Hos Mommer

12. august 2015

Tankerne flyder og skyerne flyver … væk

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 17:57
Tags: , ,

Hvor føles det som uendelig længe siden, at jeg bare har kunnet sætte mig i en stol ude på terrassen, slappe 100 % af, lade tankerne flyde frit rundt og ikke hele tiden komme til at tænke på et eller andet i forbindelse med et eller andet i forbindelse med i lørdags.
Jeg brugte 1½ time i formiddags på at male skorstensnichen for anden gang. Det var det. Jeg har indtil videre intet andet lavet i dag – andet end en omgang stuvede kantareller til frokost.
Jeg har oven i købet sovet til middag, men det blev vist ikke til så meget. Jeg ville bare så gerne være forholdsvis sikker på ikke at falde i søvn, efter festfyrværkeriet på himlen går i gang ved midnatstide, men jeg er elendig til at sove om dagen, især når jeg har haft en normal og god søvn den foregående nat, hvilket jeg havde. Det går lidt nemmere, hvis man har været til fest …

P1070854

Eftermiddagen er tilbragt på terrassen med en kopkaf og strikketøjet. I starten var det næsten overskyet, men indtil videre har yr.no holdt, hvad de lovede; alle skyerne er nu væk, så vi er nok en del, der ser frem til de første af det næste døgns timer.

imageNu har jeg så småt rigget gæstesengen til, så jeg kan ligge i den absolut mageligste stilling og se stjerneskud. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor den hedder gæstesengen, for der er mest mig, der bruger den … vi skal være mere end 14, der sover heroppe, før den er nødvendig.
Skulle jeg falde i søvn midt i det hele, er det ærgerligt, men trods alt ingen katastrofe, når jeg alligevel har tænkt mig at sove ude hele natten. Hvis bare jeg lægger et militærtæppe over dynen, kan der falde nærmest litervis af dug, uden det går igennem tæppet. Lidt myggespray i ansigtet, og jeg er kampklar.
Jeg er ret glad for, at vores terrasse ligger i første sals højde; ellers ville jeg nok være en smule nervøs for at blive rendt over ende af en elg. Vi ser dem stort set aldrig om dagen, men vi ser tit spor efter dem om dagen, så vi ved, de er der, men oppe på terrassen kan ingen komme, så jeg føler mig helt tryg. Jeg får måske besøg af et par flagermus, men jeg stoler blindt (!) på deres evner til at navigere uden om mig i mørket.
Jeg glæder mig. Jeg har ikke sovet på terrassen siden før jeg fik kræft, så sidste gang må have været i 2012. Alt for længe siden …

22 kommentarer

  1. Hvor er det godt, at du har tid til ingenting at lave. og jeg ønsker dig en god nat med udsigt til stjerner og flagermus 🙂

    Kommentar af Lene — 12. august 2015 @ 18:08

    • Det er dejligt, ja, og tak, i lige måde 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. august 2015 @ 18:40

  2. Utesoving er bra 🙂 Også uten elgbesøk 🙂

    Kommentar af Mormor — 12. august 2015 @ 18:18

    • Det er det – men helst uden elgbesøg … eller rettere: Jeg ville jo faktisk meget gerne se en nede på græsplænen – den kan jo ikke nå mig 😉

      Kommentar af Ellen — 12. august 2015 @ 18:41

      • Om man kan se dem ovenfra er man glad.
        Ser man den nedenfra er man i trøbbel 🙂

        Kommentar af Mormor — 12. august 2015 @ 20:00

        • Rigtigt 🙂

          Kommentar af Ellen — 12. august 2015 @ 20:04

  3. Lyder hyggeligt. Jeg tror ikke jeg ville turde sove ude. Glæder til at høre om det gik og se billeder måske af stjernerne?:)

    Kommentar af MS — 12. august 2015 @ 19:31

    • Oppe på en højtliggende terrasse kan der ikke ske noget, Mette 🙂
      Jeg tror ikke, jeg vil forsøge at tage billeder …

      Kommentar af Ellen — 12. august 2015 @ 20:05

  4. Så dejligt at læse om en god dag! Og alt er klar til en stjernestund…. Et smultronställe i det svenske med stjernehimmel de luxe og stjerneskud nok til mange ønsker…. og en lille milepæl i friluftsnætter.
    Du ønskes en god nat fra Gitte og mig.

