Hos Mommer

8. april 2016

En dompap er ikke en dompap, men det er der andre, der er

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 13:04
Tags: , ,

Kan man tillade sig at kalde en, der hopper på falske mails, som vil lokke kort- eller bankoplysninger ud af vedkommende, for en dompap?
Det kan man måske ikke (jeg gør det nu alligevel), men man skal dog være mere og mere vågen, da svindlerne beklageligvis bliver bedre og bedre, fx ved at sprede ægte logoer med rund hånd i mailen, samt forbedre deres sprog. Spørgsmålet er heldigvis, om de nogensinde bliver gode nok? Nu er jeg så ganske afgjort ingen nørd til den slags, men for mig at se kan et afslørende, falsk link ikke undgås, og det link kan ses, hvis man muser over det. Hvad gør man så på en tablet? Godt spørgsmål, og jeg har intet svar. Det er der sikkert andre og bedre folk end mig, der har (skriv gerne svaret til mig), men der er andre tegn, og nu er svindlerne oven i købet begyndt at advare mod sig selv.

PayPal1

Et af tegnene er, at en mail fra PayPal nok ikke har den underlige afsender, der ses til venstre herover.
Et andet tegn kunne være (let sarkasme er ikke utænkeligt), at man, efter at have brugt PayPal som betalingsmedie, modtager en kvittering for vellykket transaktion, og når man har en sådan, burde der ringe en alarmklokke eller to, når der i mailen hævdes, at PayPal har afvist betalingen, og at det skal man lige gøre noget ved.
Et tredje tegn kunne være, at man aldrig har anvendt PayPal …

PayPal2
PayPal3

Og så svindlernes egen advarsel: “Hvordan kan jeg vide, at denne mail ikke er svindel? […] Det kan du, fordi PayPal altid vil tiltale dig med med dit for- og efternavn.”
… skriver de i en mail, der er indledt med “Dear Customers” … i flertal … jamen hurra altså … dompapper!


En dompap med fjer er derimod ingen dompap, men noget så fornemt som en domprovst:
Navnet kommer af det tyske “Dompape”, domprovst, hvis festdragt ligner dompappens. At navnet sidenhen er blevet synonymt med “dumrian”, skyldes formentlig den sproglige lighed med ordene “dum” og “paphoved”.
Så blev jeg igen lidt klogere.

P1010721P1010722

Grunden til, at jeg forskede lidt i dompappens liv og dermed fandt frem til ovenstående var, at både hr. og fru Dompap i formiddags fouragerede i solsikkefrøene på én gang, så jeg konkluderede, at de næppe endnu ruger på årets familieforøgelse, men ville vide hvornår de så begynder på det.
At HUN endnu ikke ligger på æg, burde jeg have skrevet – man går ikke ind for ligestilling i dompappernes verden, men gør præcis som vi pattedyr gør: Når først han har overstået sit startbidrag til forplantningen, overlader han resten til kvinden. Han fodrer hende nok heller ikke, når hun ligger på æg, så selv om hun ruger, skal hun vel ud for at finde føde en gang imellem … men æggene bliver først lagt sidst i april, så mine indledende betragtninger holdt vand – der er stadig lidt tid, inden pligterne kalder.

28 kommentarer

  1. Dompappen er bare en af de kønneste fugle, jeg ved. Jeg har læst, at den kaldes Bullfinch på engelsk med henvisning til dens “tyrenakke” – ikke noget specielt charmerende navn – så er der mere stil over Domprovst🙂

    Kommentar af Randi — 8. april 2016 @ 14:12

    • Vi er også meget glade for vores dompappar (ser fjollet ud på tryk …) – og enig i, at det engelske navn måske ikke er det smukkeste, men det er lidt synd for fuglen, at dompap nu betyder et fæhoved🙂

      Kommentar af Ellen — 8. april 2016 @ 15:35

  2. Jeg var ret gammel, før nogen var så venlig at fortælle mig, at dompap ikke staves med u😉

    Kommentar af Fruen i Midten — 8. april 2016 @ 14:38

    • Det er da også nærliggende at tro, at den rigtige stavemåde er med u🙂 – bortset fra, at jeg udtaler dom som i dommer, ikke som i dum, men det er måske sjællandsk?

      Kommentar af Ellen — 8. april 2016 @ 15:36

      • Det ved jeg ikke. Måske. Vi har i hvertfald altid udtalt de små fugle som dumpapper🙂 Hvordan udtaler du så dunhamre? Det udtaler jeg nemlig med samme o som i donkraft. Og troede derfor selvfølgelig også, at de var med o🙂

        Kommentar af Fruen i Midten — 8. april 2016 @ 15:40

        • Jeg udtaler dunhammer på samme måde som dig. Den danske sprog er en svær en😉

          Kommentar af Ellen — 8. april 2016 @ 16:12

  3. Omkring den første modtog jeg en byge af svindelforsøg på min erhvervs-e-mail, men selv om jeg ikke er vanvittigt systematisk med mange ting, har jeg da styr på, hvem jeg handler med, så de blev bare slettet med det samme. Det latterligste var PayPal-forsøget, som henviste til min PayPal-konto, for sådan en har jeg nemlig ikke! De skyder åbenbart med spredehagl.

