Hos Mommer

9. september 2015

Langebæk, Rynkebjerg, Kindvig, Sandvig og Balle

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:35
Tags:

Vi er på det allersydligste Sydsjælland. Vi er lidt øst for Vordingborg. Vi har kigget på vores topografiske kort og har set, at det godt kunne se ud til at være et smukt område med bittesmå havne langs kysten.
Vi havde ret. Der var så meget idyl, at det næsten gjorde ondt. Herunder Sandvig gadekær, hvor der gik japanske svanegæs. Dem kender vi jo alle sammen, ikke? Heldigvis var der et skilt, der fortalte os det, for vi havde aldrig hørt om dem …

Sandvig gadekær

Det var bittebittesmå havne med bittebittesmå både. Ingen lystyachter, intet rigmandsvælde, bare nogle ganske få både og lidt hygge.

Sandvig havn (2)

Der var Langebæk Asyl, om hvilket John og jeg på én gang sagde, at det til forveksling ligner et af de huse, der ligger i Charlotte og Tims landsby.
Det var slet ikke så dumt tænkt … der er dog forskel på rygningen, for de bruger ikke kragetræer i England.

image

Langebæk asyl

Der var Petersværft, hvor man byggede både under englandskrigene.
Der var Balle strand og der var Bakkebølle strand, hvorfra man kunne se den gamle Storstrømsbro og Farøbroerne på én gang, men det var i modlys, så billederne af dem blev ikke særlig gode – jeg nøjes derfor med et undervejs-billede.

P1080309

Der var Antikken i Gl. Kalvehave, hvor vi købte et par småting og fik en lang sludder med ejeren. HolddaOP, hvor havde han mange ting, som jeg blev så betaget af, at jeg helt glemte at fotografere, men det er ikke sidste gang, jeg har været i hans butik.

Rynkebjerg jættestue (3)

Der var Rynkebjerg langdysse og jættestuekammer – en halvstor sag, som ingen af os havde hørt om før.

Ved Petersværft

Der var insekter, blomster og i det hele taget smuk og solbeskinnet natur i så store mængder, at man skulle tro, at det var højsommer.
Det fandt jeg så ud af, at det ikke var, da vi spiste den medbragte frokost på en bænk ved Balle Havn. Uha den var kold, den vind der stod lige ind, og jeg havde slet ikke forestillet mig, da vi kørte hjemmefra, at det skulle være nødvendigt at medbringe en vindtæt jakke.

Ved Petersværft (2)Ved Petersværft (1)

Jeg ved ikke, om jeg måske har nævnt det før, men skulle det mod enhver sandsynlighed ikke være tilfældet, eller der er kommet nye læsere til, vil jeg gerne understrege, at jeg har det fantastisk godt med at være jobstoppet og dermed være i stand til at køre sådan en herlig tur på en ganske almindelig onsdag, hvor yngre mennesker end jeg stadig knokler for at spare sammen til at kunne gøre det samme engang. Hvis man skulle have den slags ud-i-det-blå-lyster, men det skal der nok være enkelte, der har.

Reklamer

27 kommentarer

  1. Hvor er det dejligt, at du sådan påskønner, at du er jobstoppet. Det bliver du sikkert ved med længe, hvis jeg kender dig ret. Tænk at tage en tur “ud i det blå” på en ganske almindelig onsdag – du har ret; det er da luksus.

    Japanske svaneænder øh… de er gået hen over min forstand.

    Kommentar af Stegemüller — 9. september 2015 @ 17:53

    • Jeg bliver forhåbentlig ved med at påskønne det, så længe jeg er mobil og har forstanden nogenlunde i behold.
      Går de ligefrem over din forstand? Jeg kendte dem bare ikke – og det er ikke engang fordi jeg skrev forkert og kaldte gæssene for ænder – det er nu rettet 😉

      Kommentar af Ellen — 9. september 2015 @ 18:32

      • Ja det var vist en forkert formulering det med at gå over forstanden, jeg kunne bare ikke lige finde den rette – og det kan jeg for så vidt stadig ikke 🙂

        Kommentar af Stegemüller — 10. september 2015 @ 18:02

  2. Nej Ellen, du har da aldrig nævnt, at du er glad for at være stoppet på arbejdsmarkedet, hvis du skulle ha’ sagt det i en enkelt bisætning et eller andet sted, så er det smuttet for mig.. 😉

    Kommentar af Inge — 9. september 2015 @ 18:15

    • Jeg tænkte nok, at jeg havde glemt at nævne det før – godt jeg lige fik det ud 😉

      Kommentar af Ellen — 9. september 2015 @ 18:33

  3. Det kunne blive til en herlig, lille cykelferie engang …

    Kommentar af Rasmine — 9. september 2015 @ 18:29

    • Det kunne det – kilometermæssigt er det til at overse 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. september 2015 @ 18:33

  4. Hmm, mon du har fortalt det? Tjah 🙂 Skønne billeder fra en ganske almindelig efterlønsmodtageronsdagstur.

    Kommentar af Lene — 9. september 2015 @ 18:41

    • Jeg ville bare være helt sikker på, at I er klar over det 😉

      Kommentar af Ellen — 9. september 2015 @ 19:04

  5. Jeg er så enig – det er en stor luksus, hver dag at gøre lige præcis det, man har lyst til. For et par dage siden var det for os at gå fra Svinkøv Badehotel på skrænten til Svinklovene og tilbage i vandkanten – fantastisk tur!
    Nyder i øvrigt at læse din blog dagligt.

