode at se den på en væg; jeg ser den tit på sten og på især hyldegrene, men den kan vist findes på mange materialer. Den er meget, meget smuk, når man makrofotograferer den, hvilket jeg efterhånden har gjort nogle gange. Derfor er dette så bare et nærbillede …

P1020760

P1020771Normalt er det ikke til at få af, fordi det i irriterende stædig grad klæber sig til hvad det nu end sidder på, men dette sad så løst, at det var tæt på at falde af af sig selv, så jeg samlede ind, hvad jeg kunne få fat i.
Sidste gang jeg forstøgte mig at farve med lav, gik det det ikke helt efter planen, og så er der jo kun én ting at gøre: prøve igen!
Denne gang er det dog en anden svamp – der er jo ingen grund til at gentage en fejltagelse, hvilket min go’e, gamle chef gerne skriver under på. “Det er helt i orden at begå fejl. Det gør vi alle sammen, ellers var vi ikke mennesker”. Man skulle bare ikke begå den samme fejl to gange, for man var bestemt ikke i kridthuset, hvis det skete, men jeg gjorde det heldigvis ikke … naturligvis begik jeg fejl, men ikke den samme to gange. Den værste var denne her.

John hjalp mig med at samle ind, og han spurgte undervejs, om jeg dog ikke havde nok gule farver efterhånden? Der er da også masser af lettere tilgængelige materialer end dette?
Jeg svarede, at det ikke bliver den farve, han tror det bliver, men enten en pink, blå eller lavendel. Udfaldet kendes ikke endnu, men gult bliver det i hvert fald ikke.
Der var 54 gram væggelav, som jeg knuste og smed ned i 10 % salmiakspiritus. Det skal nu stå i et par måneder med bare en gang rysten dagligt, samt åbnet låget, så der kan komme frisk ilt til.
Det fremgår tydeligt, at gult er det ikke. Absolut heller ikke blå(ligt), så det bliver spændende, hvad slutresultatet går hen og bliver. Bare det ikke bliver kedeligt halvgråt lige som sidst.
Som John sagde, da han så den dybt bordeaux farve: Hvem skulle have troet det?

« Forrige sideNæste side »

Blog på WordPress.com.