Hos Mommer

11. september 2017

Fifteen shades of blue

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:57
Tags:

P1070266Den indigofarvning, som snød mig forleden dag, blev gentaget i dag med en ny stamkype.
Jeg skal da lige love for, at der var mere krudt i denne omgang – jeg løb desværre tør for garn, for der havde været til en tre-fire dyp mere, og jeg nåede ellers helt oppe på otte. Det skyldes måske, at der ikke var 400 gram garn i hvert af badene; i de to sidste havde jeg kun 50 gram – men det ærgrede mig altså lidt ikke at kunne udnytte alt farvestoffet fuldt ud.

En del af det var overfarvninger: Der var to fed (1. og 2. bads) valnød; der var noget indigofarvet fra første omgang, hvor Ditte var her, som skulle have flere dyp for at blive mørkere blå, og endelig var der en padderok og to rumex acetosa, som trængte til at blive forskønnet lidt.

Ude i shelteret hænger der derfor nu femten forskellige blå nuancer, hvoraf nogle er næsten ens – men også kun næsten, og selv en minimal forskel vil kunne ses, når der strikkes med det, men det kan man benytte sig bevidst af. Derudover er der de seks forskellige nuancer fra første omgang, så det er ikke indigogarn, jeg mangler lige nu.
Jeg blev så frimodig, at jeg forsøgte mig med at plumpe et helt nøgle garn i farvebadet – jeg havde ikke engang gennemvædet det først. Jeg troede ikke, at farven ville kunne trænge helt ind i midten af nøglet, og jeg regnede med, at det ville tage uens imod farve, når det ikke var blevet gennemvædet, som det skal. Men.
Så meget for al den ulejlighed med at lave nøgler til fed og bruge tid på at væde det først – det blev præcis lige så pænt ensfarvet som alt det andet, hvor de foreskrevne forberedelser blev fulgt til punkt og prikke … jeg gjorde det med to nøgler, hvor det ene fik to dyp og det andet ét. Det lykkedes fint med begge to, uden det blev det forventede melerede garn. Så ved jeg det!

Havesyren var lidt fesen i farven; især den ubejdsede, så den gule fik et enkelt dyp og den beige fik to. Det pyntede da lidt på det.
Padderokken, som også var noget blegnæbbet, fik, efter to dyp, en flot, klar petroleumsgrønblå farve, som kameraet ikke kan finde ud af at gengive korrekt. (Feddet forrest og længst til venstre på øverste billede).

Rumex acetosaRumex overfarvet med indigo

Ditte kommer snart igen, så skal vi gå amok i blå og lilla farver. Plus noget lyng. Og noget fyr og gran … hun kommer så hurtigt, vi begge to havde de samme ledige dage, men uhhh, det er svært at vente, når det klør så meget i farvefingrene. Heldigvis er jeg ved at forberede et avokadofarvebad, som skal med til Sverige og op i en aluminiumsgryde om ikke så længe. Denne gang lykkes det forhåbentlig noget bedre end første gang.

Reklamer

9. september 2017

Det gør hun ikke mere

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:52
Tags: , , ,

 

Anna vender ikke længere bogen på hovedet, som hun gør på det indsatte, meget dårligt skannede, billede af hende.
Anna og Lille Sorte SamboHendes læseniveau har i nogle år ligget en del over det normale for alderen … der slægter hun vist sin mormor på; jeg læste både Anders And-blade og ‘rigtige’ bøger som femårig. Det er lidt uretfærdigt fordelt sommetider – at ordblinde Aubrey har så svært ved at læse og skrive, og så med Anna i den modsatte ende af skalaen. Hun er dog ikke (endnu i hvert fald) vildt god til stavning, så der er trods alt sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Den kvikke læser vil se, at bogen, som den lille lyserøde Anna sidder med, er Little Black Sambo.
Det har været en omdiskuteret titel i mange år; nok især i USA, hvor bogen blev forbudt under den titel, men heller ikke i England anses den for værende pc (som betyder politically correct – man skal ikke sige pc i UK og tro, det betyder [personal] computer).
Det betød naturligvis, at der nærmest gik sport i at få fat i bogen med den originale titel, og Anna fik da også en udgave af den.
Det er i stil med, at Pippi Langstrømpes far ikke længere må være negerkonge og er derfor heller ikke længere konge af kurrekurredutterne på Kurrekurredutøen, for øfolket kaldes nu blot for ‘de indfødte’. Er det bedre? Lyder det ikke også lettere nedsættende?

imageJeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg kan såmænd godt se pointen, men begge bøger blev skrevet i en anden tid. Det virker en anelse latterligt at ændre på historien, fordi man nu ser anderledes på ordene. Den slags har det med at ændre sig løbende, så det der bliver lavet om på nu, er måske forkert igen om 50 år.
Der må være skrevet et hav af bøger, hvor man bruger ordet neger eller sort, men bare man ikke begynder at brænde bøger som i Fahrenheit 451, så går det vel endda.
Jeg er nødt til at respektere, at folk tilhørende den negroide race føler sig stødt, og man derfor bør undgå at bruge ordene – jeg har bare så svært ved at forstå hvorfor.
Hvorfor er ‘sorte mennesker’ så forfærdeligt at sige, mens det er åbenbart stadig er okay at tale om ‘hvide mennesker’? De sorte er alligevel ikke sorte og de hvide er ikke hvide … hvis man fra starten havde sagt ‘mørke’ og ‘lyse’, havde ‘mørke’ måske været et fy-ord i dag?
‘Neger’ betegner den negroide race, på linje med ‘asiat’ og, ifølge USA, ‘kaukasisk’ (Caucasian), som derovre betyder en hvid mand og som i øvrigt er forkert, for ikke alle hvide stammer fra kaukasusområdet. Ydermere er det er skrækkeligt ord. Synes jeg. Jeg vil ikke være en kaukasier! Hvad mon der sker, hvis jeg brokker mig vildt over at blive betegnet som caucasian? Sikkert intet …
Er det ikke også naivt at tro, at man fjerner racisme ved at forbyde visse ord? Racisme i selv er ikke tilladt. Forbud fjerner ikke problemet, for så enkelt er det ikke, men jeg har desværre ikke nogen løsning på det … synes bare ikke, at denne verdens behagesyge politikere afføder nogen respekt.

8. september 2017

En stor en

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:27
Tags:

IMG_7691Normalt, når jeg ser græshopper, er de ret små; næppe over to cm lange. En googling fører mig til at tro, at det må være egegræshopper, der flintrer omkring i min nærhed.

Forleden dag så jeg en noget større udgave på omkring seks cm sidde i en af dahliaerne. Også her måtte der googles, og denne gang nåede jeg frem til, at det er en stor løvgræshoppe. Jeg mener ikke at have set sådan en før, men fugleognatur.dk hævdede ikke desto mindre, at den er ganske almindelig i Danmark.
Det må jeg jo så tro på.

Den flotteste græshoppe, jeg har set, var i Sverige, hvor den sad nede ved åen og var, i modsætning til andre græshopper, der skal fotograferes, fuldkommen ligeglad med, at jeg nærmest stak kameraet helt hen på maven af den.
Jeg har vist billederne af den før, men det er seks år siden, så det har de fleste nok glemt igen …

Dengang fandt Jørgen frem til identiteten af den, nemlig, at det med stor sandsynlighed er en sumpgræshoppe.
Flot er den i hvert fald, med sine røde ben.

P1050250P1050252

Uinteresssant emne for i dag, måske, men det er vejret så sandelig også. Uinteressant. Kedeligt. Meget kedeligt. Yderst kedeligt.
Eneste fordel: Jeg får regnvand nok til mange blødtvandsfarvninger – vandet i regnvandstønden (på 240 liter) er for længst løbet over.
Jeg har ondt af dem, der endnu ikke har fået høsten i hus, for det regner og regner og regner – både i går og i dag – på indkøbsturen så vi marker med synligt vand på. Ikke godt.
I morgen skal vi til fætter/kusine-komsammen og på søndag skal vi have gæster – søndag skulle man kunne komme til at se solen indimellem, men i morgen bliver det endnu vådere end både i dag og i går, selv om det er svært at tro, at det overhovedet kan lade sig gøre. Det er længe siden, vi har kunnet se over til den anden side af fjorden.
Heller ikke godt. Altså det med vejret. De to andre ting glæder vi os til.

Nå. Vi må bare glæde os over, at vi ikke har orkaner som Harvey, Irma (Hurricane Irma, the strongest Atlantic hurricane in recorded history. Wow), og sikkert også snart Jose og Katia komme stormende … de er godt nok hårdt ramt derovre.

7. september 2017

Lidt ulogisk …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:02
Tags:

Min indigo-stamkype havde stået i sit glas i 12 dage, nemlig siden Ditte var her og farvede masser af garn sammen med mig. Det siges, at den kan holde i op til flere uger, men jeg mente alligevel, at det var ved at være på tide at få den brugt.
Det var det sandelig også … der var godt nok ikke meget krudt tilbage i den, så en anden gang vil jeg ikke lade den stå mere end et par dage. Jeg havde ellers brugt et par vågne nattetimer på at udtænke en kompliceret plan for, hvad der skal i hvilket bad og hvor længe, og hvor mange ekstradyp jeg vil give hvor mange fed. Jeg måtte skynde mig at skrive det ned i morges, inden jeg glemte det igen (gad ikke stå op i nat).
Det bliver næste gang … jeg kunne allerede efter 1. bad se, at planen ikke holdt.
Men jeg har snart samlet løgskaller nok (billede 3), og jeg har fundet ud af, hvorfor rødgran hedder rødgran: Fordi det farver garn rødligt (billede 1; billede 2 er fyr). Eller måske er det ikke derfor, den har fået sit navn, men det var da et meget godt bud …
Jeg har lige set, hvor stor forskel der kan være på at farve med blødt (fx billede 2, nr. 1 & 2) og hårdt (billede 2, nr. 3 & 4) vand, så der skal eksperimenteres lidt med regnvand, hvor det bløde vand giver den pæneste farve.
RødgranFyrLøg

Cochenille - kraprodEfter anbefaling fra Ditte har jeg investeret i Sofie Meedoms bog om plantefarvning. Den er helt suveræn, og det var den der spøgte og holdt mig vågen i nat, tror jeg. Det var også på grund af den, jeg forsøgte at google mig frem til, hvor man køber blåtræ.
Det fandt jeg, og de havde også et træ, der hedder alkanna, som jeg ligeledes syntes, jeg måtte investere i. Og de havde vinsten, som man i visse tilfælde med fordel kan bejdse med. Cochenille (billede 4, til sammenligning den rødere kraprod til højre) havde de, ikke overraskende, også, så nu kan jeg farve rigtig meget garn i blå og blålilla farver, hvilket er mere ovre i den farveskala, jeg kan gå med.

