Hos Mommer

6. februar 2012

Hvornår er man moden?

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 19:48
Tags: ,

Tjah – hvornår er man moden?

Det kommer selvfølgelig meget an på, hvem man spørger og hvilken form for modenhed, vi taler om. Et barn, der er modent af sin alder, er formodentlig (forhåbentlig) stadig mere umoden end det umodne unge menneske, hvis lidt for barnlige opførsel vi måske kan blive en anelse irriteret over.

Jeg anser mig selv for at være moden, men det er mange år siden, jeg var plukkemoden, og en del ville nok anse mig for at være temmelig overmoden.
For omkring 10 år siden begyndte jeg at se frem til pensionsalderen. Ikke fordi det at gå på arbejde var en daglig plage for mig – sådan har det heldigvis aldrig været for mit vedkommende – men fordi jeg godt kunne se mig selv nyde mit velfortjente otium.
For 20-25 år siden begyndte jeg at læse engelsk, da jeg på det tidspunkt i mit liv var moden til at forsøge mig med noget andet end at lege laborant med god forstand på EDB, som vi kaldte det dengang.
Jeg havde umådelig svært ved at forestille mig som +45 sidde med smårystende hænder og udføre mit arbejde, og den eneste måde at komme videre på, var selv at gøre noget ved det. Min arbejdsgiver investerede pengene, og jeg investerede tiden – al undervisning og studier skete i min fritid.
Det gav pote; jeg fik andet job i samme virksomhed.

Som sagt glæder jeg mig altså til ‘min tredje alder’, som nogle har døbt det. Jeg har været moden længe.
Den alder har John på intet tidspunkt glædet sig til. Da han var næsten 60, blev han fyret fra et job, han ellers var glad for, men han blev taxachauffør og blev virkelig glad for denne, rent arbejdsmæssigt, helt nye tilværelse – og han var så langt fra at være moden til pensionistlivet, som man næsten kan være. Det halve år, han gik hjemme (men tog erhvervskørekort til taxa og bus), hadede han af et godt hjerte.
(Jeg nød det – mit liv var meget nemmere i den periode …)

NU er han moden. Taxabranchen har hårde vilkår i Roskilde og vel sagtens også flere steder i landet. Krisen kradser. Til blods. I forhold til 2010 er han gået 30 % ned i indtjening, samtidig med, at han, for overhovedet at opretholde noget, der ligner lidt mere end en arbejdsløshedsunderstøttelse, arbejder omkring 20 % mere.
Det ligner et rigtig dumt regnestykke. Det ER et rigtig dumt regnestykke. I de dårligste måneder kommer han hjem med en løn, de fleste arbejdsløse nok ville grine højt og larmende af, fordi vedkommende får omkring det samme for at lave ingenting, mens John har været på arbejde fra 6:15 morgen til 18-19 stykker om aftenen. Hvor sjovt er det? I behøver ikke at svare – jeg vil tro, at jeg kan gætte det.

“Det skal kunne betale sig at arbejde”. Helt enig, men så lad for himlens skyld være med at blive taxachauffør!

Det har dog resulteret i én god ting: John er fuldstændig moden til at stoppe sin arbejdsmæssige karriere. Han vil stille sig til rådighed som ferieafløser for ikke at slippe den sidste livline til arbejdslivet og kollegerne.
Det forstår jeg godt – min chef og jeg har talt om et konsulentjob, når jeg stopper – man er åbenbart ikke meget for at klippe det over, der sandt at sige ikke længere kan kaldes navlestrengen.

Så vi stopper nok nogenlunde samtidig, han og jeg. Og glæder os begge to til vores tredje alder i skøn tosomhed.
Undtagen altså lige, når vi skal være sammen med englænderne. Familien. Vennerne…

P1060745

Stille nu …

38 kommentarer

  1. Det lyder rigtigt dejligt at I kan stoppe samtidigt. Det bliver dejligt at kunne nyde at være sammen og gøre hvad man har lyst til!