    Kommentar af AnneHoltegård — 12. august 2015 @ 20:37

    • Ja, en herlig dag – og det har I forhåbentlig også haft i London 🙂
      Tak, i lige måde til jer begge – når I når så langt i byens lys 😉

      Kommentar af Ellen — 12. august 2015 @ 20:51

  5. Hop du bare ned til elgene (du har set dem før) og giv dem et kys:

    🙂

    Kommentar af Søren — 12. august 2015 @ 21:19

    • Jeg tror, at jeg vil lade elgene om at kysse hinanden, Søren 😉

      Kommentar af Ellen — 12. august 2015 @ 21:40

  6. Hvor du dog har fortjent nogle afslappende dage oven på al fødselsdags-og gæstetravlhed. Hav en god nat med masser af stjerneskud. 😉

    Kommentar af Betty — 12. august 2015 @ 22:03

    • Tak, Betty – jeg vil nyde min nat 🙂

      Kommentar af Ellen — 12. august 2015 @ 22:05

  7. Uhhh det lyder dejligt. Jeg har engang haft en skøn middagslur på matriklen – men da det var dag (og efter et par snaps) turde vi sagtens ligge på græsset under terassen

    Kommentar af Frøken Z — 12. august 2015 @ 22:28

    • Hehe – vi har nu godt nok en enkelt gang set en elg om dagen – bare spørg Bodil; hun så den også …
      Men det er skønt at sove ude om natten, når bare man ikke kommer til at fryse.

      Kommentar af Ellen — 12. august 2015 @ 22:37

  8. Så nåede jeg til din blog, her midt om natten.
    Jeg har lige ligget en lille times tid på terrassen og nydt en skyfri nattehimmel. 26 stjerneskud blev det til og mange var virkelig flotte. Da jeg ikke har et effektivt militærtæppe, så kravlede jeg ind i min seng igen på grund af duggen. Her er det godt nok kun ræven og råbukken, der rumsterer i haven om natten. Småkryb og klistrede dræbersnegle tæller vel ikke (selv om det nok er dem, jeg er mindst glad for at få besøg af).
    Jeg håber du nød synet – og udesovningen 😉

    Kommentar af fiberfryd — 13. august 2015 @ 2:05

    • Hvor pudsigt – da John var oppe ved tretiden, spurgte han hvor mange jeg havde set. Svaret var 26, men jeg faldt i søvn allerede ved 12-tiden, desværre … jeg nåede så at se et par skud til, inden jeg faldt i søvn efter denne vækning, og jo, jeg nød alle dem, jeg så.
      Der faldt virkelig meget dug, så jeg var glad for mit tæppe!
      Yrk, snegle! Det kunne være grund nok til, at jeg ikke ville sove i jordhøjde – ikke engang i en seng med ben.

      Kommentar af Ellen — 13. august 2015 @ 10:15

  9. Håber, du havde en fin nat på terrassen? Når det nu skulle være terrassen. Jeg fik ellers de sjoveste indre billeder af dig nede på plænen, mens elgene elegant sprang hen over både dig og gæsteseng 🙂 Her var vejret perfekt til stjernekiggeri, men jeg sov fra det hele, selv om jeg havde fortalt mig selv, at der da ikke skete noget ved at vågne netop i nat.

    Kommentar af Fruen i Midten — 13. august 2015 @ 8:37

    • Jeg skal ikke nyde noget af at sove nede på plænen – tror ikke jeg ville få lukket et øje!
      Jeg ville slet ikke kunne lade være med at i det mindste forsøge at blive oppe, når der er stjerneskudssværme på nattemenuen, men du bor jo i en by, så det er næppe specielt spektakulært hos dig.

      Kommentar af Ellen — 13. august 2015 @ 10:19

  10. Jeg håber virkelig, du fik set en masse godt fyrværkeri!
    Din dag lyder til at have været fyldt godt op med dejligt ingenting. Kantarelstuvning lyder som rigtig svenskhusmad, dejligt.

    Kommentar af conny — 13. august 2015 @ 9:28

    • Jeg fik set meget, men ikke nok – skoven skyggede for sværmens centrum, så næste gang håber jeg at kunne være ved Den Stråtækte 🙂
      Det var en skøn dag i går, og kantarelstuvning er altid godt.

      Kommentar af Ellen — 13. august 2015 @ 10:20


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.