Hos Mommer

9. februar 2022

Hvad er definitionen på en køter?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:28
Tags: ,

En vits, jeg hørte helt tilbage i barndommen, lød: Hvad er definitionen på en køter? Det er en anden mands hund.
De har også køtere i Charlottes ellers så fredelige landsby.
En gemen voldtægtskøter, oven i købet. Den bor godt en halv kilometer fra min families hus.

Englænderne kommer i uge 8 “om alt går vel” skrev jeg i indlægget fra forleden. Det gjorde det så alligevel ikke, men coronavirus skal ikke have skylden denne gang.
Charlotte ringede i aftes. Hun ringer normalt aldrig på hverdagsaftener, så allerede inden jeg havde taget telefonen, var jeg bekymret, og ikke helt uberettiget:
– Mor … jeg er ked af det, men jeg har altså nogle rigtig dårlige nyheder …

I kender sikkert godt, hvor mange tanker der kan nå at løbe gennem hovedet i løbet af millisekunder?
Jeg nåede at se en endnu ubeskrevet katastrofe for mig: NejnejNEJ, der er sket en af dem noget slemt!!!
Det var ikke mit eget liv, der passerede revy, men alle mine englænderes. På én gang.
Efter et sekund sagde Charlotte:
– Vi kommer ikke i uge 8. Det er noget rigtigt ØV.

Flere katastrofetanker. Hvad er der dog SKET???
Efter yderligere et sekund sagde hun:
– Pebbles er med hvalpe!

Pyyyhhhhh, sagde jeg inde i mig selv. Højt sagde jeg:
– Hvordan i alverden er hun sluppet afsted med det?

Det var en stor kleppert af en hanhund, som ejerne åbenbart ikke sørger for at forhindre i at strejfe. Der er også en anden teenagehunhundsejer i landsbyen, der har haft et særdeles uvelkomment besøg i haven, og mange i det lille samfund er ret knotne på de sløsede ejere. Pebbles går aldrig ud af haven, selvom denne ikke er hundesikret. Fordi de for sent fik fortalt om den løsgående hanhund, havde de ikke taget højde for indtrængende gæster, og de havde derfor ikke overvejet at hegne den næsten 20.000 m2 store grund ind, da de – fejlagtigt – gik ud fra, at andre også har styr på deres hunde.
Pebbles er kun lige netop blevet kønsmoden, og de havde aftalt med dyrlægen, at hun skal steriliseres, men han ville helst vente et par måneder endnu.
Nu bliver det dog NU, for hvalpene skal fjernes hurtigst muligt, og samtidig bliver hun så ‘ordnet’.
Hun skal ikke have hvalpe. Hverken nu eller senere. Og slet ikke med den store, grimme køter, som har voldtaget det lille pus.
Okay, der har vel nok været hundeversionen af en samtykkeerklæring mellem dem, men da det ikke er muligt at give en teenagehund seksualundervisning, betragter vi hende som et uskyldigt offer. Pebbles får lov at løbe rundt uden opsyn i den store have, fordi den 1) ikke løber væk og 2) kommer, når der bliver kaldt på den.
Men hunden har desværre selv ‘kaldt’ på herreselskab, og Charlotte fik lumske anelser mandag, fordi den ændrede adfærd i løbet af weekenden. De andre grinede ad hendes mistanke, men hun havde jo ret, desværre, og det kunne kun gå for langsomt med at få det fikset, så hun har været afsted i dag med den lille hund.

Grunden til, at de ikke kommer om 10 dage er, at Pebbles skal holdes inden døre i 14 dage efter operationen. Hun må ikke komme ud for at gå tur – må kun komme ud for at besørge nødvendige ærinder og kun under skarpt opsyn. De vil ikke belaste deres søde hundepasser med at skulle tage ansvaret for og ikke mindst have ulejlighed med at passe en postoperativ patient, så danmarksrejsen blev lige udsat til slutningen af marts, hvor børnene begynder deres tre uger lange påskeferie.

De uger går hurtigt. Selvfølgelig er det da ærgerligt, men jeg overlever at skulle glæde mig i fem uger ekstra – sammenlignet med de godt 13 coronamåneder, hvor vi slet ikke så dem IRL, er det billigt sluppet.

Pebbels før klipPebbles efter klip

Hunden er lige blevet klippet. Hun har nok slet ikke kunnet se, hvordan den formastelige køter så ud. Havde hun kunnet det, havde hun sikkert sørget for at jage den væk …

11 kommentarer

  1. Øv og ak ja, de kæledyr kan styre vores liv. Vores kat nærmer sig de 14 år og er altså en ældre herre, som der absolut skal tages hensyn til. I det mindste kan han hverken få killinger eller være medskyldig, så den bekymring har vi ikke.