    Jeg tror bare det er enormt vigtigt at man har planlagt sin exit fra arbejdsmarkedet, uanset hvor tungt det ellers har været, for det er en meget stor omvæltning for mange.
    Og folk regner det ikke for noget og sidder pludselig og savner det. Og får det skidt.

    Så planlægning er mit eneste råd – jeg er selv meget langt fra noget som helst og som hjemmegående husmor i en del år skal jeg nok arbejde til jeg bliver 84, før jeg får noget som ligner en pension man kan leve af..

    Kommentar af Kong Mor — 6. februar 2012 @ 20:08

    • Vi glæder os meget, men det er rigtigt, at man skal have planlagt sit liv – i hvert fald til en vis grad. Man har hørt om lidt vel mange, for hvem det er kommet helt bag på, at man pludselig har en anden slags liv.
      Det er rigtigt, at din personlige pension nok bliver til at overse, men du må simpelthen satse på, at First Man kan slæbe den hjem for jer begge to 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2012 @ 20:34

  2. Det glæder mig på jeres vegne, at tingene snart er på plads, som I gerne vil have det – og som det kunne blive under omstændighederne. Meget af det, du skriver, lyder som et ekko af vores tanker. Blot er vi liiige den smule yngre, så vi påvirkes af “reformen”. Planerne udskydes, og det bliver dyrere. Det er der ikke meget at gøre ved. Et flertal af timerne siger, at jeg er glad for arbejdet, men jeg glæder mig også meget til at starte et nyt tredje liv, med alt hvad det indebærer.

    Kommentar af Eric — 6. februar 2012 @ 20:20

    • Åh ja – det er jo efterhånden kun måneder, der skiller fra at kunne stoppe som 60-årig og ikke at kunne – og jeg kan høre, at du er igennem præcis det samme: overordnet set glad for at arbejde, men glæder dig også til at kunne se en ende på det. Hvornår er det så realistisk for dig? 63 år? 65? Forhåbentlig ikke 67?

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2012 @ 20:39

  3. Det er så dejligt for jer, at I kan få det hele til at passe så godt sammen, og time det så I stopper nogenlunde samtidig.

    Ja hvornår er man moden.. nogle dage er jeg bare så klar til at lade andre tager over, og stoppe mens legen er god.. selv om det jo netop ikke er gode dage med sjov leg.. 🙂

    Jeg må indrømme at jeg så småt var begyndt at se frem til at stoppe som 60 årig, men jeg er i den alder hvor der er lagt 3 arbejdsår oveni, før jeg med nogenlunde fornuft kan stoppe.. Hasse kan jo stoppe når det passer ham.. Men jeg facer minimum 8 arbejdsår mere, og det synes jeg faktisk er ret længe i det job jeg har pt. Og det passer også forbandet dårligt sammen med Hasses planer.. Såhhh det er en lidt svær rheinlænder vi er ude i.. Hvad vi ender med at gøre, har jeg ingen anelse om, men vi det finder vi nok ud af, som tiden går. 🙂

    Kommentar af Inge — 6. februar 2012 @ 20:48

    • ja – lige pludselig er man svært glad over, at man er en årgang 53 🙂
      Det er lidt svært i jeres situation, når nu Hasse er de år ældre end dig, men jeg håber søreme, at I finder frem til en god, fælles løsning. En del af den kunne måske være den, jeg lige har fixet; nemlig mere ferie?

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2012 @ 20:58

  4. Hvor er det dejligt for jer, I kan trække jer tilbage – langsomt måske – sammen.
    Jeg er sikker på, I vil nyde det. Med familien i England og huset i Sverige.
    Jeg kan stadig undre mig over, så let det var for mig at forlade et arbejde og en arbejdsplads, jeg var glad for. Men jeg kan godt huske, jeg var nervøs for det. Jeg har et par venner, som ikke rigtig tør at give slip, selv om de trænger til det. Og det er selvfølgelig meget forskelligt, hvordan man har det.