    Sjovt med den domprovst🙂

    Kommentar af Rasmine — 8. april 2016 @ 15:26

    • Ja, de skyder helt sikkert og aldeles ukritisk med spredehagl, men som jeg også skrev, så skal man altså være mere end almindelig tykhovedet, hvis man reagerer på noget, man aldrig har haft noget med at gøre!
      Ja, det var interessant ny viden for mig med domprovsten – og åbenbart også for dig🙂

      Kommentar af Ellen — 8. april 2016 @ 15:39

  4. Yngstemand kom faktisk hjem for 2 uger siden og sagde; “moar vidste du godt at ‘dumparp’ er en fugl, faktisk?”😀😀
    Jeg har i øvrigt fået så mange falske paypal-mails, at jeg har opgivet at finde rundt i hvilke der er ægte og hvilke der er falske. (Opgivet = gider ikke). Har slettet PayPal-kontoen og sletter derfor også nu ditto mails helt uden at “mouse over” eller noget😉 Så skal jeg bare finde ud af hvordan jeg kan købe på Etsy.com uden …

    Kommentar af Liv ☆ — 8. april 2016 @ 17:11

    • Hehe, de bliver heldigvis også klogere hele tiden, de kære poder🙂
      Det er nemlig problemet: Nogle steder kan man kun købe, hvis man har en PayPal-konto. Det er den eneste grund til, at jeg har en.

      Kommentar af Ellen — 8. april 2016 @ 17:48

  5. De falske mails bliver bedre og bedre og derfor sværere at genkende. På det seneste har de forbedret sproget meget, så det kan man ikke lægge så meget vægt på mere. Mouse over er ganske rigtigt den rette løsning, især skal man passe på med de “forkortede” links typisk noget med “bit.ly”

    Kommentar af Stegemüller — 8. april 2016 @ 17:26

    • Det sidste vidste jeg ikke. Hvorfor er ‘bit.ly’ mere farligt end de andre? Ingen svindellinks fører vel til noget godt?

      Kommentar af Ellen — 8. april 2016 @ 17:50

      • Du har naturligvis ret i, at ingen svindellinks fører til noget godt; jeg er faktisk ikke helt sikker på hvorfor “bit.ly” er ekstra farlige, men det er noget, jeg har læst i min Facebookgruppe “Support PC og andet”, hvor der sidder nogle virkelig skarpe folk udi den slags. Jeg tror, det har at gøre med, at man ikke kan se, hvad der gemmer sig bag adressen, dvs. at Mouse over ikke har nogen reel effekt.

        Kommentar af Stegemüller — 8. april 2016 @ 17:57

        • Overleveren har et fint svar på bitly herunder🙂
          Jeg tror ikke, at de ærlige eller ‘rigtige’ links i deres lige så ærlige mails vil bruge shortlinks. De vil kun have interesse i, at man kan se, hvem de er. Derfor vil det altid være nyttigt at muse hen over linket.

          Kommentar af Ellen — 8. april 2016 @ 19:09

  6. Stikker lige mit teknikfjæs frem..

    På ipad ses hvad der gemmer sig bag links ved at trykke og holde nede og safari åbner en lille infobox hvor den øverst viser indholdet af et link og nederst tilbud om at åbne i ny fane..

    Mht bitly kan man se et preview af den side der gemmer sig bag bitly ved at kopiere bitly URL ind i browserens adressefelt og så tilføje et lille plus http://bit.ly/Wn2Xdz -> http://bit.ly/Wn2Xdz+

    Bitly er en ganske fornuftig anordning især på twitter og at undgå samtlige links der er lavet med short url services svarer lidt til ikke at gå på fortovet fordi man er nervøs for at blive kørt ned. Det er klart at der kan være snavs i det, men det er oftest let at se i konteksten.. Man skal bare ikke klikke på alt hvad man ser🙂 men bitly er altså ikke farlige i sig selv…

    Kommentar af overleveren — 8. april 2016 @ 18:26

    • Dejligt at se både dig og dit teknikfjæs igen, Overlever. WP kunne ikke genkende dig, så du skulle lige godkendes først.
      Det med ipadden: Jeg har ikke før lagt mærke til, at URL’en står øverst med lysegrå font, når man holder nede for at åbne i en ny fane. Tak for at åbne mine øjne😉
      Det lille trick med bitly-gennemskuelsesmetoden er da supersmart! Hvor i alverden ved du dog den slags fra? Nå … det behøver jeg faktisk slet ikke at vide, men det er den slags viden, der virkelig kan imponere mig – og så var det jo et ganske smart og nyttigt link, du lige fik listet ind der😀
      Som jeg skrev til Hanne ovenover, tror jeg ikke, at de ærlige eller ‘rigtige’ links i lige så ærlige mails vil bruge shortlinks – det vil skade dem mere end gavne dem. Shortlinks er gode i andre sammenhænge. Siger den uvidende😉