Blåtræ synes jeg er et ulogisk navn, fordi: “Blåtræ, også kaldet kampechetræ eller brunspån, er et træ, der stammer fra Mexico. Det var tidligere en vigtig kilde til rødt farvestof. Træets videnskabelige navn betyder “blodtræ”.
Videnskabeligt navn: Haematoxylum campechianum”.
Navnet brunspån kan jeg forstå, men den største overraskelse kommer nok, når man ser, hvilken farve den giver – den er nemlig hverken rød eller blå, men dybt lilla (som jo er en blanding af rød og blå), men er det ikke en totalt fantastisk farve? Jeg ved, at Linda vil smelte her!
Gad vide, hvordan den røde farve kommer frem? Det har jeg ikke kunnet finde noget om.
Blåtræ og Alkanna

Det er sandelig godt, at Ditte har bestilt 10 kilo (yes!) garn til farvning, hvoraf jeg har sat mig på de fire. Det er lige før jeg fortryder, jeg ikke tog halvdelen, for holddaop, hvor skal der bare farves.
Kom bare igen, Ditte – der er vist belæg for det meste af en uges tid til en omgang farvningssammenkomst her … og der er rigeligt med både blåtræ, alkanna og cochenille til os begge!

6. september 2017

Mine bushbabies er ikke til at kende igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:23
Tags: ,

Mine to dejlige små bushbabies er brat revet ud af deres feriemode i dag.
De starter på deres nye privatskole i Warminster, hvor der er strikse krav til frisure og uniform.
Piger må ikke have løsthængende hår, hvis det når længere end til skuldrene, og drenge må ikke have for langt hår.
Og hvad er så ‘for langt hår’? Det vides ikke helt, men dette her kan i hvert fald ikke være for langt. Han var lidt ked af det, for han var glad for sit tykke, krøllede hår, men glæden over og spændingen ved at skulle skifte til den nye skole overskyggede heldigvis de nærmest samsonagtige sorger over den mistede hårpragt.
Desværre var Charlotte lidt sent ude for at få købt uniformerne, så de havde kun en jakke til Anna, der var to numre for stor. Det er lidt synd, men forhåbentlig bliver den ikke slidt op, inden den passer … eller rettere: Det gør den ikke, for der er bestilt en hjem i den rigtige størrelse, men i dag var hun nødt til (nej, ikke nød til!) at tage den store på.
Og så se da lige min lille, store dreng! Han er pludselig blevet en ung mand på trods af sine bare 10 år. Han skulle lære at binde slips i aftes. Mor eller far kan selvfølgelig hjælpe ham med det om morgenen, men når han har idræt, skal han kunne binde det selv igen bagefter.

imageFørste dag i den nye skole - very excited

Det bliver nok lidt hårdt i starten, fordi de er kommet halvsent i seng i godt seks uger, og nu skal de op en hel time før de har været vant til, når de skulle i skole – de skal ud ad døren 7:30, mod 8:40 før. Derudover er de først hjemme 17:30 i stedet for 15:30 og de skal i skole om lørdagen …
Kompensationen for dette sker i form af lange ferier – to ugers efterårsferie, tre ugers juleferie og ditto påskeferie, 18 dages vinterferie, otte dage i maj/juni og endelig to hele måneders sommerferie. Der er aldrig mere end fem skoleuger i træk, og lørdage er ikke boglige skoledage; der foregår et eller andet sjovere i stedet for. Lektier er der heller ikke noget af – det hele klares i skoletiden, så de har fri, når de har fri, hvilket betyder meget for dem.
Det er noget anderledes end det, vi kender i DK, men det har nok noget at gøre med, at det er også en kostskole, og hvis ungerne skal på ferie hos forældre, der måske bor meget langt væk, er det ikke så smart med de korte ferier, som de ikke-private skoler har.
Det vigtigste af alt er, at de glæder sig helt vildt til deres nye skoleliv.
Charlotte havde også glædet sig til deres lange ferier, for så kan de komme oftere og længere ad gangen til Danmark.
Der var bare ikke lige taget højde for, at der blev åbnet en travl skræddershop, så i stedet må vi træde til som barnepiger.
Det varer dog nok ikke længe, inden de kan klare sig selv derhjemme om dagen, men vi hjælper skam hellere end gerne indtil da.
Jeg har lige bestilt billetter til uge 43, som bliver vores første barnepigejob. I uge 44 satser C på selv at kunne tage fri.

5. september 2017

Admiraler i hobetal

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:06
Tags: ,

Vi nåede ikke at få glæde af alle blommerne, selv om jeg har syltet virkelig mange, har lavet rigeligt marmelade og har foræret væk til alle, vi kom i nærheden af. Det skyldes nu mest, at vi ikke kunne nå helt op i toppen af træet, men er der ikke noget om, at man ikke må beskære blommetræer? Hvis det er rigtigt, går det nok ikke at kappe toppen af træet.
Men har vi ikke fået glæde af dem, så har en veritabel hær af admiraler.
Blommer gærer meget hurtigt efter de er faldet ned fra træet, hvilket admiralerne kan lugte på lang afstand. De er netop nu ved at tanke op til den lange flyvetur sydpå, og som jeg desværre er sørgeligt klar over, så omdannes sukkeret i alkohol til fedt, men lige så irriterende det er for mig, lige nyttigt er det for sommerfuglene, da det bevirker, at de kan lagre tilstrækkeligt med fedt i bagkroppen til turen.

Admiral

Til gengæld er her stort set ingen hvepse, og jeg kan ikke finde ud af hvorfor – har prøvet at surfe lidt rundt på nettet, men kunne ingen relevante artikler finde. Der blev tidligt på sommeren etableret et hvepsebo under stråtaget lige ved siden af af det altid åbne vindue til vores soveværelse – hvilket i øvrigt resulterede i et par uønskede besøg inde i soveværelset, når de ikke lige kunne finde den rigtige indgang til deres bo. De var ganske fredelige og lod sig verfe ud igen uden de store sværdslag fra vores side.
Fredelig sameksistens med hvepse … hvem skulle nu have troet det?
Vi gjorde ikke noget ved boet, for de overvintrer ikke, og de genbruger det ikke til næste år.
Det var dog overraskende, at allerede da vi kom hjem fra Sydafrika d. 3. august, var der ikke flere hvepse, som fløj til og fra boet. Hvor mon de forsvandt hen så tidligt? De plejer jo at hærge godt og grundigt netop nu, hvor frugterne begynder at falde ned fra træerne, men vi har ingen.
Bier har vi stadig masser af; der sidder oven i købet snesevis af demog mæsker sig i de samme nedfaldne blommer, som admiralerne har travlt med.
Men ingen hvepse.
Ikke, at jeg er synderlig ked af det, for jeg bryder mig ikke om arbejdsløse, berusede og aggressive hvepse, hvorimod jeg er glad for de forholdsvis mange bier, jeg har set gennem sommeren, men det er da lidt underligt, at hvepsene sådan pludselig er forsvundet.

IMG_7794

4. september 2017

To herregårds- og et Anglofiliabesøg

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 11:08
Tags: , ,

IMG_9757Vi lagde ud med at samle Pia og Allan op til det mindste blogtræf, jeg endnu har deltaget i, men det var naturligvis hyggeligt alligevel. Vi startede på Frederiksdal, hvor jeg faktisk var glad for, at vi ikke var 20 bloggere, der troede, vi skulle have hver 20 kilo kirsebær. Årets høst var kun 20 % af 2016-høsten (250.000 ton mod 50.000 i år – det må være noget, der gør ondt på en vinfremstiller), så efter kirsebærnedrystningsmaskinen havde været der, var der ikke mange bær tilbage til os … men jeg fik nok til årets kirsebærsovs til risalamanden juleaften, så jeg var tilfreds. Jeg bruger alligevel ikke kirsebær til andet end det. Græsset var langt og vådt, så jeg måtte gå rundt og se fjollet ud med opsmøgede bukseben.
Derefter blev vi vist rundt på vineriet af Hr. godsejeren selv. Eller … vist rundt og vist rundt … vi stod på ét og samme sted inde i den store forhenværende kostald og fik forklaret historien bag disse (forbavsende gode) vine, hvilket var interessant nok at høre fra ham selv pga. det personlige og dermed mere ‘involverede’ islæt, hvis man kan sige sådan.
Frederiksdal (1)Frederiksdal (2)Frederiksdal (3)

Frederiksdal (4)De brugte både portvins-, rødvins- og cognacsfade (det store) hernede – ballonerne er fyldt med vin og står ude – ude! – i 1½ år, uden hensyn til vejret. De har klaret ned til 17 minusgrader.

Frokosten blev indtaget ved bordet på stranden ved Taars Havn – med fin udsigt til Langelandsfærgen.

Herefter gik turen til Mia og hendes nyindrettede Anglofiliabutik i et dejligt hus tilhørende Halsted Kloster.
Hun gav kaffe og rigeligt med kage; naturligvis gik vi butikken igennem flere gange og søreme om ikke der opstod et behov eller to for både Pia og mig … der var godt nok meget, der fristede … jeg er jo ikke ligefrem anglofob selv! (Jaja, det er hjemmelavede ord, men det må man godt. Nogle gange. Og den kvikke læser vil vide, hvad -fil, hhv. -fob betyder.)
Jeg købte bl.a. en bog om Cotswolds samt nogle blomster, der kan holde hele vinteren – og lidt til …

AnglofiliaAnglofilia (1)

OrebySidste stop var Oreby, som har en meget lille havn. Selve slottet kan man næsten ikke se; kun et tårn og et spir, som rager op over trætoppene. Slottet er ubeboet – hvor er det synd, for det må vel nødvendigvis stå og forfalde, når der ikke bliver gjort noget ved det.
Det er der dog blevet ved en af de tilhørende bygninger, som er fra 1754 (så vidt jeg husker), men for nylig blevet gennemrestaureret og står nu flot.

Vi indtog aftensmaden på Oreby Gl. Kro. Der var ikke så meget at vælge imellem på menukortet. Faktisk havde vi slet intet valg, for der havde været et stort selskab (en 90-års fødselsdag) om eftermiddagen, så kokken var nok ret udkokset, tøhø, men vi fik tre små forretter og en hovedret og kunne også have Oreby (2)fået en ostedessert, som vi dog valgte fra – alt var meget, meget lækkert og delikat, både for maven og for øjnene, så min anbefaling til stedet er hermed givet. Ydermere kunne vi sidde udendørs og kigge over på den smalle fjord, mens vi så solen svinde. Meget smukt og idyllisk.
Aftenkaffen gav Pia og Allan, og dermed sluttede en dejlig dag med lidt af hvert på begivenhedsmenuen.

1. september 2017

Måske ikke direkte grim, men kedelig

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:55
Tags: , ,

Den farvning, jeg lavede med avokado, blev keeedelig. Det blev overhovedet ikke den lyse, gråligpink farve, jeg havde håbet på.
Når man ser, hvilken farve avokadosten næsten øjeblikkelig får ved overskæring, kan man godt undre sig over, hvorfor garnet ikke bliver orange i stedet for lyserødt.
Hos mig blev det så bare ingen af delene …

Avokado (2)

Det blev mest af alt en slags kaffe-med-meget-mælk-i-farvet. Den grå blev bare lidt mørkere grå, end den var i forvejen.
Jeg ved også godt hvorfor. Det er fordi, jeg først fandt Tusindfryds glimrende blogpost om det, efter jeg var blevet skuffet over resultatet.
Den gamle aluminiumsgryde turde jeg ikke tage med hjem fra Sverige, fordi jeg havde fået at vide, at man aldrig, aldrig, ALDRIG, farver garn i aluminiumsgryder.
Man har bare glemt at fortælle mig, at man med fordel farver med avokado i aluminiumsgryder …
Jeg havde heller ikke ladet skaller og sten trække i dagevis inden farvning.

