Hos Mommer

11. marts 2016

Og hvem har vi så mødt?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:12
Tags: ,

Bananplantens blomstSidste dag på Madeira. En charterrejse, som vi i vores yngre dage ikke kunne finde på at bruge som ferieform, men som vi nu synes er okay. Ikke hver gang, men indimellem, for vi vil også selv, vil vi, selv om vi ikke skal lægge skjul på, at vi synes det er rart at få fortalt en masse om rejsemålet.
En charterrejse på godt og ondt. På de andre ture med Kulturrejser Europa har vi ikke rigtig mødt hr. og fru Typisk Dansk Turist. I hvert fald ikke i så høj grad som denne gang.
De Andre har mødt John og Ellen, som mest holdt sig for sig selv, medmindre de blev tvunget til at være sammen med andre, fx under aftensmåltiderne, hvor man havde bænket os ved 6- eller 8-mandsborde. Måske synes De Andre, at John og Ellen var lidt sære, men de var nu ikke de eneste, der helst holdt sig for sig selv.
Heldigvis viste parret, vi har siddet over for under alle aftensmåltiderne (undtagen et), sig at være meget søde, jævnaldrende med os, og som vi har kunnet tale med om alt muligt.

Hotel Pestana Bay

Vi har mødt et venindepar, der talte i én uendelighed med hinanden. Man skulle ellers tro, de havde fået talt nok sammen efterhånden, da de var godt oppe i halvfjerdserne, men de talte så meget sammen, at de sjældent hørte noget af det, guiden fortalte, med det resultat, at de hele tiden spurgte om det, vi andre lige havde fået at vide. Og så var de også dem, der kom for sent til bussen, fordi de heller ikke havde hørt hvornår den gik igen. Et irriterende par.
Vi har mødt hr. Klogesen. Ham, der ved alt, men som i virkeligheden intet ved. Han kan heller ikke huske … jeg stod og kiggede på frø, man kunne købe med hjem, så han benyttede sig af lejligheden til at underholde mig om, hvor stor hans paradisfuglblomst var blevet i hans vinterhave. Da jeg syntes, jeg havde hørt nok, forlod jeg ‘frøstanden’, men vendte tilbage, da han var gået. Så kom samme hr. Klogesen stæsende hen og underholdt mig med, hvor stor hans paradisfuglblomst var blevet osv. Han havde ikke lagt så meget mærke til mig, at han kunne se, det var den samme person, han gav historien igen. Irriterende fyr.

Snabelagaver
Vi har også mødt en kvinde, jeg syntes jeg havde set før, men jeg kunne ikke huske hvor eller i hvilken forbindelse. Hun sagde ikke John noget, men han kunne simpelthen ikke klare hende – hun skulle bare åbne munden, så fik han knopper. Hun skulle sådan set bare gå på sin lidt overdrevent selvbevidste her kommer jeg-måde. Hun var speciel. Meget.
Pludselig gik det op for mig, hvor jeg havde set hende før: Det var i filmen 101 Dalmatinere. Hun var Cruella de Ville! Altså tegnefilmsudgaven. Da jeg sagde det til John, klukkede han, gav mig ret og kunne derefter lidt bedre holde konen ud – selvom han stadig holdt sig på behørig afstand af hende.
Jeg er glad for, at jeg ikke er hendes familie, for hun videofilmede ALT. Hele tiden. Især ting, der ikke bevægede sig … hun må have så mange timers film med hjem fra Madeira, at hun kan holde nonstop-forevisning i et døgns tid eller mere.

Madeira set gennem glasgulvet

Vi har mødt to skønne kvinder, der har været nære veninder siden 1. klasse. De har været enker i hhv. 11 og 13 år og rejser nu sammen, så ofte de kan. De er på alle måder misundelsesværdigt friske og let til bens – drøner rundt som gazeller, også på levadavandringen. De er et par søde, interessante, smukke og slanke 84-årige! Hvis jeg kan høvle rundt på den måde, når/hvis jeg når deres alder, kan jeg intet mere forlange af livet.
I morgen tidlig går turen mod Danmark. Det var en perfekt timet tur: Ekstraordinært godt vejr hernede, med masser af sol og ingen regn. I DK har det været dårligt vejr, men nu vender vi hjem til foråret.
Sådan skal det være.