    Kommentar af betty — 6. februar 2012 @ 20:52

    • Mange er nervøse – og mange har efter arbejdsstop erklæret, at de slet ikke kan forstå, at de overhovedet havde tid til at gå på arbejde … men selvfølgelig ser man forskelligt på det. Det er dog min erfaring, at kvinder generelt glæder sig mere end mænd til at stoppe med erhvervsarbejdet.

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2012 @ 21:00

  5. “Og glæder os begge til vores tredje alder i skøn tosomhed. Undtagen altså……” Hva’ så? Så glæder man sig måske ikke? Hvordan er det nu med hen- og forførende sætninger, udsagns- og grundled? Gad vide, hvad datteren og vennerne siger til dette.
    😉

    Kommentar af AagePK — 6. februar 2012 @ 20:53

    • De siger selvfølgelig ikke noget som helst, for de ved godt, at ‘undtagen’ går på den skønne tosomhed, og man kan ikke dyrke tosomhed, når man er flere end to sammen – det kan i hvert fald godt gå hen og blive pinligt … 😉

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2012 @ 21:04

  6. Allerførst vil jeg lykønske jer med jeres beslutning om det tredie liv.

    Nu skriver du om det at være moden. Moden til at starte et nyt liv hvad enten det er uddannelse eller andet. Modenhed for mit vedkommende er at tage en beslutning, som, jeg ved, vil påvirke mit liv i forhåbentlig den retning, jeg gerne vil, og det har du jo også gjort. Det gør du også stadig og det gør din mand jo også. Men hvad enten man er moden til at starte “det tredie liv” eller i en sen alder starte på en ny uddannelse eller andet, så kan det blive hårdt.

    Min mor gik på efterløn i en alder af 62 år efter at have haft en meget hektisk og travl hverdag. Hun havde selv valgt det og var også parat til det, men hun havde ikke planlagt, hvad hun nu skulle bruge tiden til. Det resulterede i, at hun drev os, især min far, til “vanvid”. Da dette rastløshed havde stået på længe nok iflg. resten af familien, tilmeldte vi hende til et kreativ kursus, for så skete der noget for hende. Den kreative side af min mor er blomstret ret så gevaldigt op, og vi er alle glade på hendes vegne.

    Der, hvor jeg vil hen, er, at det er vigtigt at have en plan for, hvad I vil bruge den første tid til. Lav evt. en eller anden aktivitet sammen eller noget.Evt. sørg for at starte jeres “tredie liv” på en årstid, hvor I ved, I vil være beskæftiget.

    Men ellers nyd livet – i har med garanti fortjent det.

    Husk: man modnes igennem hele livet – også i det tredie liv.

    Kommentar af Tove — 6. februar 2012 @ 21:09

    • Tak for en god kommentar, Tove.
      Din mors historie har vi hørt før – det var godt, I fik ‘tvunget’ hende i en form for aktivering, der var god for hende … jeg kan sagtens forstå, at man ikke fra den ene dag til den anden kan blive inaktiv – det kan næsten kun ende galt.

      Og bare rolig – vi har masser, masser af planer. Jeg satser egentlig på at vi bliver den slags efterlønner/pensionist, der aldrig er til at få fat i, fordi vi har så travlt med alle mulige ting. John smiler lidt af mig – jeg er klar over, at ambitionsniveauet nok er sat for højt, men hellere det end stå og ikke have noget at bruge sin tid til!

      Helt enig i din sidste bemærkning – og man må for himlens skyld aldrig gå i stå 🙂

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2012 @ 21:17

      • Tak Ellen 🙂

        Og jeg kan så afsløre, at min mor og til dels min far – han er godt nok pensionist men arbejder stadig 1 x ugentligt, for han kan ikke undvære det ,-) – netop er blevet den slags pensionister, som aldrig er til at få fat i, fordi de har så mange jern i ilden.

