Skånes Djurpark på en varm pinsedag

Inge og Hasse mente det var en god ide at starte tidligt, så vi kunne være tidligt i dyreparken. Vi gjorde vores bedste for at være hos dem kl. 10, men det blev altså 25 minutter senere. Heldigvis har svenskerne ikke helligdag 2. pinsedag, så pludselig var det alligevel ikke så vigtigt at være der ekstra tidligt. Vi nåede derfor en kopkaf, inden vi satte kursen mod Skånes Dyrepark.
Dér havde de det også varmt – pyha at være tvunget til at have pels på i dette vejr … mange af dyrene var derfor krøbet i skygge og/eller skjul. Forståeligt nok, men måske knapt så spændende for os andre.
Det var dog stadig absolut en oplevelse, for mange af dyrene trodsede trods alt varmen og lod sig villigt fremvise. De mest tykpelsede af dem alle, den brune bjørn, havde helt styr på, at det snart var fodringstid og kiggede forventningsfuldt op, om ikke der kunne falde en ekstra godbid af inden den officielle fodring. Det kunne der desværre … det er bare IKKE i orden at give sådan nogen dyr en halv plade chokolade, der stadig er indpakket! Uf, vi bliver så harme, gør vi.

Det er et skønt og et stort område, hvor alle nordiske dyr skulle være repræsenteret. Tænk, at vi har kørt lige forbi i 15-16 år og besøgte det for første gang i dag! Tak, Inge og Hasse, for initiativet.

PAUSE til de istrængende – nogle har nogen laster; andre har andre laster. Siger man ikke, at summen af laster er konstant?
Jeg spiser ikke is. Heller ikke slik. Drikker ikke øl. Så hvorfor jeg vejer 10-15 kilo for meget, forstår jeg simpelthen ikke … ahem … var der nogen, der nævnte ordet vin? Eller chokolade? God mad? Nej, det tænkte jeg nok. Hvorfor skulle man også det?

Efter to-tre timers vandring rundt i parken var vi varme, tørstige og sultne, men Inge og Hasse havde været så forudseende at foreberede en del af frokosten på forhånd, så den var hurtigt sat på bordet. Dejlig mad i selskab med dejlige mennesker i dejlige omgivelser – jamen hvad har vi dog gjort for at have det så godt?

Den dér hængekøje kunne jeg godt blive forfalden til – man ligger langt mere behageligt, end jeg havde troet, og det er den perfekteste stjernekiggerposition, man kan forestille sig.
John påstod, at sådan en har vi ingen egnede træer til på ødegården, men det lille problem er slet ikke noget problem …

Vi rundede af med et kig på Tjörnarpsjön, inden turen gik hjem mod Danmark efter en af de bedre pinser, jeg har oplevet.

Hasse spurgte, efter at have iagttaget den drikkende elg i et stykke tid: “Hvor meget mon sådan én går på literen?” Den drak og drak og drak og drak og drak – en kamel ville beskæmmet luske væk, tror jeg.