Avokado

Det er en ommer, Ellen. Godt, vi spiser en del avokadoer.


Det var derfor lidt mere opmuntrende at se mailen fra Tim, vedhæftet et billede af deres nye, gamle bil.
Han prøver åbenbart at gå sin onkel lidt i bedene og håber på, at pensionen er hjemme om nogle år, lige som den var det for onkel.
Tim er dog nok startet lidt for sent i den sammenhæng, men under alle omstændigheder er han glad for sin veteranbil, som endnu står hos onklen med den store forstand på gamle biler.
Charlottes kommentar til bilen: Jeg kan virkelig tillade mig at gå langt, inden du med rette kan brokke dig.
Sagt med et smil. Han ville ikke foretage sådan et køb uden de har talt om det.

Den nye gamle bil

31. august 2017

Jeg – en taber

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:59
Tags:

Jeg har tabt fem kilo, og jeg håber ikke, jeg finder dem igen!
Det er absolut ikke nok endnu, men jeg er glad over at se, at diæten virker – også på John, som har tabt det samme som mig.
Der er efterhånden gået sport i at finde spændende LCHF-opskrifter, af hvilke der findes i rigelige mængder på nettet. Den seneste side, som jeg faldt over i går, er sydafrikansk. Den måtte jeg fluks kigge på, for den mad vi fik i Khoka Moya Camp var dejlig. Meget lig den, vi kender, men ofte med et lille twist, der gjorde forskellen på det kendte og på det lidt anderledes.

Jeg laver blomkålsmos med revet emmentaler og lidt smør i. Jeg laver omelet med lidt ærter og frisk spinat, flankeret af et par små skiver røget laks eller et par skiver bacon. Tunsalat. Bagte portobellosvampe fyldt med gedeost. Yoghurt med masser af frugt (hjemmeskåret, naturligvis; IKKE frugtyoghurter) til morgenmad. Vi spiser grillede koteletter med salat. Stegt kylling med revet gulerod med masser af appelsinsaft. Og meget andet.
Vi har kun drukket vin/øl en enkelt aften, siden vi begyndte diæten, så jeg formoder, at det er en kombination af de to faktorer, der har bevirket det vægttab, som vi foreløbig begge er godt tilfredse med. Vi har ikke en eneste dag holdt os til kun 800 kalorier (som Tim kalder a crash diet, og som han lige har tabt a stone (6,35 kilo) på på 1½ uge), men vi er forbavsede over, hvor længe vi er grundigt mætte af fx en frokost-tunsalat, der kun indeholder 250 kalorier. Det holder snildt til aftensmaden. 
Jeg har lige bagt et squashbrød (uden mel), som jeg er lidt spændt på. Det skulle ifølge opskriften bage i 20 minutter, men det fik 50, inden det så færdigt ud. Det undrede mig, at opskriften målte alt nøjagtigt ud i ml, men kun angav “3 squash” og ikke hvor mange gram. De er som bekendt meget forskellige i størrelse, og jeg tror ikke, jeg skulle have brugt mere end to af den størrelse, jeg havde. Men bagt blev det trods alt til sidst. Tror jeg … det er for varmt endnu til at skære, men vi skal afprøve, om det er egnet til at lægge ost ovenpå, eller måske en skive god spegepølse.

Jeg savner slet ikke kartofler og pasta. Endnu. Jeg savner ikke rugbrødsmadder og jeg savner slet ikke ris.
Jeg savner mit hjemmebagte brød med ost og især min hjemmelavede marmelade om morgenen.
John savner sine havregryn og sine ostemadder. Og lidt kartoflerne. Kun lidt.
Men vi bliver ved! Fordi det virker. Og ingen af os savner de mistede fem kilo.

Jeg giver lige mig selv nogle velfortjente blomster … denne dahlia er ny (for mig) i år, og jeg er temmelig imponeret over blomstens størrelse – 20 cm.

Stor dahlia

30. august 2017

Når nu det alligevel bare regner …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:06
Tags: ,

IMG_7748Når nu det alligevel bare regner, kan jeg jo lige så godt gå i gang med at producere noget med mit plantefarvede garn.
Jeg er selv meget betaget af den gyldengrønne, der kom ud af indigo-overfarvningen af gyldenrisen, så den havde jeg lyst til at lægge ud med.

Pludselig slog det mig, at farven da vist næsten til forveksling ligner den ene farve på Stephen Wests Chadwick, som jeg sidste år købte opskriften til. Jeg gik fluks ind og hentede den frem … jojo, den var god nok!
Dengang drillede det mig, og jeg kunne i øvrigt ikke finde de perfekt matchende farver på lageret, så jeg opgav og satte opskriften ind i mappen igen.
Der var åbenbart en eller anden højere magt, der dengang havde lyst til at fortælle mig, at jeg bare ventede på det rigtige garn, for nu er jeg i fuld sving, og ingenting driller.

Herunder er det originalen på billedet med den skæggede hals og mit eget garn som WIP (work in progress). Plus det øverst i højre side, naturligvis. Det koksgrå er ikke hjemmefarvet …
Jeg har oven i købet præsteret at få spillet i garnet med, men inden nogen af jer eventuelt skulle gå hen og blive alt for imponeret, var det ikke bevidst fra min side, at det spil kom frem. At det så er en bonus, er rent held.

Chadwick

Det er såmænd ikke fordi jeg synes, at et mønster absolut skal strikkes med de farver, designeren har foreslået, men lige præcis denne gyldengrønne er bare så flot, og da jeg aldrig har set den i virkeligheden, var det ret oplagt i dette tilfælde at holde sig til det originale forslag.

Jeg er ved at bejdse det sidste garn jeg har, for jeg har efterhånden fået samlet tilstrækkeligt med avokadosten og –skaller til en omgang farvning.
Spændende …

29. august 2017

Fin feriedag på Fejø

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:18
Tags: ,

I går, da vi sad og nød en kop eftermiddagskaffe på terrassen, sagde John, at han godt kunne tænke sig at tage cyklerne med en tur til Fejø, hvilket jeg syntes var en herlig ide – det var bare for sent i går, så vi nøjedes med at tage dem med til Knudshoved Odde og køre helt ud på spidsen af den.
Det var da også ganske nydeligt, men vi blev enige om, at hvis vejret holdt, ville vi tage til Fejø i dag.

Knudshoved Odde (5)

Det holdt. Det blev årets 12. sommerdag, så vi havde fuldstændig perfekt vejr til turen. Vi tog færgen over kl. 11:30 og var på Fejø et kvarter senere.
Den er med sine 16 km2 til at overse, især med elcykler, og alligevel nåede vi ikke at køre på alle vejene, som jeg ellers havde forestillet mig, at vi skulle.

På vej mod FejøVelkommen til Fejø

Fejø er kendt for alle sine frugtplantager – hovedsageligt æbler, hvilket ses allerede ved ankomsten i den lille havn.
Det var sandelig heller ikke æbleplantager, der manglede i øbilledet – det var simpelthen så hyggeligt at køre rundt på den lille ø. Man havde allerede travlt med æblerne, og de traktorer, vi mødte på vores vej, var ikke just højteknologiske og bragte os mange år tilbage i tiden. Og alle traktorførerne hilste pænt på os. Hyggeligt. Igen …

KernegårdenKernegården

KernegårdenVi kørte ud til Skalø, spiste den medbragte tunsalat, kørte tilbage igen og nordpå. Drejede op mod og kørte ud til Sletteren Strand, kørte tilbage igen (det er mest blinde stikveje fra ‘hovedvejen’), fik øje på de mange skilte op ad Hjortemosevej og skulle se, hvad det var for noget – vi havde mest hæftet os ved det der CAFÉ, for vi var begge skrækkeligt kaffetørstige.
Vi undrede os lidt over, at der ikke rigtig skete noget, efterhånden som vi kom ud ad vejen – det var først, da vi kom tilbage igen, vi opdagede, at det hele foregik nede i nr. 41 … lige bortset fra solnedgangen; den kunne de alligevel ikke sige var deres egen.
Kernegården var et spændende sted, og vi fik dagens bedste kopkaf her, samt en sludder med værtinden.
Hun, mand og børn på dengang fire og seks år blev trætte af livet i Gentofte og flyttede til Kernegården, hvor de nu har boet i 18 år. De lever af mosteriet/cideriet samt caféen om sommeren. Tapas havde hun ikke mere, kun kaffe og kage, for der er ikke kunder til mere så sent på sæsonen, men vi skulle heller ikke spise, så det var fint nok med os.

Derfra kørte vi til Dybvig Havn, og da vi skulle derfra igen, gik der et eller andet galt med min cykel. Den kammede over i gearene, og jeg kunne næsten ikke komme frem på den. Den omvej, vi ellers havde aftalt, blev droppet, og vi kørte den direkte vej til færgen, hvortil der var 5,6 km. Det var absolut rigeligt at skulle trække en cykel, men det gik med hiv og sving – og et så blødt som muligt tråd i pedalerne. Det blev til 26 km.

Jeg tror ikke det er sidste gang, vi har været på Fejø. Vi nåede jo så heller ikke alle vejene, så der er en god undskyldning for en gentagelse til næste år.

27. august 2017

FUNDET!

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:11
Tags: ,

Fundet!!!!

26. august 2017

Det kræver slet ingen behændighed – kun lidt hekseri

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:46
Tags:

Når man farver med indigo, er det ikke mere bare lige at koge suppe på nogle planter, plumpe noget garn i og lade det ligge, til man synes det har den rigtige farve – eller til man kan se, at man ikke kan vride mere farve ud af den suppe.
Man skal først lave en stamkype ved at bruge NaOH, C2H6O, H2O og Na2S2O4. Og indigo, selvfølgelig …
Den blanding må helst ikke få ilt, så man sjasker ikke bare sådan rundt med tingene. Indigo farver som bare pokker, og da jeg er en smule øm over køkkengulvet, fortrak vi til terrassen, lagde presenning ud og satte gryden over på gasblusset på grillen. Badet må heller ikke overstige 60°, så omhyggelighed på alle fronter er påkrævet. Endelig kan man ikke vurdere, hvornår det er blåt nok, for det er gult nede i gryden og bliver først blåt, når det kommer i forbindelse med luftens ilt, men så sker det også på sekunder – det er ren magi.

IMG_7735IMG_7737

Indigofarvningen overraskede os en del. Første bad gav en noget lysere farve, end vi begge havde forventet, selv om det fik de foreskrevne 10 minutter. Til gengæld gav både andet og tredje bad stort set den samme farve som førstebadet, og det begyndte først at miste pusten på fjerdebadet.
Den smukke stålgrå, man kan ane midt i det blå, er gråt garn som udgangspunkt i 3. bad. Vi fortsatte op til syvende bad, hvor det gav en fin babylyseblå lidt over i det turkise.