        Så sæt du/I bare ambitionsniveauet højt for senere at kunne justere det 🙂

        Helt enig i din sidste bemærkning.

        Kommentar af Tove — 6. februar 2012 @ 22:32

        • 🙂
          Hvis man har brug for barnepige, er det selvfølgelig irriterende, at bedsteforældrene farer af sted i tide og utide, men ellers kan det kun glæde én, at man ikke behøver at have dårlig samvittighed i forhold til forældrene. Vi har talt med C om det, og da hun jo bor i UK, vil det kun glæde hende, at vi ikke sidder og keder os … jeg har netop måttet love hende, at vi forbliver mobile til det sidste 😉

          Kommentar af Ellen — 7. februar 2012 @ 7:26

  7. Modne måske – men I er garanteret ikke gamle nok til at være åndsfriske.

    Og jeg kan bestemt godt forstå John. For et par år siden ville jeg have været skræmt ved tanken om ikke at skulle undervise mere, og jeg vil såmænd også gerne beholde lønnen, men jeg er altså ikke helt så omstillingsparat som for ti år siden.

    Kommentar af DJ´s krimiblog — 6. februar 2012 @ 21:12

    • Det håber jeg sandelig heller ikke … skal man ikke være over 80 for at kunne blive kaldt det?
      Der sker mange forandringsprocesser inden i én – nogle af dem er gode og forventede – andre kommer nok lidt bag på os – men det er vel alt sammen en del af modningsprocessen 😉
      Det kunne være rart at kunne beholde lønnen, men det koster mig 13000 kroner om måneden bare at gå på arbejde (pensionsindbetalinger, arbejdsløshedskasse osv.), så det kan jeg trække direkte fra bruttolønnen, før jeg kan begynde at mærke det. Har du regnet på det på den måde?

      Kommentar af Ellen — 6. februar 2012 @ 21:22

      • Nu er jeg jo ikke gammel (moden) nok til efterløn, så for mig ville alternativet være at forsøge at gennemtvinge en førtidspension. Jeg ville nok ikke dø af sult, men vi ville miste sommerhuset, og når min mand så går på pension om nogle år, bliver vi jo smidt ud af præstegården.

        Kommentar af DJ´s krimiblog — 7. februar 2012 @ 17:37

        • Okay, hvis hele ens situation ændrer sig meget, er det naturligvis en anden sag. Jeg vidste godt, at I bor i en præstegård, men det behøver man ikke nødvendigvis at være præst af – der er vist mange flere præstegårde end præster.

          Kommentar af Ellen — 7. februar 2012 @ 18:04

  8. Jeg har kolleger på samme alder som mig, som glæder sig til efterlønnen, og jeg drømmer om mere uddannelse 😉 Min gemal stopper før mig er jeg ret sikker på, og det betyder jo så farvel til den gård,som også er vores børns barndomshjem. Det tror jeg bliver sværere for mig. At jeg først kan gå på efterløn som 63 år (tak Inge jeg kunne ikke huske det, men godt huske at vi er samme årgang) gør ikke noget, jeg har hele tiden planlagt at jeg først ville stoppe som 62 årig og muligvis senere. Det er dejligt for jer, at I glæder jer sammen,men trist for John at det er så hårde tider i taxabranchen. Du tæller nok dage til sidste arbejdsdag og til ferien i England 🙂

    Kommentar af Lene — 6. februar 2012 @ 23:35

    • Jeg har flere slags nedtælling 🙂 – og er glad på dine vegne over, at du ingen betænkeligheder har ved at skulle arbejde til du er 63 år, når nu du alligevel er mere eller mindre tvunget til det.
      Hvem mon har det værst med at skulle afvikle gården? Dig eller dine børn? 😉 Tænk på, at du får færre forpligtelser i et mindre hus med en mindre have…
      Det er synd for John, at han skal arbejde så meget, men når det var det, der skulle til at modne, har det også været godt…

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2012 @ 7:22

  9. Jeg føler mig også meget moden – i hvert fald moden til at tage tingene lidt mere afslappet. Men – som du skriver – det er ikke altid, at tingene går, som man havde ønsket. -Som selvstændige arbejder man stort set hele tiden, både aftener, weekender og også i ferien, og det kan godt blive lidt for meget af det gode. Også selv om man holder meget af det, man beskæftiger sig med.