24 kommentarer

  1. Det er netop, af de årsager du beskriver, at vi altid passer os selv på charterture. Jeg føler mig låst fast og ville gå op i limningen med sådan en uge😉 Frihed er nummer et.
    Jeg kan på de sidste billede med glaspladen, se at I også har været ved Gabo Girao, som vi syntes var noget opreklameret. Set med vore øjne, findes der utallige andre og meget smukkere steder på Madeira end dette sted.
    Her har vejret da været fyldt med masser af sol det meste af ugen, og i morgen lover de over 10 grader. God tur hjem.

    Kommentar af Pigen fra landet — 11. marts 2016 @ 22:19

    • Det er jo ikke hele tiden, vi er sammen med andre … faktisk kun en hel plus tre halve dage, så det er såmænd til at overleve, og som sagt får vi en masse interessante ting at vide. Stedet med glaspladen var på heldagsturen, og enig: det kunne være lidt ligemeget, men ellers var dagen okay.
      Vejret er meldinger fra de andre deltageres beskeder hjemmefra, men bare vi kan komme hjem til godt vejr, vil vi være glade🙂

      Kommentar af Ellen — 11. marts 2016 @ 23:17

  2. Hahaha😀 Jeg ser det for mig! Ja, hvad mon De Andre tænker? Vi ville helt sikkert (også) blive kategoriseret som kedelige og sære. Lod du hr Klogesen slippe afsted med at gentage sig selv? Så langt rækker min høflighed ikke. Tænk at være 84 og omkringstæsende – skønt🙂

    Kommentar af Fruen i Midten — 11. marts 2016 @ 22:52

    • Nix – jeg sagde, at det havde han lige fortalt mig om, hvilket heldigvis fik ham til at klappe i🙂
      Ja, det må være skønt at være så frisk.

      Kommentar af Ellen — 11. marts 2016 @ 23:20

  3. Ih for den da, Ellen – overskriften fik mig lige til at tro, at I havde mødt Ronaldo🙂

    Kommentar af Randi — 12. marts 2016 @ 07:06

    • Ihhh, det var da slet ikke meningen😉

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2016 @ 08:05

  4. Har kun været på chartertur en gang i mit liv, men kom jeg det rigtige sted hen gjorde jeg nok det igen. Men at sidde sammen med nogen, jeg ikke kender, under spisning. Der kan jeg pludselig mærke, at jeg er blevet gammel. Jeg vil hjertens gerne møde nye mennesker, men jeg vil have min mad i fred og ro🙂 eller jeg vil i hvert fald selv bestemme om det er i dag vi slår bordene sammen, danser på bordene og laver en fest ud ad det🙂
    Velkommen hjem

    Kommentar af Lene — 12. marts 2016 @ 07:48

    • I kan jo bare lade være med at vælge et All Inclusive, som vi havde her på Madeira. Hvis man kun vælger at få morgenmaden med, opstår det problem slet ikke🙂 Det var faktisk også min største bekymring, men det var nu ikke så slemt endda.
      Tak – lige om lidt går turen til lufthavnen.

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2016 @ 08:11

  5. Man møder jo også sig selv på sådan en tur. Og sine egne fordomme.

    Kommentar af betty — 12. marts 2016 @ 09:44

    • Hehe, jeg fornemmer, at du synes, mine beskrivelser var fordomsfulde🙂 Det er jo mest for sjov, og det er faktisk billigt sluppet ud af en gruppe på 49.

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2016 @ 19:25

  6. Skøn beskrivelse af de typer, vi alle kender – og forhåbentlig ikke selv bliver kategoriseret i😉

    Kommentar af conny — 12. marts 2016 @ 10:06

    • Nej, men man ved jo aldrig, hvad de andre tænker om en🙂

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2016 @ 19:26

  7. Ja de 84-årige er misundelsesværdige. Jeg bliver altid så glad, når jeg møder den slags mennesker.
    Velkommen hjem til foråret. I går da jeg gik hjem fra stationen kunne man rigtig mærke foråret.

    Kommentar af Stegemüller — 12. marts 2016 @ 10:30

    • Ja, det er meget livsbekræftende. Tak – jeg synes nu godt nok, at det er koldt: 0°!