IMG_7743

På et tidspunkt skal jeg prøve med længere farvetid og med at overfarve førstebadets garn, men på den anden side er der lige netop garn nok til at kunne strikke et ret flot Find Your Fade-sjal af denne blå farveskala. Jeg må bare farve noget mere garn …
Herover ses det samlede resultat af vores tre travle dage. Den skrigende, neon/limegrønne nederst, venstrest skulle man næsten ikke tro kunne lade sig gøre med plantefarvning, men det er gyldenris med indigo-overfarvning.

IMG_7738IMG_7741

Ditte har fundet en ny farve, som hun har tænkt sig at markedsføre som pomerans-høgeurtsorange. Det er slående, så tæt den farve er ramt … men om den kan rekonstrueres, er et helt andet spørgsmål … vi kunne se, hvor stor forskel der var både på rejnfan og tagrør på de to-tre uger, der er gået, siden jeg prøvede første gang. Konklusionen var, at alt skal altid tages lige så snart man overhovedet kan.

IMG_7756

Tilbage stod kun at få skrevet etiketter og lavet små ‘snoprøver’, som skal systematiseres, limes på stift papir med noter om plante, bejdsning, osv.
Dvs. kun og kun – det bliver også lidt af et arbejde, men det er rart at have til senere, selv om vi fik op til flere beviser på, at det er stort set umuligt at rekonstruere en omgang plantefarvning.

P1070241P1070242

Sådanne snoprøver fra sine mange tidligere farvninger havde Ditte med, og jeg blev så betaget af dem, at jeg lovede mig selv at lave nogle tilsvarende.
Som sagt skal de over på andet papir og teksten skal skrives med skønskrift – lige nu har jeg lavet kladden i den rækkefølge, farvningerne foregik, men de skal sættes på plads i regnbuerækkefølge.

Og det var nok det sidste plantefarvningsindlæg i denne omgang. Nu er I nok også grundigt trætte af min nye dille …

24. august 2017

Nu blev det mærkeligt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:44
Tags:

Vi har simpelthen været enormt flittige – også i dag. Vi har egentlig nok ikke været mere flittige end i går, men vi er mere trætte i dag. Det er fordi vi er pensionister, som slet ikke er vant til at arbejde fuldtids og lidt til i to dage i træk. Det bliver så tre, inden vi er færdige, for i morgen går vi i gang med indigofarvningerne, og når vi er færdige med disse blå farver, har vi faktisk præsteret et helt farvehjul på de tre dage.

Farvehjulet minus blå

Kraproden er højpotent, og vi har ikke engang overdoseret. Vi farvede fire bade og følte os forholdsvis sikre på, at der var saft og kraft nok til både et femte og et sjette, men det havde vi hverken tid eller bejdset garn nok til.
Den orange farve i midten er noget gyldenris, som Ditte har farvet over med andetbadskraprod. Jeg havde også en lille tester med. Det er flotte og skrappe farver, men ingen af os ved rigtigt, hvad vi skal bruge dem til …
Valnøddefarvningen gav nogle smukke, brune farver, hvoraf den lyseste bliver overfarvet med indigo i morgen i håbet om at opnå en petroleumsfarve.

Grå bund til venstre, hvid til højreTV valnøddeblade, TH hele nødder, 2. bad

Valnødder er åbenbart temmelig uforudsigelige. I fredags blev min andenbadsvalnød mørkere end første bad, hvilket sagkundskaben ingen forklaring havde på.
På billedet herover til venstre kan man nok fornemme, at garnet længst til venstre er lysere og mere gyldent end det til højre. Det mærkelige her er, at det lyseste er farvet på mørkegråt garn og det mørkeste er farvet på næsten helt hvidt garn. Alle tre på billedet er samme garn, fra samme bejdsning og fra samme bad. Meget mærkeligt …
Valnøddeblade skulle give en anden farvenuance end hvis man farver med kun valnødder. De to cafe latter er hhv. valnøddeblade, 1. bad og hele valnødder, 2. bad. Det kalder jeg ikke en helt anden farve, men det kan måske skyldes, at for alle blades vedkommende skal man helst tage dem, mens de stadig har foråret i sig.

Kraprod, 3. og 4. badKraprod, 2. bad, bejdset og ubejdset

Kraprodsfarverne herover er jeg ret betaget af – det er en dejlig, teglrød farve, som tager lidt af, efterhånden som farvestoffet opbruges – til venstre ses 3. og 4. bad. Der er ingen forskel, og vi er ikke nået til de helt lyse nuancer endnu. Det fik jeg lidt af ved at lægge ubejdset garn i andetbadet (billede til højre) … det var dog stadig mere farvet end vi regnede med på forhånd.

Kraprod, skylning af 1. bad Hygge hen under aften

Vi er som sagt trætte i dag.
Ditte fik skrevet “1. bag” på et af manilamærkerne, hvorpå jeg kommenterede, at vi heldigvis endnu er “udejsede”, hvilket skal udtales som u-dejsede for at give mening.
Det er vi ikke mere – vi er dejset om i stolene; Ditte med ipadden og jeg ved skrivebordet. Vi orker ikke mere fysisk arbejde og skal tidligt i seng. Vi har højst siddet ned en times tid i dag, inklusive frokostpausen. Det kan sådan nogle gamle koner godt mærke.

I morgen er det som sagt indigofarvning i stor stil – plus henkogning af de sidste reine claude-blommer, inden det er for sent.
Jeg har henkogt 10 kilo og nedfrosset lige så mange; jeg har foræret 30 kilo til diverse naboer, og i morgen henkoger vi et treliters glas til Ditte. Derudover er der de mange, vi har spist ‘fra træet’; der er nok 20 kilo tilbage i toppen af træet, som vi ikke kan nå, plus alle dem, som er faldet til jorden, men som admiralsommerfuglene og bierne (ikke hvepse. Hvorfor er de der ikke?) nyder lige nu. Jeg har aldrig set så mange admiraler før – de flokkes om blommerne på jorden, og det er et ret flot syn, når der sidder en halv snes inden for en kvadratmeter og mæsker sig.

23. august 2017

Tag på kurophold i det præstøske frilandsmuseum og få grønne fingre

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:52
Tags: ,

Ditte viser sig at være lige så interesseret i plantefarvning som jeg; hun har farvet kilovis af garn for mange (over 30!) år siden, og blev vist lidt inspireret af nogen til at starte igen. Jeg foreslog derfor, at hun kunne komme på ferie i Den Stråtækte i nogle dage, og så skulle vi ellers farve, farve, farve, farve. Det lod hun sig ikke sige to gange, så hun stod på Næstved station kl. 9:30 i morges.

IMG_9695IMG_9696IMG_9697

Vi kastede os fluks over opgaven – jeg havde bejdset noget garn i aftes, så vi indledte med at bejdse en masse af Dittes medbragte garn.
Da det var i orden, satte vi gyldenris over, og da det kogte, gik vi ned og hentede tagrør i kilovis.
Kraprod blev sat i blød.
John morede sig vist over vores snak og vores gestik ved komfuret … men der var så sandelig også gang i både gryder og snak hele tiden.
Og i skylleriet. Og klipperiet … da vi ikke havde flere plader til rådighed, gik vi ud og samlede rejnfan.
På kurset sagde Anne, at man bruger både stængler og blomster af gyldenris og rejnfan, men jeg bruger altså kun blomsterne og får dermed langt klarere farver end de sædvanlige gulligt-grønne.

IMG_7707IMG_7709

Det blev til nogle yderst potente farvebade – alt på billedet herover er andet bad, og der var masser af krudt tilbage i både tagrør og gyldenris.

Ud over at råhygge og multisnakke, fik vi yderligere bejdset et hold, så vi har til den røde kraprodsfarvning i morgen. Til indigo- og valnøddefarvningen skal garnet ikke bejdses.
Vejret har leget sommer i dag, og vi havde heldigvis et par korte pauser til at sidde oppe på terrassen og nyde en kopkaf, solen og den skønne udsigt.
Da Ditte kiggede ned mod køkkenet, bemærkede hun, at det da fuldstændig lignede frilandsmuseet – bindingsværk, stråtag, brosten og med plantefarvet garn hængende til tørre på stativet. Da hun samtidig sad og strittede med sine nærmest mørkegrønne fingre efter en omgang tagrørsfarveskylning af garnet, gav dagens overskrift næsten sig selv.
(Kuropholdet kom ind i billedet, fordi Ditte er helt med på at spise det samme som John og jeg gør for tiden, så vi er simpelthen alle tre på kur, indtil Peter kommer fredag aften. Det er dog ikke den deciderede fasteudgave af den; det vil jeg alligevel ikke byde mine gæster – vi holder os til den sjovere del af den, bare med minus brød, kartofler og pasta.)

IMG_7712

Jeg kunne godt se, hvad Ditte mente …
Og farverne? Jamen de er da bare skønne.
Siger de to kvinder, der har ‘begået’ dem …
Og vi er slet, slet ikke færdige endnu, men vi har heldigvis hele to dage mere til at gå yderligere farveamok i …

IMG_7710

22. august 2017

Skal vi mødes?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:53
Tags:

Pia skrev til mig i går, fordi hun havde fået en god ide.
Sidste år var hun på Frederiksdal for at plukke kirsebær. Det var en interessant dag, fordi der også var en guidet rundvisning – og mon ikke der også er det i år? Det satser vi på. Hvis det mod forventning ikke skulle være tilfældet, finder vi ud af at hygge os alligevel.
Kan man så oven i købet kvit og frit få nogle gode syltekirsebær med hjem, gør det nok ikke dagen ringere …

image

Pia fik den glimrende ide, at alle bloggere, der har tid, lyst og lejlighed, kan mødes på Frederiksdal kl. 11:00 den 3. september.
Bloggerægtefæller er naturligvis også velkomne – det er en lang tur for de fleste, for det ligger helt ovre i nærheden af Nakskov – men selv om mødestedet således ligger på Lolland, har fynboerne, pga. færgen Spodsbjerg/Tårs, en fordel her frem for sjællænderne, så måske kunne vi være så heldige, at der var nogle fra denne ø, der kunne tænke sig at deltage og få hilst på andre bloggere. Jyder er naturligvis også velkomne – alle er faktisk velkomne – og man ved aldrig, hvor meget spandevis af gratis stevnskirsebær kan lokke …
Vi tager hver især frokost og kaffe/kage med. Der er et naturcenter i Frederiksdals baghave, hvor der er bord og bænke og tørvejr, hvis vejret ikke skulle være helt med os.

Adressen er Frederiksdalsvej 30, 4912 Harpelunde.

Hvad siger I? Skal vi mødes?
Foreløbig bliver vi fire: Pia & Allan, John og mig, men vi vil selvfølgelig gerne se mange flere.

IMG_7694IMG_7696

Billederne er til ære for Pia, som efterlyste at se kanden, som jeg købte på markedet i Markaryd.