    Jeg tror aldrig, at vi går på pension som sådan, men jeg glæder mig som en lille vild til at rejse rundt, bo på deltid i England, på deltid her – alt imens vi tager arbejdet følger os. DET er planen, og den kan ikke gå i opfyldelse hurtigt nok… 😉

    Det bliver dejligt for jer at stoppe nogenlunde samtidig, og jeg er sikker på, at I får en skøn tid. Sikkert også noget med deltid her og dér…?!

    Kommentar af Mia Folkmann — 6. februar 2012 @ 23:57

    • Nej, det går ikke altid, som præsten prædiker, som min far altid sagde… Der er helt sikkert både fordele og ulemper ved selvstændigheden – I har aldrig helt fri, men til gengæld har I nok haft mulighed til at foretage jer impulsive ting, som vi ikke har haft som arbejdstagere.
      Det med deltidsophold forskellige steder er absolut et led i vores planer – men så længe C&T ikke kan få lov til at låne penge til at opføre granny flat’en for, kan det ikke blive med så lange ophold i UK, som vi først havde håbet på … og vi har desværre ikke råd til selv at investere i et eller andet derovre. Og dog … en campingvogn måske 😉

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2012 @ 7:30

      • Ja, I skal da have en engelsk campingvogn! De koster ikke så forfærdeligt meget, og de er superhyggelige. Vi har tit været rundt og kigge både på campingvogne og autocampere – og de engelske indretninger er uendeligt meget bedre end de europæiske. De KAN et eller andet med hyggelige siddegrupper og panoramavinduer, som jeg ikke har set andre steder. Tro mig, jeg har set mange!! Og så har de altid et rigtigt komfur! Herligt! 🙂

        Det var måske et mål i påskeferien?

        Kommentar af Mia Folkmann — 7. februar 2012 @ 7:56

        • Du frister, Mia 🙂 Vi har aldrig set en engelsk campingvogn indvendig, men kan godt fornemme, at det måske var en ide … C&T har jo plads nok på grunden, og tænk at bare kunne køre ud i det blå, når vi er derovre… herlig tanke…

          Kommentar af Ellen — 7. februar 2012 @ 10:16

  10. Moden til efterløn – ja, det er du, kan man tydeligt høre; og det skal man også være, ellers ender man som mine forældres nabo, der ikke kunne finde på andet at tage sig til end at gå at rive i haven. Og når det foregår over længere tid i Ribe og omegn, så kommer det til at ligne sandfog, som mine forældre sagde. Der var snart ikke mere sandjord tilbage i den have. Men sådan kommer det nok ikke til at gå for dig og John.
    Moden til efterløn, det er jeg ikke endnu. Men man kan måske bruge billedet med en hård avocado – jeg er lagt til modning i skålen ude i stuen. Jeg er stadig rigtig glad for mit arbejde, og da det ikke er helt gratis at holde op med at komme der, bliver jeg nok også nødt til vente, til der kommer kompensation et andet sted fra. Men med de nye regler bliver man så også trukket i sin efterløn, hvis man har en arbejdsgiverbetalt pensionsordning, også hvis man ikke bruger af den. Med de nye regler er min pensionsalder 67 år, det er der 12 år til. Og avocadoen er trods alt så moden, at den synes, det er lige længe nok.
    Men hvem ved, hvad fremtiden bringer. Der kan ske mange ting inden da.

