Hos Mommer

29. maj 2018

Blå lupiner giver en støvet grøn

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:51
Tags:

Det er muligt, at lupinblomster normalt dufter fint, men det gør de ikke, når de bliver kogt.
Suppen blev en underlig, tyndt røggråblålig farve, så jeg var noget skeptisk, da jeg puttede garnet ned i den.
Jeg havde taget to små hold fra, hvor jeg kom en spiseskefuld 8 % salmiakspiritus i det ene og en spsk eddikesyre i det andet. Den store portion forblev med neutralt pH.
Basen blev omgående skriggrøn og syren blev blårød. Jeg kom 25 gram lammeuld i hvert forsøgshold og 200 gram i den store gryde.

Det blev ikke turkis, men den farve er der også kun en enkelt, der har fået – og hvem siger, at hendes kamera har gengivet farven korrekt? Eller om min skærm har gjort det, for den sags skyld … ovenstående farver er dog temmelig korrekte på min skærm.
De er blevet de støvet-grønne farver, som jeg oftest har set fremkomme med lupin.
Kedelige? Det vil nogle måske synes, men jeg kan godt lide dem, og de blev mere eller mindre som forventet, selv om man nok skal have en god fantasi for at få øje på det blå i de nuancer.

Lupin

Fra venstre mod højre:
Neutral med 1) gråt garn, 2) superwash, 3) 100 % lam og 4) andet bad, 100 % lam.
De sidste tre er syre-garnet, som blev halvgrønt på trods af den rødblå farvesuppe, base-garnet, som virkelig blev meget grønt, samt 2. bad med basen.
De to andenbade kunne have været ligemeget, selv om suppen så ud til stadig at have meget farve i sig, men det snød. Det kan overfarves med krap eller indigo.
10 kilo lammeuldJeg har lige bestilt et kilo kraprod og 100 gram indigo, så nu kan Ditte bare komme an – der er til at farve mange kilo garn!
Og mange kilo har vi så sandelig – i år er der indkøbt 25 kilo lammeuld, fordelt på 10 kilo, som løber 350 meter/100 gram, 10 kilo med 650 meter/100 gram og 5 kilo gråt garn, som ogå løber 650 meter.
De 25 kilo har vi delt lige mellem os, og derudover har jeg købt et par kilo superwash-garn, men det vil Ditte helst ikke bruge.
Hun kommer heldigvis snart ‘an’, og så skal vi holde Store Indigofarveseance. Blandt andet. Det er fedt at have en veninde, der ikke er arbejdsramt, så vi kan inddrage længere tid end en weekend til den slags herligheder – to veninder, faktisk … Das Dritte Mädchen er også pensionist.
Resten af venne- og søskende-/familieflokken forlader forhåbentlig inden længe arbejdsmarkedet – jeg synes der er for få weekender i året efterhånden; vi vil så gerne inddrage hverdagene til komsammener.
Men det var et sidespring.
Apropos sidespring og Die Mädchen: I morgen skal vi til sølvbryllup hos Das Andere Mädchen (og hendes mand, forstås) – det glæder vi os til.

Reklamer

21 kommentarer

  1. Garn og indfarvning har jeg ikke meget forstand på, men da lupiner nu er på dagsordenen, kan jeg fortælle, at røverhistorierne om gentleman-tyven, Arsène Lupin, af Maurice Leblanc kan downloades som gratis e-bøger fra gutenberg.org 😉

    Kommentar af Eric — 29. maj 2018 @ 18:23

    • Kan de det? Det er mange år siden, jeg har læst om Hr. Lupin, så tak for info – det kunne være hyggeligt at genlæse dem 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. maj 2018 @ 18:55

  2. Flotte farver – sikken et sjal, du kan strikke af disse farver! 👵

    Kommentar af Fru Moll — 29. maj 2018 @ 18:30

    • Ja, det kunne rigtig blive flot med et tone-i-tone-sjal 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. maj 2018 @ 18:56

  3. På min skærm ser farverne meget fine ud. Lige noget til tone-i-tone arbejder.

    Kommentar af Kirsten — 29. maj 2018 @ 19:19

    • Ja … jeg må se om jeg kan finde et godt sjal at strikke 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. maj 2018 @ 20:38

  4. Jeg synes det til stadighed er mere og mere forunderligt at ikke mange af de farver man ser garn har, har noget som helst at gøre med udgangspunktet. Det er da forunderligt at blå lupiner, der koges giver en støvet grøn striktrøje.

