Hos Mommer

27. april 2012

Afsked med en meget afholdt kollega

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:59
Tags: , ,

P1020384Her til eftermiddag var der afskedsreception for en meget skattet kollega, som nu havde besluttet sig for at stoppe efter 24 år – hendes kun anden arbejdsplads, som hun fortalte os. Hun er 64 år og nybagt mormor til det tredje barnebarn, hvilket vist var den direkte årsag til, at det endelig skulle være – der er nu vigtigere ting i livet for hende end det lønnede arbejde.
Hun er en sej kvinde – først brystkræft for en halv snes år siden – som hun blev helbredt for. Så en solid omgang arbejdsbetinget stress for kun 3-4 år siden, hvor hun også fik hevet sig selv op i nakkehårene. Efter det gik hun dog ned til en firedages arbejdsuge …

Selvfølgelig gjorde hun netop hvad jeg selv frygter allermest, når det om et års tid forhåbentlig er min tur: Hun græd. Ikke som pisket, selvfølgelig, men der flød et par tårer flere gange under seancen. Der er bare det ved det, at hun viste sig at være en af dem, som ser søde ud, når de småtuder. Det gør jeg absolut IKKE, og jeg ved bare, at jeg ikke vil kunne lade være, selv om jeg ellers ikke hører til den sentimentale type. Men det når at blive til 35 år. Det er altså mange … og selv om jeg glæder mig, er det alligevel surrealistisk – det er jo foreløbig gennem noget over et halvt livs tid, jeg har haft min gang på den arbejdsplads.

Selvfølgelig blev der sagt masser af utrolig pæne – og absolut velfortjente – ord til hende; særlig én af talerne var ekstra varm og meget personlig. Alligevel havde jeg temmelig svært ved at skjule et smil, da denne taler lukkede følgende metaformix ud: “… men så raslede du også med jungletrommerne …”
Jeg tror, hun selv kunne høre, at der var et eller andet galt, for hun stoppede op og så helt forvirret ud i et par sekunder, inden hun gik videre i talen.

Nu er en tidlig rhododendron sprunget ud; vejret er dejligt og vi er nødt til at nyde det i dag, for heller ikke denne gang bliver det weekenden over.

P1020388P1020390

Reklamer

28 kommentarer

  1. HADER den slags. Og jeg STORtuder.. Og jeg ser heller ikke specielt køn ud. Gruer for den sidste dag hernede..
    Du må.. lade mascaraen blive hjemme næste år og så i øvrigt frabede dig al fotograferen og glæde dig over at de ikke ville kunne drille dig den følgende mandag!

    Kommentar af Kong Mor — 27. april 2012 @ 17:33

    • Åh, stakkels dig … det er nu heller ikke særlig sjovt at sige farvel – især hvis et ‘på gensyn’ ikke er særlig sandsynligt.
      Der findes heldigvis gode, vandfaste mascaraer, men det var en god pointe, at jeg ikke skal se dem i øjnene næste dag 😉

      Kommentar af Ellen — 27. april 2012 @ 18:14

  2. Afsteds reception er altid svær – især hvis en medarbejder/kollega har været der i mange år…
    Men hav en god vandfast mascara på og så noget pudder 😉 så vil det ikke se så slemt ud 🙂

    Kommentar af Tove — 27. april 2012 @ 19:23

    • Ja, det er – og jeg er ikke helt sikker på, at pudder er en god ide i den situation. Eller også har jeg bare ikke det rigtige pudder 😉

      Kommentar af Ellen — 27. april 2012 @ 19:32

  3. Jeg ville uden tvivl gøre det samme – selvom jeg ikke normalt hører til den sentimentale type. Men et arbejde fylder meget – for nogle er det blot et middel til pengene sidst på måneden. For andre er det et middel til at vise sine evner, udvikle sig som menneske og relatere til andre. Vi kan nok så meget glæde os til fritiden – men derfor er det alligevel et kæmpe skift, som man end ikke ander, hvordan vil påvirke os. Det er jo en menneskealder siden vi sidst har været i en situation, hvor vi ikke arbejdede. Min far var faktisk helt elendig på sin 60-års fødselsdag – fordi han vidste, at arbejdslivet ville ende i det nye årti. Så fik han en ordning med at blive i bestyrelsen og være konsulent til 75 år… men det satte sygdommen så en stopper for 3 år senere. Men set i bakspejlet var han nok blevet en elendig pensionist 🙂 Det bliver du ikke – men derfor er det jo tilladt og normalt at blive lidt nostalgisk efter 35 år.

    Kommentar af Nille — 27. april 2012 @ 19:31

    • Du har så ret … jeg kendte en mand, der bogstavelig talt var fysisk dårlig, dengang han blev 60 – han kunne slet ikke forestille sig et liv uden arbejde. Han døde lige som din far alt for tidligt – nåede ikke engang de 62, så han nåede ikke til livet uden arbejde …
      Jeg tror det er en mandeting – John er også først blevet ‘moden’ her, hvor han er tæt på 67 – han glæder sig rent faktisk nu, hvad han bestemt ikke har gjort før – men vi stopper også cirka samtidig, hvad der passer ham helt fint.
      De fleste kvinder på mit arbejde kan ikke forestille sig at skulle arbejde til efter 60-65 år (selv om de fleste nok bliver nødt til det), mens mændene generelt synes, det er udmærket at blive ved, til de er 70.