    Kommentar af conny — 7. februar 2012 @ 8:36

    • Indlægget var ikke væk, men lå i min bedømmelseskø, fordi du denne gang har opgivet en URL (FB). Så tror WP, at du er ny kommentator og sender dig til godkendelse 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2012 @ 18:06

  11. ØV, altså, jeg havde lige skrevet et rigtigt modent indlæg – og piiist, så var det væk! Forsvundet.
    Men i korthed handlede det om, at hvor du nok er helt moden til efterløn, så har jeg det mere som den hårde avocado, der er lagt til modning i skålen ude i stuen.
    Efter den nye ordning kan jeg gå på pension som 67-årig; det er om 12 år. Selvom jeg stadig er rigtig glad for mit arbejde, synes 12 år alligevel som en hel del. Men hvis jeg er frisk og rask, så ser jeg heller ikke umiddelbart nogen grund til at holde op med at arbejde som 63-64-årig, bare fordi jeg har betalt til en efterlønsordning. Og uanset om jeg begynder at bruge af min arbejdsgiverbetalte pensionsordning eller ej, vil efterlønsudbetalingen blive reduceret i et eller andet omfang.
    Men foreløbig vil jeg nøjes med at nyde at have det godt og være i stand til at gå på arbejde og så småt begynde at sætte mig ind i de fremtidige muligheder og umuligheder.

    Kommentar af conny — 7. februar 2012 @ 8:47

    • Det kender jeg godt – det er SÅ irriterende, når de kloge ord bare forsvinder for en.
      Avokadoer modner hurtigere, hvis man lægger dem ved siden af citrusfrugter 😉
      Nej, seriøst: det er kun godt, at du ikke er moden allerede, når du formentlig alligevel er nødt til at arbejde godt en halv snes år endnu, men 12 år er længe at se frem, og der kan nå at ske meget på den tid.
      Planlægning er altid en god ting, som du selv og andre nævner – det er ikke så godt, hvis pensionisttilværelsen kommer bag på én.

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2012 @ 10:21

  12. Dette er et vægtigt indlæg om livets gang, og kommentarerne bidrager fint hertil. Jeg kan nøjagtig genkende mange af overvejelserne fra min egen proces, der førte til pensionisttilværelsen. Undervejs i læsningen kom associationer til om hvorvidt der hos nogle umodne mennesker jeg i tidens løb har mødt ville finde en såkaldt senmodning sted – det gjorde der oftest ikke, og da otte-årige ikke arbejder her i landet selv om de var 22 år, havde disse ikke senmodnede mennesker ikke en udnyttelig arbejdsevne, men måtte forsørges af en førtidspension.
    For så vidt angår gemalens pensionsmodning forstår jeg godt han er ved at være moden. Jeg synes blot det giver mere mening at tale om mættethed. Det virker som om han er godt mæt af at arbejde under de givne vilkår. Jeg selv blev grundigt mæt af det jeg lavede til sidst, men kunne sagtens have arbejdet videre endnu. Jeg gad ikke mere. Jeg tænker sådanne fænomener indgår i Johns transformation af arbejdsevne til pensionistevne.
    I øvrigt er jeg bagud med kommentarer og indlæg – men der har været rigeligt andet at se til på det sidste. Forsømmer jeg mon mit pensionstarbejde? Vanskelig problemstilling en kold vintermorgen!

