I går bagte jeg boller uden brug af hvedemel; alias ketoboller, alias low carb-boller, alias LCHF-boller, som dækker over stort set det samme, og som man kan finde adskillige opskrifter på i utallige variationer. Grunden til, at jeg faldt for netop denne var, at forfatteren hævdede, at hendes datter syntes vældig godt om dem – så måtte de jo kunne konkurrere med mormors go’e, gammeldags fødselsdagsboller.
Det virkede i hvert fald temmelig overbevisende på mig, så de måtte prøves. De var overraskende gode. Vi har smovset i ostemadder til hele to måltider – ohhh, de savnede ostemadder. Stenalderbrød er godt til ost, men sommetider savner jeg altså det hvide, lidt bløde brød, som vi aldrig får mere, men her er det lige pludselig i en udgave, der både er lækker og som ikke giver et strejf af dårlig samvittighed.
Erstatningerne for mel var Pofiber og FiberHUSK, altså loppefrøskaller.
Sidstnævnte kan man købe i England, og jeg har bestilt et halvt kilo til levering hos Charlotte – sammen med et helt kilo mandelmel, som viste sig at koste hvad der svarer til bare 115 kroner kiloet. Det er billigt, så hvis C ikke selv kan bruge det, tager jeg det med hjem.
Jeg fortalte Charlotte om bollerne, og jeg lovede at afprøve dem for familien, når vi kommer derover om fire uger. Men det der pofiber kan jeg ikke finde i England. Er der nogen, der ved, om det findes derovre? Og hvad produktet i givet fald hedder? Pofiber er fibre fra kartofler (og er tilladt i LCHF-konceptet, selv om kartofler ikke er specielt velset. Mig ikke helt forstå …), og i England findes der potato starch og potato flour, som er to forskellige ting. Jeg læser varebeskrivelserne som, at førstnævnte er det samme som vores kartoffelmel og sidstnævnte måske mere som det vi kender som pofiber. Men er det rigtigt fortolket?
Godt nok er mine engelskkundskaber ikke helt ringe, men det er desværre ikke helt nok at forstå ordene her.
Der er nok ikke andet at gøre end at investere i noget potato flour og så ellers bare prøve at se hvad der sker.
Endelig kunne jeg jo prøve at erstatte pofiber med mandelmel – det forsøg kan jeg gøre hjemmefra, så det vil være afklaret, når vi rejser.
Noget, der er rigtig godt ved disse boller er, at ingredienserne bare skal røres sammen til en tyk grød, stå i nogle minutter, formes og smides i ovnen. Ikke noget med at ælte og ælte og ælte og hæve og ælte igen og hæve igen … alt det, jeg ikke gider (og heller ikke er god til) ved almindelig brødbagning.
Ja, mandelmel kan let koste det meste af en bondegård, så det er noget af et fund, du dér har gjort dig! Jeg bruger mandelmel til frugttærter og i pandekager (hvilket nok ikke er så LCHF-agtigt på den måde….) – så får de lige et tvist af marcipan! ❤️
Kommentar af Maude — 19. februar 2018 @ 18:36
Pandekager! Det kunne da godt prøves – pandekager uden mel lyder dessertagtigt og LCHF-tilladt. Kunne godt forestille mig, at noget crepes suzette-agtigt ville være lækkert 🙂
Kommentar af Ellen — 19. februar 2018 @ 19:04
Loppefrøskaller har vi købt i den lokale Helsekost i mange år. Min mand tager en skefuld hver morgen – det er vistnok mod forkølelse!
Kommentar af Fru Moll — 19. februar 2018 @ 18:53
Mener du mon ikke forstoppelse? Det er et fibertilskud, og det har ikke rigtig nogen effekt på forkølelse, men mange spiser det for at få – eller holde – gang i maven.
Kommentar af Ellen — 19. februar 2018 @ 19:06
Hvis man googler, er forskellen at kartoffelstivelse udvinder man af rå kartofler, og kartoffelmel fremstilles af kogte kartofler, men google selv for yderligere forskel på resultat ved bagning med produkterne.
Kommentar af Elsebeth — 19. februar 2018 @ 19:19
Jeg ved godt, at der er stor forskel på de to ting; mit problem gik på, at det for mig er svært at gennemskue, om det vi køber som pofiber er det samme som englændernes potato flour.
Kommentar af Ellen — 19. februar 2018 @ 19:30
Bagning er ikke mit bord, men jeg bruger af og til mandelmel i karrysovs som sødme- og strukturingrediens. Melet laver jeg selv ved at køre mandler gennem kaffekværnen/krydderimøllen.
Kommentar af Eric — 19. februar 2018 @ 19:34
Den med karrysovsen skal jeg prøve.
Jeg har også selv prøvet at lave mandelmel, og det er da også en del billigere at gøre det, men det bliver ikke helt så godt som det man køber, synes jeg. Der er dog forskel i pris, men kan jeg købe mandelmel i UK til få penge, så tror jeg det bliver sådan fremover.