      Kommentar af Ellen — 27. april 2012 @ 19:45

  4. Ellen jeg kan slet ikke forstå, at du skal/vil forlade arbejdsmarkedet allerede om et år; men det må jo betyde, at jeres skiftesag efter jeres far er gået som du ønskede dig? I min optik skal man virke gammel for at forlade arbejdsmarkedet og det gør du jo på ingen måde. Jeg føler at vi er jævnaldrende.

    Kommentar af Stegemüller — 27. april 2012 @ 20:14

    • Sagen er ikke afsluttet endnu, men det er den forhåbentlig om et år, og det er da også lidt med krydsede fingre, når jeg hævder, at jeg stopper om et år …
      Det var en rigtig sød kompliment, du lige gav mig her, men jeg synes, man – hvis man på nogen måde har mulighed for det, og det er det, man vil – bør forlade arbejdsmarkedet inden man bliver gammel, men derimod mens man stadig er aktiv og har overskud.
      Min far gjorde klogeligt det samme som kommunalpolitiker: da han stoppede, spurgte mange, hvorfor han ikke stillede op den sidste gang, han havde mulighed for det. Han gav ikke noget svar, men fortalte os børn, at han hellere ville savnes og huskes for noget godt, fremfor at folk bare ønskede ham væk, fordi han ikke længere kunne udfylde sin plads tilfredsstillende – at det gælder om at stoppe, mens legen er god.
      Jeg snakkede i dag med en anden kollega, som stadig holder ved sit arbejde som 68-årig, men hun er alene, har ikke noget sommerhus og ingen børnebørn i udlandet. Hun arbejder to dage om ugen og elsker det – hvilket jeg fuldt ud forstår. Min situation er bare en anden; med barn og børnebørn i UK og et hus i Sverige, som vi gerne vil opholde os meget mere i. Og jeg kommer ikke til at ligge samfundet til last, fordi jeg stopper tidligt …

      Kommentar af Ellen — 27. april 2012 @ 21:27

  5. Kan godt forstå at du overvejer og planlægger at lette anker når du kan. Du er skarp i hovedet, har masser af interesser og en fysik (ser det ud til) der ikke forhindrer dig i at få noget ud af pensionsårene – heller ikke selvom der bliver mange af dem.

    Jeg vil også, når den dag kommer, anbefale dig at bruge vandfast af det hele.. det er så uklædeligt at stå dér og ligne en vaskebjørn, der ikke kan forstå at kiks forsvinder ved vask.

    Kommentar af overleveren — 28. april 2012 @ 12:24

    • Hvor er du sød 🙂 – min fysik er så måske nok ikke lige noget at prale af, men det med interesserne vil jeg ikke modgå … dem er der masser af.
      Jeg lover at investere i alt muligt vandfast – for selv en vaskebjørn vil ikke se sød ud i en forgrædt ellenudgave.

      Kommentar af Ellen — 28. april 2012 @ 23:46

  6. Jeg er den, der altid står med vand i øjnene ved sådanne lejligheder. Jeg bliver så let rørt. Også selv om det er folk, jeg egentlig ikke kender ret meget til. Jeg tror ikke, at man kan forberede sig. Følelserne kommer, når de selv vil. God lørdag til dig Ellen.

    Kommentar af Susanne — 28. april 2012 @ 13:50

    • Jeg plejer ellers nok at kunne ruste mig – jeg græd ikke engang (der var i hvert fald ikke nogen der så det) ved min datters bryllup, men udstrålede hele tiden den kæmpestore glæde, sådan en fest indbyder til. Tror jeg selv på 😉
      God søndag til dig – lørdagen er jo stort set overstået nu …

      Kommentar af Ellen — 28. april 2012 @ 23:50

  7. Nu vil jeg aldrig kunne se en pakke Matadormix uden at kalde den en Metaformix – et skønt navn til en ret udbredt (og som regel ret morsom) sproglidelse.
    Jeg har overvundet min skræk for at tude på min arbejdsplads efter mine omgange med stress. Jeg har simpelthen gjort det så tit at det ikke rigtigt rører mig mere, også selvom man ligner en ulykke i hovedet bagefter; af samme grund er jeg helt holdt op med at bruge mascara ;o)

    Kommentar af fiberfryd — 28. april 2012 @ 16:03

    • Første gang, jeg så ordet metaformix, udtalte jeg inde i mit hoved den næstsidste stavelse på samme måde som i ‘formål’ og kunne derfor overhovedet ikke få en mening ud af det 🙂
      Jeg kan godt forstå dig, Ditte, men der er endnu ingen overhovedet, der har set mig tude på min arbejdsplads, og jeg kunne egentlig godt tænke mig, at de heller aldrig fik det at se – men det tror jeg desværre ikken engang selv på … og uden mascara går det slet ikke 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. april 2012 @ 23:57

  8. Hvis ikke du skulle give dig til at tude, når du forlader arbejdspladsen, bør du konsultere en …! Tænk hvad du mister.