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2016 @ 19:30

  8. Jamen, er det da ikke herligt med alle de forskellige typer, selvom der ganske rigtigt er nogle man får knopper af.:-)

    Vi har altid taget det som en oplevelse, man kan jo altid vende det ‘døve øre’ til, hvis der er nogle man absolut ikke kan klare, men gennemgående har vi altid været heldige, med dem vi har delt bord med, men det kommer sig måske også af, at gemalen var meget talende, og ved busrejser allerede før sejlturen Rødby/Gedser kom i snak med mange, der trak frisk luft eller skulle ryge, så vi på den måde altid vidste, om det var nogen, vi kunne falde i hak med på turen.

    Men i det store hele har I jo haft en god tur, så velkommen hjem!:-)

    Kommentar af Madonna — 12. marts 2016 @ 11:29

    • Det vil der jo altid være, men dem kan man jo bare forsøge at undgå – som du også skriver🙂
      Din mand har været god til at sondere terrænet … og jo tak, vi har haft en rigtig dejlig tur.

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2016 @ 19:33

  9. Tak for beretninger og billeder fra Madeira, det har været underholdende at følge, og billederne har mindet mig om, hvor smukt der er.
    Charter er okay. Jeg foretrækker at arrangere selv, men det kan være for dyrt eller for bøvlet. All inclusive er mægtig nemt og praktisk, især hvis der er børn med på rejsen, men jeg er meget skeptisk over for det, fordi det de fleste steder kanaliserer indtægten væk fra lokalsamfundet. At vi så også elsker at finde de listige, lokale spisesteder er en anden snak.

    Kommentar af Eric — 12. marts 2016 @ 17:31

    • Velbekomme … jeg var positivt overrasket over hvor smukt der var, også selv om mange havde fortalt mig det, men det var alligevel mere …
      Nogle steder – hørte jeg, men ved ikke om det passer – er de begyndt at ‘tvinge’ folk ud at spise en eller to gange på en uge, men jeg er da ikke sikker på, at det vil være nok, selv om det passer. Og enig, All inlusive er supernemt, men det vil ikke være et koncept, vi vil gå efter, for som du siger, er det det en del af ferien at finde de gode spisesteder. Men nu er det prøvet …

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2016 @ 19:36

  10. Det er helt sikkert heller ikke min kop te (siger jeg, der aldrig har været på en charterferie). Jeg har slet ikke de sociale kompetencer og den tolerance der skal til😉 Men det er til gengæld sjovt at læse om de typer I har mødt – og heldigvis var der også søde og rare mennesker. Velkommen hjem til ‘ikke helt forår’. Og så ses vi jo snart🙂

    Kommentar af fiberfryd — 12. marts 2016 @ 19:07

    • Ditte, du er da 10 gange mere tolerant end jeg er! “Typerne” er heldigvis ganske få i forhold til gruppens størrelse, så man overlever sagtens😉
      Nu må det gerne blive lunt, og ja, vi ses, og jeg glæder mig!

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2016 @ 19:38

  11. Studier i charterturismens psykologi er altid en mulighed på sådanne ture. Heldigvis er man jo ikke forpligtet til andet end det man selv vil være med til – bortset fra tvangsindlæggelsen af og til til de sære turister.
    Jeg læser lige tilbage på turen …

    Kommentar af Jørgen — 12. marts 2016 @ 20:48

    • Man bestemmer nemlig selv, men vil man med på udflugterne for at lære noget om øen, så følger der noget med, men det ved man, og selv om jeg kan gøre grin med det, så er det jo ikke så slemt ment … vi er ikke ens.

      Kommentar af Ellen — 12. marts 2016 @ 21:00

  12. Tak for turen… og en rammende beskrivelse af de forskellige rejseselskabelige arketyper! Man møder de altid. Men vi (især jeg) holder gerne afstand og deltager i mindst muligt i alt det vihardetåhåh! Fordelene ved at få informationer mm serveret, om ikke med sølvske, så med et smil, er vi enige om. Det er godt at kunne opleve flere rejseformer… OG især hvis vi får lov at blive som de 84-årige atleter.

    Kommentar af Anne Holtegård — 13. marts 2016 @ 23:13

    • Velbekomme – og ja, de typer er der oftest på den slags ture, men man lærer at abstrahere og, som du siger, holde sig lidt for sig selv.
      Der skal være plads til det hele, og det må være skønt at blive så gammel og alligevel være frisk og have mod på livet.

      Kommentar af Ellen — 14. marts 2016 @ 09:02


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.