21. august 2017

En bager bærer et bæger

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:33
Tags: ,

Jeg ønsker mig en tidsmaskine. Jeg ville gerne beames 500 år frem for at finde ud af, om jeg kan forstå sproget, som det bliver talt i Danmark i 2517.
Jeg ved jo så glimrende, at det udvikler sig, det der sprog. Det skal det også, men udtalen af ord kan med fordel undgås at nærme sig en fælles lyd.
Hvis det ellers giver mening …

Når jeg siger overskriftens korte sætning højt, vil jeg vove den påstand, at man godt kan høre hvad jeg siger og ikke tror jeg siger “en baer baer et baer”. Jeg udtaler g’et i bager, udtaler ‘bærer’ med nogenlunde samme æ-lyd som i’et i ‘skrift’ (!) og udtaler ‘bæger’ med dybt (hmmm … det hedder det med stor sandsynlighed ikke) æ som i ægte.
Når jeg hører unge mennesker, tv- eller radioværter tale, kan jeg sjældent høre forskel på de tre ord – de lyder ens, som når jeg ville sige bager uden g.
Jeg kom til at tænke på det, fordi Anne i fredags talte om en plante, der hedder engbrandbæger. De tre omkringsiddende, som var inden for mine øjnes rækkevidde, noterede ordet engbrandbærer. Jeg hviskede, at “det er -bæger; som et krus, I ved …”. Nårh, lød svaret, det kunne jeg ikke høre. Det kunne jeg heller ikke, men jeg vidste det tilfældigvis.

Jeg kan heller ikke høre, om samme delmængde af den danske befolkning siger læger eller lærere. Om de siger jæger eller jager.
Faktisk er det ret irriterende, at man indimellem skal høre meget af konteksten, inden det bliver klart, om der tales om det ene eller det andet.

Det skulle bare lige ud. Men apropos befolkning: 
image

Se på denne kurve og klik på dette link. Det er en lille smule skræmmende og en stor smule fascinerende at se, hvor hurtigt det går.
Det år, jeg blev født, var jordens befolkning cirka 2.588.896.000.
Det år jeg bliver 103, runder vi 10 milliarder mennesker. Vi når de otte, når jeg bliver 70 år, hvilket jeg satser stærkt på at blive.
Jeg tror jeg er glad for, at jeg næppe bliver 100, men det gør vores børn og børnebørn med stor sandsynlighed. Tidsmaskinen kunne også bruges til at se, hvilken jord vores børnebørns børnebørns børnebørn bebor. Mon der er is på Grønland? Hvis ikke, ligger Den Stråtækte under vand …
Sådan noget vil jeg helst ikke tænke på.
Så vil jeg hellere brokke mig lidt over sprogsjuskerierne, jeg møder – det kan min lille hjerne forholde sig til.

20. august 2017

På loppis i Markaryd og en ‘ny’ bro i Vittsjö

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:39
Tags: ,

Endelig havde jeg lidt kantarelheld. Da vi kom herop i går, gik jeg den korte runde for at lure rigets kantareltilstand af. Det gav 900 gram, hvilket er fint. De var store og flotte, så dette er tilsyneladende det helt rigtige tidspunkt at gå på kantareljagt på lige her hos os.

I dag fik vi lyst til at køre en tur, og efter lidt søgen på nettet fandt jeg ud af, at der er antik- og loppemarked i Markaryd i dag.
Der kan vel altid opstå et behov eller to, så jeg lavede lidt frokost, som vi tog med. Det er er jo blevet forbudt at klare sig med noget fra en pølsevogn, og det jeg lavede, var da også en del mere velsmagende (en hakket tomat, fire ditto asparges og to forårsløg blandes med to små dåser tun (i vand), salt, peber, en smule balsamicoeddike og en anelse chili) og mere mættende, end man måske umiddelbart forestiller sig.

Badende køer

Markedet var stort, men der var ikke den helt store forskel på udvalget i de mange stande, og jeg skal da lige love for, at de fleste tog overpriser. Jeg købte en urtepotteskjuler, der passer fint i stilen til Den Stråtækte. Den type må have været hver mands eje i Sverige engang, for jeg så den i samme stil 15-20 steder, hvor de fleste ville have 250 kroner for sådan en! De må have spist søm … det er jo svenske kroner, godt nok, men alligevel er det alt for dyrt, når det er noget, der går 13 af på dusinet. Jeg fik øje på en, der var lidt større end alle de andre jeg havde set, og da han kun ville have 100 kroner for den, kom den med hjem. Jeg fandt også en smuk, blomstret kande, der ville se noget så nysselig ud med blomster i på gæsteværelset, men jeg ville ikke give 250 kroner for den. Et par boder længere fremme fandt jeg en endnu smukkere kande til 100 kroner.
Det blev ved de to køb. Jeg havde håbet på at kunne finde en gammel jengryde, men det skete ikke.

Ved Vittsjö

Vi tog en anden rute hjem, for vejen fra Osby til Markaryd er mildt sagt kedelig. Ved Vittsjö fandt vi bord og bænk tæt på denne skønne, gamle bro, som jeg ikke har i min billedsamling, så vi blev enige om at indtage frokosten her. Vi havde netop pakket ud, lagt dug på bordet, numsevarmere på bænken og sat os til rette med hver sin skål tunsalat, da himlen med ét åbnede sig. Det gik direkte fra solskin til regn i tove. Resten af frokosten blev således spist i bilen.
Lidt senere på ruten kom vi forbi idyllen med de badende køer, som ses på øverste billede. Et dejligt billede af et dejligt Sverige.

19. august 2017

Plantefarvningskursus på ØsterGro

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:34
Tags:

Det er sandelig godt, jeg ikke skal til Østerbro hver dag … Jeg stod op 05:15, tog det første tog fra Næstved og var på Æbeløgade kl. 7:57; tre minutter før tid. Jeg havde nået det med lidt mindre stress på, hvis ikke Ringsted station havde haft signalproblemer, så vi sad og gloede der i et helt kvarter. Østerport station har valgt IKKE at have én oversigtstavle med alle afgange på; man skal ned på hver enkelt perron for at se, hvilke tog der går fra den. Ret usmart, synes jeg!
Da mit tog kom på tavlen, var det for at oplyse mig om, at det var aflyst, og at jeg skulle begive mig til Hovedbanen. Hrmpf.
Så tog jeg toget til Køge på min næstvedbillet, og ve den kontrollør, der ville vove at sige, at min billet var ugyldig – den havde kostet mig mere, end det ville have kostet at komme til Køge.
Der var ingen kontrol …

P1070196P1070204

Men bortset fra min muggenhed over alt dette transportpjat, blev jeg glad, da jeg så, hvor herligt et sted ØsterGro er. En stor, frodig og velpasset urtehave på 3. sal. Med restaurant i drivhuset und alles.
Og besøg af bybipasseren i løbet af dagen.
Heroppe mødtes 13 kvinder med Anne fra G-uld for at lære lidt om plantefarvning. 13 meget forskellige kvinder, de fleste rigtig søde, en enkelt så glemsom, forfjamsket og forvirret, at jeg ikke fatter, hvordan hun overhovedet fandt ind til byen og herop!

P1070200P1070203

Der var gang i en rejnfansuppe og en valnøddesuppe. Det førstnævnte er jeg bedre til hjemme i køkkenet – jeg fik i hvert fald langt pænere farver ud af det, end tilfældet var i går (jeg brugte kun blomsterne, ingen blade eller stængler) … men valnøddefarvningen var fin at lære mere om. Jeg har en bagbo, som er leveringsdygtig i valnødder, og som vil forære mig så mange jeg har brug for, hvis hun får lov at kigge med, når jeg skal farve.

P1070206

Det mest interessante for mig – og det vidste jeg godt, da jeg meldte mig – var, at vi også skulle gennemgå kunsten at farve med indigo. Det giver i sig selv smukke farver, og hvis jeg overfarver mine 50 shades of yellow i en eller anden grad af indigo, kan der komme nogle ret flotte farver ud af det.
Annes ord lød: Lær at elske jeres fejlfarver eller dem, I umiddelbart ikke bryder jer om. De kan blive vildt flotte med overfarvninger.
Det kunne jeg godt se, så jeg købte en pose indigo med hjem. Og 500 gram kraprod, så jeg også kan farve rigtig rødt. Som jeg heller ikke kan gå med, men overfarvning med indigo skulle kunne give nogle flotte, blålilla farver.

P1070197

RejnfanDet er da et flot farvehjul, ikke sandt? Og jeg kunne tilføje min fantastiske æggeblommegule farve (mørkegul; fra græsspisende høns, ikke burhønelysegul!).
For nu at totalblære mig, så var min tagrørsfarve også flottere end den, der blev vist frem. Jeg ved ikke hvorfor … måske fordi jeg har brugt noget andet garn – min farve blev i hvert fald klarere grøn end på farvehjulet her.
Jeg har åbenbart fundet noget rigtig godt garn. Må hellere købe lidt mere, selv om jeg så overskrider mine egne beføjelser.
Man kan måske fornemme, at jeg overhovedet ikke er færdig med at farve garn?

17. august 2017

Nu troede vi lige vi var så moderne …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:10
Tags:

 

Jeg troede ellers, vi var med på noderne, tøhø, fordi vi har en DAB-radio. Det er vi så ikke, fortalte John mig forleden dag – den vi har, vil ikke virke mere efter 1. oktober. Han har vidst det længe, men det er ikke den slags nyheder, der på noget tidspunkt når op i øjenhøjde hos mig, så det kom helt bag på mig, at hvis vi skal kunne blive ved med at høre radio, skal vi have en ny DAB.
Helt i orden, John, men det er dit bord. Helt alene, ganske uden indblanding fra min side.

IMG_7684

Han har derfor luret lidt rundt, for en radio er et must, især for John; den skal have god lyd og i det hele taget helst kunne alt, hvad selv feinschmeckere kan tænkes at forlange af en DAB-radio – men den må selvfølgelig ikke koste for meget.
De ting hænger sjældent sammen …

I morges fandt han en [helt ny radio] til præcis halv pris. Han undrede sig, ringede til butikken og fandt dermed ud af, at det var et outletkøb.
Og hvad er så det, når forretningen ikke er et outlet normalt, men ‘bare’ ganske almindelig?
Jo, altså … det er det samme som et fortrydelseskøb, kunne de fortælle. Den blev derfor solgt uden emballage. John fik den bare i en plasticpose. Det viste sig, at den også var uden manual – men nydelig og tilsyneladende helt ubrugt, og manualer kan jo altid findes på nettet. Sådanne er alligevel kun noget, John tager i anvendelse, hvis alt andet svigter – man er vel en rigtig mand …
’Alt andet’ svigtede ikke … han har fundet ud af, hvordan den fungerer, så det er fint nok.
Nu kan jeg også efter 1. oktober høre P5 og P1, som er de to programmer, jeg sagtens kunne nøjes med. Plus en BBC Classic, som vi ellers kun har kunnet høre via nettet, men det er jo løst med denne nye radio.
Men … hvis P4 er morfarradioen, hvad er P5 så? De spiller meget musik fra min ungdom (P5 altså), og mens P4 godt nok har visse udsendelser, der er værd at høre, er musikken oftest for ny til os. Vi hører derfor aldrig P4 hjemme, kun i bilen, for den kan ikke tage P5.
At jeg så hellere end gerne ville undvære Dansktoppen, Giro 413 og især De ringer, vi spiller på P5, er en anden sag. Kanalen burde måske så i virkeligheden kaldes oldeforældreradioen? Heldigvis findes der en afbryderknap også på helt nye apparater.
Jeg undrer mig dog stadig: Forlanges der ikke normalt, at man, hvis man fortryder et køb, skal aflevere varen i dens originale emballage? Og med alt, hvad der fulgte med det oprindelige køb?
Nå, men pyt. Vi har fået en tilsyneladende rigtig god radio til halv pris. Det er fint med os.