    Kommentar af Lene Thellufsen — 9. september 2015 @ 19:21

    • Det er da også en skøn tur og et skønt område. Vi var der i 2013 … hvor tiden dog flyver …
      Tak for de pæne ord 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. september 2015 @ 19:47

  6. Hvor er der smukt og dejligt! Jeg kan sandelig godt forstå, at du er glad for at stoppet på jobbet – jeg har også indtryk af, I to har forstået at nyde det… 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 9. september 2015 @ 20:11

    • Vi er rigtig gode til at nyde det – og du har jo talt om at undersøge det sydsjællandske nærmere, så bare kom an, Mia, der er meget at se 🙂

      Kommentar af Ellen — 9. september 2015 @ 21:41

  7. Her er to medlemmer af samme vinyderbarelivetefterarbejdslivet-klub!
    Og sådan en “vi kører en tur fordi det er godt vejr” dag er vidunderlig. Det er vitaminer til sjælen.
    Hvor er det et smukt land vi bor i. I er gode til at finde de helt fine steder. Og til at tage billeder af dem!

    Kommentar af AnneHoltegård — 9. september 2015 @ 20:59

    • Oh, det er så dejligt både at have muligheden og selvfølgelig også at gøre det – køre ud, altså 🙂
      Her er meget smukt mange steder – og der er noget specielt ved vand.

      Kommentar af Ellen — 9. september 2015 @ 21:43

  8. Det var dog en herlig hverdagsnydertur, I der tog. Skønne billeder.
    Og ja (eller nej?), det er ikke sommer længere – det kunne mine lidt for bare arme og sandaltæer mærke, når jeg var udenfor i dag.

    Kommentar af conny — 9. september 2015 @ 22:19

    • Det er nu, man skal være påpasselig, fordi man tror nemlig, at det er varmt nok, men pludselig har man reddet sig en forkølelse.

      Kommentar af Ellen — 10. september 2015 @ 09:23

  9. Vidunderlige vandkantsland 🙂 Jeg glæder mig til, at min bedre halvdel føler trang til jobstopning og ud-i-det-blå tidsfordriv. Danmark dejligst …

    Kommentar af fiberfryd — 10. september 2015 @ 08:18

    • DET kan jeg så glimrende forstå, Ditte. Men han er åbenbart svær at ‘modne’ 😉

      Kommentar af Ellen — 10. september 2015 @ 09:24

  10. Nysseligt område, I bor i og i nærheden af 🙂 Og så har I også en Balle. Jeg troede, det var et jysk fænomen. Godt, du virkelig pointerer det der med glæden ved jobstoppet. Det kunne ellers godt have passeret upåagtet hen over hovedet på mig 😉

    Kommentar af Fruen i Midten — 10. september 2015 @ 08:55

    • Vi har nok også flere bøller end baller heromkring 🙂
      Jeg vidste bare, at jeg var nødt til at fortælle det – tænk hvis der var nogen, der ikke skulle være klar over det 😉

      Kommentar af Ellen — 10. september 2015 @ 09:25

      • Mon, da enhver bølle har to baller 😉

        Kommentar af Kristine — 10. september 2015 @ 09:34

        • Hahaha – point til dig, Kristine 😀

          Kommentar af Ellen — 10. september 2015 @ 09:38

  11. Tak for informativt indæg om en herlig turmulighed. Og for dejlige billeder.

    Kommentar af Jørgen — 10. september 2015 @ 09:05

    • Velbekomme – altid dejligt at kunne inspirere 🙂

      Kommentar af Ellen — 10. september 2015 @ 09:26

  12. Vi må knibe os selv i armen af og til over at være jobstoppet, ikke?
    Jeg elsker at høre om det.
    Bakkebølle strand, der er så hyggeligt. Jeg kommer et par gange om året hos en veninde i hendes sommerhus. Hun er ret kunstinteresseret, og hun brokker sig over, at de fleste af de små gallerier er lukket.
    For nylig var vi nede ved Farøbroens start og her ligger Ellehammers hus. Ret interessant.

    Kommentar af Kisser — 10. september 2015 @ 12:35

    • Ja – selv om det snart er 2½ år siden, er der stadig tider, hvor jeg ikke rigtig kan forstå det – men det var jo også i mange år af ens liv, at man arbejdede.
      Ligger Ellehammers hus der? Der må vi ned og kigge næste gang vi kører dertil..

      Kommentar af Ellen — 10. september 2015 @ 13:32


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.