    Kommentar af Jørgen — 28. april 2012 @ 21:31

    • Jamen Jørgen, jeg vil da meget gerne konsultere dig 🙂 – jeg ser det dog ikke (i hvert fald ikke lige nu) som at miste noget, men som at transformere til mit tredje liv. Jeg mangler bare meget tid nu, at jeg har ikke så meget at miste – ud over en ganske pæn løn, men det har vi forhåbentlig klaret på anden vis … Desuden synes jeg, gennem især det seneste års tid, at udviklingen er ved at overhale mig, så nu er det på tide at lave en ‘copy-paste’ med den viden jeg måtte have. Jeg gider simpelthen ikke mere være på forkant med udviklingen, som jeg ellers har sat en ære i at være gennem hele min karriere. Det må være tegn på alderdom, og det tager jeg med største glæde til efterretning 🙂
      Men jeg vil nok stadig tude på min sidste dag …

      Kommentar af Ellen — 29. april 2012 @ 00:07

  9. Afskedsreceptioner er næsten altid lidt vedmodige, både for os der skal tilbage på arbejdet og får hende/ham der takker af.
    Hos os kan man invitere eksterne gæster, og der dukker altid en del gamle kollegaer op, som det er sjovt at hilse på igen.

    Kommentar af Inge — 28. april 2012 @ 21:36

    • Det var vemodigt, men også glædeligt, for selv om hun tudede, var der ingen tvivl om, at hun glædede sig til sit nye liv – og at alle hendes nærmeste kolleger undte hende det.
      Vi må også invitere eksterne gæster, og det var hyggeligt at hilse på nogle af de forhenværende kolleger.

      Kommentar af Ellen — 29. april 2012 @ 00:11

      • Så kan du invitere mig, når det bliver din tur, så skal jeg nok komme og tage billeder af en tudende Ellen.. 😉

        Kommentar af Inge — 29. april 2012 @ 18:09

        • Det er en aftale – bare jeg får lov til at censurere inden offentliggørelse 😉

          Kommentar af Ellen — 29. april 2012 @ 18:30

          • Jeg troede pressecensuren var ophævet her i landet.. 😉

            Kommentar af Inge — 30. april 2012 @ 19:01

            • Det er den også generelt. Men Ellencensuren gælder i visse tilfælde 😉

              Kommentar af Ellen — 30. april 2012 @ 19:30

  10. Årh, det hører da med at fælde en tåre, når man forlader, ikke bare et arbejde, men et livsafsnit.
    Du skal bare have godt med kleenex med dig. Jeg havde den ene datter med og et par tidligere kolleger. Så er der lidt nyt at kigge på. Man er selvfølgelig hovedpersonen, men alligevel.
    Bare giv slip – og græd. 😉

    Kommentar af betty — 28. april 2012 @ 23:27

    • Det hører med, kan jeg godt se – ellers er man nok lidt for kold, for som du så klogt siger, er det ikke kun et job man forlader, men en meget, meget stor del af sit aktive liv.
      Hurra for kleenex – og så har jeg faktisk slet ikke tænkt på, at det kunne være særdeles dejligt at have Charlotte og ungerne med. Men det kunne det naturligvis … de går bare i skole, de små …
      Jeg lover at både give slip og tude, når den tid kommer 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. april 2012 @ 00:16

  11. Uhh, jeg er også sådan en tudemarie. Det værste er ikke øjnene og evt mascara, der løber, men at min næse kommer til at ligne en tabt tomat, når jeg tuder! Men hva’, det er da okay at have følelser, synes jeg.

    Metaformix/matadormix hehe …

    Kommentar af Fruen i Midten — 29. april 2012 @ 00:09

    • Joda, det er helt klart i orden at have følelser, men tabte (bøf)tomater og øjne, der næsten forsvinder i hævelser, er altså ikke særlig attraktivt – og lidt forfængelig er man jo trods alt 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. april 2012 @ 00:19

  12. Det kunne da være, I kunne planlægge sådan, at Charlotte og børnene kun skulle holde en enkelt eller to fridage for at være med til din sidste arbejdsdag. Så ville alle dine kolleger blive meget optaget af dem – og forstå hvorfor I så tit skal vestpå. 😉
    Jeg kommer til at tænke på, at når overlæger gik af pension sygehuset, så havde de typisk både kone, børn og børnebørn med til reception.

    Kommentar af betty — 29. april 2012 @ 11:09

    • Det er også helt normalt hos os, at man har familien med.
      Det er bare lidt nærighed, der kommer ind i billedet her, fordi det er ret dyrt med tre flybilletter, så vi er rørende enige om, at det er relativt for dyrt for kun nogle få dages skyld. Vi ser hvad der sker til den tid 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. april 2012 @ 11:59


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.