16. august 2017

Er det et pendulord eller ej?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:11
Tags:

For tiden ser eller hører jeg temmelig ofte, at der er blevet lagt i kakkelovnen til et eller andet.
Da jeg var barn, lærte jeg, at det betyder, der ikke er noget godt i vente, hvis der er lagt i kakkelovnen til én – så står man til en skideballe af rang.

Nyt pendulord

Nu hører jeg det næsten kun i betydningen der er planlagt eller der er lagt op til [noget godt eller spændende].
Det er normalt ikke folk på min alder, der siger det i den betydning, men yngre mennesker – dvs. for det meste under 40 år.
Jeg mødte dog også udtrykket i den ændrede betydning hos en, der kommenterer hos mig, og vedkommende er temmelig sikkert over 40.
Det fik mig til at undersøge sagen, da omtalte er en sprogstærk person, hvorfor det undrede mig, at det blev brugt ‘forkert’ set fra mit synspunkt.

Jeg skulle blive overrasket. I stedet for at give mig ret, skelnede Sproget.dk mellem, at der er lagt i kakkelovnen til nogen eller til noget.

image

Godt så. Nu har jeg lært noget nyt, men jeg tror nu altså ikke, at jeg nogensinde kommer til at bruge betydningen fra 1990 – det lyder helt forkert i mine ører. Nej, det skurer ikke i mine ører, men det skurrer, gør det!
Der er virkelig mange, der skriver skurer i ørerne, men at skure er synonymt med en grundig rengøring – er det kun på rigsdansk, man kan høre, at der er to r’er i ordet?

Jeg vil altså holde på, at det med kakkelovnen er et pendulord, men deri er alle vist ikke enige? Kan man få en rask, lille kommentarafstemning?

15. august 2017

Spis farvet – ikke hvidt

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:07
Tags: ,

IMG_7683

Med overskriften menes der, at vi nu skal undgå brød, kartofler, pasta og (hvide) ris. Det sidste er ikke svært, for jeg bryder mig ikke om hvide ris.
Jeg har hørt det før – jeg havde en kollega, som tabte rigtig mange kilo uden at gøre andet end undlade at spise ‘hvidt’.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har været ked af min vægt, men for filan, hvor er det svært at tage sig sammen til at gøre noget ved det. Tungen på vægtskålen (!) var de fire kilo, jeg tog med hjem fra Sydafrika – hvor de ikke bare to, men åbenbart tre kilo har været væske, for nu er der kun et tilbage, men det er jo bare ikke det ene, jeg vejer for meget; det er mange flere – der røg også et par stykker på i Irland. Jeg vil ikke sige, hvad jeg vejer, men hvis ellers jeg er dygtig nok, kan det da være, jeg engang fortæller, hvor mange kilo jeg har tabt!

Det er Dr. Michael Mosley, der har skrevet bogen The 8-Week Blood Sugar Diet. Det har også ham med 5:2-kuren, som en del vist kender/har prøvet.
John er med mig – heldigvis – det er bedst at have støtte, og jeg gider ikke lave to slags mad. Det sværeste for ham bliver at undvære kartoflerne og brødet. Jeg har prøvet at google lidt rundt og noterer mig, at visse danske sider med den samme kur tillader rugbrød som det eneste brød. Det er jo heller ikke ligefrem hvidt brød (ikke engang fuldkornsbrød er tilladt, hvis man skal følge kuren strikt), men rugbrød kunne godt være okay; ham Dr. Mosley kender jo ikke det danske rugbrød – men hvorfor er bulgur tilladt, når hvede er forbudt?

image
Vi går ikke all in – det er urealistisk for os kun at spise 800 kalorier om dagen i de næste otte uger – vi skal have gæster og vi skal også ud til andre.
Vi vil tilstræbe en mellemting mellem de to øverste punkter på de tre alternativer herover, nemlig forsøge at holde den på omkring 800 kalorier fem dage om ugen og så have lov til at synde lidt i weekenderne – men være ret konsekvent med at undgå det hvide.
Vi går efter at vænne os til fremover at leve på en stivelsesfattig udgave af The Mediterranian Style. Når vi (forhåbentlig) har tabt de kilo, vi stræber efter, er det vel efterhånden børnelærdom, at hvis man går tilbage til den gamle livsstil, så kommer kiloene hurtigt på igen.
Den er i øvrigt overhovedet ikke kedelig, den middelhavsmetode – tværtimod; det er langt hen ad vejen mad, som jeg i forvejen laver meget ofte, men den store forskel for os er – igen – at lade være med at spise hvidt.
Billedet øverst er dagens frokost: Omelet af to æg, 50 g ærter og en stor håndfuld spinat. Dertil ½ snackpeber og masser af purløg på. Det er lige efter bogen, og det var herligt mættende, så foreløbig er jeg ikke spor bekymret.
Jeg kommer dog til at savne min rødvin, men det bliver så weekendernes syndefald.
Øl kalder de for flydende brød, både i den engelske og i den danske udgave, så John bliver nok nødt til at gå over til hvidvin …

14. august 2017

Så skal vi lære det igen

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 18:47
Tags: , ,

Så er de lettet. Med planmæssig afgang mod London Heathrow, og de vil kunne være hjemme klokken godt 22 dansk tid.
Jeg skriver det hver gang, det sker: Her er SÅ stille nu. John og jeg skal igen lære at være bare os to.
Det er nu ikke så svært endda; det er bare lige her efter afskeden, det er vemodigt og føles ekstra stille – og det er jo ikke fordi børnene larmer, for det gør de sjældent; det er kun fordi et hus føles en hel del anderledes, når det er beboet af seks personer frem for to.
Anna sagde, at det kunne være så dejligt, hvis man kunne skære denne lille plet ud af Danmark (inklusive hele Præstøfjorden) og plumpe den ned i England højst 20 minutters kørsel fra deres hus derovre.
Aubrey svarede, da jeg spurgte om han glædede sig til at komme hjem: “Sort of. But I don’t want to leave you either.”
Jeg ved godt hvad han mener.
Fordi de skal begynde på privatskole efter ferien, får de en meget lang sommerferie næste år. De skal nemlig til at gå i skole om lørdagen, men det kompenseres der for ved bl.a. at give dem tre ugers påskeferie, tre ugers juleditto og otte ugers sommerferie, så hvis Charlotte får travlt med forretningen, ved hun ikke rigtig, hvad hun skal gøre i ungernes lange ferier.
Når vi hidtil har spurgt dem, om de kunne tænke sig at være på ferie hos os uden forældrene, har de sagt nej, for de vil ikke flyve alene. I dag sagde de: Yeahhh!!! Må vi godt flyve alene nu?
Hehe.
Ja, det må I gerne. Så I vil altså godt komme på ferie hos os uden far og mor til næste sommer?
Det ville de i hvert fald, så det kunne tyde på, at vi fremover har feriebørn. Måske allerede i påsken …

Det har været virkelig dejligt at være sammen med dem i hele tre uger. Bortset fra i 2013, hvor jeg pga. brystkræften havde udgangsforbud fra Danmark, har vi ikke haft så lang tid sammenhængende, siden Charlotte flyttede hjemmefra.
Det er mest imponerende, at Tim kan holde sin svigerfamilie ud så længe, men han hævder, som så ofte før, at han hellere vil være sammen med os i tre uger, end han vil være sammen med sin egen familie i en uge.
Der er flere årsager til, at jeg tror på, at han rent faktisk mener det.

Dahlia 2017

Og nu skal vi på kur. Vi skal til at leve delvist på middelhavsmåden, delvist ved fuldstændig at undgå brød, kartofler, pasta og hvide ris.
Det bliver spændende, om vi kan holde det, men Charlotte siger, det er yderst effektivt.
Jeg blev alarmeret, da jeg fandt ud af, at jeg havde taget fire kilo på, mens vi var i Sydafrika. FIRE!!! Det viste sig heldigvis, at de to af dem må have været væske … jeg havde tykke ben og følte mig oppustet i fem dage efter først den lange bustur og derefter den endnu længere flyvetur.
Men jeg vejer stadig alt for meget, og nu skal det være slut. John er med mig, og nu er det officielt, så vi kan ikke tillade os at falde i vandet.
Det vil i hvert fald være flovt.

13. august 2017

Gul og Gratis

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:36
Tags: , ,

I går var vi til den årlige julefrokost, der som altid var vældig hyggelig, men vi er lidt trætte i dag. Derudover er det englændernes sidste hele dag her, da de flyver hjem sidst på eftermiddagen i morgen.
Der er derfor dømt 100 % afslapning, ikke noget med noget, der kræver de store anstrengelser.
Englænderne elsker at gå tur i Sibirien ved Vemmetofte Strandskov, så da vejret i formiddags var relativt godt, drog vi afsted.
Bare for at konstatere, at der var knap så idyllisk i dag pga. rådnende tang. Alle kender formentlig den særdeles ubehagelige lugt, og vi holdt da også kun ud i få minutter, inden vi opgav. Det skal jo helst være en fornøjelse at gå den tur, og det ville det ikke have været – der lå et bredt bælte ulækkert tang, der naturligvis var årsagen til stanken, så ungerne ikke engang kunne gå ud og få våde fødder, og hvad sjov er der så ved at gå en strandtur? Ikke meget – hverken for børn eller voksne.

IMG_7665

Det blev derfor kun til en enkelt klatretur, inden vi kapitulerede og kørte til Feddet i stedet for.
Der ligger en fed havn. Der ligger Fed Havn, hvortil der er en kort spadseretur fra campingpladsen, og hvor der i dag var tre kitesurfere, som drønede afsted i den ret så mærkbare blæst.

IMG_7666IMG_7667

Her turde selv jeg forsøge mig med kitesurfing, tror jeg – vandet går kun til omkring knæhøjde, men det hindrer på ingen måde de dygtige surfere i at suse afsted med stor fart …

Hjemme igen kiggede jeg atter på alle de garner, jeg har farvet i løbet af ugen – endelig var de blevet helt tørre, så der skulle vindes garn, skulle der.

Tagrør og rejnfanIMG_7671

Gul og Gratis får en lidt anden betydning … alle farvematerialerne har jeg fundet i naturen lige omkring Den Stråtækte, og vi kan vist ikke rigtig komme udenom, at langt de fleste giver gule eller gullige farver – med tagrørsblomsterne som den hidtil eneste undtagelse.
Der er snart garn til at åbne en hel forretning … heldigvis kunne Charlotte rigtig godt lide den første, ret lysende grønne farve, jeg fik med tagrørene, så jeg er allerede begyndt på en baretlignende hue til hende.

