Hos Mommer

26. april 2019

Jeg er bare SÅ klar

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 15:14
Tags: , ,

 Jeg er klar til det hele: Klar til sommeren, klar til at nyde en hel masse regnvejr, klar til at tage til England, klar til en Drei Mädchen-weekend, klar til blogtræf på Gavnø på søndag.
Inden der er gået 10 dage, kan der sættes flueben ved det hele – dog måske ikke lige sommeren; den må godt vente lidt endnu, også selv om jeg er klar til den. Regnvejret er det vel i bund og grund også lidt usikkert med, men jeg har da lov at håbe.

Charlotte er ikke klar – i hvert fald ikke til den stormende kuling, de forventer lige lige om lidt. Lidt usædvanligt for årstiden, men det er der jo så meget vejr, der er overalt på kloden efterhånden.
Det er ved at være normalen, at det er unormalt, og hvordan skal man så sætte normalen?
De får tilstrækkeligt med regn derovre – sådan er goderne så ulige fordelt.
March winds and April showers bring forth May flowers.
Det er en skam vi ikke har så mange slanger her i nærheden af Den Stråtækte, for så var der åbenbart en løsning på det stadig udeblivende regnvejr: If you killed a snake, hang it over a fence and it will rain.
Nok om det … der er trods alt grænser for, hvad jeg tror på …

Vi var en tur i Køge, hvor vi havde forskellige ærinder. Ét af dem var at finde to små stole til det lille bord, der ikke har været i brug i årevis, men som vi nu har sat ved køkkendøren.
Det er ikke verdens mest spændende sted at sidde, men efter vi fik lagt nye sten og gjort krydderurtebedet pænt, er det i det mindste bedre end før. Det havde på sin vis været ideelt sidste sommer, fordi der aldrig kommer sol her, men da gad vi simpelthen ikke opholde os på den plet. Vi havde i øvrigt heller ingen Nye stolestole …

Men nu er vi klar selv til en hedebølge, selv om vi på ingen måde håber på en sommer mage til den i 2018. På IN-GEN måde, selv om det indtil videre tyder på, at en tilsvarende er begyndt en hel måned før sidste år … hvor jeg brugte dobbelt så meget vand som normalt, og i år er jeg begyndt at vande på kritiske steder (dvs. nyetablerede planter) allerede nu. Der er, som statistikken ser ud lige nu, en risiko for, at jeg når op på det tredobbelte forbrug i år.
Det kan oven i købet være, at et højt forbrug ender med at være normalforbruget.
Ikke en ønskværdig situation. Så hellere noget regn, men man skal som bekendt være forsigtig med, hvad man ønsker sig.

16 kommentarer

  1. Bare vi dog får del i regnen, som falder i den sydvestlige del af landet – bare ikke på søndag til vores blogtræf! Ja, det er mærkeligt, så ulige regnen falder.

    Kommentar af Madame — 26. april 2019 @ 16:41

    • Nu bliver vi nemlig rigtig besværlige: Masser af regn, tak, men ikke en dråbe på søndag, tak 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. april 2019 @ 16:45

  2. Sikke da et program. Jeg kan godt se, at du da slet ikke har tid til at arbejde også 😉
    Jeg kunne godt finde mig tilpas med den slags sommer, som vi havde sidste år. Jeg nød hvert sekund – men jeg skal heller ikke leve af vejret. Et kompromis kunne være regn om natten. Det ville være ideelt. Hvor gode forbindelser har du?

    Kommentar af Fru Z — 26. april 2019 @ 17:48

    • Jeg fatter stadig ikke, hvordan jeg fik tid til at arbejde 😉
      I er jo også til meget varme – det er vi slet ikke!
      Jeg kunne dog bedre leve med varmen, hvis vi fik regn om natten, men jeg har overhovedet ingen forbindelser til de højere magter – kappede dem for næsten 50 år siden. Det er måske derfor det går så galt 😉

      Kommentar af Ellen — 26. april 2019 @ 17:51

      • Ja, så har du jo næsten selv bedt om det 😉

        Kommentar af Fru Z — 26. april 2019 @ 18:16

        • Det kan man jo sige 😉

          Kommentar af Ellen — 26. april 2019 @ 19:16

  3. Det er godt at være beredt. Og den lille krog kan blive yndlingsstedet, nu hvor stolene er klar.

    Kommentar af Lene — 26. april 2019 @ 20:51

    • Det ved man nemlig aldrig – og hynderne har vi ikke gemt langt væk, så hjørnet er nemt at gøre siddeklar 🙂

      Kommentar af Ellen — 26. april 2019 @ 21:37

  4. Ja tak til regn og nej tak til hedebølge.
    Stole og pigstensbelægning er ikke den bedste kombination, men med de fine nye herregårdssten er stedet oplagt til en lille kaffetår, mens man f.eks. venter på at farvegryden kommer i kog. Med både shelter og en plads i skyggen er I godt forberedt til sommerens udendørsliv, uanset vejrliget.

    Kommentar af fiberfryd — 27. april 2019 @ 1:25

    • Det lykkedes! 20 mm regn i nat og i morges – og vi er virkelig langt fra en hedebølge lige nu med 11° 🙂
      Ja. Vi har nu fire udendørs siddeområder – fem, hvis vi tager ølbænken med – så der skulle gerne være til næsten ethvert vejrlig.

      Kommentar af Ellen — 27. april 2019 @ 9:11

  5. Uf ja, jeg opdagede ved en tilfældighed, at der var en storm på vej – og den ville blandt andet gå hen over det sted i Lake District, vi skal hen. Så vi ændrede planer; blev en dag mere her ved Kendal, hvor det kun blæste lidt, og venter med at tage nordpå til i morgen. Hvor stormen forhåbentlig er faldet i søvn igen 🙂 Jeg kan godt forstå, at du glæder dig til England og sommeren og alt muligt andet godt 🙂

    Kommentar af Mia Folkmann — 27. april 2019 @ 15:22

    • Det var godt, du opdagede, at stormen var på vej – og havde mulighed for at holde dig fri af den. Jeg har ikke talt med C og ved derfor ikke, hvor slemt det blev.
      Der er meget at glæde sig til, ja 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. april 2019 @ 16:31

  6. Det er godt at være klar, når der er så mange gøremål i udsigt. God fornøjelse med det hele – og vi ses søndag.

    Kommentar af Jørgen — 27. april 2019 @ 21:04

    • Altid godt at være beredt – og jeg glæder mig til i morgen 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. april 2019 @ 21:05

  7. Sikke et program, bliver helt svedt.
    Jeg er fan af sommeren 2018, elskede hvert et øjeblik, er blevet afhængig. Enkelte justeringer, med en forlængelse frem til Halloween og med regn om natten, og det af den stille regn der ikke skader noget. Så er alt perfekt.

    Kommentar af Abildjyden — 29. april 2019 @ 7:20

    • Jeg nyder at have en masse at glæde mig til.
      Jeg tror, at sidste sommer delte landet i to: Jer der elskede den og sådan nogle som mig, der ikke er vild med den megen varme – og slet ikke med ingen vand fra oven. Jeg er dog ganske enig i, at det ville være helt ideelt med regnvejr om natten 🙂

      Kommentar af Ellen — 29. april 2019 @ 9:49


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.