      Kommentar af Ellen — 8. april 2016 @ 19:22

  7. Man bliver da mere og mere agtpågivende over for de mails, der kommer ind. Jeg kigger efter afsenderadressen… de fleste fanges i spamboksen på min gmail, så det er faktisk sjældent jeg skal sende noge der over i selv.
    Vi nyder vores Dompapper. De lyser op på foderpladsen. Det er blevet til 3 par efterhånden…. Hanpap og hunpap, når vi skal angiver hvem vi kigger efter! Igår kom vi til at snakke om, hvorvidt man kan se at en fugl er “gravid”? Hunpappen var bare så rund! Lige meget hvad hun lavede, forblev faconen den samme… Jeg mener, de kommende æg må da fylde?

    Kommentar af Anne Holtegård — 9. april 2016 @ 11:41

    • Gmail har et fantastisk spamfilter – jeg får simpelthen aldrig den slags på min gmail, som er min backup-mailadresse.
      Dompap er en meget smuk fugl, og sikke et godt spørgsmål med de gravide hunfugle – men mon ikke de lægger et æg om dagen, lige som høns? De kan da simpelthen ikke rumme fire æg på én gang?

      Kommentar af Ellen — 9. april 2016 @ 16:29

  8. Kære Ellen’
    Held og lykke med dompapperne i dit fuglehus! Og held og lykke med at undgå dem, der er udenfor din matrikel… Av, dem er jeg også bange for!

    Kommentar af www.skøreliv.dk — 9. april 2016 @ 13:13

    • Ja, det vil være temmelig surt at falde i, men det tror jeg nu ikke, at jeg gør … jeg mener at kunne gennemskue al den slags pjat🙂

      Kommentar af Ellen — 9. april 2016 @ 16:30

  9. Min hjerne forsøger at komme med gode kommentarer til indlægget, men det når ikke frem til de udøvende magter🙂 God lørdag til jer forhåbentlig sammen med jeres dompapper og uden dumpapper

    Kommentar af Lene — 9. april 2016 @ 14:24

    • Er de udøvende magter dine fingre?
      Vi kan ikke lide de behårede dompapper – kun de befjerede. Hmmm.😉

      Kommentar af Ellen — 9. april 2016 @ 16:31

  10. En af mine venner skulle have sin computer til mekanikeren, efter at han havde åbnet en mail med besked fra “postvæsenet” om en pakke, der lå til afhentning. Desværre ventede han virkelig en pakke og hoppede i med begge ben. Det er sikkert klogest at ringe til PostDanmark eller et andet troværdigt ‘væsen’, inden man åbner noget, man tror er fra dem.

    Handler man på nettet og er bange for at få kreditkortet tømt, kan man få sig et andet kort, som udelukkende bruges til handel på nettet. Der overføres kun det beløb til kortet, som man har foretaget en handel på. Et fif fra en engelsk blogger.

    Kommentar af Elsebeth — 9. april 2016 @ 17:09

    • Han hoppede da vel ikke på den med “uforløste pakken”?
      PostDanmark sender jo kun beskeder om, at der er en pakke, der kan afhentes – de vil aldrig sende noget, man skal klikke på, så der er ingen grund til at ulejlige PD med opringninger – er der links i, er det svindel. Punktum.
      Det er selvfølgelig en måde at internethandle på, men – undskyld – jeg synes det er lidt paranoisk. Hvis hængelåsen er der, når man skal betale, har jeg endnu ikke hørt om, at det er gået galt for nogen, men selvfølgelig skal man vide, hvad man gør og især hvad man skal være opmærksom på, men der findes masser af råd og vejledning til den den slags.

      Kommentar af Ellen — 9. april 2016 @ 17:33

  11. Da han er meget dygtig til dansk, tvivler jeg på, at mailen havde indeholdt den slags makværk. Det havde han fanget med det samme.

    Kommentar af Elsebeth — 9. april 2016 @ 18:49

    • Den hører også til de værre, men jeg har endnu ikke set svindelmails på dansk, der har nærmet sig det fejlfrie. Det er på engelsk, de er blevet langt bedre.

      Kommentar af Ellen — 9. april 2016 @ 19:14

  12. Jeg fik associationen at man burde sove på disse mails inden man gør noget. Det kunne måske få nogle til at tænke sig om, men det strider lidt mod nutidens hurtige reaktioner på alt muligt facebookeri o.l.

    Kommentar af Jørgen — 17. april 2016 @ 14:36

    • Desværre tror jeg, at det ofte er ældre, ikke-FB-abonnenter, der går i falske mails-fælden.

      Kommentar af Ellen — 17. april 2016 @ 15:43


RSS feed for comments on this post.

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.