Kommentar af Ellen — 19. februar 2018 @ 22:00
Kartoffelmel og -stivelse er det samme og sådan også på britisk engelsk. I USA er det både det samme og forskelligt. Pofiber er findelt tørret kartoffel, hvilket også er hovedingrediensen i “instant mashed potatoes”, men disse produkter kan sagtens indeholde andet (f.eks. mælk, smør, krydderier osv.), så man skal nøje læse indholdsdeklarationen. Prøv evt. dette, der indeholder kartoffel, farve fra gurkemeje og konserveringsmiddel:
https://www.tesco.com/groceries/en-GB/products/267937410
Når Pofiber tilsættes bagværk skyldes det, at det kan binde meget væske, så substitution med mandelmel er ikke indlysende.
Mvh. og god bagning.
Kommentar af Kristine — 19. februar 2018 @ 21:09
Det der forvirrer er, at deres ‘flour’ ikke er det samme som vores kartoffelmel. Jeg havde ikke set forskellen på BE og AE, men nu har jeg boret lidt i det … det er dog stadig ret forvirrende, for BE taler (også) om ‘potato starch’ og ‘potato starch flour’ som værende forskellige – og kalder i næste linje sidstnævnte for ‘potato starch’ … det er godt nok for viderekomne, så der er nok bare tilbage at prøve, hvad der dur.
Den med kartoffelmelspulveret var ikke nogen dårlig ide – det lader til at komme tæt på pofiber – det må vel så også kunne bruges herhjemme – jeg tror bare, at der er flere ‘urenheder’ i det danske end i det engelske pulver.
Mandelmel suger dobbelt så meget væske som hvedemel, men kun 1/3 af, hvad pofiber suger (har jeg lige fundet ud af), så det kræver lidt eksperimenteren.
Kommentar af Ellen — 19. februar 2018 @ 22:14
Jeg henviste til Tesco, fordi jeg opfattede, at du bad om hjælp til at finde Pofiber i England og ikke til at eksperimentere i DK. Pofiber er iøvrigt som mange andre glutenfrie produkter en del billigere i Sverige.
Jeg har en gang bagt glutenfrie lagkagebunde, hvor jeg ikke havde kartoffelmel og måtte ty til kartoffelmospulver. Det gik fint, dog knap så lette – til gengæld kunne de suge en del creme, friske bær og alkohol uden at blive smattede.
Mon ikke der findes en britisk pendant til Dansk Cøliaki Forening, hvor du kan finde oplysning om lidt af hvert.
Kommentar af Kristine — 20. februar 2018 @ 1:53
Det var også rigtigt opfattet, men kommentarerne affødte nogle tanker, som skal afprøves – og helst inden vi tager til UK. Jeg vil ikke eksperimentere mere end højst nødvendigt derovre 🙂
Jeg kigger da lige efter pofiber i Sverige!
Sikkert – det kan tjekkes.
Kommentar af Ellen — 20. februar 2018 @ 9:33
Hvor spændende med dine eksperimenter med det bløde brød. Jeg kan ikke bidrage til forståelsen af kartoffelmel og det andet produkt, som jeg aldrig har hørt om. Men det må være skønt at kunne bage noget, der smager. Så vidt jeg husker, så får vi snart et billede af dig.
Var det når du havde tabt et bestemt antal kg? Og fået nyt tøj?
Jeg er imponeret over, I er så vedholdende.
Kommentar af Betty — 19. februar 2018 @ 22:39
Jeg ved ikke rigtig med det billede … og vi er vedholdende, fordi det er nødvendigt hvis vi skal have lov til at skeje lidt ud en gang imellem, og det skal vi. Vil vi 🙂
Jeg havde ikke noget mål fra start, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg burde ende på, men nu vurderer jeg, at jeg mangler omkring fire kilo, men det er virkelig svært at komme længere ned, end jeg er nu, desværre. Men jeg køber nok nyt tøj, når jeg kommer til England.
Kommentar af Ellen — 20. februar 2018 @ 9:29
Uf, jeg får slet ikke bagt brød til mig selv, kun til husherren. Jeg har indkøbt pofiber, men er ikke kommet længere
Måske fordi jeg er lidt skeptisk, men det behøver jeg åbenbart ikke være 🙂
Kommentar af fiberfryd — 20. februar 2018 @ 0:44
Jeg har også været meget skeptisk, men nu skulle det prøves og dette her var rigtig godt 🙂
Kommentar af Ellen — 20. februar 2018 @ 9:30
Pøj pøj med dine eksperimenter 🙂
Kommentar af Lene — 20. februar 2018 @ 5:22
Tak – eksperimenter er altid spændende 🙂
Kommentar af Ellen — 20. februar 2018 @ 9:30
Jeg prøvede at google lidt på næringsindholdet i hhv. pofiber og potato flour. Det ser ud til at det ikke er det samme produkt. Her: https://www.nutritionvalue.org/Potato_flour_nutritional_value.html angives det at fiberindholdet i potato flour er på 24% mens det her: https://www.helsebixen.dk/shop/semper-pofiber.html angives at kostfiberindholdet i pofiber er på 65%.
Kommentar af Pernille — 20. februar 2018 @ 14:51
Tak – det var en god ide at undersøge og nyttigt at vide. Disse to produkter vil formentlig langtfra kunne binde den samme mængde væske.
Din gode ide fik mig til at undersøge næringsindholdet i kartoffelmospulver, og det er da noget nær det værste man kan bruge i en LCHF-diæt: over 85 % kulhydrater, og kun 14,9 g fiber … så exit alle tanker om forsøg med kartoffelmospulver 🙂
Kommentar af Ellen — 20. februar 2018 @ 17:04