    Kommentar af Jørgen — 29. maj 2018 @ 19:27

    • Det plantefarveri er en helt forunderlig verden at komme ind i, og jeg synes det er morsomt, at du også kan lade dig fascinere af den 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. maj 2018 @ 20:40

  5. Ja, der er langt til den turkise farve, men jeg synes da også de grønne er nydelige.
    Jeg synes ærlig talt ikke lupiner dufter særlig godt, når man tager dem ind. Lige nu har jeg to kæmpe buketter stående i to rum, de er også plukket i naturen, så kan dem i haven får lov at blive stående.
    Jeg kan kun være enig i, at der er for lidt weekender at tage af.

    Kommentar af Pigen fra landet — 29. maj 2018 @ 19:50

    • De er fine nok, ja, og hvad jeg kunne forvente, men det er altid spændende alligevel.
      Jeg nænner heller ikke at plukke mine få lupiner, men jeg har heldigvis andet, der kan komme ind i vaserne 😉
      Alt for få, Pia. Alt, alt for få!

      Kommentar af Ellen — 29. maj 2018 @ 20:42

  6. Meget pudsigt med de plantefarver. Der bliver vist jagttøj af de lupinfarvninger.

    Kommentar af natural2222 — 30. maj 2018 @ 03:19

    • Jamen så må jeg jo strikke et jagtsjal 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. maj 2018 @ 06:28

  7. Jeg synes de grønne er meget smukke og forhåbentlig beholder de farven.
    Det er svært at følge med dit farvetempo, men mindre kan nok gøre det. Nu skal jeg have gang i hassel (jeg skal jo have gult nok med til overfarvninger) og måske valnøddeblade. Jeg har koncentreret mig om de planter jeg har i haven eller nærmeste omegn – næsten dogmeagtigt – men jeg må ud og lede efter gråbynke og så mangler jeg cochenillen 😉

    Kommentar af fiberfryd — 30. maj 2018 @ 06:08

    • Jeg er blevet meget glad for det grå garn, så jeg tvivler på, at jeg kan klare mig med 2,5 kg i år 😉 (husk i øvrigt, at jeg stadig har 500 gr. af din andel)

      Kommentar af fiberfryd — 30. maj 2018 @ 06:10

      • Det er en anderledes grøn, og jeg er ganske tilfreds.
        Vi har næsten 14 dage endnu til vores forberedelser. I morgen går jeg i gang med at bejdse det tynde lammeuld.
        Så må vi jo købe yderligere fem kilo gråt garn 🙂

        Kommentar af Ellen — 30. maj 2018 @ 06:32

  8. Åh de farver kunne jeg også godt se et sjal i. Så hvis du vil sælge, så er jeg køber af et sjal 🙂

    Kommentar af Lene — 30. maj 2018 @ 16:27

    • Det må vi da lige have en konference om, Lene – det kunne så være hyggeligt at strikke et sjal til dig 😙

      Kommentar af Ellen — 30. maj 2018 @ 17:11

  9. Det er utroligt hvad man kan få ud af planter!! Jeg tænker på folk i middelalderen som lavede stof og mosaikvinduer og den slags – hvor mange af deres teknikker der ligger til grund for vores kunnen idag. Spændende!!

    Kommentar af Kong Mor — 30. maj 2018 @ 20:29

    • Ja, det er spændende – der er næppe nogen viden, der opstår af sig selv, og jeg synes det er morsomt (på visse punkter) at genopfriske de gamle håndværk.

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2018 @ 09:30

  10. Hvor blev den fine lavendelfarve fra lupinerne af? Nej, jeg ved godt fra dine tidligere farveseancer, at den endelige farve ikke har noget at gøre med planten/blomstens oprindelige farve at gøre. Men det er da spændende. Jeg synes især godt om de tre til venstre. Jeg kan godt forstå dit ønske om at inddrage hverdage til komsammen. Det forekommer mig at være særlig hyggeligt, når det lykkes.

    Kommentar af Betty — 31. maj 2018 @ 08:55

    • Man kan ikke regne med noget, når man plantefarver – det er det, der gør det så spændende.
      Jeg kan også bedst lide dem til venstre.
      Det må jo komme en dag, at hele kredsen er pensioneret 🙂

      Kommentar af Ellen — 31. maj 2018 @ 09:32


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.