    Kommentar af Eric — 9. februar 2022 @ 18:40

    • Det må du nok sige, at de kan.
      14 år er en høj kattealder. Katte kan man ikke holde på egen grund, så det er fint, at du (eller vel rettere de tidligere ejere?) har sørget for, at der ikke kommer uønskede graviditeter i nabolaget. Vi fik også vores hankat kastreret i sin tid. Og steriliseret hunkattene, vi fik som dens efterfølgere. Det synes jeg ganske enkelt, at man er forpligtet til, når dyrene alligevel ikke er tænkt som avlsdyr.

      Kommentar af Ellen — 9. februar 2022 @ 19:44

  2. Godt det ikke var noget slemt. Men ærgerligt alligevel – sådan nogle tævehunde i løbetider dufter fortryllende for hanhunde. De skal nok opdage, når der er en i nærheden, sådan kan det gå.

    Kommentar af Lisbeth — 10. februar 2022 @ 9:29

    • Ja, det gør de, og det vidste vi/de også godt, men de havde ikke taget højde for strejfere, desværre.

      Kommentar af Ellen — 10. februar 2022 @ 9:45

  3. Af en eller anden grund er jeg kommet i tvivl om Lise Nørgaard havde ret, da hun engang skrev at mennesker, som ikke kan lide hunde, kan man ikke stole på. Det er alt for firkantet – en hund er ikke altid bare en hund.

    Så spørgsmålet “en køter, hvad er det” runger højt: Det er en hund, som ikke indordner sig bofællesskabets regler.

    Det mest positive er måske at det er anskuelsesundervisning i at der sjældent er styr på driften, (tog-driften såvel som den anden.)

    Sikken et bøvl, dyrt er det også, og hvis man ikke gjorde noget ville det vel betyde døden, når en så stor hun laver afkom med en lille “indendørshund”.

    Tænk at C havde spottet adfærden, hun er åbenbart god til at “læse”.

    Kommentar af Donald — 10. februar 2022 @ 15:03

    • Jeg har aldrig været enig i den ellers så kloge fru Nørgaards fjollede bemærkning. Jeg kan generelt, med kun ganske få undtagelser, ikke lide hunde. Det gør mig ikke mindre troværdig, skulle jeg mene.
      En hund kan ikke indordne sig, og slet ikke mod dens instinkter, men det burde dens mennesker kunne sørge for på dens vegne … lidt i stil med min holdning om, der ikke findes ‘dårlige’ børn, men der findes skræmmende mange dårlige forældre.
      Det bliver dyrt, ja, men det er deres mindste problem, og du har ret i, at hun var ret bekymret over størrelsen på hvalpene, hvis den havde fået lov til at få dem. Vi ved ikke, om naturen er indrettet til at håndtere små hunhunde og store hanhunde.
      Charlotte er god til at læse både dyr og mennesker, men hun kender også sin hund – plus at hun jo selv er kvinde, som hun sagde – visse tegn er universelle 😉

      Kommentar af Ellen — 10. februar 2022 @ 16:06

      • Wow – yes. ❤

        Kommentar af Donald — 10. februar 2022 @ 23:21

  4. Øv, sikke noget. Men godt at det ikke skyldtes sygdom eller andet hos familien. Rigtig god forventningstid til de kommer 🙂

    Kommentar af Lene — 11. februar 2022 @ 12:56

    • Tak – lettelsen over, at der ikke var noget galt med nogen af hundens mennesker, er stadig større end ærgrelsen over de ekstra fem uger 🙂

      Kommentar af Ellen — 11. februar 2022 @ 13:12

  5. Aj, hvad har den lille, søde hund dog ikke været ude for. Det er synd for den og dens mennesker. Godt, Charlotte var hurtig til at spotte den ændrede adfærd. Det er rigtig irriterende med hundeejere, der ikke kan holde deres hunde hjemme.
    Men pyh – hvor er det godt, der ikke var noget alvorligt på færde med de to-benede familiemedlemmer. Og heldigt, der er en længere ferie i kalenderen lidt senere.

    Kommentar af Betty — 11. februar 2022 @ 22:38

    • Ja, det er synd for den lille hund, men nu er det overstået for altid – og jeg var nemlig bare glad for, at det ikke var en af de tobenede, som du skriver 😊
      Den pågældende hundeejer kunne overhovedet ikke se problemet, fortalte C i dag. Faktisk var hendes ord, at det absolut er hunhundeejerens ansvar at holde hende inde, når hun er i løbetid, fordi “deres hund bliver meget forstyrret (disturbed), når han kan lugte parringsmodne hunner”. Sic! Er det ikke utroligt?

      Kommentar af Ellen — 11. februar 2022 @ 22:50


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.