11. august 2017

Husk at glemme at huske at slukke lyset …

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:08
Tags: , ,

Det kan være meget svært at begå sig i det nielsenske hjem.
Vores badeværelse har ingen vinduer, så man er ret afhængig af at have lyset tændt, når man har et ærinde derude (hvorfor siger man altid ‘ude’ på badeværelset? Eller er det bare i vores familie, der siger det? Siger I ‘inde’ eller ‘ude’?).
Nå. Men det kulsorte rum bevirker, at det ikke er noget problem at huske at tænde lyset, medmindre man har lyst til at sidde for åben dør, men det har man sjældent.
Derimod er det temmelig svært for alle andre end Charlotte (og John og mig naturligvis) at huske at slukke det igen, så utallige gange har man hørt Ellen med ord eller blot set hende med en pegende finger sende børnene eller Tim retur for at slukke lyset. Det er ellers så smart, at en rød lampe tændes ved kontakten, når lyset er tændt, men den husker åbenbart ikke folk på at slukke efter sig.
Efterhånden har man dog lært at slukke.

IMG_7657IMG_7656

Og bedst som man har det, bliver det rigtig svært.
For vaskemaskinen virker kun, når lyset er tændt. Hvorfor det er sådan, er en længere forklaring, som ikke er relevant her.
Derfor, når vaskemaskinen kører, må man ikke slukke lyset!
Det skaber forvirring på et højere plan – især for Tim, som godt kan være lidt … distræt.

Børnene kunne godt huske at lade det være tændt, hvis vaskemaskinen ‘sagde’ noget, mens de benyttede toilettet, men hvis den holdt mund mens de var der, glemte de at huske at glemme at slukke lyset. Det er da heller ikke nemt … Tim kunne slet ikke forstå noget, og han kan ellers ikke betragtes som værende ubegavet.
Vaskemaskinen starter heldigvis ikke forfra, når der tændes for den igen, men fortsætter, hvor den slap. En to-timers vask kan dog nemt komme til at vare fire timer i stedet for, hvis der hver gang går et stykke tid, inden det bliver opdaget, at lyset har været slukket.
Det hjalp betragteligt, da jeg i løbet af den anden, ofte afbrudte vask fik den lyse ide at sætte nedenstående gule lap over kontakten. Der kunne have stået hvad som helst; det vigtigste var nok, at kontakten var dækket.

IMG_7659

Det viste sig, at Tim vist havde troet, at lappen betød, at han slet ikke måtte bruge badeværelset, for da skiltet var pillet ned igen, spurgte han: Can I use the bathroom now?
Nå, men så fik han da lidt ekstra motion ved at benytte toilettet på første sal.

Jaja – selv en arbejdende vaskemaskine kan bidrage som et underholdende element i hverdagen, når familien er samlet … der skal ikke altid så meget til at more os, lader det til.

10. august 2017

Fridag i farvningens tegn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:42
Tags:

Det lyder forkert at kalde det en fridag, for det er jo ikke sådan, at vi ikke kan få hænderne ned, fordi englænderne har en dag for sig selv i Tivoli. Vi vil naturligvis helst være sammen med dem, men de sidste to gange, vi har været i Tivoli med dem, er det meste af Johns og min tid gået med at vente og vente og vente og vente … ungerne kan de fleste ting selv, og dem de ikke kan, kan vi heller ikke, så forældrene må tage med i forlystelsen. Vi var taget med, hvis vi kun havde haft nogle få dage sammen, men denne gang er det næsten tre uger, hvorfor det er noget helt andet.

Børnene kajakker (5) (1)Børnene kajakker

IMG_7640I aftes var fjorden så stille og fredelig, at Tim syntes han kunne forsvare at sende børnene ud alene. De holdt sig inde langs kanten, hvor vi vidste de kunne bunde – de er nu begge gode svømmere, men derfra og så til, at Tim ikke er med ude … det er for tidligt, men der var intet farligt ved det i aftes, og alle hyggede sig.

Jeg har brugt dagen på plantefarvning. Det er lige nu, tagrør, rejnfan og gyldenris skal tages, så det dur ikke at vente, til englænderne er taget hjem igen, men det gør ikke spor, for ungerne synes det er sjovt at gå med ud og hjælpe med at klippe blomster af til farvebrug. (Det er sådan lidt tribal-agtigt, mener de). 
Billedet til højre er rejnfan – det er stadig en del af 50 shades of yellow, men det er den smukkeste, æggeblommegule farve, jeg længe har set, så jeg satte endnu en portion over. Til venstre ubejdset garn, i midten 2. farvebad og til højre 1. farvebad.

IMG_7641IMG_7650

Så kom turen til tagrørsblomsterne. Dem var jeg spændt på, for jeg havde læst, at det blev en lysende grøn farve.
Først tænkte jeg ØV, det bliver endnu en af de gule, men som tiden gik, og det havde kogt en times tid, så det noget mere lovende ud.
Det endte med farven i feddene herover. Det ubejdsede garn tog stort set ikke imod farven.
Det viste sig også at være rigtigt, at der ikke er farve nok til andet bad, så jeg klippede lidt flere blomster i dag og overfarvede garnet fra 2. bad.

Tagrørsblomst 2Tagrør og rejnfan

Det blev ikke helt den samme grønne farve (herover før og efter skyl; med andet hold rejnfan i baggrunden), men den er okay; det var i øvrigt også en anden slags garn, og nu har jeg lært, hvordan jeg skal behandle tagrør.
Nu skal jeg bare have sat lidt gyldenris over, men efter den flotte rejnfan forventer jeg ikke at svømme over af begejstring.
Lad os nu se – jeg er før blevet overrasket.
Jeg glæder mig til plantefarvningskurset på næste fredag – og så skal jeg på loppemarked og se om jeg kan anskaffe mig en gammel jerngryde, for på Middelaldercentret så jeg, hvor meget man kan ændre på farven ved efterfølgende at sørge for, at der er masser af jern[ioner?] til stede.

9. august 2017

Hvordan spiser man i Khoka Moya?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 21:45
Tags: , , ,

Dagen er gået med at lave så meget ingenting som muligt, så jeg kan lige så godt benytte lejligheden til at komme med endnu et safariindlæg med billedspam galore, iblandet lidt kulinariske beskrivelser. Jeg ved endnu ikke, om dette er det sidste eller det næstsidste … men her kommer lidt om den gode mad. Vi indtog alle måltider i lejren på en åben, men overdækket terrasse. Der var sidde/hyggearealer og der var en forsænkning med en stor bålplads med langbænke i passende afstand fra ilden, over hvilken børnene ristede skumbananer tre aftener.

IMG_7501IMG_6847
Vi tager først lige et par af de smukke fugle – en lilac breasted roller og en … stær af en slags, tror jeg nok. Men utrolig smuk, når man så den flyve.

Morgenmaden, som blev trommet ind kl. 10, bestod altid af baked beans med lidt ekstra ting i, stegte kartofler, stegte tomater og enten bacon eller pølser. Tre slags müsli/cornflakes, to slags yoghurt, to store frugtfade, hvidt og mørkt brød, man selv rister, og en eller anden slags muffin. Derudover stod der en og stegte spejlæg eller røræg efter ønske. På bordene stod mælk og to slags marmelade.

IMG_6857

(Impalaer …)

Frokosten var klokken to og havde altid en stor og varieret salatbuffet med to slags dressinger. Som lunt var der forskellige grønsager og altid enten kød og fisk eller to slags kød. Altid tre lune ting, som fx stegte kartofler, squash … alt der kan steges. Når vi troede, vi var helt færdige, kom de med desserten …
På de dage, der ikke indeholdt udflugter, havde man fri mellem morgenmaden og frokosten og mellem den og sidste gamedrive, som startede 15:30 – sådan var det i tre dage, fordi der var en heldagsudflugt og to halvdagsudflugter på de andre tre dage.

IMG_6859

(Girafmor med barn …)

Aftensmåltidet lignede i princippet meget frokostmåltidet, men kødet og/eller fisken var lidt mere spændende; fx springbok, og desserten var mere … skal vi sige … voluminøs! Det lyder måske lidt ensformigt, men de var gode til at variere tilbehøret, og ingen gik sultne fra bords, fordi det var så svært at begrænse sig, synes de fleste af os. Vi blev dog bedre til det i løbet af ugen – det var nødvendigt, hvis vi ikke skulle trilles ud til safarivognene!

IMG_6922

(Zebraer ved det lille vandhul …)

Den ene af aftenerne vendte vi ikke tilbage til teltlejren, men til et sted, som de havde holdt hemmeligt indtil nu. Her havde de rigget en kæmpe boma til, med bar og grill med tre slags kød og ved siden af medbragt tilbehør og salater. Vi blev alle bænket, og personalet kom syngende ind, fortsatte syngende og dansende rundt om bålet, mens hårene rejste sig på armene af nok de fleste af os.
Det kan bare ikke beskrives, det skal opleves. I øvrigt lige som alt andet hernede …
En afrikansk stjernehimmel er af en eller anden grund meget større end vores. Det føles, som om stjernerne falder helt ned i hovedet på os, og de virker som om de er meget, meget større.

IMG_7273AFRIKA 2017-443

Anna og Aubrey var (igen) helt opslugte af det fremmede, men spændende scenarie. Han var i virkeligheden hammertræt efter dagens oplevelser, men sad intenst opslugt og klappede og rokkede med til de hede, dunkende, varme og inciterende afrikanske rytmer, som har noget udefinerbart over sig. Jeg ville sige erotisk, det vil Aubie helt sikkert ikke … men ingen lades upåvirket af dem.

IMG_7517IMG_7522

Næsehornsfamilien. Næsehornsfar gik og græssede et lille stykke væk.
Resten er bare billeder, billeder, billeder – efter redigering er der ‘kun’ 620 tilbage, så der skal kasseres flere, men det er godt nok svært.

IMG_6892IMG_6918IMG_6920

En lidt tåbeligt udseende giraf i den blå time og en meget opmærksom kuduhan, som lige har hørt et eller andet farligt i nærheden (ikke os).

IMG_6934

Burchell’s zebra (kan kendes på, at de er lysegulbrune et eller andet sted på kroppen).

IMG_6969

En landende grib.

IMG_7135

En flok græssende bøfler.

IMG_7160IMG_7159

Børn og mødre.

IMG_7568

Og til slut kamæelonen. Da Lyton havde sat baren op på vores sidste gamedrive, spurgte han, hvad vi manglede at se. Vi mente, at nu havde vi vist set alt, hvad der var at se, men han sagde, at vi endnu havde kamæleonen til gode. Da vi kørte igen, var det blevet helt mørkt, men han lyste med hurtige bevægelser rundt i det nu kulsorte landskab.
Med ét stoppede han bilen og lyste på denne fyr, som her er gengivet i omtrentlig naturlig størrelse. Vi sad bare totalt målløse: Hvordan i himlens navn kan du få øje på den, samtidig med, at du kører?
Det er da nemt nok: Bladene er meget mindre end dyret.
Okay. Godt så. Det havde han selvfølgelig ret i …

8. august 2017

Fra safari til kajakker og Frilandsmuseet

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 20:17
Tags: , , , ,

Vi er for længst vendt tilbage til hverdagen. Vi er i hvert fald vendt tilbage til Danmark, hvor Tim og Aubrey om fredagen lagde ud med at leje kajakker hos Lars, hvor de har haft lejet før.
Aubrey har for første gang en voksenkajak, og han var ikke til at skyde igennem. Han fik også brug for al sin styrke, for de havde strid modvind de tre fjerdedele af vejen hjem til Den Stråtækte. Vinden tog mere og mere til, så Charlotte og jeg blev mere og mere bekymrede for, hvordan han ville klare det. Endelig, fem timer efter de startede, kom de hjem. Tim havde ringet fra cirka halvvejs, så vi var ikke ved at dø af bekymring, men alligevel … vindstyrken tog efterhånden mere og mere til, med stød af kulingstyrke, så de var virkelig kommet på arbejde – der var omkring 10 kilometer hjem. IMG_7572IMG_7573

Men det lykkedes, og hjem kom en særdeles stolt (og meget træt) lille dreng, som da også til overflod fik knus og ros og beundrende ord fra det mødrene og mormødrene ophav, som sammen med Anna var gået ned til Kystens Perle, hvor de ville trække kajakkerne i land.

