Hos Mommer

30. maj 2017

Vi har stadig gang i superlativerne

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 22:26
Tags: ,

Det er vist udmærket, at vi snart skal tilbage til England, hvor der bare er ganske almindelig smukt, for nu kan vi virkelig snart ikke rumme mere.

IMG_6218IMG_6220

Vi har moret os lidt over – hvis man ellers kan tillade sig at more sig over den slags, men vi har ïkke desto mindre kommenteret det nogle gange – at mange kirkegårde er placeret, så ‘indbyggerne’ har en smuk udsigt: De ligger og kan kigge ud over havet. Bemærk, at selv i døden er man farveglad.
Vi har været langt ude på landet i dag. I går var det Ring of Kerry; i dag Ring of Beara (det rimer næsten, når det udtales).
Det er så hyggeligt med disse små veje – der var kun en enkelt krise, da vi mødte en pænt stor lastbil, men det gik. Det tog en time at køre omkring 15 km, men vi havde vejen stort set for os selv og mødte kun omtalte lastbil og 5-6 personbiler på ruten.

Ring of BearaRing of Beara

Kigge, kigge … først den ene vej, og så den anden vej – men udsigten var der ikke noget at klage over … ruinen, som ses på billedet, ligger der i hundredvis, måske tusindvis af rundt omkring. De er der overalt, i mere eller mindre faldefærdig stand og mere eller mindre over- eller tilgroede, men de er med til at skabe landskabsbilledet, og på os virker de på ingen måde skæmmende; de er bare en del af al charmen.

Ring of Beara

Frokosten, hver en lun panini med hhv. tun og kylling (m.m.) som den flinke dame i O’Sullivan’s Foodstore smurte til os, blev indtaget, da vi fandt en lomme på vejen, der var stor nok til, at vi kunne tillade os at parkere. Normalt var lommerne kun lige store nok til, at man kunne bruge dem som mødepladser, men denne kunne rumme tre biler, så lige der blev der dømt pause.

IMG_6233IMG_6238

Har jeg nævnt før, at irerne er meget glade for og stolte over deres farvestrålende byhuse?

IMG_6209IMG_6208

Det har jeg vist … så jeg slutter af med det sidste billede fra Atlanterhavet for denne omgang. I morgen går turen atter mod Dublin, hvor vi har vores sidste nat på denne skønne, grønne ø med de venlige indbyggere.

IMG_6244

Reklamer

18 kommentarer

  1. Dine betragtninger over kirkegårdene holder helt stik: Jeg vil ikke flytte fra mit sogn, for jeg vil begraves med udsigt over den lokale sø 😉 Nå, nu må vi se, hvordan det ender …
    Glæd jer til den anden side af Irland – I skulle vist også gennem Glendalough; der er også pænt, men slet ikke vildt og råt.
    Nu kunne man lige ane din numsevarmer igen, og det leder mig til det spørgsmål, jeg ikke fik stillet sidst: Er det hæklet?

    Kommentar af conny — 31. maj 2017 @ 00:17

    • Hehe, jaja da …
      Vi ved endnu ikke helt, hvilken vej vi tager i dag.
      Ja, hæklede cirkler x 2, med filt eller to lag frotte (gamle håndklæder) i midten. Rigtig godt til formålet!

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2017 @ 07:23

  2. Møder I motorcykler på vejene eller er Irland mere for bilister og vandrere? Det ser dejligt ud.

    Kommentar af Lene — 31. maj 2017 @ 05:21

    • Vi møder motorcykler, men kun ganske få. Også kun få cyklister og vandrere, men det er nok ikke helt sæson endnu.

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2017 @ 07:25

  3. Sikke en natur – virkelig smukt!

    Kommentar af Randi — 31. maj 2017 @ 07:08

    • SÅ smuk!

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2017 @ 07:25

  4. Kirkegårde med den fineste udsigt finder man da også mange steder i DK. Stod på kirkegården i Rønne og funderede netop over, hvor smuk udsigten havde været – lige indtil man placerede store grimme tank-og industrianlæg på havnen foran.
    Når ruinerne først er blevet det, de er – altså ruiner – og ikke bare forfaldne, forladte huse, har de jo på sin vis deres egen charme. Er det historien om udvandringen til USA, de fortæller?
    Men nutidens farvestrålende huse – altså! Enten er irerne enhver farvehandlers drøm, eller også er husene et udtryk for præcis det modsatte, nemlig farvehandlerens ophørsudsalg?
    PS: Hvorfor er der forresten ingen dyr på dine billeder? Hverken får eller ponyer eller kvæg. Jeg troede, at det vrimlede med dem i Irland?

    Kommentar af Fruen i Midten — 31. maj 2017 @ 08:55

    • Det har jeg da ikke lige tænkt over – det er lidt fjollet, er det det ikke? Altså det med den gode udsigt?
      Det er jo nok det, de fortæller – jeg har selv haft samme tanke, men har ikke fået den bekræftet … og farverne … kan bare undre 🙂
      Her er masser af får og lidt mindre masser af kvæg (ponyer mest i Connemara), men mange af mine billeder er af utilgængelige områder, og selv om der i princippet kan gå får, skal deres ejere jo kunne bringe dyrene hjem igen. Der, hvor vi sad og spiste, gik der faktisk får, men områderne er store, så de går sjældent tæt sammen.

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2017 @ 09:57

  5. Det er nu nok alligevel en god ide med de kulørte huse – de fleste af dem, der er på billederne, ville have været meget triste uden farven, og det er meget lettere og billigere at give et trist hus en gang maling end at rive det ned og bygge et nyt. Det kunne egentlig være sjovt at vide, hvem der fandt på det hvornår …

    Kommentar af Rasmine — 31. maj 2017 @ 09:54

    • Det er rigtigt – vi vil huske Irland for dets skønhed, men ikke hvad byggestilen angår. Jeg ved ikke, hvornår de begyndte at male husene i de stærke farver.

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2017 @ 09:58

  6. Det kræver næsten en slurk whiskey når alle indtrykkene skal fordøjes, ik? Der har godt nok været en fin tur at være med på på afstand.

    Kommentar af Jørgen — 31. maj 2017 @ 10:40

    • Johhh, men vi gemmer den nok til vi kommer hjem 🙂
      Det har været en skøn tur!

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2017 @ 18:12

  7. Syntes det er spænende at høre om andre steder. Sjovt de maler husene som de syntes er pænt . Her i byen hvor jeg bor har de været stor debat fordi en skole blev malede grøn. Ja vi er forskellige angående smag kan godt lide farver og ikke alt skal være ens.

    Kommentar af Jonna — 31. maj 2017 @ 16:30

    • Haha, jeg kan sagtens forestille mig den debat om skolen … og jeg kan også forestille mig ramaskriget, hvis man i DK malede husene i de skrappe, irske farver 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2017 @ 18:14

  8. De kulørte huse er jo næsten som på Burano (ø i nærheden af Venedig).

    Kommentar af Eric — 31. maj 2017 @ 18:06

    • Åh ja … ‘glasøen’, ikke sandt?

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2017 @ 18:14

      • Næsten – “glasøen” er Murano. Prøv en billedsøgning på Burano, og du vil se, hvad jeg mener 🙂

        Kommentar af EricEric — 31. maj 2017 @ 19:14

        • Du godeste, ja – man skulle næsten tro de havde en konkurrence kørende …

          Kommentar af Ellen — 31. maj 2017 @ 19:42


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.