    Kommentar af Jørgen — 7. februar 2012 @ 9:08

    • Senmodning, hehe … det udtryk har jeg vist ikke hørt før … men de modnes åbenbart netop ikke?
      Det er, som du siger, nok mere korrekt at bruge ordet mættethed i Johns tilfælde – mæt af arbejdslivet, men dog nok kun fordi han er træt af det, som det er i disse krisetider. Så mæthed – træthed – modenhed – resultatet er heldigvis det samme.
      Jeg synes det er meget vigtigt at kunne sige til sig selv, at “jeg kunne godt arbejde længere endnu, hvis jeg ville”, for hvis ikke man kan arbejde mere, er det formentlig også vanskeligt at få sig en aktiv pentionisttilværelse. Jeg har så ondt af de, der må stoppe af helbredsmæssige årsager og føler mig meget privilegeret i ikke at behøve det – som situationen er lige nu, i hvert fald.
      Det kommer an på, hvad det er du forsømmer – hvis du forsømmer blogland, fordi du har travlt, er det godt. Hvis det er pga. problemer, er det jo ikke så godt … jeg satser dog på, at det er det første 😉

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2012 @ 10:46

      • Ja, ja, det det var det første – jeg er stadig uden helbredsproblemer af betydning.

        Kommentar af Jørgen — 7. februar 2012 @ 11:20

        • Beroligende at høre 🙂

          Kommentar af Ellen — 7. februar 2012 @ 12:07

  13. Det lyder da ikke så tosset 😉 Allan skulle i hvert fald aldrig på efterløn eller noget der lignede. Han var fuldt overbevist om at han tidligst stoppede når han fyldte 67, og ville ikke betale til efterlønsordningen, men jeg mente altså det var en god idé. Derfor kunne han jo godt arbejde. Jeg skubbede også på ham, så han fik sig andre og flere interesser, da han stoppede med sit fodbold. Der skete mange ting i hans liv inden han nåede de 60 år, så til sidst valgte han at gå på efterløn, og som du ved trives han fint 🙂 Som tingene ser ud for mig, skal jeg mindst arbejde 8-9 år endnu. Jeg har heldigvis endnu ønsket at jeg kunne være blevet omfattet af efterlønsordningen, og jeg er heldigvis glad for mit arbejde. Det eneste minus er den store aldersforskel der er på os i den situation, og at jeg har mindre tid til alle mine interesser 😉

    Kommentar af Pia — 7. februar 2012 @ 18:10

    • Haha, Pia … ja, jeg kender jo det meste af historien … hvad skulle vores mænd dog gøre, hvis ikke de havde os til at fortælle dem, hvad der nok vil være godt for dem? 😉
      Du mener “endnu ikke ønsket”, tror jeg? Jeg er enig i, at det godt kan være lidt problematisk, når aldersforskellen er stor. Og jeg ville ærgre mig meget, hvis jeg skulle vente endnu 6-7 år med at stoppe – alt det, jeg så må vente med at få tid til 🙂

      Kommentar af Ellen — 7. februar 2012 @ 18:38

      • Selvfølgelig mente jeg “endnu IKKE ønsket”

        Nemlig Ellen 🙂 Jeg kender ham bedre end han selv gør og han ved slet ikke hvad der er bedst for ham. Den situation må jeg prøve at udnytte på anden vis. Som f.eks. overtale ham til at lave noget mere af “mit” arbejde 😉

        Kommentar af Pia — 7. februar 2012 @ 18:56

        • Hehe – det sidste var jo også min plan – indtil det blev til, at vi næsten stopper på en gang. Men jeg har nu på fornemmelsen, at Allan ikke hører til den værste mand af slagsen -)

          Kommentar af Ellen — 7. februar 2012 @ 19:30

  14. Til Lykke med det Ellen, modningen af Jer begge altså! Nu kan vi så fortsat se frem til dejlige mommer fortællinger, som vil få os til at længes efter vores egen pensionisttilværelse. Jeg tror faktisk godt, at vi begge er modne også; men tiden er altså ikke lige nu for det.

    Kommentar af Salix, Lene — 8. februar 2012 @ 5:34

    • Tak 🙂 – det er nu engang det bedste, når modningsprocessen hænger nøje sammen med det at få muligheden for at trække sig tilbage, og det er så fedt, at det ser ud til at flaske sig for John og mig.

      Kommentar af Ellen — 8. februar 2012 @ 9:01


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.