Lørdag gik turen til Middelaldercentret, hvor der blev trukket blider op, set på ridderturnering og leget Hvem får først smidt den anden af pinden?

IMG_7590IMG_7591IMG_7592

Søndag var det Johns fødselsdag. Hans søskende kom om eftermiddagen; vi hyggede og grillede, men lavede ellers ikke andet end at slappe af.

Mandag stod i familiens tegn. Det er 1½ år siden, Charlotte sidst har set hele familien på én gang, men det lykkedes at samle alle hjemme i Malles og Anders’ nye hus, som de selvfølgelig også var glade og stolte over at få lov at vise frem.
De to yngste var, nok ikke overraskende, temmelig ofte midtpunktet, men de er nu også søde, når de er så små.

IMG_7606IMG_7614

På vej til Malle så vi denne lille trehjuler, som udviste en fed humor, som vi alle måtte smile ret højt ad.
Der kører et tilsvarende minikøretøj rundt nede i vores område, som skilter med Egons flyttebil. Flytter alt!

I dag var vi på Frilandsmuseet. Der har vi været så mange gange før, men der er så hyggeligt at gå rundt – især når vejret er, som det har været i dag.
De er begyndt at tage entre, hvilket var nyt for os. Mens vi stod i betalingskø, faldt jeg over plakaten med de legende børn, og senere over beskrivelsen af smedens hus. Jeg så flere fejl, men jeg skal skåne jer for resten …

IMG_7616IMG_7623

Argghhh, altså. Man skal dæleme kunne kende forskel på ligge og lægge, når man skriver tekst til sådan en informationsplakat. Læg hvad i alkovens mørke? Enten skulle der have stået lig i eller læg dig i. Korrektur, korrektur, korrektur.
Ligeledes er det lige smuttet med The smith’s workshop, som har fået et s for meget.
Småting? Måske. Men det er irriterende at se på. Synes jeg. Og pinligt, at det ikke er rigtigt.

IMG_7628

Til sidst vil jeg efterlyse en forklaring på disse kridtmarkeringer i en stue i et af husene.
Hvad betyder de? Hvad markerer bonden her? Farmer, help, please, som du har gjort så ofte før.

6. august 2017

Blyde River Canyon, Bourke’s Luck Potholes og God’s Window

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 14:45
Tags: ,

Af de seks hele dage, vi havde i Khoka Moya, var der kun en enkelt dag, hvor der ikke var mulighed for gamedrives, nemlig om søndagen, hvor der var heldagsudflugt til bl. a. Blyde River Canyon, som vi, sidste gang vi var i Sydafrika, havde fået at vide var et absolut must at se, men dengang passede det ikke ind i programmet, så det var fint, at det hørte med til denne tur.
Jeg har set flere canyons, og jeg må konstatere, at de er alle meget forskellige. Grand Canyon var den største, men i mine øjne egentlig ikke den mest imponerende – smag og behag er dog som bekendt forskellig.

IMG_7280IMG_7281IMG_7282

Ved første stop fik jeg fluks øje på koraltræet. Jeg elsker bare koraltræerne med deres nærmest selvlysende røde blomster.
Bjergene i området havde områder med grønne alger, som lyste så fint i solskinnet – det var disse farver, der gjorde denne canyon forskellig fra andre.

Blyde River CanyonBlyde River Canyon

Vi gik ned til Bourke’s Luck Potholes, som var temmelig imponerende at se, men det er godt nok svært at tage billeder, der kan give det rigtige indtryk af, hvor mere og mere overvældende det virkede, efterhånden som man nærmede sig.

Bourke's Luck PotholesBourke's Luck Potholes

Det er vinter hernede og dermed tørketid. Jeg kunne godt tænke mig at se dette natursceneri i regntiden – men det kommer jeg ikke til.

Bourke's Luck Potholes

Bourke's Luck PotholesBourke's Luck Potholes

Længere sydpå kunne man se ud gennem God’s Window, hvis man skulle have lyst til det, hvilket vi havde … det er såmænd da også en meget pæn udsigt han har, ham Gud … vi blev høfligt bedt om at holde hans vindue rent.

God's WindowGod's Window

At God's Window

Så jo, Sydafrika er meget andet end safarier og vilde dyr, hvilket vi oplevede mange gange i 2004, da vi kørte ad Garden Route og langs den sydligste kyst ved Kap Agulhas; videre til Stellenbosch og rundt om Kap Det Gode Håb.
Fordi børnene havde førsteprioritet på denne ferie, var det helt bevidst, at det hele skulle dreje om safariture, men denne heldagstur var en dejlig og smuk afveksling, som også børnene nød, selv om det medførte nogle timer i bus – ikke mindst fordi der var flere lejligheder til at købe souvenirs.

IMG_7296

Vi skal være igennem den bevogtede port til området, hvor Khoka Moya-lejren ligger, senest klokken 17:30, hvor der er bare en halv time til det bliver mørkt, ellers bliver vagterne sure over at være tvunget på overarbejde.
Vi nåede det, og inden vi nåede frem til teltlejren, kom der fem giraffer spankulerende, som vi med nød og næppe kunne nå at fange med kameraerne gennem bussens vinduer, inden lyset blev for svagt. Vi så desuden både bøfler, impalaer, kuduer og elefanter på den korte tur.
Så vi fik nogle af dyrene at se, selv om det slet ikke var meningen den dag.

Giraffer i Manyeleti

4. august 2017

Er en safari noget for børn?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:32
Tags: , ,

Safari er noget for lidt større børn, vil jeg nok sige. Vores rejse var ekstra børnevenlig, og der var da også andre mindreårige børn end vores i vores gruppe på 28, hvor den yngste var fem og Anna var den ældste på 11. Jeg synes ikke, det var en god ide at bringe en femårig med (for lille til at forstå og for lille til at lystre en fremmed øjeblikkeligt), men der var to ældre søskende, og hun kunne jo ikke være alene hjemme … her var det, som for vores vedkommende, bedsteforældrene, der gav turen – bedsteforældre, der reelt var for gamle til at deltage … det er altså ikke helt smart med krykker, når man man skal på et gamedrive eller ind og ud af en bus. Vi var MEGET glade for, at vi hver gang var bare os seks på turene i den åbne vogn.

IMG_7417IMG_7420

imageOvenstående billeder er taget efter en halvanden times bushwalk, hvor rangerne tog alle over 16 år ud at vandre i bushen, i grupper på højst seks.
Imens var der to guider, som malede børnene. A & A var bushbabies (galago), en nuser lille fyr, som vi så den ægte vare af flere gange, men da den er et natdyr, kunne vi ikke tage billeder; vi så den bare ‘fanget’ i Lytons projektørlys.
Samme ranger Lyton var utrolig sød og virkelig glad for sine to bushbabies, som han omtalte dem som under resten af ferien – where are my two little bushbabies? Oh there you are!
Lyton var speciel – det viste sig, at han var den ledende ranger i området, og at guiden havde bedt om at få ham til os, da hun hørte, hvor levende interesseret A&A var i Afrika og i dyrene – det fandt hun ud af i løbet af de otte timer i bussen.

IMG_7050IMG_7058

Den dag, vi så en skole, var vi bagefter henne for at se den traditionelle måde at lave majsmel på. Aubrey prøvede, men var glad for, at han ikke behøvede at stå der i tre timer for at lave nok til en families dagsforbrug …
Bagefter fik vi smagsprøver på den mad, man spiser i det område. Der var sat stole op, men Aubie satte sig på jorden for at spise, og på forespørgsel fra guiden Sanne (står lige til venstre for Tim) om hvorfor, lød svaret: It’s not really tribal to sit on plastic chairs, and I want to be tribal!
Det havde knægten jo ret i, og Sanne var helt solgt.

IMG_7389

Børnene sad oppe foran og havde derfor let ved at stille Lyton spørgsmål. Han svarede dem, som han ville svare voksne, og han tog i det hele taget børnene helt seriøst. De stillede nu også nogle gode spørgsmål, som viste, at de i forvejen havde læst meget om dyrene i Afrika og vidste noget allerede.

IMG_7147

IMG_6954

Her var der bøfler på den anden side af vandet. En anden dag så vi 54 elefanter komme for at drikke. Det var flot at se, men desværre ødelagde den store flok de gipsafstøbninger, børnene havde været ude for at lægge ned i dyresporene dagen før.

IMG_7407

Vi var som sagt på otte gamedrives á tre timer, og ungerne kedede sig ikke et øjeblik på de ture (det gjorde vi heller ikke), selv om der (en sjælden gang) kunne gå op til en halv time, inden der skete noget interessant – det var spændende at prøve selv at få øje på noget, men det gjorde vi uhyre sjældent – det ER virkelig svært. Selv en giraf er svær at få øje på; det tror man er løgn, indtil man har prøvet IKKE at kunne se giraffen, selv om den står 50 meter fra én.

IMG_7263IMG_7565

Når vi nærmede os solnedgangstid, standsede Lyton et godt sted og riggede en særdeles velforsynet bar til. Der var alt, hvad man kunne ønske sig, men vi fik selvfølgelig kun en enkelt genstand – det dur jo ikke at have en flok halvfulde turister at holde styr på – men det er hyggeligt at se solen gå ned mens man får en sludder med hinanden og med den dygtige og sympatiske mand.

IMG_7183

Det var safariture set fra børnehøjde. Flere billeder af flere dyr kommer senere.
I hvert fald for vores børns vedkommende var det en kæmpe succes – de havde ikke spor lyst til at tage hjem igen, da den dag oprandt, men de er kommet hjem med mange, mange gode minder i bagagen og de fik begge alle de ønsker opfyldt, de kom herned med.
Både forældrenes og bedsteforældrenes forventninger blev også mere end indfriet. John og jeg har været på to safarier før, og Tim og Charlotte var på en på deres bryllupsrejse, men ingen af os har før set så mange – og så mange forskellige – dyr eller haft så god en ranger.
Vi vil derfor aldrig på safari mere, har vi besluttet, for det kan ikke blive så godt igen. Denne tur skal være den, jeg vil huske.
Jeg kan på det varmeste anbefale Albatros’ Khoka Moya-tur. Man behøver jo ikke at tage en af de to-tre børnevenlige udgaver, de har.
Senere vil jeg komme lidt ind på maden og på de tre ture, vi blev taget med på uden for området – der blev ikke spildt noget tid på de otte dage!

« Forrige sideNæste side »

Blog på WordPress.com.